RETSOPGØRET
158

MARIA – KIRKENS MODER?

Med nogen ret kunne enkelte af vor grundlovsforenings medlemmer stille spørgsmålet: Hvilket ansvar har foreningen med hensyn til bl.a. det emne, som her belyses: MARIA – ’KIRKENS MODER’? Er det ikke et spørgsmål, som teologerne må tage sig af? Er det en sag, som (overhovedet) er knyttet til den formålsparagraf, der er bestemmende for foreningen ’Med Grundlov skal Land bygges’?

Mit svar (som formand for foreningen) er dette: Ja, det er en sag, som i høj grad berører det præcise formål, som vor forening har for øje – nemlig ’at forsvare Danmarks Grundlov – især den 4. paragraf’ (§ 2).

Min begrundelse kan bedst belyses af de indledende ord i et ’notat’, som Københavns biskop anvender i forbindelse med den netop afsluttede højesteretssag. Lad mig forklare:

I det omtalte, indflydelsesrige ’notat’, som i februar 2012 blev udarbejdet af biskoppen over Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen, (i forbindelse med indførelsen af et kirkeligt vielsesritual for homoseksuelle) indleder biskoppen netop med at henvise til den 4. paragraf i Danmarks Grundlov, der har følgende ordlyd: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten."

Biskoppen fortsætter: "Folkekirken er således knyttet til en bestemt bekendelse, nemlig den evangelisk-lutherske. Denne bekendelse er i særdeleshed knyttet til to af folkekirkens bekendelsesskrifter, nemlig Luthers lille Katekismus fra 1529 og Confessio Augustana (CA) fra 1530.

På denne baggrund (og som første punkt i det foreliggende notat) erklærer biskoppen følgende: "Det er derfor ikke muligt for et folketing eller for en minister at indføre en anden tro end den, der betegnes som evangelisk-luthersk." Som eksempel angiver Københavns biskop følgende: "Et folketing kan altså ikke beslutte, at kirken skal være romersk-katolsk. Hvis det skete, ville det ikke længere være den kirke, som vi kender som folkekirken, og den ville ikke være omfattet af grundlovens bestemmelse."

Det vil med andre ord sige, at ethvert forsøg på at indføre den romersk-katolske lære om ’Maria som kirkens moder’ er i strid med både den protestantiske bekendelse – og følgelig i modsætning til grundloven… og hermed en afgjort sag for grundlovsforeningen at være agtpågivende overfor. Lad mig forklare dette nærmere:

En af Frankrigs mestre i den konstitutionelle ret, Leon Dugevit, udtalte, at han ’aldrig havde haft fornøjelsen at spise frokost med ’en moralsk person’. Dermed ønskede han at slå fast, at en sådan person næppe eksisterede – og dog alligevel var til! I den juridiske verden er nemlig forskellen mellem en fysisk person og den ’moralske person’ (som helt konkret eksisterer i de lovlærdes univers) ikke at finde. For juristerne er en hvilken som helst organisation eller specifik samfundsgruppe (med sine ledere) at betegne som ’en moralsk person’. En sådan sammenslutning ejer fysisk den juridiske kapacitet at kunne handle, underskrive kontrakter, være indehaver af ejendom og at kunne beslutte og bestemme. Staten er derfor (med juristens øjne) at betragte som en sådan ’moralsk person’, der kan skønne, hvad der er ret, og hvad der er uret. Staten er altså ikke i sig selv samvittighedsløs, - ja, den vil faktisk være i stand til (som en moralsk person) at kunne få ’en dårlig samvittighed’. Dens lovgivere er nemlig undergivet et vist system af normer og moralbegreber, som de imidlertid politisk kan undertrykke. "Når dette sker," advarer Ny Testamente, "så vækker det Guds vrede" (Rom.1:18). Apostelen siger, at ’Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed’. Efter borgernes opfattelse har præcis en sådan ’undertrykkelse af sandheden’ fundet sted ved den Højesteretssag om statens grundlovsmæssige forhold til kirken, som blev afsluttet d. 23. marts 2017.

"Guds vrede blusser op ved dette," hævder disse borgere og tilføjer: "Her behøves nu mere end noget andet Kristi forsonende nåde…"

For at dette skal kunne opnås, må samvittighederne i ’den moralske person’, som staten er, vækkes. Det er ikke nogen let opgave – og slet ikke, hvis folket er blevet forhærdet. Da står nationen overfor forførelsen. Vranglæren banker på døren – og det sande evangelium om Kristus som kirkens Herre og Helligåndens pinseunder er nødvendig.

Nogle vil imidlertid mene, at det i den forbindelse må betragtes som bedøvende ligegyldigt, om Maria, Jesu mor, bliver givet en særlig katolsk titel (som ’kirkens moder’) – ja, om der i reformationsåret af økumeniske grunde (for at opnå et bedre forhold til Rom) skulle ’gøres lidt ekstra ud af’ at omtale Marias tilstedeværelse i den ovensal i Jerusalem, hvor pinseunderet (Helligåndens udgydelse) fandt sted. Om dette er følgende at indvende:
 

Haderslev bliver in pinsen ‘dækket’ med denne plakat

 

PINSEDAGENS CENTRALE BUDSKAB

Det omtvistelige skriftsted, som toner frem på skærmen i denne pinse, lyder sådan: "Derefter vendte de (apostlene) tilbage til Jerusalem," (efter at de med egne øjne havde set, at den opstandne Jesus ’løftedes op’ og ’en sky tog Ham bort fra deres øjne… Ap.G.1:9-10)… ’og da de var kommet derind, gik de op i den sal ovenpå, hvor de plejede at opholde sig, Peter og Johannes og Jakob og Andreas, Filip og Tomas, Bartolomæus og Mattæus, Jakob, Alfæus, søn af Simon Zelotes og Judas, Jakobs søn. Disse (elleve mænd) deltog alle enigt og udholdende i bønnen’ (hvorefter tilføjes): ’… sammen med nogle kvinder (som sidst nævnt): ’Maria, Jesu moder, og Hans brødre’ (v.12-14).

Det er denne (tydelige) tilføjelse om Marias tilstedeværelse, som de katolske teologer gør til pinsedagens centrale budskab – og det i en sådan grad, at en særlig helligdag (af samme art som de to andre ’skriftløse’, katolske Maria-helligdage) skulle indstiftes i den anledning.

Ny Testamentes budskab er imidlertid klart. Det er de elleve mænd, som Jesus havde efterladt, der skulle føre budskabet om Hans forsonende død og sejrrige opstandelse videre. Det var ikke Maria og de (navnløse) kvinder, ej heller Hans her omtalte ’kødelige brødre’, som denne opgave var betroet. Derfor hedder det videre i ’pinseteksten’: "Da trådte Peter frem samme med de elleve, opløftede sin røst og talte til dem" (Ap.G.2:14). Det var altså ikke Maria eller en anden af de tilstedeværende kvinder i ovensalen (og slet ikke Marias øvrige sønner, som hun i modstrid med Roms teologer, der har indført dogmet om Marias ’evige jomfruelighed’ – har sat i verden)… der i Helligånden kraft bragte pinsens budskab. Maria er nævnt, fordi hendes tilstedeværelse i ovensalen, hvor Helligånden blev udgydt, giver hende en (absolut retfærdiggjort) mere fremstående plads end de øvrige kvinder (hvis navne end ikke er nedfældet i Skriften). Men Maria, Jesu moder, er og forbliver endnu efter sin død, tavs. Hun er ikke – som paven erklærer: ’Kirkens moder’. Det er ikke Maria, som frembærer pinsens budskab med følgende myndighed: "Jødiske mænd og alle I, som bor her i Jerusalem. Det skal I vide, og mærke jer mine ord… her opfyldes det, der er talt ved profeten Joel (Ap.G.2:15-16).

Samtidigt med at paven har haft svært med at give Maria, Jesu moder, den plads, som hun ifølge Skriften indtager – er dette forhold tiltagende i trit med, at den nuværende pave, Frands, indbyder alverdens protestanter til at deltage i et fælles nadverbord.

Siden Pave Paul VI’s skrivelse ’Marialis Cultus’ af 2. feb. 1974 har den katolske Maria-teologi løbet storm mod den protestantiske tro og lære. Når dette sker, er det samtidig – det må ikke glemmes – et religiøst, sekterisk angreb på Danmarks Grundlov, der netop ikke tillader den katolske Maria-lære nogen indgang i den danske, evangelisk-lutherske kirke. At ville gøre den anden pinsedag til en Maria-helligdag, er i Danmark ikke kun imod kirkens bekendelse – men det er grundlovsstridigt.

Dersom de ufejlbarlige paver bør være samstemmende i læren, bliver det vanskeligt for Rom at få Pave Leo XIII (1878-1903) til at passe ind i den påstand, at Maria i pinsen skal fejres som kirkens moder. Han skriver i rundbrevet ’Superiore armo’, at (citat): ’det vil være nyttigt at kaste et blik på apostlenes tilstedeværelse i pinsens ovensal’. – Han fortsætter: "Deres forventning med hensyn til løftet om Helligånden (som den største gave, der var dem tilsagt) er ledsaget af Maria, Jesu moders bøn’ (2.saml.328). Ordlyden i dette skrift gør det klart, at Maria spiller en ’ledsagende’ rolle i pinseunderet. Hun er ikke her fremstillet som ’kirkens moder’.

Pave Leo d. 13. gør i året 1896 i en verdensrundskrivelse (’Fidentem Piumque) opmærksom på, at ’Maria deltager i den første pinses bøn’. Hertil må indvendes (hvilket endog er sket fra katolsk side), at dermed er Marias rolle i pinseunderet udspillet. I Ny Testamentes omhyggelige, afsluttende beretning over pinsedagens forunderlige hændelser beskrives ’den enigt og vedholdende bøn, lovprisning og brødsbrydelse, som fandt sted både i helligdommen og hjemme i husene’… altså en første virkeliggørelse af Kristi menighed efter Åndens udgydelse, og her nævnes Maria ikke med en stavelse. Hun er ikke – sådan ser reformatorerne på den sag – ’kirkens moder’, og intet af den art bør forekomme i forkyndelse eller anden form for vidnesbyrd i anledning af reformationsjubilæet.

 

AFGUDER – EN MODERNE SYND

Dybe, nedgroede, etiske spørgsmål, der aldrig ved en domstol fik noget ordentlig svar, vil ved de omstændigheder, som landets kristne menighed nu bliver ført ind i, få krystalklare forklaringer både fra den nationale lovgivning og Hellige Skrift. Anvendelsen (i det pågældende tilfælde) af domstol og retssal er nemlig ikke (som nogen mener) kun tekniske, iskolde og åndsløse midler, der er givet den dømmende magt, for at samfundet kan blive styret på en ordentlig måde. Nej, de er blevet oprettet, for at en nations befolkning endelig skal forstå, at skal der tales om ’retfærdighed’ og ’ret’, så er der i de forskellige forhold visse moralske minimumskrav, der skal opfyldes – ja, så vil det faktisk vise sig (til adskilliges ærgrelse og forbitrelse) at ’ret’ og ’moral’ ikke er to forskellige størrelser. De er som forbundne kar! – Den 4. paragraf i Danmarks Grundlov henviser (ved sin reference til kirkens protestantiske lære) til det begreb, der hedder ’afgudsdyrkelse’ (2.Mose 32:1 og 5.Mose 16:2). Ikke blot som et gammel, forvitret fænomen fra en fjern fortid, hvor simple folkeslag (der ikke bør sammenlignes med det moderne, oplyste menneske) dyrkede og tilbad afguder af træ og sten. Nej, det fænomen ’at have andre guder end Mig’ er en grundlæggende overtrædelse (saml.Rom.1:21), som hærger og huserer i det moderne samfund – ja, som vil bane sig vej ind i landenes lovgivninger, så at det til sidst vil blive anset for mere legitimt at tjene og tilbede mørke, dæmoniske, indflydelser end Ham, som (med disse ord) taler i buddet: ’… ikke at have andre guder end Mig (2.Mose 20:3).

 

DET VILDE RIDT

Signe Walsøe har skrevet musikken til den hele snes af sange, som fortæller reformationens historie i musicalen ’Bispekraven’, der opføres i pinsen 3.-4. juni 2017. Inspirationen i de musical-melodier er usædvanlig, og jeg gentager det lille plakatslogan: ’Efter forestillingen går publikum syngende ned ad gaden’.

Den dramatiske kærlighedshistorie, som er indbygget i fortællingen, er bygget over 25 linjer, som præsten, Morten Pontoppidan i året 1902 skrev om Roms afladshandel med den tyske ærkebiskop Albrecht i Mainz. Musicalens opgør med pavens fem falske dogmer finder sted under inkvisitionens forhør af det unge lutherske par, som nægter at tilbagekalde deres tro på reformatorernes lære. Et nyt, afslørende lys kastes over den danske konge Chr. D. 2’s blodbad i Stockholm, idet det flygtende par er i stand til at udpege ’Moder Sigrit’ (kongens elskerindes, Dyvekes mor) som den slange, der fristede kongen til indenfor et døgn med bøddelens blodige økse i Stockholm at henrette 82 svenske adelige ’kættere’.

Eftersom det er mig, der har skrevet lyrikken (altså sangens fortællende tekst) til denne musical, så finder jeg stadig (blandt skrivebordets papirer) stumper af digte og vers, som jeg over de seneste måneder har sendt til Signe Walsøe, for at hun skulle komponere musikken dertil.

På to A-4 ark finder jeg her pludselig nedfældet (med min pæneste ’søndagsskrift’, så at Signe kunne læse disse hastigt skrevne linjer) tre små vers (med tilhørende kor) som jeg i skrivende øjeblik ikke husker, om jeg nogensinde fik sendt videre…

De tre vers skulle danne baggrunden for det ’vilde ridt’, hvormed de danske reformatorer jog gennem Danmark for i denne yderste nød at blive stedt for kongen i København. Kongen var på det tidspunkt Frederik d. 2. De katolske bisper havde – før han besteg tronen – fået ham til at underskrive en håndfæstning, hvori han højt og helligt havde lovet altid at ville adlyde paven i Rom. Nu havde kongen imidlertid det problem, at han ved en såkaldt ’skæbnesvanger fejltagelse’ havde sendt sin søn (den daværende hertug Christian i Haderslev) på studierejse til Wittenberg. Her havde den unge hertug hørt Luther prædike – og evangeliets sande lys var trængt ind i hans hjerte, så at han, da han i 1536 i Horsens blev kronet til konge i Danmark, blev den første danske protestantiske monark.

Inden det skete, jog 21 mænd i deres ’vilde ridt’ gennem Danmark. Med sig i deres rejsetasker havde de 43 artikler, som de nu – inden det var for sent, (og de katolske bisper med håndfæstningen tvang majestæten til at fastholde den katolske tro) måtte fremlægge på kongens bord.

De tre små vers, der beskriver ’det vilde ridt’, bærer titlen: ’Vi vil stedes for kongen’. Versene (der ejer en profetisk nerve og faktisk sigter på den bitre sandhed, at ’historien gentager sig’), kunne godt have en inspiration med henblik på den opgave, som vor grundlovsforening befinder sig i. Jeg tillader mig derfor at citere deres her på grundlovssiden, idet jeg dermed fastholder billedet af en flok troende borgere, som i den yderste nød og i den elvte time søger at bremse en ulyksalig vranglære i at få fodfæste i vort folk. Kampen står nu om den 4. paragraf i Danmarks Grundlov.

 

VI VIL STEDES FOR KONGEN

... de 43 artikler

1. Der opstod nu en strid,
hvor fyrster gjorde fortræd
og mangen en medløber siden råbte:
"Jeg var ikke med!"
- hvor andre derimod

var livsens-lede ved løgn
og blev forfulgt for deres tro
i mer’ end firsindstyve dage og døgn.


2. Ildbud bli’r sendt af sted
til hest i tordende trav
med de treogfyrretyve artikler
mod ’en kalket grav’!

- gennem søjler af ild
(heste) hovene gungrer nu frem
og København er deres mål:
- som et nyt, ophøjet Jerusalem!


Omkvæd:
Vi vil stedes for kongen,
før solen går ned!
Ondskabens fyrster må standses,
før de gør mere fortræd!
 

3. Vi vil stedes for kongen!

(Sværdslag med klirrende klang)
Se nu der! De kommer: De enogtyve!
Bag dem høres (lovprisning og) sang

… foran slottet standser
de vilde rytteres (vilde) ridt:
Ansigterne beslutsomme
- ubevægelige, (som) støbt i granit.

 

Velkommen til musical-koncerten ’Bispekraven’ i Haderslev lørdag og søndag d. 3.-4. juni, hver aften kl. 19:00. Billetter kan købes ved indgangen til kulturhuset ’Månen’ for kr. 75.

 

DE NYE 95 TESER

I forbindelse med pinsens Haderslev-opførelse af musical-koncerten ’Bispekraven’, udgives skriftet ’De nye 95 teser’, hvis indhold i det store og hele samstemmer med det formål og budskab, som Grundlovsforeningen står for. Ifølge vor forenings vedtægter (med den stærke, korte formålsparagraf om korte(??) forsvaret af det protestantiske grundsyn i Danmark er selve indholdsfortegnelsen af ’de nye 95 teser’, et argument i samme retning! Jeg gengiver derfor her de 20 emner, som skriftet indeholder og opfordrer samtidig til, at foreningens medlemmer bruger denne anledning til at sprede dette aktuelle budskab. Ved beslutning på (allan@godisable.dk) kan 10 eksemplarer købes med 20 % rabat for kr. 400. Det vil også være en god hjælp til at få trykkeriregningen betalt…

 

INDHOLDET AF DE NYE 95 TESER er følgende:

FØRSTE DEL: GENERELT BRUG

1. Den forsvundne prædiken

2. De 21 ryttere er på vej

3. Den tavse accept

4. Protestanter skal nu bøje sig for Rom

5. Ved det bord hersker ingen enhed

6. Børnene tilhører ikke Staten

7. Den antikristelige udvikling

8. Den ophøjede trones enevælde

9. Lad den lille nation lære deraf

 

ANDEN DEL: MISBRUG

10. Kirkens sande klippe

11. Retfærdiggørelsen ved troen

12. Var Peter Roms første biskop

13. Pavens ufejlbarlighed

14. Nej til pavens nadverbord

15. Vin bliver ikke til blod

16. Maria – kirkens ’midlerinde’

17. Islam i et protestantisk land

18. Danske lovgiveres holdning til Israel

19. Konklusion

De nye 95 tesers formål…

Skriftet kan bestilles på Pilgrim Forlaget. Det sælges i Pinsen på gågaden i Haderslev for kr. 50,--


TILBAGE