RETSOPGØRET
172

KEJSERENS MAGT

Kristeligt Dagblad ofrer d. 21. august 2017 en hel side (8) på at forklare, hvad der ligger i den nye Trossamfundslov. "Det samlede regelsæt for de trossamfund, der ligger uden for folkekirken, lakker mod enden," skriver bladet. "Oplægget er nu ’sendt i høring’, der afslutter 30. august 2017. Side 8 fortsætter: "Arbejdet har fået kritik af at være kontrollerende. Et nyt krav kan ramme små trossamfund"… "men," (skriver bladet) "de første tidsler synes at være fjernet."

Heri vil jeg med denne artikel søge at bevise, at denne godmodige udtalelse er ’urigtig’. Tværtimod! "De største tidsler er ikke fjernet. Denne nye, religiøse overvågningsmaskine er ikke mindre end overgroet med fjendtligt, giftigt, dødbringende ukrudt."

Jeg mærker straks, at nogen mener, at en sådan erklæring ikke hører hjemme i den ’pæne, høflige dialog’, som vi bør føre med statens embedsmænd. Til dette tør jeg henvise til Jesu egen tale om et sådant farligt forhold. Han siger: "Mens folkene svarer, kommer en fjende og sår giftigt ukrudt blandt hveden – og går bort" (Matt.13:25). Jesus fortsætter: "Bondens tjenere kommer derefter til ham og spørger: Hvor kommer ukrudtet fra? – Han svarer: Det har et fjendsk menneske gjort!" (v.27-28)

Der er altså ingen grund til at tage med fløjlshandsker på denne lov, der i al hemmelighed og bag kulisserne søger at foretage den udprægede, samfundsfjendske handling at ville omstyrte Danmarks Grundlovs trosfriheds paragraffer.

Derfor skal markens tidslers onde sædemænd ikke have lov til (som det hedder i Skriften): ’at gå bort’. De skal pågribes og det bør på stedet forholdes dem, at det ifølge folketingets forretningsorden artikel 16 er dem påbudt, at hvis de søger at gennemføre love, der direkte berører grundloven, skal de sendes hjem med uforrettet sag. Den 3. paragraf i denne bestemmelse er ikke til at misforstå: "Lovforslag, der strider mod grundloven, skal afvises af Folketingets formand (som i dette tilfælde er Pia Kjærgaard) – og det skal derfor allerede (ifølge bestemmelsens 1. paragraf) tydeligt (og med store, letlæselige bogstaver) være understreget i forslagets titel, at ’dette lovudkast berører (ja, søger at ændre ordlyden) i Danmarks Grundlovs 67. paragraf."

Hvis trossamfundsudvalget tør hævde sin uskyld med hensyn til, at dets forslag til et lovudkast sigter på en ny formulering af grundlovens tekst, så må det give en nærmere forklaring på disse to citater:

1) Den anvendte formulering… svarer efter udvalgets opfattelse til grundlovens § 67’ retlige ramme, således, som den nu fortolkes i et mere nutidig sprogdraft (6.2.1. s.76).

2) Med formuleringen understreges afgrænsningen af religionsfriheden i overensstemmelse med Grundlovens § 67 (6.2.1. s.76).

Hvordan det dødsensfarlige religionsudvalg end vil sno sig, vil det ikke kunne slette dets tydeligt nedfældede hensigter, nemlig at ville betone ’afgrænsningen af trosfriheden’, samt at søge gennemført en anden ordlyd, der (efter sigende) skal svare til grundlovens § 67’ retlige ramme.

Begge disse forhold bør anmærkes i lovudkastets titel, så at dette lovforslag kan behandles efter de givne regler.

 

SKRÆMMENDE RELIGIONS-ORDEN

Som de væsentligste trosartikler, som den evangeliske, frikirkelige bevægelse i Danmark (og i andre nationer) er en sætning, som er inspireret af Helligåndens overbevisende kraft. Jesus siger: "Når Jeg går herfra, vil Jeg sende Helligånden til jer – og når Han kommer, skal Han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom" (Johs.16:7-8).

Den nye religionsorden, som staten fra nu af vil indføre, giver skin af at søge at opretholde (citat): ’demokratiske idealer (6.3.1.1) men dækker i virkeligheden over en form for åndelig terror, der i det skjulte bryder med den danske grundlovs vigtigste principper.

En af de nye bestemmelser, som tydeligt tilsidesætter grundlovens trosfrihedsparagraf (der omtaler beskyttelsen af de troendes personlige, religiøse overbevisning) er en ny religionslovs 2. paragraf, som siger: "Et trossamfund kan frit dannes med ethvert lovligt formål" (§ 2).

Så vidt det kan spores (ved gennemlæsningen af det frihedsberørende dokument, Betænkning 1564) så er det denne korte paragraf på kun 8 ord, som skal erstattes grundlovens sejrsmelding: ’Borgerne har ret til…’ Den ret, som Danmarks Grundlov som et frihedsråb tilsiger alle danske borgere, uddybes i forfatningsteksten med følgende: (har ret til)"… at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning."

I alle danske slægter efter 1849 har det i hele det nye, demokratiske samfund givet et befrielsens ekko, at grundlovsfædrene tiltog sig den uhørte dristighed, at omtale ’overbevisningen’ som en godtaget gældende og væsentlig del af den jurisprudens (retsvidenskab) som eksisterer, hvor Dannebrog vajer. Den religiøse overbevisning er en konstitutionel højagtet, ubrydelig del af Danmarks Grundlovs trosfrihedsparagraf – og det er denne overbevisningens retlige status, som det nye, statslige trossamfundsudvalg vil have fjernet (og kemisk udrenset) fra den danske forfatning.

At alle danske borgere har ret til at påberåbe sig deres personlige, religiøse overbevisning med hensyn til deres forskelligartede tro på Gud, er en sviende torn i øjet på statens religions-overbevisningsapparat.

Begrebet ’troens overbevisning’ nævnes ikke med ét ord i den nye ’religionslov’ (Betænkning 1564), som det statslige, kirkeministerielle udvalg har sendt på gaden. Det (begrebet ’Trosoverbevisning’) er slettet af grundlovsteksten. Finder ingen plads i de otte nye ord, der skal erstatte grundlovens 67. paragraf. Det ejer hos de moderne ligestillingslovgivere ingen ’status’ – ja, mennesker, som ’dyrker Gud efter deres overbevisning’, betragtes i det nye lovforslag som ’farlige elementer’, der bør efterjages, udelukkes, overvåges og om muligt spærres inde.

At borgerne hidtil har haft ret til at (citat): ’danne trossamfund, der stemmer med deres overbevisning’ (§ 67) er blevet omskrevet og fordrejet til, at de skal ’dannes med ethvert lovligt formål’.

Det vil sige, at kristne, evangeliske forkyndere ikke længere kan danne trossamfund eller (citat): ’forene sig i samfund for at dyrke Gud’ hvor (citat): ’de er i modstrid med grundlæggende samfundsværdier, herunder demokratiske idealer samt grundlæggende retsprincipper’ (Bet. 1564: 6.3.1.1.s.80). Heraf kan med al tydelig og forskrækkende afsløring udledes, at grundlovens grundprincip om den troende borgers personlige overbevisning ikke længere er inkorporeret i lovteksten.

Den ild, der gennem historien har fænget i de kristnes hjerter ved læsningen af Guds ord har her fået en spand koldt vand i hoved.

Den hører ikke længere med til ’borgernes rettigheder’ og hans eventuelle modstand mod denne nye form for statens undertrykkelse er på forhånd dødsdømt af nye, frisk-indførte, fasttømrede lovfæstelser, som (før noget andet) skal opfyldes med henblik på den borgerret, at evangeliske kristne i Danmark tør forene sig i frie trossamfund.

 

FEM AFSLØRENDE LINJER

En mindre passus på fem linjer under en overskrift, der taler om ’lovfæstelse’ af ’statens krav’ til blandt Danmarks evangeliske frikirker, afslører med pinlig præcision, at den nye religionskomite er klar over, hvor tampen brænder.

De fem afslørende linjer lyder i deres åbenlyse forsøg på at lægge låg på det indre tryk (der allerede kan spores) ved den statslige ligestillingsideologis indtrængen i de danske frikirkers indre forhold, således (citat): "Kravet om ligebehandling, herunder ligestilling mellem kønnene, vedrører ikke trossamfundets indre anliggende." Denne åbenlyse indrømmelse må forventes at gyde olie på de oprørte vande for yderligere at tilfredsstille mistænksomme frikirke-gemytter, tilføjes det: "Disse krav berører derfor ikke trossamfundets mulighed for kun at have f.eks. mandlige præster m.v. eller trossamfundets adgang til at fastholde, at ægteskab kun kan indgås mellem personer af forskellige køn."

Altså: Den hellige grav synes hermed velforvaret! Religionsudvalgets erklæring er klar som krystal. En kort telefonsamtale med kirkeministeriet vil herefter kunne forvisse en hvilken som helst frikirkelig forkynder om, at de supermoderne lovgivere har rent mel i posen; de kan ikke (i denne her fremhævede uskyld) slå en flue ihjel. De har (det må enhver kunne se) med deres ligestillingsideologiske krav intet ondt i sinde. Her siger de det jo ligefremt, at de f.eks. ikke kunne drømme om at berøre frikirkernes overbevisning om, at ’ægteskabet kun kan indgås mellem personer af forskellige køn – så de frie forkyndere, der prædiker dette budskab, har (sådan frem går det af udvalgets betænkning) intet at frygte! De er jo i al fremtid værnet af Danmarks Grundlov, som giver dem frihed til at tro og frit prædike ud fra deres hjertes overbevisning. (Det er den opfattelse, man må få, ved at læse den underfundige Betænknings bemærkninger).

Denne helt nye og overraskende statsdeklaration og den (efter foregivende) danske opfattelse af menneskerettighederne får imidlertid i Betænkningen 1564-bemærkninger et par isnende ord med på vejen. De fem linjer, der kunne have tændt et nyt håb i de 300 borgeres hjerter, som i to år sagsøgte staten for deres præcise overtrædelse af grundloven på netop dette punkt, bliver her atter trukket tilbage ved følgende konklusion (citat): "En lovbestemmelse af dette indhold (altså hvad der som nævnt ligger til baggrund for de fem indrømmende linjer) vil, som anført, være en lovfæstelse af den påstand, som har været fulgt siden 2013.

Hvis en forvirret borger skulle mene noget andet (om den såkaldte ’administrative praksis’, der siden 2013 (efter hans opfattelse) har været et stort overgreb på kirkens indre anliggender) så vil det Rådgivende udvalg hurtigt kunne sætte ham på plads. De fem linjer har (citat): ’siden 2013 været udtryk for en kontinuitet i kravene til anerkendte trossamfund’.

Det vil på hverdagsdansk sige, at staten i de sidste 4 år (siden 2013) har fulgt den lige linje ’ikke at berøre frikirkernes indre anliggender og at disse 4 års ’kontinuitet’ er troværdig som Grundlovens 150årige værn om borgernes ret til at følge deres personlige trosoverbevisning.

Lad os se nærmere på den påstand, og lad os derefter blive enige om, at det danske frikirkefolk ikke kan tro disse nye lovgivere over en dørtærskel, samt at de troende i Danmark, så vidt muligt, skal afholde sig fra at blive anerkendt af staten. Det er i den sag bedre ’at blive lagt på is’ end ’at blive lukket ind i varmen’. Lad mig forklare:

 

DE SORTE FÅR

På grund af Danmarks Grundlovs letforståelige trosfrihedsparagraf er den nye ’religions-overvågning’ tvunget til at komme med følgende indrømmelse (citat): "Ethvert trossamfund i Danmark har frihed til at udøve sin religion inden for de rammer, som grundlovens § 67 afstikker" (Bet. 1564: 6.3.1.1. s.86). I samme åndedræt tilføjer den mistænkelige betænkningstekst følgende (citat): "Hvor vidt et trossamfund opnår statslig anerkendelse eller ej har ingen betydning for omfanget af den grundlovssikrede religionsfrihed." Denne tilsyneladende velvillige imødekommenhed afsluttes imidlertid med følgende konstatering (citat): "Der eksisterer således en lang række trossamfund i Danmark uden anerkendelse eller godtagelse" (6.3.1.1.)

Uden at man direkte kan læse det i teksten, vil jeg påstå (og i det efterfølgende forsøge at bevise) at den sidste sætning (om de troende borgere, der hverken er statsanerkendte eller statsgodkendte) er udtalt sammenbidt og med en indestængt vrede. Det er nemlig disse ’ikke-statsanerkendte’ borgere, som denne udvalgsbetænkning drejer sig om! Det formeligt driver ned ad siderne på det her fremlagte udkast til lovforslag om frikirkerne (Betænkning 1564), at det er ’de sorte får’, som man fra statens side med dette dokument sigter på. ’De andre’ – dem, der (som nogle hævder) ’er parate til at sælge deres førstefødselsret ofr en portion anerkendelse’ (Hebr.12:15-17) – har man fra øvrighedens side ingen ængstelse for; de vil nemlig alle i en allerede foreslået ’overgangsordning på 3 år’ med fast hånd blive ført ind i den afdeling af den statslige fårefold, som de hører til. De sorte – ikke anerkendte får – føres ikke ind i nogen fold; de overgives (med et fosforrødt penselstrøg) til deres ’asociale’ skæbne’, der af apostelen betegnes med ordene: "Vi er regnet som slagtefår!" (Rom.8:36)

Det fosforrøde penselstrøg på den sorte uld kan forklares således: Den fremtidige, omhyggelige statsforvaltning af ’de frikirkelige får’ bygger på et strengt forbud mod diskrimination! "Dette forbud indebærer," forklarer 1564-betænkningen, (citat): ’at der for så vidt angår de krav, staten stiller som en løbende forpligtelse, ikke kan forskelsbehandles mellem allerede anerkendte trossamfund og de trossamfund, som fremover (efter lovens tilladelse) ønsker anerkendelse" (6.3.1.1. s. 81).

Hertil må den skarpsindige borger udbryde: "Hvor smukt! Staten vil altså ikke vise noget tegn på forskelsbehandling af de får, som allerede er i fårefolden, og de får, som villigt lader sig lede ind bag gærdet i den samme fold.

Hvis borgeren skulle driste sig til at spørge, om der fremover vil herske en forskelsbehandling mellem de snehvide får, som allerede er i statens store, rummelige fårefold – og så de sorte får (med dets røde afmærkning), som er udenfor (og som ikke for alt i verden vil ind på den statsanerkendte side af gærdet) – så vil netop dette spørgsmål blive mødt med tavshed. Om en fremtidig (eller allerede nuværende) illegale diskrimination af den art, siger den nye lovtekst (Betænkning 1564) ikke et ord!

"Efter lovens ikrafttræden," fremgår det af den nye ordning for danske troende, som ikke tilhører folkekirken, "vil der ikke forekomme den mindste form for forskelsbehandling mellem dem, som har underskrevet kontrakten, og dem, som allerede sidder med pennen i hånden for at sætte deres signatur på kejserens dokument." Men hvad angår de frikirkeligt troende, som ’takker nej’ til kejserens anerkendelse, er diskrimination allerede en kendsgerning.

Lad mig forklare:

 

ANDEN-KLASSE-BORGERE

De danske evangeliske frikirker, som ikke vil bøje sig for statens generøse tilbud om ’anerkendelse’ og ’godkendelse’ vil de heller ikke blive tildelt statslige, økonomiske privilegier. De fortjener ikke, at der løbende bliver sat en fed almisse ind på deres bankkonto, når de ikke vil underordne sig kejserens krav," fremgår det af religions-udvalgets overvejelser, der lyder sådan (citat): "Det forekommer flertallet naturligt, at staten til gengæld for disse særlige rettigheder stiller krav om, at trossamfundene fungerer på den måde, der lever op til – og i hvert fald ikke er i direkte modstrid med grundlæggende samfundsværdier" (6.3.1.1. s.80).

Når betænkningens bemærkninger taler om, at de troende borgere herefter skal gøre noget ’til gengæld for’, at lovens fordring om ikke-forskelsbehandling bliver opfyldt, så stilles der hermed nye ukendte social-politiske solidaritetsbetingelser for, hvorvidt grundloven skal efterfølges.

Med denne ’gengældelses-filosofi’ udvirkes definitivt en hastig udglidning mod opfyldelsen af nogle partiprægede ligestillings-kriterier i stedet for den 150årige grundlovsbegrænsning, der udelukkende taler om ’sømmelighed og orden’. De frikirkeligt troende borgere er hermed ikke længere beskyttet af en konstitutionel, juridisk afgrænsning men skal i stedet ’bevise sig værdige’ ved at ’leve op til statens nye krav’ (6.3.1.1. s. 80) – og må i hvert fald ikke give tilkende, at de er i modstrid med denne nyligt foreslåede forfatningsændring. I så tilfælde falder hammeren – og en hvilken som helst form for anerkendelse er umulig.

Hvis der altså er frikirkefolk i Danmark, som ikke vil efterfølge statens ubønhørlige krav om, at deres trossamfund skal organiseres ud fra det begreb, som kaldes ’medlemsdemokrati’ – så regnes de for at tilhøre ’de asociale elementer’, der ikke vil underordne sig (citat): ’en uskreven forvaltningsretslig grundsætning’ (6.3.1.1.). Det vil sige, at sådanne frikirker, der f.eks. tror på Efeserbrevet 4:11, at den opstandne Herre i menigheden har sat nogle styrende tjenestegerninger (i form af apostle, profeter, evangelister, hyrder (pastorer) og lærere) godt kan pakke sammen. Staten vil have en demokratisk styrelse – og hvis disse troende fortsat hævder, at de har større tillid til den åbenbaring, som den opstandne Herre giver Sine tjenere end til kejserens politiske ideer – så vil de fremtidig blive karakteriseret som en slags 2. klasse-borgere, der optræder asocialt og samfundsfjendtligt.

Det er derfor med betænkelighed, at den videre behandling af den i marts 2017 offentliggjorte Betænkning 1564 efter den 31. august 2017 iagttages af de frikirkelige borgere i Danmark. På den dato er ’høringsrunden’ forbi, og kirkeministeriet skal herefter gennemlæse de høringssvar, som er kommet fra hele landet.

For mere end et år siden skete det samme med henblik på den glemte og gemte ’høring’, som fandt sted vedrørende statens oprørende og egenrådigt indførelse af et kirkeligt vielsesritual, der tillader indgåelse af kirkeligt ægteskab mellem personer af samme køn. Svarene blev dengang bundtet og bortgemt, og det er endnu i dag et spørgsmål, om der er nogen, som har taget initiativ til nøje at gennemgå disse vigtige dokumenter, for dermed at vurdere, hvad mere end 300 svarskrivere havde på hjerte.

Hele dette forhold uddybes i denne uge (indledningsvist) på hjemmesiden www.noer.info under menupunktet ’Profetisk Journal og titlen: ’Anden-klasse-borgerne’.

Johny Noer planlægger en rundrejse i Danmark i november 2017. Hvis nogen i den forbindelse ønsker hans besøg kan man henvende sig på (Lars Madsens e-mail: lars@ss2.dk).


TILBAGE