RETSOPGØRET
167

DEN USYNLIGE GÆST

En prædiken: I det sjette år efter at Israels Børn var blevet bortført fra Jerusalem og bragt til det fjerntliggende Babylon og Perserkongen Nebukadnesar sad profeten Ezekiel en dag i sit hus i Babylon sammen med Judas ældste. Det var uden tvivl et vigtigt møde, som i protokollen blev noteret med datoen: ’den femte dag i den sjette måned’…

Medens samtalen fandt sted, skete der pludselig noget med profeten, som gør det klart, at den lille flok åndelige ledere ikke var alene; en usynlig gæst var til stede! Han blandede sig med ét i mødet ved (som profeten beskriver det): ’Den Herre Herrens Hånd faldt på mig…" (2.Mos.8:1).

I samme øjeblik så profeten den usynlige gæst, og han beskriver i sin bog (Ezekiels Bog) i Bibelen, hvordan ’den fremmede deltager i mødet så ud’.

"Jeg så noget ligesom en mand," fortæller han, "fra hans hofter og nedefter var der ild – og fra hofterne og opefter så det ud som strålende lys, der funklede som malm (v.2)."

Når de troende i dag læser denne rapport fra mødet i Babylon og bemærker beskrivelsen af ’den usynlige gæst’, kan de ikke andet end at sammenligne det med den guddomsskikkelse, som apostelen Johannes fem århundreder senere så på øen Patmos, og hvorom han i Åbenbaringsbogen fortæller: "Hans fødder lignede skinnende malm… og Hans udseende var som solen, når den skinner i sin kraft" (Åb.1:15-16).

Hvis disse to åbenbaringer handler om den samme person, kan der ikke være tvivl om, hvem ’den usynlige gæst’ er: Det er Jesus fra Nazaret, Guds enbårne Søn, vor Herre.

Kristi tilstedeværelse ved ’stuemødet’ i Babylon og Hans pludselige indblanding i mødedeltagernes samtale beviser, at Han ønskede at meddele sig. Dette er ikke altid tilfældet. Kristi tilstedeværelse er (tror jeg) altid en kendsgerning, thi der står skrevet: "Da talte de, som frygter Herren, med hverandre. Og Herren lyttede og hørte efter, og en bog blev skrevet for Hans Åsyn, for at de kunne ihukommes, som frygter Herren og slår lid til Hans navn" (Mal.3:16).

I de forhandlinger, som i disse dage finder sted over det ganske land, fører ’den usynlige gæst’ sin egen forhandlingsprotokol. Hvis enkelte af de øvrige mødedeltagere skulle ’sove i timen’ – så er det ikke tilfældet med ’den usynlige gæst’. Skriften siger: "Han lytter og hører efter" (v.16)… og baggrunden for, at Herren selv er den opmærksomme deltager ved selv de mindste stuemøder, er (som der står skrevet): "Den dag Jeg griber ind," siger Herren, "skal disse (’de, som frygter Herren og slår lid til Mit navn’) tilhøre Mig som Mit eje, og Jeg vil handle med dem, som en Fader handler nænsomt med Sin søn, der tjener ham" (v.17).

 

HIMLENS SIDSTE HILSEN

Afslutningen på dette allersidste afsnit i Gamle Testamente stiller skarpt på, hvad der sker (citat): ’Den dag, Jeg griber ind’ (Mal.3:17). Altså den dag i Guds kalender, hvor bogen lukkes, og ny fase i Guds husholdning indledes!

Det betones i de sidste ni ord af Den Gamle Pagt, at Herren med denne særlige besøgelsestid har som eneste formål, at (citat): ’Jeg ikke skal komme og slå landet med band’ (Mal.4:6).

Af den grund er det af største vigtighed, at Herrens tjenere gør sig klar til at forkynde nøjagtigt det budskab, som er den sidste hilsen fra himlen, inden det afsluttende kalenderblad vendes i Guds agenda.

Til dem, som spørger, hvad det er for et budskab, som sætter punktum for den dispensation, der hermed er til ende, lyder det: "I skal atter kende forskel på retfærdig og gudløs, på dem, som tjener Gud og dem, som ikke tjener Ham (3:18).

Den falske ligestillingslære, at der ikke gøres forskel, og at Gud til sidst vil lade nåde gå for ret med alle landets indbyggere, bør med Guds Ords sandhed manes i jorden. "Den dag, Jeg griber ind," siger Herren, "vil der blive gjort forskel" (3:17-18). Thi se, dagen kommer, lutrende som en ovn; alle de frække og alle, som øver gudløshed skal blive som strå. Dagen, som kommer, skal lade dem gå op i luer, siger Hærskarers Herre, så der ikke levnes hverken rod eller gren…" (4:1-2).

Afsnittet slutter: "Men for jer, som frygter Mit navn, skal retfærds sol opgå med lægedom under sine vinger – og I skal boltre jer som kalve, der kommer fra stalden" (4:2).

… jeg læser her, at der efter alt at dømme er adskillige af de oprigtigt troende, som (allerede nu) er blevet indfanget og skadet af den sidste tøjlesløshedens forførelse. Den, som apostelen Peter skildrer med ordene: "Iblandt jer vil komme falske lærere, som vil liste fordærvelige vranglærdomme ind. Mange vil følge dem i deres løsagtighed – og sandhedens vej vil for deres skyld blive spottet (2.Pet.1:1-2).

De, som her allerede på krop og sjæl har mærket dommens første svøbeslag, som ifølge Skriften skal ramme Guds Hus, tilsiges lægedom, hvis de i tide omvender sig og følger deres opstandne Herre.

"Thi nu er tiden inde," advarer apostelen, "da dommen tager sin begyndelse med Guds Hus; men kommer den over os først, hvad skal det så ende med for dem, som er ulydige mod Guds evangelium (1.Pet.4:17-19).

"En retfærdig reddes med nød og næppe – endsige en gudløs, en, der synder" (Ordspr.11:31). Apostelen Peter (som nedskrev disse linjer) har selv prøvet at være ’brændt af ilden’. Han glemmer ikke Jesu sidste ord: "Simon, Simon! Se, Satan begærede jer for at sigte jer som hvede (Luk.22:31-32). "Men Jeg bad for dig, at din tro ikke må glippe. Og når du engang omvender dig, så styrk dine brødre" (Til hvem af jer, der læser disse linjer, er dette en personlig hilsen?)

 

DEN SAMME AFSLØRING

"Der var noget ligesom en mand," fortæller profeten om sit Babylon-syn, idet han tilføjer: "Han rakte noget som en hånd ud og greb mig" (Ez.8:2-3).

Det er åbenbart vanskeligt for profeten i den gamle pagt at definere den overjordiske skikkelse, som ’usynligt’ var til stede ved det omtalte møde med Judas ældste i Babylon. Ny Testamentes troende har imidlertid ingen vanskeligheder ved at forstå, hvem der her var ’den usynlige gæst’ i Ezekiels Bog. Det var menneskesønnen, Jesus, med det luende, ransagende blik, der nu ville delagtiggøre sin tjener i den ynkværdige, åndelige situation i Jerusalem. I gudesyner førte Han ham til Den hellige Stad, til præcis det sted, i jødernes tempel, hvor det såkaldte ’nidkærhedsbillede, der vakte urene drifters ’nidkærhed’, var opstillet: Et utugtsbillede, der tændte de mest afskyelige lidenskaber og optændte et modbydeligt, vederstyggeligt sexbegær – hvilket er (tror jeg) præcis, hvad dette porno-passions-billede er opstillet for at fremkalde.

Dette er nøjagtig den gammeltestamentlige konkretisering af urene drifter, som Jesus i Ny Testamente henviser til, når han forudsiger, at der ’på hellige grund’ skal opstilles ’en vederstyggelighed’, der som intet andet vil afstedkomme en ødelæggelse, som overgår al tidligere kendt, satanisk, destruktiv indsats.

Fra dette åbenbarings-udgangspunkt fortsætter den fremmede gæst fra Babylon-mødet at fremvise den ene vederstyggelighed større end den anden.

Alt dette har (på Ezekiels tid) indtil nu foregået i det skjulte – øvet i mørket i Templets forskellige ’billedkamre’ (v.12), men nu er dagens timer kommet, hvor denne hemmelige utugt skal bringes for en dag. Derfor lyder befalingen til profeten sådan: "Menneskesøn, bryd gennem væggen!" (8:9)

… og netop denne samme befaling lyder til de Herrens tjenere, som Herren i denne time lægger sin hånd på, for at de skal bringe den samme afsløring til en dybt falden nation.

Ved befalingen: "Bryd gennem muren!" kan profeten ikke vægre sig ved blot at argumentere, at ’sådan gør man ikke’! – "Disse smukke, hvidkalkede mure kan man ikke bare gennembryde; den slags er jo det rene hærværk, og en forkyndelse af den art kan kun skabe vrede, harme og folkets misbilligelse.

Imidlertid er Jesu ord ikke til at tage fejl af. "Disse hvidkalkede mure ser udvendig så dejlige ud," prædiker Han, "men indvendig er de fulde af afdøde ben og urenhed (Matt.23:27). De første sådanne ’kalkede grave’ er allerede i Danmark blevet åbnet, og det er ikke noget skønt syn, der møder folkets øjne, når de får at se, hvad den pæne, hvidpudsede vægge skjuler.

Til dem, som fortsat vil dække over det skrækkelige syn, ved at give gennembrudsåbningen et nyt sjask kalkvand, lyder spørgsmålet i samme afsnit: "Tror I, at I dermed kan undslippe helvedets dom?"

 

NÅR GUD ER SKÅNSELSLØS

Hvis nogen skulle finde på at spørge, hvad dette oprindelige udtryk ’helvedes dom’ (v.33) betyder, så anvender en senere oversættelse formuleringen i ’Hvordan kan I undgå at dømmes til helvede?" – og hvis det fra liberal, teologisk side fortsat forklares, at ’helvede ikke eksisterer (og at alle mennesker – ja, djævelen selv på grund af Guds godhed ’kommer i himlen’), så bør disse (inden de blindt fortsætter deres vranglære) iagttage, hvad apostelen i Ny Testamente beretter om Guds folks skæbne på f.eks. Ezekiels tid. Idet han advarende indleder med ordene: "Vær ikke overmodig, men frygt," fortsætter han: "Når Gud ikke har skånet de naturlige grene (jøderne på f.eks. tempelprofeten Ezekiels tid), så vil han heller ikke skåne dig (en frafalden ikke-jødisk synder). Ny Testamentes apostel tilføjer (i brevet til Romerne): "Så se da Guds godhed og strenghed. Han strenghed mod dem, der faldt; Hans godhed mod dig, hvis du bliver i Hans godhed (ved den oprigtige, vedvarende omvendelse, der ikke lever højt på Guds nåde eller direkte ’misbruger den til fornyet tøjlesløshed (Rom.11:22)). Hvis nemlig dette sidste (den dagligt gentagne synd) er tilfældet (citat): ’bliver også du hugget af’ (v.25).

Overalt i det ganske land bør det derfor i denne alvorens time forkyndes, at de prædikanter er galt afmarcheret, som hensynsløst bilder folk ind, at de ikke skal tage det så alvorligt med utugt, ægteskabsbrud, homoseksualitet og anden synd! Ingen bør leve efter deres vildfarelse, at ’Gud er så god’, at han også vil skåne de syndere, som uden skygge af omvendelse fortsætter i deres frafald.

Apostelen Peter skriver i den forbindelse, at ’Gud skånede ikke de engle, der syndede (2.Pet.2:4). Deres himmelhøje, desperate råb høres i dette øjeblik i hele afgrunden, hvor disse onde himmelagenter er strengt bevogtede i bælgmørke grotter; de slipper ikke ud før den frygtelige dag, hvor de (efter at deres sag er blevet yderligere undersøgt) føres frem for at modtage deres endelige dom.

"Gud skånede heller ikke den gamle verden," fortsætter apostelen Peter. "Kun én familie på otte personer undslap katastrofen, da syndfloden væltede ind over de ugudeliges verden" (v.5). Det var den mand, Noa, der af Ny Testamentes apostel benævnes som en ’retfærdighedens forkynder’ (v.5).

"Gud skånede heller ikke byerne Sodoma og Gomorra, som frækt og skamløst levede i samfunds omfattende homoseksualitet (fra den ældste til den yngste). Da indbyggerne en sen aften forlangte to fremmede mænd udleveret (citat): ’for at vi kan ligge med dem’ (eller: ’stille vor lyst på dem’… 1.Mos.19:8), "så dømte Gud disse to byer til ødelæggelse" (fortsætter Kristi discipel, Simon Peter). Han beskriver, hvordan disse to små dødehavssamfund ’blev lagt i aske’ (2.Pet.2:6), og han tilføjer i sin truende beretning, at ’Gud dermed satte dem til advarende eksempel for ugudelige mennesker i kommende tider’ (v.7).

På hjemmesiden www.noer.info findes en indledende tekst til denne prædiken under overskriften: ’Prædikenens dårskab’.


TILBAGE