RAVNENE

… lad mig fortælle en beretning fra vor lange rejse

… og ravnene bragte ham brød om morgenen og kød om aftenen, og han drak af bækken (1.Konge 17:6)

Vi klarede den ikke!

Alle andre var nået ind på ’the Green’, som den enorme grønsvær kaldes i Saffron Walden, men vor landcruiser standsede et par hundrede meter før indkørslen til det skønne parklignende græsareal i byens midte.

”Hvorfor standser du her? spurgte Gisèle

”Ikke mere benzin,” svarede jeg . ”De andre er kommet ind.” Jeg nikkede hen mod lejren, ”men det har været på de sidste dråber diesel.”

Gisèle var stor og rund og ventede sig. Hun sad med Daniel, som var et år og den yngste af vore otte børn. ”… og der er ikke mere at spise, og ingen penge at købe for,” fortsatte jeg.

Gisèles brune øjne betragtede mig alvorligt. ”Det er jeg klar over,” sagde hun stille.

”… ikke mere mælk til børnene,” blev jeg ved.

”Det er jeg også klar over.” Gisèle trykkede drengen på sit skød ind til sig.

*

En traktor fra konvojen kørte hen foran vor bil for at trække os ind på pladsen. Her var alle familierne samlet til bøn i skolevognen. Også de var klar over situationen, og der var ikke brug for nogen særlige bekendtgørelser. Samtalen var spredt og stille, da jeg trådte ind. Alle vidste, at kun et mirakel kunne hjælpe os ud af denne situationen. Vi begyndte at bede.

Medens forsamlingen var i bøn, bemærkede jeg gennem vinduet en mand, som længe stod afventende udenfor. Han så ud som om han ikke vidste, om han skulle blive ved med at vente eller banke på døren og komme ind. Jeg gik ud til ham.

”Kan jeg hjælpe Dem med noget, Sir?”

”Well,” begyndte han. ”Jeg er ikke klar over, hvad der foregår her, men jeg er indehaver af en fødevarebutik på den anden side af gaden. Jeg har lige haft besøg af en person, som gav mig nogle penge og sagde noget om jer herovre.

”Hvad sagde den person, Sir?”

Manden, en lille tætbygget herre med glinsende sort hår stirrede overrasket på mig. ”Denne person sagde,” han holdt inde, som om han stadigt undrede sig, ”denne person sagde: ”Alt, hvad de pilgrimme derovre køber i Deres butik, er betalt – fra dags dato og indtil de rejser videre.” Manden rakte mig sit kort. ”De er vekommen, alle sammen!” Med tilfredshed stirrede han på det store optog af vogne. Hans hvide tænder og sorte hår glinsede.

”Håber De bliver i vor by i nogen tid, Goodbye!” Det sidste ord udtalte han med et let buk, som når man tager afsted med en god kunde.

Jeg gik ind til de ventende familier og fortalte dem, hvad der var sket. Efter en stund i tilbedelse gik alle tilbage til deres arbejde. Et par dage senere kørte mælkemanden ind på pladsen. Han læssede en kasse med tyve liter mælk af på grønsværen og sprang så ind i vognen for at køre videre.

”Lige et øjeblik!” råbte jeg.

”Bare rolig,” råbte han tilbage. ”Det er betalt! Jeg kommer igen i morgen. Jeg har fået besked på at gøre dette her hver dag, indtil I rejser videre.”

”Af hvem?” råbte jeg, – men han var allerede på vej ud af indførslen.

*

Jeg stirrede op mod himlen. Men der var ingen af de store sorte fugle som undertiden kredsede over lejren. Ravnene! Dem, som profeten i gamle dage fik føde af. Gud sagde til ham: ”Du skal drikke af bækken og ravnene har jeg pålagt at sørge for føde til dig (1.Konge 17:4).”

”Raak! Raak! Raak!” skreg de, når de kom på besøg.

To dage før vi forlod byen, hvor vi havde en række gode møder, og en hel del mennesker blev berørt af evangeliet, dukkede endnu en mørkhåret fremmed op i lejren. Han havde et brev i hånden.

”Jeg har en besked til Dem,” sagde han. ”Benzinstationen lige udenfor byen er min, og jeg har i dette brev fået anmodning om at bede Dem komme ud til mig for at få alle Deres køretøjer fyldt op med diesel.”

”Hvem sendte det brev?” spurgte jeg.

”Det ved jeg ikke,” svarede han, ”men jeg har fået pengene, og det er faktisk det eneste, jeg er interesseret i. De kan komme i morgen og få fyldt op!”

Den morgen vi var ved at bryde op fra Saffron Walden, kom en fornemt udseende gentleman hen til min vogn. Han præsenterede sig. ”Jeg er medlem af byrådet,” forklarede han på distingeret engelsk. ”Vi havde byrådssamling i aftes,” fortsatte han, ”og det blev dér besluttet, at De skulle betale ét hundrede pund for pladsen her… men så,” det fornemme engelsk begyndte at gå i stykker for ham, ”ja, så skete dette besynderlige her til morgen… forstår De, jeg er ikke sådan ’troende’ i den forstand… men da jeg vågnede her til morgen hørte jeg en røst.”

”Hørte De en røst, Sir?” spurgte jeg interesseret. ”Hvad sagde den røst til Dem?”

”Jo ser De, det er netop det besynderlige ved det hele, ”byrådsmedlemmet havde havde fattet sig og var atter begyndt at smage på de engelske ord, ”ved byrådssamlingen i aftes blev der truffet en beslutning om, at jeg skulle gå hen på pladsen her med regningen; jeg skulle gøre det, før I forlader byen her til morgen.”

”Javel, og så..?”

”Ja, så var det, at jeg hørte denne røst tale til mig.”

”Nuvel, og så?”

”Røsten sagde: Gå ikke ned til pilgrimmene med den regning!”

Den fornemme herre skuttede sig som om han frøs. ”Og jeg er ikke klar over, hvad man skal gøre ved sådan noget, så jeg ringede til præsten – metodistpræsten – oppe i byen.”

”Jaså, og hvad sagde han?”

”Han sagde, at det var Gud, der havde talt til mig, og at jeg ikke måtte gå herhen med den regning. ’Kirken betaler’, sagde han…”

Jeg stirrede op mod himlen. Stadig ingen ravne at se, ”Raak! Raak! Raak!” plejede de at skrige.

HJÆLPEN VAR TILSTEDE

Jeg er aldrig blevet klar over, hvem det var, der hjalp os i Saffron Walden. Undertiden har jeg spekuleret på, om det måske var den samme person, som jeg nogle få måneder senere på en bagende varm dag mødte på en motorvej i Holland. Der skete noget den dag, der på en særlig måde fik mig til at høre ravnenes ’Raak! Raak!’

Det begyndte med, at jeg havde vanskeligheder med bilen. Da jeg i det samme så en af de gule hollandske nødhjælpsvogne i færd med at yde assistance til et andet køretøj, kørte jeg ind langs siden og ventede.

Lille Mikael var med, og jeg var faktisk mere bekymret for ham end for bilen. Vi havde intet i vognen, som han kunne spise eller drikke, og så langt øjet rakte, syntes der ikke at være noget sted, hvor man kunne få fat i noget. Foran os strakte sig den endeløse flimrende varme motorvej – og ingen vidste, hvornår vi ville kunne komme videre.

Mens vi ventede, ville jeg et øjeblik gå afsides for at bede, men inden jeg nåede så langt, var hjælpen allerede tilstede. En høj, slank, lidt mørkhudet herre dukkede pludselig op. Jeg så ikke, hvor han kom fra, for motorvejen var øde; senere lagde jeg imidlertid mærke til, at en lille bil var parkeret foran den hollandske nødhjælpsvogn.

Den nydelige, lidt sportslig-aristokratisk udseende herre passerede os med et smil og gik direkte hen mod Mikael. ”Er du sulten?” spurgte han drengen på engelsk, samtidig med at han med tegn gjorde sig forståelig. Mikael nikkede. ”Og tørstig?” Mikael nikkede igen.

”All right! Jeg vil give dig noget at spise og drikke!” Den fremmede spadserede hen til den lille vogn, som jeg havde observeret foran nødhjælpsvognen. Da han kom tilbage havde han en pose med sandwich, en flaske orangesaft og fire plastikglas i hånden.

”Hvem er han?” hviskede Gisèle.

”Det ved jeg ikke.”

Gisele fortsatte med at hviske til mig på dansk. Hendes stemme var fyldt med uro. ”Hvad har han i den flaske? Hvad er det, han giver drengen at drikke?”

Den høje, mørkhudede herre var allerede kommet forbi os. Han kunne ikke høre, hvad Gisèle hviskede og ville heller ikke have forstået noget, for hun vedblev at tale dansk. Pludselig standsede han og vendte sig elegant og kom langsomt, som gik han på line, hen mod Gisèle mens han undervejs fyldte et af plastikglassene med gylden saft. Da han nåede hen til os var glasset fyldt, og han løftede det til en let hilsen og sagde med udtalt høflighed: ”Tillad mig at drikke først, Madame!” Så drak han med velbehag hele indholdet af plastikglasset, smagte på det og nikkede som var han en mundskænk, der prøver dronningens vin. Derefter tog han et nyt glas, der et øjeblik strålede i solen som var det krystal. Han fyldte det igen med ’guld’, rakte det med samme udprægede elegance til Gisèle med ordene: ”Please, Madame!” Derefter fyldt han endnu et glas og rakte det til mig. Medens vi drak, betragtede han os med et forstående smil. Da glassene var tømt, så han spørgende på os med løftede øjenbryn. I det øjeblik lagde jeg mærke til hans øjne; de var varme og gode. Han nikkede og vi nikkede, og han gik langsom tilbage til drengen, mens han fyldte det fjerde glas. Mikael drak begærligt og fik med det samme fyldt et nyt. Da han havde drukket det, pakkede den fremmede et par sandwich ud af sin pose. ”Peanutbutter,” sagde han med et vidende smil. Mikaels øjne blev store. Det ord forstod han. ’Peanutbutter er hans livret’.

Jeg betragtede den fremmedes mørke lød og tænkte igen på ravnene, som Gud sendte til Elisa. Så tænkte jeg igen på, hvad der var sket i Saffron Walden – og stillede mit første spørgsmål. ”Hvorfor gør De dette for os?”

”Fordi jeg skal gøre det!” Den fremmede smilede.

”Tror De på Gud?”

Manden vendte sig imod mig. Hans ansigt var alvorligt. Der var en sær vægt i hans ord: ”Gud Herren er alle tings skaber,” sagde han stilfærdigt. ”Han opretholder alt med sit mægtige ord!” Hans stemme skælvede let, som talte han om Én, han ærede og frygtede.

”Og på Jesus Kristus, Messias?” fortsatte jeg.

Den fremmede nikkede, men sagde intet. Det var som om han bøjede sig tilbedende. Så udbrød han: ”Jesus er Guds Søn. Han er alle menneskers frelser og forløser…”

Hurtigt vendte han sig mod Gisèle. ”Verden er lille,” fortsatte han mildt. ”Vi vil sikkert møde hinanden igen.” Så vendte han sig for at forlade os. Han gik raskt som en mand, der har afsluttet et ærinde. Jeg løb nogle hastige skridt efter ham.

”Hvad er Deres navn, Sir?” råbte jeg.

Manden stod stille, som havde jeg ramt ham med noget hårdt, Så vendte han sig langsomt – stadig med denne aristokratiske elegance. Han smilede: ”Raak!” svarede han. ”Mit navn er Raak!” Så gik han hurtigt hen til sin vogn, og et øjeblik efter var han forsvundet.

ER I DEN HØJESTE GUDS TJENESTE

Jeg tror, at jeg har mødt Mr. Raak siden. Det var nogle få måneder senere. Stadig i Holland. Konvojen var langsomt på vej mod den tyske grænse. På grund af de mange kanaler måtte vi i små både færge køretøjerne fra bred til bred. Vore traktorer havde ikke tilladelse til at køre på motorvejene med de fine broer, så vogntoget bevægede sig fremad i sneglefart. Før vi forlod Haarlem, Corrie Ten Booms fødeby, hvor hun i sin fars hus skjulte mange jøder under krigen, blev vi af et par venlige familier udrustet med 500 kg. Kartofler. Mens vi læssede de mange sække kartofler, kunne jeg på lejrens alvorlige ansigter læse, at alle var klar over, hvad der nu ventede os: en tid med begrænset økonomi. En ’kartoffelkur’! Da vi kørte ind i Dieren nær S’Heerenberg ved grænsen, havde vi alle oplevet kartofler i så mange variationer, at lejrens husmødre ville kunne forsyne et kongeligt køkken med hidtil ukendte kartoffelopskrifter.

Det var på dette tidspunkt, at Mr. Raak – formoder jeg – dukkede op igen. Det var et besynderligt besøg. En mand kørte med god fart ind i lejren.

”Er I den højeste Guds tjenere?” var hans usædvanlige spørgsmål.

”Ja,” svarede jeg bestemt. ”Vi er den højeste Guds tjenere.”

Den fremmede åbnede bagsmækken til sin bil. Rummet var fyldt med brød. Skønne, lyse, friske brød. Nok til hele lejren! ”Værs’go!” sagde han.

Da vi læssede brødene af, indsugede jeg duften fra det gyldne bagværk. ”Mennesker spise englebrød,” (Salme 78:25) tænkte jeg, og videre: ”og ravnene bragte ham brød… (1.Konge 17:6).”

*

”Hvordan så han ud?” spurgte vi ofte senere Maria, vor tyske sekretær. Vi spurgte, fordi vi mente, at det var den samme fremmede, som nogen tid senere i Tyskland henvendte sig til hende.

”Det kan jeg ikke sige,” plejede hun at svare. ”Det eneste jeg kan huske er hans øjne. De var varme og gode…”

Besøget kom præcist. Vi havde brug for en ret stor sum penge for at kunne bringe konvojen videre. Pludselig kom manden med de varme, gode øjne ind i lejren. Han gik hen til Maria og gav hende tre store guldmønter. Siden så vi ham ikke mere.

Da vi gik i banken med mønterne viste det sig, at de havde en ret anseelig værdi. Præcis en tiendedel mere, end vi havde brug for; da vi altid giver en tiendedel af vore indtægter videre til Herrens gerning, passede pengene.

*

Natten mellem den 2. og 3. juli 1983 hørte en belgisk kvinde i vor lejr pludselig støj udenfor hendes beboelsesvogn. Hun stod ud af sengen og kiggede ud ad vinduet. Til hendes overraskelse så hun seks eller syv høje mænd – alle klædt i hvidt stående rundt omkring lejren. ”De stod alle med ansigterne vendt ud mod nattens mørke,” forklarede hun den følgende morgen. ”De stod på vagt, og deres klædning havde ved halslinningen en lille krave, der gav dem et let uniformsagtigt præg. Bag dem var hele lejren fyldt med fred…”

”Herrens engel slår lejr om dem, der frygter Ham (Salme 34:8).”

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’BLODVIDNERNES DAGE’

(www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.10.05.2024