Monarkiets fjender vil have det danske kongehus afskaffet; dets venner vil have, at dronningens høje værdighed og det indskrænkede monarki skal bestå. Vort lands kristne borgere ønsker (for størstedelens vedkommende) at den styreform, som blev indført i 1849, hvor grundloven i sin 2. paragraf omtaler det danske styre som ’indskrænket-monarkisk’, skal bevares. Det store spørgsmål er, hvad der helt præcist – efter at kronprinsessen har tilsagt sit kongelige protektorat til en international homo-begivenhed, World Pride 2021 – skal lægges i dette udtryk.
Ikke mange beskæftiger sig i vore tider med det enestående, religiøse element i dansk forfatningshistorie, at dronningen og hendes hus – som et tydeligt tegn på majestætens ’begrænsede magt’ er frataget enhver form for trosfrihed, idet (citat): ’kongen skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke’ (grl. § 6). Ingen har hæftet sig synderligt ved dette ubrydelige, religiøse påbud – men efter at Danmarks kronprinsesse, Mary, i slutningen af oktober 2019 accepterede protektoratet for den globale, homoseksuelle begivenhed, som skal finde sted i København i 2021, har dette generelle fravær af opmærksomhed ændret sig.
Borgerne aner (efter kongehusets udmelding) i horisonten farlige, mørke skyer, der trækker sig sammen omkring den centrale forståelse af en absolut hovedbestanddel i statsomvæltningen for de mere end 150 år siden; også her synes ’gamle totalitære skygger’ at vise sig, og mørke træk fra kongelovens enevælde synes at melde sig. Kronprinsessen ser ud til gøre, som hun vil, og hendes rådgivere hjælper hende tilsyneladende ikke med hensyn til det historisk farlige skridt, som her er taget i form af en stærkt kontroversiel pagtslutning med den homoseksuelle verden.
Grundlovens klare ordlyd i dens 6. paragraf, at ’kongen skal tilhøre…’ har – så vidt jeg kan skønne – kun én funktion. Denne vil komme til syne, tror jeg, hvis en kommende påbudt ’udlægning’ finder sted ud fra en oprigtig stillingtagen begrundet på denne paragrafs teoretiske og praktiske konsekvens
- fuldstændig situationsafhængig og
- med et klart politisk signal, som utvetydigt erklærer, at herefter er der i denne sag ikke mere at tale om; kronprinsessen må tage sit protektorat af Homo Pride 2021, Copenhagen, tilbage!
Ingen kunne i den forhåndenværende situation komme på den ustyrlige tanke, at kronprinsessens betænkelige skridt (at stille sig frem som protektor for et homoseksuelt verdensinitiativ) på stedet vil berøre det ’fastsatte’ begreb, der betegnes med ordene: ’Indskrænket monarki’ (monarchia limitata). Der er her milelangt – som en folkelig reaktion – at skulle nå frem til ’det absolutte’ eller ’indskrænkede monarki’ (monarchia absoluta)… men tendensen viser sig! Kronprinsessen er i færd med at vælte nogle skranker – og den skranke, som Hendes Kongelige Højhed har fat i for tiden, er den konstitutionelle begrænsning, der har at gøre med kongehusets grundlovsfastsatte, integrerede og uomgængelige gærde, at ’kongen skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke’.
KONGELIGT OPRØR
Protektorat-kontrakten mellem kongehuset og den internationale (og aggressive) homoseksuelle samfund er altså (set ud fra et forfatningsmæssigt synspunkt) at betragte som et kongeligt oprør mod en styreform og en norm, som har gjort Danmark til et foregangsland for andre nationer. Det er at iagttage som en begyndelse til en konflikt mellem grundloven og landets kommende dronning. Det er at forstå som en royal opsætsighed mod den grundsætning, der underbygger det danske, indskrænkede, monarkiske princip, at kronprinsessen ikke har frihed til at indgå offentlige aftaler, som strider mod den evangelisk-lutherske bekendelse.
Det indskrænkede monarkiske princip beviser allerede ved den kendsgerning, at det er blevet lovfæstet (som en slags håndfæstning) at kongemagten ikke kan tillade sig hvad som helst. Den må og skal være indforstået med, at ikke alt kan legitimeres ved at få kongehusets blå stempel.
Hvis man i en kommende undersøgelse af kronprinsessens ’beskyttende fællesskab’ med den global homobevægelse tager udgangspunkt i det omfattende forfatningsmæssige begreb, som hedder ’magtfordeling’, må man (sådan ser jeg det) nødvendigvis komme til den konklusion, at her er vor danske kronprinsesse gået for langt!
Det danske samfund kan ikke eksistere som en demokratisk enhed, hvis ikke denne ’fordeling af magten’ opretholdes. Det vil sige, hvis ikke der ustandseligt gennemføres en skarp adskillelse mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt.
Der synes i den forbindelse at være belæg for, at netop magtfordelingslæren understøtter den fastsatte indskrænkning af dronningens magt, hvilket i videre forstand må sætte stolen for døren med hensyn til kronprinsessens initiativ, som på det dybeste berører hendes forhold til den kirke, som grundloven påbyder hende at tilhøre.
RODEN TIL INDRE STRIDIGHEDER
Det skridt, som kronprinsessen har taget ved at give håndslag til en international, homoseksuel bevægelse, som er kendt for at skabe ulægelige splittelser blandt millioner af kristne (og destruktive indre stridigheder hos et betydeligt antal af evangeliske verdenssamfund) berører uimodsigeligt den grundlovsparagraf, der tydeligvis anser dronningens hus for at være en samlende enhedsfaktor i det danske samfund.
Det forklares i den forbindelse af de lærde, at de skranker, som grundlovsfædrene opstillede for monarkiet, blev indført for at kongemagten ikke skulle udarte sig til despoti. Foruden den religiøse og moralske skranke, hvormed kristendommen (indtil denne dag) tvinger kongens offentlige handlinger på knæ, kan der i samtidens statsteori identificeres endnu to bolværker, som skal holde monarken på plads. Det var vigtigt for den grundlovsgivende rigsforsamling at gøre det klart, at der ikke på noget tidspunkt ville blive givet kongens hus nogen mulighed for at ’springe i tøjret’.
En situation, som den forhåndenværende, at en fremtidig dronning på egen hånd allierer sig med en fremmed (og for en betydelig del af kirken og folket) frastødende, moralsk udfordrende og politisk farlig ideologi, var utænkelig.
Man sørgede for, at den vedtagne nødvendige indskrænkning af suverænens magt blev yderligere stækket ved en nærmere specificeret lovgivning samt ved en inddragning af andre end monarken selv i magtens udøvelse og forvaltning.
Grundlovens monark forstod situationen og lod af egen vilje sin magt indskrænke. Hvis noget medlem af kongehuset i dag beviser ’en anden vilje’ og ikke vil lade denne ’fastsatte begrænsning’ råde, så varsler det uro, og da vil monarkiets (og i mange tilfælde kirkens) bitre fjender få vind i sejlene, og rigets krone kan blive udsat for rystelser.
At der nu helt konkret foreligger en underskrevet kontraktlig aftale mellem kronprinsesse Mary og den verdensvidde homoseksuelle institution ’World Pride’ er så foruroligende, at der er al mulig grund til fra folkets og kirkens side at råbe vagt i gevær!
Hvad der skete med det danske kongehus i 1849 er ikke helt løsrevet fra begivenhederne og tankegodset fra den franske revolution. Paris fik sin ’constitution liberale’, og den danske oversættelse er genkendelig: ’En fri forfatning’ – et begreb, der stadig har så meget bid i sig, at kongehuset skal vare sine skridt, når det nærmer sig grænserne for begrebet ’indskrænket monarki’.
Lad mig forklare:
’SKYGGEKONGEN’
Grundtvig var kongetro! Han var imod ’det begrænsede monarki’. Han skrev (citat): ’So lad en Guds nådige forsyn, der så uafladeligt har våget over Danmarks historie til verdens ende klarlig bevise, at en enevældig konge med et lands faderhjerte er kilden til sand borgerlig frihed og lyksalighed, mens der kun er alt for mange riger, hvis historier åbenbarer, at en rigsdag med en skyggekonge er en virkelig og stor ulykke (Grundtvig ’Politiske betragtninger’, 1831:22).
I dag ville Grundtvig (med kronprinsessens indgåede aftaler med det homoseksuelle verdenssamfund) tale et andet sprog. Det er svært at finde ’det kongelige landsfaderhjerte’ bag et sådant ’protektorat’, som kaster hele det danske folk i armene på en (set ud fra Ny Testamente) gudsfjendsk, antikristelig sex-betonet bevægelse, som overalt i verden har splittet den evangelisk-lutherske kirke i to.
Den ny-indgået aftale med den globale Pride-bevægelse er næppe i dag at betragte som (citat): ’kilden til sand borgerlig frihed og lyksalighed’ – og hvis et sådant forhold til ’en fremmed, ideologisk-betonet magt’ skal beskyttes af det danske kongehus, så vil ikke få dansker ønske, at grundlovens bestemmelse om ’en skyggekonge’ fastholdes.
Den evangelisk-lutherske lære tør ikke love Danmark, at ’Guds nådige forsyn fortsat vil våge over os’ – ja, ’vedblive til verdens ende’ (sådan som Grundtvig her skildrer det), hvis kronprinsessens homo-projekt gennemføres. I det tilfælde taler hele Bibelen om et andet endeligt. Kongehusets initiativ varsler her ikke Guds velsignelse – men Guds dom…