HAR STATSMINISTEREN MISBRUGT SIN MYNDIGHED?

HAR STATSMINISTEREN MISBRUGT SIN MYNDIGHED?

Har Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, d. 17. januar i sin tale om ’Gud, der skal sættes på et vigespor’ samt med angrebet på den protestantiske kirkes privilegier, ’misbrugt sin myndighed’?

En gammel førkrigslov, som i sin 9. paragraf anvender dette udtryk (om en ministers ansvar) er dukket op til overfladen. Loven omfatter en ministers grænseoverskridende fremfærd.

Hvis statsministeren i denne sag skulle ’få magt som hun har agt’ – så kan hendes ønske og plan om at fratage de protestantiske borgere troens dyrtkøbte privilegier ikke gennemføres uden en grundlovsændring! Den er på trapperne – og landets evangelisk troende borgere og deres åndelige ledere bør i denne sag ikke sove i timen!

Lad det derfor ikke ende med den ’overbærende holdning’, at det, som statsministeren helt faktisk sagde i folketinget på den triste, syttende januar i 2020, går hen og bliver ’noget usagt’.

Det vil sige, at denne skarpslebne regeringserklæring i al ubemærkethed fortrænges, formildes og forsvinder. Går i glemmebogen som en mindre sag, der ikke har nogen særlig betydning. Vejres bort i den blå luft som et par uvæsentlige sætninger, der end ikke burde være noteret som et gyldigt referat i den store folketingsbog.

Nej! Lad de spottende ord, som Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, med regeringens bifald og med sin fulde forstand den dag lod falde om Himlens og jordens Gud, Danmarks protestantiske kirke og alle landets evangeliske troende borgere blive stående som en rød skamstøtte over en gudløs partipolitisk holdning, for hvilken den dags statsminister altid bør blive husket.

”Gud har vigepligt,” lød det fra landets fornemste talestol. ”Man kan kalde sig ligegyldig hvilken religiøs baggrund, man måtte have, særlige privilegier eller særlig ret til at undertrykke andre, fordi man har en religion. Det er her i huset lovgivningen vedtages. Ingen andre steder!”

Disse var ordene, som ingen dansk, kristen borger bør være overhørig, og som enhver evangelisk, åndelig leder i vort land bør bide mærke i. De er ikke en uskyldig, tilfældig henkastet bemærkning; statsministeren har her (mener borgerne) ’misbrugt sin myndighed’!

Lad mig forklare:

Hvert eneste af disse ord er ikke blot velovervejet, men de har – sætning for sætning – modtaget det partipolitiske røde stempel, der gør dem til en statsautoritet, hvis gudløse, kirkefjendske lovgivning, borgerne vil få at føle i den nærmeste fremtid.

Når statsministeren lod den bidende, spotske erklæring: ’Gud har vigepligt’, høre, så lod hun samtidig folketingets medlemmer forstå, at det ’var hun ikke ene om at mene’. I samme åndedræt henviste hun til en af sine lige så udæskende partifæller med ordene: ”Da han første gang sagde: ’Gud har vigepligt’, så formulerede han en sandhed, (citat): ’på en måde, som var utrolig klog og præcis’.”

Det vil sige, at statsministeren ikke blot har ’sagt sin mening om Gud’, men hun har samtidig givet officielt og offentligt udtryk for, at sætningen om, at ’Gud skal anbringes på et vigespor’, ikke blot er ’klog’, men den er ’utrolig klog’ – ja, den er så ’præcis’ (forstår man), at det ikke kan siges bedre.

HÅRREJSENDE FREMSTILLING

Hvad statsministeren og hendes partifæller mener med ordene: ’Gud skal vige’, forklares i det følgende. Ministeren omtaler her de borgere, som ’mener at sidde inde med særlige privilegier’… det vil sige, hedder det videre i statsministerens udfordrende tale, ’at disse religiøse borgere mener (citat): ’at have en særlig ret til at undertrykke andre, fordi de har en religion’.

Denne hårrejsende fremstilling af blandt andet de danske, protestantiske borgeres privilegium, (at deres tro i grundloven på en særlig måde sættes under statens beskyttelse) kan næppe bortforklares. Statens øverste folkevalgte chef kan her ikke forstås på anden måde, end at statsministeren på stedet ’fyrer’ denne grundlovsbestemmelse. Hun sætter den (med ’vigespor-doktrinen) ud af kraft. Den gælder efter statsministerens mening ikke længere. ”Gud må vige!”

De evangeliske, troende borgere, som stadig vandrer rundt i den naive opfattelse, at den protestantiske lære indtager en privilegeret stilling i det danske samfund, vil (lyder det truende fra statsministeren) meget snart blive bragt på andre tanker.

Den slags ’religiøse undertrykkelse’ skal regeringen snart få udryddet; en hvilken som helst ’forret’ af den art kan ikke tolereres i et ligestillingssamfund!

En tale med det indhold på det sted og under det emne (værdidebat) er (mener borgerne): ’Misbrug af myndighed’.

DYBT FORNÆRMENDE UDSKEJELSE

Der må derfor i denne for landets kristne borgere så alvorlige situation straks tages til genmæle! Både i tilblivelsen af det dybere, juridiske indhold af den 4. paragraf i Danmarks Grundlov rejses korsets flag for den danske stats protestantiske trosbekendelse. – Ja, der findes, så vidt jeg ved, intet andet land på jorden, der bygger sit kristne livssyn på en så sikker grund som Danmark. I den belysning er det afgjort at betragte som en dybt fornærmende udskejelse, at landets statsminister i den årlige debat om ’nationens værdier’ langer så voldsomt og spottende ud efter landets nationalkirke og dets øvrige evangelisk-troende borgere.

Den grundlovgivende Rigsforsamling fastsatte i 1849 helt præcise regler for statens støtte til den protestantiske kirkes lære og tro – og gennem de mange års revideringer af den danske forfatning er der ikke en eneste, der har anfægtet denne bestemmelse. Alle har over en bred kam godtaget, at dette ’troens privilegium’, denne særlige ’troens forret’, skulle gives til det kristne evangelium, som over ét tusinde år er blevet plantet i danske borgeres hjerter og sind… alt dette indtil den ulyksalige syttende januardag, hvor dette års statsminister, Mette Frederiksen, tillod sig at søge at sønderrive denne ’troens livslinje’ ved at fastslå, at ’Gud skal vige’, og at privilegierne og forretten, som af grundlovsfædrene blev tildelt landets protestantiske kirke, skal ophæves! ”De er kun indstiftet,” erklærede Mette Frederiksen, ”for at undertrykke andre…”

Borgernes mening om denne begivenhed er krystalklare. Hvad her skete er ’misbrug af myndighed’.

GRUNDLOVSÆNDRING FORUDSÆTTES

Hertil er indtil videre kun én kommentar: Hvis dette århundredgamle privilegium skal tages fra de danske, evangeliske borgere (at den protestantiske tro skal understøttes af staten) – så er det desværre ikke umuligt! Statsministerens plan har et realt opnåeligt sigte – men planens gennemførelse forudsætter en grundlovsændring. Uden denne er statsministerens plan uigennemførlig.

Spørgsmålet er derfor dette: Hvad gør man med en statsminister, som vil fratage statens evangelisk-troende borgere deres rettighed og værn? Først og fremmest bør disse samme evangelisk-troende borgere bede for deres statsminister. Både for hendes sjæl og for hendes embede. Dernæst bør ingen kristen borger være betænkelig ved at stå denne statsministers gudsfjendske plan imod. Dette bør og kan gøres ved fortsat at stride for den klare tale, som grundloven giver også i denne sag. Den omstridte bestemmelse, (der uimodstrideligt tilsiger landets protestantiske borgere et privilegium) er iklædt et lys som solen: Den danske stat er forpligtet til – om den vil det eller ej – at støtte den trosretning, som reformatorerne overgav til folket og kirken for 500 år siden.

Hvis statsministeren i sit høje embede søger at undergrave den grundlovsbestemmelse, som hun med sin egenhændige underskrift højtideligt har lovet at overholde, så nærmer det sig betænkeligt den overtrædelse, som med et gammelt juridisk begreb betegnes som ’misbrug af myndighed’.

Om dette kan følgende forklares:

Dette særlige begreb er ikke af nyere dato. Vi skal helt tilbage til de usikre tider umiddelbart før 2. verdenskrig (hvor det hedder i § 9 i en lov af 1939) om det særlige ansvar, som pålægges en minister, der, ’selvom han ikke direkte har overskredet sin myndigheds grænser, alligevel begår åbenbart misbrug af sin myndighed’.

Mere præcist kan det næppe siges: den aggressive tale, som rigets statsminister holdt den januardag 2020 i folketinget, hvori hun krænkede grundlov, privilegier og kirkens dyrekøbte rettigheder, var mildest talt grænseoverskridende – og dermed har statsministeren ifølge borgernes forståelse af den 80 år gamle lov ’misbrugt sin myndighed’.

DOM OG STRAF

Der er to ord, som den moderne teolog og de nymoderne politikere og ministre afskyr som pesten; de har en sådan modvilje mod dem (disse to ord), at de dag og nat anklager enhver, som tager dem i sin mund for ’at være helt og fuldstændig på afveje’. Drejer det sig om den slags kirkens forkyndere der i deres prædiken kunne finde på at anvende disse to ord) så tager de mange anklagere med det samme afstand – ja, de kalder sådanne præster for ’hadprædikanter’. ”Dem skal I ikke lytte til,” advarer de og tilføjer: ”Hadprædikanter spreder vrede, ulykke og harme; de er jordens mørkemænd! Med dem slukkes alt lys og håb. Derfor: Jag dem alle bort fra jeres enemærker! Sørg for, at de ikke kommer til orde. Lovgiv imod dem. Fratag dem deres rettigheder og spær dem inde!”

De to ord, som der her er tale om, er begreberne: ’Straf og dom’.

REGNSKABETS DAG

Så vidt det kan iagttages fra Guds Ord, er dette ikke et fænomen, der alene har sin oprindelse hos mennesker; det er ikke blot ud fra den almindelige ’menneskelige hverdag’, at denne udprægede modvilje over for ordene ’straf’ og ’dom’ har sin oprindelse; det er nemlig ikke udelukkende hos de dødelige, at ubehaget – ja, oprøret – melder sig, så snart talen falder på, at der forude venter en regnskabets dag, og at ubodfærdige syndere (inklusivt statsministerielle gudsbespottere) vil blive både dømt og straffet. Nej, uviljen og den idelige (???) modstand stikker dybere; den har sin rod i afgrunden, hvor både djævle og onde ånder huserer, og hvor de råber og skriger i angst, så snart der lyder forkyndelse om Guds straf og Guds dom.

”Lad os i fred, du Guds Søn,” råbte de onde ånder i gadarenernes egn, da Jesus dukkede op for at befri to stakkels besatte mennesker. ”Er du kommen for at pine os før tiden?” (Matt.8:29)

De ondskabsfulde dæmoner var altså bedre orienteret end mange verdslige og gudløse præster, provster og bisper; de vidste, hvad der ventede dem og prøvede ikke at bilde sig selv ind, at de ville undgå dommens time og straffens dage.

FOLK BLIVER FORTALT…

En af årsagerne til, at utugt, homoseksualitet (statsministers gudsbespottelse) og al anden form for synd som en skovbrand har kunnet brede sig, er mangelen på den sande evangeliets forkyndelse om syndens uafvigelige følger: Død, dom og straf!

I kirkerne bliver folk fortalt, at Gud er ’en kærlig Gud’, og at Han i sin store barmhjertighed aldrig, aldrig kunne finde på ’at dømme et menneske’ (langt mindre at straffe den synder, som hele sit liv har nægtet – ja, oven i købet på det groveste har spottet, hånet og nedtrådt i de mest vanærende lidenskabers søle den barmhjertighed og tilgivelse, som gives i Jesus Kristus). .

Til disse borgere, politikere, bisper og ministre (inklusivt vort lands statsminister) lyder i dag Guds ord, som klart og tydeligt siger: ”Så se da Guds godhed og strenghed! Hans godhed mod dem, som bliver i Hans godhed – og Hans strenghed, mod dem, der faldt…” (Rom.11:22).

Af den grund og med den kommende tids uafvendelige, guddommelige straffedomme for øje, er enhver dansk, evangeliets forkynder for Den Almægtiges Åsyn forpligtet til at forkynde Guds gode barmhjertighed i Kristus Jesus – men samtidig at hente de to kostbare ord op fra rendestenen, hvor utro og vantro sjæle har efterladt dem: ’Dom og straf’.

Bemærk:

1. Hver mandag kl. 19:00 taler Johny Noer i NYT HÅB’S lokaler (Damhus Boulevard 28, Rødovre 2610) ud fra Johannes Åbenbaring.
   
   
2. Allerede kl. 17:00 er der bøn med en særlig henvisning til det store gospelmøde, som finder sted d. 14. marts kl. 17:00 – 19:00 i Templet, Frederiksberg Alle 9, 1621 København (Se: nr. 6) Disse møder arrangeres af ’Morgenstjernen’.
   
   
3. Søndag d. 9. feb. og søndag d. 8. marts kl. 16:00 taler Johny Noer i kirken på Christiania
   
   
4. Lørdag d. 26. februar kl. 19:00 taler Johny Noer v. mødet ’Bøn f. Danmark’
   i Huset, Soli Deo Gloria, Knabrostræde 26, København K.
   
   
5. Søndag d. 1. marts kl. 14:00 taler Johny Noer i ’Fristedet’, Kirkegade, Brovst over dagens tekst: Luk. 22.24-32 (’Sådan skal det ikke være…!)
   
   
6. Lørdag d. 14. marts kl. 17:00 Sozo Gospel, Revival Fire, Templet,
   Frederiksberg Alle 9, 1621 København
   
   
7. Søndag d. 15. marts kl. 10:00 NYT HÅB, Damhaus Boulevard 28, 2610 Rødovre
   Tekst: Johs. 8:42-51: ’Djævelen er en løgner’
   
   
8. Lørdag d. 4. april kl. 15:00 generalforsamlingen for Pilgrim Convoy og Ny Pagts Fællesskab i NYT HÅB (Damhus Boulevard 28, Rødovre 2610).
   
   
9. PÅSKESTÆVNE I BROVST: 9.-12. april … hver aften kl. 19:00. Påskedag kl. 14:00
   
   
10. 2. Påskedag d. 13. april kl. 15:00 Grundlovsforeningens årsmøde i ’Fristedet’ Kirkegade. Brovst. Alle er velkommen!
    
    
11. NOTA BENE:
    Herefter vil de ugentlige breve på hjemmesiderne Profetisk Journal og Med Grundlov skal land bygges udkomme hver 14. dag. Næste udgivelse er uge 8 (fred. d. 21. februar).