RETSOPGØRET
151

DET FRYGTELIGE FORLIS

Når det i Danmarks Grundlovs 4. paragraf hedder, at ’den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke’, så har staten dermed erklæret, at den ønsker ’at fremme Guds skaberorden til trods for, at størstedelen af dens borgere hverken kender Gud eller Hans ophøjede frelsesplan med mennesket. Grundlovens henvisning til både kirke og stat indebærer, at staten (ved denne fundamentale bestemmelse) godtager, at der i nationens kristne menighed eksisterer en værdifuld tro på Gud, som ifølge kirkens lære fremmer Sin vilje gennem øvrigheden! Staten forpligter sig selv (ved den omtalte grundlovsbestemmelse) til at fremme den protestantiske tro, som erklærer, at Gud gennem øvrigheden bruger menneskets sunde fornuft i Sin tjeneste under øvrighedens fornødne tugt. Med den danske forfatnings 4. bestemmelse siger staten ja til, at oprør mod Skabelsesordningens fremhævelse af et monogamt ægteskab mellem en mand og en kvinde truer hjem, børn og familie, menneskeværd og fører til brudte løfter, udhuling af kærligheden, ulykke, psykiske skader og kaos.

 

REFORMATIONENS SUPERMODERNE SVAR

Som en modvægt mod de mest farlige ideologiske strømninger, der ved indgangen til det tredje årtusinde vælter ind over Europa og den vestlige verden, er det i denne sene time mere end nogensinde nødvendigt at Højesteret d. 16. marts 2017 afklarer sin holdning til de vigtigste emner i de kristne reformatorers ’to regimente-teori’ (kejserens og kirkens adskilte områder). Det er en sag, der ikke før på samme måde har været behandlet – men både på det etisk-moralske område og med henhold til den politiske, religiøse propaganda – må Højesteret nu fælde en retfærdig dom! I stedet for som tidligere at præsentere dette tema ud fra de historiske, sociale teorier må dommerne nu stille skarpt på det spørgsmål: Indeholder reformationens 500 år gamle to-regimente teorier et supermoderne svar på dagens og øjeblikkets centrale tema: Hvordan kan en sund og sand gudsdyrkelse sammen med den rette statsordning virke sammen til en nations og en mere eller mindre vildført befolknings bedste? – Dommens resultat angår borgernes hverdagsliv – og må for alt i verden i denne time flyttes fra de støvede, juridiske og teologiske studerekamre til samfundets dynamik – men på en sådan måde, at terrorfaren ved en ophidset dualisme afmonteres, og stat og kirke på Luthers to-regimente grundlag kan række hinanden hånden i et frugtbart samarbejde til folkets og rigets bedste. Dette syn – mener jeg – spejler sig klart i Danmarks Grundlovs 4. paragraf, som derfor med alle midler ved et Højesterettens dom må beskyttes.

Når apostelen myndigt erklærer: "ikke for ingenting bærer myndighederne sværd" (Rom.13:4) – så vil det sige, at den verdslige øvrighed, staten og dens dommere, har fået et magtfuldt våben i hånden, som den ikke må misbruge. Om dette siger Jesus til Pilatus: "Du har ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra" (Johs.19:11). – Ifølge Danmarks Grundlovs henvisning til Martin Luthers skrifter, har den danske stat ved alle sine statslige organer og embedsmænd – ja ved sit retslige dommerpanel ’fået myndighed fra Gud’ til at værne om og på bedste vis at varetage (d.v.s. retfærdigt og fornuftigt) Guds skabelsesordninger. Herunder har staten den fornemme opgave at fremme al god gerning samt ved et retfærdigt retssystem at beskytte borgerne mod overgreb og ondskab… også hvis disse ’overgreb’ og ondsindede handlinger udgår fra statens egne embedsmænd og organer. Til dette høje formål er staten blevet betroet de skarpeste og kraftigste midler – ja, endog det ’henrettelsens sværd’, der i yderste tilfælde, om nødvendigt, bør straffe med døden. Denne beskyttelsesmyndighed har staten (om den vil bruge det det eller ej) fået for at anvende den mod alle slags fjender og alskens ondskab… altså fjender udefra, som vil angribe nationens territorium, og fjender indefra, som med mord, forbrydelser og politiske manipulationer vil søge at anrette skade og vold, terror og destruktiv, ideologisk indflydelse blandt landets borgere. Hvad enten politikere og gejstlige bryder sig om denne anskuelse, så er det den, som Grundloven i sin 4. paragraf henviser til. Dette er det kommende retsopgørs egentlige emne…

I overensstemmelse med kirkens bekendelse og reformatoren Martin Luthers lære – (men mest af alt ud fra Ny Testamentes Skrifter, hvor apostelen erklærer), at (citat): ’alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud’ (Rom.13:1). Vi belærer i den forbindelse yderligere om, at denne ’underordnelse’ klart fremstilles i Herren Jesu egen værdige holdning, da Han stod over for den verdslige øvrighed, den romerske statholder, Pontius Pilatus, som ’var forordnet af Gud’ og hvis autoritet Jesus definerede med ordene: "Den magt, du har, er givet dig ovenfra" (Johs.19:11). Få timer forinden erklærede Jesus over for den discipel, der løftede sværd for at ’beskytte ham’: Tror du ikke, at jeg kan bede min Fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner (i alt 72.000) engle til hjælp (Matt.26:53). I stedet for at anvende denne overmagt, der ville have fået den romerske guvernør til at blegne, anvendte Jesus blot ’ordet sværd’: "Der er en Gud foroven, som enhver kommer til at aflægge regnskab for!" Dette er den ’underordnelse’, som de troende – endog ved jordiske dommeres kendelser bør præsentere den verdslige øvrighed for."

 

DEN JÆVNE BORGERS MENING

En byge af gloende pile haglede bogstaveligt talt ned over de borgere, der ved 2014-stævningen af de to danske ministre åbenlyst gav udtryk for, at de (i relation til de nyindførte love om kirkelige homovielser) var ’anderledes troende’. Systemet, som de ved denne retshandling var op imod, tålte ingen modsigelse – og det viste sig, at der også var affyringsramper fra de kristne lejre: "Det er ikke de troendes opgave at trække regeringens ministre for en domstol," hævdede de, idet de henviste til Romerbrevets det 13. kapitel. Det var i de dage, at de efterjagede (sagsøgende) danske borgere særligt søgte at sammenholde Den amerikanske uafhængighedserklæring af 1776 med deres eget initiativ. Heri betones det nemlig, at (citat): ’Alle mennesker er skabt lige’ (Denne ’ligestilling’) er givet dem af Skaberen (’The Creator’), der som en medgift udstyrede Sine skabninger med visse ’ubestridelige rettigheder’. Blandt disse er (hedder det) ’livet, friheden og den enkeltes ret til at søge sin egen lykke’.

De danske borgere noterede sig (under den fortsatte beskydning), at de tre forhold (livet, friheden og lykken) i US-forfatningsbekendelsen udledes af det troens grundlag, at der eksisterer ’en Skaber’ (’A Creator’), og de satte for deres eget vedkommende en tyk, rød streg under det klare vidnesbyrd, som Den Amerikanske Uafhængighedserklæring åbent og frimodigt i en halv snes år før den franske revolution fremlægger, at der er ’en Skaber, der giver Sine skabninger livet’.

… nøjagtig på samme måde, som Den danske Folkekirkes bekendelsesskrift, Den Augsburgske Bekendelse om ’Den evige Gud’ (art. 1. stk. 2) erklærer, at ’Han er Skaber og opretholder af alle ting’ (stk. 3). Reformatorerne udtaler afsluttende myndigt deres afgjorte og stærke fordømmelse over de ’kættere’, der stiller sig som modstandere af denne artikels indhold (’Gud som Skaber og opretholder’).

*

En af hovedårsagerne til, at den bibelske skabelsesberetning så voldsomt bekæmpes af nationernes verdslige regimer, er det 27. vers i Bibelens første kapitel, der fortæller ikke blot ’skabte Gud mennesket som mand og kvinde’, men Han ’opretholdt’ denne skabelsesmodel ved at tilsige dette ’verdenshistoriens første ægtepar denne velsignelse: "Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden!" (v.28)

Kirkens bekendelsesskrifts og Bibelens forklaring på menneskeslægtens fortsatte beståen passer ikke ind i Ligestillingspolitikernes verdensanskuelse, der ikke anerkender kirkens bekendelsesskrifters opfattelse af det Gud forordnede ’mand-kvinde’-ægteskab, ej heller kirkens Herre Jesus henvisning til Skabelsesberetningen, der tydeligt taler om familien som ’en far og en mor’ (1. Mose 2:24) og ægteskabet som bestående af ’en mand og hans hustru’ (Matt. 19:5).

 

DE POLITISKE HOVEDAKTØRER

Når Grundlovens 4. bestemmelse med ordene ’Staten skal understøtte den evangelisk-lutherske kirke som sådan’ – tydeligt henviser til kirkens protestantiske bekendelse, da kommer kirkens ældste trosbekendelse straks ind i billedet. Den sætning, som året rundt fremsiges under gudstjenesten, indledes med ordene: "Jeg tror på Gud Fader, Den Almægtige, himmelens og jordens Skaber."

Denne ordlyd (Textus Receptus) forelå allerede hos Pirmin af Reichenau (753) og stammer i konkordiebogens version fra Catechismus Romanus og Rituale Romanum. Bekendelsen er altså ikke fra i går! Den udtaler slægternes tro på Skaberen og Hans skabnings opretholdelse…

Det er i Danmark Folketinget og regeringen, der bestemmer; de er og forbliver nationens politiske hovedaktører. Hvad politikerne imidlertid mener om kirkens tro og lære vedrørende ’skabelsen’ kan aldrig få nogen indflydelse på regeringens administration af grundlovens 4. paragraf. Staten kan lovgive om ægteskabet og familien med henblik på ægtevielser på rådhuset (hvor borgmesteren eller hans kommunale repræsentant kan fremsige det vielsesritual, som er passende for øjeblikket) – men Folketinget og regeringen kan ikke indføre sin egen idé om ægteskabsindgåelse i kirken. Dertil har regeringen ikke det fornødne mandat!

Et andet af de oldkirkelige bekendelsesskrifter, som endog regeringens kammeradvokat henviser til (Symbolum, Nicaeno-Constantino-politanum) siger: "Jeg tror på én Gud… himmelens og jordens skaber" (’visibilium omnium et invisibilium’).

Regeringens advokat erklærer i den forbindelse, at der ikke om folkekirkens forhold kan lovgives i strid med evangelisk-lutherske lære. (Svarskrivelse 18. marts 2015, s. 3). Det vil sige, at hvor ivrige politikerne end må være for at få indført love, der i deres materialistiske verdensanskuelse er i modstrid med kirkens bekendelse om ’Gud som det synliges og usynliges skaber’ – så er en sådan lovgivning i klar modsætning til kirkens oldkirkelige bekendelse. Den er dermed grundlovsstridig og de ansvarlige bør straffes derfor!

 

MAJESTÆTENS BETYDNING

For så vidt angår regeringens stilling med henblik på kirkens lære, så erklærer grundlovens 6. paragraf, at ’kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke’. Dronningen kan altså ikke – som den eneste person i riget – bestemme hvilken trosretning hun vil tilhøre. Hun skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke. Men hun behøver ikke nødvendigvis at være medlem af Den danske Folkekirke. Det vil sige, at det især er kirkens lære (den evangelisk-lutherske), som Majestæten ’skal tilhøre’.

Imidlertid synes der at indfinde sig en stadig begrænsning af majestætens retslige betydning. Symbolsk har dronningen stadig en fornem position – men er en ’popularitetsposition’ tilstrækkelig til at kunne bestå i det trængselsmørke, der ifølge kirkens bekendelsesskrifter venter forude?

Det samme forhold synes efter borgernes opfattelse at ske med den kirke, som regenten skal tilhøre. Hvis også den ender med kun at have en symbolsk betydning, og dens lære ikke bevares forankret i grundlovens 4. paragraf, kan dens frihed til at forkynde evangeliet ændre sig fra den ene dag til den anden.

Grundlovsteksten erklærer, at ’staten skal understøtte den evangelisk-lutherske kirke som sådan’. De to ord: ’som sådan’ henviser bl.a. til, at regeringen har ansvar for og forpligtelse til, at kirkens lære mere end nogensinde underbygges og forstærkes. Hele statens forvaltningsapparat og dens domstole (med al deres forvaltningsretlige myndighed) har grundlovens urokkelige påbud om at ’bakke op’ om kirkens protestantiske forkyndelse.

Kirken kan i et afkristnet samfund stå for sin egen eksistens! Ifølge dens egen tro er dens tilstedeværelse imidlertid en Gudgiven nåde, som den politiske magt alle vegne bør agte og ære – og det i en sådan grad, at staten ikke bør tillade noget ministerium at trampe ind på dens hellige enemærker for dér – som det nu er sket i Danmark – at udøve en misgerning og en udåd, der råber til himmelen. Om dette forhold har jeg følgende at tilføje:

 

SKRIGET OVER SODOMA

Når det fra homo-teologernes side hævdes, at der er ’visse forhold’, der i Bibelen er betegnet som synd, som i virkeligheden ikke er synd, så bør der på det alvorligste tages til genmæle over for en sådan påstand! Når ’skriget over Sodoma’ på Skriftens første blade beskrives som ’synd’ (1. Mose 18:20) – så skal vor tids skriftkloge ikke komme anstigende med den erklæring, at ’der bare er en medfødt seksuel orientering’. Den Augsburgske Bekendelses 2. artikel handler udelukkende om ’arvesynden’ og indledes sådan: "Efter Adams fald fødes alle mennesker… med synd!" AC-artiklen fortsætter: "Denne arvelige sygdom eller brøst er i sandhed synd" (stk. 1) At en synd er medfødt, er for Den Hellige Skrift ikke noget problem, thi Gud har i Kristus ikke blot taget sig af det enkelte menneskes enkelte synder. Faderen har ved Kristi død og opstandelse en gang for alle ’taget sig af arvesynden’ og hvor dette ikke erkendes, findes ikke ’en kristen menighed’, ej heller ’et kristent land’.

For alle de forpinte, som med ængstede samvittigheder strider og kæmper med enkelte ’fastgroede synder’ i deres liv, er det en befrielse at læse apostelens erklæring: "Der fandtes synd i verden før loven!" (Rom.5:13) Dette er ikke kun en tør, litterær oplysning for de lærde (som gerne diskuterer dette emne) – men det er en dybtliggende, hjertevarm forklaring til de slavebundne syndere, som ikke aner deres levende råd med hensyn til, hvorledes de skal slippe af med deres ’indre djævel’. Her får de nemlig sort på hvidt at vide, at deres problem 1) for det første ikke er af nyere oprindelse og 2) for det andet, at det ikke bare er nogle ’menneskelavede regler og forbud’, der udpeger dem som syndere. Hvis synd nemlig fandtes i patriarkernes liv, før Moses ankom med dommens to tavler, så vil det sige, at det moderne menneske (i en af millionbyerne i dette tredje årtusinde) fra sin fødsel slås med det samme problem, som menneskehedens første slægter kæmpede med. Hvilken opmuntring kan der ligge i dette? – Jo, hvis problemet kan føres helt tilbage til Adams tid, så vil det sige, at det ikke er nok for Gud, at nogle enkelte synder fjernes fra det enkelte menneskes eksistens. Nej, så er det en fælles arvelig belastning, som hver eneste levende menneskesjæl er behæftet med – og i det tilfælde kan intet ’mindre lapperi’ fjerne denne nedarvede skændsel. Da kan kun en fuldstændig sindsforandring gøre en ende på denne sørgelige sag. Derfor hedder det: "Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi – se, noget nyt er blevet til!" (1.Kor.5:17). Dette er baggrunden for, at et land kan kaldes ’en kristen nation’.

 

SYNDEN HAR ’ORMET SIG’ IND

Når det i Ny Testamente hedder: "Synden kom ind i verden" (Rom.5:12), så er det ensbetydende med, at den ikke altid har været der! Dermed erklærer Den Hellige Skrift (selvom dette lyder som en usandsynlighed i syndige menneskers øren), at der har eksisteret en verden uden mord, drab, løgn, utugt, krig og sindssygehospitaler. At ’synden kom ind i verden’ vil sige, at oprøret mod Gud (også ’det seksuelle oprør’), som et fremmedlegeme har ’ormet sig’ ind på en ren og ubesmittet klode, for derefter at sprede sin dødbringende gift ind i hele Guds herlighedsklare skaberværk. Til de sex-forvildede syndens børn, som her frækt og trodsigt tør indvende: "Hvad har Gud så mere at bebrejde os?" (Rom.9:19) lyder apostelens myndige svar: "Menneske! Hvem er du da, siden du går i rette med Gud?" (v.20)

Imidlertid er svaret (på selve spørgsmålet) kort og absolut relevant. Det lyder sådan: "Synden kom ind i verden ved ét menneske…" (Rom.5:12) hvilket altså vil sige, at ’mennesket som sådan’ (menneskeslægten) stilles til ansvar for den begyndende åbning, som det første menneske (altså den oprindelige stamfader til alle jordens slægter, folk og tungemål) skabte ved ’at give efter’ for den insisterende fristelse, som djævelen udsatte den allerførste menneskelige Gudsskabning for! De teologer, der i deres fornægtelse af Skriftens vidnesbyrd, har gjort hele denne dybt dokumentariske fremstilling til en myte og et ’eventyr’, har dermed gjort den faldne menneskeslægt en dårlig tjeneste, og vil på den yderste dag blive evigt straffet derfor. Dette er forkyndelsen, der lyder i en kristen nation!

Den lykkelige forjættelse (at en falden synder, som ’er i Kristus’, ikke længere skal leve efter det gamle, forrådnede livsmønster, men at han eller hun regnes som ’en hel ny skabning’ – ikke er afhængig af nogen ’hjælpeindsats’ fra denne verden! Skriften siger jo netop i den forbindelse, bør det understreges, at ’alt dette skyldes Gud’ (2.Kor.6:18). – Hvis altså ’alt dette’, bør det igen betones), ’ene og alene skyldes Guds mirakuløse indgriben, virke og opretholdelse’, hvem tør så rose sig af – eller tage ære for, at ’en ny skabning’ ved omvendelsen og genfødselen er tonet frem af en nederlagstilværelse, der kun førte til gråd og sorg og ulykke for andre mennesker? Af samme grund bør den tilknyttede forjættelse, at ’det gamle er forbi’ ej heller søges opnået ved egen stræben eller indsats. Den Guddomskraft, som skaber ’det nye menneske i Kristus’, er den samme, som holder ’den gamle Adam’ på plads… thi: "Alt dette (uden undtagelse) skyldes Gud!" (v.18)

Når dette er sagt og omhyggeligt forklaret, mener jeg at kunne gå videre til et emne, som i denne tid optager mig med henblik på den kommende retssag i marts 2017. Det er min opfattelse, at den hændelse, som jeg her henviser til, er af betydning – og muligvis kunne komme i dommernes søgelys ved Højesteret… Lad mig forklare:

 

DEN FARLIGE SEJLADS

På en kold og klar 15. januar-dag i 2012 skrev jeg et brev til den tidligere kirkeminister, Manu Sareen. Et pænt og høfligt brev. Uden at ane, at en sådan henvendelse var den helt forkerte forretningsgang, tillod jeg mig at anmode ministeren om at orientere folketinget om, at jeg her som en ganske almindelig, jævn borger stillede ham det ligefremme og konkrete spørgsmål: "Mener ministeren ikke, at det er en farlig sejlads, som han med lovforslaget om kirkelige homovielser sender Den danske Folkekirkes kirkeskib ud på?" Den 10. marts 2012 svarer ministeren kort og koldt (citat): "Jeg deler ikke din opfattelse af den – som du beskriver det – fare, som er forbundet med et kommende ritual for kirkelige vielser i folkekirken."

Ministerens hentydning til mit brevs indhold om ’den fare, som du beskriver det’ er tydeligt nok en reference til min afslutning på brevet: "Det er urolige vande," skrev jeg, "skibet kan blive splittet af stormen og gå til bunds. Folketinget bør nødvendigvis informeres om de farlige angivne undervandsskær!"

Almindeligvis har jeg gennem årene i min korrespondance med ministrene bag den dystre port i Holmens Kanal i København fået tilsendt korrekt bekræftelse på, at min mail var modtaget. Men lige netop denne skrivelse om nødvendigheden af den rette information til folketinget om ’den farlige sejlads’ var i de følgende uger som forsvundet fra havets overflade. Intet skete! Den nye kirkeminister var tavs som graven. En uge sendere (d. 22. jan. 2012) tillod jeg mig høfligt at anmode om bekræftelse på modtagelsen af min mail om den absolutte nødvendighed, at folketinget orienteres om den farlige sejlads. Stadig intet svar. Tavsheden bag porten i Kanalkvarteret rådede fortsat. Godt en måned senere (d. 15. feb. 2012) skrev jeg atter en mail med forespørgselen om, hvorvidt min advarsel om ’den farlige sejlads’ kunne blive nævnt i folketinget, og da tavsheden endnu ikke var brudt, hamrede jeg atter på kirkeministeriets port med en fornyet mail (med det gentagne spørgsmål)… og en måned senere d. 10. marts 2012 dukkede en ordknap mail op på min daværende ørkenbase i det sydlige Negev i Israel. Det var kirkeministerens svar: "Dine nævnte mails er ikke modtaget i kirkeministeriet," skrev han, og i øvrigt "deler jeg ikke din opfattelse om den omtalte fare…"

Min anmodning om at orientere folketinget om den angivne fare, blev i ministerens svar ikke nævnt med et ord…

 

MINISTERENS AFSLØRENDE UDBRUD

Grunden til, at jeg så omstændeligt omtaler denne korrespondance (og den ’mystiske forsvinden’ af de anførte mails) er min opfattelse af den forudsatte sandhedsnorm, der absolut bør herske, når det drejer sig om at navigere sig uden om de nøjagtige undervandsskær. Her gælder det gamle ordsprog: ’Et er søkort at forstå, et andet skib at føre’.

Den tidligere kirkeministers udbrud i sin selvbiografi (citat): "Ærligt! Jeg fattede det ikke. Hvorfor ikke bare få lavet det ritual og komme videre i teksten" (s.162)… eller hans reaktion på den begivenhed, som hans departementschef hentydede til, da han omtalte en nu afdød kirkeminister-kollegas fald med ordene: "Det skete for Tove Fergo, da hun blandede sig i salmebogen for snart 20 år siden – og det vil også ske for dig!"

Til dette svarede Manu Sareen (citat): "Come on, det var sgu da bare en salmebog" (s.162). Han synes ikke at tage højde for de skibsvrag, der ligger på havbunden, og ænser ikke de tågesignaler, der lyder i uvejret. Han lodder ingen havdybder og noterer sig ikke noget fyrskibssignal. Når han i samme åndedrag spottende omtaler (citat): "Dette lille område: Den kirkelige vielse" (af homoseksuelle…s. 162) – så har han kun mærket sig toppen af et isbjerg – og hvis ikke andre ansvarsbevidste officerer på broen griber ind, vil avisoverskriftens (som i april 1912) kunne berette om et nyt Titanic-forlis…

Når den tidligere kirkeminister i sin særdeles forsinkede svarskrivelse af 10. marts 2012 (vedr. ’den farlige sejlads’) med en vis arrogance tager afstand fra ’en sådan beskrivelse’ (med ordene (citat): ’som du beskriver det’), så er han allerede på dybt vand, hvis hans sag på underlig vis (som en illustration) skulle blive sammenlignet med ’Kjærbølsagen’. Den drejede sig som bekendt om, hvorvidt grønlandsminister Johannes Kjærbøl i marts 1957 havde besvaret et spørgsmål i folketinget (vedr. en tragisk, farlig sejlads) på en ’ufyldestgørende og vildledende måde’. (Dette vil jeg nærmere komme ind på under ’NOTAT’ her på hjemmesiden).

’Den farlige sejlads’, der her er tale om, var den rædselsfulde hændelse, som forfærdede den danske befolkning, da Den Kgl. Grønlandske Handels nyeste skib, ’Hans Hedtoft’ på sin første rejse d. 30. jan. 1959 forliste under en orkan i farvandet Kap Farvel, og alle 95 ombordværende druknede.

To år forinden havde ministerens embedsbagland advaret ham. I forbindelse med den senere folketragedie, blev normerne for både embedsmændenes og ministerens embedspligter bragt frem i lyset – og ministeransvarlighedsloven af 1964 blev til! Kjærbølsagen drejede sig om bl.a. ministrenes sandhedspligt over for folketinget samt (og det må få det til at løbe koldt ned ad ryggen på den tidligere kirkeminister, Manu Sareen: ‘Pligten til aldrig nogensinde at udøve påtryk (pres) mod embedsmændene i teknisk-faglige anliggender…’


TILBAGE