RETSOPGØRET
169

STATENS SORTE GRYDE

Jyske Lov af 1241 erklærer, at ’med lov skal land bygges’. Vor forening har imidlertid ikke kun taget disse meningsfyldte ord til efterretning men har tilladt sig at skærpe dem med gengivelsen: "Med grundlov skal land bygges".

Jyske Lov tilføjer i sin ligeved 800 år gamle tekst følgende: "… men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov." Altså, hvis der ikke er konflikter, er der heller ikke behov for nogen domstol, der skal præcisere en lov, der skal løse disse konflikter.

Med offentliggørelsen af trossamfundsudvalgets forslag til en såkaldt ’lovregulering’ (Betænkning 1564 af 2017) med henblik på bl.a. de danske evangeliske frikirker er der på stedet lagt op til konflikt! Den otte hundredårige tilføjelse i Jyske Lov fra 1200-tallet er med dette udvalgsforslag ikke respekteret. Det statslige trossamfundsudvalg beviser hermed (efter Højesteretskendelsen i marts 2017) endnu en gang, at øvrighederne ikke ’vil nøjes med sit eget’ – ja, kejseren vil heller ikke tillade ’at andre nyder samme ret’. Det første er i sig selv forkasteligt. Det sidste (at frakende andre deres grundlovsret) er en forbrydelse!

Danmarks Grundlov er den bedste mekanisme til at løse konflikter af den art. I dette tilfælde den særlige 4. grundlovsparagraf, som siger, at ’den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten’. Denne særlige bestemmelse erklærer, at den danske stat er forpligtet til (så længe denne grundlov eksisterer) at understøtte og på alle måder befordre, hvad der er evangelisk-luthersk. Altså ikke kun, hvad der er ’luthersk’ men også, hvad der i nationen er sandt evangelisk. Dette er mit ærinde – og det er mit håb, at der udover det ganske land rejser sig et forøget forsvar af denne grundlovens præcise formålsparagraf.

Hertil vil kejserens folk (statens embedsmænd) imidlertid spørge: "Hvad skal man forstå ved betegnelsen ’evangelisk’? I grunden burde trossamfundsudvalgets juridisk og kirkeligt kyndige medlemmer slet ikke stille et sådant spørgsmål. Betegnelsen ’evangelisk’ står jo sort på hvidt i grundloven, og kan på ingen måde overses, når der nu skal lovgives for ’trossamfund uden for folkekirken’. Danmarks nationalkirke er (lad det hermed være sagt) ikke den eneste evangeliske kirke i dette land – ja, alle de kristne, evangeliske menighedssamfund uden for folkekirken har samme borgerret til at stille sig under statens beskyttelse som det er tilfældet med landets nationale, evangelisk-lutherske kirke. Derfor bør grundlovsbetegnelsen ’evangelisk’ yderligere analyseres og defineres, så at lovgiverne ikke på ny forgriber sig på protestantisk-evangelisk troende i Danmark – og uberettiget kaster dem i trossamfundsudvalgets ’sorte gryde’… Lad mig forklare:

 

KEJSERENS FOLK

Der findes næppe nogen bedre beskrivelse af, hvad grundlovsbestemmelsen ’evangelisk’ står for, end den udtømmende forklaring, som gives i Ny Testamentes ’ordforklaring’. Hvis lovgiverne følger den fyldestgørende forklaring, som Det danske Bibelselskabs eksperter har anbragt bag den (af Dronningen autoriserede) tekst, så er de på sikker grund og vil da ikke vove at anbringe Danmarks evangelisk-troende kristne uden for folkekirken i den samme ’sorte gryde’ som de spirituelle foreninger, hvis medlemmer er blevet defineret som (citat): ’et fællesskab, der samles om en tro på magter, som står over mennesker og naturlove’ (Betænkning 1564, 6:1).

Ny Testamentes ’ordforklaring’ beskriver kort og klart de af landets troende, som samler sig i deres tro på evangeliet som frie fællesskaber, der med betegnelsen ’evangelisk’ bekender sig til (citat): ’…det græske ord (evangelium), der betyder ’et godt, glædeligt budskab’. Eftersom det er dette ’glædelige budskab’, som grundloven tydeligt henviser til med ordet ’evangelisk’, så er staten forpligtet til at værne disse evangeliske kristne mod en hvilken som helst ligestillings-politisk bestræbelse på at sammenligne dem med foreninger, der er samlet omkring ’troen på transcendente magter’.

Hvis kejserens folk skulle driste sig til (løgnagtigt) at benægte, at netop dette har været deres hensigt, så afsløres de af deres egne dokumenter, som der åbenlyst fortæller følgende (hårrejsende) beskrivelse af deres interne overvejelser (citat): ’udvalget overvejede om formuleringen ’transcendente magter’ ville være mere hensigtsmæssig. Det vil sige, at man fra lovgivernes og statsembedsmændenes side betragter de danske, evangeliske frikirkers trosbekendelse og virke for evangeliet som et ’fællesskab omkring transcendente magter’.

Ny Testamentes ordforklaring henviser imidlertid i sin definition af ordet ’evangelisk’ (eller: ’evangelium’) til et udsagn af profeten Esajas, hvori han erklærer: ’Den Herre, Herres Ånd er over mig, fordi Han salvede mig og sendte mig med glædesbud til ydmyge’ (61:1).

Det bør i den forbindelse stå klart for enhver, at Bibelselskabets præcise ordforklaring med dets henvisning til Den Hellige Skrift er mere troværdigt – ja, betydeligt mere forklarende med henblik på grundlovens anvendelse af denne betegnelse (’evangelisk’) – end en flok juristers statsbeskrivelser (af ’åndelige magter’). Statsembedsmændenes ’sorte gryde’ skal – efter deres eget udsagn – fyldes med en vælling af ’transcendente, overnaturlige magter’. Med ordet ’evangelisk’ er de danske frikirker imidlertid (ifølge deres egen bekendelse) ’salvet af Herrens Ånd’; de er (som Bibelen siger): ’udsendt af Gud for at forkynde evangeliets glædesbud’, og kan på ingen måde sammenlignes med uevangeliske ikke-kristne grupper.

Grundlovens understregning af statens støtte til ’det evangeliske’ omfatter ubestrideligt læren, der (med betegnelsen ’evangelisk’) ejer en større bredde og dybde end det begrænsede ’lutherske’. Med udtrykket ’luthersk’ henvises (med grundlovsfædrenes ængstelse til modstanden mod ’det katolske’) altså til hele 1500-tallets reformatoriske, åndelige vækkelse – af hvilken grund 500 året for reformationen fejres verdensvid af baptister, pinsefolk og andre reformerte kirker og menigheder, der ikke er underordnet det specielt ’lutherske’.

Den nytestamentlige ordforklaring af betegnelsen ’evangelisk’ harmonerer altså fuldt ud med de frie, kristne menigheders tro på, at de (i lighed med rigets nationalkirke) er udsendt til hele folket med det glædesbud, der er (citat): ’lægedom for sønderbrudte hjerter og frihed for fanger og alle, som er i lænker’ (Es.61:1).

 

MODSTAND MOD STATENS INDBYDELSE

Danske frikirkelige kristne må (i denne nødens time) ud fra deres overbevisning på det kraftigste tage afstand fra den statsautoriserede benævnelse, at de tilhører et dunkelt fællesskab, der er samlet omkring (citat): ’magter, som står over mennesker og naturlove’ – med den specifikke betydning, at disse åndelige ’magter’ defineres som ’transcendente magter’.

Det statslige udvalg, der søger denne beskrivelse ophøjet til lov, forklarer sig med følgende (citat): ’Gud bliver ofte beskrevet som transcendent, da Gud ifølge mange tænkere ikke kan erkendes ved den menneskelige forklaring’ (Betænkning 1564, 6:1).

Apostelen advarer de troende mod denne (fra Ny Testamente afvegne) forståelse af ’det åndelige’ med ordene: "Med hensyn til de åndelige gaver, brødre, vil jeg ikke, at I skal være uvidende." Han fortsætter: "I ved, at dengang I var hedninger, drages I til de stumme afguder, uden at gøre modstand…" (1.Kor.12:2).

Det, som det statslige udvalg (der skal hjælpe lovgiverne) gør sig til talsmand for, er præcis den del af den åndelige (’transcendente’) verden, som apostelen på det kraftigste advarer imod med ordene: "Jeg vil ikke, at I skal være uvidende" (v.2). Disse ord er (som man kan høre) en myndig befaling. Apostelen skjuler ikke styrken i sin formaning: "Jeg vil ikke, - ja, han betoner, at i dette spørgsmål er det absolut nødvendigt ikke at være uvidende men at have indsigt i disse forhold. Apostelens erklæring er altså i lodret modstrid med kejserens indbydelse til ’den sorte gryde’. Denne siger ifølge udvalgsprotokollen (6:1): "Det transcendente er noget, som hverken kan erkendes af den menneskelige erfaring eller ved bevidstheden af sanserne." Om dette forhold siger apostelen: "I ved, at dengang I var hedninger drages i til de stumme afguder" (1.Kor.12:2).

Det vil sige, at de første kristne havde opnået en viden og gjort deres egne smertelige erfaring om den ’sorte del’ af åndeverdenen. De vidste, at der var et ’engang i deres liv’ (’Dengang I var hedninger’) og de vidste, at der eksisterede et transcendent, åndeligt univers bestående af ondskabens dæmoner og afguder. De vidste, at dengang de var hedninger (altså før omvendelsen til Kristus havde fundet sted) – dengang var de prisgivet disse stumme, overnaturlige, onde magters ’dragen’ – men nu (det vidste de også) var de i stand til at gøre modstand.

Det vil konkluderende sige, at også vor tids frikirkelige troende i deres overgivelse til Kristus har fået en modstandskraft, så at de ikke længere viljesløst behøver at adlyde øvrighedens forlangende, at de nu ved lov skal lade sig indskrive til den sorte grydes dæmoniske fællesskab.

 

DER ER DØD I GRYDEN

Så sandt som Ny Testamentes (her omtalte) ’ordforklaring’ præciserer, at (citat): ’I det 2. århundrede blev ordet ’evangelium’ betegnelsen for et skrift, der skildrer Jesu ord og gerninger – lige så tydeligt er det, at Danmarks Grundlovs henvisning til ordet ’evangelisk ejer samme sigte (Jesu ord og gerninger). Derfor er grundlovens bestemmelse, der indeholder alle tre betegnelser: 1. evangelisk, 2. kirke og 3. staten, et ubrydeligt værn mod de dødskræfter, der vil søge at hindre statens forpligtelse til at støtte alle evangeliske kirkers glædesbud, nemlig at berette om Jesu ord og gerninger.

Den kommende konflikthåndtering kan ske (som det var tilfældet i marts 2017) via Sodoma-dommere (Es.1:10) eller den fysiske stærkestes brutale magt. Men den kan også ske på grundlag af de frihedselskende forfatningsbestemmelser, som selv kejseren og alle hans hårdhændede håndlangere er bundet af.

Grundlovsforeningen har siden september 2013 påtaget sig den rolle nøje (og døgnet rundt) at våge over, at Grundlovens 4. paragraf føles samt til (i skrift og tale) at gøre den danske befolkning opmærksom på, hvilke timelige og åndelige konsekvenser, der er uløseligt forbundet med et totalitært kejsersystem, der ikke vil følge disse spilleregler!

Danmarks Grundlov (hævder de 300 borgere) beskytter de danske frikirker mod ’statens sorte gryde’. Der er død i den gryde, hvilket jeg afsluttende vil stille skarpt på ud fra én af Bibelens højaktuelle beretninger. Lad mig forklare:

 

DEN GIFTIGE SUPPE

I Bibelen fortælles om en tildragelse, som fandt sted i Israel på et tidspunkt, hvor hungersnøden hvilede som en nagende, tung hånd over hele landet. Den gamle profet, Elisa, var taget til Gilgal, hvor han i denne svære tid slog sig ned hos en flok af sine disciple, der havde fået navnet ’profetsønnerne’. "En dag," (fortælles det) "sad profetsønnerne hos ham," hvilket sikkert er et udtryk for, at ’de sad og lyttede til ham’ – men det var tydeligt, at denne ’åndelige føde’ ikke kunne mætte de sultne maver, så profeten sagde til sin tjener: "Sæt den store gryde over og kog en ret mad til profetsønnerne."

Profeten sagde imidlertid ikke et ord om, hvad der skulle puttes i gryden – så der var kun én udvej, der beskrives med følgende: "Så gik en ud på marken for at plukke urter. Han fandt en slyngplante med vilde agurker, plukkede så mange, han kunne bære i sin kappe – kom tilbage, skar dem itu… og kom dem i gryden" (2.Konge 4:39).

Hver holder den gamle bibeltekst vejret – og så kommer tilføjelsen: "Men han kendte den ikke!" (v.39) Det vil sige, at Elias’ tjener ikke var klar over, hvad for urter, det var, han smed i den store, sorte gryde.

Beretningen fortsætter med detaljeret at fortælle, at der blev ’øst op for mændene’. Reaktionen lod ikke vente på sig. Så snart, de havde smagt på maden, skreg de op og råbte (henvendt til Elias): "Døden er i gryden, du Guds mand" (v.40).

Profeten Elisa viste ingen uro. "Hent noget mel," sagde han. Han hældte melet i gryden med ordene: "Øs op for folkene; nu kan de spise!" Beretningen slutter med ordene: "Nu var der ingen ulykke mere i gryden!" (v.41)

En bibelsk historie, som i Dagens Danmark er god at få forstand af. Hungersnød er farlig! Folk er parate til at spise hvad som helst, og der brygges fra højeste sted den mest giftige suppe, som sættes frem for landets troende. Reaktionen er heldigvis den samme som på Elias tid. En enkelt skefuld af den sorte grydes indhold er tilstrækkelig til, at de indbudte råber op. Deres bedømmelse er der ikke noget i vejen med, og deres råb er berettiget: "Der er død i gryden!" Ej heller i den aktuelle situation henvender gæsterne sig til den arme synder, som har kastet den dødbringende gift i gryden. "Han kendte den ikke" (hedder det i teksten) – nej, de råber straks til ’den Guds mand, Elias (som lykkeligvis var til stede) – og det var hans løsning på problemet, som sørgede for, at den rette kost blev serveret for ’profetsønnerne’.

Med henblik på ’den time, hvor Menneskesønnen kommer, siger Jesus: "Hvem er så den tro og kloge tjener, som hans Herre har sat over sine tjenere til at give dem deres mad i rette tid? Salig er den tjener, som hans Herre, når Han kommer, finder i færd med at gøre sådan.

(Denne artikel er indledt med en yderligere forklaring (under titlen: ’Det sorte kommissorium’) på hjemmesiden www.noer.info – og dens budskab vil blive forkyndt ved møder over alt i landet i ugerne 46, 47 og 48 – fra midt november til 1. advent i december. Hvis nogen i den forbindelse ønsker besøg af Johny Noer, kan man henvende sig til Lars Madsen: lars@ss2.dk


TILBAGE