RETSOPGØRET
154

MORGENDAGENS RETSSAG

Statens grundlovsstridige indgreb i kirkens liv og forkyndelse frembyder en større risiko for det danske samfund, end folk i almindelighed forestiller sig. Ved at overgive til regeringsmagten en (saglig ubegrænset og ekspansiv) kompetence, trækkes tæppet væk under den ro og de trygge tilstande, hvor den enkelte kan (som det hedder i grundloven) udøve sin gudsdyrkelse efter sin egen samvittighed. Netop dette spørgsmål har jeg forsøgt at belyse indgående. Hvis nemlig dette ikke sker (og ingen alvorligt søger at befatte sig dermed) vil de nødvendige argumenter mangle, når retten i morgen bliver sat, og der skal søges en løsning. Dette indebærer – mener jeg – at også jeg her på hjemmesiden har måttet give rum for betragtninger, der har at gøre med den største udfordring, som Kristi menighed i Danmark er blevet stillet over for i dens forhold til statsmagtens forsøg på at overtage kirkens styre.

Udover at konstatere, at ordet ’retfærdighed’ er så godt som fjernet fra den nye 2007-’oversættelse’ af Ny Testamente, ’Den Nye Aftale’, (på trods af at dette ord er nævnt mere end 500 gange i Bibelen) – så mærkes det i hele samfundsrytmen, at netop dette begrebs dybe indhold er ved at forsvinde fra alt, hvad der hedder ’lov og ret’ i vort land. Af den grund er det en overvældende opmuntring, at ’retten til en domstolsprøvelse’ af sagen mod to af regeringens ministerier for overtrædelse af Grundloven (i modstrid med hvad så mange havde forventet, og eksperterne med en underlig skråsikkerhed havde forudsagt) ikke er blevet afvist! Dette på trods af, at det i morgen d. 16. marts er første gang i dette århundrede, at retssystemet i Danmark bliver forelagt en sag, hvor det ikke blot drejer sig om ’retfærdighed i almindelig forstand’, men hvor dommerne med Bibelen og bekendelsesskrifterne fremlagt (i 7 eksemplarer) nærmer sig begrebet: ’Guds retfærdighed’. Det viser sig nemlig, at lovgiverne med hensyn til at blande sig i kirkens dybeste samvittighedsproblemer, har lovgivet (ifølge 300 danske borgeres opfattelse) i stik modsat retning af de grundlovsregler, der tydeligt begrænser statsmagtens myndighed. Den lov, som i 2012 er indført om kirkelige homovielser, er efter de troendes opfattelse ’uretfærdig’! Den rummer på ingen måde belæg for at følge grundlovens 150-årige opfattelse af statens forhold til kirken. Den er i strid med den danske forfatning!

 

ØVRIGHEDENS BEGRÆNSNING

Hvad nu står for døren med hensyn til den retssag mod staten, som nu finder sin afslutning i Højesteret, er med hvilken intensitet, at retten (dens advokater og dommere) vil gå til denne sag. Den rummer nemlig et domæne, som for de verdslige myndigheder er ’usikker grund’. Den handler om den adgang, som mennesket har til Guds kirke og Guds Rige. Om dette siger Skriften: "… for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde Ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af dem" (Ap.G.17:27). – Når det i Danmarks Grundlovs 63. paragraf står skrevet (citat): ’Domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedernes grænser…’… så fremgår det her med selvlysende klarhed, at der eksisterer et begreb, som hedder ’øvrighedsmyndighedernes grænser’ – ja, der er endog tale om, at der ’kan stilles spørgsmål’ ved, hvor langt magthavernes kan gå med hensyn til at gribe ind i borgernes liv og færden. Når det drejer sig om statens forhold til kirken, nærmer domstolene sig et område, hvor de kunne komme til at føle sig usikre, fordi de aner, at her har de at gøre med meget mere end ’den generelle, menneskelige retfærdighed’, som der gives faste og sikre regler for i deres tykke lovbøger. Her står de imidlertid overfor en dimension, der har at gøre med ’Guds retfærdighed’. Den er dog ’ikke langt fra dem’, siger Skriften. Den bor i deres egen samvittighed, og selvom det måske forekommer ’en smule famlende’, skulle ’enhver af dem ’være i stand til at finde frem’ til den retfærdighed, som angår Guds kirke og Guds Rige! Dette er (så vidt jeg kan se) morgendagens retssags store prøve…

’De 300’ mener, at det (som det hedder i den verdslige lov) ’i sig selv er af indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed’, at landets dommere i en sag, der har med Guds kirke at gøre, nøje mærker sig, hvad der står skrevet i kirkens egne bekendelsesskrifter. "Her omtales," erklærer borgerne yderligere "at ’af ét menneske (Adam) har Han skabt alle folk og ladet dem bosætte sig over alt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo, for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde Ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os…" (Ap.G.17:26-27). – "Dette betyder," forklarer de troende borgere, "at hvis mennesker alle vegne holder sig indenfor de ’fastsatte grænser’ (med hensyn til tid og rum) så vil Guds store formål kunne opnås, at den enkelte kan følge sit eget hjertes søgen og finde Ham, som er nær ved hver eneste menneskesjæl. Hvis staten sprænger disse Gudgivne grænser og trænger ind på det område, som er afsat til Kristi menighed, forstyrrer øvrigheden Guds givne orden!

Lovgivningsmagten i Danmark har ved sin hastigt indførte 2012-lov om kirkelige homovielser i realiteten blandet sig i den stående uoverensstemmelse mellem to fløje af den danske folkekirke. Ved dette lovindgreb har regeringen med hensyn til ’kirkernes brug’ bragt en endelig afgørelse af en konkret strid mellem den tolkning af Bibelen, som bl.a. anføres af teologisk professor ved Københavns Universitet, Th. Jørgensen, og otte folkekirkelige institutioners holdning til bl.a. spørgsmålet om apostelen Paulus’ lære om homoseksualitet. De danske borgere stiller dermed spørgsmålstegn ved, hvorvidt regeringens lov om vielser af par af samme køn (så partisk) kan tilslutte sig den omtalte professors omtale af Gud og Jesus ’som biseksuelle’. En sådan afgørelse af et stridsspørgsmål hører efter Grundlovens § 3 ikke under lovgivningsmagten men under den dømmende magt. Dermed er (efter borgernes opfattelse) deres retsgaranti blevet krænket, og lovens bogstav forulempet. Om dette handler dagens tre tekster. Næste indlæg: fredag, 04-12-2015.

 

STATENS INDGREB I LÆRESTRID

Det er sjældent, at man i juridiske problemstillinger kan samle en konflikts egentlige indhold i et par sætninger; der skal som regelen lange, trættende udredninger til for at bringe lys over, hvad sagen egentlig drejer sig om. Dette er imidlertid ikke tilfældet med den sag om grundlovsbrud, som borgerne har rejst mod den danske stat. Det er regeringens egen advokat, der (sikkert uden at have den hensigt) gør opmærksom på dette usædvanlige forhold. Han skriver: "Registreret partnerskab kunne i modsætning til ægteskab ikke indgås ved en kirkelig handling, men kun ved en borgerlig handling. Muligheden for at indgå registreret partnerskab blev ophævet i juni 2012." (Svarskrift 18. marts, side 3, første afsnit). I disse få linjer ligger det drama udfoldet, som på den angivne dato i juni 2012 blev afsluttet ved et hårdhændet og hensynsløst regeringsindgreb! Ved indførelsen af lov nr. 532 af 12. juni 2012, hvorefter muligheden for at par af samme køn kunne indgå ægteskab ved en kirkelig handling, blev samtidig lov nr. 372 af 7. juni 1989 ophævet. Der var fra den dag ikke mere mulighed for homoseksuelle at indgå registreret partnerskab. Deres ’lovformelige ægteskab’ kunne imidlertid (som hidtil med den tidligere ordning) ske ved en borgerlig handling. Det nye var, at ægteskab mellem par af samme køn nu også kunne ske ved en kirkelig handling! Dermed greb staten med lovgiverens magt ind i den indre strid, som herskede i kirken. Staten afgjorde ved vedtagelsen af en lov den bitre lærestrid, som herskede i kirkens indre opgør. Den afskar dermed den del af kirken, som har en anden opfattelse end statens, at lukke sognets kirkebygning for ægtevielser af den art.

 

REGERINGEN GAV PROFESSOREN RET

Den mangeårige indre kamp, som vedrørende ægteskabets indhold og ramme, har fundet sted i kirken, fremhæves i et af de bilag, som d. 16. marts 2017 fremlægges på dommerens bord. Her henvises bl.a. til en kronik skrevet af teologisk professor, Th. Jørgensen, med titlen ’Kristendom og homofili’ (af 15. august 1983) hvor professoren afviser, ’at man på baggrund af 1. Mose 1:27 kan sige, at mennesket er skabt til et ’mand-kvinde’-heteroseksuelt samliv’. Professoren fremsætter ’en mulig tolkning af 1. Mose 1:27, der indebærer (citat fra bilaget): ’at Gud og Jesus er biseksuelle’. "Professoren erklærer ikke en direkte tilslutning til denne tolkning," hedder det, "men kalder den for ’en logisk konsekvens’. Overfor dette bibelsyn står følgende bekendelse angivet i det vedlagte bilag (nr.5) at (citat): ’Gud har skabt mennesket kønspolært som enten mand eller kvinde med det formål, at de med deres forskelligheder kan indgå i heteroseksuelt ægteskab’. Dette bibelske perspektiv" slutter indlægget, "bekræftes af Jesus i Matt.19:4-6 (side 38)." I juni 2012 afleverede folketinget (ved simpelthen at vedtage en lov) sin egen statsautoriserede tolkning af det omstridte sted i Bibelens Skabelsesberetning, hvor der står skrevet: "Gud skabte mennesket i Sit billede, i Guds billede skabte Han det, som mand og kvinde skabte Han dem" (1.Mose 1:27). Regeringen gav dermed samtidig den teologiske professor, Th. Jørgensen, ret i, at kirken med det nævnte skriftord fra 1. Mose 1:27 ikke kan hævde, at ’mennesket er skabt til et mand-kvinde ægteskab’, og folketinget afviste (med sin lov om kirkelige homovielser) kirkens lære om, at ’Gud har skabt mennesket med to forskellige køn med det ene, afgjorte og bestemte formål, at de som sådanne (med hver sit køn) skulle indgå ægteskabet. Regeringen afviste (ved den samme lov om ’samkønnede ægteskab’) kirkens henvisning til Ny Testamentes forklaring (som står anvist i det til dommerens orientering vedlagte bilag) hvor Jesus omtaler ægteskabet som ’en mand og hans hustru’ og familien som ’en far og en mor og deres børn’ (Matt.19:4-6). "Ved indførelsen af denne lov, som forfægtes af folk, der hævder, at Gud og Jesus er biseksuelle," påstår danske borgere, "har regeringen overtrådt Danmarks Grundlov."

Når en dansk, teologisk professor efter at have konstateret, at ’Bibelen betragter homoseksualitet som synd’, tilføjer: "Apostlene kunne ikke vide bedre. Men det gør vi… (og oven i købet fortsætter: "Jeg er overbevist om, at Paulus ville være enig med mig i dette…) – er den teologiske professors bibelsyn i en uoverkommelig og uoverstigelig uoverensstemmelse med kirkens bekendelsesskrifter. Vi belærer derfor yderligere om, at den bedrevidende professors udtalelser om Paulus bør sammenholdes med Pauli medapostel Peters ord. Han skriver: "Vor kære broder Paulus har skrevet til jer med den visdom, som han har fået (indforstået: ’fået af Gud’, og derfor er at ligne med åbenbarelse). Peter fortsætter: "I hans (Pauli) breve er nogle ting, som er vanskelige at forstå (indforstået: ’især af det sjælelige menneske, som ikke tager mod det, som kommer fra Guds Ånd…’ 1.Kor.2:14). Peter slutter: "Disse ’vanskelige ting’ fordrejes af ukyndige (endog med professortitler) og ubefæstede sjæle, der gør det samme med de øvrige (hellige) skrifter… til deres eget fordærv!" (2.Pet.3:15-16)

Det er ikke alle de ’dybsindige betragtninger’ af juridisk art, som jeg selv eller mine medborgere (i forbindelse med den til morgendagens berammede Højesteretssag) fatter. Men der er én ting, som er sivet ind, og det er, at domstolene i Danmark har bemyndigelse til at afgøre, hvorvidt en konkret bestemmelse fra en offentlig myndighed er lovlig – og at dette også gælder de vedtagelser, som er blevet taget af folketinget. Hvis altså lovgiverne hævder, at loven om kirkelige homovielser er lovlig, så kan en domstol – til trods herfor - erklære, at den ikke er lovlig – og derfor ikke længere er gældende. Det sidste vil sige, at i det tilfælde, hvor loven om kirkelige homovielser regnes for ulovlig og dermed ikke-gældende, så bortfalder den. Da jeg ved, at mange stiller spørgsmål i den forbindelse, søger jeg her i den ellevte time at kaste en smule mere lys ind over disse mere eller mindre mørkelagte, juridiske korridorer. Jeg mener nemlig ikke, at man med de 14 ord (§ 4), som den aktuelle grundlovssag drejer sig om, behøver at være ’ekspert’ for at begribe deres indhold. Lidt sund fornuft må kunne gøre det!

 

DET VI HAR LÆRT I SKOLEN

Den almindelige dansker vil som jeg have svært ved at forstå, hvad der egentlig ’rører sig’ bag kulisserne, når Højesteret nu har berammet sidste dato for denne sag. Det fremgår imidlertid af det, som vi har lært i skolen, og som man også til dels kan læse sig til på nettet, at den domstol, som skal beskæftige sig med Højesterets i morgen, har til opgave (sammen med det øvrige retssystem) at kontrollere, om den lov, som folketinget i 2012 vedtog om vielser af homofile par i kirken er lovlig. Det vil i dette tilfælde sige, at dommerne skal afgøre, hvorvidt f.eks. lov nr. 532 (om motiverne for ændring af ægteskabsloven) er i overensstemmelse med grundloven. Dette indbefatter, at Højesteret skal være med til at undersøge, om de afgørelser, som myndighederne, (den daværende regering), traf, er i overensstemmelse med den konstitutionelle lovgivning. Højesteret har ikke selv kunnet tage initiativ til at udøve kontrol med de ministerier, der er blevet stævnet. Kun hvis sagen (hvilket er sket i dette tilfælde), bliver rejst af en gruppe borgere, kan retten komme på banen. Hvis det nu viser sig, at den i 2012 vedtagne lov strider mod grundloven, er den med ét slag ugyldig. Hvis kirkeministeriets ligestillingsminister har gennemført en lov i folketinget, der strider mod grundloven, kan domstolene afgøre, at den ’ligestilling’ (mellem ægteskaber af personer af samme køn og personer af forskelligt køn) ikke kan anvendes i den kirke, hvis medlemmer har rejst sagen mod myndighederne. Grundloven indeholder en række frihedsrettigheder (blandt andet trosfrihed) som kan sammenlignes med de øvrige menneskerettigheder – og disse må ikke brydes!

I henhold til Grundlovens § 3,3 pkt. tilkommer det altså udelukkende domstolene at afgøre en sådan konkret retstvist. Det vil sige (sådan opfatter jeg det) at hvis der opstår en strid mellem kirken og kirkeministeriet, så kan folketinget ikke ved ’den pludselige vedtagelse’ af en lov, afskære sagsøgerne i at fortsætte (konkret) retsligt med (foran en dommer) at fremføre deres påstand; denne kan nemlig ikke allerede være afgjort (eller afvist) i folketingssalen! Hvis sagen (som i det pågældende tilfælde) ikke inden folketingets afgørelse er nået frem til dommerens bord, så synes det her alligevel, som om lovgiverne allerede på forhånd ’har taget sagen i deres egne hænder’. Det gjorde de, (mener jeg) inden den som ’en konkret retstvist’ kunne nå frem til sin endelige afgørelse. Det er yderligere Højesterets opgave at slå fast, at folketingets arbejdsområde er udstedelsen af ’de generelle love’, som gælder for hele befolkningen, og ikke en specifik lov, der kun gælder ’et mindre antal personer og deres særlige behov’. Ved at vedtage loven om homofile vielser i kirken har folketinget (sådan forekommer det) tiltaget sig ’den dømmende magt’, som efter § 3 kun hører under domstolene, og loven bør derfor – efter min opfattelse – kendes ugyldig. Men uanset, hvordan jeg opfatter det, er det tydeligt og klart, at Højesterets magtposition i forhold til de to ministerier ifølge grundlovens § 63 er berettiget til nøje at afstikke disse myndighedsområders grænser – og det er 300 borgeres overbevisning, at disse ’afstukne grænser’ har disse myndigheder bevidst og drevet af et ideologisk motiv overtrådt…

Heraf kan udledes, at når Ny Testamente et sted omtaler nogle folk med ordene: "De, der siger noget sådant" (Hebr.11:14) – så henviser det ikke til de stortalende eksperter, der er i stand til at formulere de mest flotte erklæringer (eller en samling mere eller mindre uforståelige forklaringer). Nej, da peger Hebræerbrevets forfatter på en række (i Skriften) nævnte personer (Hebræerbrevets ’troshelte’), som talte ud af en hjertets bekendelse, der også i dagens Danmark er mere værd end meget andet (af det, der bliver skrevet og sagt). – "De, der siger noget sådant," hedder det i Hebræerbrevet, som tilføjer: ’giver dermed til kende, at de søger efter et fædreland’ (v.14). Det vil sige, at der er troende borgere i Danmark, der bekender, at de er grebet af et syn, som er hævet over alt det jordiske, og at de tror på en sandhed og en retfærdighed, der oprindelig ikke hører denne verden til. Retten bør derfor belære om (mener jeg), at Danmark i denne sene time har brug for alle dem, ’der siger noget sådant’. "De søger et fædreland," hedder det… hvilket betyder, at dette ’fædreland’ virkeligt eksisterer, og at netop disse ’fædrelandstoner’ atter bør lyde i vort eget elskede, gamle, danske fædreland, hvis troende himmelborgere endnu ikke er uddøde…

En række afslørende artikler fra Kristeligt Dagblad har inden landsretssagen på den sidste dag i marts rettet søgelyset mod to af regeringens ministerier. Om dette forhold erklærer den i 2014 nedlagte borgerstævning (citat): "Det gøres gældende, at der – efter sagsøgerens opfattelse – end ikke har været tale om, at et flertal af biskopper i folkekirken har ønsket et ritual som det, der blev autoriseret ved en kongelige resolution af juni 2012…" – "Dette forhold støttes," hedder det videre i stævningen, "af en artikel af 9. dec. 2011 i Kristeligt Dagblad, der vedlægges som bilag 7, artikel af 23. feb. 2012 fra Kristeligt Dagblad, der vedlægges som bilag 8, en artikel af 17. marts 2012 fra Kristeligt Dagblad, der vedlægges som bilag 9 samt debatindlæg forfattet af biskopperne Henning Toft Bro, Elisabeth Dons Christensen og Karsten Nissen, der vedlægges som bilag 10." Alle disse ’bilag’ er dybt afslørende – ikke mindst med direkte henblik på Kirkeministeriets embedsmænd, der havde til opgave at rådgive deres minister.

 

DE SKYLDIGE EMBEDSMÆND

For at kunne komme til bunds i sagen om det skjulte lovgivningsværk, som fandt sted i et par år forud for de to dybt provokerende love, der i 2012 banede vej for kirkelige homovielser af par af samme køn, kunne det i dag være hjælpende at tale med nogle af de ’fagligt’ kompetente embedsmænd’, som ikke er nervøse for at komme i et modsætningsforhold til deres nuværende eller tidligere arbejdsgiver. Noget sådant er nu sket i andre sager, end den her omtalte, idet journalisten Jesper Tynell (født 1971) siden efteråret 2010 ’begyndte at opsøge statens embedsmænd for at invitere dem til at medvirke’ (side 9 i bogen ’Mørkelygten’, som i januar 2015 så dagens lys.) Jesper Tynell, der i 2009 modtog Cavlingprisen (for at afdække ’mindre demokratiske metoder’ i forskellige ministerier) har undervejs ’offentligt fortalt (i en række radioindslag på P1), hvorledes ministerierne på forskellig vis har overtrådt lovgivningen eller afgivet mere eller mindre vildledende oplysninger til folketinget og medierne’ (side 9).

Det gør mig ondt, at han blandt ’de 45 embedsmænd, som han ved flere hundrede møder og samtaler har udspurgt’ (side 9) ikke nåede til Kirkeministeriet! Her (er jeg overbevist om) ville han have fundet embedsmænd, der udadtil lever op til den sejlivede myte, at de optræder objektivt og uafhængig af regeringen, når de leverer notater til folketinget og offentligheden – men som i virkeligheden går langt for at behage deres minister og pleje regeringens interesser’ (side 10). I Kirkeministeriet ville den dygtige journalist (især i perioden efter 2010) kunne have fundet ’topembedsmænd, der tænkte politisk’ (side 10)… og som i dag i så tilfælde kunne være blandt dem, der bærer en stor del af skylden for, at Danmarks Grundlov (som borgerne hævder) blev overtrådt. Disse statsansatte embedsmænd bør findes og stilles til regnskab med deres tilsyneladende, ulovlige handlinger.

I julemåneden 2011 lød en biskoppelig erklæring således: "Hvis man vedtager i folketinget, at homoseksuelle skal vies til ægtefæller, så vil jeg sige, at det går jeg ikke ind for, og jeg vil dermed ikke være med til at udforme et ritual. Det var Helsingør biskop, Lise-Lotte Rebel, der d. 9. dec. 2011 til Kristeligt Dagblad bragte denne opsigtsvækkende, erklæring under en rubrikoverskrift, der lød således: "Ikke alle biskopper vil deltage i arbejdet med et vielsesritual for homoseksuelle, sådan som kirkeministeren påstår…" – Kristeligt Dagblad pointerer i samme artikel (med henvisning til ministerens påstand), at enigheden blandt biskopperne og tidligere kirkeminister, Manu Sareen, (citat): ’langtfra er så stor, som ministeren gav udtryk for efter torsdagens bispesamråd’. Bladet citerer ministeren for ved den anledning at have udtalt (citat): ’Nu har vi kigget hinanden i øjnene, og biskopperne arbejder videre til trods for deres uenighed, som går på nogle teologiske aspekter af ægteskabet (Ritzau).

Spørgsmålet er nu helt konkret, om denne formelle ’erklæring’, som kirkeministeren afleverede til pressen efter mødet med biskopperne, og som (ifølge Kristeligt Dagblads opfattelse) giver udtryk for en biskoppelig enighed, der var (citat): ’langt fra så stor, som det antydes’, er blevet ’tilrettelagt’ af Kirkeministeriets embedsmænd. Det offentliggjorte, journalistiske dokument, der går tæt på statsembedsmændenes arbejdsmetoder, beretter om, at (citat): ’regeringen kan give udtryk for at belyse en sag fuldt og helt, men i realitet kaster den mørke over dele af den uden at sige noget direkte forkert’ (side 14) – ja, at der er eksempler på, at ministeriernes embedsmænd (citat): ’ligefrem har fremstillet falske forklaringer, plantet urigtige oplysninger i pressen, hemmeligholdt afgørende rapporter, slettet belastende spor af arkiverne og bevidst fordrejet redegørelser til offentligheden’ (side 14). Hvis dette er tilfældet med kirkeministeriets fremgangsmåde i sagen om kirkelige homovielser, bør også det afsløres.

Hertil kommer, at Ny Testamente strengt befaler de troende, at de ’ikke må tage del i mørkets frugtesløse gerninger’, hvilket i ordets mest bogstavelige forstand (frugtesløst) tør siges om det homofile samliv, men (lyder det i påbuddet): ’Afslør dem!’ (Ef.5:11) "Det sidste" (afsløringen) – bør det afsluttende understreges – "er ikke en gerning, som de troende kan unddrage sig. De røster, som hævder, at ’afsløringer af den art’ hører ikke med til de helliges vidnesbyrd, bedrager ikke kun sig selv men den Lysets Herre, som de er kaldet til at følge. "Derfor," forklares det yderligere" hedder det sådan i samme nytestamentlige afsnit: ’Alting kommer for dagen, når det afsløres af lyset!" (v.13) Det lys, som skal anvendes over for mørkets gerninger, er gennemtrængende. Det ransager alt – ja, det er Kristus selv, som kaster lys over det søvnens og fortabelsens mørke, som har indhyllet både samfund og kirke i den dybeste nat. "Derfor hedder det," citerer jeg afsluttende: "Vågn op, du, som sover, stå op fra de døde, og Kristus vil lyse for dig!" (v.14)


TILBAGE