DET FARLIGSTE SELVBEDRAG

5.3 millioner uvaccinerede franskmænd har rejst sig i vrede mod deres præsident, Emmanuel Macron, efter at han har udtalt, at i hans øjne kunne de godt ’emmerder’ (pisse af) – de var ikke mere at betragte som ’citoyen’ (borgere) i Frankrig.

Vi – Gisèle og jeg – befinder os i hele januar måned i Frankrig og kan følge på nærmeste hold, hvorledes sagen omkring præsidentens udtalelse udvikler sig.

Jeg vil i det følgende dvæle ved nogle betragtninger i forbindelse med den franske præsidents arrogance, som i mangt og meget er den samme holdning, som indtages af Danmarks Statsminister og det hold af politikere, som følger hende.

Inden jeg tager mit udgangspunkt i det skriftsted, som er ’årets ord’ i en kendt andagtsbog, og forfølger den tanke med nogle udtalelser af Søren Kierkegaard, bevæger jeg mig ind i den troskamp, som de hellige står over for i det nye år 2022.

Det bliver en kamp om tolerance, hvor man er parat til at beskytte en minoritet mod statens overgreb. Det er ikke et spørgsmål, om man går ind for covid-vaccination eller ej – men det er nu en strid om staten skal have beføjelser til at bruge magt for at føre sin sag igennem.

*

Herrnhuter Andagtsbogen har med brødre-menigheden i Christiansfeld at gøre – og er derfor forbundet med Huguenotterne, smukke gamle huse og de berømte honningkager.

Andagtsbogen har et bibelord for det nye år – og dette skriftsted bliver efter sigende tre år forinden ’valgt’ af brødre, som ’han har et nært samfund med Gud’.

Derfor er man altid dybt interesseret i, hvad ’ordet’ er for det nye år. I året 2022 lyder ’ordet sådan:

”Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig; og den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort (Johs.6:37).”

Det vil sige, at i dette nye år vil nogle mennesker komme til Jesus – og de er ikke motiveret af noget personligt ønske med er ’drevet dertil’ af Guds Helligånd.

Hver eneste af disse ’nye kristne’ (eller ’gamle kristne’, som er opflammet på ny) er ’givet af Faderen’. Det hedder jo med Jesu ord: ”Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig(v.37).”

Det drejer sig altså om en livsnødvendighed. De personer, som Faderen udtager, for at give dem til Jesus, oplever, at der hviler en særlig bestemmelse over deres liv. ”De tilhører ikke dem selv (1.Kor.6:19). De er ’købt’ af en højere magt, ’og prisen er betalt’ (v.20). De er derfor nødsaget til ’at ære Gud’ i deres legeme. Dette kan meget vel betyde, at de ikke kan lade sig vaccinere – og de møder derfor en særlig forfølgelse i denne tid, hvor regeringsledere spotter deres valg.

Årets ord i den ’gamle kalender’ er pludselig blevet aktuelt for dem! De tager del fra nu af helt personligt i apostelordet, som siger: ”Så formaner jeg dig da, broder (og søster)! Ved Guds barmhjertighed til at bringe dit legeme som et velbehageligt offer; dette er din ’åndelige gudsdyrkelse’ (Rom.12:1)… og denne ’Guds kaldelse’ fortsætter: ”Skik dig ikke lige med denne verden, men lad dig forvandle gennem fornyelse af dit sind, så du må kunne skønne, hvad der er Guds vilje; det gode, velbehagelige og fuldkomne (v.2).”

Det vil sige, at de troende skal bringe deres legemer til Gud – og spørge ham, om de kan lade sig vaccinere. Også i denne sag må de gøre Guds vilje.

”Hvad Faderen giver mig, skal komme til mig,” siger Jesus – og han mener det alvorligt: ”De skal komme til mig!”

Det er helt ’personligt’, at Herren betragter dette møde. Han ønsker ikke, at der i denne tid skal være nogen anden mellemmand. Han vil ikke risikere nogen fejltagelse. Han vil ikke udsættes for, at der er nogen, der i embeds medfør bortviser en sjæl, som Faderen har givet Sønnen! ”Jeg støder ikke nogen bort,” eller siger, at ”de må komme en anden gang (v.37).”

Sådan, som det sker i Kristi Kirke i dag, hvor man skal vise de nødvendige ’statstilladelser’, før man bliver lukket ind, og hvor der er udstedt forbud mod at modtage kirkegæster, som ikke har de fornødne papirer i orden.

Vé de statsordinerede dørvogter, som bortviser en sjæl, ’som Faderen har givet Sønnen’ – ja, som smækker kirkeporten i for en arme synder, som, drevet af Helligånden, søger til Guds Hus, og om hvem kirkens Herre siger: ”Jeg vil aldrig støde dig bort.”

Den franske præsident har med et dybt nedladende udtryk – hentet direkte fra rendestenen – vist de uvaccinerede borgere døren. ”I er ikke længere ’citoyen’ (franske borgere),” siger han.

Denne alvorlige forordning, som ligger i Jesu ord, når man indbyder: ”Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt.11:28) – kan ikke ophæves af nogen statsbefaling.

Og om dette har den danske filosof, Søren Kierkegaard, en hel del at sige. Han understreger ordet fra Ny Testamente, som siger: ”Skønt de kendte Gud, ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men deres tanker blev tomme og deres uforstandige hjerte blev formørket (Rom.1:21).”

Om disse ’indbildske kloge’ har Kierkegaard også en hel del at sige. Han gør sig til talsmand for, at kærligheden er tegnet på, at man ønsker at gøre Guds vilje.

Den franske præsidents ord er ikke just ’en kærlighedserklæring’. De er tværtimod det modsatte. De er fyldt med had og vrede.

Som Kierkegaard siger:

”Hvis det virkelig er sådan, som den ’indbildske kloge’ påstår (og han er faktisk selv stolt af ikke at tro på alt, hvad man fortæller ham) – at man ikke skal fatte tillid til noget, som man aldrig personligt har observeret eller med egne øjne tydeligt har iagttaget: – da burde man først og fremmest lade være med at tro på kærligheden!”

(Jeg kan jo ikke se kærligheden. Ej heller kan jeg røre ved den. Slet ikke kan jeg – med alle mine sanser i behold – notere mig dens eksistens, men jeg vil ikke af den grund påstå, at kærlighed ikke eksisterer).

”Hvis jeg gjorde det, og gjorde det af frygt for at blive bedraget – var jeg så ikke (allerede ved en sådan handling) et stakkels bedraget menneske?”

*

Sådan begynder Søren Kierkegaard (1813-1855) et værk, som han udgav i 1847 under titlen: ’Kærlighedens gerninger’.

Han indleder værket med nogle betragtninger over Lukas 6:44: ”Hvert træ kendes på sin frugt; thi man sanker ikke figener af torne, man plukker heller ikke vinduer af tornebuske.”

Og han begynder sine betragtninger fra dette sted i Ny Testamente (som han i fuld alvor – midt i denne vantroens og lovløshedens tid – findes som en gyldig autoritet) med at slå følgende fast:

”Man kan jo bedrages på mange måder; man kan føres bag lyset ved at tro på en løgn (det usande) – men så kan man vel også bedrages ved ikke at fatte tillid til det, som er sandt! Hvilket bedrag er det farligste?”

Spørgsmålet er relevant! Man fristes til (ved en sådan udfordrende udtalelse) at spørge: ”Når der nu er så mange mennesker, som med behag følger løgnen, er der så nogen tilbage, som af hele hjerte tror på sandheden?”

*

Søren Kierkegaard lader ikke sin læser i fred (med dette uskyldige spørgsmål). Han fortsætter tankerækken ved at bore endnu dybere i samvittigheden og dermed komme til det næste spørgsmål:

”Hvilket syn er mest sørgeligt?”

Enten det syn, hvor man straks og ubetinget røres til tårer, fordi man ser den ’i kærligheden ulykkeligt bedragne’ – eller det syn, hvor man fristes til latter, fordi ’den selvbedragne’ (hvis tåbelige indbildskhed har ført til, at han slet ikke mener at være ført bag lyset) godt nok er latterlig, hvis ikke det var for den rædselsfulde kendsgerning, at et selvbedrag af den art end ikke er en tåre værd!”

Hvem kan stille noget op imod en sådan krystalklar argumentation? Hvor er den dristige debattør, som vil vove at tage til genmæle overfor denne blændende intelligens, som – når alt kommer til alt – er en værdig forsvarer for den kristne kærlighed, der tydeligt kendes på frugterne.

Man har (ved denne storartede tale) kun udfordrende at spørge: ”Hvor er nu vismændene (som kan sætte denne oprører på plads?) Hvor er de skriftkloge (som med et ord kan lukke munden på denne hensynsløse meningsdanner?) Hvor er denne verdens ordkæmpere (som kan besejre denne fremfarende kraft 1.Kor.1:20)?”

*

Men Søren Kierkegaard forbliver stædigt ved sit emne. Han har besluttet at afsløre kærlighedens største fjende. Han sætter navn på denne nedrige modstander, der kommer frem og viser sit frygtelige ansigt, så såre der er tale om kærlighed – og der er én ting, han vil advare mod førend noget andet: Selvbedragets frygtelige fælde, der lurer på hver eneste, som søger sandheden frem for alt.

Han følger dette hverv, som er blevet ham pålagt af Den Højeste Myndighed, som gives: ”Evigt liv til dem, der med udholdenhed i god gerning søger herlighed og ære og uforkrænkelighed, over dem derimod , der søger deres eget og er ulydige mod sandheden, men lydige mod uretfærdigheden, kommer vrede og harme (Rom.2:7-8).”

*

I sin bog om ’kærlighedens gerninger’ skriver Søren Kierkegaard: ”At bedrage sig selv med hensyn til kærlighed er det forfærdeligste, der kan hænde; det er et evigt tab, for hvilket, der ingen erstatning gives, hverken her i tiden eller i evigheden” (side 14, Gyldendal 2013).

”Der er forskellige former for selvbedrag,” lyder advarslen, men den til døden alvorligste, er det bedrag, der kan forekomme med hensyn til kærligheden. Hvad der mistes her, er et evigt tab! Den selvbedragne har forhindret sig selv i at vinde det Evige.”

”Ak, om man hele livet igennem har prist sig lykkelig (i den fattige indbildning, at alt er vel og trygt og uden for fare),” sukker forfatteren, ”og så viser det sig, at man i virkeligheden har tabt alt, thi først i evigheden går det op for én, at man har bedraget sig selv (side 14).”

*

At bilde sig selv ind, at man kan snyde kærligheden og dens evige fordring, er den mest jammerlige skæbne, som kan overgå et menneske! Den ulykkelige tror til det sidste, at selvbedraget vil lykkes for ham: Han mener, at hen vil slippe igennem, uden at snyderiet bliver opdaget – ja, han er endog stolt af styrken i denne indbildningskraft .

Men i evigheden går han ikke fri – han undgår ikke at blive opdaget; han vil med gråd komme til at se, at alt er forspildt!

”Ja, han vil indse, at tilværelsen er så alvorlig – ja, at den netop er mest forfærdelig i det øjeblik, hvor den straffer skyldneren ved ’at tillade, at den selvrådige råder sig selv’. (så at han får lov at leve videre i stoltheden over ikke at være blevet snydt) – indtil den dag, hvor han får lov til smerteligt at erkende, at han for evigt har bedraget sig selv.”

*

Og dermed kommer Søren Kierkegaard med en tankerække, som er en hård nød at knække! Han synes at være ligeglad med, om læseren forstår ham eller ej, og han vil tilsyneladende tabe næsten alle sine følgere ved den betragtning, som han her lægger for dagen.

Men det er ham kun en opløftende tanke, at han med en filosofisk sætning får rystet alle de overfladiske læsere af. De er ham kun til besvær, så han giver dem denne betragtning til nærmere overvejelse:

”Hvad er det nemlig, der forbinder det timelige med evigheden? Hvad er det andet end kærlighed, som just derfor er før Alt, og bliver når Alt er forbi!

Men netop fordi kærligheden således er evighedens bånd, og netop fordi timeligheden og evigheden er uensartede, derfor kan kærligheden synes timelighedens jordiske kløgt en byrde, og derfor kan det i timeligheden synes den sanselige en uhyre lettelse at kaste dette evighedens bånd af sig.”

Værsgo!

Her er hovedbrud for et par dage. De, som opgiver her, skal vælge sig noget andet læsestof. De skal ikke læse Søren Kierkegaard!

*

Indholdet af denne gådefulde sætning er nemlig intet mindre end en åbenbarelse, og hvis det lykkes læseren at ’knække nøden’, så har han allerede taget et par syvmileskridt ind i den kosmiske forståelse af begrebet ’kærlighed’.

Hvad er det nemlig, der forbinder det timelige med evigheden? spørges der, og svaret falder prompte: Hvad andet kan det være end kærlighed! Og det giver os stof til eftertanke.

Lad os derfor undersøge denne hemmelighedsfulde tese nøjere:

Filosoffen Søren Kierkegaard fastslår, at der eksisterer en forbindelse mellem ’det timelige’ (det, som hører denne nuværende verden til) og så ’det evige’ (det, som hører den kommende verden til) og dette forbindelsesled hedder: kærlighed’.

Disse to verdener har ellers ingen forbindelse med hinanden. ’Det timelige’ og ’det evige’ er skarpt adskilte – og de kan ikke forbindes med hinanden. Det forklarer Jesus med følgende lignelse:

Der var engang en meget velhavende mand. Vi ved ikke, hvad han hed; (hans navn er glemt og gemt), kun får vi fortalt, at han levede sit liv i den vildeste luksus. Han gik rundt i det dyreste tøj og holdt party hver eneste dag.

Men lige udenfor porten til hans hus, lå der en fattig stymper, som hed Lazarus (hans navn huskes i al evighed). Han havde kun det ene ønske at få lov at spise sig mæt i de rester, som faldt fra den rige mands bord. Han var fuld af sår og omstrejfende hunde kom og slikkede dem.

Så døde Lazarus, og engle kom for at bære ham op i Abrahams skød.

Den rige mand døde også og blev begravet – og da han slog sine øjne op i dødsriget, hvor han var i pine, ser han Abraham langt borte, og han råbte til ham: Hjælp mig!

Men Abraham svarede: ”Der er en dyb kløft imellem os. Selvom vi ville, kunne vi ikke komme over til jer, og I kan heller ikke komme herover! (Luk.16:10-26).”

Det er den evighedskløft, der adskiller det timelige fra Evigheden, som Søren Kierkegaard har skitseret for os: ”Der er en dyb kløft imellem os.”

’Kærligheden er evig’ påstår Kierkegaard – og her er han fuldstændig på linje med Ny Testamente: ’Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre, men størst af dem er kærligheden’ (1.Kor.13:13).

”Kærligheden er før alt og bliver når alt er forbi.” Det er ikke noget, folk almindeligvis siger eller tænker på – men det rammer ind i menneskers hverdag med en overraskende kraft, der er så voldsom, at det kan vække ’de sovende’ fra den ’dødens søvn’, som er faldet over dem alle.

”Timelighed og evighed er forskellige størrelser (de er uensartede) og kan derfor ikke forenes – med undtagelse af den situation, som opstår, hvis kærlighed kommer ind i billedet! Da findes der pludselig et bånd, som kan binde de to ’artsforskellige størrelser’ sammen – og det med en sådan kraft, at de bliver uadskillelige, – ja, ’det forkrænkelige iføres uforkrænkelighed og det dødelige iføres udødelighed (1.Kor.15-54) og det ord skal opfyldes, som står skrevet: ”Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?’ (v.55)

Derfor kan kærligheden synes timelighedens jordiske kløgt en byrde,” slutter Kierkegaard, hvilket forstås sådan: ”De kloges klogskab vil jeg gøre til intet!” (1.Kor.1:19).

Jordisk kløgt opnår intet! Man kan ikke ’spekulere sig til ’Guds Rige’. Ej heller kan man ved teologiske præstationer udrette noget, som har særlig værdi for Gud, for det gamle princip står stadig fast, at ’kundskaben opblæser’ (1.Kor.8:1). (Folk bliver indbildske af for megen kundskab, og de kundskabsrige virker arrogant intimiderende på jævne folk).

Hertil siger Bibelen: ”Derfor bød Gud Herren Adam: Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag du spiser deraf, skal du visselig dø (1.Mose 2:16-17).”

”Men af alle de dyr, Gud havde skabt, var slangen det mest ondsindede, og en dag stillede den et udspekuleret og underfundigt spørgsmål til kvinden: Det kan da ikke være rigtigt, at Gud har forbudt jer at spise af noget træ i haven?”

”Vi har lov at spise af frugten på alle havens træer,” svarede kvinden. ”Det er kun af frugten på træet, som står midt i haven, at vi ikke må spise.

”Hvis I så meget som rører ved frugten på det træ, skal I dø!” har Gud sagt.

”I skal ikke dø! Det kan der ikke være tale om,” sagde slangen og fortsatte: ”Det er bare fordi Gud ved, at når I spiser af kundskabens træ, så kommer I til at se helt klart, og I bliver som Gud selv og ved besked om, hvad der er ondt, og hvad der er godt.”

Kvinden blev herefter opmærksom på, at træet var dejlig at se på og godt at få forstand af, og hun plukkede nogle af de indbydende frugter og spiste af dem – og hun gav nogle til sin mand, som stod lige ved siden af. Han spiste også!

Da blev det pludselig klart for dem begge, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet.”

Dette er historien om, hvorledes mennesket prøvede på at tilegne sig den samme kundskab, som Gud har – og hvorledes det er i fare for at lade sig friste til verdenshistoriens største selvbedrag

– og her bør præsidenter og statsministre være på vagt. De forfølger folk, som frygter Gud og spotter dem, som tror på Bibelens ord.

BEMÆRKNINGER

Læs under www.godcast.dk fra Johny Noer og under Profetisk Journal artiklen: ’DET FØRST FORÅRSTEGN I GUDS RIGE’ (www.johnynoer.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens § 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

tlf.: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

Med Grundlov skal Land bygges: konto nr. 9790 – 0003445526, Frøs Herreds Sparekasse

NOTA BENE:
Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk Kontingent: årligt 500 kr. (for pensionister og studerende 250 kr.)

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d. 21.01.2022