HVEDEKORNET

Et kapitel af bogen PILGRIM CONVOY offentliggjort december 1990

“Sandelig, sandelig siger jeg jer: hvis hvedekomet ikke lægges i jorden og dør, bliver det kun det
ene korn; men hvis det dør, bærer det megen frugt.” (Johs.Ev. 12:24).

Et internationalt alarmsystem mod terrorister må den dag have sat Kastrup lufthavn i beredskab, for de forholdsregler, der blev taget, i forbindelse med et uskyldigt fly til Sverige, var usædvanligt skærpede. Alle passagerer blev stillet op på række for at blive visiteret og undersøgt.

Jeg var imellem dem.

Bevæbnede vagter iagttog omhyggeligt hver enkelt person, mens andre lod et lille apparat glide over deres legemer. Så snart apparatet gav en advarende ’beep’ lyd, anbragte vagten hurtigt en hånd på det sted, hvorfra lyden kom. Således kom alle metalgenstande for lyset; ingen kunne med våben eller granater slippe gennem kontrollen.

Jeg boede på det tidspunkt endnu i København, hvor jeg var ved at lægge sidste hånd på en moderne dansk oversættelse af Det nye Testamente. I fem år havde jeg arbejdet på et grundlæggende manuskript, som derefter på daværende stade blev gennemset og videreudviklet af en kendt dansk teolog, Møller Petersen, som i mange år har været en nær ven af Billy Graham, samt det, i vide kredse, afholdte og skattede danske forfatterægtepar Kirsten og Poul Hoffmann. Det amerikanske Tyndale-forlag, som var ansvarlig for projektet, havde nu inviteret alle dets europæiske bibeloversættere til en konference i Sverige, og det var denne samling, som jeg den dag med fly var på vej til.

Som jeg så mig omkring i flokken af passagerer for eventuelt at finde kendte ansigter, lagde jeg foran mig mærke til en sortglinsende, spansk udseende herre. Hans sydlandske lød og mørke øjne fik ham til at ligne en terrorist mere end en bibeloversætter. Da det var hans tur til at blive undersøgt, og hans bagage blev åbnet, kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til dens indhold. Jeg stirrede forbløffet ned i kufferten – og så på den spanske herre, der iagttog mig med et opmærksomt, funklende blik. På toppen af den fornemme læderkufferts indhold af nydeligt sammenfoldede sokker, nystrøgede, hvide skjorter og et kostbart læderetui til toiletsager lå en lille bog med den franske titel: ’Le petit livre blanc’. Jeg kendte den bog, for jeg har selv sammen med gode venner i Danmark skrevet den. Den udkom for mange år siden (1969) under den danske titel ’Den lille hvide’. I årevis havde jeg ikke set så meget som skyggen af et eksemplar af denne halvglemte sag og var overrasket over pludselig at se og høre dens lille franske ’beep’ fra en fransk kuffert foran mig.

Da alle passagerer var sluppet gennem den skærpede kontrol, og vi havde fundet vore respektive pladser i maskinen, rejste jeg mig og gik søgende ned mellem rækkerne. Her henvendte jeg mig på fransk til den spansk udseende herre og sagde: ”Jeg bemærkede, Monsieur, at De havde en bombe i Deres kuffert!”

Manden så overrasket op fra sin portugisiske avis. ”En bombe? Hvad mener De med det med det? Jeg har ingen bombe i min kuffert!” – ”Vist så,” insisterede jeg med et smil. ”De slap igennem kontrollen. Men jeg så, hvad De havde i deres bagage. En bombe. En lille, hvid bombe!”

”Jeg fatter ikke hvad De mener,” erklærede den mørke herre med et distinkt spansk accent, og i et øjeblik funklede hans øjne igen, så at han mere lignede en terrorist end en bibeloversætter. ”Jeg rejser ikke rundt med bomber. Må jeg bede Dem om en forklaring?”

”Viola!” begyndte jeg. ”Jeg så i Deres kuffert en bog med titlen ’Den lille Hvide’, – og det er den bog, jeg hentyder til, når jeg taler om en ’bombe’ i Deres kuffert. Tilgiv mig, Monsieur, det er naturligvis kun min spøg. Jeg mener ikke, at De er terrorist og rejser rundt med rigtige bomber.”

Den spansk udseende herre lyste op. Et enormt smil forandrede hans lidt dystre ansigtstræk, og i et øjeblik lignede han faktisk mere en bibeloversætter end en terrorist.

”Oh la la, nu forstår jeg,” lo han. ”Ser De, jeg er på vej til en konference for bibeloversættere i Sverige, og jeg gjorde ophold her i København for at prøve at finde en af de tre forfattere til den lille bog, jeg har i min kuffert. Jeg er fra Portugal, og der er forlæggere, som er ivrige efter at udgive ’Den lille Hvide’ i mit land. Imidlertid har jeg ikke været i stand til at finde frem til nogen af mændene bag den lille danske bog, så jeg er bange for, at jeg må rejse tilbage med uforettet sag.”

”Det behøver De ikke,” indskød jeg. ”Jeg er én af de tre mænd, De søger, og vi kan underskrive kontrakten med det samme her i flyet.”

Som sagt, så gjort. Kontrakten blev underskrevet – og resten af den uge nød vi sammen et broderligt fællesskab omkring den række seminarer og forelæsninger, som blev holdt over det vigtige emne at oversætte Guds hellige og uforanderlige ord til det nutidssprog, som bedst forstås af vore landsmænd. I den uge stillede min portugisiske ven mig mange spørgsmål om baggrunden for, at jeg havde været med i udgivelsen af det skrift, som han havde læst på fransk, og som nu snart skulle udkomme på portugisisk, og jeg fortalte ham om alt det, der skete dengang…

Den lille bog dukkede op i slutningen af 60’erne, da en bølge af moralsk nedværdigende synd overskyllede vort lille land. I vort ungdommelige overmod mente vi, at nogle vægtige demonstrationer og protestaktioner ville kunne være medvirkende til at dæmme op for denne snavsede flod – og ’Den lille Hvide’ var en del af denne indsats. Som tiden er gået, har mange af de unge mænd, der var med dengang, set det forholdsvis formålsløse i det arbejde, som blev gjort i de år: Der skal stærkere kræfter til at opnå noget virkningsfuldt i kampen mod national synd!

Det hele begyndte vel den nat, da 120 af os drog ud over hele landet og klæbede samtlige pornografiske vinduesudstillinger til med en plakat lavet til formålet og med teksten: ’Kærlighed er ren’!

Da jeg i de tidlige morgentimer træt, og efter, sammen med en kristen lærer, Ove Stage, at have været arresteret af politiet på Vesterbro i København, kørte hjem, hørte jeg med tilfredshed den første nyhedsudsendelse over bilradioen.

Speakeren forklarede, at en aktion i nattens løb havde været gennemført over hele landet med, hvad han kaldte: ’militærpræcision’. I fyrretyve byer fra Skagen og til de store pornosupermarkeder ved grænsen er alle pornografiske udstillinger i nattens løb blev plakatdækket af en organisation, som kalder sig ’Unge Kristne’, hed det i udsendelsen. Ingen vidste hvem denne organisation bestod af, og i de følgende dage havde aviser og fjernsyn travlt med at prøve at finde ’bagmændene’ for det natlige ’hærværk’.

Med yderligere tilfredshed konstaterede komiteen for Unge Kristne, at kirkefolk alle steder fra sluttede op omkring den ’militære operation’, og da selv paven i Rom udsendte en meddelelse over Vatikanets avis, hvori han ’lykønskede de danske unge kristne med deres indsats mod urenhed og synd’, så syntes den lille flok ledere, af den indtil da ukendte organisation, at aktionen var vellykket. Men vi skulle snart alle komme til at lære, at praktisk talt intet var opnået. Hverken demonstrationer eller aktioner, pressemeddelelser eller paveord kan standse nogen uren flod fra afgrunden. Kun en åndsfyldt, levende og fra verden udskilt, hellig menighed har magt i en sådan sag!

Men dette mere modne syn havde vi kun lidt af i de dage. Nidkærhed var der imidlertid ikke mangel på! De nye love for abort stod for at skulle vedtages i Folketinget, samlede jeg og min gode ven, Johannes Facius, en større gruppe folkekirke- og frikirkepræster, for at vi sammen kunne stå for Bibelens syn for den ufødtes ret til livet, inden nationen, ved den nye lovs vedtagelse, faldt ind under en yderligere frigivelse af synd.

Dette blev gennemført ved en ny aktion, som efter sædvane i øjeblikket vakte en del røre, men som (hvad der er tilfældet for alle sådanne protestdemonstrationer) ikke fik nogen varig virkning.

Et bevægende øjeblik var det imidlertid, da en anseelig skare lutherske, katolske og frikirkepræster, anført af de højkirkelige præster, Poul Exner og Knud Christensen i deres præstelige ornat stille bevægede sig gennem Christiansborgs korridorer for pludselig at komme til syne på tilhørerrækkerne over folketingssalen. Der blev uro mellem salens folkevalgte mænd og kvinder, da balkonen over dem langsomt fyldtes af kirkens mænd. De snehvide præstekraver lyste dobbelt stærkt på baggrund af de lange, sorte kapper bag dem, og der faldt som en mørk skygge over et samlede folketing, da alle præsterne stilfærdigt rejste sig og forblev stående som i tavs og knugende sorg, da den lov blev endeligt vedtaget, som fremover skulle koste titusinder af ufødte danske børn livet.

Der blev ved den lejlighed, både overfor det for loven ansvarlige folketingsudvalg samt ved en efterfølgende presseudtalelse foran Christiansborg, talt stærke ord af de forsamlede præster – men som ved alle tidligere demonstrationer af samme art, var ordene og aktionerne som avner, der spredtes for vinden. Abortlovens dødsskygge kunne ikke bortjages ved sådanne spredte fægtninger, og intet blev afgørende ændret ved den lejlighedsvise manende tilstedeværelse af kirkens mænd i folketingssalen.

Da siden en dansk filmmand, som blev berygtet i mange lande for sine gudløse påfund, planlagde at producere en pornografisk film om Herren Jesus Kristus – og den danske stat finansielt ønskede at støtte et sådant projekt, marcherede vi i protest med 5000 unge kristne gennem Københavns gader. Der var magt over de gamle reformationssalmer, som den dag gav genlyd mellem den indre bys hustage – men ikke magt nok! Den film blev standset, og staten trak sin finansielle støtte tilbage – men andre film af samme art blev siden fremstillet og vist for offentligheden. Ved den lejlighed sang de mange tusinde unge i Fælledparken i København, at ’hellighed har magt’ – men sikkert kun de færreste forstod, at denne bekendelse ikke kan blive ved sangen alene. Et liv må stå bag.

I min personlige nidkærhed efter således at bekæmpe det moralske forfald, veg jeg ikke tilbage for sammen med den senere Afrika-missionær, Peder Pedersen, at bryde ind i et politisk møde i Esbjerg for derved at opnå en personlig samtale med den daværende justitsminister, Knud Thestrup. Netop denne kendte politiker blev på det tidspunkt af adskillige betragtet som personificeringen af eftergivenhed overfor det pres, der i de dage var på al lovgivning, som havde at gøre med liberaliseringen af tidens seksuelle adfærdsmønster. Nogle betragtede ham endog som den mand, der bar hovedansvaret for, at en flod af pornografi i tekst, billeder og film ikke blot overskyllede vort eget land, men, som en bølge af smuds, brød sig vej ind i den ganske verden. Andre mente, at han var den mest ærlige og velmenende justitsminister, som vort land har haft, og selv bekendte han sig åbent som en personlig kristen og erklærede, at han som sådan altid gik rundt med en lommeudgave af Det nye Testamente på sig. Så vidt jeg kunne se, stod han politisk for det meget populære syn, at ’alt må kunne tolereres undtagen intolerance’.

Fra hans tid som justitsminister må jeg skønne, at han ikke betragtede det som statens eller lovens opgave i vor liberale og demokratiske tid at påtvinge den enkelte nogen form for moral. Moralske normer – efter hans og andres syn – måtte fastlægges efter den enkeltes overbevisning og personlige valg. Det måtte således være op til den enkelte borger, hvorledes han eller hun levede sit liv, og hvis vedkommende havde lyst til at læse en pornografisk bog eller se en dårlig film, måtte der være frihed for et sådant valg. Når alt kom til alt levede vi nu i det 20. århundrede…

Den nat i Esbjerg fik jeg min samtale med justitsministeren. Aktionen lykkedes – men så kom der heller ikke mere ud af det. Jeg tillod mig ved denne natlige samtale at fremtage min egen lommeudgave af Det nye Testamente for at læse Pauli ord: ”Vi ved, at loven er god,” læste jeg højt for den forbavsede politiker, ”dersom man bruger den, som lov skal bruges, når man nemlig er sig bevidst, at loven ikke er bestemt for retskafne, men for lovløse og genstridige, ugudelige og syndige, ufromme og vanhellige, for fadermordere og modermordere, manddræbere, ukyske, for dem, der øver unaturlig utugt, menneskerøvere, løgnere, menedere og hvad andet, der strider mod den sunde lære – alt i overensstemmelse med et evangelium om den salige Guds herlighed, som er blevet mig betroet (1.Tim. 1:8-11).”

Justitsministeren lyttede med et embedsvenligt smil, men ændrede aldrig så meget som en tøddel af sin egen opfattelse om disse ting. Når jeg i disse sene nattetimer søgte at forklare, at det var ’i overensstemmelse med evangeliet’, at der var fastlagt lovgrænser for ’ugudelighed, urenhed og vanhellighed og dem, der øver unaturlig utugt’, så gjorde det tilsyneladende intet indtryk på den trætte minister. Så længe justitsminister Knud Thestrup forblev på sin post, faldt det ene lovværn efter det andet overfor nogle få pengemænds spekulation i menneskets laveste lidenskaber, og jeg måtte sammen med andre endnu en gang komme til den slutning, at det ikke er politikerne, der er ansvarlige for det, som Paulus kalder ’den sunde lære’; det er teologerne og præsterne! Det er Herrens tjenere og Jesu Kristi menighed.

”Dette er baggrunden,” forklarede jeg nogle få år senere min portugisiske ven mellem forelæsningerne på bibeloversætterkonferencen i Sverige – ”for den lille bog, som du er interesseret i at udgive i dit eget land. Skriftet vil aldrig få nogen varig betydning; som alt det andet, der skete omkring denne bogs udgivelse, i de dage, vil den kun kunne fremmane lidt røre og debat. Når støvet har lagt sig, fortsætter tomheden og vanviddet.”

*

Vor sidste demonstration i de dages lange række af aktioner, var til fordel for Israel. Selv om denne indsats måske var den mest formålstjenlige af dem alle, så står den igen som symbol på magtesløsheden i al den slags arbejde. Den fandt sted, da verden for første gang i begyndelsen af 70’erne var ved at vågne op overfor den afgrund, der hedder ’oliekrise’. Kløften, der dermed åbnede sig under de vestlige samfund, viste sig ikke kun i rækkevidden af konsekvenser ved manglen på energi, men ved dybet af politisk udnyttelse, som oliemanglen kunne bruges til: De olierige arabernationer truede med at boykotte alle de lande, som havde en pro-israelsk holdning, og på et tidspunkt samledes ti europæiske landes udenrigsministre i København for sammen at søge at løse dette problem. Da de ankom til Danmark, brændte i oliekrisens nat, kun hver anden af den frysende hovedstads gadelamper, og på visse dage lå byen hen som død, fordi det ikke var tilladt at anvende benzin til bilkørsel. Et tusinde journalister fra hele verden var fløjet til København for at dække den betydningsfulde begivenhed, og mikrofoner og kameraer stod som en skov omkring Fællesmarkedets samlede statsmænd.

Pludseligt – som ørne i flugt mod deres bytte – landede en gruppe arabiske ’olieministre’ i Kastrup lufthavn. De formeligt ’hijackede’ topmøderne i København, og i nogle bitre timer voksede olietrykket på Europas mest ansvarlige mænd med hensyn til deres landes holdning overfor Israel.

Sammen med Jørgen Olesen, redaktøren af den kristne avis, ’Udfordringen’, som også opstod i de dages kampiver mod synd og verdensånd, stod vi med ti unge kristne, der udfoldede nogle gigantiske bannere på strategiske steder af statsmændenes ruter fra Christiansborg og Amalienborg. På de mægtige transparenter stod skrevet på fire sprog: ”Det er koldt – men vi elsker jøderne!” Hvert banner var omhyggeligt påmalet enten med dansk, tysk, fransk eller engelsk tekst, og det var en god følelse for første gang at stå side om side med unge og ældre medlemmer af den jødiske menighed i København. Som sædvanlig regnede vi aktionen for vellykket, hvis den havde god dækning i offentligheden, og i dette tilfælde vakte de udfoldede tekster overraskende opmærksomhed blandt de 1000 pressefolk. Der var et eller andet med ordene om ’kulde og kærlighed’, som fangede deres interesse, og sammen med unge jøder måtte vi på alle fire sprog besvare spørgsmål, om ve med disse tekster ikke blot hentydede til oliekrisens mørke årstid men også til en kold verdens isnende beregninger og jøders og kristnes fælles grundlag i hebraiske skrifters opfordring til kærlighed.

De forenede jødisk-kristne udtalelser blev sendt fra kyst til kyst over satellitter og nationale Tv-net, og det var med en særlig glæde, at jeg dagen efter åbnede en kuvert fra Den Israelske Ambassade i København, hvor den israelske ambassadør i et personligt brev takkede for, hvad han kaldte ’etisk mod i nødens time’. Men atter flimrede billederne, ordene og de gode meninger hurtigt over samtlige tekniske og menneskelige ’modtageapparater’, og noget dybere værk fandt ikke sted. Det fællesskab, der ifølge Bibelen skal opstå mellem hedninger og jøder er af langt større dimensioner, end hvad der kan forekomme på et gadehjørne foran en eller anden ambassade, og den kærlighed, der skal binde de kristne sammen i et legeme med Guds udvalgte folk, jøderne, er af en dybere karakter, end hvad der kan gives udtryk for med malende danske, tyske, franske eller engelske ord i udsendte erklæringer og deklarationer.

Mere og mere begyndte det, for enkelte af deltagerne i disse aktioner, at blive klart, hvad apostlen Paulus mener, når han skriver: ”Det kendes på jer, at I er et brev fra Kristus, ført i pennen af os, indskrevet ikke med blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på stentavler, men på kødtavler, nemlig menneskehjerter (2.Kor. 3:3).” – Og mere og mere blev vi os vor egen magtesløshed bevidst, når det drejer sig om, hvad Det Nye Testamente kalder ’en ny pagts tjeneste’, idet Paulus fortsætter: ”Jeg mener ikke, at vi af os selv er duelige til at udtænke noget, som kom det fra os selv, men vor duelighed er fra Gud, som gjorde os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens, thi bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende (2. Kor. 3:5-6).”

Måske begyndte der trods alt noget nyt og stort, da vi den dag i København stod sammen med jøderne for Israels sag. I hvert fald skete noget med vort arbejde. Kore efter blev det helt standset, og alle, som havde været med i denne gerning, blev på forskellig måde kastet ud i nye opgaver, som havde med opbyggelsen af Herrens menighed at gøre.

Det skete på følgende måde:

På grund af de katastrofale forhold, der herskede omkring narkotikamisbruget blandt unge i hovedstaden og andre danske byer, hvor hundredvis af unge liv i de år gik til grunde, dannede ti unge kristne familier en komité og købte et hus i den indre by i København. Gennem flere måneder havde vi været på jagt efter en bygning i det geografiske område, hvor de unge stofmisbrugere holdt til, og som jeg en dag gik søgende gennem Knabostræde, stod jeg pludselig overfor et lidt faldefærdigt gammelt hus fra 1700 tallet med indskriften: ’Soli Deo Gloria’. De gamle, snørklede bogstaver talte mere til mig end normalt var, og jeg stod i lang tid og stirrede på dem. ’Soli Deo Gloria’, Gud alene æren! Som jeg funderede over den fromme indskrift, henvendte en fremmed sig pludselig til mig ”Det hus er til salg,” sagde han. Jeg kiggede overrasket på ham, for det var ikke til at opdrive en ledig kvadratmeter i den indre bys område, og da han åbenbart bemærkede min vantro, gentog han: ”Det hus er til salg!”

Oplysningen var korrekt, og huset blev købt og blev, gennem et omfattende restaureringsarbejde, omdannet til det kristne hjælpecenter, hvor i de følgende år mange unge liv blev reddet.

Yderposten i vort arbejde var Christiania, hvor de unge kristne også havde ’erhvervet’ en bygning, som blev omdannet til herberg for de nødstedte. Herfra blev unge stofbrugere sendt til ’Soli Deo Gloria’ – huset i Knabostræde, hvorfra turen for enkeltes vedkommende gik til Nørå-centret i Bramming på Jyllands vestkyst. Dette arbejde er i årevis fortsat af Frede og Inger Jørgensen på Nørå-centret.

Men snart viste det sig i denne gerning det samme symptom som i vort øvrige arbejde: Magtesløsheden! Måned for måned blev tilfældene værre og værre. De anvendte narkotiske stoffer blev hårdere og hårdere. De unge, som vi samlede op forskellige steder i København, var i en mere og mere fortvivlet forfatning, og den lille gruppe medarbejdere, som kæmpede dag og nat for at redde den enkelte, blev mere og mere desperat. På trods af den kendsgerning, at der i døgndrift blev fastet og bedt, prædiket og ydet sjælesorg, var det til sidst, som om narkotikahelvedets dæmoner lo ad os.

Efter fem års arbejde måtte vi indse, at opgaven var for stor for en lille missionsgruppe på 15 fuldtidsmedarbejdere. Der var simpelthen ikke i dette fællesskab tilstrækkelig åndelig magt til at udøve den særlige befrielsestjeneste, som der her var brug for. De sataniske kræfter, der drev deres spil med de unge, som hjælpeløse blev overladt til vor omsorg, var ikke indstillet på at vige for andet end åndelig overmagt – og vor lille missions gren af menigheden bestående af mere eller mindre uerfarne unge kristne, der med dette arbejde gav et år af deres tid eller ’aftjente deres værnepligt’ i huset, havde ikke den åndelige autoritet, som faktisk måtte fordres af et sådant fællesskab. Atter måtte vi se i øjnene, at Gud til løsningen af en sådan opgave har brug for et enigt og et helligt folk – en åndsfyldt menighed med tjenester og åndelige nådegaver og med et stort hjerte for de elendige og fortabte.

På trods af alt dette kom det ikke desto mindre som en overraskelse for os, da vi under en særlig ’bibel- og bedeuge’ sammen med den kendte, nu afdøde britiske bibellærer, Dennis Clark, forstod, at hjælpearbejdet omkring ’Soli Deo Gloria’ for en tid skulle ophøre. Der var ikke nogen let beslutning at tage! Enkelte af os fattede måske i de dage noget af den smerte, som Abraham må have gennemgået, da han lagde sin Isak på alteret. Vi vidste, at ’Soli Deo Gloria’ – gerningen var født af Gud, og at der derfor hvilede bestemte forjættelser over den – derfor tog vi det afgørende skridt enigt og i tro drejede nøglen om til det smukke hus i Knabostræde, der gennem en årrække havde været samlingsstedet for både unge og ældre i kampen mod stofmisbruget i København og vor lands moralske forfald.

Vi troede alle på opstandelse. Men ingen af os var helt på det rene med, hvorledes Gud ville rejse en sådan gerning op igen. Det var klart for os, at den nedlagte tjeneste måtte komme ud af sin dødsproces med mere kraft – for det var jo magtesløsheden, der havde præget al vor tidligere aktivitet. Men hvorledes ville det ske? Ville Gud give os et andet hus? Et større hus? Flere medarbejdere? Et stærkere fællesskab, hvor hovedstadens menigheder var mere involveret? Det var nok noget i den retning, at vort håb styrede; i hvert fald skrev vi derom og søgte langsomt at arbejde hen imod en sådan løsning.

Men noget sådant skete aldrig!

Først flere år senere begyndte jeg at fatte, hvad der i Pauli breve i den forbindelse står skrevet om ’sædekornets hemmelighed’.

”Du dåre!” siger apostlen (meget betegnende). ”Det, du sår, får jo ikke liv, hvis det ikke dør!” – og så forklarer han, hvad man kan forvente, der vil ske, hvis et liv, en tjeneste eller et arbejde, ja, en kirkeretning får lov til at gennemleve sædekornets proces: ”Og hvad du end sår, du sår ikke den plante, der senere kommer op, men et nøgent korn enten det nu er hvede eller en anden art. Men Gud giver det et legeme efter sin vilje og hver sædart sit særlige legeme (1. Kor. 15:36-37).” Med andre ord: Sædekornets hemmelighed afsløres i naturen hvert forår for vore undrende øjne. Hvad enten det sker på mark eller i have, er principperne de samme. Et sædekorn fra en plante eller en blomst lægges i jorden, og der vil herefter ikke kunne skyde noget nyt liv op fra det nøgne korn, medmindre det ofrer sit liv for den nye plante, der skal frem i solen. Når det første grønne skud lyser på den sorte jord, er det helt anderledes at se på end det hvide ’nøgne korn’, der lagdes ned i jorden. Dag for dag iagttager vi med forbavselse, at Gud giver det lille sædekorn et nyt legeme – alt efter hvilken art af plantesæd, der er lagt i jorden.

Nøjagtig denne nytestamentlige beskrivelse af Guds under er min opfattelse af, hvad der dengang skete med det meget velsignede arbejde, som udgik fra Soli Deo Gloria huset i Knabostræde i København. Et sædekorn blev lagt i jorden. Nøglen til huset blev på Guds forordning drejet om. Medarbejderne sendt hjem: En dødsproces begyndte! Men ud af dette Soli Deo Gloria-korn gav Gud muligheder for, at nye legemer kunne vokse frem. Vor mangel på forståelse af denne hemmelighed har hovedsageligt bestået i, at vi kun syntes at kunne acceptere, at det samme legeme kom frem, som det, der lagdes i jorden. Hvis der blev plantet et hus, som var hjælpecenter og samlingssted for en evangelistisk indsats, så var det efter vor opfattelse noget lignende, som skulle fortsætte fremover blot i større kraft.

Guds Ord understreger imidlertid, at dette ikke er tilfældet. Ja, Paulus kalder os for ’dårer’, dersom vi gør os sådanne menneskelige forestillinger om, at der ikke vil ske nogen væsentlig ændring i det nye liv, som bryder frem. ”Gud giver det et legeme efter sin vilje,” forklarer apostlen, og dette er, hvad jeg mener er sket med den død, som på et tidspunkt måtte gå over alt det Gud givne arbejde, der blev udført i de år. Jeg ser nu, at forskellige tjenester med hensyn til forbøn, litteratur, kristen skolevirksomhed og konkret menigheds- og missionsarbejde langsomt er vokset frem af det døde korn. Hvorvidt selve ’Soli Deo Gloria’ husets arbejde vil kunne opstå i en ny glans, er sikkert afhængig af, hvorledes disse forskellige nye tjenester stiller sig til hinanden. For jeg ser også et besynderligt legeme komme frem, som jeg aldrig har set magen til før: En rejsende missionskonvoj af familier, der bor i gamle beboelsesvogne – rejsende fra land til land med et storslået mål for øje: ”Jeg frydede mig, da de sagde til mig: Vi drager til Herrens Hus! Så står vore fødder da i dine porte, Jerusalem (Salme 122, sang til festrejserne af David).”

Jeg ser nu, at en ny tjeneste er ved at spire frem! Den samler sig om det profetiske ord, som d. 5. august 2022 er blevet givet til en finsk profet, mens han fløj over København. Jeg beskæftiger mig fremdeles med dette ’forsinkede budskab’ på hjemmesiden ’Profetisk Journal’. God læselyst!

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’DET FORSINKEDE BUDSKAB

(www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.19.07.2024

LILJEN

Et kapitel af bogen PILGRIM CONVOY offentliggjort december 1990

”Se, jeg og de børn, Herren gav mig, er varsler og tegn i Israel…” (Es.8:18)

Den måde Daniel fik sit navn på, var til stor opmuntring for Gisèle. ”Du skal kalde ham Daniel,” havde jeg tydeligt hørt en røst tale til mig i en tidlig morgentime i vor karavane. Da drengen blev født, gik der lang tid, før lægerne fik ham til at give lyd fra sig, og i disse livsvigtige sekunder holdt Gisèle stædigt fast ved en meget enkel tanke: ”Du har givet ham et navn, Herre. Derfor må du også give ham liv!”

Nogen tid efter nedskrev hun blandt andet denne hændelse i et lidt mere omfattende vidnesbyrd, som hun fik duplikeret på en oldsag af en duplikator i vor lejr. Da vor engelske broder, som stod for lejrens trykkeri, spurgte hende, hvilken illustration omslaget til det lille hæfte skulle have, svarede hun: ”Den franske lilje!”

”At den skal være fransk kan jeg nok forstå,” afbrød jeg tørt, ”men hvorfor en lilje?”

”Fordi liljen er et tegn på renhed,” svarede Gisèle smilende. ”Taler Højsangen i Det Gamle Testamente ikke om ’dalens lilje’ og siger Jesus ikke i Det Nye Testamente, at vi skal betragte ’markens liljer’?”

”Vist så, vist så!” sagde jeg afværgende. ”Liljen er et fint symbol. Men hvor meget lærestof er der egentligt i dette hæfte?” Jeg løftede spøgende pegefingeren. ”Bibelen tillader ikke kvinder at belære…”

”Åh, vær nu sød,” svarede Gisèle. ”Du skriver så meget, og dette her er det eneste jeg nogensinde har skrevet. Det er mit personlige vidnesbyrd, og jeg ved, at du vil være enig med mig i hvert eneste ord, jeg har skrevet. Det er bare et lille hæfte om vor familie og børnene og de beslutninger, som vi sammen har taget.”

Jeg stirrede mistænksomt på de nydeligt håndskrevne sider. ”Hæftet handler om hellighed,” indskød hun overtalende.

”All right,” sagde jeg højtideligt. ”Jeg vil læse manuskriptet igennem. Der vil sikkert være et eller andet at rette…”

Nogle dage senere gav jeg hende de håndskrevne ark tilbage – uden rettelser. ”Jeg kan ikke gøre ret meget ved det,” sagde jeg henkastet. ”Stilen og sproget er lidt naivt.”

”Det gør ikke noget,” sagde Gisèle lykkeligt. ”Det er den måde, som vi kvinder taler på. Du har dine læsere, og du vil få at se, at jeg får mine..,”

Gisèle fik ret. Faktisk har jeg ind imellem været lidt skinsyg. Med egne øjne har jeg iagttaget, hvorledes kvinder holdt inde med deres husarbejde og satte sig med Gisèles duplikerede hæfte og læste – med børnene grædende omkring dem. Jeg har med nogen ærgrelse set mænd med høj teologisk uddannelse blade med åbenlys interesse i den lille bog med den franske lilje – mens de skubbede mine skrifter til side. Jeg har fået at vide, hvorledes hospitalslamperne lyste sent på fødselsafdelingen i visse byer – og skriftet gik fra hånd til hånd. Jeg har til min overraskelse set, hvorledes den lidt sortsmudsede tryksag fra lejrens duplikator er blevet omhyggeligt oversat og udgivet i smukt tryk på fint papir på andre sprog – og engang blev den lille bog oplæst i fuld længde i den irske radio.

Gisèles lille beretning handler om vor familie, og den drejer sig om en sag, som det undertiden er lidt svært for mænd at udtale sig om. Derfor vil jeg lade hende tale for sig selv. Historien med den franske lilje på omslaget begynder således:

Gennem adskillige år har Herren talt til mig med hensyn til et særligt område af mit liv. I dag har jeg lyst, som et vidnesbyrd, at fortælle om dette. Jeg vil gerne dele med andre den overbevisning, som lidt efter lidt er kommet i mit hjerte. Jeg tror, jeg skal gøre det, fordi verden ikke tier på dette område. Stærke røster taler i dag, og søger at gøre deres indflydelse gældende i andre menneskers liv. Men også Guds gode Helligånd taler – og jeg er lykkelig for at jeg har fået lov at høre Hans røst i mit hjerte. Det er om alt dette, jeg vil fortælle.

Mit emne er det, som kvinder ofte taler med hinanden om. Vi taler om vore børn. Og vi taler om det ’at få børn’. Og nogle taler om, hvorledes de kan undgå at få børn!

Med bedrøvelse husker jeg brudstykker fra sådanne samtaler. De er vanskelige at glemme, for de gentages uafladeligt og kredser hele tiden om de samme ord og beslutninger:

”Vi er nygifte og skal ikke have børn lige med det samme.”

Vi vil først arbejde nogle år og tjene penge og have os indrettet – så måske skal vi have et par børn.”

”Nu har vi tre børn – og det må være nok!”

Når jeg hører sådanne ord, tænker jeg ofte på det sted i Skriften, hvor apostlen Jakob advarer de troende mod at programmere deres liv for at undgå troens vej. Han skriver: ”Og nu I, som siger: I dag eller i morgen vil vi rejse til den eller den by og blive der et år og handle og tjene penge. I kender jo ikke dagen i morgen. Hvordan er jeres liv..? I skulle hellere sige: Hvis Herren vil, så skal vi gøre det eller det (Jakob 4:13-15).”

Så snart en fødsel er overstået, hører det i dag med til vort moderne samfunds forretningsgang, at en læge ankommer til barselssengen med sin notesblok og stiller en række spørgsmål. Et af de uundgåelige er dette: ”Hvad har du tænkt dig at bruge for at hindre en ny graviditet?”

For det første forstår jeg ikke, at læger i en sådan sag siger ’du’ (som om vi havde kendt hinanden i flere år), og for det andet fatter jeg ikke, at et spørgsmål af den art kan komme på tale, før en ung mor har fået lov at fortælle, om hun har en personlig holdning i denne sag.

Da jeg ventede mit første barn, sad jeg i en sådan lægekonsultation. Spørgsmålene kom som efter et givet skema. De var kolde og hensynsløse:

”Vil du beholde barnet?”

Jeg stirrede målløs på den hvide kittel foran mig.

”Du kan få en hurtig abort!”

Jeg rystede tavst på hovedet. Manden med stetoskopet om halsen kendte ikke noget til mit liv. Han vidste ikke, at jeg på det tidspunkt kun havde været gift i fem måneder. Han havde ingen anelse om den nød, som var kommet over mig, da jeg efter tre måneders ægteskab endnu ikke ventede noget barn. Han vidste ikke noget om, at jeg i ængstelse og med gråd havde været foran Herren og bedt ham gøre det, som jeg havde læst var sket med andre kvinder i Skriften – at ’Gud havde åbnet deres moderliv’. Han kendte intet til den bølge af glæde og forventning, som strømmede gennem mig, da jeg den følgende måned kunne konstatere, at Gud havde hørt min bøn. Han sagde kun: ”Vil du have ’det’ fjernet?”

Den samme situation opstod, da jeg ventede min nummer tre, som blev en dejlig dreng. Der var et mindre problem under svangerskabet, som jeg måtte søge lægehjælp for. Behandlingen blev foreslået hurtigt og uden vaklen: ”Vi kan blive nødsaget til at foretage en abort!”

Jeg mærkede en flod af bedrøvelse og smerte og en slags ’hellig vrede’ skyde op i mig. Alt i mig råbte nej til et sådant forslag – og jeg fatter ikke, at nogen skal være nødsaget til i en lignende situation at acceptere det.

Som jeg har nævnt, er disse røster imidlertid ikke de eneste, der har lydt i mit liv. Jeg takker Gud for, at også Han taler. Jeg har fået lov at se, at der er en anden vej at gå. Jeg kan forestille mig, at det vil lyde mærkeligt i nogens øren, men jeg vil sige det alligevel: Også i denne sag er der en troens vej at gå!

I de første år med en stadig voksende børneflok kunne det være lidt svært. Undertiden måtte jeg spørge mig selv: ”Er en sådan troens holdning rigtig?” Forskellige bemærkninger fra kristne medsøstre gjorde ikke sagen lettere.

”Nu synes jeg det må være nok!”

”Nu skal du vel ikke have flere børn.”

”Nu skal du høre, jeg kender en metode, som kan hjælpe dig…”

Til sidst havde jeg svært ved at svare med et smil. I dag er alt dette ikke længere noget problem for mig. Der eksisterer for mig ikke mere noget spørgsmål i denne sag. Jeg har fået lov at se Herrens gode hånd i de forskellige børnefødsler, og kan i dag i tro lægge hele dette område af mit liv over til Gud.

Er det ikke Herren, som i sin nåde styrer hele vor tilværelse? Er det ikke Ham, som leder den gerning, som Han selv har anbragt mig i? Har jeg ikke gennem årene fået lov at se Hans guddommelige styrelse og hjælp? Er det ikke Gud, som mirakuløst dag efter dag stiller daglig brød på vort bord) (for vi er vandret ud i tro og har ingen andre kilder end Herren) – Ja, er det ikke Gud, som styrer det ganske univers og som har selv den mindste ting under kontrol? Skulle Gud da ikke – Han, som er alle tings skaber og opretholder – kunne lede alle troende mennesker i deres ægteskabelige liv?

Da jeg ventede mit fjerde barn, var vi med hele vor missionsgerning for Herren i en vanskelig situation. Mange af vore kristne venner havde vanskeligt ved at forstå den måde, som Herren ledte os i vor tjeneste – og adskillige rystede på hovedet, da de så, at jeg yderligere ventede mig igen.

Herren beviste imidlertid sin nåde overfor mig.

Det skete på en måde, at Gud talte til min mand. Vi forventede begge, at den lille ny skulle blive en pige. Jeg drømte om en lille mørkhåret ’lillesøster’. Hun skulle have brune øjne, og vi havde allerede givet hende navnet ’Natacha’.

I en tidlig morgentime hørte min mand imidlertid en tydelig røst i vort soveværelse, som sagde: ”Han skal hedde Daniel.” Min mand forklarede mig intet om denne hændelse før umiddelbart før fødslen. Kort efter havde jeg en lille sprællende skabning i min favn. Det var en dreng – og han hedder Daniel. Det blev stort for mig, at Herren kendte denne dreng, før han var født. Efter Guds ord tror jeg, at det er tilfældet med alle små, som er i moders liv.

Da vort femte barn blev undfanget, skjulte Herren det ikke for mig. Adskillige vil sikkert have svært ved at tro dette, men i samme øjeblik, at undfangelsen fandt sted, vidste jeg derom.

Jeg husker, at en mærkelig uro kom over mig. Det var den besynderlig uro, som jeg kendte fra andre situationer, og hvor jeg vidste, at jeg måtte søge Herrens åsyn, for nu ville Han tale til mig.

Da jeg var ene med Herren od Hans Ord, talte skriftafsnittet fra Jobs Bog 23:10-14 meget til mit hjerte. Der står skrevet: ”Thi han kender min vej og min vandel, som guld går jeg rem af hans prøve. Min fod har holdt fast ved hans spor, hans vej har jeg fulgt, veg ikke derfra, fra hans læbers bud er jeg ikke veget, hans ord har jeg gemt i mit bryst. Men han gjorde sit valg, hvem hindrer ham? Han udfører, hvad hans sjæl attrår. Thi han fuldbyrder, hvad han bestemte, og af sligt har han meget for…”

Ved læsningen af dette ord fra Guds Bog forstod jeg i nogle få øjeblikke, at meget af det, der var sket i mit liv, var i overensstemmelse med Guds vilje. Hvem kan spørge Gud, hvorfor han gør sådan eller sådan? Er Han ikke Herren?

Som jeg således bøjede mig under Guds vældige hånd, kom en bølge af fred over mig. En stor og uudsigelig glæde fyldte mit hjerte. Bevæget måtte jeg lovprise Herren: ”Tak, Herre, at du vil brug mig efter din vilje. Jeg vil sige til dig som Maria: Se, jeg er Herrens tjenerinde, mig ske efter dig ord!”

Dagene gik, og fødslen nærmede sig. En dag sagde jeg til min mand: ”Hvad nu, hvis det også denne gang bliver en dreng? Vi har ikke noget navn til ham.”

”Jo, vi har,” svarede min mand. ”Jeg ved, hvad drengen skal hedde.”

Jeg spurgte naturligvis, hvad det var for et navn, men min mand ville ikke sige noget. Han smilede bare og sagde, at det kunne vente. ”Den lille dreng er jo ikke født endnu.”

Min nysgerrighed var vakt, og jeg begyndte at plage ham for at sige mig navnet. Medens jeg var i færd med dette, og han stadig ikke ville svare, lød to ord pludselig helt klart i mit indre. Ordene var disse: ”Davids ven!”

”Nu ved jeg, hvad drengen skal hedde,” sagde jeg triumferende; ”han skal hedde det samme som Davids ven!”

Min mand stirrede overrasket på mig og sagde: ”Det er rigtigt! Han skal hedde Jonathan!”

Jeg gav mig straks til at undersøge, hvad dette navn kunne betyde. Jonathan betyder: ’Guds gave’. Skulle vi ikke være glade og taknemmelige for en ’Guds gave’? Vidnesbyrdet blev stort i mit hjerte, at også dette barn var givet af Herren. Jeg tænkte: ”Det må blive et smukt barn. Alt, hvad Herren giver på en sådan måde, er smukt og godt.”

Og en smuk dreng blev det. Han hedder Jonathan!

Umiddelbart før fødslen var der en komplikation. Men Herren talte i sin nåde til mig, før det skete. Ordene fra Esajas 66:7 og 9 blev levende for mig. Der står skrevet: ”Før hun er i barnsnød, føder hun. Førend veer kommer over hende, har hun en dreng. Åbner jeg et moderliv og hindrer det i fødsel?” siger din Gud.”

Dette ord blev mig til stor hjælp, da det tre uger før fødslen blev konstateret, at barnet vendte forkert. ”Det kan blive en vanskelig fødsel,” sagde lægen. ”Vi må være forberedte på et kejsersnit…”

I min bøn de følgende dage holdt jeg fast ved ordet fra Esajas. ”Bringer jeg fødsel og standser den,” siger Gud. ”Dit ord taler om en fødsel,” sagde jeg i min bøn til Herren. ”Ikke om kejsersnit. Jeg tror, at barnet skal fødes normalt.” Og Herren er trofast efter sit eget ord. Det blev en fuldstændig normal fødsel, og det skete – som Herren havde antydet i sit ord – meget hurtigt. Næppe havde jeg veer, før en dejlig dreng var kommet til verden. Lægen nåede ikke engang frem, før det hele var overstået.

Både med hensyn til undfangelse, svangerskab og barnefødsler er der en forunderlig troens stilling at stå i. Den har Guds velbehag.

Vi er en stor familie. Når vi sidder omkring bordet er der en stor børneflok. Da vi lever i beboelsesvogne i vor rejsende gerning for Herren, kan der undertiden være pladsmangel. Men når vi alle er samlede, er der ti drenge og seks piger. De fem største har deres egne værelser i gode og rummelige vogne, således at de uforstyrret kan passe deres skolearbejde. De fem mindste er her hos os – i fars og mors vogne. Vi har fornyligt fået bygget to store sættevognstrailere til vor familie. De er hver 16,5 meter lange.

Min mand har ofte spøgende henvist til det ord, som jeg fik fra Jobs Bog. Der, hvor der står skrevet: ”Thi Gud fuldbyrder, hvad Han bestemte, og af sligt har Han meget for.” – ”Læg mærke til, hvad der står skrevet, har min mand sagt med et drillende smil. ”Af sligt har Han meget for…”

Jeg ved naturligvis, at dette i det praktiske vil blive en ny byrde – men selv for den smule ekstra møje ville jeg ikke gå glip af den glæde, som denne lille nye skat vil blive, og jeg ville heller ikke give afkald på den fred og forventning, som Herren selv i dag sender dybt i mit hjerte.

Som jeg har prøvet at gøre det klart i dette skrift, tror jeg på, at det er Guds vilje, der styrer mit liv. Det er mit vidnesbyrd, at dette også er tilfældet på det ægteskabelige område. Ja, og jeg tror, at dette syn er forbundet med hele vor gerning og den opgave, som Herren har sendt os ud i. Vi er et rejsetog mod Jerusalem. Gud har i sin nåde kaldet os til at gå med budskabet om Jesus fra Nazaret, jødernes Messias, til det jødiske folk og til Israel. Ved tre lejligheder har Herren i den forbindelse givet mig et ord fra profeten Esajas’ Bog. Der står skrevet: ”Se, jeg og de børn, Herren gav mig, er varsler og tegn i Israel fra Hærskarers Herre, som bor på Zions bjerg (Es.8:18).”

Jeg har fremhævet ordene: ”De børn, Herren gav mig…

Min tro på, at Gud er styrende i vore liv hvad angår undfangelse, svangerskab og barnefødsel, er ikke blot hentet fra min egen erfarings- og følelsesverden. I så tilfælde ville mange problemer og vanskeligheder snart kunne kaste en sådan overbevisning til jorden. En lang række ord fra Den hellige Skrift er blevet levende for mit hjerte. Dem vil jeg gerne til slut have lov at vidne om. Til de forskellige skriftord vil jeg tillade mig ind imellem at knytte en lille personlig kommentar.

Jakob havde to hustruer, og Guds ord afslører, at han ’elskede Rakel højere end Lea’. Men så hedder det så forunderligt i det følgende: ”Da Herren så, at Lea blev tilsidesat, åbnede han hendes moderliv, medens Rakel var ufrugtbar (1.Mose 29:31).”

Det var Herren, som ’åbnede hendes moderliv’, og det var Herren, som gjorde ’ufrugtbar’. I de to følgende vers fortælles der, hvad der sker, når Herren ’åbner et moderliv’. Heri hedder det: ”Så blev Lea frugtsommelig, og ’siden blev hun frugtsommelig igen…”

Hvad Gud gør er stærkt og varigt, for det hedder videre i de næste vers: ”Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en søn…” (v.33-35). Disse gode ord har næsten kunnet skrives som overskrift over mine seneste år.

Dette guddommelige princip går imidlertid længere tilbage i Skriftens blade. Om Sara hedder det således: ”Herren så til Sara, som han havde lovet, og Herren gjorde ved Sara som han havde sagt, og hun undfangede og fødte Abraham en søn… (1. Mose 21:1-2).”

Sara vidste, at det var Herren, som ’så til hende’. Hun ville have følt sig fremmed blandt mange kvinders tale om disse ting i dag. Da Sara på et tidspunkt ikke kunne få børn, sagde hun til sin mand: ”Herren har jo nægtet mig børn (1. Mose 16:2).”

Og Hanna hedder det i 1. Samuels Bog, at ’Herren havde tillukket hendes moderliv’ (1:5). – Men da Guds nåde havde opnået, hvad Han ville i hendes liv hedder det: ”Og Herren kom hende i hu, og hun blev frugtsommelig og fødte en søn… (1:19-20).”

Imidlertid er det ikke blot Det gamle Testamente, som beretter om Herrens styrelse med hensyn til undfangelse og fødsel, for det fortælles om Elisabeth i Lukas-Evangeliet, at hun var ’ufrugtbar’. Hendes mand, Zakarias, får besked af en Herrens engel, at hans hustru Elisabeth ’skal føde en søn (1:3)’. – Og Maria, Jesu mor får besked af englen Gabriel, at Gud kender til denne undfangelse i hendes slægtning Elisabeths liv. Gabriel siger: ”Elisabeth har undfanget en søn. Hun, som kaldes ufrugtbar, er nu i den sjette måned (Luk. 1:36).”

Eftersom det er mit vidnesbyrd, at Gud kender til en kvindes liv, både når der sker undfangelse, svangerskab og barnefødsel, kan jeg ikke lade være at tilføje, at Herren nøje vidste i hvilken måned Elisabeth var. ”Hun var nu i den sjette måned,” hedder det i Det nye Testamente.

Gud kender hele sin skabning. Også i dyreverdenen følger al Skabningens Herre nøje med hver en fødsel, som finder sted. Da Gud taler til Job, siger han: ”Kender du tiden, da stengeden føder, tagaer du vare på hindenes veer, tæller du mon deres drægtigheds måneder, kender du tiden, de føder? (Job 39:4-5).”

Mange kunstige metoder anvendes af ægtefolk i dag for at begrænse antallet af børnefødsler. For mig har ordet fra hebræerne 13:4 altid haft en advarende styrke. Der står: ”Hold ægteskabet i ære i ét og alt. Besmit ikke ægtesengen…” Jeg tror ikke, at ’besmittelse af ægtesengen’ kun har med ægteskabsbrud at gøre. Jeg tror, at det er alt urent, som besmitter. Også alt kunstigt og unaturligt.

Det er et ord, som har klinget i mit hjerte gennem årene. Det lyder således: ”I skal være hellige, thi jeg, Herren er hellig, og jeg har udskilt jer fra alle andre folkeslag til at høre mig til (3. Mose 20:26).” Hver en sætning i dette bibelvers står klart for mit hjerte. Både ordet om ’hellighed’ og om ’udskillelse’. Og jeg længes efter at gøre derefter.

*

Disse er ordene fra Gisèles vidnesbyrd. Og dermed er det sagt og fortalt, hvorfor vi er en så stor familie. Som i alle andre forhold i Guds rige, tror jeg imidlertid ikke, at nogen er kaldet til at kopiere andre. Derfor skal der som nævnt også personlig overbevisning til at vandre ad denne vej. Den personlige overbevisning har vi alle lov at have, og ingen kan nægte os retten til at leve en sådan overbevisning ud. Hvorvidt dette familiesyn så bygger på evige principper, bliver op til den enkelte at afgøre, og her kan kun Guds Ord være rettesnor.

Personlig er jeg af den tro, at når David siger: ”Du, Herre, har vævet mig i moders liv… som foster så dine øjne mig, i din bog var de skrevet, dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet (Salme 139:13 og 16).” Derfor er det vigtigt, at ingen eller intet stiller sig hindrende i vejen for Guds forudbestemte planer med det ufødte liv. David selv var den yngste søn i en stor børneflok, og hvor ofte har vi ikke i berømte mænds biografi læst, at de kom til verden som et nummer langt nede i rækken af brødre og søstre, hvis navne forblev ukendte for den store verden.

Undertiden har Herren lønnet den her skildrede troens stilling med små og store bekræftelser:

Da vi ankom til Trento i Italien, bragte jeg Gisèle til en lokal fødselsklinik for at Naphtali, vort 12. barn i familien, kunne komme til verden. Vi havde på det tidspunkt ikke ret mange penge, så jeg indskrev Gisèle på en tredje klasses stue. Da vi ankom, blev vi modtaget af den katolske søster Frederica, som var ansvarlig for fødselsafdelingen. ”På vor klinik bliver mødre med så mange børn aldrig indlagt på tredje klasse,” hviskede hun stolt til mig. ”De er altid første-klasses-patienter!”

Jeg fulgte hende taknemmeligt ind på en fornem afdeling, hvor Gisèle i de følgende syv dage levede som en dronning. Her fik Gisèle lov til (hvad hun så inderligt havde bedt Gud om), at have den lille nyfødte dreng hos sig, så ofte hun ville. De fineste måltider blev bragt ind på hendes nydeligt udstyrede værelse, hvor hun lå mellem puderne og modtog telefonopringninger med lykønskninger fra Frankrig og Danmark. Hun var smuk, som jeg så hende en lysende, næsten gennemsigtig italiensk sommermorgen, hvor hun fodrede duerne på den blændende, hvide balkon udenfor hendes stue, og jeg nød selv rettighederne ved første-klasses-indlæggelsen, idet jeg havde lov til at besøge mor og barn på alle tider af døgnet. Når byen sov, smuttede jeg derfor omkring klinikken og stjal et sidste kys fra ’dronningen’ – og den ’lille’ kostbare skat (4,6 kg) i glasvuggen.

Da jeg den sidste dag stod på klinikkens kontor for at betale regningen, stod søster Federica der også. ”På vor klinik betaler mødre med så mange børn aldrig,” hviskede hun igen stolt,”… og hvad De har indbetalt på forhånd, betaler jeg Dem nu tilbage.” Hun rakte mig en kuvert med en anseelig sum penge. Så kyssede hun Gisèle og den lille dreng – strøg forsigtigt en tåre fra øjet og forsvandt.

Undertiden har yngre ægtepar uden børn henvendt sig til os. ”Bed for os!” har de sagt. Ind imellem er vi blevet overrasket over, så hurtigt, der er kommet brev. ”Der er allerede en lille på vej,” var den gode nyhed. Naturligvis er det også sket, at vi aldrig mere hørte fra de pågældende. Kun Gud kan besvare sådanne bønner, og ’Han gør hvad Han vil!” (Job 23:13, engelske oversættelse). Hver gang vi beder for sådanne kære, der kommer til os med denne specielle nød, fornemmer vi en særlig Åndens salvelse over vore bønner. De sidste vers fra salmerne 127 og 128 er blevet livsord for os. Her hedder det blandt andet: ”Som en frugtbar vinranke er din hustru inde i det hus, som oliekviste er dine sønner rundt om dit bord. Se, så velsignes den mand, der frygter Herren!”

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’DOM OVER LANDETS HOVEDSTAD

(www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.05.07.2024

UDVÆLGELSESSTEDET

”Jeg, Herren, har kaldet dig i retfærd og grebet dig fast om hånd; jeg vogter dig og gør dig til folkepagt og hedningelys for at åbne de blinde øjne og føre de fangne fra fængslet, fra fangehullets mørke gæster (Es.42:6-7).”

Et blik på Europakortet, som det så ud halvtreds år før Kristi fødsel, viser tydeligt den romerske ørns herredømme. Romrovfuglens mægtige vingefang strækker sig på de gamle kort helt op til det yderste Gallien, og i historien, som den i dag fortælles for børn og voksne, beretter til stadighed om en lille bretonsk landsby, der med sine populære helte Asteriks og Obeliks holdt ud overfor Cæsares legioner. Landsbyen er så lille (ser man på bøgernes omslagstegninger), at den kun kan findes med en kæmpelup – og alligevel tror jeg, at jeg har fundet den. Den galliske landsby er den næsten usynlige plet i Nord-vest Frankrig, som Gisèle kommer fra. Udenfor hendes barndomshjem i Quéré ikke langt fra Pordic mellem Binic og St. Brieux skjuler sig i det indtørrede græs en hob smuldrede levninger fra et gammelt romersk fæstningsværk, og mellem landsbyens godt tyve huse er den mark og det træ, hvor Gud for år tilbage kaldte mig til at blive en vejfarende pilgrim.

Datidens romerske høvedsmænd har fra denne fæstning haft et godt udsyn over den Atlantiske bugt, hvor tidevandet i dag kommer og går i samme uafbrudte rytme som da legionærernes hjelme blev slået sønder og sammen af landsbyens navnkundige beboere.

Jeg ville sikkert have udvist en smule mere flid, hvis jeg i Aurehøj Statsgymnasiums latintimer om ’Cæsars galliske krige’ havde vidst, at jeg en dag skulle giftes med en af de smukke piger fra den bretonske landsby, der aldrig overgav sig til Rom, og jeg ville sikkert have udvist en større forståelse overfor pigens galliske temperament, hvis jeg havde anet, hvor forbundet det var med Guds udvælgelsesplaner for mit eget liv.

EN USYNLIG GÆST VAR TILSTEDE

Et par år før jeg nåede til Gisèles ’uovervindelige landsby’, var jeg på rejse i det sydlige Frankrig. Det var min første lange tros-ekspedition, og jeg var nået til den fransk middelhavsby Nice, som skulle blive det sted, hvor betydningen af det sære ord ’udvælgelsesplan’ skulle gå op for mig.

Det skete en varm aften i et stort beboelseskvarter ikke langt fra Middelhavets turistbefolkede strand. Som det er skik og brug i det sydfranske klima, havde samtlige naboer deres vinduer åbne, og jeg kunne alle steder fra høre råb og stemmer, medens jeg i de timer rastløst vandrede fra det ene rum til det andet. Børnenes leg og gråd og bragene fra et dusin rygende rifler i en eller andet TV-western, kvindernes hidsige skælden og mændenes diskussioner på gaden gav genlyd fra de kølige marmorgulve, som forbandt rummene jeg ustandseligt vandrede imellem.

Jeg bad til Gud!

Et par timer forinden havde jeg fået at vide fra byens hospital, at moderen til mine fire ældste børn kun havde få uger at leve i. Min bedende vandring fra rum til rum fandt sted, fordi jeg inderligt ønskede, at disse forfærdelige nyheder om en uhelbredelig kræftsygdom skulle omstødes. Men mine hede bønner slog tilbage fra marmorgulvet i takt med råbene udenfor, og jeg vidste hele tiden dybt inde i mig selv, at intet i denne sag ville blive forandret. Lægernes dødsdom var uomstødelig! Den kunne ikke ændres, om jeg så med nok så høje, bedende råb søgte at overdøve støjen fra det samlede nabolag. Jeg vidste også, hvorfor det måtte være sådan. Begivenheder, som jeg ikke kan fortælle til nogen, havde nu efter en lang rejse ført mig til dette sted, og de sørgelige nyheder fra hospitalet var blot en sidste milesten, som jeg ikke ville kunne komme udenom.

Mine bønner var forgæves.

Men alligevel bad jeg. I de tidlige aftentimer blandedes mine hede bønner med råbene fra gaden, og min røst overdøvedes ustandseligt af indianerhylene og pistolskuddene fra et par hundrede TV-apparater. Men ved midnatstid blev alt stille. Folk gik i seng, og børnene fra det støjende nabolag faldt i søvn. Det sidste program flimrede væk fra kvarterets fjernsynsskærme. Tilbage var kun det kolde marmorgulv og mine egne påkaldelser.

Da pludselig blev også jeg mærkelig stille. En usynlig gæst var til stede i rummet. Overvældet af hellig frygt faldt jeg på knæ med panden mod det kolde stengulv. Jeg rørte mig ikke af stedet og sagde ikke et ord. Jeg oplevede noget i retning af det, som står beskrevet i Jobs Bog i Bibelen:

”… angst og skælven kom over mig, alle mine ledemod skjalv. Et pust strøg over mit ansigt, hårene rejste sig på min krop. Så stod det stille. Jeg sansede ikke, hvordan det så ud; en skikkelse stod for mit øje, jeg hørte en hviskende stemme (Job. 4:14-16).” – ”Hvad vil du, at Jeg skal gøre for dig?”

JEG TURDE IKKE NÆVNE DØDSDOMMEN

I to timer forholdt jeg mig tavs. Jeg vidste, at jeg kunne bede om hvad som helst, men den ufattelige mulighed gjorde mig målløs. Jeg turde ikke engang nævne dødsdommen fra hospitalet i Nice! Rædselsslagen begreb jeg, at jeg i ét nu kunne tage situationen i min egen hånd. Jeg vidste, hvorledes den var opstået, og jeg anede, hvad den kunne føre til, hvis jeg – koste hvad det ville – søgte at bringe min vilje igennem.

To timer efter midnat svarede jeg på spørgsmålet, der stadig ringede som en usynlig tilstedeværelse i rummet. Jeg gav det eneste mulige svar. Med bankende hjerte rejste jeg mig fra min knælende stilling og udtalte: ”Jeg beder om, Herre, at Dine udvælgelsesplaner med mit liv må blive fuldført!”

Få uger efter var lægernes dødsdom uigenkaldelig virkelighed. Tove, som gav liv til mine fire ældste børn, gik hjem til Herren. I fly blev hun forinden i hast bragt til København, hvor hun kort efter døde. De sidste ord, som jeg talte til hende i det øjeblik, hun opgav ånden, er det bibelvers, som banker med det varmeste pulsslag ved ethvert dødsleje: ”Jesu blod renser fra al synd (1.Johs.1:7).”

Da sørgetiden var forbi, og en ny orden skulle til at indføres i mit hjem, kom Gisèle til Danmark: Hun kom som sendt fra himmelen! Som årene i vort ægteskab er gået og yderligere tolv børn er føjet til familien, har det klart vist sig, at hun er den person, som har været tættest forbundet til hele det syn og det liv, som Gud sammen kaldte os til. Hvad angår at ’give til Gud, hvad Guds er, og til kejseren, hvad kejserens er’, synes det at være ganske symbolsk, at hun dukkede op fra den landsby i Gallien, der aldrig overgav sig til Cæsar. Hendes længsel efter personlig hellighed og kompromisløs holdning overfor denne verdens synd og fristelser blev mig til stor hjælp, og i dag er jeg mig mere end nogensinde bevidst, at min vej måtte gå over den ukendte mark i Bretagne – kun få meter fra Gisèles barndomshjem – hvor Gud talte og kaldte, og hans udvælgelsesplaner på en særlig måde tog deres begyndelse for os begge. For mig blev Bretagne et bekræftelsens sted, at alt, hvad der skete af sorg og glæde i disse år, var fra Gud.

EN VEJVARENDE MAND

Bretagne er ikke blot den smukkeste del af Frankrig; for mig synes der undertiden at være noget af Guds evige udvælgelse over mange af de små steder, som desværre ikke længere ligger uberørte af denne verdens larm og bekymringer. Derfor forstår jeg måske mere end tidligere, hvorfor Bibelens gamle patriarker, Abraham, Isak og Jakob foretog milelange og besværlige rejser for at nå tilbage til udvalgte steder, hvor de tidligere havde haft et møde med Gud. Når de kom til sådan et sted, foretog de sig ikke andet end at bygge et alter og bede. Deres liv og vandring her på jorden var præget af den kendsgerning, at der et sted på deres lange pilgrimsrejse var en mark eller et træ, hvor Gud havde talt.

Dette er sikkert baggrunden for, at jeg føler den samme dragen. Undertiden på vore lange rejser føler jeg en næsten uimodståelig trang til at komme tilbage til den mark i Quéré, ikke langt fra huset, hvor Gisèle blev født.

Her var det, at Gud talte til mig, og her begyndte min tilsyneladende endeløse pilgrimsvandring. Her stod min første karavane for mange år siden under et gammelt æbletræ lige overfor det sted, som landsbyens beboere kalder ’le tertre’. Netop her, kun nogle få hundrede meter fra landsbyens indgang, som er markeret ved et gammelt, rustent kors, hørte jeg natten til den 15. august 1976 Helligåndens tydelige røst i mit hjerte: ”Fra nu af skal du ikke mere bo i et hus. Tag den stav, du har i din hånd og gå! Du skal ud på en lang rejse; din konges ærinde har hast. Snart er det påske for Herren – en dommens tid for den ganske jord. Gå og bliv en pilgrim; fra nu af er du en vejfarende mand!”

Det var med alt dette som baggrund, at jeg en dag, med en lille flok landrovere og lettere karavaner, nogle år senere forlod pilgrimslejren og igen satte retning mod Bretagne. Jeg måtte tilbage til landsbyen med marken og træet og den plet, jeg selv kalder ’udvælgelsesstedet’. Det vil helt sikkert forekomme adskillige besynderligt, at noget menneske kan finde på at rejse hundredvis af mil bare for at nå frem til et bestemt sted for at bede. I vor moderne verden rejser man kun for penge eller ferie og bare den tanke, at nogen ville begive sig ud på en pilgrimsfærd af åndelige årsager, betragtes på forhånd som absurd. Men som sagt har den slags rejser altid fundet sted. Også i vor tid involveres mange, som gennem årene alvorligt har beskæftiget sig med Guds profetiske værk med Israel i mærkelige ’sendelser’ Nogle må rejse med grupper af kristne til forskellige steder i Det hellige Land. Andre må dage og uger bevæge sig langs grænserne til Finland. Atter andre må samles i påkaldelse og tilbedelse i Tyskland og Østrig. Nogle er på konstant rejse, endog i denne time, i hjertet af Rusland, hvor de må gøre holdt ved særlige byers udgang og indgang for at bede. Den slags rejser er mere end almindelig pilgrimsfærd. Jeg kalder dem ’sendelser’. De er en væsentlig del af Guds folks åndelige krigsførelse.

DEN FRELSENDE REGN

På den forjagede motorvej i Holland sprang en af pilgrimskaravanerne pludselig løs fra bilens kobling. Eksperter, som siden skulle finde årsagen til denne besynderlige afkobling, gav aldrig noget svar. Koblingssystemet var stadig i sin garanti-periode, og det forbliver til dags dato teknisk uforklarligt, hvorledes karavanen pludselig rev sig løs fra det forankørende køretøj. Personligt har jeg gjort mig mine egne tanker om det, der skete. Jeg tror ikke, der kan gives nogen ’teknisk forklaring’. Det er min erfaring over mange år, at så såre et guddommeligt inspireret træk foretages på det ældgamle skakbræt mellem lys og mørke, finder øjeblikkeligt et raffineret modtræk sted. Jeg har med tiden lært at forstå, at intet kan gøres i Guds rige uden at blive imødegået af en hemmelighedsfuld og ondskabsfuld satanisk intelligens.

Jeg kørte i ulykkesøjeblikket en landrover med syv af mine børn bag den karavane, som koblede af. Jeg fik aldrig lejlighed til at iagttage, hvad der virkelig skete, fordi min vogn i samme øjeblik var som oversvømmet af en stormbyge af regn. Da jeg bagefter fortalte, hvad der skete, var de øvrige deltagere i vor lille konvoj fulde af forbavselse. De havde ikke på noget tidspunkt observeret nogen regn eller stormbyge, og det på trods af den kendsgerning, at vinduesviskerne på min landrover ved den voldsomme regn blev slået ud af position, og jeg blev tvunget til langsomt at fjerne mig fra den voldsomme trafik ved at køre ud til siden. Hvad der derefter skete tog kun nogle få sekunder: I det øjeblik jeg nåede ud til siden og strakte armen ud af vinduet for at bringe vinduesviskeren tilbage på forruden, tordnede et lastvognstog forbi mig. På grund af den mærkelige frelsende regn, som bragte min vogn bort fra kørebanen, fik chaufføren af lastvognstoget tid til at undgå den førerløse karavane, som svingede frem og tilbage foran ham. Langsomt – uendelig langsomt – gjorde den milelange trafik bag os holdt. Vi sprang ud af vore biler og så, at intet alvorligt var sket. De uniformerede mænd fra en støvet hollandsk politipatrulje, som netop passerede på den anden side af den trafikerede motorvej, stod i andagtsfuld afstand og betragtede bevæget, hvorledes folkene fra vor konvoj og vildtfremmede mennesker fra andre biler løb hinanden i møde og omfavnede hinanden i taknemlighed over Guds bevarelse på den farlige motorvej. Et par vogne havde fået nogle skrammer og buler, men ikke en dråbe blod var faldet på den oliegrønne asfalt. Alle biler kunne selv køre fra ulykkesstedet.

Få dage efter læste vi om en lignende motorvejsulykke på en af de store strækninger i Tyskland. En hændelse, som i sin begyndelse var et næsten tro kopi af vor situation, havde på sekunder udviklet sig til en uhyggelig katastrofe, hvor 16 store lastvognstog kørte op i hinanden. 54 biler blev smadret og adskillige brød i brand, og et stort antal mennesker blev dræbt eller kvæstet.

Det er til denne dag min overbevisning, at andre kræfter fra afgrunden havde planlagt den samme ødelæggelse imod os på autobanen i Holland, men at Gud i sin nåde havde beskyttet os på vor rejse mod et for den store verden ukendt sted i Bretagne i Frankrig.

”Herrens engel slår lejr om den, der frygter ham,” siger kong David og tilføjer: ”Herren vogter alle hans ledemod, ikke et eneste brydes (Salme 37:7 og 20).”

HER ER GUDS LEJR

Jeg var træt, da vi den nat sent ankom til Bretagne. Marken, vi kørte ind på, var mudret, og vinden fra Atlanterhavet var bidende og regnfuld. Nogle af pilgrimmene kastede et ængsteligt blik ned over kløften til de frådende klipper under os – stedet lignede ikke et ’udvælgelsessted’. Det hele så temmelig tilfældigt og dystert ud. Alle sagde hurtigt godnat og kravlede til køjs. Jeg kunne ikke falde i søvn.

”Hvad laver vi egentlig her,” spurgte jeg mig selv. ”Er denne rejse ikke bare en af mine sædvanlige skøre ideer? Hvad har fået mig til at bringe alle disse kære venner ud på denne opkørte, mudrede mark? ’Udvælgelsesstedet’. Hvad skulle ske her? Ingen ved, at vi er kommet, og ingen vil vide, når vi tager af sted. Jeg spørger mig selv, om Gud ved det? Hvorledes kan jeg forvente, at Han skulle velsigne en så lang rejse, som øjensynligt kun er et produkt af mine egne fantasifulde forestillinger?”

Endelig faldt jeg i søvn. Men jeg sov uroligt og blev hele tiden jaget vågen af nogle gevaldige spjæt. Så blev alt pludseligt roligt, og jeg havde en drøm.

Jeg drømte, at vor belgiske broder, Raf, der sammen med sin familie var ankommet aftenen forinden, stod udenfor min karavane og bankede på. Jeg lukkede op og mødte hans varme, tillidsvækkende smil. ”Jeg vil bare fortælle dig, at alt er under kontrol,” sagde han.

Raf var tidligere kendt, respekteret og frygtet bridgespiller i Belgien og andre europæiske lande. Ved de internationale turneringer var alle øvrige spillere bange for at få Raf på den anden side af bordet. Det betød, at spillet var så godt som tabt. Han sad altid til sidst med et eller andet raffineret kort i baghånden, som afgjorde sagen.

En dag kørte imidlertid vort pilgrimstog gennem den belgiske by Brugge, og dér tabte Raf. Han måtte lægge sine kort ned og erklære bridgespillet for evigt afsluttet. Han overgav sit liv til Herren, og har siden – til hans tidligere venners fortvivlelse – ikke nærmet sig en bridgeturnering. Jesus blev den store vinder i hans liv, og siden har Raf og hans familie på forskellig vis været knyttet til pilgrimmenes tjeneste og syn.

Og nu stod Raf i min drøm foran mig. ”To mænd har lige besøgt vor lejr,” forklarede han. ”De var høje og helt klædt i hvidt. Deres hår strålede som solen; de var ikke fra denne verden. Da de henvendte sig til mig, hilste de mig som var de soldater, der aflagde rapport til deres overordnede.”

”Hvad sagde de?” spurgte jeg.

”De sagde: Alt er under kontrol!”

”Sagde de virkeligt, at alt er under kontrol?”

”Ja, det sagde de.” Raf smilede igen. ”De sagde, at alt er under kontrol!”

Mit hjerte svulmede af en overjordisk fred. Jeg vidste, at disse ord var et budskab fra Herren. Der var intet at frygte. Vi var ikke rejst forgæves. Vi var nået frem til ’Det udvalgte sted’. Jeg tænkte på den besynderlige passage i 1. Mosebog, hvor Jakob efter en lang rejse udmattet når frem til landet, Gud har vist ham. Bibelen beretter: ”Og Guds engle mødte ham. Og da Jakob så dem, udbrød han: ”Her er Guds lejr.” Derfor kaldte han stedet Mahanajim (2 lejre… 1. Mose 32:1-2).

Den følgende morgen, da hele gruppen samledes til bøn, havde jeg fornemmelsen af, at vi ikke var ene. Vi var to lejre. Vi havde slået lejr på marken i Bretagne, men også en anden lejr var nærværende. Vi var to lejre: – ”Mahanajim!” Guds lejr var midt iblandt os.

Jeg fortalte de tilstedeværende om min drøm. ”How interesting” udbrød en broder fra England. ”Jeg havde netop her til morgen på hjerte at dele nogle bibelvers med jer om besøget fra ’Guds lejr’. Hver gang disse to mænd i hvide klæder dukker op, ønsker Gud bekendtgøre noget nyt og stort i hans evige husholdning.

Vi lyttede alle interesseret og tog vore bibler frem. På forskellige sprog læste vi det først angivne afsnit fra det sidste kapitel af Johannesevangeliet. Det handlede om det bevægende øjeblik, hvor Maria påskemorgen brast i gråd udenfor Jesu åbne grav. Pludselig skimtede hun gennem strømmen af tårer noget blændende hvidt, som bevægede sig foran hende, og da hun så nærmere til, opdagede hun to mænd i skinnende klæder siddende på det sted, hvor Jesus havde ligget.

”Hvorfor græder du?” spurgte de. ”Fordi de har taget min Herre bort,” svarede hun, ”og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.”

I det samme opdagede hun, at der stod endnu en hvid skikkelse bag hende. Det var Jesus (20:11-14).

”Vi behøver kun at vende et enkelt blad i vore bibler,” fortsatte vor engelske broder, ”så er vi allerede på vej ind i Apostlenes Gerninger, og i det allerførste kapitel finder vi disse to hvidklædte mænd igen. Skriftafsnittet fortæller os om de begivenheder, som fandt sted, da Jesus fyrretyve dage efter sin opstandelse blev optaget til himlen, og vi får at høre hvorledes disciplene i selve optagelsesøjeblikket står og stirrer efter den sky, der tog ham bort. Mens de anstrengt prøver at få et sidste glimt af den ufattelige himmelfart, ”se, da stod der hos dem to mænd i hvide klæder,” fortæller Lukas, som skrev Apostlenes Gerninger, ”og de sagde: I galliske mænd, hvorfor står I og ser op imod Himmelen, Han skal komme igen på samme måde, som I har set Ham fare til Himmelen (Ap.G. 1:10-11).”

Mens vor engelske broder afsluttende forklarede, at disse to mænd i hvide klæder ofte dukkede op, når Gud ville bekendtgøre nye og store ting, lyttede Gisèle med et eftertænksomt udtryk på sit ansigt.

”Sådanne to høje mænd med skinnende hår er flere gange blevet set her i landsbyen mens jeg var barn,” sagde hun.

Grebet lyttede vi alle til hendes fortælling om, hvorledes to fremmede med skinnende hår ved flere lejligheder var blevet set af landsbyens beboere. ”En dag sad en af dem udenfor vort hus,” fortalte hun. ”Både min mor og to af mine søstre så ham. De blev bange. Jeg kan huske, hvorledes de gennem min barndom talte meget om dette.

Gisèles beretning fik mig igen til at tænke på stedet som et ’udvælgelsessted’. Jeg fik atter det indtryk bekræftet, at Herren altid har holdt øje med det lille bretonske hus med lergulvet, hvor den lille pige voksede op, som siden skulle blive min hustru.

Gisèle gav sit liv til Herren under en evangelistisk kampagne, som jeg i 1969 gennemførte i Paris. Nogen tid efter begyndte hun at arbejde på et kristent plejehjem for ældre mennesker i Danmark. En aften, medens hun opholdt sig på sit lille værelse på plejehjemmet i Holte lidt udenfor København, kom Guds Ånd over hende, så at hun den nat måtte tilbringe lang tid i bøn. Medens hun således var bøjet ind for Gud, så hun pludseligt ved Ånden et glimt af sin fremtid. Hun så en rejsende gruppe af mennesker. De rejste fra det ene land til det andet. De levede i tro og en forunderlig kærlighed bandt dem sammen og lyste med en forklaret herlighed ud fra deres midte.

Efter denne oplevelse prøvede hun i syv år at finde denne gruppe. På et tidspunkt opholdt hun sig i tre år i et usædvanligt fint fællesskab af kristne i Frankrig, og hun troede en overgang, at dette måtte være stedet, som Gud havde vist hende. Men der var én ting, som ikke var forbundet med denne franske missionsarbejde. Denne gruppe, hvor bibelsk den end var i sit syn og arbejde, var ikke rejsende. Den var ikke på vej fra det ene land til det andet.

Allerede på vor bryllupsrejse i Sverige talte vi sammen om dette fælles syn af en rejsende gruppe. Det var som om denne tanke ikke kunne realiseres, før vi var blevet bundet samme i det ægteskab og den voksende familie, der har stået som en hjørnesten i det værk, der siden er bygget op. Gennem årene har vi imidlertid sammen med andre lært at forstå, at ’kærligheden’ (som skulle være det fuldkomne bånd i denne gruppe) ikke farer ned fra himlen som et lynnedslag. Denne åndens frugt vokser langsomt frem ved en ofte smertelig proces, som har med mennesker at gøre, der vandrer den samme vej og som til sidst sammen ejer en fælles historie af godt og ondt.

Selv vidste jeg, hvorfor ’udvælgelsesstedet’ lå så tæt ved Gisèles barndomshjem. Guds udvælgelsesplaner havde noget at gøre med en fælles beslutning, som vi kun kunne tage sammen. Ville vi i hellig gudsfrygt som ægtefolk være parate til at tage imod alle de børn, som Gud ville give os? Skriften siger, at ’sønner er Herrens gave, livsens frugt en løn’ (Salme 127:3). Turde vi nu – i en tid, hvor et andet familiesyn forkyndes – leve helt efter Guds ords lys?

Selv var jeg mig en særlig fare bevidst ved en sådan holdning. Den ville i en deprimeret tid få mange modstandere. Ikke kun stilletiende modstandere – men åbenlyse fjender. Guds ord erklærer imidlertid, hvorledes disse fjender kan bringes til tavshed. ”Sønner er som pile i krigerens hånd,” siger kong Salomo. ”Salig den mand, som fylder sit kogger med dem; han beskæmmes ej, når han taler med fjender i porten (Salme 127:55).”

Og nu er vi ved det sidste kapitel af vor lange pilgrimsrejse. Gisèles fædrenehjem tilhører nu et ungt par i familien. Det er nu renoveret – men er bibeholdt i samme bretonske stil. Dagligt beder vi for det lille sted på landkortet. Det er stadig besøgt af høje, lyse skikkelser fra en anden verden.

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’HISTORISK SEJR I DET DANSKE FOLKETING

(www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.21.06.2024

OMVÆLTNINGEN

”Ændres præstedømmet, må jo nødvendigvis også loven ændres (Hebr.11:12).”

Den mærkelige kædereaktion af begivenheder, som førte til omvæltningen i min gerning som prædikant, begyndte længe før den retssag, som sluttede med min frifindelse. Det hele startede faktisk den 3. marts 1971; på den dag døde min atten måneder lille dreng, Peter.

Han var en skøn lille fyr. Blond, blå øjne, buttet og blød. Jeg kan endnu høre hans begejstrede latter, når vi legede sammen på gulvet i vor store lejlighed i Norgesgade i København.

Den tid var fyldt med solskinsdage. Ligesom én af de lange sommerferier, da jeg var dreng; de gode timer fik ingen ende, og det så ikke ud til, at der nogensinde skulle ske nogen ændring i min gerning eller mit liv. Alt var som det skulle være, og der syntes ikke at være nogen grund til at skifte bane med hensyn til den tjeneste med evangeliet, som jeg var i færd med at udføre.

Om morgenen den 3. marts 1971 bemærkede jeg, at Peter havde en smule feber. Ikke noget foruroligende. Han tumlede blot ikke rundt på sine små, tykke ben, som han plejede. Han sov. Pludselig blev jeg imidlertid revet ud af denne ro. Jeg hørte Peter hoste og lagde til min forfærdelse mærke til, at han efter at have hostet ikke igen hev efter vejret. Med et spring var jeg henne ved hans seng og rev ham op i mine arme. Han hostede stadig men svagere, for han trak ikke vejret ind igen. Rædselsslagen så jeg, at han var ved at blive kvalt.

Min første reaktion var at kaste mig på knæ og med den døende dreng i mine arme at råbe til Herren. Derefter kaldte jeg på en ambulance. Jeg greb det livløse legeme og sprang ad trapperne de fire etager ned til gaden, netop som ambulancen med blå lys og hylende sirener drejede omkring hjørnet.

En af ambulancefolkene arbejdede energisk med vognens iltapparater, mens jeg hørte den anden melde over radioen: ”Vi kommer ind med flaget – vi kommer ind med en livløs dreng!” Denne melding må have samlet de nødvendige læger på skadestuen, for da vi drejede ind ad hospitalets port, var alt parat til at modtage Peter. Han blev af rolige mænd ført ind i et andet rum, og kort efter kom en læge ud og fortalte mig, at drengen åndede igen. Senere kom en anden læge hen til mig. ”Deres lille dreng har været uden ilt i otte minutter,” sagde han alvorligt. ”Hans hjerne har utvivlsomt lidt varig skade. Det gør mig ondt at skulle fortælle Dem, at Peter aldrig vil blive den samme igen…” Kort efter døde han.

Den dag skrev jeg på den første inderside af min bibel, hvor jeg har nedskrevet alle navne og datoer på mine børn: ”Peter blev født den 15. november 1969 i København, men Herren tog ham hjem den 3. marts 1971. Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet!” (Job 1:21)

BØLGE AF BRÆNDINGER

Fra den dag blev jeg ikke mere den samme. En vældig omvæltning i mit liv og min gerning havde taget sin begyndelse. Det var som om jeg efter disse øjeblikke befandt mig i en båd, der langsomt blev drevet ind mod nogle skarpe klipperev. På et eller andet tidspunkt ville mit skib ’løbe på grund og forstævnen bore sig fast, mens bagstævnen langsomt ville blive slået til pindebrænde (Ap.G.27:41).

Når jeg ser tilbage på den bølge af brændinger, som førte mig ind mod de mørke klipper, kan jeg kun komme til følgende slutning: Herren må undertiden bruge stærke midler for at kunne bibringe nødvendige ændringer i sine tjeneres liv. Vi holder alle sammen fast ved det, vi har, og vi ønsker ikke, at der skal ske nogen virkelig forandring.

Alle er vi – uden at vide det – blevet temmelig etablerede i vor tænkemåde, tjeneste og liv. Ofte er det kun et personligt skibbrud, som kan bringe os på andre tanker og veje. Først når noget gammelt er slået i stykker, begynder vi at indstille os på nybrud og nytænkning og nyt initiativ. Først da begynder vi at ane nye horisonter og nye sejlruter med nye skibe og nye sejl.

Jeg er i hvert fald sådan! Og det er sikkert grunden til, at min skude til sidst måtte løbe helt på grund, og at det ene bølgebrag efter det andet totalt måtte splintre, hvad jeg havde at holde mig til. Jeg kan ikke her i detaljer fortælle om alle de begivenheder, som førte mig mod afgrunden. Enkelte ting er alt for personlige, og andre forhold kan kun forstås af mine nærmeste venner. Tilbage er kun at fortælle, at da alt var slået i stykker, befandt jeg mig afsluttende med en halvt nedbrudt familie i en lille faldefærdig sommerkaravane på en mark, kun nogle få kilometer fra den dansk-tyske grænse.

Jeg havde ikke mere noget hjem, noget arbejde, eller nogen indtægt. Jeg havde intet virkeområde, ingen gerning eller tjeneste, ingen fremtid – og næsten ikke mere noget håb. De sidste brændinger fra et oprørt hav havde slået mig halv bedøvet, så jeg var faktisk ikke rigtig klar over, hvad der skete. Kun vidste jeg, at jeg personligt ikke havde begået nogen bevidst synd, og at Gud stadig talte til mig.

Jeg kunne ikke lide det, som Gud sagde, fordi det – så vidt jeg kunne se – igen ville bringe mig ud på dybt vand, og med det ’vrag’, jeg sejlede med, syntes en sådan færd at være det samme som den visse undergang. Gud sagde: ”Gå over grænsen!”

I ER PÅ VEJ MOD JERUSALEM

Den sidste havn, som jeg var nået ind til, inden jeg endeligt landede på marken ved den dansk-tyske grænse, var ’Nørå-Centeret’, et solidt, kristent fællesskab på Jyllands vestkyst, som blev ledet af vore gode venner Frede og Inger Jørgensen. Her havde man taget gæstfrit imod os, og når vi var i fælles bøn med Frede og Inger og medarbejderne på stedet, lød der straks profetiske ord, som jeg på det tidspunkt havde svært ved at se rækkevidden af. ”I er på vej til Jerusalem!” insisterede Helligånden.

På et tidspunkt fandt jeg det imidlertid rigtigst at prøve at tjene nogle penge ved at tage et job på havnen i Esbjerg. Jeg skulle i mit nye arbejde på havnen læsse sække til nogle ventende tog og lastbiler. Sækkene var tunge – og jeg var åbenbart tungnem!

I hvert fald holdt de sække deres eget daglige foredrag for mig, mens jeg svedende løb mellem transportbåndet og de ventende biler. Det konstant løbende transportbånd læssede automatisk sækkene af på min skulder – hvis jeg var tidsnok tilbage for at hente den næste sæk! Hvis ikke, faldt den tunge sæk med en dump lyd ned på gulvet, hvorfra jeg så selv måtte hæve den op på min skulder. Eftersom jeg ikke var vant til den slags arbejde, og mine kræfter ikke rigtig slog til, når jeg skulle løfte de tunge sække op fra gulvet, nåede jeg aldrig tilbage til transportbåndet i rette tid. Hvor meget jeg end anstrengte mig, kom jeg altid for sent og nåede kun lige at se, at den sæk, som skulle afleveres på min skulder, ubarmhjertigt og automatisk blev smidt på gulvet. Til sidst havde jeg en stor bunke tunge sække liggende, som alle tilhørte mig – og de ikke bare lå dér, de ’prædikede’.

”Er vi tunge,” spottede de, når jeg fortvivlet prøvede at bakse dem op på mine trætte og ømme skuldre.

”Ja, I er tunge,” stønnede jeg.

”Det er fordi du er for sent på dem!” fortsatte de plagende. ”Du er ikke tilbage i tiden – og så falder vi ned på jorden.”

”Ja, ja – så falder I ned på jorden. Det har jeg opdaget!”

”Bedre at gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt… gøre det rigtige… rigtige tidspunkt…det rigtige… tidspunkt… det rigtige… gøre det rigtige…” Sækkene sang altid den samme spotske vise. Jeg var holdt op med at svare dem.

”Hvad laver du her?” hylede transportbåndet. ”Gå over grænsen! Gå over grænsen! Gå over grænsen!

Til sidst blev den infernalske rytmesang mig for meget. Jeg brød op og drog sydover. Ned mod grænsen.

HUN FREMTOG EN LILLE KRUKKE

Undervejs standsede jeg udenfor et lille hus. Jeg tog børnene ud af bilen for at de kunne røre benene og få en mundfuld frisk luft. Mens jeg stod og betragtede dem lege i vejkanten, blev jeg opmærksom på en kroget skikkelse i døren til huset. Det var en gammel kvinde. Med en langsom bevægelse gjorde hun tegn til mig, at jeg skulle komme ind i huset.

Jeg samlede familien, og vi gik alle ind. Børnene blev bænket omkring bordet, og jeg tænkte, at den gamle kone ville give dem en eller anden forfriskning. Længe stod hun imidlertid og betragtede os. Hun havde et mildt, klogt blik. Så sagde hun: ” Snart er jeg hundrede år – men denne dag er en særlig dag i mit lange liv.”

Så gik hun hen til et glasskab med porcelæn. Hun åbnede en skinnende dør og fremtog en lille krukke i blå fajance. Børnene fulgte med øjnene den blå krukke idet de mente, at den var fyldt med søde sager. Hun gik imidlertid forbi dem alle og kom hen til mig. Så tog hun et pynteligt låg af krukken og rakte mig den.

Jeg stirrede ned i den blå, runde åbning og bemærkede, at den var fyldt med små, firkantede sedler. På hver seddel var skrevet et skriftord. Blandt kristne kaldes disse små papirstykker med bibelvers for ’mannakorn’.

Den krogede kvinde blev stående foran mig. De kloge, milde øjne betragtede mig opmærksomt. ”Snart er jeg hundrede år,” hviskede hun, ”men denne dag er en særlig dag i mit liv. Velkommen skal du være under mit tag. Dette er, hvad jeg vil byde dig. Tag et ord! Men læg godt mærke til, hvad der står skrevet. For nu er det Herren, din Gud, der taler!”

Forsigtigt rakte jeg hånden ned i den blå fajance-krukke. Der var stilhed i stuen. Børnene betragtede mig åndeløst. Kun en rytmisk tikken fra et gammelt bornholmerur hørtes. Jeg tog en lille seddel op af krukken og lagde den tøvende på den broderede dug foran mig. Med gammeldags, snørklede bogstaver stod angivet: Efeser 5:15-17.

Den aldrende kvinde rettede sig op. Uden briller læste hun de små bogstaver og tal på det lille ’mannakorn’. Så gik hun hen til et blankt skuffemøbel, åbnede den øverste skuffe og tog en gammel, tyk bibel frem. Den lagde hun på bordet foran mig.

”Læs!” sagde hun.

Bornholmerurets tikken slog evigheden i sekunder, mens jeg bladede i de slidte sider. Med sagte stemme læste jeg: ”Se derfor til, hvorledes I vandrer, at det ikke er som uvise, men som vise, så I udnytter det gunstige øjeblik, thi dagene er onde. Derfor, vær ikke uforstandige, men forstå, hvad der er Herrens vilje.”

Den gamle nikkede. ”Forstå, hvad der er Herrens vilje,” gentog hun som om hun talte til sig selv. Så gik hun igen hen til glasskabet, fremtog en anden krukke med bolsjer og gav et til hver af børnene.

Da jeg med familien gik ud af døren, holdt hun et øjeblik min arm. ”Dagene er onde,” sagde hun hæst. ”Forstå, hvad der er Herrens vilje!”

JEG VIL GIVE DIG EN KO!

Eftertænksomt fortsatte jeg rejsen sydover. Den aften slog jeg mig ned på en mark der tilhørte en kristen bonde, som tilbad Herren i Pinsemenigheden i Bylderup Bov. Marken lå lige op til grænsen. Jeg kunne ikke komme nærmere den grænseovergang, der ustandseligt kaldte på mig.

En morgen kom bonden ud til mig på marken. Han var en venlig, men bestemt mand. ”Mon ikke Gud har talt til dig?” spurgte han.

Hvorfor spørger du om det?”

Jeg kiggede afventende på ham, men bønderne i Sønderjylland er ofte mænd af få ord.

”Nå,” sagde jeg efter nogen tid. ”Hvad siger Gud så?”

Manden på marken sagde stadig ingenting. Et øjeblik stirrede han over mod Tyskland. Så gned han sig over hagen. ”Tjah,” mumlede han, ”Hvad siger Gud så?”

Pludselig søgte hans øjne mine. Han havde et klart, åbent blik. Ligesom himlen med de drivende skyer over os. ”Gud siger,” sagde han med sagte stemme, ”at du skal gå over grænsen!”

Jeg stirrede overrasket på ham.

”Men du er bange,” fortsatte han. ”Du er bange, fordi du er alene, og du ikke ved, hvad der vil ske på den anden side af grænsen. Du er bange, fordi du skal køre uden penge. Bange er du – er det ikke rigtigt?”

Jeg nikkede.

”Hvorfor tror du ikke Gud? Det er jo Ham, der kalder dig. Hold op med at være bange! Gå over den grænse!”

Hans ord blev som båret afsted af vinden. Bag den hørte jeg transportbåndets spottevise fra Esbjerg og de profetiske forjættelser fra det kristne fællesskab i Nørå: ”I er på vej til Jerusalem!”

Bonden var ikke længere en mand af få ord. Han fortsatte ubønhørligt: ”Hvis det er spørgsmålet om penge, der holder dig tilbage, så vil jeg hjælpe dig. Men du får ingen kontanter!”

Jeg så spørgende på ham. Han havde et eller andet for… noget ikke helt almindeligt.

”Jeg vil give dig en ko,” sagde han kort.

”En ko?”

”Ja, du kan få en ko, – og den ko skal gøre din manglende tro til skamme!”

”Hvad skal jeg med en ko?”

”Ingenting! Den ko skal bare gå og græsse her. Hvis du er i nød derude på den anden side af grænsen, kan du sende bud til mig. Så sender jeg koen til slagteriet, og du får pengene.”

I et øjeblik sagde ingen af os noget. Så fortsatte han. ”Men koen vil overleve! Du kommer aldrig til at sende bud efter den. Gud vil ikke forlade dig – gå over grænsen!”

Min ven, bonden, fik ret. Jeg samlede familien og hægtede karavanen på bilen og drog over grænsen. Derefter fortsatte jeg i seks måneder ned over Europa. Det var min første store rejse i tro. Og koen græssede fredeligt videre i Danmark. Jeg sendte aldrig bud efter den.

På denne rejse passerede jeg ’udvælgelsesstedet’…

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’TERRORKONGENS SKÆBNE

(www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.07.06.2024

PILGRIM

Grunden til at jeg rejste til Jerusalem? Det var Gud, der kaldte mig!

Det bliver en banet vej. Den hellige Vej skal den kaldes; ingen uren færdes på den; den er valfahrtsvej for Hans folk… ” (Esajas 35:8).

Retssalen summede af stemmer. På tilhørerrækkerne sad folk fra mange samfundslag: Toldembedsmænd, politi-kommissærer, kirkefolk, slægtninge, venner og ’fjender’…

Eftersom sagen var nået til landsretten var der nu ikke kun én men tre dommere. De var alle klædt i lange, sorte kapper. Til min overraskelse havde det vist sig, at stridsspørgsmålet omkring min ringe person syntes at være af ’væsentlig principiel betydning’. Sagen drejede sig kun om én ting, og både politi – og toldmyndighederne forekom særdeles interesseret i dens udfald: Var jeg fastboende borger eller ’vejfarende pilgrim’?

Hvis retten fandt, at jeg var ’fastboende’ borger med dertil hørende folkeregisteradresse, måtte jeg indstille mig på at betale en formue i bøde eller gå i fængsel, men hvis dommerne kendte, at jeg var, hvad det Nye Testamente kalder ’en fremmed og udlænding og pilgrim her på jorden’ (Hebr.11:13) – kunne jeg forlade retten som en fri mand!

Sagen var rejst af de danske toldmyndigheder på grund af vore udenlandsk registrerede vogne – men selv havde jeg en anelse om, at der stod endnu højere myndigheder bag. Jeg taler ikke om jordiske myndigheder; langsomt var jeg ved at begribe, at himmelske kræfter ville minde mig om, hvad der skete den nat i landsbyen Quéré i Frankrig den 15. august 1976.

”Vil De være så venlig at meddele retten Deres fulde navn?” Den venligt udseende dommer i midten betragtede mig undersøgende over brilleglassene. Hans stemme var rolig og blød. Jeg var sikker på, at han allerede kendte mit navn, for han sad men en stabel papirer foran sig, som sikkert var hele sagen omhandlende min person, men jeg rejste mig alligevel bag rækværket og udtalte med tydelig røst mit navn og min fødselsdagsdato i overensstemmelse med rettens regler.

”Og Deres adresse?”

Jeg tøvede et øjeblik. Dommeren betragtede mig igen undersøgende over brilleglassene. Jeg havde en klump i halsen, og det var svært at få det frem: ”Lossepladsen,” hviskede jeg. Igen hørte jeg denne besynderlige summen af stemmer bag mig, og jeg lagde mærke til, at retssekretæren stirrede på mig, før hun skrev den opgivne adresse ned i en stor protokol.

”Deres stilling, Hr.?”

”Præst.”

Dommeren spidsede munden og kiggede fjernt forbi mig. Jeg anede, at han havde svært ved at forestille sig en kirkebygning på Lossepladsen. Fortvivlet forsøgte jeg at forklare: ”Forstår De, Hr. Dommer, jeg er prædikant i en rejsende mission, og vort materiel er for tiden placeret på de frie arealer, som tidligere var den gamle Losseplads udenfor byen. Vi har særlige møder dér for sigøjnerne… og det er faktisk et meget smukt sted. Især ved aftenstid når…”

Igen hørte jeg summen af stemmer bag mig, og jeg så retssekretæren skrive betydningsfuldt i sin store protokol. En mørk skikkelse rejste sig på min højre side. Også han var iklædt en lang, sort kappe. Hans stemme var tynd og skarp, og han åbnede en række store, solidt indbundne bøger, hvor han havde kulørte papirstrimler stukket ind ved de sider, som han citerede fra. Han oplæste en længere serie lovparagraffer, og jeg forstod, at han måtte være min anklager, for han forklarede, at jeg havde overtrådt hver eneste af de punkter han refererede til. Han talte i lang tid, og mens hans monotone stemme fyldte lokalet, blev hans blege, spidse ansigt vagt for mine øjne. Blå bølger fra Bretagne skyllede ind over det varme lokale, og i mine tanker førtes jeg langsomt tilbage til den sælsomme august-nat i Frankrig i 1976. Jeg var igen med min karavane på marken under æbletræet i den lille landsby med det sære bretonske navn ’Quéré’. Jeg var tilbage på det sted, hvor Gud havde talt til mig.

FRA NU AF SKAL DU LEVE PÅ DENNE MÅDE

Det havde været en varm dag og nu i aftenskumringen var jeg i færd med at læse min bibel inde i karavanen. Som mørket faldt på, blev lyset fra bogen stærkere og stærkere og til sidst strålede det med en næsten overnaturlig kraft fra et enkelt vers i 2. Mosebog 12:11. Beretningen, som jeg var i færd med at læse, handlede om Israelitternes udgang fra Egypten. Jeg var netop i det afsnit, hvor Hebræerne var ved at spise deres sidste måltid i Faraos land; redegørelsen for, hvorledes dette gik til, bragte mig i undren. I samme øjeblik var det, som en usynlig fremmed stod ved siden af mig og sagde: ”Fra nu af skal du leve på samme måde.” Jeg stirrede på bibelverset foran mig og læste det igen: ”Og I skal have bælte om lænden, sko på fødderne og stav i hånden. Spis i største hast. Det er påske for Herren!”

Den indre røst i mit hjerte gentog: ”Fra nu af skal du leve på samme måde. Spænd bæltet om din lænd, tag sko på dine fødder og en vandringsstav i din hånd, for du skal ud på en lang rejse. Alt vil nu ske i største hast; det er påske for Herren. En dommens tid må gå over jorden, og du må indstille dig på, ikke mere at bo i et hus! Fra nu af er du en vejfarende mand, en pilgrim undervejs til det mål, som jeg vil føre dig til.”

JEG PÅSTÅR DERFOR AT DENNE MAND ER SKYLDIG

”Denne mand har prøvet at fortælle vor høje ret, at han er at betragte som ’en vejfarende mand’ – ’en pilgrim’, samt at han er ’på vej mod et ukendt mål’, som han hævder, at ’Gud vil føre ham til’.

Anklagerens skarpe, tynde stemme bragte mig brat tilbage til retslokalet. Med en lang istapfinger pegede han på mig og fortsatte: ”Men jeg har nu klart bevist for denne ret, at den slags religiøse undskyldninger ikke kan accepteres. Han har opholdt sig så længe indenfor vort lands grænser, at han ifølge dansk lov må betragtes som ’fastboende’, og derfor skal behandles som alle andre danske borgere. Han er ikke udlænding. Han er ikke ’fremmed’ eller ’pilgrim’, som han uafladeligt hævder og skal straffes. Jeg påstår derfor at denne mand er skyldig.”

En anden skikkelse rejste sig på min venstre side. Han var en mand i 40’erne. Han fremførte sine argumenter på en behagelig og afslappet måde. Også han var klædt i sort. Han var min advokat og forsvarer.

”Det fremgår med al tydelighed af min klients færden, at han kun imidlertid har taget ophold i Danmark,” begyndte han. Også han citerede fra nogle enormt store bøger, og jeg åndede lettet op, da han begyndte at tale. Jeg vidste, at et eller andet sted i papirdyngen foran dommerne lå en lille redegørelse, som jeg selv havde skrevet. Jeg vidste ikke, om personlig tro eller bibelvers havde nogen indflydelse på min sag, men jeg havde nedskrevet min historie til dommerne. ”Det er ligesom med Abraham og Isak,” havde jeg forklaret. ”Bibelen siger, at de ’boede i telte’, og at de ’bosatte sig i landet, som i et fremmed land’, og at de var ’pilgrimme på vej til en stad, hvis bygmester og skaber er Gud (Hebr.11:9-10).”

”Ja, denne mand,” fortsatte min venlige forsvarer, ”er på vej til Jerusalem. Dette kan bevises ved de i retten fremlagte hebraiske lejekontrakter fra et sted udenfor den Hellige Stad ved navn ’Bet Said’. Han er kun på besøg i dette land, og jeg er overbevist om, at vor høje ret vil anerkende, at hans nuværende adresse ’Lossepladsen’ næppe kan accepteres af folkeregisteret. Jeg kræver denne mand ’ikke skyldig’!”

*

Alle rejste sig, da dommerne forlod lokalet. Da deres lange, sorte kapper fejede ind bag en dør mellem to store marmorsøjler, var rummet igen fyldt med summen af stemmer. Jeg vidste, hvad folk i retslokalet talte om. Var jeg fastboende borger eller vejfarende pilgrim? Men jeg vidste også, at det hverken var folks meninger eller dommernes kendelse, der kunne afgøre denne sag. Et eller andet væsentligt opgør med ’det etablerede’ var ved at finde sted. I mikroskopisk målestok var nogle overordnede principper ved at blive draget frem i lyset. Mangt og meget i Kristi Kirke er i vor tid blevet cementeret ned i nogle faste grundvolde, som ikke er lagt af Gud. Fra begyndelsen af menighedens historie har ’Jesusfolket’ været en ’pilgrimskirke’, og hvad der i miniature foregik omkring min uanselige person i dette retslokale var, hvad Gud er i færd med at gøre i større målestok ud over hele verden. Da de tre sorte kapper forsvandt bag det skinnende hvide marmor, vidste jeg, at lignende afgørelser vil blive taget overfor andre af Herrens tjenere i den nærmeste fremtid. Gud vil kalde flere ind i et opbrud, der må bryde med alle mere eller mindre etablerede forhold, som den store Bygmester aldrig har anerkendt. Mange vil blive kaldt – ikke til at følge min livsstil – men til at følge Herren i et nyt troens liv. Mens alle de betingelser, der var forbundet med fremover at skulle leve som en vejfarende pilgrim, kunne jeg forlade retslokalet som en fri mand. Gud var min dommer!

En lille babyrøst klynkede bag mig. Jeg vendte mig og fik et varmt smil fra Gisèle. Hun sad med vor sidst ankomne lille dreng på skødet. Hun løftede ham lidt i vejret, så at jeg kunne se ham, og jeg vidste, hvad det betød…

For blot nogle få uger siden var vi begge overbeviste om, at denne lille nu ville blive en lille pige. Før fødslen havde vi allerede bestemt navnet. ’Natacha’ skulle hun hedde. Og hun ville blive en darling med brune øjne og sort hår. Men så kom retssagen, og vi havde i nogle dage ikke andet i vore tanker. Hvordan ville dommerne reagere? – Indtil den morgen jeg vågnede ved, at en tydelig røst talte til mig i vort soveværelse. ”Du skal kalde ham Daniel!” sagde røsten. Jeg nævnte ikke noget til Gisèle om denne hændelse, før hun med veer var på vej til hospitalet. ”Det bliver altså ikke en lille pige,” sagde jeg i bilen. ”Det bliver en dreng, og han skal hedde Daniel.”

”Dreng eller pige,” klagede Gisèle, ”det er ligemeget. Bare det var lykkeligt overstået…”

Mellem to veer hviskede hun nysgerrigt: ”Men hvorfor Daniel? Hvad betyder Daniel?”

”Gud er min dommer,” svarede jeg.

Dommerne kom tilbage fra marmorrummet. Der var en forventningsfuld stilhed i retslokalet. Bøger blev åbnet. Paragraffer med underpunkter oplæst, og så kom de sidste ord, som alle ventede på og lyttede til stående:

”Ikke skyldig!”

Den dag vandrede jeg ud af den majestætiske retsbygning i København som en fri mand, men også som en bunden mand. ”Og se, bunden af Ånden drager jeg til Jerusalem uden at vide, hvad der skal møde mig dér (Ap.G. 20:22).”

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’BLODETS MÆND

(www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.24.05.2024

RAVNENE

… lad mig fortælle en beretning fra vor lange rejse

… og ravnene bragte ham brød om morgenen og kød om aftenen, og han drak af bækken (1.Konge 17:6)

Vi klarede den ikke!

Alle andre var nået ind på ’the Green’, som den enorme grønsvær kaldes i Saffron Walden, men vor landcruiser standsede et par hundrede meter før indkørslen til det skønne parklignende græsareal i byens midte.

”Hvorfor standser du her? spurgte Gisèle

”Ikke mere benzin,” svarede jeg . ”De andre er kommet ind.” Jeg nikkede hen mod lejren, ”men det har været på de sidste dråber diesel.”

Gisèle var stor og rund og ventede sig. Hun sad med Daniel, som var et år og den yngste af vore otte børn. ”… og der er ikke mere at spise, og ingen penge at købe for,” fortsatte jeg.

Gisèles brune øjne betragtede mig alvorligt. ”Det er jeg klar over,” sagde hun stille.

”… ikke mere mælk til børnene,” blev jeg ved.

”Det er jeg også klar over.” Gisèle trykkede drengen på sit skød ind til sig.

*

En traktor fra konvojen kørte hen foran vor bil for at trække os ind på pladsen. Her var alle familierne samlet til bøn i skolevognen. Også de var klar over situationen, og der var ikke brug for nogen særlige bekendtgørelser. Samtalen var spredt og stille, da jeg trådte ind. Alle vidste, at kun et mirakel kunne hjælpe os ud af denne situationen. Vi begyndte at bede.

Medens forsamlingen var i bøn, bemærkede jeg gennem vinduet en mand, som længe stod afventende udenfor. Han så ud som om han ikke vidste, om han skulle blive ved med at vente eller banke på døren og komme ind. Jeg gik ud til ham.

”Kan jeg hjælpe Dem med noget, Sir?”

”Well,” begyndte han. ”Jeg er ikke klar over, hvad der foregår her, men jeg er indehaver af en fødevarebutik på den anden side af gaden. Jeg har lige haft besøg af en person, som gav mig nogle penge og sagde noget om jer herovre.

”Hvad sagde den person, Sir?”

Manden, en lille tætbygget herre med glinsende sort hår stirrede overrasket på mig. ”Denne person sagde,” han holdt inde, som om han stadigt undrede sig, ”denne person sagde: ”Alt, hvad de pilgrimme derovre køber i Deres butik, er betalt – fra dags dato og indtil de rejser videre.” Manden rakte mig sit kort. ”De er vekommen, alle sammen!” Med tilfredshed stirrede han på det store optog af vogne. Hans hvide tænder og sorte hår glinsede.

”Håber De bliver i vor by i nogen tid, Goodbye!” Det sidste ord udtalte han med et let buk, som når man tager afsted med en god kunde.

Jeg gik ind til de ventende familier og fortalte dem, hvad der var sket. Efter en stund i tilbedelse gik alle tilbage til deres arbejde. Et par dage senere kørte mælkemanden ind på pladsen. Han læssede en kasse med tyve liter mælk af på grønsværen og sprang så ind i vognen for at køre videre.

”Lige et øjeblik!” råbte jeg.

”Bare rolig,” råbte han tilbage. ”Det er betalt! Jeg kommer igen i morgen. Jeg har fået besked på at gøre dette her hver dag, indtil I rejser videre.”

”Af hvem?” råbte jeg, – men han var allerede på vej ud af indførslen.

*

Jeg stirrede op mod himlen. Men der var ingen af de store sorte fugle som undertiden kredsede over lejren. Ravnene! Dem, som profeten i gamle dage fik føde af. Gud sagde til ham: ”Du skal drikke af bækken og ravnene har jeg pålagt at sørge for føde til dig (1.Konge 17:4).”

”Raak! Raak! Raak!” skreg de, når de kom på besøg.

To dage før vi forlod byen, hvor vi havde en række gode møder, og en hel del mennesker blev berørt af evangeliet, dukkede endnu en mørkhåret fremmed op i lejren. Han havde et brev i hånden.

”Jeg har en besked til Dem,” sagde han. ”Benzinstationen lige udenfor byen er min, og jeg har i dette brev fået anmodning om at bede Dem komme ud til mig for at få alle Deres køretøjer fyldt op med diesel.”

”Hvem sendte det brev?” spurgte jeg.

”Det ved jeg ikke,” svarede han, ”men jeg har fået pengene, og det er faktisk det eneste, jeg er interesseret i. De kan komme i morgen og få fyldt op!”

Den morgen vi var ved at bryde op fra Saffron Walden, kom en fornemt udseende gentleman hen til min vogn. Han præsenterede sig. ”Jeg er medlem af byrådet,” forklarede han på distingeret engelsk. ”Vi havde byrådssamling i aftes,” fortsatte han, ”og det blev dér besluttet, at De skulle betale ét hundrede pund for pladsen her… men så,” det fornemme engelsk begyndte at gå i stykker for ham, ”ja, så skete dette besynderlige her til morgen… forstår De, jeg er ikke sådan ’troende’ i den forstand… men da jeg vågnede her til morgen hørte jeg en røst.”

”Hørte De en røst, Sir?” spurgte jeg interesseret. ”Hvad sagde den røst til Dem?”

”Jo ser De, det er netop det besynderlige ved det hele, ”byrådsmedlemmet havde havde fattet sig og var atter begyndt at smage på de engelske ord, ”ved byrådssamlingen i aftes blev der truffet en beslutning om, at jeg skulle gå hen på pladsen her med regningen; jeg skulle gøre det, før I forlader byen her til morgen.”

”Javel, og så..?”

”Ja, så var det, at jeg hørte denne røst tale til mig.”

”Nuvel, og så?”

”Røsten sagde: Gå ikke ned til pilgrimmene med den regning!”

Den fornemme herre skuttede sig som om han frøs. ”Og jeg er ikke klar over, hvad man skal gøre ved sådan noget, så jeg ringede til præsten – metodistpræsten – oppe i byen.”

”Jaså, og hvad sagde han?”

”Han sagde, at det var Gud, der havde talt til mig, og at jeg ikke måtte gå herhen med den regning. ’Kirken betaler’, sagde han…”

Jeg stirrede op mod himlen. Stadig ingen ravne at se, ”Raak! Raak! Raak!” plejede de at skrige.

HJÆLPEN VAR TILSTEDE

Jeg er aldrig blevet klar over, hvem det var, der hjalp os i Saffron Walden. Undertiden har jeg spekuleret på, om det måske var den samme person, som jeg nogle få måneder senere på en bagende varm dag mødte på en motorvej i Holland. Der skete noget den dag, der på en særlig måde fik mig til at høre ravnenes ’Raak! Raak!’

Det begyndte med, at jeg havde vanskeligheder med bilen. Da jeg i det samme så en af de gule hollandske nødhjælpsvogne i færd med at yde assistance til et andet køretøj, kørte jeg ind langs siden og ventede.

Lille Mikael var med, og jeg var faktisk mere bekymret for ham end for bilen. Vi havde intet i vognen, som han kunne spise eller drikke, og så langt øjet rakte, syntes der ikke at være noget sted, hvor man kunne få fat i noget. Foran os strakte sig den endeløse flimrende varme motorvej – og ingen vidste, hvornår vi ville kunne komme videre.

Mens vi ventede, ville jeg et øjeblik gå afsides for at bede, men inden jeg nåede så langt, var hjælpen allerede tilstede. En høj, slank, lidt mørkhudet herre dukkede pludselig op. Jeg så ikke, hvor han kom fra, for motorvejen var øde; senere lagde jeg imidlertid mærke til, at en lille bil var parkeret foran den hollandske nødhjælpsvogn.

Den nydelige, lidt sportslig-aristokratisk udseende herre passerede os med et smil og gik direkte hen mod Mikael. ”Er du sulten?” spurgte han drengen på engelsk, samtidig med at han med tegn gjorde sig forståelig. Mikael nikkede. ”Og tørstig?” Mikael nikkede igen.

”All right! Jeg vil give dig noget at spise og drikke!” Den fremmede spadserede hen til den lille vogn, som jeg havde observeret foran nødhjælpsvognen. Da han kom tilbage havde han en pose med sandwich, en flaske orangesaft og fire plastikglas i hånden.

”Hvem er han?” hviskede Gisèle.

”Det ved jeg ikke.”

Gisele fortsatte med at hviske til mig på dansk. Hendes stemme var fyldt med uro. ”Hvad har han i den flaske? Hvad er det, han giver drengen at drikke?”

Den høje, mørkhudede herre var allerede kommet forbi os. Han kunne ikke høre, hvad Gisèle hviskede og ville heller ikke have forstået noget, for hun vedblev at tale dansk. Pludselig standsede han og vendte sig elegant og kom langsomt, som gik han på line, hen mod Gisèle mens han undervejs fyldte et af plastikglassene med gylden saft. Da han nåede hen til os var glasset fyldt, og han løftede det til en let hilsen og sagde med udtalt høflighed: ”Tillad mig at drikke først, Madame!” Så drak han med velbehag hele indholdet af plastikglasset, smagte på det og nikkede som var han en mundskænk, der prøver dronningens vin. Derefter tog han et nyt glas, der et øjeblik strålede i solen som var det krystal. Han fyldte det igen med ’guld’, rakte det med samme udprægede elegance til Gisèle med ordene: ”Please, Madame!” Derefter fyldt han endnu et glas og rakte det til mig. Medens vi drak, betragtede han os med et forstående smil. Da glassene var tømt, så han spørgende på os med løftede øjenbryn. I det øjeblik lagde jeg mærke til hans øjne; de var varme og gode. Han nikkede og vi nikkede, og han gik langsom tilbage til drengen, mens han fyldte det fjerde glas. Mikael drak begærligt og fik med det samme fyldt et nyt. Da han havde drukket det, pakkede den fremmede et par sandwich ud af sin pose. ”Peanutbutter,” sagde han med et vidende smil. Mikaels øjne blev store. Det ord forstod han. ’Peanutbutter er hans livret’.

Jeg betragtede den fremmedes mørke lød og tænkte igen på ravnene, som Gud sendte til Elisa. Så tænkte jeg igen på, hvad der var sket i Saffron Walden – og stillede mit første spørgsmål. ”Hvorfor gør De dette for os?”

”Fordi jeg skal gøre det!” Den fremmede smilede.

”Tror De på Gud?”

Manden vendte sig imod mig. Hans ansigt var alvorligt. Der var en sær vægt i hans ord: ”Gud Herren er alle tings skaber,” sagde han stilfærdigt. ”Han opretholder alt med sit mægtige ord!” Hans stemme skælvede let, som talte han om Én, han ærede og frygtede.

”Og på Jesus Kristus, Messias?” fortsatte jeg.

Den fremmede nikkede, men sagde intet. Det var som om han bøjede sig tilbedende. Så udbrød han: ”Jesus er Guds Søn. Han er alle menneskers frelser og forløser…”

Hurtigt vendte han sig mod Gisèle. ”Verden er lille,” fortsatte han mildt. ”Vi vil sikkert møde hinanden igen.” Så vendte han sig for at forlade os. Han gik raskt som en mand, der har afsluttet et ærinde. Jeg løb nogle hastige skridt efter ham.

”Hvad er Deres navn, Sir?” råbte jeg.

Manden stod stille, som havde jeg ramt ham med noget hårdt, Så vendte han sig langsomt – stadig med denne aristokratiske elegance. Han smilede: ”Raak!” svarede han. ”Mit navn er Raak!” Så gik han hurtigt hen til sin vogn, og et øjeblik efter var han forsvundet.

ER I DEN HØJESTE GUDS TJENESTE

Jeg tror, at jeg har mødt Mr. Raak siden. Det var nogle få måneder senere. Stadig i Holland. Konvojen var langsomt på vej mod den tyske grænse. På grund af de mange kanaler måtte vi i små både færge køretøjerne fra bred til bred. Vore traktorer havde ikke tilladelse til at køre på motorvejene med de fine broer, så vogntoget bevægede sig fremad i sneglefart. Før vi forlod Haarlem, Corrie Ten Booms fødeby, hvor hun i sin fars hus skjulte mange jøder under krigen, blev vi af et par venlige familier udrustet med 500 kg. Kartofler. Mens vi læssede de mange sække kartofler, kunne jeg på lejrens alvorlige ansigter læse, at alle var klar over, hvad der nu ventede os: en tid med begrænset økonomi. En ’kartoffelkur’! Da vi kørte ind i Dieren nær S’Heerenberg ved grænsen, havde vi alle oplevet kartofler i så mange variationer, at lejrens husmødre ville kunne forsyne et kongeligt køkken med hidtil ukendte kartoffelopskrifter.

Det var på dette tidspunkt, at Mr. Raak – formoder jeg – dukkede op igen. Det var et besynderligt besøg. En mand kørte med god fart ind i lejren.

”Er I den højeste Guds tjenere?” var hans usædvanlige spørgsmål.

”Ja,” svarede jeg bestemt. ”Vi er den højeste Guds tjenere.”

Den fremmede åbnede bagsmækken til sin bil. Rummet var fyldt med brød. Skønne, lyse, friske brød. Nok til hele lejren! ”Værs’go!” sagde han.

Da vi læssede brødene af, indsugede jeg duften fra det gyldne bagværk. ”Mennesker spise englebrød,” (Salme 78:25) tænkte jeg, og videre: ”og ravnene bragte ham brød… (1.Konge 17:6).”

*

”Hvordan så han ud?” spurgte vi ofte senere Maria, vor tyske sekretær. Vi spurgte, fordi vi mente, at det var den samme fremmede, som nogen tid senere i Tyskland henvendte sig til hende.

”Det kan jeg ikke sige,” plejede hun at svare. ”Det eneste jeg kan huske er hans øjne. De var varme og gode…”

Besøget kom præcist. Vi havde brug for en ret stor sum penge for at kunne bringe konvojen videre. Pludselig kom manden med de varme, gode øjne ind i lejren. Han gik hen til Maria og gav hende tre store guldmønter. Siden så vi ham ikke mere.

Da vi gik i banken med mønterne viste det sig, at de havde en ret anseelig værdi. Præcis en tiendedel mere, end vi havde brug for; da vi altid giver en tiendedel af vore indtægter videre til Herrens gerning, passede pengene.

*

Natten mellem den 2. og 3. juli 1983 hørte en belgisk kvinde i vor lejr pludselig støj udenfor hendes beboelsesvogn. Hun stod ud af sengen og kiggede ud ad vinduet. Til hendes overraskelse så hun seks eller syv høje mænd – alle klædt i hvidt stående rundt omkring lejren. ”De stod alle med ansigterne vendt ud mod nattens mørke,” forklarede hun den følgende morgen. ”De stod på vagt, og deres klædning havde ved halslinningen en lille krave, der gav dem et let uniformsagtigt præg. Bag dem var hele lejren fyldt med fred…”

”Herrens engel slår lejr om dem, der frygter Ham (Salme 34:8).”

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’BLODVIDNERNES DAGE

(www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.10.05.2024

MINE 21 BREVE

Det er værd at bemærke, at det første århundredes berømte historieskriver, Josephus, har omtalt det sted, hvorfra jeg har skrevet mine 21 breve. Han er mest kendt for sit hovedværk ’Bellum Judaicum’ (’Den jødiske Krig’), hvor han bl.a. omtaler Herodes’ ørnerede, Masada, ved Dødehavet. Herfra nedfælder han et par noter om det område, hvor jeg d. 15. marts 2002 kort før midnat (efter nøjagtig 25 års rejse) slog lejr med vor danske PILGRIM CONVOY. Han fortæller, hvordan egnen så ud for 4000 år siden:

”… et lykkeligt landskab, frugtbart og oversået med rige byer,” skriver han og fortsætter med at gengive det billede, som kan ses fra Masada i dag: ”Men alt er nu goldt og nedbrændt, og her bor ikke en levende sjæl.” Josephus tilføjer: ”Folk siger, at disse saltstepper er fremstået på grund af indbyggernes gudløshed. De fortæller, at ’en Guds ild faldt ned fra himlen’. Han slutter: ”Der ligger endnu en slags brændte frugter på jorden. Hvis du rører dem, opløses de straks i røg og aske.”

På det seneste har videnskabsmænd indsamlet nogle af disse ’brændte frugter’. Deres kemiske analyser meddeler: ’Afbrændt fosfor’. Den bibelske beretning siger det samme. ”Der faldt brændende svovl ned fra himlen,” – og apostlen i Ny Testamente tilføjer: ”Det er sket som et advarende eksempel for kommende generationer…”

*

Det er fra dette område kun få kilometer fra Sodomas ’brændte frugter’, at jeg – midt i Aravadalens ’kogende gryde’, et par hundrede meter under havets overflade og med temperaturer, der ’topper’ de 50 grader celsius – har skrevet mine 21 breve. Årsagen er den meddelelse, som kl.17.15 torsdag d. 15. april, 2010, blev udsendt fra pressebureauet Ritzau, at Danmarks kirkeminister havde nedsat et udvalg, som skulle undersøge, hvorvidt homoseksuelle og lesbiske par kunne vies i kirken. I tv-2 nyhederne samme dag blev det forklaret, at ’giftelystne homoseksuelle’ måtte væbne sig med tålmodighed. ”Der går fem måneder, inden udvalget kan give svar,” hed det. ”Det skal først undersøge sagen fra alle synsvinkler.”

Eftersom det er min opfattelse, at også ’Sodoma-synsvinklen’ bør komme ind i billedet, skrev jeg mine 21 breve. Udvalget har for hvert nyt brev gennem kirkeministeriet fået besked om dets eksistens. Om udvalgets medlemmer har læst det eller ej forbliver en hemmelighed. Dørene ind til udvalgsværelset har været forsvarligt lukkede. Alle drøftelser er blevet holdt i det skjulte…

Indholdet af mine 21 breve er stort set en advarsel om, at den sørgelige hændelse som fandt sted d. 10. november 1793 i Paris ikke må gentage sig. Det var dagen, hvor de franske borgere efter revolutionens blodbad ved et møde i pariserkatedralen, Nôtre Dame, ’afsatte Gud’. – ”På hans trone,” fortælles det, ”indsatte de en ny guddom: ’Fornuften’.

Den 15. september 2010 er rapporten fra homo-udvalget blevet lagt på kirkeministerens bord. Den er udarbejdet af bl.a. teologiske eksperter, og det siges, at det er en ’fornuftig rapport’.

DEN HEMMELIGE SKUFFE

I mit første brev til kirkeministeren og udvalget bad jeg ministeriet (der fungerer som sekretariat for disse hastigt nedsatte udvalgsmøder) om ’aktindsigt’. Det er en særlig ’begæring’, som borgerne ifølge forvaltningsloven har ret til at fremsætte, og som giver dem anledning til at følge med i, hvad der hos myndighederne (rent papirmæssigt og ved mundtlige forhandlinger) sker bag deres ryg.

Ministeren åbnede på min anmodning den hemmelige skuffe på klem, og jeg fik bl.a. udleveret to dokumenter, som kaster et væsentligt lys over sagen. Det ene dokument var et referat af biskoppernes møde d. 14. april 2010 i Nyborg, hvor de samlet erklærede sig for kejserens lydige tjenere.

”Hvis folketinget har lovgivet således,” skrev bisperne, ”at ægteskabet skal være for såvel hetero- som homoseksuelle par, er folkekirken forpligtet til efterfølgende at udarbejde ritualer, der gør dette muligt.” (Denne sætning er i sig selv så hårrejsende, at der kunne skrives bøger derom. Jeg har indtil videre måttet indskrænke mig til et syvende brev til udvalget med titlen: ’Kirkens kryben for kejseren’). Det andet dokument, som blev fisket frem af kirkeministeriets ’journal’-system er et referat fra det møde, som kirkeministeren havde med biskopperne d. 15. april 2010 (dagen efter bispernes skæbnesvangre Nyborg-møde).

Ved dette møde ’konstaterede ministeren’, at ’der i folketinget er et flertal’ for homovielser i kirken. ”Jeg mener, at det vil være muligt at få folketinget til at afstå fra at stemme,” udtalte ministeren og tilføjede: ”og i stedet afvente, hvad der kommer ud af et udvalgsarbejde…”

Disse ord forklarer, hvorfor både ministeren og biskopperne er indstillet på, at der skulle arbejdes hurtigt. Der sad politikere på spring for at få presset homovielserne ind bag kirkens mure. Næppe var udvalget gået i gang med sit arbejde, før der blev foretaget et ’kup’ i folketingssalen på Christiansborg. Fem medlemmer fra et af de styrende partiers folketingsgruppe ’brød’ med både parti og regering for at give homo-par lov til fremover at adoptere børn. Dybere lidenskaber end både politik og religion styrer denne sag – og politikerne vil ikke finde sig i kirkens nølen; kejseren vil have sin ret – og kirken skal vare sig for ’senatet’, der pludselig kan finde på at råbe: ”Du er ikke kejserens ven! Du sætter dig op imod kejseren!” (Johs.19:12).

Er det af den grund, at de danske biskopper afleverer samme underdanige erklæring som ypperstepræsten dengang i Jerusalem: ”Vi har ingen anden konge end kejseren!” (v.15)

Kirkeministeren Birthe Rønn Hornbechs stilling med hensyn til udvalgets arbejde har været denne: ”Nu har vi nedsat udvalget, og så prøver vi at afklare kirkens stemme.” Journalisternes spørgen har hun venligt men bestemt affejet med ordene: ”Nu har jeg sådant set ikke nogen mening, før deres (udvalgsmedlemmernes) konklusion kommer.” Hun tilføjer: ”Jeg har hele tiden fremhævet, at mindretallet skal være med, og at det er vigtigt, at mindretallet ikke føler sig tromlet.”

BEHØVER IKKE 20 UGERS OVERVEJELSE

Mindretallet er sikkert sådanne folk som mig. Det vil sige troende, som ikke behøver 150 dage til at finde ud af, om vielser af homoseksuelle skal finde sted i Guds Hus. De behøver ikke 20 ugers overvejelser for at turde erklære, at homoseksuelle og lesbiske parforhold ikke kan velsignes i kirken. Mindretallet består hovedsageligt af jævne, danske kristne, som indenfor 30 sekunder – uden at blinke – tør fastslå, at ifølge Den Hellige Skrift er der ikke to meninger om denne sag. Homoseksualitet defineres som synd, og mennesker, som er drevet af denne lidenskab, står i fare for at blive ’prisgivet’ til en sørgelig skæbne.

”Af den grund,” vil denne minoritet af kristne sige, ”kan det aldrig forekomme, at Gud ved hjælp af særlige biskoppeligt anerkendte ritualer fremmer disse forhold. Et sådant parforhold kan aldrig (som det hedder i Bibelen) være ’sammenføjet af Gud’ (Matt.19:6 og Mark.10:9).

’Minoriteten’ er den jævne mand, der som et medlem af Folkekirken, eller som på andre måde regner sig for at være en del af Kristi menighed i dette land. Fra begyndelsen har det været meningen at holde ham udelukket fra nogen som helst indsigt i det destruktive værk, som er blevet holdt skjult bag lukkede døre. Et par afgnavede ben er blevet smidt ud til pressen, som har fået at vide, at det har noget at gøre med ’en ændring af den almindelige ægteskabsindgåelse’ for at skabe plads for homofile vielser i kirken’, at ’der vil blive sørget godt for de præster, der har samvittighedskvaler…”

Om Grundlov og de kirkelige bekendelsesskrifter, forholdet mellem stat og kirke, homo- ideologernes egentlige motiver, Bibelens advarsler og det homofile samfunds militante fremfærd er der ikke blevet sagt et ord. De, som har vidst noget om september-rapporten, har haft munden lukket med syv segl – og mine første syv anmodninger til kirkeministeriet om at blive tilkendt min lovbefæstede ret til aktindsigt har alle fået afslag.

Som ingensinde før er apostelens påmindelse fra Judas brev blevet aktuel: ”Jeg har anset det for nødvendigt at skrive til jer og formane jer til at kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige” (v.3).

FORDÆRVELSENS TRÆLLE

I forbindelse med det af Kirkeministeriet nedsatte udvalg for homofile vielser i kirken kan det forventes, at der atter opstår en strid om, hvorvidt ytringsfriheden i det danske samfund kan bære Ny Testamentes apostels strenge fordømmelse af homoseksualitet. Vil der atter blive rejst tiltale mod Jesu apostel, Simon Peter, for at anvende betegnelsen ’Fordærvelsens Trælle’ i et kapitel, hvor han bl.a. omtaler den synd, som førte til ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra (2.Pet.2:19 og 2:6)?

Vil der ifølge anklageskrift fra statsadvokaten blive rejst tiltale mod denne nære efterfølger af Jesus fra Nazaret for overtrædelse af straffelovens paragraf 266 B, ved gennem sine 2000 år gamle breve

’offentligt at have fremsat og udbredt udtalelser, hvorved en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etisk oprindelse eller tro eller seksuelle orientering’? Vil Peter, hvis åbenbarelse Jesus bl.a. omtalte med ordene: ”Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke (Matt.16:18) – blive stillet i anklageskranken for om Sodoma-samfundet at have udtalt, ”De taler overmodige, tomme ord og lokker kødeligt begær ved deres løsagtighed dem, som var lige ved at undslippe fra folk, der vandrer i vildfarelse. De lover dem frihed, skønt de selv er trælle af fordærvelsen; thi træl er man af det, man er bukket under for… (2.Pet.2:18-19)?

Hvis nogen kristen i Danmark skulle blive tiltalt for at have overtrådt straffelovens paragraf 266 ved at ’forhåne’ eller ’nedværdige’ homoseksuelle, fordi de i den offentlige debat citerer apostlen Peters ord, bør de tilbagevise en sådan påstand.

Det bør være langt fra de troende at spotte eller forhåne noget menneske. At de imidlertid må indtage en fast og ubøjelig holdning over for dem, der som apostlen erklærer: ”Lokker… dem, som var lige ved at undslippe fra folk, der vandrer i løsagtighed (1.Pet.2:18)” er en anden sag.

Udtrykket ’Fordærvelsens Trælle’ er i Ny Testamente rettet mod bl.a. det homofile samfund (som f.eks. nu søger at etablere sig i kirken). Det er langt fra apostlens intention at ville forhåne nogen. Tværtimod aner man hans omsorg og medynk med dem, der ’var lige ved at undslippe vildfarelsen’. Ja, det fremgår med al anskuelig tydelighed af det citerede skriftafsnit, at det i dette tilfælde ikke er den enkelte synder, som apostlen med udtrykket ’Fordærvelsens Trælle’ sigter på. Nej, det er Sodoma-vildfarelsen, som han ønsker at beskytte de troende imod. Det er den homofile ideologi, som han omtaler med udtrykket ’fordærvelse’…

Det brev i Ny Testamente, hvori betegnelsen ’Fordærvelsens Trælle’ forefindes, er skrevet til de troende. Apostlen indleder brevet med ordene: ”Jeg sender hilsen til der, der har fået samme dyrebare tro som vi (1:1).” Det vil sige, at alt, hvad han i denne skrivelse beskæftiger sig med, må betragtes som en særlig belæring af de troende. Altså: ”dem, der har fået samme dyrebare tro som vi…”

Hvem er det altså, som er målgruppe for udtrykket: ’Fordærvelsens Trælle’? Det er i første omgang ikke de homoseksuelle – men det er de biskopper og præster, som fører an i forsøget på at få homo-ideologien indført i kirken. Den aktuelle debat drejer sig jo heller ikke om, hvorvidt homo-tænkernes lære kan praktiseres på Rådhuset men om, hvorvidt den kan gennemføres i kirken. Ja, man kan sige det sådan, at så længe homo-prædikanterne holder sig uden for kirkens mure, da må det være det civile samfunds vogteres opgave at holde styr på de naturstridige lidenskaber – men i samme øjeblik de træder over kirkens tærskel og gør krav på, at kirkens ritualbøger skal ændres for at give plads for en anden og ifølge Bibelen gudløs livsstil, så må de forvente at blive mødt med Skriftens ord.

SLAVER AF TIDSÅNDEN

Derfor er det i virkeligheden kirkens bisper og kaldede hyrder, som i denne time burde lade ordene ’Fordærvelsens Trælle’ lyde over land og rige – men eftersom de stort set er tavse (enten fordi de selv er slaver af tidsånden, eller fordi de er bange for repressalier fra myndighedernes side) – så må dette bibelord bringes til torvs af andre. Ja, i virkeligheden er denne sag et indre anliggende for kirken – men eftersom folkekirkens medlemmer tæller et større antal af den danske befolkning, så vil et hvilket som helst budskab i denne sag også henvende sig til folket.

De, som vil hævde, at apostlens ord kun er bestemt for hans egen tid og derfor ikke har med den aktuelle Sodoma-situation i Danmark at gøre, tager fejl. Apostlen Peter siger i samme skriftafsnit: ’og byerne Sodoma og Gomorra dømte Han (Gud) til ødelæggelse og lagde dem i aske, idet Han satte dem til advarende eksempel for ugudelige mennesker i kommende tider (2.Pet.2:6).”

Jesu apostel taler ikke her ud af en almindelig ’fremsynethed’. Nej, det er den slags profetisk tale, som han selv beskriver, når han i det samme brev erklærer: ”og nu står det profetiske ord så meget fastere for os; det gør I vel i at agte på som på et lys, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen gryer og morgenstjernen oprinder i jeres hjerter, og dette skal I først og fremmest vide, at ingen profeti lader sig tyde egenmægtigt. Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevet af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud (2.Pet.1:18-21).”

Hvis altså nogen myndighed har i sinde at ville forgribe sig på det advarselsord, som lyder, når bekendelsen ’Fordærvelsens Trælle’ understreges, så bør de være opmærksomme på, at det i så tilfælde ikke er noget menneske, som de er oppe imod. Ja, det er end ikke apostlen Peter, der (som David) for længst ligger i sin grav (Ap.G.13:36-39). Nej, det er ’det profetiske ord’ (v.19), som de søger at komme til livs.

Hvis en tiltale skulle blive rejst mod nogle af de troende, som i denne for vort land så alvorlige situation, forkynder Ny Testamentes ord: ’Fordærvelsens Trælle’ – og en sådan sag ville blive behandlet ’under medvirken af domsmænd’, da bør disse i deres vurdering nøje overveje, at apostlen om bl.a. dette udtryk erklærer: ”Det profetiske ord står fast, og det gør I vel i at agte på som et lys, der skinner på et mørkt sted (v.19).”

Dersom Ny Testamente erklærer, at der er ord, ’vi gør vel i at agte på’, da er det ikke tilstrækkeligt udelukkende at behandle dem ud fra et snævert juridisk synspunkt. Nej, da står den enkelte i et personligt ansvar over for Gud og vil afsluttende komme til at stå til regnskab over for Den Almægtige.

Yderligere bør det af medierne iagttages, at de i deres omtale af dette ord ’Fordærvelsens Trælle’, ikke kun har med et menneskeord at gøre. Nej, apostlen betoner, at ’aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevet af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud’ (v.21).

For pressen ligger det lige for med det samme at falde over mennesker, der tør bruge betegnelsen ’Fordærvelsens Trælle’ om andre mennesker. ”Diskriminerende!” vil de råbe, hvilket hurtigt kan udvikle sig til en iværksættelse af deres egen smædekampagne.

Også dagspressens reportere og TV Avisens journalister bør besinde sig på, at der i vor formørkede verden stadig findes mennesker, som ’er drevet af Helligånden’, og som derfor ikke fremsætter deres egne meninger men i al ydmyghed og hjertets lydighed ’udtaler, hvad de får fra Gud’.

Det er en udfordrende time for Danmarks kristne. Gudløse kræfter vil søge at skabe omvæltninger, som vort land ikke tidligere har været udsat for. En indførelse af normer som aldrig før har eksisteret. ”Lad ingen vildlede jer,” advarer apostlen Paulus. ”Først må jo frafaldet komme, og lovløshedens menneske, fortabelsens søn åbenbares, han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han tagaer sæde i Guds tempel… (2.Thess.2:3-4).”

Netop dette er ved at ske, antikristelige og lovløse kræfter er i færd med at etablere sig i kirken- og øjeblikket er inde, hvor der skal handles.

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’TROLDSPEJLET

(www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d. 26.04.2024

SYND INDSKREVET I LANDETS GRUNDLOV

Der var anstillet stor glædesfest ved det franske slot i Versailles, hvor det den 4. marts 2024 blev offentliggjort, at de franske kvinder fra nu af kunne ånde lettet op! Den franske præsident, Emmanuel Macron, kunne (under jubel) meddele, at det er blevet besluttet, at det herefter skal indskrives i den franske grundlov, at ’franske kvinder har statens garanti for, at de altid og under alle forhold kan få en uønsket graviditet fjernet’.

Festen minder i den grad om den opløftede stemning, der prægede den maj-weekend i 2015, hvor Irland kunne fejre et nyt kapitel i verdenshistorien – nemlig, at det nu var en irsk grundlovsbestemmelse, at homoseksuelle kunne gifte sig.

Det er i begge tilfælde en betydningsfuld juridisk sejr, der tvinger de kristne til at grunde over Bibelens ord, som siger: ”I er jordens salt; men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det da saltes med? Så dur det kun til at kastes ud og trædes ned af mennesker (Matt.5:13).”

På samme måde erklærer Jesus, at det eneste lys, der skinner i denne mørke verden, hvor de mest hårrejsende initiativer tages (med hensyn til en antikristelig lovgivning) er at finde iblandt Jesu efterfølgere. ”I er verdens lys,” siger han og tilføjer: ”Man kan ikke skjule en by, der ligger oppe på et bjerg. Man tænder heller ikke et lys for at gemme det væk under en krukke, men man sætter det frem på en stage, så alle i huset kan få glæde af det. På samme måde skal I skinne for alle mennesker, så de får øje på lyset og siger tak til jeres far, som er i himlene (v.14-17, parafrase).”

*

Gud har en plan med ethvert menneske, endnu før det er kommet til verden. ”Herrens ord kom til mig således,” siger profeten Jeremias. ”Før jeg danned dig i moderskød, kendte jeg dig, før du kom ud af moderliv, helliged jeg dig, til profet for folkene satte jeg dig (Jer.1:4-5).” Hvis Jeremias altså var en moderne fransk kvindes ufødte barn, kunne han (hvis han også var ’et uønsket barn’)være berøvet muligheden for at tjene Herren, ved et statsgaranteret fosterdrab.

Apostlen Paulus omtaler sin udvælgelse (som en Jesu Kristi apostel) i sit brev til Galaterne, hvori han skriver: ”Dengang Gud, som havde udkåret mig fra moders liv og kaldet mig ved sin nåde, besluttede at åbenbare sin søn for mig… spurgte jeg ikke mennesker til råds (Gal.1:15-16).”

Et fosterdrab er (selvom de verdslige myndigheder billiger det) et ulovligt indgreb i Guds udvælgelsesplaner med det enkelte mennesker. Ja, selv prævention har (ifølge Bibelen) Herrens mishag, idet det hedder således i Salmernes Bog: ”Se, sønner er Herrens gave, livsens frugt er en løn. Som pile i krigerens hånd er sønner, man får i sin ungdom. Salig den mand, som fylder sit kogger med dem; han beskæmmes ej, når han taler med fjender i porten (Salme 127:3-5).”

AT TALE LIGE UD AF POSEN

At tage til orde i denne sag, hvor en fransk præsident har indskrevet fosterdrab i sit lands konstitution, er for mit vedkommende med en vis tøven. Jeg hører endnu (i de stille timer) Herrens røst, som siger: ”Min søn, var dig! Der er ingen ende på, som der skrives bøger (om dette emne). Megen gransken trætter legemet. Enden på sagen, når alt er hørt, er dette: ”Frygt Gud og hold hans bud! Thi det bør ethvert menneske gøre! (Prædik. 12:12-13).”

Imidlertid er mit argument for at tale ’lige ud af posen’ i denne vanskelige sag, hvor Frankrigs præsident har indføjet (hvad han kalder) ’kvindens ubestridelige ret til at råde over sit eget legeme’, det ord, som siger: ”Jeg har ikke fået verdens ånd (som forsvarer fosterdrab), men Ånden fra Gud, for at (mine læsere) kan lære at kende, hvad Gud i sin nåede har skænket os (i det lille menneskebarn, som endnu ikke er kommet til verden).

Derom taler jeg (nu) ikke med ord, lærte af menneskelig visdom, men med ord, lærte af Ånden, idet jeg (her) tolker åndelige ting for åndelige mennesker (1.Kor.2:12-13).”

*

Efter at Jesus har påtalt folkenes magthavere (som kalder sig ’velgørere’) omtaler han i samme åndedræt, at han selv ’er iblandt dem, som den, der tjener (Luk.22:27). Han beskriver den gerning, som Faderen har udsendt ham i, som en ’tjenergerning’. Sådan beskriver han også den gerning, som han sender sine disciple i, som en ’tjenestegerning’. Disse ’tjenestegerninger’ er der fem af ifølge (Efeserbrevet), som siger, at ’han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere for at gøre de hellige fuldt beredte til den tjenestegerning at opbygge Kristi Legeme, indtil vi alle når frem til at være ét i troen på og erkendelsen af Guds søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde, så vi ikke mere skal være umyndige, der kastes hid og did af alle mulige lærdomme, eftersom vinden blæser ved menneskers terningespil, når de underfundigt forleder til vildfarelse’ (Ef.4:11-14).

Herren erklærer her, at som mørket bliver tættere – (ja, bliver så massivt, at man kan tage at føle må det), så har Helligånden travlt med ’at berede de hellige til deres opgave. Tiden med apostle og profeter er ikke forbi. De bliver stadig kaldet af Gud og udsendt lige til den dag, hvor vi alle er nået til en fælles tro og forståelse af, hvem Guds Søn virkelig er – ja, indtil vi når det voksne menneskes modenhed, så at vi ikke længere er som børn, der drives rundt af udspekulerede folk, der bare er ude på at snyde og bedrage’ (Ef.4:11-14, parafrase). Apostel og profettjenesten varer ved (og kan ikke standses) før dette: ’indtil vi alle er ét (v.13), er nået!

FOSTERDRAB FÅR STATSGARANTI

”Denne verdens magthavere holder af at lade dem, der er deres undersåtter, føle deres magt – ja, selv den værste diktator ynder at kalde sig selv for: ’folkets velgører’ (Luk.22:25, parafrase).”

Disse stærke ord af Jesus kan skrives som overskrift over den franske præsident, Emmanuel Macrons, seneste ’velgørende handling’, da han i begyndelsen af marts 2024, fik gennemført, at ’kvindens ret til at dræbe sit ufødte foster’ blev indskrevet i Frankrigs grundlov.

Ingen andre lande har turdet foretage en så provokerende ’juridisk handling’, og det er på sin plads at stille spørgsmålet, om det er overhovedet muligt at lovgive på denne uansvarlige måde?

Jesus siger til sine efterfølgere: ”Sådan skal I ikke være!” (v.26) – og dermed tager han eftertrykkelig afstand fra en sådan diktatorisk handling – ja, han dømmer den på stedet til den værst tænkelige dom! Lad mig forklare:

*

Det franske parlament har som sagt, mandag d. 4. marts vedtaget, at abort skal være en forfatningssikkert ret i Frankrig. Frankrig er dermed det første land i verden, som placerer svangerskabsafbrydelse (eller fosterdrabet) som en ’konstitutionel ret’.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, havde indkaldt til en særlig afstemning i parlamentet på selveste Versailles-slottet, der ligger sydvest for centrum af Paris – og det var sikret for at understrege betydningen af denne ’sejr’, at vedtagelsen fandt sted på Versailles-slottet.

Ændringen blev vedtaget med 780 stemmer for og 72 stemmer imod, hvilket er godt over de 512 stemmer, der skulle til for at ændringen kunne finde sted. Det svarer til tre femtedele af de givne stemmer – og det viser, at det franske folk virkelig står bag denne beslutning. Den helte konkrete sætning, der blev stemt om, lød således: ”Den garanterede frihed for kvinder til at gøre brug af retten til afbrydelse af graviditet.”

UNIVERSETS MÆGTIGE LOVGIVER

At sikre en allerede udstedt lov (om retten til at dræbe et ufødt foster) ved nu at nagle denne bestemmelse fast i den franske konstitution, er det samme som at overgive et lille menneskebarns skæbne i hænderne på nogle uansvarlige og ubarmhjertige politikere.

Imidlertid er det ufødte barns liv allerede værnet af universets mægtige lovgiver ved en guddommelig bestemmelse, der er hævet over alle menneskelige instanser, og som lyder sådan: ”du må ikke slå ihjel! (2.Mose 20:13).”

Vi har her at gøre med ’det absolutte’, der ligger skjult i alle tings oprindelse, men som er så ’ønskeligt’ at få fat på, at mennesker (på forhånd) er dømt til at søge efter det guddommelige svar på dette spørgsmål.

De franske lovgivere må derfor eftertænke, at Bibelen taler om djævelen, som den første manddraber (Johs.8:44), og at forbrydelsen mod det ufødte barn faktisk står nævnt som den mest grundlæggende synd. Skriften siger: ’af mennesker indbyrdes kræver jeg hævn for menneskers liv’ (1.Mose 9:6).

*

Buddet om ikke at gøre sig skyldig i manddrab vender sig til alle mennesker! Også til statsministeren og præsidenten. Det er og bliver en livslov, som ingen dødelig kan unddrage sig. ”For ingen skabning er usynlig for ham, alt ligger blottet og udbredt for hans øjne; og ham skal vi stå til regnskab (Hebr.4:13).”

Når det franske parlament i begyndelsen af marts 2024 forelog en afstemning (og festede ved Eiffelstårnet) vedrørende det stærkt provokerende skridt, at ’bringe en paragraf i abortloven ind under grundloven’, så burde dette bibelord samtidig være skrevet på parlamentsalens væg for at minde de forsamlede om, at de blot er støv, og at ’der er en regnskabets dag, som vender dem forude’!

”Konstitutionen er en kollektiv pagt, hvor samfundets værdier og principper støber selve grundlaget for statens identitet,” sådan skriver forfatteren af værket: ’Droit Constitutionel’,(Grundloven) professor Arnaud Haquet (2017) ved universitet i Rouen. Med denne (på en måde ildevarslende) skrift på væggen, stiller folk, som er uddannet på de juridiske fakulteter rundt om i Europa, spørgsmålet: ”Kan man det? Kan abort gøres til en menneskeret, som skal forsvares af Grundloven? Er dette ikke det ultimative skridt, som beviser aborttilhængernes vanvid?”

*

Den franske konstitution garanterer frihedsrettighederne for de franske borgere! At dræbe det ufødte menneskeliv er nu (ved denne vedtagelse) blevet sat under ’den juridiske orden – og dette famøse skridt gør det herefter muligt at skabe en politik – ja, at etablere en samfundsorden, hvor ’abort’ er sikret, og dem, der kæmper imod dette uvæsen på forhånd, er erklæret (for at være) kriminelle! Provokeret abort er nu blevet en universel borgerret! Drabet på det ufødte foster er nu blevet en grundlovssikret værdi i Frankrig.

Abortklinikkernes travle formiddage i Paris, Lyon og Marseille, er nu placeret som værende ’toppen af det moralske univers’, der breder sig ud over Frankrig. Man kan ikke komme højere op i det ’normernes hierarki’, som den franske konstitution står for. ’Drabet på det ufødte’ er hermed ophøjet til, at borgerne faktisk står overfor ’en obligation’, som de bør følge. Fravigelse er mere eller mindre grundlovsstridigt. Det er et uhørt træk, som de franske aborttilhængerne her har tagaet!

IKKE KUN DET LEGEMLIGE DRAB PÅ ET VOKSET MENNESKE

Med hensyn til vort forhold til vore medmennesker, så har vi gjort os de største anstrengelser for at omtolke Gudsbuddet til kun at gælde, hvor ’det legemlige drab på et voksent menneske’ finder sted.

Men det udelukker ikke, at Guds vilje her omfatter hele mennesket fra undfangelsens øjeblik. Jesus siger i den forbindelse: ”I har hørt, at der er sagt til de gamle: ’Du må ikke slå ihjel’, og den, som slår ihjel, er skyldig for domstolen, men jeg siger jer, at enhver, som bliver vred på sin broder, er skyldig for domstolen, og den, som siger til sin broder: ’Raka’! er skyldig for det store råd , – ja, den, som siger: ’Du dåre’! er skyldig til Helvedes ild (Matt.5:21-22).”

Når Jesus altså udtaler: ”I har hørt, at der er sagt til de gamle,” så mener han, at det hidtidige budskab stadig står ved magt – ja, det er nu blevet skærpet sådan, at den, der bliver vred på sin nabo, han bliver i sidste instans stillet for en domstol, og den, der forløber sig og ophidset kalder sin bror for: ’et stort fjols’, er i samme øjeblik skyldig for ’det store råd’ – ja, den, som kalder ham: ’Idiot’, nedkalder Helvedes ild over sig selv (5:21-22, parafrase).

*

På samme vis kan vi ikke udelukke, at et mord finder sted i det øjeblik, ’der træffes beslutning om’, at et fosterdrab skal udføres! Gud hører ’alle de ord’, som bruges om den lille skabning, der er undfanget i moders liv – og nogle af dem gør mennesker ’skyldige til helvedes ild’ (5:22). Jesus siger: ”Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske deler ud af det gode fra et godt hjerte, og et ondt menneske deler ud af det onde fra sit onde hjerte. Men husk, at I kommer til at stå til regnskab for hvert eneste af de tomme ord. I har sagt: Enten vil jeres ord frikende jer, eller også vil I blive dømt på dem (Matt.12:34-37, parafrase).”

Forhandlingerne i det franske parlament er nøje blevet fulgt i det himmelske. Nogle af de franske politikeres udtalelser er blevet fastholdt, og vil blive fremlagt på dommens dag. Præsidentens høje stilling og hverv gør ham særlig sårbar. Han vil på den dag ønske, at han aldrig havde ytret sig i spørgsmålet om ’kvindens ret til at få det ufødte foster aflivet’.

STATSBESKYTTET FOSTERDRAB

”Konstitutionen er en given norm,” skriver den franske, juridiske professor; ”Den bør altid præsenteres som sådan. Den bør stadig studeres ud fra dens betydning af at være ’en juridisk værdi’ – ja, en ’kompetent myndighed og en juridisk beskyttelse’ (’Droit Constitutionel’, s.3).”

Hvis denne beskrivelse er rigtig, så er det blevet en ’given norm’ (eller en ’moralsk identitet’) for Frankrig, at her gælder fosterdrab som en ’værdsat rettighed’ – ja, denne borgerret sættes højt og vurderes som en ’værdifuld, statsbeskyttet borgerret’. Man kan ikke nå højere i det franske, juridiske hierarki. Man har hermed nået toppen af normernes pyramide. Fosterdrab kan herefter ikke bekæmpes af almindelige dødelige.

Ingen kan nemlig benægte, at når præsidenten med borgernes samtykke har indskrevet fosterdrab i nationens grundlov, så har han givet denne morderiske handling en værdi, som er hævet over al anden lov! Han har bibragt den ’en logik’ (ifølge al intern lovgivning), som fra nu af gør drabet på det ufødte menneske til et anliggende, som er beskyttet af landets ’superlov’ nemlig den franske konstitution!

*

Guds dom og straf over den, som forbryder sig således mod det ufødte, uskyldige liv (både i ord og handling) er alvorlig! Drab blev straffet med døden i det gamle Israel, og grunden herfor gives i de bibelske skrifter.

”Om nogen udøser menneskers blod, ved mennesker skal hans blod udøses, for i sit billede gjorde Gud mennesket (1.Mose 9:6).” Fra undfangelsen bærer det ufødte foster Guds billede. (Det er løgnetale, når nogen omtaler det lille menneskebarns ’første begyndelse’ som ’en tilfældig blodmasse’, der bare (skrupelløst) kan fjernes. Det ufødte foster bærer i hele sin eksistens Guds billede. ’Når drabet sker med overlæg’ (efter en nøje planlægning), så skal den skyldige rives bort fra mit alter (hvor han har søgt redning) for at han kan lide døden,” siger Skriften (2.Mose 21:4).

*

Den franske regerings beslutning om at legalisere fosterdrab på grundlovsniveau, er (for mig at se) at sammenligne med ’en snigmorders uhyggelige handling’.

Skjult og dækket af den borgerlige ret kan denne ugerning (drabet på det uskyldige foster) nu udføres med statens højeste billigelse – og en sådan handling er (på trods af alle sine juridiske forklædninger) forfulgt af Guds forbandelse (5.Mose 27:24).

I det efterfølgende vers i Bibelen (v.25) sættes fokus på abortklinikkerne, hvor der kommer ’penge med i spillet’ – ja, hvor de, ’der lader sig købe til at myrde’, sættes under den samme forbandelse…

Jesus har ifølge evangeliet ’båret al Guds vrede’ ved sit blodoffer på Golgata – men det fordrer en radikal omvendelse for at kommer under denne velsignelse. (Det gælder også den franske regerings sidste pinlige udspil i den løbende abortdebat).

EN REVOLUTIONÆR HANDLING

At præsidenten har sørget for at fosterdrab nu bliver værnet af selve grundloven, er en revolutionær handling. Ændringer i grundloven foretages normalt ved en regimeændring. Det er ikke hverdagskost at turde røre ved den suveræne lov. Som regelen forekommer ændringer eller nye paragraffer i grundloven som følge af en revolution, et statskup eller en krig!

De nye regenter foretager så de nye grundlovsændringer – og de imposerer på den måde deres ideer, som herefter er lov og orden!

Dette mønster har præsidenten ikke fulgt ved (i en ’hverdagsregering’) pludselig at ophøje abortloven til at have grundlovsværdi – ja, han har dermed pyntet sig selv med lånte fjer, idet han nu fremtræder som ’ et fornemt medlem af en grundlovgivende forsamling’. Præsident Emmanuel Macron ser altså sig selv som en lovgiver, der er hævet over alle andre lovgivere, og en minister, der baner vejen for en jura, der er juridisk suveræn.

Herom er følgende 6 punkter nedfældet til overvejelse:

  1. Det femte bud påbyder, at man ikke må slå ihjel! Det hebraiske ord, der anvendes, er ordet ’rasan’, som blandt andet kan bruges om det tilsigtede mord – ja, det kan bruges om henrettelse af en dømt forbryder.

    a) Det uskyldige menneskebarn, som endnu ikke er født, og som af den grund ’hverken har gjort noget godt eller ondt’ (Rom.9:12) bliver offer for den enkelte kvindes frie afgørelse; men ’denne kvindes frie afgørelse’ er i Frankrig nu legaliseret og beskyttet af staten – ja, den er værnet af den øverste, suveræne lov, som eksisterer: Grundloven!

  2. Om de gudløse lovgivere, som flittigt udsteder nye bestemmelser, hedder det i Esajas: ”Vé dem, der giver ulykkeslove og ivrigt fører uret til bogs.” Blandt disse er nu Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og spørgsmålet er: ”Hvad gør han på straffens dag, når undergang kommer fra det fjerne (Es.10:1 og 3).” Skriften advarer ham på forhånd med ordene: ”Hold dig fra denne uretfærdige sag; den, som er uskyldig må du ikke berøve livet (2.Mose 22:7).”

  3. Til ham (og alle danske lovgivere), som nu vover at lovgive – ja, grundlovsgiver mod det ufødte menneskebarn, lyder det fra Herren: ”Før jeg dannede dig i moderskød, kendte jeg dig; før du kom ud af moderliv helligede jeg dig. Jeg satte dig i en høj stilling, før du blev født (Jer.1:4-5).”

  4. Paulus, som i sine yngre år forfulgte Jesu Kristi kirke – ja, ’fnyste med trussel og mord imod Herrens disciple (Ap.G.9:1), fortæller selv, at han ’var udkåret fra moders liv’ til at følge Kristus (Gal.1:15).

  5. Kong David fortalte hele verden, at han var ’vævet i mors liv’ (Salme 139:13) – ”Som foster så dine øjne mig; alle mine dage var forudbestemt, før en eneste af dem var kommet! (v.15).”

    … og så vender han sig i samme skriftafsnit (v.19) til dem, der dræber fosteret og kalder dem for ’blodets mænd’. ”Vig fra mig,” siger han. ”Jeg væmmes ved jer, og I er mine fjender (v.21-22)!”

  6. Den filosofi, der er så populær i denne tid, hvor unge kvinder taler om deres legemer og siger: ”Det er min krop! Den bestemmer jeg selv over!” – Til dem lyder Herrens ord: ”Et legeme beredte du mig (Hebr.10:5)!”

    Guds ord siger ikke: ”Et legeme gav du mig!” – men ’Et legeme har du fået til låns! Jeg har beredt det (det har du ikke) og hele dette mægtige skaberværk stiller jeg til din rådighed for en tid! Derefter skal du gøre regnskab for, hvorledes du har administreret det legeme, som jeg har beredt for dig!”

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’JEG BLIVER TRÆT EFTER EN HALV SIDE

(www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d. 12.04.2024

VILLE MINISTEREN TAGE KONGEN SOM GIDSEL?

De sidste ord af Danmarks verdenskendte filosof, Søren Kierkegaard, blev nedfældet i hans dødsår, 1855. De fik i det første årti af det 21. århundrede en sær aktualitet. Han skrev: ”… i hele dette skrammel af en statskirke er der i umindelige tider ikke blevet luftet ud! Den indespærrede luft har udviklet sig til en farlig gift, hvilket er grunden til, at det religiøse liv enten er sygt eller helt visnet bort. Så lad da hele denne skrammelbunke styrte sammen! Luk alle disse billige boder og butikker… og hold op med fortsat at sørge for kvaksalverne. Lad os i stedet tilbede Gud i al enkelhed!” (Søren Kierkegaard, Øjeblikket nr.4 – 7. juni 1855).

Kuldgraderne spadserede i februar 2012 langt under nulpunktet i Danmark, og meldingerne fra det øvrige Europa fortalte om hundredvis af dødsfald under det jerngreb, som den isnende vinter bragte med sig. Flugten fra den danske folkekirke bredte sig, og mange af landets troende begyndte at samle sig i hjemmene. På en sådan kold februardag rejste sig i regeringspalæet, Christiansborg, i København, et parlamentsmedlem, præsten Christian Langballe, og stillede landets kirkeminister et nærgående spørgsmål. ”Vil ministeren tilsidesætte kirkens bekendelsesskrifter for at kunne indføre homofile vielser i kirken?”

Dagen efter, d. 10. feb. 2012, bragte Kristeligt Dagblad en beretning om den isnende atmosfære, der bredte sig i parlamentssalen under den ordveksling, som derefter fandt sted. Da spørgeren henviste til kirkens bekendelsesskrift, Confessio Augustana, og betonede, at ifølge dette skrift var det kirkens uomstødelige lære, at et ægteskab kun kunne finde sted mellem en mand og en kvinde, så svarede kirkeministeren undvigende og (som nogle hævdede) ’skjulte sin uvidenhed ved at være uforskammet’ (Kr. Dagbl. 10.02.2012).

Efter den dag fik kirkeministeriet blandt nogle af landets kirkegængere navneforandring. De kaldte kirkeministerens embedsresidens ved Holmens Kanal i København for ’Den Sorte Port’ – og herfra kan vi hente følgende historie:

VILLE MINISTEREN SKADE MONARKEN?

Solen strålede og 10.000 mennesker vinkede til Danmarks afholdte dronning, da hun i anledning af sit 40 års regeringsjublilæum på slaget 12 d. 15. januar 2012 trådte ud på balkonen på residenspalæet, Chr. IX’s palæ, på Amalienborg i København. Da den kongelige Livgarde satte i med ’Dronning Margrethe II’s parademarch, kunne ingen af de mange fremmødte – ej heller de fornemme medlemmer fra de nordiske landes kongehuse – ane, at et mørkt og dødsensfarligt ’attentat’ var ved at blive udklækket i ’Den Sorte Port’, ikke langt fra kongens slot.

Den destruktive bombe, som blev sammenbastet i kirkeminister-porten, var ’sammensat’ af de samfundsfarlige ingredienser, der udgjorde selve lovforslaget om indførelsen af et ritual for homovielser i kirken. De færreste var klar over bombefaren – og ingen kunne forestille sig, at bomben blev fremstillet som en trussel mod det kongelige hus.

Imidlertid syntes det (på det tidspunkt) endnu ikke at være blevet klart for politikerne, at det kunne være kongens hus, som ministeren havde i sinde at skade. Eftersom de nu undersøger lovens dybeste intentioner, vil de blive forfærdede over at opdage, at ministeren fra ’Den Sorte Port’ kunne have haft i sinde at underminere kongens trone og værdighed. De vil til deres forskrækkelse komme til at opdage, at kirkeministerens bombe bestod af sprængstoffer, der særlig sigtede på at ødelægge visse bibelske udsagn og ganske bestemte steder i kirkens bekendelsesskrifter, som har en direkte forbindelse med grundlovens bestemmelser vedrørende kongens person.

Lidt efter lidt vil det gå op for dem, at når ’bomben fra Den Sorte Port’ er imod Bibelen og kirkens bekendelse, så er den ikke blot grundlovsstridig, (idet den sprænger bestemmelsen om statens forpligtelse over for kirken i luften), men dens virkninger vil ryste den sjette grundlovsparagraf, der

erklærer, at kongen ’skal høre til den evangelisk-lutherske lære’.

KONGEN TAGES SOM GIDSEL

”Hvis en splittelse indenfor folkekirken finder sted, og et alternativt evangelisk-luthersk kirkesamfund bliver dannet, vil dette rejse spørgsmål i forhold til grundlovens § 4, nemlig hvilken fraktion, der i så fald kan gøre krav på statens understøttelse, idet der kan argumenteres overbevisende for, at den fraktion, der ikke vil vie homoseksuelle, er tættest på den evangelisk- lutherske lære.” Høringssvaret slutter med følgende opsigtsvækkende konklusion: ”Her vil kongen blive taget som gidsel i denne problematik, idet regenten ifølge grundlovens § 6 ’skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke’. Spørgsmålet bliver da, hvilken kirke kongen skal tilhøre?”

RITUALETS BETYDNING

Et centralt begreb, som kan være medvirkende til at afgøre kongens fremtidige tilhørsforhold, er læren om ritualernes betydning i den protestantiske verden. Det er således i den foreliggende situation ’et ritual’, som monarken (i forbindelse med de kirkelige homovielser) skulle forordne –

og det afgørende spørgsmål er nu, hvor ’fjernt’ eller ’hvor nært’ dette ritual forholder sig til det trosgrundlag, som er befæstet i den evangelisk-lutherske lære.

Når Den Augsburgske Bekendelse i den forbindelse taler om ’evangeliets hovedstykke, som skal fastholdes’ – så afviser den på stedet enhver form for ’gudstjeneste, der er indstiftet af mennesker’ (Artikel 28, stk. 52). Det vil sige, at så såre der foreligger gudstjenestelige ritualer, der ikke har deres dybe grund i Skriften, og som i hele deres udformning tydeligvis er indstiftet af mennesker, så kolliderer et sådant ritual med det, som den tyske tekst kalder ’der vornehme Artikel des Evangeliums’, og som den latinske tekst kalder ’praecipium evangelii locum (altså: evangeliets ’fornemste og væsentligste’ budskab). Denne formanende advarsel stemmer overens med apostelens lære, der taler om ’at skønne, hvad der er det væsentlige’ (Fil. 1:10).

Indførelsen af et ritual, der søger at ændre så væsentlige forhold som ægteskab, Skriftens autoritet, evangeliets budskab om omvendelse fra synd og forståelsen af apostlenes lære om helliggørelse er væsentligt og hører med til evangeliets ’hovedstykker’.

Derfor fortsætter CA’s 28. artikel stk. 78 med at vende sig direkte til kirkens biskopper. ”Nu drejer det sig om, hvorvidt biskopperne vil tåle, at evangeliet forkyndes rent,” hedder det i artiklen, som tilføjer: ”og hvorvidt de vil fravige sådanne bestemmelser, der ikke kan overholdes uden synd.”

Konsekvensen for de biskopper, der er med til at forordne et ritual, der ikke blot er indstiftet af mennesker (og som er uden holdepunkt i Den Hellige Skrift) – men som direkte pålægger de præster og menigheder, der overholder det, at ’synde mod Gud’, er af en sådan art, at deres sjæls frelse er i fare! Derfor slutter Den Augsburgske Bekendelse med følgende formaning til kirkens øverste myndighed: ”Hvis disse biskopper ikke fraviger et sådant forehavende, må de selv se til, hvordan de vil stå Gud til regnskab for, at de ved denne hårdnakkethed giver årsag til kirkens splittelse” (28:78).

Bekendelsen forudser altså ved biskoppers forordning af et menneske-indstiftet ritual en ’splittelse i kirken’. Spørgsmålet er da: Til hvilken afdeling af kirken har Danmarks konge et forpligtende tilhørsforhold? Til den afdeling, der trodser bekendelsen og vender det døve øre til reformatorens advarsler – eller til den fraktion, som nægter at udføre det pålagte ritual, som befordrer synd?

For bedre at kunne forstå rækkevidden af det dilemma, som kirkeministerens lovforslag bringer ind over kongehuset og hans eget ministeransvar i den henseende, er det gavnligt at kaste et blik på den danske grundlovsparagraf 6, der i sin ordknaphed lyder sådan: ”Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke’.

Spørgsmålet, som i forbindelse med det kontroversielle lovforslag rejser sig, er dette: ”Hvad skjuler sig bag grundlovens ordlyd: ”skal høre til’? Hvad menes med denne forpligtelse, som den danske stat lægger på kongens skuldre?

MONARKENS PERSON ER SKJOLD OG VÆRN

Efter den norske grundlovs paragraf 16 er det kongen, som ’anordner al offentlig kirke og gudstjeneste’. Det er ifølge samme paragraf også kongen, som ’påser at religionens offentlige lærere følger de foreskrevne normer’. Ud fra denne klare definition er det mere end tydeligt, at den norske konges grundlovsbestemte kompetence er større end den danske kongens.

Baggrunden for, at den danske paragraf om kongens absolutte tilhørsforhold til den evangelisk-lutherske lære står ubrydeligt fastnaglet i grundlovens tekst, er (som i Norge), at Danmarks protestantiske tro og reformerte menneskesyn samt den evangeliske læres værdier skal ’forblive’,
’fastholdes’ og ’anordnes’ overalt i det danske land. Det skal (som i Norge) ’påses’, at ingen fremmed religion eller nogen fremmed lære vinder indpas i kirken. Monarkens person og forpligtende bekendelse er sat som skjold og værn og udgør en betydelig, ufravigelig retningslinje for alle, som ifølge deres embeder skal tage beslutninger i denne sag.

Sammenligningen mellem regentens stilling i Norge og i Danmark kan i hovedsagen foretages ud fra den grundlovsbefæstede kendsgerning, at begge disse nordiske lande har forpligtet sig til, at staten sørger for, at der overalt bliver etableret en kirke, som forkynder og lærer ud fra det

evangelisk-lutherske trosgrundlag. Dette skal ske gennem beslutninger, lovforslag og bevillinger, som på alle måder skal lægge forholdene sådan til rette, at kirkens protestantiske virksomhed opretholdes og befordres. Til alt dette hører, at majestætens person står som garant for, at ingen minister tør forelægge noget dokument, noget lovudkast eller nogen bestemmelse til kongelig underskrift uden at det er sikret, at en sådan kongelig autorisation ikke strider mod kirkens lære eller grundlovens bestemmelser.

EN KÆTTERSK INDTRÆNGEN

Begge lande, både Danmark og Norge, vedkender sig de lovbestemte, kirkelige bekendelsesskrifter. I Norge er ifølge Chr. V’s norske lov af 15. april 1687 nøjagtigt det samme bekendelsesgrundlag lagt som i Danmark – altså: Bibelen, den apostolske nikæiske, athanasianske trosbekendelse og Confessio Augustana af 1530 samt Luthers lille katekismus… hvilket retfærdiggør, at den norske grundlov anvendes til at kaste lys over ordene i den danske grundlov: ’Kongen skal høre til…’

Hvis en splittelse af folkekirken finder sted, kan det ikke ud af den danske grundlovs paragraf 4 (ej heller ud af den norske grundlovs paragraf 2) udledes noget som helst om, at kirken skal organiseres som en statskirke.

Hvis en kommende kirkestruktur organiseres som en selvstyrende organisation, vil det ikke støde an mod disse paragraffer – men hvis en fremmed lære eller en åbenlys vranglære (iflg. Den Augsburgske Bekendelse) vil forsøge at gribe tøjlerne, skal et sådant forsøg anses som en kættersk indtrængen, der strider mod kirkens bekendelse og dermed støder an mod grundlovens paragraffer.

En væsentlig sikkerhedsordning for, at noget sådan ikke skal forekomme, er den kendsgerning, at kongen kun er forpligtet til at ’høre til’ den fraktion, som forkynder den sunde lære. Dette er naturligvis et fortolkningsspørgsmål, som vil stå sin prøve med hensyn til indholdet af det ritual, der fordres for at kunne gennemføre ideen bag det lovforslag, som er i åbenlys strid med både Skrift og bekendelse, og som samtidig kolliderer med de grundlovsparagraffer, der er knyttet til statens og kongens forpligtelser over for kirkens lære.

ET ’KUPFORSØG’

Imidlertid er det en følge af både den norske og den danske grundlov, at kirkens ’organer’ (ifølge sædvane) ’forudsættes’ at være statsorganer. Som følge af dette må de ’organer’, som statens opretter for kirken, aldrig pålægges opgaver, der er af en sådan art, at de underminerer, skader eller forårsager splittelse i det kirkelegeme, som staten har forpligtet sig til at opretholde og understøtte. Ej heller må nogen minister for et sådan statsligt ’organ’ forulempe kongen eller dronningen med en sag, som er i modstrid med monarkens bekendelsespligt. Ifølge den danske ministeransvarlighedslov er ikke kun den direkte ansvarlige minister (som søger majestætens underskrift på en sådan grundlovsstridig ordning) i fare for at blive slæbt for en dommer, men alle de ministre – ja, hele den regering – som i sit regeringsgrundlag har været aktive medspillere i et sådant ’kupforsøg’, kan udsættes for et mistillidsvotum og dermed fjernes fra deres høje embeder…

Når det i Danmarks grundlov § 13 erklæres, at ’kongen er ansvarsfri’ og samtidig tilføjes: ’ministrene er ansvarlige for regeringens førelse’, så kan alt, hvad der har at gøre med kongens bekendelsespligt, lægges på ministerens bord! Det er og forbliver hans personlige ansvar at sørge for, at kongen aldrig bør have nogen skrupler med at udstede den kongelige forordning, som han anmoder om. Ministeren ’må med andre ord sørge for at have sine papirer i orden, når han træder ind på slotspladsen ved Amalienborg. (Grundloven siger: ’På eget ansvar’). Er han ude i et forkert ærinde, er det hans hoved, der falder.

Det er i dette projektørlys, at den efterfølgende bestemmelse fra den norske grundlov skal iagttages. Hvad vi er på jagt efter er en dybere forståelse af, hvad der kan ligge i den pligt, som er lagt hen til kongen: Regenten skal ’høre til’ den evangelisk-lutherske lære.

Norges grundlov siger i sin fjerde paragraf: ”Kongen skal stedse bekende sig til den evangelisk-lutherske religion, håndhæve og beskytte den”. De to sidste ord: ’Håndhæve og beskytte’ er ikke direkte omtalt med hensyn til den danske kongens forpligtelse. Danmarks monark har ingen kompetence (myndighed) til at udstede nogen bestemmelse for kirken. Men denne tilstedeværende ’håndhævningskompetence’ ligger alligevel skjult i den danske formulering ’høre til’. Den norske bestemmelse bør anses som en præcisering – og denne præcisering kan i Danmark med fuld ret rettes mod den minister, der drister sig til at træde ind til majestæten for at anmode om en kongelig resolution. Ministeren skal da omhyggeligt påse, at dronningens trosmæssige bekendelsesforhold bliver ’håndhævet og beskyttet’. Gør han ikke det, skal han fyres! Han har ikke opfyldt sin fornemste embedspligt… Hvordan skal ministeren ærbødigt bøje sig for kongens bekendelsespligt ved at ’håndhæve’ dens indhold?

Det kan forklares på følgende måde: Udtrykket ’håndhæve’ bruges i det juridiske univers i forbindelse med ’håndhævelse af en lov’. Det vil sige, at den pågældende minister skal påse, at grundloven (med hensyn til kongens trosbekendelse) bliver overholdt. Han må på ingen måde bede om en underskrift, som indbefatter et brud på loven. Ligesom politiet af påtalemyndighederne håndhæver straffelovgivningen, sådan skal ministerens jurister og embedsmænd og hans egen personlige dømmekraft være både politi og påtalemyndighed. Solen må aldrig stå op over et lovløst besøg hos Danmarks konge. Ingen minister bør driste sig til at krænke majestætens ’fredhellighed’. Sker det, må forbryderen vises udenfor. Han bør kastes i kachotten!

Når den danske grundlov § 6 fordrer, at kongen ’skal høre til’ den evangelisk-lutherske lære, ligger der i denne bestemmelse et særskilt ansvar for, at netop statens minister opfylder sin pligt: Den ligger i at ’håndhæve og beskytte’ kongens tro. Ministeren bør våge som en smed over, at ingen af kirkens tjenestemænd, og ingen af statens embedsmænd og frem for alt, at han ikke selv ved noget lovudkast, nogen udtalelse eller ved nogen anmodning krænker kongens grundlovsbestemte trosbekendelse. Han kan have sine ’egne meninger’ om kirken og den kristne lære og tro – men hvad angår majestætens trosbekendelse skal han vogte sig! Ved at tilsmudse den, forurener han ikke blot kirke, præster, bisper og grundlov. Han kaster snavs på tronen, og det skal en kirkeminister ikke slippe helskindet fra!

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’BORTRYKKELSEN EFTER TRÆNGSLEN

(www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 22.03.2024

GRÆSK HOMOLOV ET SIGNAL TIL DANMARK

Et flertal i det græske parlament vedtog i midten af februar 2024 at lovliggøre ægteskab mellem to personer af samme køn. Grækenland bliver således ét af de første lande, hvor den ortodokse kirke har en ledende indflydelse, der anerkender, at homoseksuelle og lesbiske personer kan gifte sig.

176 af de 300 græske parlamentarikere stemte for forslaget, der – som forventet – blev stærkt kritiseret af landets ortodokse kirke, der stemplede homoseksualitet som en synd. Politikeren Elliniki Lysi gik så langt som til at beskrive lovforslaget som ’antikristeligt’. Grækerne fulgte med på en storskærm i Athen, da valgresultatet blev offentliggjort, og der var jubel i befolkningen over resultatet, der samtidig gav homoseksuelle ret til at adoptere. Bryllupsmarchen blev spillet, og menneskemængden dansede af glæde. Hele sceneriet forekommer som et signal (til Danmark), at der venter et opgør forude, hvor grundloven atter må tages frem, og kongen stilles i et vanskeligt valg.

Dette forklares i det følgende:

SYND BLI’R OPHØJET TIL LOV

Den evangelisk-lutherske kirke i Danmark er med sin klare protestantiske bekendelse – midt i en urolig verden af andre anmassende religioner, og medens Islams minareter truende hæver sig over landets mere end 1000 kirketårne – ifølge rigets grundlov én af de fire fast-funderede hjørnesten i det danske samfunds bygningsværk. I den danske grundlovs første kapitel identificeres disse fire granit-hjørner sådan: Territoriet (§ 1), monarkiet (§ 2) magtens tredeling (§ 3) samt folkekirken (§ 4). Den danske nationalkirke
står således fast forankret som ’den fjerde statsmagt’. En af nationens søjler blev styrtet, da homovielser blev indført. Det er nu sket i Grækenland.


At samme grund er den internationale opmærksomhed voksende med hensyn til denne danske ’fjerdestatsmagts’ fremtidige skæbne: Vil denne solide hjørnesten i en sag om ’seksuel orientering’ blive væltet omkuld? Hvorledes vil denne århundrede gamle og ærværdige ’statsmagt’ stille sig overfor den globale, militante fordring, at homovielser nu ved lov skal finde sted i kirken? Vil den evangelisk-lutherske lære kunne overleve dette
massive angreb på den protestantiske kirkes universelle trosgrundlag? Vil Danmarks grundlovs fjerde bærende kampesten blive spaltet og sønderdelt og dermed en afgørende bestanddel af det danske samfunds værdigrund- lag synke i grus? Dette spørgsmål stiller man sig nu i Grækenland, hvor en bibelsk klar holdning (at homoseksualitet er en synd) nu bliver ophøjet til lov!

*

Danmarks flotte grundlovsfundament blev i 1849 omhyggelig lagt af de mænd, som danskerne i dag kalder for ’grundlovens fædre’. Blandt dem var adskillige af kirkens folk; biskopper, præster og Danmarks fornemme salmedigter N.F.S. Grundtvig. Den historiske skrivelse blev udfærdiget af en mand, som siden er blevet kaldt ’den danske grundlovs skaber’, biskop D.G. Monrad. Han skrev i den forbindelse: ”Hvilken umådelig tænkekraft ligger der ikke i den udfordring at skulle vejlede et folks tanker. For at kunne gøre det, må man være vel bevandret i Åndens Rige.”

Adskillige nationale og internationale statsmænd og politiske ledere er ’velbevandrede’ i politiske, økonomiske og sociale spørgsmål – men i sagen om det stormløb, der nu overalt foretages mod kirkernes fundamentale trosgrundlag, vil de desværre bevise sig som både hjemløse og fredløse i Åndens Rige; nogle er (på trods af deres vældige verdslige indflydelse) totalt ’blanke’, hvad angår de værdier, som er forbundet med den kristne kirkes budskab i det moderne samfund. Enkelte er ekstremt antikristelige – og atter andre er ligefrem djævelens håndlangere!

Den græske politiker, som kalder den nye lov for ’antikristelig’, har ret. Det antikristelige system indtager land efter land. Danmark fører an i denne udvikling.

*

Konflikten omkring indførelsen af et ritual for homofile vielser i kirken var ved indgangen til det andet årti i det 21. århundrede ikke kun et dansk fænomen. Det beviste sig atter som et globalt projekt, der pludseligt -, ja, som et lyn fra himlen – stillede skarpt på det lille kongerige i norden. Her skulle ritualet godtages i hele dette lands verdslige og kirkelige samfundssystem, indtil rigets dronning til sidst måtte sætte pennen til papiret for dermed at gøre det kirkelige homobryllup til en kongelig forordning. Ved nytårsskiftet til 2012 stod det klart for adskillige danske borgere, at dronningens underskrift på et dokument om homoseksuelle vielser foran alteret i den evangelisk-lutherske kirke var grundlovsstridig! Det viste sig imidlertid på det tidspunkt at være vanskeligt at skabe en samling omkring den opgave at bringe den ansvarlige regering for retten i denne sag, men timen var snart inde til, at danske mænd og kvinder rejste sig mod dette grundlovsbrud.

Efter at Danmark i det regnkolde efterår 2011 sammen med en aggressiv, venstredrejet regering tillige fik endnu en ny kirkeminister, Manu Sareen, begyndte de røde advarselslamper at blinke i det danske kirkeliv. Da ministeren i en storstilet tv-debat om de kirkelige homovielser tillod sig at sætte de deltagende præster i rette, fordi de (som han gav udtryk for) ’ikke forstod sig på evangeliet’ (der efter hans mening ’udelukkende handlede om kærlighed’) så begyndte landets kirkefolk at finde grundloven ned fra hylden. Adskillige fik bange anelser om, at man her havde at gøre med en minister, der ikke et øjeblik ville holde sig tilbage fra at trampe ind i hellig- dommens inderste kamre. Da det omkring samme tidspunkt blev afsløret, at ministeren i forbindelse med sin politiske karriere ville ’melde sig ud af statskirken’, fordi hans homoseksuelle venner ikke kunne fejre bøssebryllup foran alteret, rejste spørgsmålet sig, hvorvidt ministerens iver efter at få gennemført indførelsen af et ritual for homovielser i virkeligheden ikke var i strid med grundloven? Ja, for første gang dukkede dronningens grundlovs- bestemte kompetence i kirkelige handlinger frem i lyset. En ængstelse for, at dronningens person ville blive krænket ved ministerens fremfærd, bredte sig. For landets troende var apostelens ord lov: ”Frygt Gud og ær kongen!”

*

De to paragrafer i Danmarks grundlov, som mange steder blev taget under lup, var den fjerde og den sjette paragraf. I den fjerde paragraf hedder det: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.” I den sjette paragraf hedder det: ”Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.”

Grundlovens paragraf 4 er altså – belyst under en juridisk synsvinkel – næppe til at tage fejl af! Forfatningens karakteristik af kirken er klar som solen; kirken defineres som værende ’evangelisk-luthersk’, hvilket ifølge professor og Folketingets mangeårige ombudsmand, dr. Jur. Hans Gam- meltoft Hansen vil sige, at (citat): ’den evangelisk- lutherske kirke ubestrideligt indgår som en retlig – og retlig bindende figur – i Danmarks Riges Grundlov’.

Professoren forklarer denne fremstilling med følgende redegørelse: ”De første syv ord i grundlovens fjerde paragraf indeholder en selvstændig regel, der lyder sådan: Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke!” Professoren i retsvidenskab erklærer med tydeligt eftertryk: ”Heri ligger, at den danske folkekirke ikke retligt kan gestaltes eller reguleres på en måde, der strider mod det system af kirkelige opfattelser, regler og begreber, som indgår i den evangelisk-lutherske kirke!” Professoren slutter kategorisk: ”Noget sådant ville simpelthen være i strid med grundloven.” (Kirkeret, Antal 91. s. 93)


GRUNDLOVSSTRIDIG?
Det siger sig selv, at der vil være mange modstandere af en sådan krigserklæring; ingen politiker eller minister med respekt for sig selv vil finde sig i, at nogen kalder et lovforslag, som han eller hun højtideligt har fremsat eller med løftet hånd har været med til at gennemføre, for ’grundlovsstridigt’.

Men den danske professor i retsvidenskab forbliver ubøjelig. Han sætter fingeren på den fjerde paragraf i grundloven og gentager: ”Denne væsentlige og gennemgribende betydning (at ingen lovgiver kan skalte og valte med kirken, som han vil) står fast – ja, dens betydning er ikke til at komme uden om!” (s.193)

Det modstridige – ja ’grundlovsstridige’ – i at springe i tøjret for at befri sig for det faste, håndknyttede reb, med hvilket Danmarks grundlov holder alle de ministre og politikere fangne, der prøver at unddrage sig deres konstitutionelle forpligtelse overfor kirkens lære, er uomgængeligt. Dette blev allerede betonet i en jubilæumskronik (i anledning af kirkeministeriets 75 år), som daværende departementschef i ministeriet, Preben Espersen, skrev den 25. april 1991. Han lagde heller ikke fingrene imellem! Advarende gik han endog videre end professoren, idet han kaldte den fjerde paragraf i grundloven for en ’generalklausul’. ”Den påbyder,” erklærede han, ”at både folketing og kirkeministerium skal tage skyldigt hensyn til indhol- det af den evangelisk-lutherske bekendelse ved fastsættelse og anvendelse af regler på det kirkelige område.”

Det ville med andre ord sige, at den nye kirkeminister, som i de første uger af 2012 arbejdede ihærdigt på at få lovforslaget om kirkelige homovielser bragt igennem folketingets trædemølle for (inden sommeren) at kunne nå frem til dronningens gemakker, skulle gå forsigtigt med dørene. Han skulle så vidt muligt undgå at få offentlighedens lys på sit forehavende. Grundlovens ’generalklausul’ var ved at vågne op efter en 100-årig tornerosesøvn, og den kunne – før ministeren vidste af det – bringe ham i større personlige vanskeligheder, end han kunne forestille sig. Disse vanskeligheder banker nu atter på døren! Der er borgere i Danmark, som er indstillet på, at de ansvarlige ministre skal stilles til regnskab for deres grundlovsbrud.

KONG FREDERIKS FORPLIGTELSE

Ligesom den danske stat gennem grundloven uomtvisteligt har forpligtet sig til at sørge for, at der i landet bliver etableret en national kirke, der har den evangelisk-lutherske lære som sit absolutte trosgrundlag og dermed gennem bevillinger og på alle andre områder lægger forholdene sådan til rette, at denne kirke uhindret kan udføre sin virksomhed – på samme vis er der også grundlovsbestemte betingelser for, at den danske konge fortsat kan indtage og opretholde sin suveræne værdighed på Danmarks trone. Landets monark skal ’høre til den evangelisk-lutherske kirke’! (§ 6)

En sådan betingelse vil imidlertid aldrig kunne opfyldes, hvis ikke der blev givet en klar og holdbar definition på, hvad det vil sige at være ’evangelisk-luthersk’. En tydelig definition er allerede fastlagt i den danske konge, Christian V’s Danske Lov’ fra det 17. århundrede, hvori det med store bogstaver betones, at kirkens trosgrundlag er 1) Bibelen 2) de oldkirkelige symboler 3) Confessio Augustana Invariant af 1530 og 4) Luthers lille katekismus.

Det vil med andre ord sige, at Bibelen (som den i loven førstnævnte definition) har sin retmæssige plads i Danmarks grundlov. Den Hellige Skrift står tydeligt omtalt i en næsten 400 år gammel lov, der stadig er gældende! I forbindelse med kirkens bekendelsesskrifter danner Bibelen grundlaget for landets nationale kirkeordning. Dette kunne medføre konsekvenser for kirkeministerens gennemførte lov om kirkelige homovielser – ja, om hvorvidt han i det hele taget havde ret til at forelægge en sådan sag til dronningens underskrift.

Dronningen selv har næppe været interesseret i den provokerende kirkeministers besøg. Det dokument, som ministeren skulle anmode dronningen om at underskrive, kunne nemlig bringe majestæten i en ubehagelig situation. Ikke sådan at forstå, at vort lands kongehus selv var ansvarlig for denne alvorlige udvikling, ej heller i den betydning, at dronningens høje person hverken skulle eller kunne indvikles i nogen politisk eller moralsk konflikt – men udelukkende i den forstand, at ministeren nøje burde vide, hvad han var i færd med at gøre, da han tillod sig at stille hos landets dronning med netop dette kontroversielle lovforslag til underskrift. Lad mig nærmere forklare dette:

HVEM SKAL KONGEN ’HØRE TIL’?

Af Danmarks grundlovs fjerde paragraf kan det ikke bogstaveligt udledes, at folkekirken skal organiseres som en statskirke. Grundloven siger blot (kort og godt) at ’Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke’ (hvilket da med matematisk logik straks forklarer, at folkekirken bør være evangelisk-luthersk).

Eftersom det ikke noget sted står nævnt, at regenten ’skal tilhø- re folkekirken’ men at det i stedet står mere end tydeligt præciseret, at ’kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke’, kunne det ubehagelige spørgsmål melde sig: ”Hvad nu, hvis folkekirken ophører med at være ’evangelisk- luthersk?” Eller sagt mere præcist: ”Hvad nu, hvis spørgsmålet om ’homovielser i kirken’ spalter kirken i to? Og i det tilfælde udtrykt med endnu større forundring: ”Hvad nu, hvis den ene af de to afdelinger må erkendes at være ’evangelisk-luthersk’ (fordi den bygger på denne kirkens gamle bekendelse) – og den anden afdeling ikke længere tør betegnes som ’evangelisk-luthersk’, fordi den med en kættersk lære afviger fra kirkens bekendelsesskrifter … og i det tilfælde: Hvilken af de to afdelinger skal kongen tilhøre?

*

Den sjette paragraf i grundloven om kongens stilling med henblik på kirken er lige så kortfattet i sin formulering som den fjerde paragraf: ”Kongen skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke’. Det vil sige, at Danmarks konge ikke har samme religionsfrihed som dronningens undersåtter. Majestæten skal tilhøre den kirke, som er grundet på det tydeligt udpegede, reformatoriske livssyn; dette betegnes med to begreber: ’evangelisk –luthersk’…

Kongen bliver ikke i grundloven tildelt nogen kompetence i kirkelige anliggender. Men regenten bliver påbudt en uomgængelig pligt. Majestæten skal høre til den kirke i landet, som staten grundlovsmæssigt har forpligtet sig til både at organisere og opretholde på det tydeligt definerede trosgrundlag, som grundloven fordrer. Hvis staten ikke længere ved sin materielle og moralske understøttelse kan opretholde en sådan kirke i landet, kan kongen ej heller opfylde den forpligtelse, som lovgiverne siden 1849 har pålagt rigets monark.

Den bekendelsespligt, som bestemmelsen pålægger kongen, gælder ikke for dronningens regering. Lovgiverne er – uanset, hvilken religiøs overbevisning (eller mangel på samme) som de enkelte medlemmer af folketinget måtte have – neutrale i religiøs henseende.

Men det er rigets konge ikke! Kongen skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke – hvilket helt konkret vil sige, at den kirkeminister (der har kontrasigneret den kongelige forordning for ritualet for kirkelige homovielser) efter forgodtbefindende kan ’melde sig ind – og melde sig ud af folkekirken’, som han har lyst til – men det kan hans konge ikke! Ministeren

kan også skrive under på et dokument, der er hundrede procent anti-evangelisk-luthersk, men det kan hans konge ikke! Hans kolleger i folketinget kan gennemføre Danmarkshistoriens mest antikristelige lov – men de har samtidig gennem grundloven pålagt rigets konge at indtage en stilling, hvor majestæten er forpligtet til at tilhøre en reformatorisk troslære, der, som det hedder: ’ifølge den kejserliges skrivelses ånd kan føres tilbage til kristelig enhed’ (citatet fra fortalen til Confessio Augustana henvendt til en anden majestæt, kejser Karl V på rigsdagen, Augsburg 1530).

MINISTEREN KAN ENDE I FÆNGSEL

Den ligestillingsminister, der forelagde dronningen det famøse dokument, burde altså have tænkt sig om to gange, før han satte sit navn under den kongelige forordning for den nybagte kirkelige ceremoni for homo-bryllupper. Ministeransvarlighedslovens femte paragraf siger nemlig, at hvis kirkeministeren får kongen til – sammen med ham – at underskrive et grundlovsstridigt dokument, kan han i værste tilfælde ende et par år bag et fængselsgitter. Den fjerde paragraf i same lov af 1964 siger endog, at hvis en ministerkollega aktivt har ’medvirket’ til homovielseslovens ’tilblivelse’ – så kan vedkommende (hvis kongen afsluttende forceres til at underskrive en grundlovsstridig forordning) på lignende måde havne bag lås og slå. Hvis det yderligere kan bevises, at kirkeministeren med hensyn til sin ’motivering’ ikke har rent mel i posen, men ’forsætligt har tilsidesat pligter, der påhviler ham efter grundloven’, så kan fængselsopholdet forlænges, hvis der findes hjemmel derfor i den øvrige lovgivning. Dette er formålet med denne artikel. Overalt i Danmarks Rige er der nu borgere, som forudser, hvori denne grundlovsovertrædelse vil ende; disse bør nu samle sig og skride til handling!

*

Ifølge Ministeransvarlighedsloven § 6 stk. 2 nytter det ikke, at den ansvarlige kirkeminister bagefter jamrer: ”Det var ikke med vilje.” Der er i loven indbygget begreber, der hedder ’uagtsomhed’ og ’grov uagtsomhed’ – og i det tilfælde gør de pågældende ministre klogt i omhyggeligt at sætte sig ind i Bibelens tale om homoseksualitet samt kirkens bekendelsesskrifter i henhold til samme emne.

Det vil yderligere være gavnligt for medlemmerne af den på det tidspunkt ansvarlige regering at gennemlæse Luthers lille katekismus. Den ind- går som en ubrydelig del af den evangelisk-lutherske kirkes bekendelsesskrifter. Også den fortale, hvormed Luther indleder katekismen.

Her omtaler han den sørgelige elendighed som hersker vedrørende den kristne lære. ”Hvor har jeg dog set megen jammer,” skriver han og tilføjer:

”Den jævne mand ved jo slet ingenting om den kristne lære… de lever som det dumme kvæg og de ufornuftige svin… og de har nydeligt lært at misbruge al (Kristi) frihed.”

Ved gennemgangen af de ti bud opfordrer Luther præsterne til (citat): ’at anføre mange eksempler fra Skriften på, hvordan Gud har velsignet og straffet…”

Det vil sige, at henvisninger til Den Hellige Skrift ifølge Luthers katekismus (og dermed kirkens bekendelse) er på sin plads. Der skal ikke kun anføres et eksempel fra Bibelen. Katekismen siger ’mange eksempler skal anføres’.

Det sjette bud bør særligt lægges de lovgivere, som medvirkede ved tilblivelsen ’af lovforslaget om det nye ritual’, på sinde. Buddet lyder således: ”Du må ikke bryde ægteskabet,” og katekismens forklaring er denne: ”Vi skal frygte og elske Gud, så vi lever rent og kysk i ord og gerning og som ægtefolk elsker og ærer hinanden.”

Eftersom der i forbindelse med indførelsen af homovielser i kirken har været strid om, hvorvidt homoseksuelle og lesbiske med rette kunne kaldes ’ægtefolk’ og man derfor i ritualet i stedet har valgt betegnelsen ’ægtefæller’ – så er det ubestrideligt, at katekismen med dette udtryk henviser til Bibelens første blade, hvor der står skrevet: ’Som mand og kvinde skabte Han dem’ – og derefter som en betegnelse på ægteskabet: ’Bliv frugtbare’

(1. Mose 1:27-28).

Vedrørende katekismens tolkning af buddet: ’Du må ikke bryde ægteskabet’ – og den dermed tilknyttede definition af ordet ’ægtefolk’ (eller ’ægtefæller’) omtaler Jesus Bibelens skabelsesberetning, idet Han siger: ”Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: Derfor skal en mand forlade sin far og mor og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød” (Matt. 19:4-5).

Kirkens lære ud fra Skrift og bekendelse anerkender altså kun ’en mand og hans hustru’ som ægtefolk, der ’(som far og mor) er ’frugtbare’ og føder børn! Al anden form for samliv er i modstrid med katekismens’ tolkning af buddet, som siger: ”Vi skal leve rent og kysk i ord og gerning.”

Et hvilket som helst ritual for vielse af homoseksuelle er i sig selv i ord en overtrædelse af det, som Skriften og bekendelsen tolker som ’rent og sømmeligt’ – og i gerning en forførende forfalskning af det, som både Bibelen og kirkens bekendelsesskrifter forstår ved begrebet ’ægtefolk’.

Loven om kirkelige homovielser er således en overtrædelse af kirkens bekendelse, som den formuleres i Luthers lille katekismus. Her anvendes ordet ’ægtefolk’ om en mand og hans hustru. Eftersom betegnelsen ’rette ægtefolk’ ikke længere kan anvendes ved det nye ritual for ægteskabsindstiftelse i kirken, er ethvert andet påfund i strid med Luthers katekismus og dermed kirkens bekendelse.

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’HAR GUD OPGIVET ISRAEL?

(www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 08.03.2024