RETSOPGØRET
166

EFTERREGTNINGER

I forbindelse med de ’efterretninger’, som har nået mig her i Frankrig, ser jeg frem til at skulle møde vor grundlovsforenings bestyrelse d. 5. august i Horsens. Imidlertid vil jeg her på vor forenings hjemmeside fremlægge nogle tanker med henblik på, hvad jeg aner er ved (som en faretruende udvikling) at dukke frem i horisonten af det kirkelige landskab i Danmark.

Mit udgangspunkt er et par linje, som apostelen i Ny Testamente har skrevet om Guds gamle pagtsfolk, og hvad der hændte på Israels lange ørkenvandring til Det Hellige Land. "De drak af en åndelig klippe, som fulgte med," fortæller apostelen og tilføjer: "Og den klippe var Kristus!" (1.Kor.10:4)

Apostelen fortsætter: "Dog, de fleste af dem fandt Gud ikke behag i; de blev jo slået ned i ørkenen" (v.6). Til dem, som undres over, at mennesker, der (endnu på Moses tid) har drukket af en så livgivende kilde, som er Kristus, alligevel kan pådrage sig Herrens mishag, tilføjes det: "I dette er de blevet eksempler til advarsel for os, for at vi ikke skal begære, hvad ondt er, således som de gjorde… og bedrev utugt… ja, alt dette blev jo skrevet til os til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet."

Apostelen slutter (og heri ligger mit anliggende med disse linjer): "Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder. Det er kun almindelige menneskelige fristelser, der hidtil har mødt jer, og Gud er trofast; Han vil ikke tillade, at I fristes over evne men sammen med fristelsen skabe en vej ud af den, så I kan stå den igennem" (1.Kor.10:10-13).

Baggrunden for disse betragtninger er den meddelelse, som har nået mig, at stifteren og den åndelige leder af Pottemagerens Hus (min broder og medstrider i Kristus), Moses Hansen, på husets facebookside i begyndelsen af juli har oplyst, at han har været sin hustru utro ved at have haft et uægteskabeligt forhold. Bestyrelsen af Pottemagerens Hus har haft anledning til at lytte til Moses Hansens bekendelse; hvilke dispositioner, der vil blive taget i denne forbindelse, kan kun fremtiden vise…

 

PÅMINDELSEN

Til vor egen bestyrelse af grundlovsforeningen (der første gang så dagens lys på Pottemagerens Hus i efteråret 2013, og hvor Moses Hansen selv var ét af de stiftende medlemmer) vil jeg ved vort kommende møde i august søge at fremlægge nogle tanker, som jeg her vil give udtryk for. Efter at vor forening har stået sammen om den nødvendige Højesteretssag vedrørende indførelse af et kirkeligt ritual for vielse af par, der lever i det forhold, som Ny Testamente betegner som ’unaturlig utugt’ – er det nu vor opgave (så vidt Herren giver nåde dertil) at nå gennem vort land med en ordets forkyndelse af det samme advarende budskab.

I denne kommende forkyndelse, som vi herefter vil anmode vore medlemmer om at slutte op omkring, vil det blandt andet blive betonet, ’hvad der er blevet skrevet til påmindelse for os, til hvem (som apostelen udtrykker det): ’de sidste tider er kommet’ (1.Kor.10:11).

’Hvad der er blevet skrevet til påmindelse’ (v.11) indeholder bl.a. den advarsel, at når de afsluttende tider melder sig, så vil de troende og deres åndelige ledere blive mødt med ’cyberfristelser’ (som allerede ligger tilgængelige på nettet). Det er ikke længere (citat) ’de rent menneskelige fristelser’, som forekommer, men vejen skal fra nu af beredes for den lovløse, og afgrundsmagterne vil (med dette ene formål for øje) stille med hele deres arsenal af ’Satans kraft og løgnens magt og al uretfærdighedens forførelse’. De, som bukker under for dette sidste endetidsangreb’, vil fortabes (2.Thess.2:9-10). Grunden til denne tragiske forudsigelse angives: "De tog ikke imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst…"

Det sidste vil sige, at Kristi Menighed (og verdens børn) ikke blot overlades til deres sørgelige skæbne. "Nej," siger apostelen, "Gud er trofast; Han vil ikke tillade, at en fortabt menneskesjæl blot ’udleveres til fristeren’ – ej heller, at han ’fristes over evne’, men i hvert eneste tilfælde vil der sammen med fristelsen blive åbnet en nødudgang, så at den efterstræbte og efterjagede kan undslippe (v.13).

"Det bør derfor afvises," vil jeg understrege for vor bestyrelse ved det kommende møde i august, "hvis nogen fremover tør hævde, at de har været under et sådant åndeligt pres, at ’de ikke kunne handle anderledes’ – ja, at ’det er Gud, som har ført dem i en sådan ulyksalig fristelse’, for dermed ved deres fald at fremme sine egne udvælgelsesplaner. Om dette har jeg følgende at sige:

 

FORKYNDELSEN

"Lad os forkynde for den generation, som nu vokser op i vort land, og som mere end nogensinde vil blive gjort til genstand for overjordiske fristelser" (vil jeg sige til vort kommende bestyrelsesmøde i grundlovsforeningen d. 5. august i Horsens)… at den unge mand og den unge kvinde, som i denne endens tid ’holder ud i prøvelser’, allerede på forhånd er tilsagt en velsignelse fra Gud (Jakob 1:11). Lad os derfor fra nu af vandre gennem dette land med det opmuntrende budskab, at ’når disse unge har stået deres prøve, så skal de få livets sejrskrans. Lad os fortælle dem, at ingen af deres åndelige ledere skal driste sig til at undervise dem om, at de som ledere selv er ’blevet fristet’, og at ’det var Gud, der stod bag deres dybe fald og nederlag’. Skriften siger, at ’Gud frister ingen; men enhver fristes, når han drages og lokkes af sig eget begær (Jakob 1:15).

Det er på høje tid at undervise de sidste dages troende om, at den djævelske, langvarige utugtens kædereaktion ikke har ændret sig en millimeter fra Skabelsens første dage. Den tager i hvert enkelt tilfælde sin tid, og mens denne dunkle, dæmoniske proces finder sted i menneskehjerter, taler Guds gode Helligånd og maner til omvendelse.

Den prædiken, som nu skal lyde, er bygget over skriftordet, som siger: "Regner du med, at du kan undfly Guds dom? Ringeagter du Hans godheds og overbærenheds og langmodigheds rigdom og ved ikke, at Guds godhed leder dig til omvendelse?"

Det vil sige, at ægteskabsbrydere og dem, der lever i et uægteskabeligt forhold, ikke pludselig handler som ramt af lynet. Nej, deres overtrædelse er kalkuleret, og Herren har i dette frafaldsforløbs fem farer, uafbrudt i Sin godhed søgt at lede dem til omvendelse. Utugtsbegærets fem stationer skildres i Ny Testamente således:

1) Enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær. Slangen hvisler, kalder og tiltrækker, og det indre begær trænger sig på og kræver tilfredsstillelse – men Guds Ånd advarer og tilbyder flugtveje.

2) Begæret overmander og undfanger ved at plante en ond og giftig sæd i kødet og sindet – men Guds Ånd opfordrer den plagede sjæl til ’ikke at lade sig overmande’ men til ’at stå djævelen imod’… "Gør du det, skal han fly fra dig!"

3) Derefter går en kort tid, hvor Guds gode Helligånd ikke er tavs, men hvor Han taler i samvittigheden og opfordrer den ulykkelige til at opgive sit snavsede forehavende.

4) Så kommer dagen, Fristerens belejlige tid, hvor (som det hedder) ’Synden fødes’. Det vil sige, at tanken og det skjulte begær omsættes i handling.

5) Utugten vokser, forholdet etableres, når (som det står skrevet) ’synden er fuldvoksen, så avler den død’.

Dette er det sande billede af den voksende utugt og de udbredte ægteskabsbrud, som skal forkyndes for den ungdom, som overalt i vort land forføres til at have andre idoler, der døgnet rundt fortæller, at ’utroskab over for ens ægtefælle er en uskyldig sag…’

 

SYNDERNES FORLADELSE

Når vi i det kommende Horsens-bestyrelsesmøde – i forbindelse med de seneste ’efterretninger’, vi har modtaget fra Pottemagerens Hus – skal tale sammen om de læremæssige spørgsmål, som herefter har at gøre med efterlevelsen af vor egen forenings vedtægter, er det første, som skal fastholdes ’lære om syndernes forladelse’…

Atter skal vi læse beretningen i Johannesevangeliet om den arme synderinde, der (som det hedder) ’var grebet på fersk gerning i hor’ (Johs.8:1-11). Især skal vi understrege Jesu velsignede ord: "heller ikke Jeg fordømmer dig" – og tilføjelsen: "Gå bort og synd fra nu af ikke mere" (v.11).

… og vi skal sammen i enighed slå det fast, at 1) hvor der er oprigtig anger og bekendelse af synd, kan en falden synder over alt og til enhver tid og på stedet modtage syndernes forladelse. 2) Dette kan ske uden undtagelse og forskelsbehandling, idet syndernes tilgivelse gives ene og alene på grund af Kristi forsonende værk på Golgata.

Apostlenes lære (vil vi ved dette augustmøde påminde hinanden) er på dette punkt lysende klar: "Så er der nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus (Rom.8:1). Hertil bør tilføjes Jesu myndige bud til den synderinde, til hvem Han sagde: "Jeg fordømmer dig ikke." Det efterfølgende bud lyder sådan: "Gå bort og synd fra nu af ikke mere!"… hvilket på godt dansk kunne gengives med ordene: "Du er tilgivet – men lad der herefter ikke være nogen gentagelser!

Det bliver nu op til den kommende forkyndelse at forklare de mange, som i en fremtidig, åndelig vækkelse søger hjælp i deres fortvivlede kamp mod kødets lyster (der ikke vil slippe deres jerngreb i de nyomvendte syndere) at dette bud ikke kan efterleves af nogen jordisk sjæl, hvis ikke Guds gode Helligånd kommer dem til hjælp.

"Lovens krav kan kun opfyldes i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden (Rom.8:4)… sådan skal forkyndelsen lyde – og som eksempel skal ikke fremvises en flok mere eller mindre frafaldne lederskikkelser, men Ny Testamentes førende apostel, Paulus, som siger: "Det er troværdig tale og fuld modtagelse værd, at Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, blandt hvilke jeg er den største!" – Han fortsætter (og det er anden tale end den, som vil lyde fra fremtidens voksende antal af nederlagsprædikanter): "Når barmhjertighed blev mig til del, var det for at Jesus Kristus på mig som den største synder kunne vise hele sin langmodighed, så at jeg kunne blive et eksempel på dem, der skal komme til tro på Ham og få evigt liv" (1.Tim.1:15-16).

På vort vigtige bestyrelsesmøde vil vi (tror jeg) kunne skrive i vor protokol, at der i Kristi Menighed i Danmark er brug for sådanne lyslevende eksempler på (som den samme apostel udtrykker det): ’Hvordan man bør vandre i Guds Hus’ (1.Tim.3:15), som jo er (ikke bare en ambulancestation for faldne, værkbrudne prædikanter) men Den Levende Guds Kirke – ja, selve sandhedens søjle og grundvold – ja, det fremtidige, hellige fællesskab, hvori det fra nu af åbenbares, at ’det er og forbliver uimodsigeligt, at denne gudsfrygtens hemmelighed er stor …’ (v.15-16).


TILBAGE