RETSOPGØRET
161

GUD AFSÆTTER OG INDSÆTTER

Medens den hele verden i disse timer har blikket rettet mod det gigantiske sceneri, som i USA er stillet på benene med den ene hensigt for øje at få landets præsident væltet ned fra sin post – så er det af stor værdi, at de troende alle vegne søger indsigt i de dybere dimensioner i denne sag.

En større forståelse af ’årsag og virkning’ vil nemlig kunne få Danmarks kristne borgere til at begribe, at når det drejer sig om nationens styre, så er det Gud, der afsætter og indsætter. Lad mig forklare:

Da profeten Daniel blev hentet ind i tronsalen for at kundgøre for perserrigets mægtige hersker en hemmelighed, som var blevet han åbenbaret i et nattesyn, indledte han med to erklæringer, som kunne have kostet ham livet. Han sagde om Israels Gud følgende: "Han lader tider og stunder skifte, afsætter og indsætter konger…" (Dan.2:21).

Ikke mindst det sidste (at det er Israels Gud, som på verdensbasis afsætter og indsætter konger) kunne have vakt Nebukadnesars raseri – og netop denne del af den 2500-årig gamle, profetiske erklæring dukker i disse dage op fra dybet. USA’s præsident, Donald Trump, søges fjernet fra sin post. Mægtige fjender, indflydelsesrige medier og magtfulde politiske konstellationer søger i disse timer at afsætte nationens leder som USA’s præsident… og alle prognoser og politiske kommentarer går ud fra, at det udelukkende er disse kræfter, som afgør udfaldet af denne sag – men Daniels ord forbliver urokket: Det er ’Gud, der afsætter og indsætter’…

Den himmelske afgørelse med hensyn til den amerikanske præsidents indsættelse og herefter ’mulige afsættelse’ er ikke bygget på en letfærdig beslutning. Noget sådant (altså den overfladiske afgørelse)kunne aldrig forekomme i den himmelske tronsal.

"Således er det fastsat ved vægternes råd," hedder det et andet sted, da Persiens konge for en tid bliver frataget sin magt og sit høje embede. "Ved de helliges bud er sagen afgjort, for at de levende må sande, at den Højeste er herre over menneskenes rige og kan give det til hvem Han vil, og ophøje den ringeste blandt mennesker til hersker over det" (Dan.4:17).

Ud fra denne bibelske fremstilling vedrørende herskermagt og magtbalance fremgår det med al ønskelig tydelighed, at intet – hvad angår styring og ledelse af de jordiske magtbeføjelser er overladt til tilfældigheder.

Selvom Den Højeste altid har det sidst ord, og selvom Hans beslutninger er suveræne – ja, at ethvert ord, der udgår af Hans mund er som et dekret, der øjeblikkelig føres ud i livet, så er spørgsmålet om ’afsættelse’ og ’indsættelse’ af verdensledere en sag, der alene ’fastsættes ved vægternes råd’ (4:17). Hvad der ligger i denne forklaring kan næppe fuldt ud bringes for en dag – men så meget kan siges, at der i Helligåndens ransagende overvågen ligger en ’vægteropgave’, som ikke tillader, at djævelske kræfter pludseligt griber tøjlerne på en sådan måde, at det forstyrrer eller hindrer Den Højestes overordnede plan.

Udover ’vægternes råd’, så er også de deraf følgende ’helliges bud’ inddraget i afgørelsen (v.17) – og formålet med denne guddommelige styring af nationer og supermagter er kun ét. Det (formålet) defineres sådan: "Dette sker, for at de levende må sande, at den Højeste er herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem Han vil, og ophøje den ringeste blandt menneskene til hersker over det" (v.17).

 

DEN SIDSTE BESLUTNINGSTAGER

Hvis denne fremstilling er rigtig (hvilket jeg personligt tror, at den er) så er det ikke de jordiske kongresser eller parlamenter, som træffer den endelig afgørelse, og som har det sidste ord, hvad angår deres landes fremtid. Da er det universets Herre, Skaberen, kongernes Konge, Israels Gud og Kristi menigheds hoved, som er den altafgørende beslutningstager i disse jordiske forhold.

De beslutninger, som tages i det Højeste vedrørende nationernes styrelse (og med hensyn til, hvem der skal ’indsættes’ eller ’afsættes’) er taget og vil fremover blive taget ud fra ét eneste formål. Dette (formålet) lyder sådan: "For at de levende må sande, at den Højeste er Herre over menneskenes børn…" (Dan.4:17).

Dette kan (overordnet forstået) ske ved evangeliets forkyndelse, thi de mennesker, som modtager Kristi ord, vil blive forvandlet i en sådan grad, at de (som Skriften siger) bliver ’født på ny’. Dermed vil deres øjne blive åbnet, og de ’kan se Guds Rige’ (Johs.3:1-3).

Da profeten Daniel (som her fremstår som et eksempel) bydes at udlægge perserkongens natlige drømmesyn, bliver han forfærdet (Dan.4:19) – men konger opfordrer ham til frygtløst at forklare, hvad drømmen betyder. Daniel fortsætter derfor med meget personligt at henvende sig til storherskeren. Han siger følgende: "Det betyder, o konge, at det er den Højestes råd, som nu er udgået over min Herre kongen" (4:24). At Daniel er tilbageholdende med hensyn til at sige mere, er forståeligt. Han ved nemlig, hvad den Højestes beslutning er… og fortsætter derfor tøvende: "Du skal udstødes af menneskenes samfund – men riget skal atter blive dit, så snart du skønner, at Himmelen har magten" (v.25-26).

Den amerikanske præsident er altså – om vi forstår Den Hellige Skrift rettelig – ikke ’indsat’ af mennesker, men på et afgørende tidspunkt af verdenshistorien indsat af Gud. Han er indsat med et formål… og det kunne anes, at dette guddommelige formål har at gøre med et valgløfte, som præsidenten udtalte i 2016, nemlig at han ville flytte den amerikanske ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem. – Eftersom dette er en sag, som er højt hævet over alle andre politiske beslutninger (idet den antager profetiske dimensioner) – så er præsidentens fremtidige skæbne afhængig af denne ene sag. Den ligger dybt forankret i dette ene guddommelige princip: ’For at de levende må sande, at den Højeste er Herre over menneskenes børn" (Dan.4:17).


TILBAGE