RETSOPGØRET
152

DOGMETS BETYDNING

På denne ’de 300’s hjemmeside’ har disse siden 2013-oprettelsen af foreningen ’Med Grundlov skal Land bygges’, nidkært forsvaret den 4. grundlovsbestemmelse. Det er sket med ugentlige artikler under menupunktet: ’Retsopgøret’. Her behandles fortsat emner om bl.a. det offentlige myndighedsansvar, især hvad angår den pågældende højesteretssag (d. 16. marts 2017), som visse ministre ikke i deres vildeste fantasi kunne forestille sig, at en dansk domstol ville tage alvorlig…

Forsvaret drejer sig ifølge website-menupunktet ’Retsopgøret’ om den 4. paragraf i Danmarks grundlov. "Disse ministre vil komme til at indse," hævder ’de 300’ i disse fortsatte ugentlige indlæg, "at de med hensyn til deres overtrædelse af præcis denne grundlovsbestemmelse har taget grueligt fejl; de følte sig så sikre med hensyn til denne forbrydelse – men deres selvsikkerhed er ved at smuldre…

Hjemmesidens emner følger i det store og hele den fastlagte rute, som er blevet aftegnet i selveste folketings publikationen ’Min Grundlov’… nemlig, at det er og forbliver ’en kristen kirke’, som på det bestemteste af grundlovsfædrene er udpeget til at være den danske, religiøse forordning, som en hvilken som helst regering i Danmark skal understøtte! ’De 300’s website’ tilstræber at fastholde, at det i grundlovsparagraffen er underforstået, at den kirkelige trosretning, som de offentlige myndigheder skal være behjælpelig over for, er den, der virker under betegnelsen ’evangelisk-luthersk’. – Imidlertid er det (som angivet i ’folketings forklaringen’) ikke tilstrækkeligt med en ydre betegnelse. Ifølge danske lovgivning er det ’denne kirkelige lære’, som fremhæves, hvilket vil sige, at denne lære (citat): 1. ’skal bygge på Bibelen, 2. de kirkelige bekendelsesskrifter og 3. den tyske reformator, Martin Luthers teologi (’Min Grundlov’… s.3 under ’regeringsformen’).

Hjemmesiden (medgrundlovskallandbygges.dk) følger parlaments-publikationens redaktionelle linje, nemlig, at 1. ’Danmark dermed hører med til verdens protestantiske nationer’ samt, at 2. enevældens ’statskirke’-tid er uigenkaldelig forbi, at 3. Understøttelsen af det kristne budskab ikke kun er økonomisk samt 4. at staten har (om den vil det eller ej) pligt til at ’understøtte’ præcis denne evangelisk-lutherske kirke…

På hjemmesiden forsvarer ’de 300’ sig med hensyn til kammeradvokatens erklæring, at ’Grundloven intet siger om bekendelsesskriftens nærmere forståelse’. "Naturligvis ikke," forklarer den 4. paragraf i grundloven. Hvert eneste af de 14 ord er blevet endevendt og drejet, inden de blev printet i forfatningens tekst. Den lange og trange vej for at få ændret blot en stavelse i den angivne artikel, står nærmere og i alle detaljer beskrevet i grundlovens § 88 – hvilket giver denne bestemmelse (der yderligere henviser til kirkens hårdt prøvede bekendelsesskrifter) en politisk stabilitet og retlig modstandsdygtighed. Bibelen har (i sin egenskab af at være det i Danske Lov førstnævnte af kirkens bekendelsesskrifter) en umiddelbar forfatningsretlig interesse, idet den som kirkens Hellige Skrift tør betegnes som ’kirkens grundlov’. Som det gælder den verdslige grundlov, sådan er det også tilfældet med ’grundloven’ for Den evangelisk-lutherske kirke’ Det er ikke let – for ikke at sige umuligt – at få ændret blot en enkelt stavelse i det skrevne ord. Når derfor kammeradvokaten betoner, at ’grundloven siger intet om bekendelsesskriftens nærmere forståelse’ – da er denne grundlovs tavshed forbundet med, at grundloven (i sig selv) ej heller forklarer, hvordan den selv skal forstås! Om dette er følgende at forklare:

Menneskets personlighed er nøje knyttet til menneskets værdighed! Kan evangeliets fjender f.eks. derfor frarøve kirken troen på, at ’Gud er en person’ – så er vejen banet for det næste skridt: At fremstille Gud som en fjern og hensynsløs magt, der ikke kender til ordet ’nåde’, hvilket er en falsk fortolkning! Dette har været og er stadig ’den skjulte agenda’ bag den lovgivning, som i den første halvdel af dette andet årti i dette tredje årtusind har udøvet sin grundlovsunderminerende virksomhed i Danmark. 2017 kan ved den rette fortolkning blive året, hvor det afgøres, om dette dystre fremtidsbillede skal fortsætte – eller om det bl.a. ved en højesteretsafgørelse d. 16. marts d.å. skal falde knust til jorden.

 

TROSBEKENDELSEN KAN IKKE ERSTATTES

Den apostolske trosbekendelse er stadig den mest brugte sammenfatning af det, vor tids danskere forstår som indholdet af den kristne tro. Bekendelsen lyder stærk, når den med én røst fremsiges af menigheden under høje kirkehvælvinger eller i lavloftede, evangeliske forsamlingslokaler. De enkelte kristne har gennem slægterne fået tillid til dens ordlyd; de kender den fra barndommen. Det er derfor kun naturligt, at der som en værdig fortsættelse af reformationsåret 2017, rejser sig skarer af troende over land og rige for at holde fast ved disse få, dyrebare sætninger, som er blevet dem overleveret. Heller ikke det er noget nyt; ordene fra Ny Testamente citeres fra det sted, hvor det hedder: "Mine kære," (skriver apostelen Judas), "mens jeg nu er ivrigt optaget af at skrive til jer om vor fælles frelse, har jeg anset det for nødvendigt at formane jer til at kæmpe for den tro, som én gang for alle er overleveret de hellige" (Jud.v.3). Det bør her ved gentagelsen af netop dette skriftord understreges, at når apostelen så stærkt betoner betydningen af ’den tro, som er blevet jer overdraget’ – så harmonerer denne formulering med det, der i dag forstås ved ’Den apostolske trosbekendelse’. Han forklarer, at det er nødvendigt ’at kæmpe netop for’ de troens artikler, som er blevet overleveret! Ja, han siger, at det drejer sig ‘om vor fælles frelse’ (v.3) – og gør det klart, at det, som her (i disse trosartikler) er blevet givet, er givet én gang for alle. Hvis denne trosbekendelse tabes (eller glider de troende af hænde) kan den aldrig sidenhen erstattes af nogen anden… den er da tabt i al evighed!

Når den første trosartikel ’Jeg tror på Gud Fader, Den Almægtige’ søges undergravet af dette 21. århundredes mest forbitrede grundlovsfjender, vil det være frugtbart i reformationsåret 2017, at prøve at forstå, hvad der egentlig ’rører sig’ i de lovgivere, der arbejder så hårdt på at fremmane en virkelighed uden ’Guds-dimension’! – Deres indsats er i fuld overensstemmelse med tidsånden; den moderne dansker er jo langt på vej i et usikkert livseksperiment, der er som kemisk renset for nogen form for trosartikel. Ikke så få ’tror på Gud’ – men ’den tro’ er et vidt begreb. En ’bestemt trosbekendelse’ holder man sig langt fra! I reformationsåret 2017 må det derfor for alvor gøres op, om den (i bogstavelig forstand) gudløse virkelighed, borgerne her tilbydes, gør tilværelsen en dimension fattigere? Selve grundlaget for den jødisk-kristne Gudstro ligger i stor grad på opløftende oplevelser af uventet frelse og redning; den skønne tro på ’Guds Almagt’ bygger på, at denne tilværelses usynlige magt (undertiden på målstregen) viser sig nådig – som en far viser sig barmhjertig over for Sine elskede børn. Men troen på den form for guddommelig nådeshusholdning kan Danmarks borgere skyde en hvid pind efter, hvis de følger ligestillingspolitikernes kolde beregninger; disse politikers grundlovsunderminerende lovgivning er kørt ind blandt troens tre artikler – og de har allerede formået at sprede en ond og giftig sæd. Reformationsåret indeholder et retsopgør med en første samlet indsats for at rense marken for ligestillings-dogmets kvælende ukrudt – så troens liv atter kan ånde frit!

Det er mere end tydelig, at der har sneget sig nogle mennesker ind i Kristi kirke for at frarøve de troende nogle af de mest kostbare værdier, som er blevet dem overdraget (Jud.v.4). Det er ikke nye folk, som man aldrig tidligere har set noget til – nej, Ny Testamente erklærer, at der allerede for længe siden er skrevet om dem, og at de på forhånd er blevet advaret. "De vil blive ramt af Guds dom," siger apostelen (Jud.v.4). Disse mennesker, som ’har sneget sig ind’ (det vil sige, at de ikke har opnået deres høje stillinger på grund af deres retfærdighed, sandhedskærlighed eller ubestikkelighed) er ’ugudelige’ (v.4). Vi henviser i den forbindelse til, at netop disse falske, indsnegne og forræderiske personers ugudelighed står nærmere beskrevet i Ny Testamente. "De misbruger Guds nåde til tøjlesløshed og fornægter vor eneste hersker og Herre Jesus Kristus" (v.4). – Fornægtelsen ligger ikke i, at de unddrager sig ’at udtale Kristi navn’ – men de fornægter dets betydning, som blandt andet krystalliseres i trosbekendelsen; de tør i visse tilfælde antage Kristus som frelser – men aldrig som ’deres eneste hersker og Herre’…

 

KIRKENS KARAKTER KRÆNKET

Ved en lov af 15. maj 1868 kunne der (det er en sag, som kammeradvokaten har på sit program ved Højesteretssagen i marts) oprettes frie valgmenigheder inden for folkekirken. I hele den debat, som opstod omkring dette spørgsmål, blev i selve indledningen til et medfølgende lovforslag følgende erklæring nedfældet (citat): ’Forandringerne skal sikre, at folkekirken bevarer sin ved Grundloven hævdede evangelisk-lutherske karakter og erholder adgang til i sit indre at udfolde sig i overensstemmelse med denne ’ (Rigsdagstidende saml. 1867-68, tillæg A. spalte 842).

Det afgørende spørgsmål i denne sag er, om denne betingelse er blevet overholdt ved 2012-indførelsen af et ritual, som kan anvendes i folkekirken ved vielser af par af samme køn? Kan det påstås, at denne ’forandring’ af synet på ægteskabet bevarer kirkens evangelisk-lutherske karakter og dermed opfylder Grundlovens beskyttelse af kirkens ’adgang til sit eget indre’?

Hvis dette ikke er tilfældet, så kan kirkeministeriet og kammeradvokaten søge efter tusinde andre lignende tilfælde, hvor en regering har trodset biskoppernes stilling. Udfaldet bliver det samme: Hvis en sådan forandring kræver, at kirken skal ændre sin evangelisk-lutherske bekendelse, er den i strid med Danmarks Grundlov – en større krænkelse af kirkens karakter gives ikke.

Statens advokat vil med det forsvarsskrift, han lægger for dagen, blive imødegået af en konfessionel teologi, der ikke er fra i går! Han vil ved Højesteret i marts 2017 blive konfronteret med argumenter, der ikke (som det er tilfældet med hans eget indlæg) fortrinsvis bygger på fornuften men på det fænomen (til hans forbløffelse), som kan blive hans skæbne og nederlag: ’Guds Åbenbarelse’! Set ud fra hans 16-siders forsvarsskrift tager han denne udfordring med knusende ro – og han vil til det sidste over for de syv dommere hævde, at Den Hellige Skrift kan udlægges og forklares ud fra den menneskelige fornuft.

"Ved lov af 15. maj 1868 blev der givet adgang til at etablere valgmenigheder inden for folkekirken," skriver advokaten og tilføjer (triumferende): "Loven blev til på trods af stærk modstand fra seks af folkekirkens syv biskopper og stærk modstand fra et flertal af folkekirkens præster…’ (Dok. Nr. 1297 32/16). Om denne lov er god eller dårlig er i sammenhængen uden betydning! Hvad denne 150-årige sag drejer sig om (og hvad der er kammeradvokatens aktuelle ærinde) sigter udelukkende på det normgennembrud, som præcis på dette tidspunkt (1868) fandt sted, og som statens juridiske repræsentant nu vil tage til indtægt. Datidens tænkere udtrykte det sådan: "Den sociale sammenslutning (staten) er hermed ikke længere et aggregat for den individuelle borger. Nej," denne nydannede, sammenfattede enhed (staten) får herigennem sin egen væsenstotalitet (… ’eine geschlossene Einheit von eigener Wesenstotalität), der magtfuldt hæver sig over de individuelle borgeres fællesskab’ (Holstein: ’Die Grundlagen des evangelischen Kirchenrechts, s. 145). Det er denne anderledes ‚væsenstotalitet’, som advokaten gør sig til talsmand. Et ‘diktatorisk væsen’, der fra første færd har dyriske træk – og som fra nu af vil bevise sin samvittighedsløse, glubske ulve-natur!

Om dette har jeg følgende at sige:

Når den statslige øvrighed angriber den inderste kerne i den nationale kirkes liv og bekendelse, så bør alle kristne (uanset deres forskelligheder) forene sig for samlet at stå denne overmægtige fjende imod. I reformationsåret 2017 bør det mere end nogen sinde forklares den danske befolkning og landets troende, samt alle slags verdslige og gejstlige ledere, hvad her står på spil. Når det drejer sig om trosbekendelsen, er der nemlig ikke længere nogen adskillelse mellem de kristne trosretninger… og det er i midten af dette årti netop denne bekendelse, som kejserens gudløse håndlangere vil have sønderrevet.

 

APOSTOLICUM

Kampen mellem kirken og staten er ikke af nyere dato; den har stået på gennem mange slægtled. Med den seneste lovgivning har den tilspidset sig – og det er ved indgangen til en ny reformationsperiode ikke længere muligt for kirken at forholde sig tavs og ’fromt tilbagetrukken’, medens hærværksmændene huserer! Ødelæggelsen er nu nået frem til kirkens inderste rum, hvor de gamle fast formulerede trosbekendelser opbevares. En underlig, lovløs kønsbestemt horde har fået fat i skriftrullerne med de århundred-gamle trosbekendelser, og de er i dette øjeblik ved at sønderrive den kostbare gamle bog, som bærer navnet: ’De tre trosartikler’. På dens titelside står prentet med store bogstaver: ’Apostolicum’, og i dens første afsnit står den latinske betegnelse ’Nicaenum’ (hvilket betyder, at en udformning deraf højtideligt og efter nøje drøftelser blev vedtaget af kirkens ledende mænd ved kirkemødet i Nikea i året 325). Uden for den invaderede kirke har imidlertid samlet sig en voksende skare af tavse tilskuere. Som flammerne stiger op fra skriftrullen med betegnelsen ’Apostolicum’, lyder pludselig en stille fremsigen fra den tætte, tavse flok. Det er ord, de ældste i flokken i sin tid lærte i skolen; de hørte dem under konfirmationsforberedelsen og har søndag efter søndag samlet og i kor fremsagt denne under gudstjenesten: "Jeg tror på Gud Fader, Den Almægtige, Himlens og jordens skaber…"

Den traditionelle og tilvante trosbekendelse, Apostolicum, er og forbliver et fuldgyldigt udtryk for Danmarks kristne kirkes tro i dag! Ny Testamente og kirkens bekendelser ytrer (for deres eget vedkommende) ikke et øjeblik tvivl om Kristi fuldbragte værk på Golgata, og hvor forkyndelsen lyder i overensstemmelse med de kendte 1500 år gamle trosartikler, er der ingen ’slinger i valsen’. Da lyder det højt og tydeligt fra prædikestolen, at Gud HAR grebet ind i historien! Det, som dermed blev udrettet – ja, med lidelse og blod gennemført og forseglet – kan aldrig i evighed forandres. Sket er sket, og gjort er gjort, og ingen kan herefter forvente, at den oprigtige del af Danmarks kristne befolkning, der med overbevisning og tro fremsiger deres bekendelse den ene dag, derefter med vantro og tøven vil fremsige en anden bekendelse den næste… I året 1535 holdt Martin Luther en prædiken, hvori han forklarede menigheden, hvad han mente om den trosbekendelse, som en ondsindet og sex-forvildet hob i dag søger at træde under fode. "Som en bi frembringer honning fra mange forskellige smukke blomster, sådan er denne trosartikel kommet frem af det, som er skrevet i de kære profet- og apostelbøger, det vil sige Den Hellige Skrift…" Det er denne eviggrønne mark, som i 2017 med lov og ret skal hegnes og vogtes, thi en hel nations hensynsløse ’trampere’ er på vej…

Det er en historisk kendsgerning, at under kirkekampen i Tyskland under det såkaldte ’Tredje Rige’ blev de kristne menigheder mere end nogensinde klartseende. Når de troende i kirkerne fremsagde deres fælles bekendelse, blev det for dem en af hjertet ægte bekendelse. Den religiøse remse var som forsvundet. Stående over for en fælles fjende, der på det tidspunkt var den verdslige øvrighed (som med vold og magt angreb den inderste substans af trosbekendelsen) fik ordene om, at ’Gud er vor Far’ en ny og dybere klang. Apostelens ord om, at de troende alle vegne nu skal ’kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige’ har fået en ny, udfordrende styrke! – ’Jeg tror på Gud Fader, Den Almægtige’ er den første overleverede trosartikel, der klart erklærer, at Den Evige ikke er en fjern, despotisk majestæt. Han er en far, der nærer omsorg for hver eneste af sine børn, og Hans Søn, Jesus, er den eneste, fuldstændig sande virkeliggørelse af dette begreb. De spurgte Ham: "Hvem er din far?" Han svarede: "Kendte i Mig, kendte I også Min Far!" (Johs.8:19)

 

STØRSTE FORANDRING

Med henblik på reformationsåret og den nye epoke, som ligger foran Guds kirke, er der ændringer forestående af en art, som kun få eller slet ingen har kunnet forestille sig. De, som taler om ’forandringer’ (change) aner ikke, hvad Guds gode Helligånd har beredt i den henseende. Den bedste måde at forklare dette på er, at hente et par linjer frem fra Ny Testamente, som indtil dags dato har ligget i mørke, og på hvilke ingen rigtig har kunnet give nogen tilfredsstillende forklaring. Ikke sådan at forstå, at de ikke er blevet kommenteret – men sådan at forstå, at deres profetiske værdi aldrig virkelig er blevet belyst. De 15 ord, jeg henviser til, lyder sådan: "Når der sker en forandring med præstedømmet, sker der nødvendigvis også en forandring af loven’ (Hebr.7:12). Hvad her siges af Hebræerbrevets forfatter er så revolutionerende, at det straks bør belyses! Faktisk hævder Ny Testamente på dette sted, at der eksisterer en kraft og et element i Gudsrigets struktur, der er af en art, at den er i stand til at forandre det tilsyneladende evigt uforanderlige! Guds lov er nemlig af en sådan urokkelig og uforanderlig substans, at den ikke kan ændres en millimeter. De jødiske rabbier har fået betroet en sådan præstetjeneste, hvor de, dag og nat, bør vogte over, at ingen ændring af Guds lov tillades! Det eneste, der kan ændre loven, er, hvis en ny præstetjeneste indsættes og bekræftes af Gud – thi, ’når der sker en forandring med præstedømmet, sker der nødvendigvis også en forandring af loven’.

Man anklagede for år tilbage Indre Missionsformand, Vilhelm Beck, for at indsætte ikke-teologer som forkyndere. "De kan jo ikke græsk," sagde man, hvortil han svarede: "Nej, men det er også danskere, de skal tale til…"

Også Gamle Testamente havde en præstetjeneste – men den var kun bestemt for en tid og kunne ikke ’føre Guds folk til målet’ (Hebr. 7:11). – "Derfor," hedder det, "måtte der komme en anden," (v.11). Når derfor Gud i den kommende til vil indføre omvæltende forandring, må Han til det job kalde nogle særlige præster; de tidligere er simpelthen ikke udrustet til at kunne løse den opgave, som er forbundet med indførelsen af endetidens husholdning. Derfor ændres præstedømmet – og dermed nødvendigvis også loven.

På den anden side må dette absolut forstås på rette måde. Lad mig derfor yderligere forklare:

På forskellige henvendelser med henblik på indholdet af den stævning, med hvilken Danmarks troende har bragt to af regeringens ministre for en dommer, kan jeg personligt fornemme, at der hos mange hersker en dyb foragt for begrebet ’dogme’. Ja, ordet er faktisk blevet et skældsord i dagens kulturdebat. "Et dogme," er der en, der har sagt, "er en skråsikker sammenblanding af overtro, uvidenhed, tradition, tankeløshed – og fanatisme!" Det lyder jo opmuntrende for dem, der stadig er af den opfattelse, at der eksisterer noget i vort univers, som er absolut og urokkeligt, og som ikke kan ændres efter tidens smag. Et sådant dogme er den ældste og mest kendte af kirkens trosbekendelser – den, der (som jeg her har nævnt) går under betegnelsen ’Apostolicum’ eller ’den apostolske bekendelse’.

 

EN AF DE SIDSTE BASTIONER

Ikke mange danske borgere eller søndags-kirkegængere optages i dag af spørgsmålet: Hvorfra kommer den trosbekendelse, der netop i denne time må anses for at være af den største betydning med hensyn til at værne Guds kirke fra vildfarelser – ja, der i 2017 står som én af de sidste bastioner med hensyn til den mørke flod af falsk lære og ’cyber-galskab’, der tvinger sig vej gennem ’luftens rige’, den åndemagt, som nu er virksom i ulydighedens børn (Ef.2:2). Biskop D.G. Monrad (vor grundlovs fader) var lidenskabeligt optaget af dette spørgsmål. Han skriver (citat): "De, der uden for vort fædreland sætter trosbekendelsen længst tilbage i tiden, henfører den til et møde, som apostlene holdt for at fastsætte grundsætningerne for forkyndelsen, inden de spredtes over hele verden førende med sig det store glædesbudskab..." (Monrads, Apostolsk trosbekendelse, 1886, § 1, side 5). Hvis dette alvorsord skal have den vægt, som det fortjener, bør det – blot nogle øjeblikke – sættes under lup. Derved vil man nemlig kunne fatte den dybe og længselsfulde indsigt, som bevægede den mand, der med rette i Danmark kaldes ’Grundlovens Fader’. Danmark omtaler han som ’sit fædreland’, hvilket han aldrig (som nogen hævder) har forrådt! Trosbekendelsen omtaler han som ’grundsætningen for forkyndelsen’ – og evangeliet beskriver han som ’det store glædesbudskab’. Hvor sådanne tanker hersker blandt kirkens og folkets ledere, vil en nation have fremgang. Hvor fædrelandskærligheden og grundsætningen for evangeliets forkyndelse udvandes, vil nattens mørke falde over folk og rige…

Til dem, der (måske med en vis foragt) vil tilbagevise den urokkelige grundsætning i den evangelisk-lutherske kirke, der kaldes ’Den apostolske bekendelse’ – og (hvilket var tilfældet allerede på Monrads tid) vil anvende det argument, at det ’ikke er en bekendelse, der kommer fra Jesu mund’; har grundlovsstifteren Monrad svar på rede hånd. Netop dette biskoppelige svar har betydning i vore dage, hvor teologer, professorer, præster og bisper – ja, i vid forstand ’menigmand’ og alle slags borgere i almindelighed – drister sig til at afvise apostlenes lære med den begrundelse, at det ikke er ord, der er kommet direkte fra Jesu mund…’ – "Hvis apostlene skulle have modtaget trosbekendelsen direkte af Jesu mund," forklarer den gamle, danske fædrelandselskende biskop, D. G. Monrad "så måtte det under alle omstændigheder være sket efter himmelfarten, thi denne omtales jo i trosbekendelsen. Ikke som noget, der skal ske, men som noget, der allerede er sket! Han tilføjer (og dette argument forekommer mig stærkere end noget andet): "Hvis allerede trosbekendelsen ikke kan henføres til Jesu mund (under Hans vandring her på jorden) – men til Jesus, som Han nu sidder ved Faderens hjerte og er Sin kirkes styrer, som Den, der virker i Åndens gerning her på jorden… så står denne store, lysende kendsgerning fast og uforvansket indtil dagens ende." Biskop Monrads afsluttende bemærkning giver ekko i folketingssalen og under domkirkernes hvælvinger i dette 2. årti af dette tredje årtusinde: "Hvem tør være dristig nok til at foretage forandringer i ord, der er udgående af apostlenes mund – ja, hvem vil være fræk nok til at tage sig den frihed med henblik på ord, der skylder deres oprindelse ikke blot til én enkelt – men til alle apostlenes samstemmende udtalelse?"

Lad det hermed være sagt, at ’uden tro er det umuligt at behage Ham, for den, som kommer til Gud, må tro, at Han er til og lønner dem, som søger Ham" (Hebr.11:6). Netop dette kærnepunkt i kirkens tro har i de sidste 150 år været udsat for en voldsom kritik, og ved indgangen til et nyt århundrede og et nyt årtusinde søger dunkle kræfter mere end nogensinde at rokke ved dette grundlæggende træk i Gudstanken. Lad derfor de troende alle vegne stå fast på, at ved at undergrave netop denne ’enkle forklaring’ (at troen begynder med at fatte Guds eksistens) og den dyrebare kendsgerning (at det lønner sig at søge Ham) – så rettes fjendens skyts mod de mest kostbare, nedarvede dogmer om Gud som en person. I reformationsåret 2017 vil endnu flere folk, som søger at gøre forkyndelsen om Gud total meningsløs, indsnige sig i den kristne menighed.. hvilket hos de oprigtigt troende i den nærmeste fremtid må føre til en ny og dybere gennemtænkning af trosbekendelsens artikler. Den første af disse siger: "Jeg tror på Gud Fader, Den Almægtige…" hvilket kun kan tolkes med ordene: "Hvad der er umuligt for mennesker er muligt for Gud…" eller sagt med andre ord: "Gud kan!"


TILBAGE