VILLE MINISTEREN TAGE KONGEN SOM GIDSEL?

De sidste ord af Danmarks verdenskendte filosof, Søren Kierkegaard, blev nedfældet i hans dødsår, 1855. De fik i det første årti af det 21. århundrede en sær aktualitet. Han skrev: ”… i hele dette skrammel af en statskirke er der i umindelige tider ikke blevet luftet ud! Den indespærrede luft har udviklet sig til en farlig gift, hvilket er grunden til, at det religiøse liv enten er sygt eller helt visnet bort. Så lad da hele denne skrammelbunke styrte sammen! Luk alle disse billige boder og butikker… og hold op med fortsat at sørge for kvaksalverne. Lad os i stedet tilbede Gud i al enkelhed!” (Søren Kierkegaard, Øjeblikket nr.4 – 7. juni 1855).

Kuldgraderne spadserede i februar 2012 langt under nulpunktet i Danmark, og meldingerne fra det øvrige Europa fortalte om hundredvis af dødsfald under det jerngreb, som den isnende vinter bragte med sig. Flugten fra den danske folkekirke bredte sig, og mange af landets troende begyndte at samle sig i hjemmene. På en sådan kold februardag rejste sig i regeringspalæet, Christiansborg, i København, et parlamentsmedlem, præsten Christian Langballe, og stillede landets kirkeminister et nærgående spørgsmål. ”Vil ministeren tilsidesætte kirkens bekendelsesskrifter for at kunne indføre homofile vielser i kirken?”

Dagen efter, d. 10. feb. 2012, bragte Kristeligt Dagblad en beretning om den isnende atmosfære, der bredte sig i parlamentssalen under den ordveksling, som derefter fandt sted. Da spørgeren henviste til kirkens bekendelsesskrift, Confessio Augustana, og betonede, at ifølge dette skrift var det kirkens uomstødelige lære, at et ægteskab kun kunne finde sted mellem en mand og en kvinde, så svarede kirkeministeren undvigende og (som nogle hævdede) ’skjulte sin uvidenhed ved at være uforskammet’ (Kr. Dagbl. 10.02.2012).

Efter den dag fik kirkeministeriet blandt nogle af landets kirkegængere navneforandring. De kaldte kirkeministerens embedsresidens ved Holmens Kanal i København for ’Den Sorte Port’ – og herfra kan vi hente følgende historie:

VILLE MINISTEREN SKADE MONARKEN?

Solen strålede og 10.000 mennesker vinkede til Danmarks afholdte dronning, da hun i anledning af sit 40 års regeringsjublilæum på slaget 12 d. 15. januar 2012 trådte ud på balkonen på residenspalæet, Chr. IX’s palæ, på Amalienborg i København. Da den kongelige Livgarde satte i med ’Dronning Margrethe II’s parademarch, kunne ingen af de mange fremmødte – ej heller de fornemme medlemmer fra de nordiske landes kongehuse – ane, at et mørkt og dødsensfarligt ’attentat’ var ved at blive udklækket i ’Den Sorte Port’, ikke langt fra kongens slot.

Den destruktive bombe, som blev sammenbastet i kirkeminister-porten, var ’sammensat’ af de samfundsfarlige ingredienser, der udgjorde selve lovforslaget om indførelsen af et ritual for homovielser i kirken. De færreste var klar over bombefaren – og ingen kunne forestille sig, at bomben blev fremstillet som en trussel mod det kongelige hus.

Imidlertid syntes det (på det tidspunkt) endnu ikke at være blevet klart for politikerne, at det kunne være kongens hus, som ministeren havde i sinde at skade. Eftersom de nu undersøger lovens dybeste intentioner, vil de blive forfærdede over at opdage, at ministeren fra ’Den Sorte Port’ kunne have haft i sinde at underminere kongens trone og værdighed. De vil til deres forskrækkelse komme til at opdage, at kirkeministerens bombe bestod af sprængstoffer, der særlig sigtede på at ødelægge visse bibelske udsagn og ganske bestemte steder i kirkens bekendelsesskrifter, som har en direkte forbindelse med grundlovens bestemmelser vedrørende kongens person.

Lidt efter lidt vil det gå op for dem, at når ’bomben fra Den Sorte Port’ er imod Bibelen og kirkens bekendelse, så er den ikke blot grundlovsstridig, (idet den sprænger bestemmelsen om statens forpligtelse over for kirken i luften), men dens virkninger vil ryste den sjette grundlovsparagraf, der

erklærer, at kongen ’skal høre til den evangelisk-lutherske lære’.

KONGEN TAGES SOM GIDSEL

”Hvis en splittelse indenfor folkekirken finder sted, og et alternativt evangelisk-luthersk kirkesamfund bliver dannet, vil dette rejse spørgsmål i forhold til grundlovens § 4, nemlig hvilken fraktion, der i så fald kan gøre krav på statens understøttelse, idet der kan argumenteres overbevisende for, at den fraktion, der ikke vil vie homoseksuelle, er tættest på den evangelisk- lutherske lære.” Høringssvaret slutter med følgende opsigtsvækkende konklusion: ”Her vil kongen blive taget som gidsel i denne problematik, idet regenten ifølge grundlovens § 6 ’skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke’. Spørgsmålet bliver da, hvilken kirke kongen skal tilhøre?”

RITUALETS BETYDNING

Et centralt begreb, som kan være medvirkende til at afgøre kongens fremtidige tilhørsforhold, er læren om ritualernes betydning i den protestantiske verden. Det er således i den foreliggende situation ’et ritual’, som monarken (i forbindelse med de kirkelige homovielser) skulle forordne –

og det afgørende spørgsmål er nu, hvor ’fjernt’ eller ’hvor nært’ dette ritual forholder sig til det trosgrundlag, som er befæstet i den evangelisk-lutherske lære.

Når Den Augsburgske Bekendelse i den forbindelse taler om ’evangeliets hovedstykke, som skal fastholdes’ – så afviser den på stedet enhver form for ’gudstjeneste, der er indstiftet af mennesker’ (Artikel 28, stk. 52). Det vil sige, at så såre der foreligger gudstjenestelige ritualer, der ikke har deres dybe grund i Skriften, og som i hele deres udformning tydeligvis er indstiftet af mennesker, så kolliderer et sådant ritual med det, som den tyske tekst kalder ’der vornehme Artikel des Evangeliums’, og som den latinske tekst kalder ’praecipium evangelii locum (altså: evangeliets ’fornemste og væsentligste’ budskab). Denne formanende advarsel stemmer overens med apostelens lære, der taler om ’at skønne, hvad der er det væsentlige’ (Fil. 1:10).

Indførelsen af et ritual, der søger at ændre så væsentlige forhold som ægteskab, Skriftens autoritet, evangeliets budskab om omvendelse fra synd og forståelsen af apostlenes lære om helliggørelse er væsentligt og hører med til evangeliets ’hovedstykker’.

Derfor fortsætter CA’s 28. artikel stk. 78 med at vende sig direkte til kirkens biskopper. ”Nu drejer det sig om, hvorvidt biskopperne vil tåle, at evangeliet forkyndes rent,” hedder det i artiklen, som tilføjer: ”og hvorvidt de vil fravige sådanne bestemmelser, der ikke kan overholdes uden synd.”

Konsekvensen for de biskopper, der er med til at forordne et ritual, der ikke blot er indstiftet af mennesker (og som er uden holdepunkt i Den Hellige Skrift) – men som direkte pålægger de præster og menigheder, der overholder det, at ’synde mod Gud’, er af en sådan art, at deres sjæls frelse er i fare! Derfor slutter Den Augsburgske Bekendelse med følgende formaning til kirkens øverste myndighed: ”Hvis disse biskopper ikke fraviger et sådant forehavende, må de selv se til, hvordan de vil stå Gud til regnskab for, at de ved denne hårdnakkethed giver årsag til kirkens splittelse” (28:78).

Bekendelsen forudser altså ved biskoppers forordning af et menneske-indstiftet ritual en ’splittelse i kirken’. Spørgsmålet er da: Til hvilken afdeling af kirken har Danmarks konge et forpligtende tilhørsforhold? Til den afdeling, der trodser bekendelsen og vender det døve øre til reformatorens advarsler – eller til den fraktion, som nægter at udføre det pålagte ritual, som befordrer synd?

For bedre at kunne forstå rækkevidden af det dilemma, som kirkeministerens lovforslag bringer ind over kongehuset og hans eget ministeransvar i den henseende, er det gavnligt at kaste et blik på den danske grundlovsparagraf 6, der i sin ordknaphed lyder sådan: ”Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke’.

Spørgsmålet, som i forbindelse med det kontroversielle lovforslag rejser sig, er dette: ”Hvad skjuler sig bag grundlovens ordlyd: ”skal høre til’? Hvad menes med denne forpligtelse, som den danske stat lægger på kongens skuldre?

MONARKENS PERSON ER SKJOLD OG VÆRN

Efter den norske grundlovs paragraf 16 er det kongen, som ’anordner al offentlig kirke og gudstjeneste’. Det er ifølge samme paragraf også kongen, som ’påser at religionens offentlige lærere følger de foreskrevne normer’. Ud fra denne klare definition er det mere end tydeligt, at den norske konges grundlovsbestemte kompetence er større end den danske kongens.

Baggrunden for, at den danske paragraf om kongens absolutte tilhørsforhold til den evangelisk-lutherske lære står ubrydeligt fastnaglet i grundlovens tekst, er (som i Norge), at Danmarks protestantiske tro og reformerte menneskesyn samt den evangeliske læres værdier skal ’forblive’,
’fastholdes’ og ’anordnes’ overalt i det danske land. Det skal (som i Norge) ’påses’, at ingen fremmed religion eller nogen fremmed lære vinder indpas i kirken. Monarkens person og forpligtende bekendelse er sat som skjold og værn og udgør en betydelig, ufravigelig retningslinje for alle, som ifølge deres embeder skal tage beslutninger i denne sag.

Sammenligningen mellem regentens stilling i Norge og i Danmark kan i hovedsagen foretages ud fra den grundlovsbefæstede kendsgerning, at begge disse nordiske lande har forpligtet sig til, at staten sørger for, at der overalt bliver etableret en kirke, som forkynder og lærer ud fra det

evangelisk-lutherske trosgrundlag. Dette skal ske gennem beslutninger, lovforslag og bevillinger, som på alle måder skal lægge forholdene sådan til rette, at kirkens protestantiske virksomhed opretholdes og befordres. Til alt dette hører, at majestætens person står som garant for, at ingen minister tør forelægge noget dokument, noget lovudkast eller nogen bestemmelse til kongelig underskrift uden at det er sikret, at en sådan kongelig autorisation ikke strider mod kirkens lære eller grundlovens bestemmelser.

EN KÆTTERSK INDTRÆNGEN

Begge lande, både Danmark og Norge, vedkender sig de lovbestemte, kirkelige bekendelsesskrifter. I Norge er ifølge Chr. V’s norske lov af 15. april 1687 nøjagtigt det samme bekendelsesgrundlag lagt som i Danmark – altså: Bibelen, den apostolske nikæiske, athanasianske trosbekendelse og Confessio Augustana af 1530 samt Luthers lille katekismus… hvilket retfærdiggør, at den norske grundlov anvendes til at kaste lys over ordene i den danske grundlov: ’Kongen skal høre til…’

Hvis en splittelse af folkekirken finder sted, kan det ikke ud af den danske grundlovs paragraf 4 (ej heller ud af den norske grundlovs paragraf 2) udledes noget som helst om, at kirken skal organiseres som en statskirke.

Hvis en kommende kirkestruktur organiseres som en selvstyrende organisation, vil det ikke støde an mod disse paragraffer – men hvis en fremmed lære eller en åbenlys vranglære (iflg. Den Augsburgske Bekendelse) vil forsøge at gribe tøjlerne, skal et sådant forsøg anses som en kættersk indtrængen, der strider mod kirkens bekendelse og dermed støder an mod grundlovens paragraffer.

En væsentlig sikkerhedsordning for, at noget sådan ikke skal forekomme, er den kendsgerning, at kongen kun er forpligtet til at ’høre til’ den fraktion, som forkynder den sunde lære. Dette er naturligvis et fortolkningsspørgsmål, som vil stå sin prøve med hensyn til indholdet af det ritual, der fordres for at kunne gennemføre ideen bag det lovforslag, som er i åbenlys strid med både Skrift og bekendelse, og som samtidig kolliderer med de grundlovsparagraffer, der er knyttet til statens og kongens forpligtelser over for kirkens lære.

ET ’KUPFORSØG’

Imidlertid er det en følge af både den norske og den danske grundlov, at kirkens ’organer’ (ifølge sædvane) ’forudsættes’ at være statsorganer. Som følge af dette må de ’organer’, som statens opretter for kirken, aldrig pålægges opgaver, der er af en sådan art, at de underminerer, skader eller forårsager splittelse i det kirkelegeme, som staten har forpligtet sig til at opretholde og understøtte. Ej heller må nogen minister for et sådan statsligt ’organ’ forulempe kongen eller dronningen med en sag, som er i modstrid med monarkens bekendelsespligt. Ifølge den danske ministeransvarlighedslov er ikke kun den direkte ansvarlige minister (som søger majestætens underskrift på en sådan grundlovsstridig ordning) i fare for at blive slæbt for en dommer, men alle de ministre – ja, hele den regering – som i sit regeringsgrundlag har været aktive medspillere i et sådant ’kupforsøg’, kan udsættes for et mistillidsvotum og dermed fjernes fra deres høje embeder…

Når det i Danmarks grundlov § 13 erklæres, at ’kongen er ansvarsfri’ og samtidig tilføjes: ’ministrene er ansvarlige for regeringens førelse’, så kan alt, hvad der har at gøre med kongens bekendelsespligt, lægges på ministerens bord! Det er og forbliver hans personlige ansvar at sørge for, at kongen aldrig bør have nogen skrupler med at udstede den kongelige forordning, som han anmoder om. Ministeren ’må med andre ord sørge for at have sine papirer i orden, når han træder ind på slotspladsen ved Amalienborg. (Grundloven siger: ’På eget ansvar’). Er han ude i et forkert ærinde, er det hans hoved, der falder.

Det er i dette projektørlys, at den efterfølgende bestemmelse fra den norske grundlov skal iagttages. Hvad vi er på jagt efter er en dybere forståelse af, hvad der kan ligge i den pligt, som er lagt hen til kongen: Regenten skal ’høre til’ den evangelisk-lutherske lære.

Norges grundlov siger i sin fjerde paragraf: ”Kongen skal stedse bekende sig til den evangelisk-lutherske religion, håndhæve og beskytte den”. De to sidste ord: ’Håndhæve og beskytte’ er ikke direkte omtalt med hensyn til den danske kongens forpligtelse. Danmarks monark har ingen kompetence (myndighed) til at udstede nogen bestemmelse for kirken. Men denne tilstedeværende ’håndhævningskompetence’ ligger alligevel skjult i den danske formulering ’høre til’. Den norske bestemmelse bør anses som en præcisering – og denne præcisering kan i Danmark med fuld ret rettes mod den minister, der drister sig til at træde ind til majestæten for at anmode om en kongelig resolution. Ministeren skal da omhyggeligt påse, at dronningens trosmæssige bekendelsesforhold bliver ’håndhævet og beskyttet’. Gør han ikke det, skal han fyres! Han har ikke opfyldt sin fornemste embedspligt… Hvordan skal ministeren ærbødigt bøje sig for kongens bekendelsespligt ved at ’håndhæve’ dens indhold?

Det kan forklares på følgende måde: Udtrykket ’håndhæve’ bruges i det juridiske univers i forbindelse med ’håndhævelse af en lov’. Det vil sige, at den pågældende minister skal påse, at grundloven (med hensyn til kongens trosbekendelse) bliver overholdt. Han må på ingen måde bede om en underskrift, som indbefatter et brud på loven. Ligesom politiet af påtalemyndighederne håndhæver straffelovgivningen, sådan skal ministerens jurister og embedsmænd og hans egen personlige dømmekraft være både politi og påtalemyndighed. Solen må aldrig stå op over et lovløst besøg hos Danmarks konge. Ingen minister bør driste sig til at krænke majestætens ’fredhellighed’. Sker det, må forbryderen vises udenfor. Han bør kastes i kachotten!

Når den danske grundlov § 6 fordrer, at kongen ’skal høre til’ den evangelisk-lutherske lære, ligger der i denne bestemmelse et særskilt ansvar for, at netop statens minister opfylder sin pligt: Den ligger i at ’håndhæve og beskytte’ kongens tro. Ministeren bør våge som en smed over, at ingen af kirkens tjenestemænd, og ingen af statens embedsmænd og frem for alt, at han ikke selv ved noget lovudkast, nogen udtalelse eller ved nogen anmodning krænker kongens grundlovsbestemte trosbekendelse. Han kan have sine ’egne meninger’ om kirken og den kristne lære og tro – men hvad angår majestætens trosbekendelse skal han vogte sig! Ved at tilsmudse den, forurener han ikke blot kirke, præster, bisper og grundlov. Han kaster snavs på tronen, og det skal en kirkeminister ikke slippe helskindet fra!

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’BORTRYKKELSEN EFTER TRÆNGSLEN

(www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 22.03.2024

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *