RETSOPGØRET
163

LOVENS DYBERE MOTIV

I Facebook fortæller den tidligere kirkeminister, Manu Sareen, stolt om (som en særlig lykønskning til de homoseksuelle par, der er blevet viet i kirken i de forløbne fem år) at ’når jeg kigger ud af vinduet, så består gode, gamle Danmark stadig. At ’kaste et blik ud af vinduet’ er imidlertid en temmelig overfladisk betragtning, når det drejer sig om iværksættelsen af en ligestillingslov, der målbevidst inkluderer en ændring af det tusindårige forhold: ’ægteskab og familie’.

På femårsdagen for denne lovændring bør der derfor gives rum for et mere ransagende blik – ikke mindst, hvad angår baggrunden og motivet for denne nye lov. Om dette er følgende at fortælle:

Da nyheden om de 300 borgeres stævning af kirkeministeren for de mere end fem år siden nåede Christiansborg (det fornemme regeringspalæ i København) fortælles det, at den sagsøgte minister slog en hånlatter op. "De kan stævne mig så meget, de vil," skrev han på sin Facebook-blog, "jeg laver aldrig om på min ægteskabslov om kirkelige homovielser."

Den tidligere kirkeminister var sikker i sin sag; han var forholdsvis velbevandret i både det juridiske og politiske landskab, der omgiver kirkens stilling i Danmark, og han fik ikke uret! Han behøvede ikke at lave om på sin ægteskabslov. Staten gav ham d. 23. marts kl. 12:00 2017 medhold i, at ægteskabet skulle indrettes efter kirkeministeriets gudsfjendske ligestillingspolitik.

Da den afgåede minister nu benytter lejligheden (ved femårsdagen for lovens gennemførelse) til på sin Facebook-blog atter at meddele, at han ’er stolt af det danske frisind’, så kan det forventes, at han og hans ligesindede vil fremture med nye provokerende projekter, der har som hovedformål at krænke den danske kristne menighed i Danmark. Derfor er det mere end nogensinde på sin plads, at de troende gør det samme, som de gjorde i den blæsende novemberweekend i 2013, hvor de på Pottemagerens Hus i Holsted udformede den urokkelige foreningsvedtægt, at ’de ville forsvare Danmarks grundlov – især den 4. paragraf’.

I de dage var 300 danske borgere (i den dybeste samdrægtighed enige om, at de ville stride for den enestående grundlovsfrihed (Jud.3) at ’enevældens tid er uigenkaldelig forbi’ – hvilket netop nu (på femårsdagen) for den totalitære tankes statslige overgreb, forekommer mere aktuelt end nogensinde.

I den i marts afsluttede Højesteretssag lykkedes det de 300 borgeres dygtige Randers advokat, Nikolaj Nikolajsen – med udgangspunkt i Danmarks Grundlovs 4. paragraf – at gøre det lysende klart (over for et tavst, stenansigtsagtigt dommerpanel på syv) at Danmark – som andre frie, demokratiske lande – i sin forfatning for 150 år siden fik aftegnet knivskarpe, selvlysende grænser for, hvor meget de offentlige myndigheder kan tillade sig at gribe ind i den protestantiske kirkes indre forhold, og hvor meget staten har legitimt ret til at overvåge og efterstræbe den enkelte borgers personlige tro på Gud.

Det er derfor af største betydning, at landes troende borgere agtpågivent mærker sig, at de antikristelige kræfter (som stadig højlydt roser sig af deres ugerning) fortsat og uafladeligt bør gøres bekendt med Den Augsburgske Bekendelses 16. artikel. Den, der taler om ’den borgerlige myndighed’ og dermed maler et fremtidsperspektiv, der afslører, hvad den danske stat i øjeblikket har gang i.

 

KIRKENS FJENDE NR. 1

Især den tyske tekst bør højtlæses for de danske beslutningstagere, der skamløst, hæmningsløst og tøjlesløst tramper ind in den protestantiske kirkes inderste kamre. Det, som den danske bekendelse (CA. artikel 16) omtaler som ’de borgerlige ting’ formuleres i den tyske bekendelse med det skarpe, afslørende udtryk: ’Polizei und weltliches Regiment’ – og den latinske tekst anvender betegnelsen ’magistratus’. De, som lytter opmærksomt til dette ordvalg (politi og magistrat) aner den kirkelige bekendelses advarsel mod ’politistaten’.

Hvor denne form for styre melder sig (altså enevældens, censurens og overvågningssystemets tilbagevenden) kan allerede på afstand iagttages dyrets væsen, der i Bibelen identificeres som Kristi kirkens fjende nr. 1.

I dag taler de såkaldte ’sejrhersker’ (på femårsdagen) højt om deres triumf! Nu vender de sig med en fornyet enighed mod deres næste mål. De vil have den kristne formålsparagraf i Danmarks Grundlov slettet! Af hjertet afskyr de denne bestemmelses ordlyd, der for 150 år siden blev nedfældet af grundlovsfædrene, og som (uden at et komma er blevet ændret) uforandret har overlevet indtil i dag. De 14 ord, som kirkens indædte modstandere med al djævelens vold og magt skal have revet ud af forfatningsteksten, lyder sådan: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten."

Med disse ord er fronterne i den foranstående kirkekamp og den fremtidige strid mod ’dyret og den falske profet’ trukket op.

Bestemmelsen indeholder som et hovedelement ordet ’kirke’. Det vil sige, at den danske konstitution (uimodstrideligt og åbenlyst) beskæftiger sig med dette nytestamentlige begreb, og derfor på ingen måde kan undlade at tage stilling til Kristi egne ord om begrebet ’kirke’.

Jesus siger: "… på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den!" (Matt.16:18)

Når nu juristerne skal tage grundlovsbetegnelsen ’kirke’ i nærmere påsyn, kan de ikke med god samvittighed udelukkende holde sig til de knastørre og bindstærke lovværker, der betragter betegnelsen ud fra det verdslige retssystems synsvinkel. De bør – for både helhedens og sandhedens skyld – også tage grunddokumentet Ny Testamente med i deres overvejelser. Det vil sige, at de må nærmere overveje og efterforske, hvad Jesus kunne have ment, når han udbryder: "På denne grundvold vil Jeg bygge min kirke."

 

EN GRUNDLOVSSTRIDIG DOM

Når Danmarks grundlov i en så kortfattet paragraf to gange omtaler ordet ’kirke’, kan ej heller politikerne eller ministrene eller de verdslige magthavere (som alle må underordne sig rigets forfatning) tillade sig at ignorere, hvad der kunne være Jesu mening, når Han erklærer: "På denne grundlov vil jeg bygge min kirke." Hvad er det for en grundvold, som kirkens Herre her taler om?

Ja, det må faktisk med god ret kunne hævdes, at hvis selv gejstligheden med deres veluddannede præster, bisper, provster og professorer ikke klart kan definere, hvori denne kirkens grundvold består, så er grundlovsfortolkningen ildestedt. Thi da kan den verdslige øvrighed kun fremsige sine egne mere eller mindre vildfarne ideer og fantasier om kirkens elementære dogmer og principper – og udlægningen af grundloven vil i det tilfælde blive uvederhæftig og utroværdig.

Jesu egen fortolkning af erklæringen ’på denne grundvold vil Jeg bygge min kirke’ fremkommer i samme skriftafsnit, hvor ’grundvolden’ nævnes. Da apostelen Peter på et tidspunkt siger til Jesus: "Du er Messias, den levende Guds Søn," svarer Jesus på stedet med følgende: "Det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader, som er i himlene." Han tilføjer: "På den klippe vil Jeg bygge…" hvilket umuligt kan udlægges anderledes, end at grundvolden er og forbliver en åbenbarelse.

Når derfor de verdslige eksperter bare nærmer sig en begyndende forklaring på grundlovens tydelige henvisning til begrebet ’kirke’, bør de (alle som en) være sig bevidst, at de træder ind på hellig grund! De har at gøre med en sag, som ingen menneskelig vurdering (’kød og blod’) kan give en forklaring på. De står altså overfor en hemmelighed, der kun kan afdækkes ved åbenbarelse. Går de en anden vej (end den her givne) er deres projekt dømt til undergang. Dødsrigets porte vil smække i bag dem, og de vil forblive i et evigt mørke.

Grundlovstolkningen, der – sort på hvidt – omtaler både ’stat og kirke’ og tydeligt giver til kende, at det er to forskellige enheder, gør det klart, at den ene enhed (staten) skal tjene den anden (kirken). Ordlyden siger, at ’kirken skal understøttes af staten’. Grundloven siger altså ikke, at staten (som en verdslig magthaver) skal styre kirken. Ej heller at ’staten ejer kirken’, hvilket også vil være i klar modstrid med Kristi ord, som siger: "På denne grundvold vil Jeg bygge Min kirke." Dersom Ny Testamentes ord (som er kirkens hovedbekendelse) skal efterfølges i statens lovgivning, så kan en domstol aldrig udtale en kendelse, som erklærer, at ’kirken er statens kirke’. Gør den det, bryder den grundloven. Heraf kan udledes, at den danske Højesteret d. 23. marts 2017, kl. 12:00 afsagde en dom, som er grundlovsstridig.


TILBAGE