BEMÆRKELSESVÆRDIGT INDGREB FRA GUD
Annette Foss er en glad kristen på vej mod de 70, og hun har her på det sidste oplevet en bemærkelsesværdig helbredelse, som er værd at lytte til.
Det er nemlig de færreste mennesker, som når helt frem til operationsbordet, og erfarer, at en ca. 45 årig læge sænker sine skarpe instrumenter og siger næsten undskyldende: ”Jeg finder ingen tarmkræft her!”
”Vi har undersøgt den højre del af tyktarmen, og finder nu alt normalt – vi har undersøgt venstre del af tyktarmen og finder alt normalt – og vi har undersøgt endetarmen og finder intet spor af den farlige mistanke. Vi har til sidst nøje undersøgt indgangen til tyndtarmen og finder ingen kræft.”
”Du kan godt stige ned fra operationsbordet. Jeg kan ikke forklare dette her – men du må gerne ta’ hjem. Efter kikkertundersøgelsen (koloskopi) d. 31. januar 2023 på Herlev Hospital har vi observeret, at alt er normalt med dig! Der er ikke brug for den mindste behandling…”
Dermed skrev lægen under på et dokument med en ulæselig underskrift (jeg kan kun gætte mig til fornavnet, som er med et stort P – og efternavnet, som er med et stort S. Der står kun, at jeg har fået ’noget afslappende medicin’. (Jeg var mildest talt rædselsslagen).
– men ikke et ord om vævsprøver, og (Gud være lovet) ikke et ord om ’behandlingen’.
”Jeg forlod hospitalet på denne høje, klare januardag som et frit menneske. Gud havde hørt og bønhørt de helliges bønner.
*
Hvad lægen ikke vidste var, at jeg søndagen forinden, d. 29. januar, gik frem til forbøn i den lille pinsemenéghed (som jeg tilhører), Nyt Håb, og pastor Bjarne Kjær sammenkaldte ’de ældste’, som salvede mig med olie og bad for mig.
Man havde gennem nogen tid bedt for mit helbred, for jeg havde fortalt, at jeg følte mig ’rigtig skidt tilpas’, og at mine ’hæmoglobin-prøver’ (undersøgelse for blod i afføringen, hvoraf den sidste var taget kun 10 dage forinden), var på et urovækkende højt tal.
Normalt ville jeg være på en talværdi omkring de 35. Normalområdet ligger maksimalt på 99 ug/l – men her var de steget til det alarmerende 493!
Så på denne søndag (to dage før jeg skulle på operationsbordet) fulgte de ældste i menégheden opfordringen, som den står nedskrevet i Ny Testamente, hvor apostlen Jakob skriver: ”Er nogen iblandt jer syg, skal han kalde menéghedens ældste til sig, og de skal bede over ham, efter at de i Herrens navn har salvet ham med olie. Så vil troens bøn frelse den syge, og Herren skal rejse ham fra sygelejet, og har han begået synder, skal det tilgives ham. Bekend derfor jeres synder for hverandre, og bed for hverandre, for at I må blive helbredt; en retfærdigs bøn har en mægtig virkende kraft… (Jak.5:14-17).”
Den kraft, som apostlen her taler om, mærkede jeg ganske tydeligt som en varm strøm, der gik gennem den øverste del af min mave. Det var særligt stærkt, da pastor Bjarne Kjær opfordrede menégheden til at rejse sig, og hver enkelt skulle række hænderne frem imod mig, mens de tog autoritet over sygdommen.
*
På selve operationsdagen var jeg meget bange. Man gav mig noget beroligende medicin. Klokken 09:45 skulle jeg køres ind på operationsstuen. Der var en forsinkelse! En halv time, som udfyldtes af en besked fra Bornholm på min telefon.
Jeg læser på Messenger: ’Sendt klokken 10:07’. (Otte minutter før jeg skal på operationsbordet).
En profetisk hilsen fra Frelsens Hærs kaptajnen, Benny Mikkelsens søn, Benjamin, som sammen med andre kristne er samlet på denne morgen, hvor de er i bøn for mig. Han skriver, og det er især omkvædet, som bevæger mig:
”Stå op i tro!
Vær helbredt i Jesu Navn!
Lad løftet slå rod i din sjæl.
Stå op i tro!
Vor Gud er din læge;
Han vil helbrede dig
og gøre alting vel!”
Hilsenen slutter: ”Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, og ved hans sår har vi fået lægedom (Es.53:5).”
Kort efter oplever jeg lægen i operationsstuen. Han læser rapporten fra kikkertundersøgelsen: ”Overalt i hele tarmsystemet er der fuldstændig normale forhold! Der er ingen tumor (svulst), ingen polypper, ingen hæmorider og ikke en eneste ridse…”
Lægen ser på mig. Helt uforstående, nærmest undskyldende. Så siger han: ”Jeg har ingen forklaring på det, der her er sket!” (Han står og ligner én, der faktisk vil sige: ’Undskyld, at vi har indkaldt dig’). ”Men der er intet tegn på noget som helst i hele dit tarmsystem.”
Sundhedsportalen giver samme besked: ”Ikke fundet noget unormalt!”
Lægen skriver: ”Patienten er indkaldt på baggrund af den høje blodværdi. Blodtab er dokumenteret af anæstesi, men intet blodtab er registreret! Blodtab er dokumenteret af OP, men intet blodtab er registreret! Overalt ses normale forhold!
Langsomt gik det op for mig: Det er så fantastisk, alt hvad her er sket! Herren har givet mig fuldstændig lægedom! Hvilket mirakel! Halleluja.
*
Lad mig i telegramstil meget kort fortælle om mig selv, at jeg nu er blevet 69 år, og at det altså er præcis så mange år siden, at jeg i 1953 så dagens lys i Slagelse.
Jeg kendte intet til Gud og det levende samfund med hans søn, Jesus Kristus, i de første år af mit liv. Det ændrede sig imidlertid efter nogle oktoberdage i år 2000, hvor jeg deltog i nogle møder med prædikanten Charles N’defon i et lille forsamlingshus i Ringkøbing. I februar året efter kom Jesus ind i mit liv, da denne prædikant holdt møder i pinsemenégheden på Drejersvej i København. I 2015 tilsluttede jeg mig pinsekirken Nyt Håb, Damhus Boulevard 28, 2610 Rødovre. (Det er let at huske, for kirken ligger kun 10 skridt fra busstoppestedet for bus nr.21).
Jeg kendte mit Fadervor som lille. Min mor, der var sygeplejerske på Slagelse Sygehus, har lært mig det. Min far, der var malersvend, ejede ikke en gnist af kærlighed til min tvillingesøster og mig – men det står tydeligt for mig, at da jeg var 13 år, stillede jeg mig en solskins-majdag ved kantstenen på Klosterbanken, og jeg løftede mine øjne til himlen og bad om fire måneders ’orlov’. Mine ben var tykke af en alvorlig nyrebetændelse. Jeg spiste 21 piller om dagen – og især de store penicillintabletter, som skulle udskille betændelsen, var svære for mig at sluge. Gud hørte min bøn, og jeg kom præcis fire måneder på sygehuset.
*
Som nittenårig dansede jeg en aften med en soldat fra Slagelse – og det blev et bekendtskab, som varede seks år. I 1983 blev jeg gift – og det ægteskab varede 24 år. (Som jeg har nævnt kom Jesus ind i mit liv ved årtusindskiftet – og det kunne det forhold ikke bære). I 2007 blev vi skilt.
Jeg husker især en periode i mit liv, hvor jeg var ’åndelig sulten’ og søgte hjælp i ’det alternative miljø’. Efter seks år (som 46årig) så jeg tomheden i ’den clairvoyante livsstil’, og jeg var som hjemløs!
I den situation fandt jeg Jesus, og det er ved hans forunderlige navn, at jeg i dag er frelst og helbredt – og har en flok af åndelige søskende, der er min familie og værn mod al slags uvejr.
… og så har jeg en sød lille hund, som har fået navnet: ’Josua’.
*
Dette vidnesbyrd, som jeg har færdiggjort, for at sætte det på min blog, er allerede blevet antaget af den kristne avis ’Udfordringen’, og vil (efter al sandsynlighed) blive offentliggjort i påskenummeret i år. Måtte Gud i sin nåde lade det ’ramme’ en sjæl, som netop står i den krisesituation, at der er opstået en farlig mistanke om kræft.
Lad os tro, at det ikke er en tilfældighed, at denne beretning ser dagens lys netop nu – og at der er al mulig grund til at fatte håb om, at denne mistanke kan blive gjort tilintet ved troen på Jesu Navn.
BEGYNDENDE OPVÅGNEN
Det begyndte i kapellet på Asbury Universitet, hvor en mindre gruppe studerende traditionelt samledes til bøn på en bestemt aften i ugen. Den aften indledte én af deltagerne med et bibelord fra Romerbrevet det tolvte kapitel, og man gav sig til at bede.
Efter bønnen ville man afslutte mødet og forlade kapellet, men rummet var fyldt med en bemærkelsesværdig ’sweet’ atmosfære, og ingen kunne få sig selv til at forlade lokalet. Resultatet er blevet, at der nu – næsten en måned efter denne første aftens samling – stadig er bøn i kapellet, og at den lille gruppe voksede gradvist, så at tusinder nu besøger kapellet, og der finder usædvanlige omvendelser sted.
Jeg har fulgt denne udvikling på nettet og nedskriver her en beretning med personlige kommentarer om den begyndende vækkelse blandt de studerende på Asbury Universitet.
Åndelig vækkelse begynder som oftest med, at nogle få troende er samlet til bøn. Nøjagtig som det skete på pinsedag, hvor de, der var tilhængere af Jesus fra Nazaret, var samlet for at påkalde Herren. Der står skrevet i Bibelen, at da pinsemorgen var oprunden i Jerusalem, ’var alle disciplene samlet på ét sted’. Der var en særlig forventning til stede, idet det nu var 40 dage siden, at Jesus var stået op fra de døde – og de, som her var samlet, havde alle oplevet, at i disse 40 dage havde Jesus ’vist sig for dem som den levende’, – ja, ved utallige undergerninger havde han givet dem det ene bevis efter det andet på, at han stadig var lyslevende iblandt dem.
Det opmuntrende ved den bevægelse, som unge mennesker i øjeblikket oplever i USA, er, at det er åbenlyst et værk som er begyndt af Gud. På pinsedagen i Jerusalem var det en ret kraftig begyndelse, idet de forsamlede pludselig hørte ’en voldsom lyd fra himlen’ (Ap.G.2:2). Det lød som ’en susen som et vældigt åndepust’ – ja, det har bogstaveligt været sådan, at de forsamlede har mærket ’en mægtig Guds ånde’, der blæste ind over de tilstedeværende. Det lød altså som et stormvejr, og det fyldte hele huset, hvor de sad.
*
Det, som præger ’Asbury-vækkelsen’ i USA, er unge mennesker, der søger Herrens åsyn på et kollegium. ”Nothing fancy, just hungry hearts,” hedder det i beretningen, som samler en stadig større kreds af unge studerende.
– og vi, som er på afstand i øjeblikket af denne åndelige opvågnen blandt de amerikanske unge, siger (i al ydmyghed) til dem: ”Vær altid glade, bed uden ophør, sig tak under alle forhold, thi det er Guds vilje med jer! Udsluk ikke Ånden, ringeagt ikke profetisk tale, prøv alt, hold fast ved det gode. Hold jer fra det onde i enhver skikkelse. Men Han selv, fredens Gud, hellige jer helt og fuldt, og måtte dog jeres ånd og sjæl og legeme bevares helt og holdent og uden dadel ved vor Herre Jesu Kristi komme!” (1.Thess.5:16-23).
SÆT PRIS PÅ JERES LEDERE
Det er uhyre vigtigt, som vi venter på, at Guds Ånd også sætter ’røre i vandene’ på vore breddegrader, at alle oprigtige kristne ’sætter pris på deres ledere’ (1.Thess.5:12). Mange af dem står i øjeblikket i en situation, hvor de kan blive overfaldet af medierne og de uansvarlige borgerlige myndigheder.
Men dem, der står dem nær, kan vidne om, at ’de arbejder hårdt og slidsomt iblandt jer, og de er med rette at betragte som ’jeres forstandere i Herren’, der hele tiden retleder jer (v.12). Derfor skal I også vise dem respekt og kærlighed!
Lad os for en gangs skyld holde ’fred med hinanden’ (v.13) – samtidig med, at vi opfordrer hverandre til at sætte de folk på plads, der ikke lever anstændigt. (Det hedder jo: ”Retled de uskikkelige’ … v.14).
Tag jer af de svage og vær opmuntrende overfor dem, som er ved at miste modet. Hav tålmodighed med alle! Ingen skal gengælde ondt med ondt, men stræb altid efter at gøre det gode både mod hverandre indbyrdes og mod alle (v.14).
*
”You are holy, holy
are you oh God almighty,
worthy is the lamb!”
… dette kor hørte jeg blive sunget af en stor skare studenter på Asbury Kollegiet, hvor dette omkvæd fyldte det store kapel i mere end en time. Mange unge blev ledt til Kristus, andre bekendte deres synder – og medens sangen fyldte den store sal og balkonen, så jeg unge mænd og kvinder i dyb tilbedelse af Herren Jesus Kristus.
På Lee University et par hundrede kilometer væk fra Asbury hørte jeg på nettet, at rektor Mark Walker havde observeret nogle få studenter, som samlede sig i kapellet. Medens han sad ubemærket på stedet, så han, at skaren voksede til 60-70 studerende. Efter et par timer var den vokset med andre 300 unge, som deltog i bønnen og som overgav deres liv til Kristus – og de veg ikke fra kapellet, som genlød af deres sang.
Bevæget fortalte han til Steve Strang, at det var 18-20 årige unge, som har oplevet denne generations aggressive kultur, og at det ’var et råb fra deres hjerter’ (’they cry out of their soul’).
*
Jeg hører forskellige fortælle, hvad de oplever ved den vind, som har blæst over Asbury i de seneste uger. Nogle ældre undervisere på universitetet beretter, at de så unge, som de kender, ’og som de aldrig kunne have drømt om, ville deltage i møder af den art’, løbe til kapellet. Der skete noget derinde, som de måtte have del i – ja, det var ligesom pilgrimme, der måtte frem til stedet, hvor de kunne møde Gud.
Samtidig indløber nyt fra andre steder i USA, hvor noget lignende er ved at finde sted – og man har et indtryk af, at ’God is on the move’ (Gud er ved at sætte tingene i bevægelse).
Modstand vil helt sikkert opstå fra kirkelig side. På begge sider af vejen til åndelig vækkelse er grøfter! På den ene side er de ’kritiske røster’, (som ser og angriber alt, hvad der findes af svagheder i den nye bevægelse) – og på den anden side er der de ’superåndelige’ (som ønsker at se det spektakulære og vrager det, som blot er en stille brise).
Et godt råd er at holde den flamme levende, som er begyndelsen – og det er bøn! Den bøn, som fødte bevægelsen, er den bøn ’som opretholder Guds værk…’
LEVENDE VAND I ET KNASTØRT LAND
Vækkelse nærmer sig! Aldrig har dens budskab været mere nødvendig for det enkelte menneske end nu. Men det er ’en skjult sult’, som breder sig i hjerterne! Det er ’en hemmelig tørst’, som nager den enkelte! Hele landet – fra Skagen til Gedser – råber til himlen for at få en åndelig regn, som kan opbløde de hårde hjerter og opleve en åndelig brise, som kan mætte de sultne og stille længslen – den umættelige søgen efter Gud.
Kun få bemærker imidlertid den hvidklædte skikkelse, som i det knastørre land bevæger sig gennem de udsultede egne. Af og til standser han ved en ensom brønd, og beder om noget at drikke. Mens den lokale befolkning stirrer på denne fremmede, hører de ham sige: ”Hvis I blot var klar over, hvad Gud kan give jer, og hvem det i virkeligheden er, som i dette øjeblik siger: ’Giv mig noget at drikke’, så ville I haste med at lære ham bedre at kende.”
Ja, så ville I sige: ”Giv os noget at drikke, for vi er på randen af det helt store sammenbrud. Og han, den fremmede, vil være parat til at give jer at drikke, og I vil da opdage, at det vand, han giver, er det reneste Livets vand.”
Men nu siger I: ”du har ingen spand at drage vandet op med, og brønden her er dyb. Hvor vil du hente det vand fra, som du siger, at du vil give os?”
”Alle, der drikker af det vand, som kommer fra brønden her, bliver tørstige igen. Det slukker kun jeres tørst for en tid,” siger den fremmede, ”men den, der drikker af det vand, som jeg giver ham, vil aldrig mere blive tørstig! Det vand, jeg giver ham, vil nemlig springe som en frisk kilde i ham, og det vand vil give ham evigt liv (Johs.4:10-15).”
Mange af de lokale folk på stedet begynder at tro på den fremmedes ord. ”Han er virkelig verdens frelser,” siger de – og han bliver på stedet i to dage, og der bliver en åndelig vækkelse i den by.
DE MENTE, DER VAR ET BEDEHUS
På sin begivenhedsrige rejse med evangeliet ankom Paulus også til den romerske garnisonsby, Filippi, hvor han blev i nogle dage. På sabbatten gik han og Silas ud gennem byporten og hen langs med floden, hvor de havde hørt, at der var et jødisk bedested.
Ingen af de to apostle var helt sikre, men ’de mente, at dér var et bedehus’ (Ap.G. 16:13) – og ingen af de to mænd var klar over, at de faktisk var på vej til det første evangeliske møde i Europa, og at de her skulle møde den første sjæl, der overgav sig til Kristus.
Da de kom til stedet, hvor Helligånden skulle udvirke det første under på europæisk jord, satte de sig og samtalede med nogle kvinder, som efter al sandsynlighed på sabbatten var kommet til det sted, for at bede til Gud.
En af kvinderne hed Lydia. Hun var fra Thyatira og handlede med purpurklæder. Hun havde sluttet sig til den jødiske tro og lyttede derfor opmærksomt til alt, hvad Paulus fortalte. Mens hun lyttede til den jødiske apostels vidnesbyrd og blev revet med af hans beretning,’åbnede Gud hendes hjerte’ (v.14), og hun tog hvert eneste ord til sig.
Da hun og hele hendes husstand var blevet døbt – så inviterede hun de fremmede prædikanter hjem til sig, idet hun sagde: ”Hvis I virkelig tror på, at jeg nu hører Herren til, så må I også komme og bo i mit hus i nogle dage.” Hun gjorde alt for at overtale de to apostle, og de tog til sidst imod indbydelsen…
Men her ender den bibelske beretning ikke! Den fortsætter i de næste par døgn, og vi får at se, hvorledes det tilsyneladende ’ubetydelige møde’, hvor der kun var ét menneske, som (i første omgang) tog imod Guds ord og blev døbt, nu viser sig at være af største betydning for hele det europæiske kontinent.
EN PIGE MED EN SPÅDOMSDÆMON
”Så skete det engang, da vi gik ud til bedehuset,” fortæller Paulus, – (og vi forstår heraf, at de har måttet opholde sig i Lydias hus i adskillige sabbatter, for det var i den tid, de besøgte det sted, hvor jøderne kom for at bede).
”… men så skete det, at vi en dag mødte en pige dér, der var besat af en spådomsdæmon. Hun var åbenbart en slave, som tjente mange penge til sine ejere ved at spå folk. Pigen fulgte efter Paulus og os andre, mens hun skreg: ”Disse mænd virker for den højeste Gud, og de fortæller jer, hvordan I kan blive frelst (v.17, parafrase).”
Det gjorde hun mange dage i træk, og til sidst blev det Paulus for meget; han vendte sig mod hende og talte myndigt til dæmonen: ”Jeg befaler dig i Jesu Kristi navn at forsvinde ud af hende!” I samme øjeblik forlod dæmonen hende (v.18, parafrase).”
Men det faldt ikke i god jord hos hendes ejere, der nu indså, at deres håb om fortjeneste var forsvundet. De greb fat i Paulus og Silas og slæbte dem hen til de romerske myndigheder på torvet.
”De her mennesker skaber oprør i vor by,” råbte de; ”de er jøder, og de lærer folk at leve på en måde, der ikke er tilladt for os romerne (v.21, parafrase).”
Folk blev nu opbragt og gik løs på Paulus og Silas, og dommerne gav ordre til, at de skulle prygles med knipler. Efter at man havde revet tøjet af dem og de var gennembanket, blev de smidt i fængsel, og fangevogteren fik strenge ordrer til at holde godt øje med dem. Derfor tog han ingen chancer men kastede dem i det inderste fangehul og spændte deres fødder fast i en træblok.
*
Ved midnatstid hørte de andre fanger, hvordan Paulus og Silas bad til Gud og sang lovsange – og hele fængslet lyttede til dem.
Pludselig blev hele bygningen gennemrystet af et mægtigt jordskælv. Alle døre sprang op og lænkerne faldt af fangerne. Fangevogteren vågnede og så, at fængslets døre var åbne. Han greb sit sværd og ville gøre en ende på sit eget liv, for han troede, at alle fangerne var stukket af, men Paulus råbte til ham så højt han kunne: ”Stands! Gør ikke dig selv fortræd! Vi er her jo alle sammen (v.28, parafrase).”
Rystende af angst, råbte fangevogteren: ”En fakkel! Kom med en fakkel! Hvorefter han styrtede ind i fængslet og kastede sig ned foran Paulus og Silas. Han førte dem ud af cellen og stillede kun det ene spørgsmål: ”Hvad skal jeg gøre for at blive frelst (v.30)?”
”Du skal tro på den Herre Jesus,” svarede de, ”så vil du og hele din familie blive frelst.” – Og så fortalte de om Jesus til ham og alle de andre, der var i hans hus.
Selvom det stadig var midt om natten, så vaskede fangevogteren deres sår, og umiddelbart efter blev han og hele hans familie døbt. Så tog han dem med ind i sin embedsbolig og gav dem noget at spise, og alle i huset var jublende glade, fordi de var kommet til tro på Gud (v.34, parafrase).
Læs under Profetisk Journal artiklen: ’SKRIFTEN PÅ VÆGGEN’ (www.johnynoer.dk)
i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.
Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com
Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526
NOTA BENE:
Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 500 kr. (for pensionister og studerende 250 kr.)
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.03.03.2023.