RETSOPGØRET
173

NØGLERNE TIL TEMPELPLADSEN

Der er otte enestående nøgler til Tempelpladsen


Når Europas statsmænd og alverdens præsidenter og statsoverhoveder atter samler sig til internationale konferencer for at tage beslutninger om, hvem der skal have de otte nøgler til Tempelpladsen i Jerusalem, så er disse beslutningstagere i virkeligheden ikke klar over, at denne afgørelse allerede er truffet!

Mens folkeslagene med overraskende enighed udfærdiger den ene oprørende Jerusalem-resolution efter den anden, og (i dybeste alvor) mener, at de er i stande til at gennemføre deres planer, erklærer Salmisten i Bibelens 2. salme: "Disse planer, skal ikke lykkes!" (v.1) Han tilføjer: "Han, som troner i Himlen, ler. Herren spotter dem!" (v.4)

Det her citerede skriftsted lader med al tydelighed forstå, at når Herren efterfølgende taler til folkeslagenes leder, så er det ikke med milde og overbærende ord. Skriftafsnittet fortsætter: "Så taler Han til dem i sin vrede, forfærder dem ved sin harme" (s.5).

En sådan reaktion er for samtlige ’verdsligt styrende’ en overraskelse! Den er uventet (- ja, kommer pludseligt over dem som et lyn fra en klar himmel). Ingen af kirkens mænd har fortalt dem (statens folk) om disse ’dommens konsekvenser’ – og disse sidste (de gejstlige) har i deres ansvarsfulde, vellønnede job ikke blot været tavse (med hensyn til Guds vrede og harme) men de har misbrugt deres høje stilling til at kvæle enhver røst – samtidig med, at de i skrift og tale har kundgjort, at Gud i sin kærlighed vil bære over med deres ugudelighed.

Om dette er følgende at sige:

Den statslige øvrighed har med sit sædvanlige natur-videnskabelige livssyn svært ved at kunne godtage, at Gud, Himlens og jordens skaber, skulle ’tage bolig i en tempelbygning i Jerusalem her på jorden’. En (som de mener) ’overspændt religiøs overtro af den art’ må de tage afstand fra – og det gør de ved politisk at indstille sig på at følge de palæstinensiske beslutninger.

Om dette er følgende at bemærke:

STATENS MAGTKUP

Kejserens billede på den foreviste mønt
 

Den af Kirkeministeriet iværksatte ’høring’ vedr. den foruroligende ’Betænkning 1564’ (der ifølge min mening lægger op til, at staten herefter forsøger at gennemføre det samme ’magtkup’ i Danmarks Frikirker, (som det er sket i Folkekirken) afsluttes i dette reformationsår den 30. august kl. 12:00.

Inden fristens udløb er det lykkedes mig at få afleveret tre artikler til kirkeministeriets journalisering (så at grundlovsforeningens medlemmer på den måde kan blive repræsenteret med det forsvar for forfatningens 4. paragraf, som står anført i foreningens vedtægter).

De tre artikler betoner tre højrelevante emner over for regeringens trossamfundsudvalg.

For det første, at Danmarks evangeliske frikirke aldrig kan identificeres (sådan som det sker i lovudkastet) med samfund, der afgudsagtigt dyrker transcendentale magter! Dette forhold beskriver jeg nøje (og med tydelige henvisninger til lovforslagets bemærkninger) i artiklen: ’Det sorte kommissorium’ (Profetisk Journal 2017-08-09) tilknyttet ’den sorte gryde’ (Retsopgør 2017-08-09).

For det andet er det nye lovudkast i åbenlys strid med grundlovens § 67, hvilket jeg søger at bevise i artiklen: ’Religionsfrihedens erklærede grænser’ (Prof. Journal 2017-08-17) tilknyttet ’Frikirker bøjes i knæ’ (Retsopgør 2017-08-17).

For det tredje udskilles (til samme ’udrensning’) i den omtalte Betænkning 1564 en gruppe danske frikirke-troende som ’andenklasse-borgere: Et historisk afskrækkende skridt, hvor sporene fra 1938 skræmmes. Dette emne fremlægger jeg i sidste artikler: ’Andenklasses borgere’ (Prof. Journal: 2017-08-31) tilknyttet ’Kejserens magt’ (Retsopgør 2017-08-31).

I forbindelse (med indleveringen af disse tre artikler til Kirkeministeriets høringsproces) har jeg følgende at tilføje:

 

I GUDS NÆRVÆR OG FOLKETS NAVN

Det er på høje tid, at Danmarks nationalkirkes nyindsatte synode, Folketinget, får besked om, hvad nationen, Europa og den øvrige verden (ifølge Den Hellige Skrift) har i vente. Ligeledes er der ingen tid at spilde, når det drejer sig om at informere landets nyetablerede, ærkebiskoppelige embede, kirkeministeren (bag den store port i kanalkvarteret ved slotsholmen) om de fremrykkede, nu nærliggende begivenheder i Mellemøsten. Indtil dags dato har begge instanser (folketing og kirkeminister) været uvidende om de kommende (i Ny Testamente forudsagte) begivenheders forløb. Hovedårsagen til ’de manglende informationer ’har været, at både folketing og kirkeminister på det kraftigste har frabedt sig henvendelser af den art! "Kirke og stat skal adskilles," har de sagt. "Vi vil ikke have religion blandet ind i den verdslige øvrigheds arbejde – så bliv os fra livet med en hvilken som helst antydning af bibelsk tale. I vor regering sidder fornuftige mennesker, som ikke behøver anden råd og vejledning end den, som de kan hente hos deres egne politiske og verdslige eksperter…"

Efter den 23. marts 2017 på slaget tolv bør hverken folketing eller kirkeminister fortsat føre det sprog. Det samstemmer ikke længere med den kendelse, som på nøjagtig det tidspunkt blev kundgjort i Højesteret i Sct. Jørgensgade (som er en sammenmuret bygning med regeringspalæet, Christiansborg). Her blev det nemlig (da rådhusuret faldt i slag) for hele landet bekendtgjort, at fra nu af var al magt over kirken (og dennes kirkelige styre) overdraget til staten. Hovedkvarteret for alle fremtidige beslutninger i kirkeligt regi blev samtidig udpeget og stadfæstet som værende Kirkeministeriet i København. Konsekvensen må i mine (og andre borgeres) øjne være, at hvis staten overtager hele kirkens hus, så følger de bibelske bekendelsesskrifter med i købet! Dersom den nye ’statssynode’ overtager kirkens ’indre rum’ – så omfatter kontrakten, at dettee rums tusindårige dokumenter bevares.

 

LIVSNØDVENDIG FORPLIGTELSE

Når dette forløb nu synes tilendebragt, og dette forhold fremover (med sikkerhed) vil blive yderligere etableret, så står den livsnødvendige forpligtelse tilbage, at landets troende borgere – så vidt det kan lade sig gøre – søger at informere de to nye instanser (den nyindsatte synode og det nyetablerede ærkebiskoppelige embede) om de nu højaktuelle, forudsagte begivenheder, som kirkens fornemste bekendelsesdokument, Ny Testamente, henviser til.

Hverken folketing eller kirkeministerium bør i deres ’nye embeder’ være afvisende over for denne stillingtagen fra de troende. Den har nemlig sine rødder i selve hjemstedet for de demokratiske idealer, som for 150 år siden fra Frankrig fandt vej til Danmark. Lad mig forklare:

Medens de danske grundlovsfædre samlede sig til de forfatningsstiftende forsamlinger i København, blev den første tekst (med samme revolutionerende indhold) offentliggjort den 4. nov. 1848 i Paris. Den indledes med ordene: "I Guds nærvær og i det franske folks navn (’En présence de Dieu et au nom du Peuple Francais’…).

Hvorvidt det danske folketing og regeringens kirkeministerium har noget åndeligt mandat til (som det nu ved en højesteretskendelse er bestemt) at optræde som ’kirkens synode og bispevælde’, ligger imidlertid ikke i hænderne på syv højesteretsdommere; disse kan (ifølge kirkens bekendelsesskrifter) hverken indsætte eller afsætte noget kristeligt embede! Ej heller vil de folkevalgte på egen hånd kunne tage de rette beslutninger i åndelige sager – og slet ikke, hvis de på forhånd frabeder sig ’Guds nærvær (’En présence de Dieu’) eller nogen henvisning til de Skrifter, som er en kirkelig synodes grundlag og en ærkebiskops vejledning. Fremtiden forbliver en lukket bog på Christiansborg, hvis man dér fortsat vender det døve øre til de kristne borgeres røst.

Dette gælder ikke mindst, når de danske, politiske beslutningstagere skal afgøre spørgsmålet om det jødiske tempels beliggenhed i Jerusalem. Hvis de (på præcis dette punkt) nægter at lytte til Ny Testamentes (dybt advarende og samtidig kraftigt oplysende tale) er de på forhånd solgt til deres egen undergang. Af samme grund vil jeg søge at fremlægge Jesu egne ord om denne sag (Jerusalem-komplot). Dette gør jeg på grund af profeten Ezekiels henvisning, som siger: "Du skal tale mine ord til dem, hvad enten de hører det eller ej!" (Ez.2:7)…

 

HISTORIENS RANSMÆND

På denne baggrund viger de troende borgere i Danmark ikke tilbage fra at fremlægge for landets nye synode (folketinget) nogle linjer fra Ny Testamente, som kunne være oplysende for de danske beslutningstagere. Sagen drejer sig om deres kommende, endelige afgørelse vedrørende ejendomsretten og suverænitetsbeføjelsen over den kamp-omtumlede Tempelplads i Jerusalem.

Ny Testamente fortæller: "Da Jesus havde forladt helligdommen og gik bort, kom Hans disciple hen til Ham og pegede på helligdommens bygning…" (Matt.24:11).
 

Et tempel blev bygget på tempelpladsen

 

Et af de store principper, som tempelbjergstriden drejer sig om, er spørgsmålet om, hvorvidt jøderne i det hele taget har haft et tempel på dette sted.

De mest aggressive forsøg på at tilrane sig hele den ældgamle, bibelske og jødiske historie om Israels eksistens, er den palæstinensiske påstand, at der på Tempelbjerget i Jerusalem aldrig har stået et jødisk tempel

I stedet for (som et svar på dette) at komme med tusinde historiske forklaringer (som et stakkels bebyrdet, danske folketingsmedlem næppe har tid til at tage stilling til) bør han (eller hun) i al enkelthed forelægge denne simple og letforståelige tekst fra Ny Testamente. Ordene: "Da Jesus have forladt helligdommen, bør da anses som en vigtig kilde med hensyn til opklaringen af spørgsmålet, om der for 2000 år (ja, allerede for 3000 år) siden stod et jødisk tempel på Tempelpladsen i Jerusalem.

At ’disciplene’, (som der står skrevet) ’pegede på helligdommens bygninger’ er en lodret forankring af den historiske kendsgerning, at det jødiske tempel (i al sin hellige virkelighed) stod blændende hvidt og solidt placeret foran Jesu øjne. Ny Testamentes autoritative henvisning kan ikke bortforklares – og de, som løgnagtigt forsøger at gøre dette, bør bringes til tavshed af Mattæusevangeliets klare fremstilling.

Denne fortsætter med Jesu egne ord, der står nedfældet således: "Ser I ikke alt dette? (v.2) En sådan understregende påpegning er ikke ’talt ud i den blå luft’. Den viser hen til en eksisterende og omfattende substans (’alt dette’): En tonstung bygnings ubestridelige tilstedeværelse, som ikke er til ’at komme uden om’: Helligdommens høje, stærke søjlerækker i Jerusalem; templet, som stod dér i en så ophøjet ro, at det i al evighed må gøre alle løgnere og tvivlere til skamme.

"Jesus tog da til orde," slutter dette enestående afsnit af Ny Testamente: "Sandelig siger Jeg jer: Her skal ikke lades sten på sten tilbage; alt skal brydes ned!" (v.2)

Jesus taler her om Herodes den Stores konkrete bygningsværk, som der var arbejdet på i 46 år (Johs.2:26). Han nævner ulykken, som i år 70 ramte den helligdom, hvis eksistens palæstinenserne i dag fornægter.

36.000 romerske legioner anført af den romerske general Titus, brændte Templet ned til grunden; og der var ikke ’sten på sten tilbage’, da romerne af alle kræfter søgte at flå dem fra hinanden for at få fingre i det smeltede guld, der skimtedes i revnerne.

Danske borgere har ifølge grundloven ’ret til at forene sig for samlet og i enighed at fortælle deres ministre, at ’der var et jødisk tempel i Jerusalem’, og de har ret til ’frit at ytre sig’ for med en mund at meddele deres regering, at den bør tage den rette stilling med hensyn til Tempelpladsens historiske og Skriften dokumenterede tilhørsforhold i Den Hellige Stad


TILBAGE