RETSOPGØRET
164

STATEN STRAMMER GARNET

Ifølge DR1-nyheder, tekst-tv d. 27. juni, har den svenske statsminister Stefan Löfven (S) meddelt, at ’der skal tages endnu et skridt for at bringe ligestilling mellem homo- og heteroseksuelle i den svenske folkekirke’. Statsministeren har bl.a. udtalt, at ’lige nu er det op til den enkelte præst, hvorvidt vedkommende ønsker at vie par af samme køn, men det skal der nu laves om på! Den svenske statsminister slutter med følgende: "Folk, der elsker hinanden, uagtet deres køn, skal have de samme muligheder for at blive gift."

Ifølge Jyllandsposten har den svenske statsminister (om de præster, som har en anden overbevisning end den statslige lære) udtalt: "De skal gøre det, selvom de ikke har lyst til det!"

Siden 2009 har svenske bøsser og lesbiske haft ret til at blive viet i en kirke. Sverige var det første land i verden, der indførte den rettighed. Ligesom i Danmark har det dog været op til den enkelte præst at afgøre, om han eller hun vil stå bag en sådan velsignelse. "Men det skal der nu laves om på!" Jyllandsposten citerer den svenske statsminister for at have udtalt følgende (citat): "Arbejder man som jordmoder, skal man udføre aborter, ellers skal man finde noget andet at lave. Det er ikke det samme med præster, der ikke vil vie homoseksuelle." Til den svenske kirkes fagblad, Kyrkans Tidning, erklærer han, at ’dette forhold (at præsterne kan følge deres samvittighed) skal der laves om på’!

Med henblik på de 416 danske homoseksuelle, som er blevet gift i den danske folkekirke siden 2012 (hvor loven tillod vielser af den art) har 76,4 % af de adspurgte præster erklæret, at de ikke har nogen samvittighedskvaler i den retning. De 19 % (af adspurgte præster), som ifølge deres overbevisning ikke kan følge den statslige linje, kan fremover forvente, at de skal bankes på plads – og landets frikirkepræster bør nu mere end nogensinde se i øjnene, at de vil blive udsat for restriktioner, hvis de ikke frivilligt underordner sig statens krav…

Den kristelige højrefløj i folkekirken er nu langsomt ved at give efter for tidsåndens pres. Sognepræst Marie Høegh (som tilhører denne tidehvervs-fløj), siger nu ja til at vie homoseksuelle. Den danske, kristne menighed bør herefter på alle måder indstille sig på, at statens net om kirken strammes.

 

PRÆSTERNES SIDSTE OTTE ÅR

"Der bør være en offentlig tilgængelig liste over de præster, der nægter at vie homoseksuelle," erklærer sognepræsten, Pernille Østrøm fra Stefankirken i København. At hun ikke ønsker det bedste for disse præster, (og at listen ikke skal betragtes som en venlig kundeservice men mere som en gabestok) fremgår af den medfølgende kommentar (citat): "Desuden kan man sætte en tidsgrænse, så du om otte år ikke kan blive ansat, hvis du nægter at udføre kirkens ritualer. De, der starter på teologi, kan på forhånd gøre op med sig selv, om de vil være præster i en kirke, der vier homoseksuelle. Så vil man være over det problem…"

Denne udtalelse til et dansk dagblad, bør fortsat vurderes ud fra kirkens bekendelse. Denne bekendelse, som ifølge Danske Lov først og fremmest har sin oprindelse i Den Hellige Skrift, erklærer med klare ord, at den omtalte sognepræst (og alle hendes ligesindede) ’bør vide, hvordan man færdes i Guds Hus’ (1.Tim.3:15). For at præsten ved Stefankirken ikke skal tage fejl, så lader apostelen hende i samme åndedræt forstå, at han med Ny Testamente-betegnelsen ’Guds Hus’ mener ’den levende Guds Kirke’ (15). Skriften taler altså ikke (som sognepræsten giver udtryk for) om ’Statens Kirke’ men betoner, at kirken ene og alene tilhører ’den levende Gud’ (15). I denne understregning ligger den åbenlyse formaning, at præsten, Pernille Østrøm, bør være klar over, at hvert ord, hun siger om, hvordan ’hun mener’, man ’kan færdes i Guds Hus’ bliver ført til bogs i Det Højeste, og om hun tror det eller ej, så vil den levende Gud stille hende til regnskab med hendes offentliggjorte ’BT-bekendelse’. Det vil da – om ikke før – med forfærdelse gå op for hende, at hun har talt (ikke kun letfærdigt) men bedragerisk og usandfærdigt om ’den levende Guds Kirke, som er sandhedens søjle’.

Når Stefankirkens kvindelige sognepræst frækt erklærer, at ’det rager ikke præsten, hvilke seksuelle orienteringer menighedens medlemmer har, så har hun ikke læst den apostolske advarsel om homoseksualitet, som i Ny Testamente betegnes ikke blot som ’en vanærende lidenskab’ (Rom.1:26) ej heller kun som ’en unaturlig (eller naturstridig) orientering’ men som ’en skamløshed – ja, en forvildelse af en sådan art, at den (dybest set) fortjener straf’.

At der skal indføres ’en tidsgrænse for’, hvor lang tid (f.eks. otte år), at de bibeltro præster, der oprigtigt tror på, at hele Romerbrevet er inspireret af Gud, har tilbage, bør nu ses ud fra denne synspunkt: Netop dette skrift (Romerbrevet) er selve hovedhjørnesten i al protestantisk kristendomsforståelse og det vigtigste dokument for den lutherske kirkes lære. Dette bør iagttages, når det skal afgøres, hvem der i denne sag ’bygger på sandhedens søjle’.

Stefankirkens kvindelige sognepræst udtaler afsluttende til dagbladet BT (28. juni 2017, s.14), at hun kender recepten på, hvordan ’man kan slippe fra det problem’ (med præster, som af samvittighedsgrunde melder fra ved homoseksuelle vielser). "De, der starter på teologi," forklarer hun, "bør på forhånd gøres opmærksom på, om de vil være præster i en kirke, hvor man vier homoseksuelle." Det vil sige, at unge mennesker, som fremover føler et kald fra Gud til som præster at forkynde Kristi evangelium, kan (ud fra deres stilling til Romerbrevet) frasorteres allerede før de forbereder sig på deres præstegerning.

 

DET UIMODSIGELIGE

Det nytestamentlige afsnit, som belærer sognepræsten ved Stefankirken om, hvordan hun ’bør færdes i Guds Hus’, slutter med at erklære, at der i hele denne sag forekommer et element, som ikke er til debat. Det vil sige, at når det kommer til præcis dette punkt, så er der ikke noget at diskutere om. Her ophører dialogen alene af den grund, at når der tales om ’gudsfrygt’ og om ’hvorledes man bør færdes i Guds Hus’ – ja, når spørgsmålet om hvorvidt præsten en dag skal stå til regnskab for den levende Gud, så har vi at gøre med det ’uimodsigelige’.

Det anførte afsnit fra Ny Testamente slutter nemlig med ordene: "Uimodsigeligt er den gudsfrygtens hemmelighed stor’ (v.16).

Stefankirkens sognepræst, som i sit præsteløfte har erklæret, at hun vil tjene i sin præstegerning ’med regnskabets dag for øje’ kan (med den arrogance, der lyser ud af hendes udtalelser) fortsat afvise dette argument. Imidlertid bør hun tage højde for, at ’denne gudsfrygtens hemmelighed er stor’ – og at det kunne være tilfældet, at der er noget, som hun endnu ikke helt har forstået.

 

REGNBUEBANNERET AFSLØRES IKKE AF EN POLITISTAT

Politiet arresterede 44 mennesker ved en homopride-parade på Istanbuls Taksim Square d. 25. juni 2017. 2000 sikkerhedsstyrker med hjelme og skjold blokerede indgangen til den berømte plads – og der blev slået ned på en mindre gruppe med bl.a. danske deltagere, som vejede med regnbueflaget. Der blev affyret tåregas og gummikugler og anvendt politihunde i denne aktion. En politihelikopter fløj over stedet, hvor politiet foretog arrestationer. Dagen forinden, d. 24. juni havde byens borgmester meddelt, at der ikke var givet tilladelse til homo-marchen, og at den var ulovlig. I de to foregående år var marchen ligeledes erklæret ulovlig af det islamiske styre. Homoparadens ledelse erklærede, at deltagerne var udsat for ’hadforbrydelser’ og fordrede samtidig anerkendelse i Tyrkiets forfatning. Vi holdt regnbuebanneret høj," hedder det.

Den betydelige interesse, der samler sig omkring den homoseksuelle evigt voksende fordring på at blive anerkendt i rigets forfatning, er det næste skridt i den militante homobevægelses agenda. Her gælder det for Danmarks vedkommende at være agtpågivende over for forskellige danske politikers og ministres mere og mere gennemsigtige forsøg på at få fjernet den 4. paragraf i Danmarks Grundlov. Når en tidligere kirkeminister offentligt har gentaget og gentaget den erklæring, at (citat): ’den største sejr for mig som minister var, at homoseksuelle fik ret til at blive viet i folkekirken – og Højesteret i marts 2017 stadfæstede denne ret – må få alle Danmarks troende borgere samt alle retsindige mænd og kvinder i vort gamle fædreland til at indse, at kampen mod nationens Gudsfjendske kræfter ikke standser her…

Det vil i den kommende tid blive stjerneklart for enhver, at det ikke længere bør betragtes som ’god latin’ at anse det retslige ministeransvar over for Danmarks Grundlov som et element, borgerne trygt kan regne med.

De kræfter, som nu sættes ind mod islamiske republikker, for at få indført homoparagraffer i nationens grundlov, vil arbejde lige så målbevidst på at få fjernet det kristne element fra Danmarks forfatning. Dette vil ske, for at der kan gives plads til specifikke homobestemmelser i den danske grundlov.

Hvis ikke der fra de kristne borgeres side fra nu af gøres en betydelig indsats på (ud fra Den Hellige Skrift) at forklare forskellen mellem Koranens og Bibelens holdning til den homoseksuelle adfærd, så vil ingen kunne fatte betydningen af, at Danmark ifølge sin konstitution er et protestantisk land, og at netop reformatorernes syn på, hvordan synd og død og djævle besejres, er et eneste håb for nationens fremtid.

Politistatsmetoder, tåregas og gummikugler, arrestationer, vold og slag, hængninger og ubarmhjertige forfølgelser er ikke vejen frem. Danmarks Grundlov signalerer, at regnbueflagets budskab kun kan besejres af regnbuens giver og ophav, Skaberen, Israels Gud… vor Herre Jesu Kristi Fader (se videoen: ’The Rainbow belongs to God’ klik HER!).


TILBAGE