RETSOPGØRET
168

FOLKETINGETS TVANGSLÆSNING

Det bibelvers, som efter de seneste uroligheder på Tempelbjerget i Jerusalem bør indføres som ’tvungen lektielæsning for alle danske medlemmer af folketinget, står nedfældet i det næstsidste kapitel i Lukasevangeliet i Ny Testamente og lyder sådan: "Det var nu den sjette time, og der blev mørke over hele landet indtil den niende time, idet solen formørkedes, og forhænget i templet flængedes midt igennem…" (Luk.23:44-45).

I tre fulde timer lå hele Israels land i bælgmørke. Efter at Jesus med besvær havde vekslet ord med en af de forbrydere, som var korsfæstet ved siden af ham, sænkede en underlig, overnaturlig nat sig over Jerusalem. Den romerske officer, der stod for henrettelsen af de tre mænd, pegede i det store midnatsmørke på den blodige skikkelse, der hang på det midterste af de tre kors på Golgata-højden og udbrød: "Han er i virkeligheden en retfærdig mand!" De omkringstående lyttede forfærdet til romeren – så slog de sig for brystet for at tilkendegive, at her var sket en stor overtrædelse – og de begyndte med lysende fakler (midt på dagen) at famle sig vej gennem Jerusalems krogede gader. "Lad os gå hjem!" sagde de.

Da pludselig skete noget midt inde i det store, hvide tempel. Det tykke forhæng, som adskilte de to rum – ’det hellige’ fra ’det allerhelligste’ – blev som af en mægtig, usynlig hånd revet midt over… fra oven af og nedefter. De to rum blev med ét forvandlet til et rum. Samtidig med, at dette skete, råbte manden på det midterste kors med høj røst: "Far! I dine hænder betror jeg min ånd!" Da Han havde sagt det, udåndede Han – og i samme øjeblik begyndte dagslyset igen at trænge gennem den tre timer lange nat. Det var som om en ny dag stod over den formørkede hellige stad. Men midt inde i templet samlede præsterne sig omkring det sønderrevne forhæng. Ingen ved, hvad de aftalte eller hvem der tog beslutningen – men et andet forhæng blev ophængt. Så vidt vides, findes der ingen dokumenter, der bevidner, om det var det gamle forhæng, som blev genophængt (i repareret tilstand) eller om det var et helt nyt forhæng, som blev anbragt til adskillelse af de to rum. Kun én ting vides med sikkerhed: Den gamle gudstjenesteordning i den gamle pagts helligdom på tempelbjerget i Jerusalem kunne ikke fortsætte, hvis det ene store rum (bestående af ’det hellige’ og ’det allerhelligste’) ikke på stedet blev splittet og atter indrettet som to rum.

Sådan blev det forordnet og sådan fungerede tempeltjenesten, indtil år 70, hvor dette ’andet tempel’ blev jævnet med jorden af den romerske general Titus.

 

RÅBET, DER NÅEDE HIMLEN

Det andet skriftafsnit i Ny Testamente, som de danske folkevalgte ikke slipper for at informere sig om (når de om kort tid får sat kniven på struben med hensyn til deres stilling til Tempelpladsen i Jerusalem) er det stykke, hvor anklageskriftet blev hamret op over hovedet på den korsfæstede Jesus. Afsnittet, som har den dybeste betydning for de politiske beslutningstagere i dagens Danmark, indledes med disse ord (citat): "Det var den tredje time, da de korsfæstede Ham. Indskriften med beskyldningen imod Ham, lød således: "Jødernes Konge!" De, der gik forbi Ham, spottede Ham; de rystede på hovedet og sagde: "Ha! Du, som nedbryder templet og bygger det op på tre dage, frels nu dig selv og stig ned af korset" (Mark.15:25-30).

De, som mener, at Jesu korsfæstelse ikke havde noget at gøre med Jødernes Tempel – eller med Tempelpladsen i det hele taget – er i modstrid med Ny Testamentes beretning, som klart omtaler de spottende ord, der blev råbt op til den korsfæstede – ord, som tydeligt henviser til erklæringer om templet, som Jesus havde udtalt, men hvis indhold nu blev misforstået og fordrejet.

Afsnittet afsluttes med følgende: "Da udstødte Jesus et højt råb og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to stykker fra øverst til nederst… (v.37-38). Ingen vil kunne benægte, at det – set fra evangelieforfatternes synspunkt – bør betragtes som et afgørende tidspunkt i fortællingen om Jesu liv og gerning, da Han i sine sidste sekunder ’udstødte et højt råb og udåndede’.

Det første og afgørende i den beretning er altså ikke så meget, hvad dette høje, sidste råb fra den korsfæstede forårsagede på jorden. Råbet var så højt, at det som et mægtigt ekko gjaldede gennem alle himlene for til sidst at give genlyd i selve den himmelske tronsal, hvor Den Almægtige rejste sig og på stedet greb til handling. Et indgreb, der mere end noget andet viser Faderens reaktion på Sønnens lidelse og død. Skriften siger: "Forhænget i templet flængedes…" (v.38).

Til de danske gejstlige og verdslige ledere, som i den nærmeste fremtid – på grund af den voksende uro på tempelpladsen i Jerusalem – skal træffe beslutninger om den danske nations og hele det danske folks holdning til spørgsmålet om, hvorvidt Israels suverænitet over dette område af Jerusalem skal fratages den jødiske myndighed, er følgende råd at give: "Tag ingen beslutninger i denne sag, før I har lyttet de mænd, som ejer den af Gud givne indsigt i dette spørgsmål. Gør ikke den skæbnesvangre fejltagelse, I ledere (der ejer både kjole og krave og professortitler, men) som er muldvarpeblinde, når det gælder forståelsen af, hvorfor tempelforhænget flængedes, da Jesus udåndede på korset.

Det kan ikke forventes, at verdslige politikere og statens embedsmænd skal kunne forstå, af hvilken grund de kun kan have ét svar med hensyn til suverænitetsspørgsmålet i sagen omkring Tempelpladsen i Jerusalem. De danske beslutningstagere bør imidlertid alle være på det rene med, at når der tales om en tostats-løsning i den israelsk-palæstinensiske konflikt, og den hårdt debatterede sag vedrørende en deling af Jerusalem, så har de i virkeligheden at gøre med et foretagende, der i mere end 1000 år har ligget og ventet på deres bord! Den gudstjenesteordning (Hebr.9:1), der siden Davids og Salomons tid har været gældende på Tempelbjerget, følger kun ’ét bud’, der (som det hedder) ’er pålagt indtil den tid, da den rette ordning indføres’ (Hebr.9:10).

Hvis de danske gejstligt og politisk ansvarlige har indtaget den afvisende holdning, at ’denne rette ordning’ har de ikke noget med at gøre, og de fremdeles tør hævde, at hvis Ny Testamente skulle antyde, at det er et forhold, som er ’blevet dem pålagt' (v.10), så er en sådan ’bestemmelse dem aldeles ubekendt’, da er det på høje tid, at de kommer på andre tanker.

Set fra et verdsligt, politiske synspunkt er det at betragte som ’hen i vejret’, hvis et dansk folketingsmedlem ville påstå, at Danmark (som en del af verdenssamfundet) ikke har noget medansvar for, hvorledes det står til i Mellemøsten. Og set fra et religiøst synspunkt er det en lige så tåbelig erklæring, hvis den danske, kristne menighed vil påstå, at Jerusalems skæbne er en for den ’ligegyldig sag’.

Om ’tilhørsforholdet’ vedrørende tempelpladsen i Jerusalem, har Ny Testamentes apostel kun én tilrettevisning. Han understreger indledningsvist, at netop denne sag (om det suveræne ejerskab af tempelpladsen) er ham ikke ligegyldigt. "Jeg har i den forbindelse stor sorg på mit hjerte," skriver han. "Det er en uafladelig kummer. Jeg spekulerer kun på, hvad der (i dette forhold) kan gavne jøderne. De er jo israelitter. Dem tilhører pagterne og tempeltjenesten!" (Rom.9:1-4)

Når et land, som i sin grundlov tydeligt henviser til Ny Testamentes Kristendom og ifølge sin forfatning skal støtte det protestantiske, evangeliske budskab, indtager en holdning, som tydeligvis samarbejder med de verdensmagter, der vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at ’skade jøderne’ – så nærmer man sig anliggender, der er i strid med konstitutionen… og det er især med henblik på dette forhold (Danmarks Grundlovs 4. paragraf), at Grundlovsforeningen ifølge sine vedtægters formålsbestemmelse ikke kan unddrage sig at gribe til handling…" (Hebr.10:38)

 

AFSKRÆKKENDE EKSEMPEL

Som et historisk afskrækkende eksempel på, hvor åndeligt blindt en nation kan handle, er det første halve års regeringsperiode, efter at Adolf Hitler blev kansler d. 1. jan. 1930, i Tyskland.

Indenfor seks måneder blev de mest hårrejsende lovforslag gennemført i ’det nye Tyskland’. Omdrejningspunktet var imidlertid ikke de rent politiske og racemæssige tiltag. Nej, korsvejen for den udvikling, der angav retningen for den skånselsløse udryddelse, var ved vejviserskiltet, der pegede mod de religiøse og rituelle forhold.

Nøjagtig som det for tiden sker i Danmark, hvor der nu foreligger forslag om, at alle frikirker skal meddele staten en orientering om deres ’rituelle traditioner’. (For jødernes vedkommende en redegørelse for omskærelse og rituel slagtning).

Den 30. januar 1930 blev (som omtalt) Adolf Hitler udnævnt som kansler i Tyskland. Få uger efter (i februar og marts) blev en række blodige og stærkt voldelige aktioner mod jøder udført af Hitlers S.A. folk. Den 22. marts (midt under disse voldshandlinger) etableredes i Dachau den første koncentrationslejr! To uger senere (den 1. april) foretog man en landsdækkende boykot af jødiske forretninger. En uge senere (d. 7. april) udelukkedes jøder fra statens tjeneste…

Derefter vendte opmærksomheden i Hitlerregimet sig mod de jødiske, religiøse ritualer, og d. 26. april gennemførtes en lov, der (i lighed med, hvad i disse timer sker i Belgien, og hvad allerede er iværksat i andre EU-lande): ’Forbud mod jødisk rituel slagtning…’

Derefter fortsatte kædereaktionen: Tre uger senere (d. 10. maj) stod over hele det 3. rige flammerne op fra bål, hvor bøger skrevet af jøder og antinazister blev brændt. To måneder senere begyndte folkedrabets historie at vise sit virkelige ansigt ved at en uhyggelig lov trådte i kraft. Den påbød tvangssterilisation af personer med medfødte sygdomme. Samme dag blev der lovgivet om, at nazipartiet var ’det eneste tilladte parti i Tyskland’…

Hvad siden skete, er kendt af alle; de fleste er imidlertid uvidende om den specielle nazilov, som sigtede på de jødiske ritualer. Den samme åndelige uvidenhed dukker nu tydeligt og skarpt frem i den internationale horisont, hvor det nu drejer sig om ’gudstjenesteordningen’ på Tempelpladsen.

Her er det altså ’tempeltjenesten’, der ifølge Ny Testamente (citat): ’tilhører jøderne’ (Rom.9:4), som det drejer sig om – og eftersom dette afgørende punkt hurtigt afklares, vil krigstrommerne høres i det fjerne…


TILBAGE