RETSOPGØRET
170

FRIKIRKER TVINGES I KNÆ!

De færreste danske frikirkefolk er klar over, at et af staten nedsat udvalg i 2017 har sendt en betænkning på gaden, der mere end noget andet ’lovdokument’ arbejder på at begrænse trosfriheden for de kristne menigheder, der står udenfor folkekirken! Dette dunkle udvalg viger ikke tilbage fra at fremsætte lovforslag, der direkte søger at overskrive Danmarks 67. grundlovsparagraf, så at den passer ind i kejserens kram. Åbenlyst forvansker dette statslige udvalg den særlige bestemmelse, som begynder med frihedsråbet: "Borgerne har ret til…" og under dække af ’at foregive at ville gøre ’de frikirkelige kristne en stor tjeneste’, søger det at indføre nye bestemmelser, der ved lov skal begrænse borgernes trosfrihed.

Uden at borgerne har anet uråd har en flok statsembedsmænd sat sig sammen for i fællesskab at finde frem til nogle nye (komplicerede) lovformuleringer, der om muligt skulle indføre fastsatte strengere begrænsninger for den frihed, som i Danmarks Grundlov er lovet alle de af landets evangeliske troende, som ikke har kunnet finde sig til rette i folkekirkens lutherske forståelse af visse lærepunkter.

Den offentliggjort betænkning ’1564’, ånder en sær skadefro triumf; den lever højt på den sejr, som blev tildelt staten ved højesteretskendelsen i marts 2107. Folkekirken er nemlig herefter fuldt ud overgivet til kirkeministeriets forgodtbefindende. Nu skal landets frikirker tøjres til statens stive, stramme lærestol… og her skal de fremover (ved særlige seminarer) belæres om, hvordan man bøjer knæ for kejserens luner. Lad mig forklare:

 

BEGRÆNSNING AF TROSFRIHEDEN

Den foreliggende kontroversielle udvalgsprotokol (nr.1564) fortæller frimodigt, at (citat): ’Det har været drøftet, hvor vidtrækkende reguleringen af trossamfundenes forhold bør være (6:2). En sådan drøftelse (om hvor langt ’man tør gå’) burde i sig selv ikke være langtrukken. Ej heller burde den være (som det hedder): ’vidtrækkende’. Allerede fra sin første begyndelse har den sin egen konstitutionelle begrænsning! Den kan nemlig aldrig være mere ’vidtrækkende’ ende grundloven bestemmer – ja, den kan ikke være mere provokerende, end politiet tillader…

Grundlovens 67. paragraf har for mere end 150 år siden fastsat grænserne for, ’hvor vidtrækkende’ en såkaldt ’lovregulering’ af borgernes trosfrihed kan strække sig. Grundlovsbestemmelsen lyder i sin barske, bydende korthed sådan: "Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden (§67).

Denne bestemmelse udøver (som de franske jurister udtrykker det): ’et af de principper, der er ’superieures légitimes’. Det vil sige, at denne 67. grundlovsparagraf, som (ejer en overordnet legitimitet) er hævet højt over alle andre lovtekster og derfor aldrig (hastigt) kan ændres som en almindelig lovtekst og slet ikke udsættes for overilede ’reguleringer’, der kunne være politisk betonet eller styret af nye, samfundsmæssige normer.

Danmarks Grundlov har aldrig været, er ikke og kan (ifølge sit juridiske væsen) aldrig underkastes en politisk ligestillingsideologi. "At borgerne har ret til at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, er en bestemmelse, der er klart defineret, at det bør blive ikke kun ’svært’ for det aggressive trossamfundsudvalg men totalt umuligt at gennemtrumfe splinternye love, der (citat): ’… svarer til udvalgets opfattelse af grundlovens §67’s retlige ramme, således som den nu fortolkes i en mere nutidig sprogdragt…’ (Bet.1564: 6,2,1 s.67).

 

KEJSERENS GÆLDENDE RET

Den ildevarslende udvalgsbetænkning taler altså med et sprog, der må få enhver til at tro, at den kun vil almenvellets bedste. "Denne lovregulering," (hævdes det i den omtalte betænkning) "har udelukkende til hensigt at skabe hensigtsmæssige rammer for trossamfundene og disses mulighed for at udøve deres religion" (1564: 6,2,s.76).

Med det allerede givne karakterstik af de evangeliske frikirkesamfund (hvor udvalget hensynsløst – som jeg i en tidligere artikel ’Den sorte gryde’ har forklaret – har trukket det evangelisk-doktrinære tæppe væk under fødderne på de bibeltro frie, kristne menigheder) er der god grund til at være mistænksom over for statens udtrykte ønske om (gennem sin nye lovgivning) at ville skabe (citat): ’hensigtsmæssige rammer’ for de danske trossamfund’ (6:2).

Disse (de danske, evangeliske trossamfund) spørger nemlig sig selv, hvilke skjulte ’hensigter’ det kirkeministerielle udvalg gør sig, når det på den ene side lover de evangeliske frikirker guld og grønne skove – og på den anden side truende tilføjer: "dog uden at gå på kompromis med nationale og internationale menneskerettigheder" (6:2, s.76).

De ord, som her (billedligt talt) skrives ’med småt’ under den kommende ’livsfarlige’, sociale kontrakt, kan nemlig komme til at koste de danske, nytestamentlige kristne menigheder uden for folkekirken dyrt.

"Vi går ikke på kompromis med vore nationale menneskerettigheder," erklærer den statslige udvalgsbetænkning (1564:6:2), hvilket vil sige, at i samme øjeblik, den kristne menighed ikke nøje følger hvad kejseren anser for - (og med lov har stadfæstet som) en ’menneskeret’, så er endog grundlovens trosfrihed i fare. Hvis statsstyret har efterfulgt tidsåndens krav og officielt og ved lov erklæret en (ifølge Bibelen) åbenlys synd som værende ’en menneskeret’, så er det den kejserlige bestemmelse, som er ’gældende ret’. En anden ’trossamfunds-opfattelse er da følgelig at betragte som ’ikke-gældende ret’.

Dermed fastslår den foreliggende 1564-betænkning, at staten (ved – som det hedder – ’at tage udgangspunkt i den nu gældende praksis…6:2) ved enhver given anledning kan erklære de frikirkelige troendes overbevisning for ’at være illegal’; - ja, hvis en evangelisk kristen uden for folkekirken dybest set lever i harmoni med folkekirkens 500-årige bekendelsesskrifter (hvad angår synet på f.eks. sædelighed og moral) – men denne overbevisning ikke stemmer overens med et ligestillingssystemets filosofi eller moralopfattelse – så er det den kristne borger, der skal bøje knæ for staten. "Kejseren går ikke på kompromis" (6:2) lyder udvalgets erklæring. Hans ord er lov, og grundlovens bestemmelse som trosfrihed er da til hver en tid og alle vegne sat ud af kraft.

 

GRUNDLOVEN OMSKREVET

Det danske retssystem er dermed søgt ændret! Grundlovens 67. paragraf er blevet direkte omskrevet. Den oprindelige tekst siger: "Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden (grl. §67).

Den sidste sætning ønskes nu af trossamfundsudvalget ændret til følgende ordlyd (citat): "…såfremt der ikke her opfordres til eller foretages noget, som strider mod bestemmelser fastsat ved lov eller i medfør af lov" (1564: 6,2,1).

Det er nu af afgørende betydning, at disse to tekster sammenlignes med hinanden – og hvis den sidste (ændringen) ikke svarer til den første (grundloven) må dette nye lovforslag forkastes. Det er grundlovsstridigt!

Lad mig forklare: Den første del af forslaget til grundlovsændringen lyder sådan: "Borgerne har ret til…) – ’såfremt der ikke her opfordres til eller foretages noget, som strider mod bestemmelser fastsat ved lov eller medfør af lov’ (6:2,1 og Bilag til lovforslag’, §3.2.del, s.97).

Den oprindelige grundlovstekst, som ønskes ændret, lyder imidlertid sådan (i §67, 2.del): (’Borgerne har ret til’)… dog at intet læres eller foretages som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden’.

Ændringen forefindes præcis på det sted, hvor grundlovsteksten siger: ’dog at intet læres’ (§67), hvilket altså søges udskiftet med ordlyden: ’såfremt der ikke opfordres til’. Heraf kan følgende udledes: Ordlyden: ’Dog at intet læres’ (§67) fremlægger det urokkelige princip (en juridisk forordning) at absolut intet bør fremstå som et kirkeligt undervisningsprogram – altså som en konstant læremæssig (doktrinær) metode, der åbenlyst strider mod lovens fundamentale basis-opfattelse og sømmelighed. Ordene ’dog, at intet læres’, vil altså sige, at der i et trossamfund ikke bør forekomme nogen læremæssig funktion, som opererer i modstrid med det grundlovsgivne ’garanti-niveau’, som er blevet tilsagt konstitutionens beskyttelse. Det vil sige, at der (i et trossamfunds læreembede) foreligger doktrinære tekster, som ’sort på hvidt strider mod sædeligheden’… altså en kategori og en reel, bestandig undervisning, der må betragtes som absolut forkastelig set fra et ’sædelighedens’ synspunkt.

Der er altså i lovteksten: ’Dog at intet læres’ henvist til en dybtgående, doktrinær afvigelse eller udskejelse, hvor det konstitutionelle værn ophæves. Dette kan i en retsstat aldrig blive lagt for dagen ved en simpel politianmeldelse – ja, end ikke ved en ordinær dommerransagelse. Formuleringen ’dog at intet læres’ er fra første færd beskyttet mod politistatens tilfældige – ja, vilkårlige indskriden. Denne begrænsning (at intet læres) står således under grundlovens beskyttelse! Den er værnet mod politistatens politisk lunefulde misbrug.

 

FARLIG FORMULERING

Den offentlige frihed, der altså er inkorporeret i grundlovens ordlyd ’at intet læres’ (hvilket tydeligvis er baseret på den ’troens overbevisning’, som forfatningsbestemmelsen henviser til) søges i betænkningen 1564 erstattet med trossamfundsudvalgets nye, farlige formulering: ’såfremt der ikke opfordres til’. Denne nyopfundne lovtekst er (som det tydeligt kan ses) funderet på en hel anden normativ rang end grundlovsbestemmelsen; at ’opfordre nogen til en handling’ er ikke umiddelbart forbundet med en ’lære’. En (eventuel politiske) ’opfordring’ ejer ikke på nogen måde den plads i det juridiske systems rangorden som en forordning, der er privilegeret som en forfatningsbestemmelse. En (eventuel hastigt udsted) ’opfordring’ ejer ikke den vægt, der ligger i en troslære. ’Opfordringen’ råder langtfra over den lovtekniske mekanisme, som den kirkelige doktrin. En simpel af situationen inspireret ’opfordring’ kan aldrig juridisk forvaltes som det er tilfældet med ’en lære’, der er fast tilknyttet en kirkelig bekendelse – ja, ’en opfordring’ kan aldrig af retssystemet opfattes som ’en overtrædelse af loven’, som det er tilfældet med en falsk lære, der ud fra religiøse tekster søger at fremme ’det usædelige’. ’En opfordring’ er ikke (som det er tilfældet med ’en lære’) tilskyndet af den konsensus (endrægtighed, som er båret af en kirkes åndelige ledelse). En ’opfordring’ har ikke bag sig ’en doktrinær skole’, som for en kirkes vedkommende bygger på en bestemt og tydeligt defineret, læremæssig tese – en præcis formuleret eksistens af et doktrinært princip, som kan bevises at være i konfrontationskurs med sædeligheden.

Af disse og andre grunde må lovforslaget om, at en ’opfordring’ kan afstedkomme de samme vanskeligheder for en dansk, evangelisk frikirke som kirkens lære, der bygger på de troendes overbevisning, betragtes som grundlovsstridigt og bør på stedet forkastes…

 

STATENS RELIGIONSUDVALG

Den anden del af den samfundsfarlige udvalgsbetænknings lovforslag indeholder endnu et radikalt forsøg på (ved indførelsen af en anden lov) at ændre Danmarks Grundlov. Den oprindelige (og stadigt gældende) forfatningsbestemmelse lyder imidlertid sådan: Borgerne har ret til… at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden" (grl. §67).

Den sidste sætning: ’at intet foretages, som strider mod… den offentlige orden’ er (af det nye statsudvalg) omskrevet til: ’….såfremt, der ikke herved foretages noget, der strider mod bestemmelser fastsat ved lov eller i medfør af lov’, hvilket kort og godt vil sige, at selve grundlovsbestemmelsens fundamentale frihedskarakter herefter erstattes af en ordinær lovs (allerede indførte og fastsatte) forbud.

Denne nye fremgangsmåde, der ikke med et ord henviser til den respekt, som Danmarks Grundlovs 67. paragraf viser over for de evangelisk troendes personlige overbevisning, indfører nu ’en anden fastsat lov’, der i sin ordinære form (som al anden dagligdags lovgivning) følger den pluralistiske karakter, der i folketinget er omskiftelig som vinden blæser. Det vil sige, at ’den normative værdi’, som i 1849 blev givet ved grundloven, herefter er borte med blæsten.

Om dette vil jeg her afsluttende stille skarpt på den dybe forskel, der er mellem udtrykket ’borgerne har ret til’ – og så det begreb, som statens nye religionsudvalg kæmper for at få gennemført: ’Staten er berettiget til…’

Her bør de troende fastholde Jesu ord: "Giv kejseren, hvad kejseren er, og Gud, hvad Guds er" (Matt.22:21).

Det nye, statslige ’religionsudvalg’ har (som i de kommunistiske lande) bind for øjnene, når det drejer sig om at skelne mellem konstitutionens ordlyd ’borgerne har ret til’ og så: ’statens berettigelse til’.

Hvad angår ’borgernes ret til…’ har de offentlige myndigheder i det store og hele ingen berettigelse til at gribe ind; det drejer sig f.eks. om ’borgernes ret til at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning’. Der gives i dette tilfælde en vis reservation, som udelukkende er foranlediget af begreberne ’sædelighed og offentlig orden’.

Hvad angår ’statens berettigelse til’ indgreb, drejer det sig som oftest om forhold i det økonomiske og sociale samfundsliv. (Borgerne har f.eks. ret til at strejke – men i visse tilfælde, når det gælder ’den offentlige orden’, kan politiet stille sig mellem de stridende parter).

Trosfriheden er og forbliver en individuel frihed til at tænke og tro efter borgerens egen samvittighed. Den repræsenterer i Danmark respekten for privatlivet, der ifølge Danmarks Grundlov strækker sig til den kollektive ret, at borgerne tør forsamle sig til gudstjenester, uden at politiet kommer anstigende med skjolde og hjelm.

Det ny nedsatte ’religionsudvalg’ er med sin Betænkning 1564, der søger at omskrive den givne danske grundlovstekst, i modstrid med den gamle, hævdvundne Habeas Corpus Act (1679), der af det britiske parlament blev vedtaget, for at sikre borgerne mod nye statslige regler, der fratager borgerne deres ret til at tro, tale og forsamle sig efter deres individuelle overbevisning og samvittighed!

(Om dette forhold har jeg en indledende analyse på hjemmesiden (www.noer.info) Profetisk Journal under titlen: ’Religionsfrihedens erklærede grænser’.


TILBAGE