RETSOPGØRET
155

EN SODOMA DOM

Et første skridt, som staten tager efter den for Danmark skæbnesvangre dom d. 23. marts 2017 er følgende: Blandt de fem præciserede indgreb, som staten fremover skal have lov til at foretage mod bl.a. frikirkelige, religiøse forkyndere, er (citat): ’den direkte kriminalisering og udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring (Betænkning 1564)." Blandt dem, som staten har på sigtekornet, er (citat): ’foreninger, som modarbejder eller underminerer demokrati eller friheds og menneskerettigheder. Desuden skal alle slags ’afvegne’, frie forkyndere, der ikke ’lever op til folkekirkens etiske syn og moralske, kirkelige handlinger (de er dermed ’afvegne’) på obligatorisk kursus for dér at lære, hvad staten mener om familien, trosfriheden og folketingets styre og ’seksuel orientering’. De omtalte ’frie fugle’ kan kun forblive legalt i fugleburet, hvis de på tro og love underskriver et højtideligt, personligt og usvigeligt løfte om, at de aldrig, aldrig vil modarbejde ’statens syn på menneskerettigheder’ – men at de i stedet vil sørge for fremover at ’lære landets troende’, hvad dansk lov og ret mener om utugt, homoseksualitet, borgerservice vedrørende kønsidentitet og meget mere…

Kirkeministeriet oplyste på selve reformationsdagen d. 31. okt. 2016 (altså præcis ét år før 500-årsdagen for Luthers protest mod paver og kejsere) at det havde tilendebragt gravearbejdet i 150 års arkiver. I et 16-siders omhyggeligt udarbejdet dokument kunne ministeriet fremlægge resultatet af en monumental forundersøgelse, som sikrede statens sejr over borgernes søgsmål. De sagsøgende borgere fik her ret i, at det er udtryk for en vis hån og foragt, at det netop er på ’Lutherdatoen’, at denne arkivundersøgelse blev offentliggjort! Spotten lurede i baggrunden, da kirkeministeren triumferende her kunne oplyse statens advokat om, at man havde fundet frem til flere eksempler, hvor regeringen har trodset biskoppernes holdning. Det er derfor min agt her at søge at ’højtlæse’ grave-dokumentet, så at borgerne under rubrikken ’Notat’ på grundlovsforeningens hjemmeside fortsat kan følge med i statens opfølgen af højesteretsdommen. Jeg advarer på forhånd! Det bliver en juridisk horrorstory. På den 150-årige kirkeministerielle kirkegård findes endnu ’uidentificerede lig’ – der lader ane, hvad Kristi efterfølgere kan vente sig i den nærmeste fremtid!

 

DEN ENKELTE BORGERS TRO

Med henblik på sin højesterets-fremførelse i marts 2017 angav kammeradvokaten som nævnt allerede på reformationsdagen d. 31. okt. 2016, hvad han ville gøre til genstand for de syv højesteretsdommeres overvejelse. Han skrev: "Der er flere eksempler på, at der er gennemført regulering af nogle af folkekirkens indre forhold, selvom et flertal af biskopperne eller andre markante kredse i folkekirken var imod det" (Dok.nr. 129732/16). Med andre ord: Den enkelte borgers tro har (ifølge kammeradvokaten) i 150 år været underlagt statens supersuveræne lovgivere. Dette skal nu efter højesteretsdommen fortsætte – ja, yderligere forstærkes. Danmarks Grundlov går imidlertid med hensyn til den kirkelige bekendelses absolutte og aktuelle gyldighed principielt ud fra ’individet’! Det vil sige, det enkelte menneskes (og den enkelte danske borgers) ukrænkelige frihed! Når det (som i dette tilfælde) drejer sig om dybere samvittighedsspørgsmål, antager forfatningen sjældent (eller aldrig) ’samfundets synspunkt’. Da er det den uafvendelige borgerret, som ’den enkelte’ har til at følge sin personlige trosoverbevisning, der ifølge konstitutionen forbliver gældende! Kammeradvokaten havde gennemsøgt kirkeministeriets arkiver for at bevise det modsatte. Det er efter de sagsøgende borgeres mening denne højt værdsatte og grundlæggende kategori af ’det kirkelige fællesskab’, som staten nu (gennem denne højesteretssag) vil have gjort en ende på. Når regeringens advokat (triumferende) talte om at trodse ’et flertal af biskopper’ eller ’andre markante, kirkelige kredse’ – så er det i virkeligheden den enkelte borgers trosoverbevisning af religiøse frihedsrettigheder, han vil have et opgør med. Staten har nemlig på det sidste fået øje på en ’farlig fælles målsætning’, som en nærmere defineret ’markant kreds’ af borgere har samlet sig omkring – og det er dybest set denne faretruende ’samlede motivation’, som staten vil have knækket!

 

KIRKENS FJENDE NUMMER ÉT

Statsadvokaten meddeler i si oprørende retsprocedure om ’Regulering af folkekirkens indre forhold’, at han ville (citat): ’beskrive to forhold, hvor både et flertal af biskopperne og mange af folkekirkens øvrige gejstlige erklærede sig imod statens lovgivning, som alligevel blev gennemtrumfet’ (Dok.nr. 129732/16). Ifølge de sagsøgende borgere, berører kammeradvokaten imidlertid her et (med hensyn til kirkens eksistens) væsentligt emne. Han træder (som statens myndige repræsentant) op imod det nytestamentlige kirkeaspekt, der har at gøre med den kirkehistoriske forståelse af ’embedets betydning’. Statens advokat henviste i retten (som sine værste modstandere) til ’biskopper’ og ’øvrige gejstlige’ og peger dermed på de ledende folk i kirken, der (af kirkens Herre) har fået betroet en særlig læreopgave. Disse såkaldt ’øvrige gejstlige’, der velargumenteret har protesteret mod statens kirkefjendske lovgivning, er mænd, som ud fra en mangeårig uddannelse og livserfaring har undervist både troende og ikke-troende borgere i den kristne lære. Altså de ’lærere’, som (ifølge kirkens opfattelse) Kristus selv ved Sin Ånd har indsat i menigheden. Det er altså kirkens dybere forståelse af f.eks. lærerembedets betydning, som staten gennem sin advokat sætter under anklage – ja, det er (intet mindre end) selve indholdet af den lære, som disse gejstlige undervisere står for, som den borgerlige øvrighed i marts 2017 fik domfældt. Det er altså – når alt kommer til alt – evangeliet, som staten vil have bragt til tavshed; den øvrighed, der ifølge Danmarks Grundlov har forpligtet sig til at understøtte og befordre det i forfatningen nævnte protestantiske lærebegreb, optræder nu som kirkens fjende nr. 1, og bør fra dags dato af landets troende borgere blive anset som sådan.

 

FJENDEN

Det står nemlig herefter fast, at det fremover bliver vanskeligt for de troende at sætte ord på den fjendske modstand, som de bliver udsat for, når de forfølges af en antikristelig øvrighed. De ønsker for deres del at være ’moderate’ og ’ikke alt for kategoriske’ i deres udtalelser. "Anderledes med Jesus," bør det her understreges, "der siger tingene ligeud og uden at pynte på det barske indhold af de lignelser, der sigter på ’modstanderen’. "Mens folkene sov, kom en fjende og såede ukrudt," fortæller Han (Matt.13:25) – "og da disciplene spørger, hvor denne ukrudt kommer fra, svarer Han: ’Det har en fjende gjort!" (v.28) Hvis derfor i dag én af statens mænd målbevidst fortsat søger ’nye beviser’ for sine ustandselige anklager mod Guds Kirke, er han ifølge Skriften at betegne som ’en fjende af Kristi menighed’ – og hvis han i dette onde ærinde skulle få held til at skade Guds Riges værk, vil Jesus sige om hans (for kirken og landets kristne menighed) skadelige virksomhed: "Det har en fjende gjort!" Derfor kan intet andet ord bruges om statens minister og højesteretsadvokat: De er begge kirkens fjender!

 

SAGEN UVEDKOMMENDE

Biskop Steen Skovsgaard fra Lolland-Falsters Stift havde i sit høringssvar til kirkeministeriet d. 20. sept. 2010 præciseret, at lovgiverne har erklæret det for at være (citat): ’legitimt for præsterne at sige nej til at medvirke ved en vielse af homoseksuelle’. – "Et enigt udvalg anbefaler," skriver biskoppen, "at præster, der af samvittighedsgrunde ikke ønsker at anvende dette ritual, fordi de finder det uforeneligt med kirkens ægteskabsforståelse, er fritaget for at bruge det." Biskoppen afleverede samtidig udvalgets begrundelse, der lyder sådan (citat): "Det er en klar markering af, at lovgiverne opfatter en teologisk begrundet afvisning af homoseksuelt samliv som et legitimt synspunkt inden for folkekirkens bekendelsesgrundlag" (s.13). – "Klarere kan det næppe siges," sluttede biskoppen. – Kammeradvokaten har som et udtryk for statens svar siden sommeren 2016 gennemtrevlet kirkeministeriets arkiver for at finde eksempler på, hvor og hvornår i de sidste 150 år folketinget har trodset biskoppernes protest! Dette er ikke sagen uvedkommende! Det er nemlig kirkens bekendelsesgrundlag, det drejer sig om…

 

DEN DANSKE FORPLIGTELSE

Den kortfattede 4. paragraf i Danmarks Grundlov fortæller med et lynnedslags klarhed et helt bibliotek om Luthers person, hans lære og værk samt reformationens centrale indhold. De kun 14 ord kalder mere end nogensinde til besindelse med henblik på de politiske kræfter, der efter denne højesteretssag vil have denne bestemmelse fjernet… Luthers navn, der står mejslet ind i den danske forfatning, hører til de helt store i historien. Den 4. grundlovsparagraf er bygget på en tydelig henvisning til den tyske reformator, hvis liv og lære i en sjælden grad er både kendt, fascinerende, dramatisk og fængslende. Tilmed er det få historiske personligheder, hvis tankesæt, sjælelige og åndelige kampe, vi har så gode muligheder for at lære og forstå. Luther gjorde ingen hemmelighed af sit hjerte, hvilket i dagens debat betyder, at der foreligger ’en gennemsigtighed i hans gerning og syn, som gør Danmark til – IKKE kun et kristent, protestantisk – men et ’luthersk land’, hvor reformationens indflydelse ej heller blot præger den nationale folkekirke men i lige så høj grad frikirkerne, der lever og ånder ud af det samme nytestamentlige evangelium! 500-året for reformationen lukker netop i disse dage op for forskningsområder på så mange felter, der alle fører tilbage til dybet af ’noget oprindeligt’. Danmarks Grundlovs 4. paragraf stiller som forfatningens præambel skarpt på det onde og det gode, livet og døden, Gud og djævelen! I større forstand end i noget andet EU-land træder ’det europæiske menneske’ ud af den danske forfatnings 4. bestemmelse. Derfor medfører præcis dette danske, protestantiske menneskesyn og dette danske evangeliske Gudssyn en forpligtelse over for alle andre EU-nationer, der i denne time står på nippet til at slutte pagt med historiens største forførelse…

 

EN UFRUGTBAR TVANGSORDNING

Ved Højesteretssagen i marts 2017 er det præcist 150 år siden, at lovforslaget om ’valgmenigheder’ blev lagt på rigsdagens bord. Kammeradvokaten oplyste i Højesteret, at han med netop denne 150-årige sag ville bevise, at en regering (ifølge sædvane) handler legalt, når den imod kirkens kraftigste protest bryder ind i dens indre anliggender og gennemfører ritualer, som er imod den kristne menigheds bekendelse. Imidlertid understreger denne 150-årig bestemmelse (om ’valgmenigheder’), at netop dette bør være ’en forandring’, som sikrer to præcist udpegede forhold. For det første grundlovens ubetingede garanti, at kirkens ’evangelisk-lutherske karakter bevares’ og for det andet, at (citat): ’adgangen ’til kirkens indre’ frodigere kan udfolde sig i overensstemmelse med kirkens evangelisk-lutherske karakter’. Med højesterets-cementeringen af homovielser foran kirkens alter, er den første betingelse overtrådt. Grundlovens garanti er med denne dom regnet for intet! Kirkens læremæssige karakter er med vielser af par af samme køn samt med højesteretskendelsen forulempet og dens bekendelse er åbenlyst blevet krænket. Den 150-årige betingelse er hermed trådt under fode. Den afspærrede indgang til kirkens indre er blevet fjernet af statens lovgivere og sodoma-dommere, og den omtalte ’frodige udfoldelse’ af ægteskabet er ved dom erstattet med et goldt og ufrugtbart parforhold. Den påbudte ’overensstemmelse’ med den evangelisk-lutherske karakter med denne dom er blevet erstattet af en tvangsordning, der er i åbenlys modstrid med kirkens lære.

Skriften siger, at når ’alle disse ting må gå i opløsning’, så er heri inkluderet meget af det, som mennesker værdsætter højt, men som kun har sin egen afstumpede, kortfattede, materielle værdi. – "Hvad det nu drejer sig om," betoner vi yderligere, "er at leve gudfrygtigt og helligt i den ’venteposition’, som er blevet de troendes nuværende lod." Om denne afventende stilling kan vi med Skriften sige, at ’vi venter på’ – ja, vi søger faktisk ’at fremskynde Guds dags komme’… og om ’Guds dag’ kan vi fremdeles fra Ny Testamente udlede, at ’himlene skal gå op i luer og elementerne skal komme i brand og smelte’. Derfor holder vi som Kristi efterfølgere fast i det løfte, som siger, at vi kan ’forvente nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor’ (2. Pet.3:11-13). – Det sidste synes (set ud fra Ny Testamente) at være det alt afgørende, thi i denne nuværende verden kan Guds børn ikke forvente nogen retfærdighed – end ikke fra de offentlige myndigheders side. Men i den kommende verden hersker en retfærdighed, som ingen her på jord har set magen!

 

LEJESVENDENS LÆRE

Kristi Kirke har en hyrde, og menighedens troende (Kristi efterfølgere) er denne ’store hyrdes’ får. Sådan er dette forhold skildret i Ny Testamente! Statens dommere vil have dette værdifulde, gamle billede forandret og forfalsket. Højesteret har nu fremlagt sine synspunkter … og det fremgår allerede på nuværende tidspunkt med al ønskelig tydelighed, at den vil have menighedens hyrde udskiftet med en statslig lejesvend. Denne statsembedsmand (han være sig minister eller folketingsmedlem) kendes imidlertid allerede på stemmens fremmede toneart. Menighedens får lyder ikke denne røst! De aner på forhånd ulvens nærvær og lader sig ikke narre af lejesvendens gejstlige fåreklæder. Hvis lejesvendens nye lære om statsforvaltningens overtagelse af det kirkelige embede skal efterfølges, så skal kirkens bekendelse om dette styrelsesforhold omskrives – og så må Grundlovens 4. paragraf udskiftes, for den henviser ikke på noget punkt til højesteretsafgørelsen d. 23. marts 2017 kl. 12:00.

Den umiddelbare anledning til, at spaden efter denne retskendelse må stikkes dybere i jorden (vedr. spørgsmålet om ’kejserens og fyrstens magt’ over Kristi kirke), er den bundløse uvidenhed om ’de åndelige begreber’, som afsløres i dommernes præmisser. De er tilsyneladende uden indsigt i, at denne problematik er som en sorthvid film fra 1800-tallet, der har været spillet før. Det vældige opgør omkring februar-revolutionen 1848 (og dens kirkelige konsekvenser i bl.a. Hessen i Tyskland). Forfatningsspørgsmålet for den tyske, lutherske kirke blev højaktuelt og problemet omkring kirkens bekendelse og dens ’embeder’ blev eksplosivt. "Kaum beschäftigt gegenwärtig die Freunde der Kirche etwas so sehr, als die Frage der Kirchenverfassung’ (næppe har spørgsmålet om en kirkeforfatning været så betydningsfuldt for kirkens venner, end det nu er tilfældet)," skriver Löhe i sit værk ’De nytestamentlige embeder’ (s.121). Det samme kunne siges i dag. Blot med den ændring, at det nu ikke blot er ’kirkens venner’, som studerer denne sag. Kirkens fjender er også på spil. Den historiske debat om ’fyrsternes magtstilling’ over for kirken (summus episcopus) er blusset op. Kirkens fjender i Danmark kæmper nu for, at statens minister skal være kirkens ærkebiskop. Et gammelt, latent problem er kommet op fra dybet – og Kristi menigheds modstandere har med denne dom allerede aftegnet frontafsnittet. Derfor må nu også kirkens venner samle sig. Konfrontationen er uundgåelig – og der er stadig mange ubemandede udfaldsposter i den evangeliske hærs slagrækker…

 

STATENS FORNÆGTELSE AF GUDS RÅD

Den historiske debat vedrørende kirkens ’embeder’ indeholder talrige højst bemærkelsesværdige synspunkter, som en højesteret i det 21. århundrede intet kender til. Den kan utvivlsomt forstå sig på jura – men den bibelske opfattelse af, hvorledes den ældste form for den kristne menighedsstyrelse var udformet, er den ikke indviet i. Dybest set har højesteretsdommen ikke en jordisk chance for at kende til åbenbaringen bag denne ’styrelsesfunktion’ – og de er ganske uvidende om den hemmelighed, som skjuler sig bag Jesu ord: "Jeg vil bygge Min kirke’! (Matt.16:18) Når derfor de lærde taler om ’episkopatets betydning’, burde staten ikke tage til genmæle, thi den er som en blind, der vil tale om farverne eller en døv, der vil ytre sig om Händels Messias. Det kirkelige ’embede’ (eller ’tjenestegerning’) er ifølge Ny Testamente og kirkens bekendelse guddommeligt indsat og virker ifølge hele kirkens væsen i dag som i den første menigheds tid. Hvis den evangelisk-lutherske kirke eller de, som i denne frafaldets mørke time ønsker at forblive tro over for reformationens budskab, ønsker det, så vil Guds gode Helligånd lede i denne retning. Hvis man i dagens Danmark og Europa – ja, ud over den ganske klode vil forlade de overfladiske forpostfægtninger for at trænge ind i de dimensioner, som er forbundet med det guddommelige råd, der manifesterer sig i ’embedets styrelse af Kristi menighed’, så vil en sand åndelig vækkelse blive følgen. Fornægtelsen af dette er inkorporeret i statens skæbnesvangre, juridiske procedure ved Højesteretten i marts… og dette statslige nej til Guds ordning med Kristi kirke vil komme til at koste det danske samfund dyrt.

Lad det hermed være sagt, at hvis staten har en forpligtelse over for kirkens symbolske skrifter, så har kirkens egne folk det så meget desto mere! Imidlertid hersker blandt det danske kirkefolk (og dets ledere) en udbredt ligegyldighed over for lærespørgsmål – ja, der råder en så faretruende mangel på indsigt, at en kommende, forudsagt forførelse kun vil møde ringe modstand – ja, ligegyldigheden og uvidenheden vil kunne vende sig til at blive en åben dør for den historiske vranglære, der ender med ’det store frafald’. Staten anser kun kirken som ’en forening’. Altså en sammenslutning af enkelte mennesker, som har forenet sig med et religiøst formål for øje; det sidste (det fælles formål) er i dag – med henblik på ’det kirkelige selskab’ – for øvrigheden et broget billede. Af den grund må undervisningen forstærkes! Lærertjenesten må træde i karakter – synet blive klart og åbenbarelsen sikker…


TILBAGE