RETSOPGØRET
156

SODOMADOMMENS FØRSTE KONSEKVENS

Seks ’hadprædikanter’ er som ’en god begyndelse’ og en direkte følge af Sodoma-dommen d. 23. marts 2017, udpeget og navngivet på udlændingestyrelsens liste over ’uønskede forkyndere’ i Danmark.

"Håndplukningen af prædikanter ’virker dybt uigennemskuelig," erklærer Kristeligt Dagblads forside onsdag d. 3. maj 2017. Det drejer sig (i denne første begyndelse) om fem udenlandske, islamistiske prædikanter og én udenlandsk, kristen forkynder. Det er første gang, at udlændingestyrelsen sætter navne på ’de uønskede’…

Officielt betegnes listen (med både navne og billeder) som ’Den nationale sanktionsliste’, og integrationsminister, Inger Støjberg (V), har med stolthed præsenteret ’systemets sorte seddel’ over de religiøse forkyndere, som har givet udtryk for (hvad hun betegner som) ’antidemokratiske holdninger’.

Det varer imidlertid ikke længe, så vil sanktionsbarometer drejer i retning af ’uønskede, danske prædikanter’; de vil først blive kaldt ’rabiate’, ’sekteriske’ og ’hadefulde højrekristne’ – og der vil blive boret dybt i deres såkaldte ’antidemokratiske holdning’… indtil dagen endelig oprinder, og det sorte stempel ’med fuld berettigelse’ kan blive sat på deres såkaldt ’ekstreme Gudstro og forkyndelse’…

Det er ildevarslende tydeligt, at den første statslige udpegning af religiøse hadprædikanter skjuler dens egentlige ideologiske og politiske hensigt. Betegnelsen ’hadprædikant’ er oprindeligt knyttet til udtrykket ’hate-crime’, der i hovedsagen anvendes af de homoseksuelle som en identificering af mennesker, der ’forfølger folk på grund af deres seksuelle orientering’. Når disse såkaldte ’hate-crimes’ er foretaget i form af religiøs forkyndelse, tales der om ’hadprædikanter’.

I forbindelse med statens i 2015 nedsatte trosudvalg, som arbejder på at (citat): ’lovfæste krav om, at trossamfund uden for folkekirken skal indsende dokumentation eller beskrivelse af deres ritualer’, kan det forventes, at vielsesritualet vil komme under statens lup! Indeholder det et ritual for kirkelige homovielser? Hvis ikke – skal forkyndelsen og menighedens lære nærmere undersøges – og hvis der her siges et ord om Bibelens syn på homoseksualitet, er det en ’hate-crime’, og forkynderen er en ’hadprædikant’.

Med den statslige sanktionsliste er vejen nu banet for at næste skridt kan tages. Først de udenlandske, islamiske forkyndere, så de udenlandske, kristne forkyndere – derefter de herboende islamiske forkyndere… og så de danske kristne ’hadprædikanter’. Om dette har jeg følgende at sige:

I de første fire år efter grundlovens vedtagelse i 1849 herskede der blandt de folkevalgte ingen ro omkring kirkens forhold til staten. Den 3. dec. 1850 lå der et nyt udæskende andragende på rigsdagens bord! Det var underskrevet af betydelige personer fra Københavns gejstlige konvent. "Stop al lovgivning om kirken!" hed det advarende… og sørg i stedet for at forfatningsspørgsmålet bliver løst!" Denne mere end 150årige, gulnede skrivelse burde i dag hentes frem fra arkiverne, mangfoldiggøres, indrammes og hænges op overalt på Christiansborg som en daglig, påtrængende påmindelse om, at den kristne menighed i Danmark (hvad enten det er folkekirke, frikirke – eller de frie prædikanters selvstændige virke) ikke har brug for en såkaldt ’folketingssynode’ eller gejstlig udenrigsstyrelse, der skal brændemærke kirkens forkyndere, sådan som ’sodoma-dommens kendelse lød ved Højesteretten i marts 2017.

Hvis statsstyret i forbindelse med denne doms konsekvenser ønsker’fædrenes holdning’ yderligere underbygget, kan der i den forbindelse henvises til den grundige behandling af spørgsmålet, som fandt sted på Den Tredje Rigsdag (1852-53), hvor sagen til sidst gik i udvalg. Dette (udvalget) kom til følgende resultat: "Det er nødvendigt, at kirkens stemme høres ved afgørelser af denne art! Det må ske, for at dens sikkerhed og selvstændighed ikke bliver truet! Forfatningsspørgsmålet kan derfor ikke lades ude af sigte…" (Tillæg B. s.313). Kun få danske er klar over, at dette kristne menighedssyn fra Grundlovsfædrenes side i dag er blevet højaktuelt. Den danske kristne menigheds sikkerhed og selvstændighed trues, af sodoma-dommen ved Højesteretssagen d. 16. marts 2017.

 

KEJSEREN BØJER SIG IKKE

De danske, politiske partier organiserer stort set hele den politiske og ideologiske debat i hverdagssamfundet – ja, de spiller faktisk en betydelig rolle, når det drejer sig om at føre folket i den retning, som grundloven afspejler. Politikerne og medierne har et ikke ringe ansvar for, hvad landets befolkning tror og tænker – og de bør dybest set overalt understøtte, hvad folket betragter som nationens livsgrundlag – altså landets forfatning og dermed en tolkning, som er i harmoni med grundlovsfædrenes syn og tanke. Grundlovens 4. bestemmelse taler åbent om denne ’understøttelse’. Den siger, at ’staten skal understøtte kirken’… og den præciserer, hvilken specifik lære, som staten skal understøtte. Om end alle landets politiske partier ikke er enig med den lære, som grundloven sikrer statens støtte – så har politikerne et konstitutionelt ansvar over for landets kristne, protestantiske menighed. De er stillet overfor et nationalt, suverænt princip, som de ikke efter ideologisk forgodtbefindende kan løbe om hjørnet med.

Dette forhold berører ikke ytringsfriheden (sådan som nogle straks vil misforstå det) uden censur må der tales og skrives ud fra den enkeltes samvittighed – men dette privilegium gælder ikke lovgivningen! Landets politiske elite kan ikke – uden begrænsninger – handle, som den vil. For eksempel kan der i Danmark ikke lovgives mod Grundlovens bestemmelser om kirken ej heller mod kirkens egne bekendelsesskrifter. Den dag, de troende opgiver denne grundlovssikrede trosfrihed og overlader kirkens og de frie menigheds skæbne i kejserens hænder, er dens forkyndelsesfrihed i fare. Kejseren bøjer sig i denne sag ikke for andet end den lov, han selv har måttet underskrive.

Om det folk, som glemmer eller ønsker at overhøre fædrenes advarende tale, lyder Herrens ord sådan: "Jeg handler fremdeles sært og sælsomt med dette folk; dets vismænds visdom forgår, de kloges klogskab glipper" (Es.29:14). "Er dette tilfældet med Danmark?" spørger vi. "Er danskerne et sådant folk, som skubber grundlovsfædrenes tydelige tilkendegivelses til side, for i stedet at give plads for en ’ny visdom’ og en ’ny klogskab’, der viser sig at være (ikke kun utilstrækkelig men) en farlig dårskab?

 

KIRKENS HØJESTE AUTORITET HAR TALT

I samme øjeblik staten med sin verdslige lovgivning og dertil knyttede ritualer flytter ind i kirken, overtræder den kirkens bekendelse, der på det stærkeste betoner, at disse to såkaldte ’regimenter’ bør være skarpt adskilte! Et sådant ’overgreb’ berører derfor de impliceredes samvittigheder, og ’kejseren’ (der er det nytestamentlige udtryk for den verdslige magt) tilraner sig et område, der ikke tilhører ham. Hermed rejses et socialt, etisk problem, der nødvendigvis må udvikle sig til et juridisk problem, for så vidt det berører et lands fundamentale lovgivning. Dette er tilfældet for Danmarks vedkommende, idet Danmarks Grundlovs 4. paragraf, sort på hvidt, pålægger staten at understøtte en kristen lære, som i 500 år gamle skrifter på det strengeste forbyder staten at lovgive i kirkelige anliggender. Med Kristi ord, der regnes for at være kirkens højeste autoritet, hedder det: "Giv kejseren, hvad kejserens er og Gud, hvad Guds er" (Matt.22:21).

Eftersom spørgsmålet ikke kunne begrænses til at være et teologisk problem men ved en homo-militant udvikling yderligere er blevet et socialt og samfundsmæssigt problem (som derefter ved en åbenbar overtrædelse af grundloven er blevet et juridisk problem) – så kunne sagen ikke længere holdes inden for kirkens mure. Ved en overtrædelse af den verdslige lov måtte den bringes for en verdslig dommer, som på grund af retssystemets forpligtelse som grundlovens forsvarer ikke kunne afvise sagen. Dette førte til sodoma-dommen i marts 2017, som gav staten medhold i, at den fremover har al magt over kirken.

 

PROTESTANTISK RESPEKT FOR PROTESTEN

Spørgsmålet om ’den rette lære’ (med hensyn til kirkelige homovielser) er og forbliver primært et teologisk problem! Det vil sige, at det må være kirkens egne folk, der ordner en sådan sag – men i det øjeblik, at der blandt kirkens teologer og præster, provster, professorer og biskopper er nogle, der beviseligt identificerer sig med et verdsligt, politisk, ideologisk præget partiprogram (og der derfor ikke længere kan leveres en klar skelnen og sættes klare kriterier for, hvad der er ret, og hvad der er falsk lære) kan en sådan sag – som det i dag er tilfældet med den nationale kirke i Danmark – blive et juridisk anliggende! Som professor Eberhard Habsmeier har udtalt det: "Vover man ikke at tale om den rette tro og relativerer man sandheden ud fra den kendte frase, at ingen har patent på den, kan man heller ikke tale om falsk lære og hæresi" (’Rette lære’ Aros 2007, s.12).

Kirkens bekendelsesskrifter er opstået på denne baggrund. Pavedømmets misbrug og falske fortolkning af de bibelske tekster forårsagede en sådan konflikt, at øjeblikket kaldte – ja, råbte – på en forsvarsindsats og en reflekteret teologi og en retsvidenskab, der tænkte dybere end datidens dogmatik, der bare kastede fjenderne på bålet…

Der lurer efter sodoma-dommen – både i befolkningen og i det danske menighedsliv – en så omfattende kritik af det politiske og gejstlige system, der har væltet homovielserne ind i det kirkelige rum, at det er på høje tid, at der skabes ro om denne sag… og netop her dukker den historiske, protestantiske respekt for ’protesten’ op. Set med ’Luthers øjne’ kunne nemlig de troende borgere, der angriber både stat og kirke for grundlovsbrud og frafald, have ret… og netop her viser det sig, at selv de kristne medier ikke tøver med at gå statens og frafaldets kirkes ærinde.

Det bliver således vanskeligt for kronikredaktøren på Kristeligt Dagblad at skulle stå til regnskab for den spalteplads, han så velvilligt har udleveret til bladets mest gudløse kronik d. 3. marts 2017. Kronikkens overskrift er følgende: "Ingen skal skamme sig over at elske den, de elsker." Dens homoseksuelle forfatter fortæller, at han ’giftede sig med en mand… som tog kærligheden alvorligt’…

 

NÅR DRENGE ELSKER ANDRE DRENGE

Denne Kristeligt Dagblads kronik er – sikkert ubemærket af de fleste læsere – gået over historien. Det vil sige, at med disse fem spalters skamløse ophøjelse af det såkaldt ’homoseksuelle ægteskab’, har avisen overskredet en grænse, hvorfra der (efter min opfattelse) ikke længere er nogen vej tilbage! Kronikkens indhold gengives i en redaktionel rubrik, som fortæller, at dens homoseksuelle forfatter (citat): ’mistede sin mand i juni sidste år’ – og bladets læsere bliver derefter detaljeret indviet i den samkønnede kronikørs hjertesorg over dette for ham så smertelige tab. Vi får at vide, at (citat): ’kærligheden er alt, vi har, og ingen må nogensinde stille sig i vejen for kærligheden’, og vi bliver af den homoseksuelle kronikforfatter fortalt, at (citat): ’den dag Morten døde, mistede jeg ved samme hjerteslag min mand, min bedste ven, min fremtid, min yndlings klippet’. Vi får fremdeles at vide, at (citat): ’ to norske skuespillere så indlevende viser alle drenge, at de fortjener kærlighed, også når de elsker andre drenge…’ og det bliver os i denne forbindelse af den homoseksuelle belært om, at (citat): ’dette, at omverdenen kan andet end at bakke op om unge mennesker, der elsker hinanden, kommer jeg aldrig til at forstå’. Med offentliggørelsen af denne tilsyneladende ’så nydelige, litterært udformede kronik, nytter det ikke, at den ansvarshavende redaktør vil dække sig under det slogan, at ’bladet ikke nødvendigvis deler samme synspunkt som kronikkens forfatter’. Hvis det er et udtryk for ’skamløshed’ (tillader jeg mig at indvende) at skrive den, er det lige så skamløst at trykke den! Jeg kan allerede ved at skrive disse linjer fornemme modviljen. Kronikøren har jo netop i sin første sætning taget en stilling til spørgsmålet om ’skam’. Han skriver: "Dette er historien om, hvorfor ingen må skamme sig over kærligheden; den er alt, vi har."

Ny Testamentes holdning til Kristeligt Dagblads ’broadcasting’ af en homoseksuels sjælelige konflikt med hans mandlige partners for tidlige død er ikke ’polemisk’; der er ikke noget at diskutere; apostelens stilling er ikke til debat. "Mænd optændes af deres begær efter hinanden – ja, mænd lever skamløst med mænd og pådrager sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjener…" (Rom. 1:27). Da Kristeligt Dagblad blev oprettet af Indre Mission i 1896 så det sig (ifølge sin egen karakteristik) sat i verden (citat): ’som et våben mod kulturrationalismen og gudløsheden’. I dag drejer et af hovedspørgsmålene sig imidlertid om ’oplagstal’ – dog er der læsere, der fortsat er af den opfattelse, at den omtalte kronik går både kulturnationalismens og gudløshedens ærinde. Dens konsekvens vil – tror jeg – blive anderledes end et par irriterende læserindlæg. Ved at give plads til den slags (forholdsvis velformulerende) propaganda og dermed åbne op for den militante, homoseksuelle elite, vil bladet komme i en uforsonlig strid med Ny Testamentes tydelige og afgjorte holdning – og dermed (om redaktionen tror det eller ej) med Gud! Dette vil føre til, at den røde advarselslinje (som jeg her har antydet) overskrides – og i det tilfælde er der (på trods af de ansvarliges hovedrysten) ’ingen vej tilbage’. Et led i den nytestamentlige kædereaktion, er det punkt, som hedder: "Da de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, gav Gud dem hen…" (Rom. 1:28). Det er det værste, som kan ske for et menneske, en familie, en by, en nation – og en avis! Ekstrabladet kunne (ud fra sit formål) have trykt den kronik. Kristeligt Dagblad kan ikke!

Det ’at blive givet hen’ gengives i vor nyeste oversættelse af Ny Testamente med ’at blive prisgivet’. Apostelen erklærer: "Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber" (Rom. 1:26) – og de folk, som nægter at skamme sig over, hvad Skriften kalder ’vanærende’, vil af Gud blive prisgivet til vanære. Apostelen betoner, at ’den naturlige (seksuelle) omgang ombyttes med den ’naturstridige’ (v.26) – og de folk, der nægter at skamme sig over ’den unaturlige utugt’, bliver prisgivet disse drifters hensynsløse hærgen. Vi lærer, at apostelen gør det klart, at ’mænd lever skamløst med mænd’ (v.27) – og de folk, der ikke er til sinds at skamme sig over, hvad Skriften kalder ’skamløst’, vil til sidst blive prisgivet den skamløse frækhed, der gør oprør mod Gud. Vi lærer, at homoseksualitet af apostelen benævnes som ’en vildfarelse’ – og de folk, der siger noget andet, vil blive prisgivet til vor tids største vranglære. Vi lærer, at apostelen erklærer, at de, der taler om, at ’drenge skal elske drenge’ bør straffes – og at de (som Ny Testamente siger) har gjort sig fortjent til denne straf (v.27). Det lærer vi, og vil ikke lade os forlede af nogen dagbladskronik til at lære noget andet!

 

KEJSERENS LIGESTILLINGSIDE

De folk, der siger ’nej’ til kvindelige præster, er ildesete! Den, der udtrykker en sådan holdning, kan være sikker på at blive upopulær. Hans tale og skrifter vil herefter være skyet som pesten. Kirkernes døre vil overalt – i stor stil – blive smækket i for hans forkyndelse. Efter de flestes mening ville han (fornuftigvis) have gjort bedst i at tie stille om denne sag. "Kvindelige præster er kommet for at blive! Lad være med at blande dig," vil hans bedste venner sige. Hvorfor ikke lytte til deres velmente råd?

"Fordi," vil jeg svare, "der er et univers til forskel på den verdslige ligestillingsidé og den bibelske orden, og hvis Guds Ånd (ved Hans nådige førelse) lægger mig på hjerte over for alle og enhver at forklare denne forskel, kommer jeg ikke uden om spørgsmålet vedrørende ’kvindelige præster’ – og da tør jeg ikke lade mig lede af de mest fornuftige indvendinger. Da må jeg – og må Gud hjælpe mig – fremlægge mine argumenter. Hvis de er velbegrundede, mener jeg, at de (af en eller anden et eller andet sted) vil blive hørt.

"Hvis billede og indskrift er det?" spurgte Jesus, da farisæerne og Herodianere på Hans forlangende rakte Ham ’skattens mønt’ (Matt.22:18-21). "Kejserens," svarede de. Da sagde Han til dem: "Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er" (v.21). Kejseren kan i det jordiske samfund indføre sin egen verdslige ordning med hans egen detaljerede beskrivelse af, hvad han forstår ved ’ligestilling’. Men han kan ikke med al sin kejserlige magt fremvise noget klart billede af Guds høje og guddommeligt udtænkte ordning i denne sag. I den jordiske stat er de troende kejseren skyldig at følge hans forordninger (dersom sådanne bestemmelser ikke pålægger dem at synde) – men kejseren har intet at gøre i Guds Rige! Hans ligestillingsideologi er og forbliver fremmed for Kristi menighed…

En januarrapport fra en såkaldt ’ansvarlig myndighed’ kaster et sjældent men afslørende lys over den verdslige øvrigheds afmagt, når det drejer sig om at skulle træffe afgørelser i spørgsmål, som har at gøre med landets kristne menighed. I dette tilfælde (som rapporten drejer sig om) kan den statslige beslutning imidlertid føre til, at uskyldige, nyomvendte nydanskere (hensynsløst) kastes for løverne i deres hjemland. Det synes ifølge den omtalte rapport (endelig) at være gået op for de verdslige myndigheder, at den så højt skattede ’faglige ekspertise’ ikke når ret langt, når det drejer sig om ’at fatte og forstå de åndelige ting’. Ja, det ser nu ud til, at man stort set fortsætter den ’livsfarlige’ fremgangsmåde’… og ikke på nogen måde ønsker at hente hjælp og sand åndelig bedømmelse fra et genfødt, kristent bagland… (Sagen har en ’udløber’, når det kommer til ikke blot ’mangel på åndelig indsigt’ – men ’mangel på profetisk klarsyn’!)

 

LIVSFARLIGE EKSPERTER

De danske kristne, som af hjertet arbejder med asylsøgende trosfæller, har med bitter erfaring måtte se i øjnene, at det kan være livsfarligt for deres nye venner (brødre og søstre i Kristus) hvis de ansvarlige myndigheder i deres mangel på åndelig indsigt sender nyomvendte nydanskere tilbage til hjemlandet. De når undertiden næppe at sætte deres fødder på deres fædres jord, før de brutalt bliver pågrebet – og i adskillige, sørgelige tilfælde ses de aldrig mere… Flygtningenævnets folk har været dem, der i sådanne sager har taget den sidste beslutning om liv eller død. Tre jurister, som undertiden intet har anet om ’den åndelige bedømmelse’ har at gøre med en ’åndelig bedømmelse’, har været med til at sende de ulykkelige til ’øjeblikkelig henrettelse’. Nu ser det endelig ud til, at man på højeste sted har forstået (forklarer en januarrapport 2017 om ’konvertitsager fra Folkekirkens Mellemkirkelige Råd), at (citat): ’man ikke kan forvente, at en jurist har den saglige ekspertise indenfor religionspraksis.’. Landets troende ryster betænkeligt på hovedet, når rapporten konkluderer, at der nu skal inddrages (citat): ’konsulenter med teologisk ekspertise i vurderingerne’. I virkeligheden forholder sagen sig sådan, at en sand, åndelig, genfødt kristen indenfor minutter (i de fleste tilfælde) kan afgøre, om den pågældende asylsøger er (enten ’oprigtig søgende eller) ’en sand kristen’. "Det åndelige menneske bedømmer alt," siger apostelen (1. Kor. 2:15). Derfor: Hvad med at tage nogle af de jævne, danske troværdige kristne med på råd… nogle af dem, der (ifølge Skriften) ’har fået Ånden fra Gud, for at de skal vide, hvad Gud i Sin nåde har givet" (1. Kor. 2:11-12). Denne for den verdslige øvrighed usædvanlige fremgangsmåde kunne redde menneskeliv.

En dansk sognepræst fortæller, at han i forbindelse med myndighedernes arbejde med nye indvandrerkristne har hørt, at de afhørte asylsøgere (under eksperternes ’religionsfaglige forhør’) er blevet spurgt (citat): Hvor mange Maria’er er der i Det Nye Testamente?" Svaret skal så afgøre, om den arme asylsøgernes ’omvendelse’ er rigtig. Svarer asylsøgeren forkert, kan det betyde, at han eller hun dermed har lagt den sidste sten til sin egen ulykkelige skæbne. Ifølge Kristeligt Dagblad 20. feb. 2017 har integrationsminister Inger Støjberg ikke ønsket at kommentere sagen… hvilket i og for sig er forståeligt! Rapportens afsløring med hensyn til den såkaldte ’religionsfaglige fremgangsmåde’ (hvor det til syvende og sidst drejer sig om menneskeliv) er nemlig som et dystert panoramabillede af hele den uheldsvangre ’samfundsvidenskabelige opfattelse af kristendommen’. Apostelen taler i den forbindelse i Ny Testamente om (citat): ’en visdom, som ingen af denne verdens herskere kender’ (1. Kor. 2:8). Højt uddannede jurister og socialarbejdere, højesteretsdommere, ministre og folketingsmedlemmer (ja, i enkelte tilfælde en broget flok såkaldt ’gejstlige medarbejdere’) fatter i virkeligheden ikke (citat): ’… hvad VI taler om’ (skriver apostelen, idet han tilføjer): ’Det er nemlig Guds hemmelige visdom, som var skjult, men som Gud allerede før tidernes begyndelse havde bestemt skulle føre til herlighed’ (1. Kor. 2:7). Her er ’de religionsfaglige’ for længst ’stået af’… men i dette tilfælde (forklarer rapporten) flyder der blod. Deres mangel på åndelig indsigt koster menneskeliv.

Når Ny Testamente forklarer, at der eksisterer ’en visdom, som ikke er af denne verden’ (1. Kor. 2:6) – ja, ’en hemmelig visdom, som denne verdens forgængelige herskere ikke har kendt, så er det især ordet ’forgængelig’, som bør understreges. På originalsproget tales der her om ’en fuldstændig tilintetgørelse’… f.eks. 1. Kor. 15:24), hvilket gør det klart, at der (når det drejer sig om indsigt i de åndelige forhold) ikke er meget at hente hos denne verdens ’faglige eksperter’. Ikke nok med det! Denne (ofte arrogante) ’verdslige kundskab’ vil ikke have den mindste betydning eller indflydelse i Guds Rige. – "Derefter kommer enden," siger Jesus, "når Han har tilintetgjort al magt og myndighed og kraft og overgivet Riget til Gud Fader (1. Kor. 15:24). "Heraf kan udledes," forklarer vi afsluttende, "at der ikke bliver det mindste tilbage af de halvblinde verdenskræfter og den ’timelige forståelse’, som i dag sættes så højt. Der gives nemlig ’en anden kundskab’, som denne tidshusholdnings ’kloge hoveder’ kunne høste gavn af at lytte til. Gør de ikke det, så venter der dem (som en forklaring på ordet ’forgængelig’) ’det store intet’ med hensyn til deres så højt værdsatte ’faglige kundskab’…

Dette forhold viser sig i al sin dårskab i statens første religionsfaglige udpegning af såkaldte ’hadprædikanter’. Hvis de frikirkelige ledere i Danmark ikke vil tage ved lære af denne ’første begyndelse’ på jagten af bestemt udpegede forkyndere, så venter der dem en smertelig opvågnen til statsmagtens kommende, uåndelige huseren i de frie trossamfunds indre gudstjenestelige anliggender.


TILBAGE