Et nagende, pinligt spørgsmål er stadig ubesvaret i Jerusalem! Det hviler som en skygge over hele gudstjenesteordningen, som jøderne forbereder, sammen med tegningerne over det tredje Tempel. Spørgsmålet er så nærgående, at det ikke lader de skriftkloge i fred men fordrer et svar, både dag og nat, af de ansvarlige for tempelprojektet.
Spørgsmålet er enkelt og lyder sådan: Skal det nye tempel bygges med ét eller to rum?
Det er ikke en sag, som vedkommer Islam. Ej heller de verdslige, israelske myndigheder og slet ikke den uvidende hedningeverden! Det er en sag, som udelukkende drejer sig om jødernes holdning til den korsfæstede, men som er ubrydeligt forbundet med opførelsen af det tredje Tempel. Det spørgsmål venter nu på et svar – og dette svar skal falde, før det første spadestik til Tempelbyggeriet tages…
*
”Nu havde også den første pagt sine forskrifter for gudstjenesten.” Med disse ord indledes det niende kapitel i Ny Testamentes ’brev til hebræerne’ (det vil sige i de kristnes brev til jøderne) – og det er en chokerende skrivelse, som i hovedsagen kun beskæftiger sig med ét spørgsmål: ’Har det nye tredje Tempel, som I nu vil bygge, ét eller to rum’?
Jødernes svar på dette ’ubelejlige’ spørgsmål er indtil nu ukendt. Måske forstår de ikke dybden deri, eller måske vil de ikke anerkende, at spørgsmålet er så nærgående og berører hele den judaistiske opfattelse af emnet ’Gud og helligdom’, at de faktisk ikke på stående fod er i stand til at svare.
Derfor hænger det 2000 årige spørgsmål stadig ubesvaret i luften. Men dagen nærmer sig, hvor der ikke tilstedes mere tid til overvejelse. Byggeprojektet med det tredje tempel lader ikke vente på sig – og allerede fra det første spadestik lyder spørgsmålet: Skal der være ét eller to rum i den færdige bygning? Alt afhænger af svaret. Himmel og jord holder vejret. Liv og død lægges her frem for de ansvarlige. Det er de to pagter, som Israels Gud har forordnet for sit jødiske ejendomsfolk, som der her nu fordres en afgørelse om. Vil I bygge det sidste store tempelprojekt efter ’de forskrifter for gudstjenesten, som nu foreligger’ eller vil I fortsætte med den ordning, som allerede for længst er lagt i graven?
Skal det tredje Tempel have ét eller to rum. ”Svar mig,” siger Herren. ”Giv mig det håndslag, som jeres profeter har lagt foran jer – eller ’slå hånden af mig’ og tag den forkerte beslutning.”
’Et eller to rum’? Tegninger til byggeriet ligger færdige! Jeg skal nu have et svar fra bygningsmændene: Hvad er planen? Skal der bygges med den ’forskrift for gudstjenesten’, at den skal gennemføres ’med to rum’ – eller kan I nøjes ’med ét rum’? I to tusinde år har jeg ventet på svaret. Nu skal det falde. Tiden for udsættelse er udløbet. Fristen er omme!
TILBEDELSE – IKKE EN FASTLAGT FORM!
”Thi i den var indrettet et forreste rum, hvori lysestagen, bordet og skuebrødene var; det kaldes det hellige (Hebr.9:2).”
Af de to rum (hvoraf det ene nu skal fjernes) er dette rum, som her beskrives som ’det forreste rum’, indrettet med en lysestage og et bord, hvorpå er lagt det brød, som kaldes ’skuebrødene’.
Man skal ikke forfærdes over den tanke, at dette rum ’skal fjernes’, for det er (som det andet rum) kun en adskillelse, som er af midlertidig art. Det er nemlig en teltbygning (som her beskrives) hvilket vil sige, at begge rum periodevis kan tages ned og stilles op igen. Men etableret er denne helligdom ikke? Fastlagt må den aldrig blive. Tilbedelsen af Gud er ikke fastlagt efter en faststøbt form. Den er fleksibel i sin egenart og kan ikke fastlåses i en bestemt form.
TRE KLARE VIDNESBYRD
”Herom skal der nu ikke tales i det enkelte.” Det er Hebræerbrevets forfatters forsæt ikke at misbruge tiden ved at fortabe sig i enkeltheder med hensyn til indretningen af rummene. Det er åbenbart ikke det, som han har på hjerte – nej, han forbliver ved det altafgørende og evige spørgsmål om, hvorvidt Israel vil bygge det tredje tempel med ét eller to rum?
Det spørgsmål vil han have svar på og ikke noget andet! Alle andre udredninger (som jøderne er så dygtige til at fortabe sig i) og som i dag beskæftiger en ny generation af farisæere og skriftkyndige, fejer han med en håndbevægelse af bordet – ja, han kalder det for ’intetsigende snak’ i forhold til det væsentlige emne, som lyder sådan: ”Vil I bygge det tredje tempel med ét eller to rum?”
Dette er det altafgørende, højaktuelle spørgsmål, som i dagens Israel og den vældige hedningeverden bør optage sind og tanker mere end noget andet.
*
Den sidste sag, som handler om Guds altoverbærende kærlighed til mennesket, og som Jesus henviser til samtidig med, at han lader det sidste, smertefulde suk stige op til himlen, er denne: ”Er der ét eller to rum i min fars hus?”
Tre af disciplenes vidnesbyrd handler om dette:
-
Lukas fortæller: ”Det var
nu ved den niende time, idet solen formørkedes. Og forhænget i
templet flængedes midt igennem! (Luk.23:45)”
-
Markus stadfæster dette
vidnesbyrd og skriver: ”Da udstødte Jesus et højt råb og
udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to stykker fra
øverst til nederst (Mark.15:38).”
- Mattæus er heller ikke tavs omkring denne hændelse: ”Da råbte Jesus igen med høj røst og opgav ånden. Og se, forhænget i templet flængedes i to stykker fra øverst til nederst; og jorden skjalv, og klipperne revnede og gravene åbnede sig, og mange af de hensovedes helliges legemer opstod, og de gik ud af gravene, og kom efter hans opstandelse ind i den hellige stad og viste sig for mange (Matt.27:50-53).”
*
Det blev altså bælgmørkt over hele landet. Ingen kunne i flere timer (ved middagstid) se en hånd for sig. Solen forsvandt simpelthen, som om den nægtede at sætte lys på den grusomme udåd – og på, at templet pludselig blev forvandlet til ét rum, idet adskillelsen (forhænget) blev revet midt over. Jesus udstødte et højt råb, og opgav i det øjeblik ånden – og idet tempelforhænget blev sønderrevet (fra oven og nedefter), så rystede jorden, klipperne spaltedes og gravene åbnede sig, og de døde kom lyslevende ud fra deres gravsteder.
Da Jesus døde på korset var hele universet i oprør, og den romerske officer, som holdt vagt over de henrettede, udbrød: ”Han er virkelig Guds søn!” (Matt.27:54)
Den dag gav Gud til kende, hvad der var hans vilje med hensyn til, om der skal være ét eller to rum i templet. Han lod med al tydelighed forstå, at templet fra da af kun skulle have et rum. En hvilken som helst anden plan har på forhånd hans mishag – og vil blive straffet!
… HVORAF FØLGENDE LÆRE UDLEDES
Da Josua indtog Jeriko, rev Gud muren om byen ned, og den israelske hær fuldførte Guds dom over byen. Men Josua sagde til de to spioner, som havde været i byen forinden: ”Gå ind i skøgen Rahabs hus, og få hele hendes familie ud af byen, som I lovede hende.”
Så nedkaldte Josua en forbandelse over byen og sagde: ”Hvis nogen går i gang med at genopbygge Jeriko, vil Gud straffe dem. Den, der på ny lægger fundamentet til Jeriko, vil miste sin ældste søn, og den, der sætter byporten ind, vil miste sin yngste søn.”
I kong Akabs dage, den konge, som giftede sig med Jesabel, genopbyggede beteliten Hiel Jeriko. Det kostede ham hans førstefødte, Abiram, at lægge grunden, og hans yngste søn, Segub at sætte dens portfløje ind.
På samme vis våger Herren over Jerusalem, og den, som drister sig til at opføre det tredje Tempel uden at følge hans angivelser.
Om dette hedder det i Hebræerbrevet (og det er denne arkitekttegning, som skal genvurderes) at ’sådan var helligdommen indrettet, og hver dag gik præsterne ind i det forreste rum for at udføre deres opgaver – men i det andet rum var det kun ypperstepræsten, der kom – og det blot én gang om året og aldrig uden offerblod… (9:6, parafrase).
Som jøderne i disse dage studerer disse tegninger, kommer Herren, Israels Gud, dem nær med spørgsmålet: ”Vil I genopbygge det tredje Tempel med de to rum – eller vil I adlyde mig og acceptere, at da manden fra Nazaret blev henrettet uden for byen, så besøgte jeg templet inde i byen og jeg nedrev det forhæng, som skilter de to rum for at give jer besked om, at templet for fremtiden kun skal have ét rum.”
At Herren besøger sit folk i denne tid, fremgår tydeligt af teksten i brevet til jøderne, hvoraf følgende læreform udledes:
”Derved giver Helligånden til kende (v.8).” Det betyder ganske enkelt, at når Guds folk læser dette skrift om de to rum, så er Helligånden straks tilstede, for at overbevise læseren om det dybere indhold af denne tekst. Helligånden stiller nemlig øjeblikkelig med udfordringen. Han siger, at ’vejen til det Allerhelligste endnu ikke er blevet fri’.
”Så længe det forreste rum er der (altså så længe I beholder tempelbygningen med to rum) – så forbliver vejen spærret, så at I ikke frit kan komme ind for mit åsyn. Først den dag, da adskillelsens forhæng bliver fjernet, og I bygger templet med ét eneste rum – først da følger I mine tegninger over det nybyggede tredje Tempel, og I bygger et hus, hvori jeg kan bo.”
”Heri har vi jo et sindbillede på den nuværende tid,” (v.9), udbryder Hebræerbrevets forfatter. Det er jo en nøjagtig gengivelse af de eksisterende forhold på den tid, vi lever i – og denne gudstjenesteordning svarer til, hvad vi oplever i øjeblikket, at præster stadig fortsætter med at bringe gaver og ofre i det forreste rum, for at rense vor samvittighed – og som på ingen måde kan bringe de ofrende til fuldendelse. Det er og forbliver blot kødelige bud, som kun er gældende indtil den tid, da den rette ordning indføres.
DEN RETTE ORDNING
Hvad enten det er blodige eller ublodige ofre, som daglig bringes til Gud i hans helligdom, så er disse ikke i stand til at give den ofrende en ren samvittighed.
Om han så bragte til Herren tusind okser og tusind får og lagde alle sine rigdomme ved præsternes fod, så vil intet af alt dette kunne rense hans samvittighed for synd.
Der er nemlig kun ét, som kan bevæge Gud og stille hans glødende vrede mod en synder, og det er, at templet, hvori han har taget bolig, nu kun består af ét rum. Det vil sige, at adskillelsens forhæng for evigt er blevet fjernet, og det ’forreste rum’ derved er blevet tilintetgjort – så at ’vejen til det Allerhelligste er blevet fri’!
Med glæde og fryd og fuld af tro vover en falden menneskeslægt sig nu ind for Guds åsyn, fordi den ’rette ordning’ er endelig blevet indført: De to rum er blevet ét rum, og synderen kan fra nu af frimodigt og uden frygt – ja, oprejst og med åben pande søge Herrens yderligere nåde.
*
Hvornår blev ’den rette ordning’ indført? (Altså den ordning, som sikrede, at en synder – ligegyldig hvor pjaltet og dybt falden han var – kunne komme befriet og skyldfri frem for Gud). Den blev indført for to tusinde år siden i det gribende øjeblik, hvor det ganske univers åndede lettet op, da en 33årig jøde blev henrettet og udåndede uden for Jerusalem.
På korset over ham var hæftet en skreven besked, som var udfærdiget af den romerske statholder, der i egen høje person meddelte, at den her henrettede jøde, hed Jesus Kristus, og at han var: ’Jødernes Konge’!
(Jødernes ypperstepræster havde forgæves søgt at få statholderen, Pilatus, til at ændre denne tekst. ”Skriv ikke: ’Jødernes Konge’, insisterede de, ”men skriv i stedet: Han sagde, at han var jødernes konge.” Men den romerske statholder var ubøjelig. ”Hvad jeg skrev, det skrev jeg,” sagde han. Og dermed blev det.)
I det øjeblik, at Jesus Kristus udåndede på Golgatas kors uden for byen skete det bemærkelsesværdige inde i byen, at forhænget i jødernes andet Tempel blev sønderrevet fra øverst til nederst – og vejen blev åbnet til det Allerhelligste. Med andre ord: De to rum blev til ét! Det forreste rum blev ’sløjfet’ – ja, dette er jo et sindbillede på den nuværende tid. Her blev ’den rette ordning indført’ (Hebr.3:9-10).
*
Men var den rette ordning blevet implementeret? Den var ’sindbilledligt’ sat i kraft – men i virkeligheden endnu ikke udført, idet den ikke var gennemført som en ny ordning i Helligdommen.
De jødiske ypperstepræster har forfærdet set på det sønderrevne forhæng, men der eksisterer ikke noget vidnesbyrd om (mig bekendt), hvad de har gjort med det? De har næppe syet det sønderrevne forhæng sammen, thi sammensyningen ville da have været et uimodsigeligt bevis på det skete. Det mest sandsynlige er, at de har ladet et nyt forhæng lave og sat det op i stedet for det sønderrevne.
Man ved kun med sikkerhed, at tempeltjenesten foregik uden afbrydelse fra år 33 til år 70, hvor romerne nedbrændte templet og jævnede både det hellige rum og det Allerhelligste rum med jorden.
Om det adskillende forhæng mellem de to rum hersker en dødens tavshed! Ingen vil vide noget om det mirakel, som (ikke mindre end) tre af Jesu disciple bevidner; hændelsen i templet, da forhænget mellem de to rum blev sønderrevet, blev foretaget – ikke ved nogen dødelig hånd, thi sønderrivningen af det tykke forhæng var udført ved en overjordisk magt – af Faderen selv.
Sønderrivningen var således ikke en handling, som blev foretaget i vrede. Det ar en triumferende gerning. Det var et svar på det spørgsmål, som den henrettede Messias, Guds Søn, råbte ud fra korset: ”Min Gud, hvorfor har du forladt mig.” Det var Faderens længe tilbageholdte svar. Hermed svarede Himlens og Jordens Gud med et voldsomt ryk, og templets forhæng flængedes – og de to rum blev til ét.
KVINDERNE FÅR VASKET VERDENS SNAVS AF SIG
Den dag, hvor jøderne anerkender, at de var meddelagtige i ugerningen, (og at de bærer deres del af skylden med hensyn til domfældelsen og henrettelsen af Jesus Kristus)… den dag bryder hele himlen ud i jubel, og det ganske univers vil triumfere over, at sandhedens time langt om længe er oprunden.
”Når den dag endelig kommer, og det spæde tiltag til et rigt åndeligt liv tager sin begyndelse, – ja, på den dag, hvor ’de undslupne i Israel ’ bliver ophøjet til at være et fornemt smykke for Zion, og enhver som endnu er i live i Jerusalem – på den dag, hvor kvinderne får vasket verdens snavs af sig, og blodet bliver skyllet ud af byen, da skaber Herren igen den sky, der beskytter om dagen og den ild, der oplyser nattens mørke, thi over alt, hvad der er herligt, skal der være et dække (Esajas 4:1-5, parafrase).”
*
Det bør da oplæses i alle landes parlamenter, at ’på den dag’, siger Herren, ’vil jeg søge at tilintetgøre alle de folk, som kommer imod Jerusalem’ (Zak.12:9).
”Jeg vil udgyde over Davids efterkommere og Jerusalems indbyggere en nådens og bønnens ånd, så de får øje på ham, de har gennembort (Zak.12:10, parafrase).”
”På den dag skal der være landesorg i hele Israel. Nationen vil synke i knæ under gråd og anger – både statsledere og profeter, præst og menigmand, hver familie for sig – ja, mand og kone hver for sig sørge og angre i enrum. Overalt vil sørgeråb stige mod himlen (v.12-14, parafrase).”
”På den dag skal en kilde springe op af jorden, for at kong Davids slægt og Jerusalems indbyggere kan blive vasket rene for synd og afgudsdyrkelse. Profeterne, som forgifter luften med deres løgne, vil jeg fjerne fra landet (Zak.13:1-2, parafrase).”
Hvis nogen derefter begynder at profetere falsk, skal hans egen familie ikke gå af vejen for at slå ham ihjel.
”Du profeterer falsk i Herrens navn! Derfor skal du dø!” vil de sige. De falske profeter med alle deres syner skal rødme af skam, og de skal ikke længere vandre rundt i profettøj og bedrage folk. Ja, de skal endog benægte, at de er profeter: ”Jeg er bare en simpel bonde,” skal de sige, ”og det har jeg været, siden jeg var ung. ” Og spørger man ham, hvad det er for sår, han har på overkroppen, svarer han: ”Sår? Na ja, dem fik jeg, da jeg besøgte nogle venner forleden (Zak.13:3-6, parfrase).”
*
Betaget må vi derfor læse Hebræerbrevets forklaring, som i detaljer forklarer os, hvad der skete efter Kristi opstandelse. Vi læser følgende fra Hebr.9:11-14):
”Nu er Kristus kommet, og han er blevet ypperstepræst (og skal således administrere ’den rette ordning’, som der her er tale om). Det vil sige, at Han nu står for virkeliggørelsen af ’alle de goder, som fra nu af er gældende’ (Hebr.9:11).
Han gik ind i et større og mere fuldkomment Tabernakel (det er den himmelske helligdom, som ’Moses så på bjerget’(Hebr.8:5-13).
Den er ikke gjort med hænder, det vil sige, at den ikke hører denne verden til (Hebr.9:11) Den er ikke bygget af mennesker, og den er som sådan hævet over vor jordiske verden. Den er ikke skabt af dødelige og tilhører derfor ikke den skabte verden – ja, den er faktisk overhovedet ikke en del af ’denne bygning’.
I denne himmelske helligdom gik Kristus efter sin opstandelse ind – ikke med blod af bukke og kalve men med sit eget blod én gang for alle, da han havde opnået en evig forløsning! Han trådte ind i det allerhelligste rum med sit eget blod (v.11).
Thi hvis blod af bukke og tyre og aske af en kvie, når det stænkes på det besmittede, helliger og bringer kødelig renhed, hvor meget mere vil da ikke Kristi Blod, fordi han i kraft af en evig Ånd frembar sig selv som et lydefrit offer Gud, rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud (v.13-15).
Hvis altså blod fra offerdyr gør urene mennesker rene, hvor meget mere vil så ikke blodet fra Kristus rense vor samvittighed fra den slags ’frugtesløse anstrengelser’, hvormed vi forsøger at stille Gud tilfreds og i stedet gøre os i stand til at tjene den levende Gud.
Ved Helligåndens hjælp gav han sig selv som et fejlfrit offer, og nu kan vi derfor vende os væk fra de ’døde gerninger’ for at bruge vort liv til en levendegørende tjeneste for den levende Gud (v.14, parafrase).
Læs under www.godcast.dk fra Johny Noer og under Profetisk Journal artiklen: ’FARVEL TIL EN FALDEN KULTUR’ (www.johnynoer.dk)
i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.
Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com
Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526
NOTA BENE:
Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 500 kr. (for pensionister og studerende 250 kr.)
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d. 03.02.2023.