RETSOPGØRET
149

NYT PRÆSTEDØMME FØRER AN

Den skånselsløse, religiøse intolerance lurer i dag i horisonten, og hvis den (må Gud forbyde det) håndhæves med statens skarpe sværd, ser det mørkt ud for Kristi sande efterfølgere i Danmark! De religiøse modsætninger kan, hvis der ikke i tide opnås en rimelig ordning mellem stat og kirke (og disse to regimenters forhold til andre indtrængende religioner) føre til blodudgydelse, forfølgelser og kaos. Uforsonligheden mellem de konfessionelle kirker og politiske livsanskuelsessystemer førte ved udgangen af reformationens århundrede til hærgende religions- og statskrige. – Manden fra Wittenberg er siden 1849 med navns nævnelse omtalt i Danmarks Grundlov. Endnu et rundt Luther-år oprundet – og kammeradvokaten viger i denne anspændte situation ikke tilbage for (i det skjulte) at angribe de 95 reformationsteser, som Luther hamrede op på kirkedøren i Wittenberg d. 31. oktober 1517. 8 ud af 10 bisper godkendte 3.-5. januar 2017 det kirkelige homo-vielsesritual og kæmper nu for at få det trykt i Den danske salmebog. Det er på høje tid, at ’det almindelige præstedømme ’træder i aktion’.

 

KIRKENS NYE SELVBESINDELSE

Det er i den forbindelse påfaldende, hvordan netop læren om ’det almindelige præstedømme’ (ikke mindst med hensyn til det aktuelle retsopgør med staten) påkalder sig aktuel opmærksomhed. Det har utvivlsomt med den uomgåelige kendsgerning at gøre, at det evangelisk-lutherske kirkesyn står prentet – ja mejslet ind i den danske grundlovs 4. paragraf. Dette vil givetvis give sig udtryk ved statsadvokatens procedure d. 16. marts 2017 ved Højesteret i rigets hovedstad, hvor kammeradvokaten atter vil komme ind på ’kirkens selvforståelse’ i spørgsmålet ’Stat-Kirke’. En sag, som med ét er omgivet med global interesse på grund af homo-aktivisternes hensynsløse hærgen i gudstjenesterummet. At den militante homo-elite vil have presset homobrylluppet ind i både kirke og salmebog er imidlertid ikke at forstå som noget selvfølgeligt. Det hænger nemlig sammen med den begrænsning, som er pålagt staten med henblik på kirkens indre anliggender. Staten er ikke ifølge grundloven den overordnede instans i dette samfundsforhold. Her er statens advokat fået for vidt! Selv i den folkelige bevidsthed har han ’maset sig ind’ i et område, hvortil dørene gennem generationer har været lukkede for statens indgreb. Kejserens autoritet er stadig på dette punkt udelukket! Dette vil forhåbentligt udvirke, at det forhåndenværende højesteretsopgør vil føre til en større selvstændiggørelse af Kristi menighed i Danmark. Dette kræver imidlertid en ny selvbesindelse fra kirkens side – og her kommer ’det almindelige præstedømme’ på tale…

 

AUGUSTINERMUNKENS OPRØR

Dommerne, som d. 31. marts 2016 i centrum af den danske hovedstad, København, trak sig tilbage for i ikke mindre end otte uger at tænke over sagen, burde fra ’day one’ have skrevet sig datoen d. 10. november 1443 bag øret. Det var nemlig dagen, hvor én af deres ’ukendte’ (men verdenskendte) sagsøgere kom til verden! Det skete langt fra Bredgade i København (hvor Østre Landsrets statslige palæ er beliggende). Martin Luther blev på den dato født i Eisleben i det mellemtyske grevskab Mansfeld – og der findes næppe nogen periode i Europas historie, der beskæftigede sig mere indgående med forholdet Stat-Kirke og betydningen af det almindelige præsteskab end slutningen af netop dette 15. århundrede (hvor Luthers oprørske skrifter som blade i en efterårsstorm føg gennem hele Europa). Den foruroligende spænding mellem det bastante, romerske pavedømme og folkets reformatoriske ’afsættelse’ af dets præster og bisper (som de ikke troede på som udsendinge fra Gud) ligner en højaktuel overskrift for vor tid. Troen fandt ikke længere noget anker i kirkens prædiken. Den danske regeringsadvokat er således i sin højesteretsanalyse i marts 2017 som kemisk renset for forståelsen af, at oprøret fra augustinermunken siden 1849 har været fornemt placeret i Danmarks Grundlovs præambel (§ 4) – og at han som forsvarer for et moderne ’pave-politisk’ ligestillingssystem kæmper en håbløs kamp mod de samme vækkelseskræfter, der for 500 år siden ved overgangen til en ny tid satte den protestantiske tro på dagsordenen.

De troende i Ny Testamente omtales som ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab’ – ja, ’et helligt folk, et ejendomsfolk, som skal forkynde Kristi guddoms magt, og som Han selv kalder fra mørket til Sit underfulde lys!’ (1.Pet.2:4-5 og 9-10). ’Det almindelige præstedømme’ er altså ifølge apostlenes lære ’et helligt folk’. Med al god vilje kan denne identificering imidlertid næppe heftes på landets folkekirkelige, demokratisk valgte menighedsråd. De forskellige menighedsrådsmedlemmer kan ej heller anses som ’de levende stene’, der i kraft af deres liv og tro er i stand til ’at forkynde Kristi guddomsmagt’, ej heller tør det påstås, at menighedsrådene i de forskellige sogne har efterfulgt ’Kristi kald, som fører fra mørket ind i Jesu underfulde lys’. I det forestående opgør med det statskirkelige embedes formynderi er det et anderledes ’helligt folk’, som skal føre an. Hvis ikke – er slaget tabt på forhånd…

 

KEJSERENS TRUENDE LUNER

De mørke og stormfulde højdedrag, som den kristne menighed skal passere i en nær fremtid, fordrer, at den tænder bål, hvor vejen (i nattens mørke) er sværest og rummer de største farer. Kejserens luner er truende, og en ny, retlig, betryggende struktur er fra nu af påkrævet. – På denne højaktuelle dødsdal-vandring vil den juridiske sagkundskab være til stor nytte – men kan omvendt (som øjeblikkets statslige retslærde krigerisk beviser det) bære skjulte sværd i kappefolden. Teologi og jura er to discipliner, der har haft deres absolut velegnede og samfundsnyttige plads på universiteterne gennem århundreder. Dette harmoniske forhold bekriges nu af statens advokat, hvis hensigt vil blive afdækket ved Højesteret i marts 2017..

Man tør næsten ikke gentage, hvad Martin Luther har nedfældet i en af sine bordtaler (Tischreden), og som ord for ord står gengivet i dokumentet ’WatR III 3038b, side 157, 17’. Den tyske reformator, hvis navn er nævnt i Danmarks Grundlovs 4. paragraf, vil i forbindelse med det omtalte retsopgør (omkring det statslige vielsesritual for par af samme køn) komme i juristernes søgelys – sådan som det allerede var tilfældet med regeringens kammeradvokats betænkelige procedure i landsretten i København i 2016. Om statens juridiske forsøg på at gøre sig til herre over kirkens forkyndelse og lære har Luther i 1500-tallet erklæret følgende: "Juraen er en skøn brud, når hun forbliver i sin seng. Men stiger hun over i en anden seng og i kirken vil styre over teologien, da er hun en stor hore (’… herübersteigt in ein ander Bette und will in der Kirche die Theologien regieren, da ist sie eine grosse Hure’). Med visse sproglige modifikationer bør denne Luthers skarpe holdning med hensyn til statens forhold til kirken præciseres for kammeradvokaten. Den dag, han bringer sine ’eksperter’ ind i retssalen for dér at fortælle dommerne, at statens nye homo-vielsesritual er luthersk, bør det sande lutherske syn på hans ’jura’ fastholdes…

 

KIRKENS GUDGIVNE ÅNDELIGE FRIHED

I forbindelse med borgernes retssag mod staten er spørgsmålet om ’kirkens åndelige frihed midt i en aggressiv stat’ blevet flittigt debatteret. Indtil videre inden for en snæver kreds af teologer og jurister – men med statsadvokatens påstand ved Højesteret i marts 2017 (at denne ’åndelige frihed’ slet ikke eksisterer, men at kejseren ’til enhver tid ’kan trænge ind i kirkens indre områder (Betænkning 1544, april 2014: 2.7.1) – så vil interessekredsen blive udvidet. Medierne vil med voksende ansvarsløshed ’tage hånd’ om sagen. (Kun de 300 borgeres modstandere blev inviteret i Tv-studiet efter Landsrettens uretfærdige dom). Statsmagten vil fortsat vise tænder, og de sagsøgende borgeres ’personlige forhold’ vil blive gennemtrevlet for om muligt at finde andre anklagepunkter end dem, som sagen drejer sig om. Det ældgamle spørgsmål om, hvordan den kristne borger skal forholde sig i den åbenlyse konflikt, som ved statsmagtens indgreb er opstået mellem lovgivningen og de kirkelige samfundsborgeres samvittighed og dybeste teologiske overbevisning vil atter komme på dagsordenen. Luthers syn på forholdet mellem kirke og stat (at de verdslige regler, hvad angår kirkens stilling i folket bør afspejle de bibelske og bekendelsesskriftens normer) samt, at der derfor i Danmark ikke i kirkelige spørgsmål kan lovgives i strid med den evangelisk-lutherske lære. Landsrettens dom befandt sig i det minefelt, hvor ’juraen holder op og teologien begynder’ (Dansk Kirkes tidende 1990, s. 35).

Da Pilatus, den verdslige dommer i sagen mod Jesus, for 2000 år siden under forhøret spurgte Jesus: "Hvad har du gjort?" (med andre ord: Hvori består din forbrydelse?) svarer Jesus: "Mit rige er ikke af denne verden" (Johs.18:36). Af dette svar kan udledes, bør det nu med Højesteret for øje noteres), at den ’ugerning’, for hvilken Jesus blev dømt til døden, var, at ’Hans rige ikke er af denne verden’. Dette er den samme forbrydelse, som Kristi menighed overalt i denne time efterjages for. Statsmagten (kejseren) kan ikke og vil aldrig godtage, at der blandt borgerne er ’et andet rige’, som styres af ’en anden konge’. – "Derfor belærte Luther," slutter vi, "at staten overalt bør godtage, at der i dens midte eksisterer ’to regimenter’. De kan (påstår Luther) efter bedste vilje leve harmonisk med hverandre – ja (som grundloven erklærer): ’understøtte’ hverandre – og ikke som statsadvokaten lægger op til: ’bekrige hverandre’."

 

MÅ GUD FORBYDE DET

Når apostelen med eftertryk erklærer, at ’lovløshedens hemmelighed allerede er i virksomhed’ (2. Thess.2:7) lyser det ud af den retssag, som løb af stablen i 2016 i Bredgade-landsretssalen i København, at netop dette er øjeblikkets fatale realitet. Den måde, som kammeradvokaten i skrift og tale langer ud efter ’kirkens indre anliggender’ lader ingen tvivl om, at han og den kristendomsfjendske regering, som han får god betaling for at forsvare, kun har ét mål og sigte: De vil ind i Kristi menigheds inderste og helligste områder (2.Thess.2:4) for med rettens nådeløse bom og lås at lægge hånd på Guds folks dyrekøbte frihed til at forkynde evangeliet i det land, hvor de første kristne kirker blev bygget for 1000 år siden! Må Gud forbyde dette antikristelige værk, og må alle kristne på land og i by samle sig om denne sag, som kommer for Højesteret d. 16. marts 2017.

Ifølge fremlagte dokumenter i 2016-landsretssagen mod staten, henvises der (i flere tilfælde) til grundlovens § 66: "Folkekirkens forfatning ordnes ved lov." – Der skal (ved den ordning) indrettes en mere tidssvarende ledelse af kirken," hedder det. Denne ledelse skal være (citat): ’mere sammenhængende og mere moderne’. – Samtidig blev retten gennem dette fremlagte ’materiale’ gjort bekendt med, at ’ansvarsfordelingen fremover skulle være mere klar, samt at staten ikke kun skulle ’understøtte’ kirken på det økonomiske område – men også i de ’indholdsmæssige forhold’ (7511767/123, afsn. 2). Kammeradvokaten lod vide, at disse såkaldt ’indholdsmæssige forhold’ er at forstå som ’kirkens indre anliggender’. Det vil sige, at præsternes prædikener i en ikke fjern fremtid skal overvåges, og at alle former for ’seksuel orientering’ fortsat skal have deres kirkeligt udformede ritualer. Når retten blev informeret om (s.194), at Ulla Morre Bidstrup, lektor, ph.d. præst, er udpeget (efter indstilling fra Den danske præsteforening) til at deltage i det kommende, nødvendige udvalgsarbejde, så drejer det sig her om medredaktøren for 2010-juni tidsskrift ’Kritisk Forum for Praktisk Teologi’, hvori Ulla Bidstrup erklærer, ’at Gud ved det kirkelige homobryllup adler det homoseksuelle samliv’ og samstemmede i medredaktørens artikel, der hævdede, at ’Kristus inkarnerede sig i det homoseksuelle bryllupskys’. Hvorledes dette skal kunne underordnes under den evangelisk-lutherske lære er nu et spørgsmål som Højesterettens dommere skal besvare.

 

DEN KONSTITUTIONELLE ORDEN

Hvis en indført lov er grundlovsstridig, bør den straks omstyrtes. Om dette er følgende at sige: Den regering, som i 2012 indførte de (ifølge borgernes påstand) ’grundlovsstridige, kirkelige vielser’ af homoseksuelle, skrev året forinden i sit oktoberregeringsgrundlag følgende: "Grundloven tildeler den danske folkekirke en særstilling." Nu gælder imidlertid den både skrevne og uskrevne regel, at hvad grundloven ’tillader kirken’… er og forbliver den rettesnor, som regeringen skal følge. Når altså grundloven (ifølge denne regerings 2011-idégrundlag) har tildelt kirken ’en særlig stilling’ i det danske folk, så kan staten ikke sidenhen (som det hedder): ’indrette en mere tidssvarende ordning’. Derfor haster 2011-regeringen med indrømmende at tilføje, at denne reform kun kan finde sted ’indenfor folkekirkens grundlovssikrede særstilling’. Denne ’særstilling’ består imidlertid i, at den evangelisk-lutherske lære har en forret frem for alle andre religiøse eller ideologiske doktriner, deriblandt også den politiske lære, som er bygget på den sekulære ligestillingsidé! Hvis f.eks. en regering i kirken vil ’indrette’ en såkaldt ’mere tidssvarende’ ægteskabsopfattelse, så kan det (som omtalt i 2011-regeringsgrundlaget) kun ske ’inden for det grundlovssikrede værn’, som er og forbliver kirkens læremæssige grundlag. Et hvilket som helst kirkefjendsk forsøg på at omgå denne konstitutionelle orden, er grundlovsstridig. Dette gælder den nye ægteskabslov af 2012, som derfor på stedet bør omstyrtes. Alle kristne i Danmark bør fra dags dato stride for denne sag!

De troende kan herefter indstille sig på, at ’i de sidste dage skal der komme hårde tider’ (2. Tim.3:1-9). Apostelen forklarer, at menneskene "vil blive overmodige, fulde af hån… fjender af det gode…i det ydre vil de have gudsfrygt, men de vil fornægte dens kraft. Hold dig fra dem!" erklærer han og tilføjer: "de vil altid lære andre men lærer aldrig selv sandheden at kende… de har fået deres dømmekraft ødelagt" (v.6-8) Lad ingen glemme, at den gode nyhed er, at disse gudsfjendske mennesker ifølge apostelen ’ikke skal få mere fremgang, for det skal blive klart for alle, hvor vanvittige de er…’ (v.9). Heraf kan udledes, at de mørke udsigter, som her beskrives, vil være medvirkende til, at få folk til at forstå ’vanviddet’ i de ulykkeslove, som på det sidste er gennemført. "Det skal blive klart for alle," siger apostelen.


TILBAGE