RETSOPGØRET
153

LØSRIVELSE FRA ETISK TÆNKNING

Det er gennem landsretssagens første timer (den sidste dag i marts 2016) klart formuleret, at der findes borgere i Danmark, der har ’deres egen opfattelse af’, hvorledes et samfund (bestående af stat og kirke) bør funktionere – ja, det syntes et øjeblik som om, at regeringens advokat begreb, at det vil være uklogt af ham og hans juridiske rådgivere ikke at tage højde for, at der blandt landets kristne borgere er en bred forståelse af, hvad den danske grundlov mener (når den i sin 4. paragraf henviser til Luthers lære om statens og kirkens indbyrdes forhold). Det fremgår af denne martsdags retsforhandling, at kommer man til dette punkt (altså den lutherske lære om ’det påbudte, gode samarbejde mellem staten og den kristne kirke’), så forstummer ’den slebne, objektive retsforhandling’, og proceduren fra borgernes side bliver antændt af en indre ild, som ikke kan og ikke bør overhøres – ja, den må (tør jeg hævde) godtages som ’sit eget retsdokument’. Denne personlige, grundlovsbeskyttede ’troens overbevisning’ bør indgå som én af menneskerettighedskonventionernes fuldgyldige ’kategorier af retsanalyse’. Her indsniger sig nemlig ingen falske billeder. Disse kristne EU-borgere tror med en oprigtig ånd og sjæl på de af kirkens bekendelsesskrifter, som ’er blevet dem overleveret’ (1.Kor.11:1). Et slående bevis på den kommende marts højesterets berettigelse – og nu snarlige afgørelse…

I Retsidens tilhørerloge (retssal nr. 1) i landsretten i Bredgade i København var d. 31. marts 2016 journalister, der med sikkerhed vil blive forarget over, at kirkens bekendelsesskrifter karakteriserer regeringens advokat, ’kammeradvokaten’ som ’djævelens advokat’. Om dette siger Skriften: "Den ros skal I have," erklærer Ny Testamentes apostel, "at I husker på mig i alle forhold og holder fast ved de overleveringer, jeg har givet jer" (1.Kor.11:1).

Apostelen Paulus afleverer her en anerkendende ros til den første menigheds kristne. Denne (dybest set) ’guddommelige accept’ og ’de troendes fastholden ved de apostolske overleveringer’, er værd at nævne, når regeringens advokat fremturer med den opsigtsvækkende påstand, at kirkens bekendelsesskrifter (citat): ’bør tolkes ud fra tidsånden’. Om dette har apostelen nemlig følgende at sige: "Denne verdens tidsånd er styret af ham, som er hersker over luftens rige (djævelen), som er den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn" (Ef.2:2-3).

Det vil med andre ord sige, at kammeradvokaten (med denne hans erklæring om ’tidsåndens berettigelse’) præsenterer sig selv som ’djævelens advokat’. Hvis Ny Testamentes karakteristik af ’tidsånden’ er sandt, så påberåber regeringens advokat sig i virkeligheden retten til at forsvare ’den åndemagt, som er virksom i ulydighedens børn – og i et sådant tilfælde bør ingen dommer stille sig forestående over for regeringsadvokatens forsvarstale for de af statens ministerier, der af kirkens bekendelsesskrifter tydeligt benævnes som ’ulydighedens børn’ (Ef.2:3).

Hermed er det sagt, at de første kristne (citat): ’holdt fast ved apostlenes lære (Ap.G.2:42). Det vil sige, at de ikke flyttede sig en millimeter fra datidens juridiske og religiøse undertrykkelse og dermed gav efter for de dages ’tidsånds-pres’ (som blev udøvet af det første århundredes ’ulydighedsbørn’). – "Disse havde," bør det understreges, "fået fat på en advokat ved navn Tertullus" (Ap.G.24:1). Han var den tids kammeradvokat. Hans anklage bestod ifølge Ny Testamente bl.a. i at fremstille apostelen Paulus som ’en pest, der skaber uro’ (Ap.G.24:5)… og Tertullus bør alene af den grund kunne benævnes som ’djævelens advokat’. Det må nemlig heraf kunne udledes, at hvis vore dages kammeradvokat fører samme sprog som Tertullus, da er også han at betegne som en advokat, der går Den Ondes ærinde. De 300 sagsøgende borgere er ikke ’en pest’ – og de er ikke dem, ’der skaber uro’…

Hvordan man end vender og drejer det, så er grundlovens fordring, at ’Den evangelisk-lutherske kirkes lære understøttes som sådan af staten’, ikke til at komme uden om. Det bliver i det højaktuelle tilfælde (hvor de kirkelige ægteskabsindgåelser nu ved et ritual er blevet forceret ind i kirken) et spørgsmål om, hvorvidt der her er forskel på Guds lov og den menneskelige, civile lov? Kan den danske statsunderstøttede, kristne læres bud om ’de evige værdier’ i dette helt specielle tilfælde ikke betragtes som ’retlige’? Er der ikke bare nogle forhold, der for borgerne – som autonome individer – simpelthen er sande og retfærdige og andre, som (set ud fra et naturligt synspunkt) er både usande og uretfærdige? Altså foretagender, der ’i sig selv’ fremstår som værende af en absolut overordnet sandhed? Dette er nu det stående spørgsmål med hensyn til tolkningen af Grundlovens 4. paragraf.

 

RETLIG, RETFÆRDIG REGULERING

Hensynet til, at de retlige regler ved det retsopgør, som nu finder sted, er retfærdige, og at det danske retssystem i det hele taget kan betragtes som retfærdigt, kan ikke fremhæves nok. "Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, der bor i landet," (fortalen til Jyske Lov 1241). Der kan derfor for de fleste ikke være tvivl om, at sammenhængen (også i dette pågældende tilfælde) mellem ret og retfærdighed ligger i, at ingen borger i et land har nogen forret eller forrang frem for en anden. Retlig regulering må absolut finde sted i både dansk og international lovgivning, hvor kønsidentitet og ’gender mainstreaming’ (al slags homoseksuelt samliv) har vundet forret og forrang i lovgivning og ved domstole. Retten må her sikre retfærdighed for alle borgere – også for dem, som på grund af deres tro og samvittighed ikke kan følge den massive homo-indflydelse, som nu finder sted. Ret uden retfærdighed er ikke acceptabelt! Den kristne grundlovs legitime regulering presser sig på. Den kristne tror, at han ved Guds nåde kan være med til, at han selv og andre kan leve i et retfærdigt samfund. Det vil – kan politikerne skrive sig bag øret – føre til et godt samfund. Danmarks Grundlov erklærer i sin 4. paragraf, at et sådant samfund ikke gennemfører love, som er imod den 4. bestemmelses ønskværdige og indholdsmæssige eller værdimæssige krav!

Den pludseligt opståede situation, at staten ved sin ekstreme lovgivning har provokeret borgerne til at gå til dommeren, gør det (for Danmarks vedkommende) åbenbart, at ’manden på gaden’ – måske for første gang ’ er begyndt at interessere sig for det retlige aspekt, der ligger gemt i Grundlovens 4. bestemmelse. Denne voksende optagethed af, at her er statens minister ’gået for langt’, og at der ’må være grænser for’, hvad en folkevalgt statsembedsmand kan tillade sig, har – måske for første gang ’ sat offentlighedens fokus på, hvad der egentlig er grundlaget for de værdimæssige krav, som med ét dukker op til overfladen af forfatningens 4. bestemmelse. Hvorfor kan loven om det kirkelige homobryllup betragtes som et grundlovsbrud? Hvad er her retfærdigt? "Netop her skilles vandene," vil ’de 300’ hævde. Præcis på dette punkt kan det ikke tillades, at der sker en løsrivelse fra ’den etiske tænkning’, som er denne ubrydelige del af konstitutionens indhold! I en sådan sag kan der ikke gås på kompromis med lovens bogstav.

Den 4. grundlovsparagraf kan ikke og vil aldrig kunne tolkes (som modstandernes advokater vil gøre det) ud fra begreber som solidaritet, frihed eller den humanistiske new-age forståelse af ordet ’kærlighed’. – Nej, forfatningsbestemmelsen kan kun tolkes ud fra det fundament, hvorpå den er forankret – og det vil sige kirkens bekendelsesskrifter og det Guds Ord, hvorpå Den evangelisk-lutherske kirke er grundet.

Det står fast, at hvis et kongeriges demokratiske bestemmelse henviser landets befolkning til ’at kende Gud’ (sådan som det ubestrideligt er tilfældet med Danmarks Grundlovs 4. paragraf) – da er dette kongerige som nation nået dertil, hvor den bitre konsekvens af ’at være ulydig’ (eller direkte af ’at gøre oprør’ mod en sådan bestemmelse) med absolut sikkerhed vil melde sig! – Den smertelige følge af en sådan himmelråbende, national ulydighed vil ikke udeblive – ja, man tør faktisk sige det sådan: At hvis en opsætsig overtrædelse af Grundloven på dette punkt gennemføres ved lov, da vil det kongerige og den befolkning ikke blive sparet! Den beske frugt af dette kongeriges stormænds modvilje – ja, opstand mod denne grundlovshenvisning (til kirkens bekendelsesskrifter og kirkens bibeltro forkyndelse) vil være disse tre forfærdelige følger: 1. tankerne vil lande i tomhed og 2. det menneskelige sind vil blive formørket samt 3. hjerterne vil blive ’uforstandige’ (Rom.1:21). Må Gud bevare det danske folk og rige for denne afstumpede hjerteformørkelse, der afslører en tilværelse fuld af fortabelsens tomhed…

Er det teologiske og det juridiske retsbegreb foreneligt? Interesserer kirken sig for statens holdning til tidens moralske adfærd? Viger præsterne tilbage hver gang, de bliver sat kniven på struben med upopulære spørgsmål? Har de kristne i virkeligheden ’afskåret’ den verdslige jura fra at komme med en kommentar?

Måske! Men lad så den stående retssag være de troende danske borgeres svar. Lad staten og dens jurister og eksperter komme med alle deres argumenter – og de vil komme til at opleve, at kirkens bekendelsesskrifter og Bibelens tale ikke er uinteressant i den retspolitiske debat; den såkaldte ’guddommelige ret’ (jur divinum) er nemlig ikke – som nogle påstår – ’kun til personlig brug’. Det profetiske ord er i dag som fordum henvendt til nationens ledere, til politikere, parlamentsmedlemmer, alverdens statsledere og præsidenter. Reformatorernes lære om statens og kirkens ønskværdige, frugtbare samarbejde vil da komme til orde.

Når profeten råber: "stille, alt kød, for Herren, thi Han har rejst sig fra Sin hellige bolig," – så er øjeblikket kommet, hvor selv de såkaldte ’eksperter’ skal holde sig for munden og tie stille. "Da jeg rejste mit sæde på torvet" (datidens ritual) fortæller patriarken Job, "så standset de ledende midt i deres tale og lagde hånden på munden." Han fortsætter: "Stormænds røst forstummer, deres tunge klæbed til ganen" (Job 29:9-10). Da Jesus viste sin herlighed på bjerget, tog Peter til orde… men han vidste ikke, hvad han skulle sige. Da lød en røst fra Himlen: Denne er Min Søn, den elskede, hør Ham!" (Mark.9:5-7) Dagen er endeligt kommen, hvor borgerne ikke længere blot skal lytte til eksperternes retirader. Nu vil Gud Herren tale, og da bør både politikere, tv-reportere og alverdens ’eksperter’ forholde sig tavse. Deres mange ord er ’bare for meget’, og deres påstande falder på denne dag til jorden som visne blade.

 

INGEN KOMMENTAR, TAK!

I forbindelse med det snart afsluttede retsopgør mellem Danmarks Kirke og stat med hensyn til dybt moralske og sædelige spørgsmål, er det blevet indgående analyseret, hvor vidt der eksisterer ’en forenelighed mellem det teologiske og juridiske normsystem’ (bl.a. Jørgen Stenbæk, ’Kirkeret, teologi eller jura’, side 175 ff.). Man hævder fra den verdslige domstols side, at kirkens folk i denne debat med sine ’postulater’ afskærer fra at komme med en kommentar… Hertil bør svares (mener jeg), at hvis staten, som det er tilfældet med de kirkelige homovielser, ’er stormet ind i kirkerummet med én for den kristne menighed absolut uforenelig rituel handling (ægtevielse af par af samme køn) – så skal man ikke bagefter påberåbe sig retten til at lade en verdslig ’ligestillingsjura’ komme til orde. Når Jesus, apostlene og profeterne samstemmende anvender udtrykket: ’Der står skrevet’, så kan nogle blege, universitetsuddannede, juridiske kommentatorer i det 3. årtusinde ikke pludselig slå en streg over autoriteten bag sådanne erklæringer (ved at kalde dem ’postulater’, der ikke tåler nogen modsigelse). Når Moses talte Guds Ord til Israels børn, råbte han: "Hør efter i stilhed, Israel!" – hvilket på godt dansk vil sige, at her er der ikke brug for indvendinger eller kommentarer! (5. Mose 27:9). "Han røver de dygtige mælet… og lader dem rave omkring som drukne" (Job 12:20, 22 og 25).

På den 16. martsdag (i denne måned) mødes borgernes advokat og statens ’kammeradvokat’ i Højesteretten i København. Den sidste ved næppe, at han kunne være ’indkaldt af Herren’ – ej heller, at det på længere sigt kunne blive ’en hjemsøgelsens dag’. Alle involverede bør derfor lytte til Herrens ord, som siger: "Vær stille for Den Herre, Herren! Thi Hans dag er nær; thi Herren har helliget de budne. Da vil Jeg hjemsøge fyrsterne (Zef.1:7-8). Når skriftordet fortsætter: 1. Den dag hjemsøger Jeg alle, som ’hopper over tærskelen’ (et hedensk ritual, som det, der er indført i kirken), 2. Jeg hjemsøger mændene, der ligger i ro på deres bærme (bundfaldet af affaldsproduktet) og siger i deres hjerte: ’Herren gør hverken godt eller ondt’ Der er for mig derfor intet andet at se, end at netop denne dag og den afgørelse, som i den forbindelse tages af retten, vil føre det danske samfund ind i den valgsituation. "Men hvis I ikke synes om at tjene Herren," sagde Josua, idet han tilføjede: "Så vælg i dag, hvem I vil tjene… men jeg og mit hus, vi vil tjene Herren!" Dengang fik sagen det udfald, at hele folket svarede: "Det være langt fra os at forlade Herren for at dyrke andre guder…

Lad det dermed være sagt, at dagen er kommet, hvor vi bør sige til de verdslige advokater, som har påtaget sig at ville forsvare den ugerning, som staten har forvoldt over for vort lands kirke og kristne menighed: "Om I dog ville tie stille, så kunne I regnes for vise" (Job 13:5)… og til de gejstlige, som tør hævde, at deres hedenske ritual er Guds vilje: "Forsvarer I Gud med uret, forsvarer I ham med svig?.. vil I træde i skranken for Gud? Går det godt, når Han ransager jer, kan I narre Ham, som man narrer et menneske? (v.7-9). Dette er dagen, hvor vi siger det ligeud: Det bibelords opfyldelse står for døren: "Men de påstod, at de var vise, blev de dårer… derfor gav Gud dem hen til vanærende lidenskaber… så at mænd øvede skamløshed med mænd og dermed pådrager sig den velfortjente løn for deres forvildelse" (Rom.1:22, 24 og 27). "Dette er Guds retsordning" (v.32).

Tidligere kultur- og kirkeminister, Bertel Haarder, kunne d. 16. maj 2016 præsentere den ’indsats’, der fremover skal kunne øves mod ’ekstreme, religiøse forkyndere’. Det er især udsendelsesrækken i TV2 (’Menneskene bag sløret’), som viser billeder af islamiske hadprædikanter’, der nu skal have denne sag på nakken. Der henvises bl.a. til den grundlovsparagraf, der omtaler folk, som er ’en trussel for den offentlige orden’ (§ 67). "Det vil være strafbart, hvis nogen udtaler sig antidemokratisk," hedder det. "Den slags folk skal ikke have lov til ar rejse ind i landet," fremgår det af en regeringsudtalelse, og i kirkeministeriet blev udformet et dokument, som lægger op til, at der skal ’dæmmes op for ekstremistiske, religiøse forkyndere’. Kristeligt Dagblad lugter lunten og skriver: "Det er herefter vilkårligt, hvem der kan blive ramt, og hvad de kan blive ramt for at sige" (hedder det i en lederartikel). Arme den sjæl, som bliver udskreget som en ’hadprædikant’. Han kan fra nu af vente det værste…"

Den 4. paragraf i Danmarks Grundlov kan ikke ændres fra den ene dag til den anden. Derfor kan en regering ikke i sine lovudkast undlade at nævne, hvorledes disse (i alle detaljer) forholder sig til rigets overordnede forfatning. Når nu kirkens bekendelse tillige erklærer, at staten ikke har nogen beføjelse til (som det hedder i den tyske oversættelse): ’at vælte sig ind på kirkens myndighedsområdet’ (CA artikel 28:12: ’hineinwerfen’) så mangler den danske stat det absolut nødvendige mandat til i kirken at indføre en ny ceremoni, der fuldstændig ændrer kirkens opfattelse og lære om ægteskabets guddommelige indstiftelse. I februar 2012 er den daværende regering blevet gjort opmærksom på (både i pressen og i et samrådsmøde på Christiansborg) at ’en eklatant fejl’ er begået i proceduren til lovforslaget om kirkelige homovielser. Denne sag er indtil nu blevet ’gemt hen’ – men nævnes detaljeret i de mere end 50 notater på grundlovssiden.

 

BEMÆRKELSESVÆRDIG FEJL

Tidligere kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech, skrev d. 10 feb. 2012 i Kristeligt Dagblad, at hendes efterfølger, daværende kirkeminister, Manu Sareen, ’havde pligt til i et lovforslag at gøre rede for de spørgsmål, som Grundloven rejser. "Det er ikke sket i udkastet til lov om ægteskab for homoseksuelle." Hun tilføjer: "Det er en eklatant fejl, som justitsministeriets lovafdeling bør belære regeringen om." Denne ’yderst bemærkelsesværdige fejl’ (’eklatant’) bør nu bringes frem i lyset. Hvis den ene kirkeminister siger om den anden, at en fejltagelse (som endog justitsministeren og hans jurister bør se nærmere på) har sneget sig ind i forbindelse med det kontroversielle ’lovforslag om ægteskab for homoseksuelle’ så kan en sådan ’omgåen af lovens krav og ministerens forpligtelse’ ikke forblive i ubemærkethed. I sit indlæg i Kristeligt Dagblad fortsætter den tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech med følgende: "Grundlovsspørgsmålet (i forbindelse med lovudkastet til kirkelige homovielser) synes regering som nævnt slet ikke at være optaget af. Tværtimod er dette lovudkast det tyndeste, man kan se for sine øjne. De mest elementære krav til et lovforslag er ikke opfyldt. Ministeren slutter: "Det er klart, at folketinget må forfølge denne sag. Det er da helt afgørende at få at vide, om vi har en regering, der blæser på grundloven." – Dette sidste har folketinget ikke gjort. Derfor må borgerne tage sagen i deres egen hånd og stille staten for retten…

Den 4. paragraf i Danmarks Grundlov omfatter en beslutning om statens forhold til kirken, der hviler på folkets suveræne stilling i denne sag. Derfor må borgerne egenhændigt gribe ind, hvis folketinget ikke efterjager en ’eklatant fejltagelse’, som er forbundet med et lovudkast. Netop grundlovens 4. bestemmelse fastholder forfatningens soleklare og gennemgående princip for ’magtens fordeling’. Den fastsætter sort på hvidt de styrendes såkaldte ’kompetence’ (eller mangel på samme), når det drejer sig om statens fordring med henblik på indførelsen af et nyt og hidtil ukendt vielsesritual i kirkens ritualbog. – Imidlertid har i et demokrati en sådan ’4. paragraf’ kun mening, livsindhold og mulighed for virkeliggørelse, hvis borgerne (hvor staten svigter) har lov at sige deres mening. Dette sker nu i en kommende Højesteretssag (berammet til 16. marts 2017). Her bør to af regeringens ministerier fastholdes indenfor den legale ramme, som er fastlagt af folket og dets repræsentanter, for at en mere eller mindre totalitær statsmagt ikke skal gribe tøjlerne og invadere kirkens grundlovsgivne myndighedsområde. "Du skal vide," siger apostelen til en af Kristi disciple, "hvordan man skal færdes i Guds Hus – det er den levende Guds kirke, sandhedens søjle og grundvold…" (1.Tim.3:15).

Hertil bør tilføjes, at apostelen giver klare påbud til menighedens medlemmer, hvis (som han skriver): ’det trækker ud med hans komme’ (1.Tim.3:15). Han er sig bevidst, at det er vanskeligt for de troende at ’holde kursen’ (3:15) og ’fastholde sandheden’, hvis ikke de vedblivende og til stadighed får en omhyggelig undervisning fra Guds Ord. ("De glubske ulve lurer i mørket, og hvor et enligt lam forvilder sig, er det fortabt"). Derfor opfordrer apostelen de hellige til (på en særlig måde) at gøre sig klart, hvorledes (citat): ’man bør færdes i Guds Hus’ (3:15). – Det sidste (som tydeligt henviser til, at ’ikke alt er tilladt’ i de helliges forsamling) er med den stærkeste betoning nærmere defineret af apostelen. ’Guds Hus er den levende Guds kirke, sandhedens søjle og grundvold’. Med den forklaring er det udelukket, at en verdslig regeringsminister skal forklare Kristi menighed, hvad ’der er tilladeligt i Guds kirke’. Hvis nemlig kirken i sig selv er både ’sandhedens søjle og grundvold’ – så kan den ud fra sin egen indsigt forklare, ’hvordan man bør færdes i Guds Hus. Dertil behøver den ikke statens embedsmænds hjælp.

TILBAGE