RETSOPGØRET
165

FARLIG UDVIDELSE AF ÆGTESKABSBEGREBET

I den ganske Union er nu endelig – som homo-samfundet er begyndt at sprede sit truende vingefang over alle lande og riger – en voksende tvivl ved at brede sig! Er den statslige opfattelse af ægteskabet i overensstemmelse med de forskellige nationers konstitutioner? Er homovielsen af par af samme køn i harmoni med det enkelte EU-lands grundlov? Danmark har ved en højesteretskendelse i marts 2017 afleveret den danske stats sejrsmelding (at det er statens tolkning af ægteskabs grundlæggende principper, der er gældende). Nu er Tyskland i gang med at afklare sin holdning i samme sag…

I Tyskland er juristerne i denne time i fuld gang med at sætte spørgsmålstegn ved parlamentets beslutning, at der herefter skal foretages ’en udvidelse af ægteskabsbegrebet’ (’eine Ausweitung des Ehebegriffs’). Formuleringen er bemærkelsesværdig. Den stiller ved sit juridisk-nøje ordvalg skarpt på ’overtrædelsens art’. Homovielser fordrer (ifølge tysk retslig tænkning) en grundlovsændring, der ikke blot (som det er sket i Danmark) befatter sig med ’statens tvivlsomme beføjelser’ – men med den konkrete sprængning af de grundlæggende rammer, som indtil nu har omfattet ægteskabsbegrebet, og som altså fordres konstitutionelt ’udvidet’, for at et helt nyt ægteskabsbegreb kan indføres i grundloven.

Bundestagsvicepræsident Johannes Singhammer råder den bayriske statsregering til at sende bud til Karlsruhe. Der skal han anmode den tyske forfatningsret om at skaffe klarhed i dette spørgsmål.

Med henblik på en ’ny-definering’ af ægteskabsbegrebet har den danske højesteret intet foretaget sig. Den har lyttet til indholdet af Københavner-bispen Peter Skov-Jakobsens ’notat’, og blindt taget denne ene biskops forklaringer for gode varer. Denne fremgangsmåde accepteres ikke i Tyskland. Forfatningsretten skal på eget ansvar og ud fra sine konstitutionelle retningslinjer finde ud af, om denne nyopfundne udvidelse af ægteskabsbegrebet er grundlovsstridigt.

 

NØDVENDIG FORFATNINGSÆNDRING

Det har rystet adskillige, at den tyske udenrigsminister, Thomas de Maizière offentligt i den forbindelse har gjort sin egen personlige stilling klar. "Jeg stemte mod den nye lov," erklærede han over for avisen ’Bild am Sonntag’. "Som jurist anser jeg den eneste mulighed for gennemførelse af den nye lov, at en forfatningsændring gennemføres."

Sagen er imidlertid ikke fuldt afklaret. Ikke mindre end en fjerdedel af parlamentets 630 medlemmer skal godkende en henvendelse til forfatningsretten. 266 har allerede stemt mod forslaget – men det er ikke ensbetydende med, at disse vil tage yderligere et skridt for at klage over parlamentets afgørelse. Det drejer sig i Tyskland om den 6. artikel i forfatningsretten. Ifølge denne bestemmelse kan selve ægteskabsbegrebet ikke nydefineres ved en bestemmelse i den borgerlige retsbog. Dette er imidlertid, hvad der skete ved parlamentsbeslutningen fredag d. 29. juni. Den her omtalte paragraf lyder sådan: "Ægteskabet indgås på livstid." Den nye definering lyder sådan: "Ægteskabet bliver af to personer af forskellige eller samme køn indgået på livstid."

Formanden for udvalget af parlamentets ’indre anliggender’, Ansgar Heveling, har fremsat følgende kritik: "Grundloven har ikke opfundet ægteskabsbegrebet. Det ejer i sig selv sin egen forudsatte forståelse. Karlsruhe har derfor altid anset det som en forbindelse mellem en mand og en kvinde." Parlament-udvalgsformanden slutter: "Det er ikke et spørgsmål, hvorvidt to samkønnede partnere skal nyde de samme rettigheder eller være underordnet de samme pligter som ægtefolk i almindelighed indrømmes – men det er et spørgsmål om, hvorvidt vejen til en nydefinition af ægteskabsbegrebet ikke grundlovsmæssigt er spærret for den almindelige lovgivning…"

 

ET TEGN PÅ ARMOD

Det er næppe noget tilfælde, at den tyske avis ’Die Welt’ har valgt at gå til den katolske ærkebiskop i Berlin for at få ’kirkens svar på ægteskabsbegrebet’. Den protestantiske biskop i København har allerede antaget statens syn på ægteskabet. Tyskland spørger i dag, om statens syn og kirkens syn er det samme…

Hertil svarer den 63-årig tyske ærkebiskop, Heiner Koch, Berlin: "Det er sund fornuft, at et barn har en far og en mor."

Han tilføjer: "Staten har ikke mulighed for at fastlægge alle begreber for samtlige samfundsgrupper. Det er heller ikke parlamentets opgave eller kompetence. Det har sine statslige forpligtelser – og kirken har sit eget begrebsindhold.

Den protestantiske kirkes bekendelse siger: "Vi skal ære ægteskabets guddommelige stand." Den danske biskop siger: "Det i kirken velsignede ægteskab har ingen særlig status."

Den danske Højesteret lyttede til Københavnerbiskoppens ord og gav staten medhold i en ny definition af ægteskabet. Nu siger den katolske ærkebiskop i Berlin (med henblik på en eventuel kommende tysk grundlovsundersøgelse af dette forhold: "En mor og en far er beredte til at sætte børn i verden og skænke dem livsudfoldelse; derfor er den konstellation værd at beskytte."

Ærkebispen fortsætter: "Begrebsudjævningen af forskelligheder er en ideologi: Vi skal ikke mere godtage forskelligheder, så at vi dermed indføres i den størst mulige enhedstænkning; dette er et tegn på armod. Forskellige former for partnerskab bliver ikke ligedannet ved et fælles begreb."

På avisens provokerende spørgsmål om, hvad mand-kvinde-ægteskabet har som en homovielse ikke kan give, svarer ærkebiskoppen forsigtigt men bestemt. Han siger: "For det første er ægtepartnerne forældre til det samme barn. I den samkønnede forbindelse er der potentielt kun en far eller en mor i partnerskabet. Jeg er personligt overbevist om, at skabelsesordenen ikke er tilfældig, og at der gives en fornuftig grund til, at et barn har en far og en mor. Dette gælder ikke blot i fødselsøjeblikket men i hele livet. Jeg er af den opfattelse, at Skaberen her har handlet meget klogt…"

Ærkebispen fortsætter: "Ifølge min overbevisning har Gud skabt mennesket som mand og kvinde – og med denne polaritet følger den opgave at skænke verden det menneskelige liv. Dette dybe udsagn fra Skabelsesberetningen i Den Hellige Skrift har Jesus Kristus, som er midtpunktet i mit eget liv, bestyrket."

 

BISPENS VILDFØRENDE NOTAT

I stedet for at svare på linje med den tyske, katolske ærkebiskop afleverede den danske, protestantiske Københavnerbiskop følgende erklæring til sin ministers vejledning: "Hvis kirkens bekendelse indeholdt mere end antydningen af en ægteskabsetik, havde fortolkeren måttet tage dette historiske faktum til efterretning."

Kirkens bekendelse siger imidlertid tydeligt og klart, at ’ægteskabet har Guds Ord for sig’ – og tilføjer: "Ægteskabet er hverken indstiftet eller opdigtet af mennesker." Højesteret henviser til biskoppens notat, som siger: "Ægteskabet har altid været opfattet som et verdsligt foretagende."

På dette grundlag blev højesteretsdommen bygget d. 23. marts 2017. Den tyske avis spørger den katolske ærkebiskop i Berlin, hvorfor samfundet skulle lytte til et mindretal af kristne.

Bispen svarer: "Vi er ikke en ’lille gruppe’. Den katolske kirke tæller (i Tyskland) 24 millioner medlemmer og de evangeliske kristne er nogle millioner mindre – sammenligner man disse tal med politiske partimedlemmer. Vi har både ret og pligt til at give vor mening til kende, selvom den stiller sig på tværs af den almene opfattelse.

Den danske biskop, som skulle vejlede sin minister, skrev i sit notat, som blev lagt til grund for Højesteretskendelsen i foråret 2017: "Hvis ægteskabet i kirken ’skulle være noget særligt, ville det problematisere den borgerlige myndighed!"

Hertil erklærer reformatorernes bekendelse, som den danske grundlov henviser til (§ 4): "Ægteskabet skal holdes i ære som et guddommeligt værk" og tilføjer: "De, der vil føre brud og brudgom til kirke, har betragtet dette med stor alvor."

Med denne seneste udvikling vedrørende statens og kirkens holdning til ægteskabet er det på sin plads at tage biskop Peter Skov-Jakobsens vejledende notat til den daværende kirkeminister op til fornyet undersøgelse og eftertanke. Ikke mindst på baggrund af den vildførende fremstilling, som Københavnerbispen har givet i sit notat med hensyn til kirkens bekendelse. Når biskoppen erklærer (i sit notat), at ’hvis et ægteskab i kirken skulle være noget særligt, så vil det problematisere den teologisk-etiske eftertanke over ægteskabet’, så er han i åbenlys modstrid med Luther, som siger: "Den, der begærer den guddommelige velsignelse, er klar over, hvilken ulykke djævelen dagligt anretter i ægteskabet."

Som repræsentant for den evangelisk-lutherske kirke i Danmark har biskoppens ord: ’En sådan tænkning (at det kirkelige ægteskab ikke er noget særligt) vejet tungt i Højesteretskendelsen.


TILBAGE