JUSTITSMINISTER PÅ KANT MED LOVEN?

Retsopgøret nr. 253

Danmarks justitsminister er – så vidt den jævne danske borger kan se – kommet på kant med en næsten 50-årig FN-konvention. Den siger, at ministeren har pligt til at respektere de danske borgeres ret til (citat): ’at sikre omsorg for deres børns religionsundervisning og moralske opdragelse i overensstemmelse med deres egen overbevisning’ (FN konvent.16.12.1966, art.18, stk.4).

(Den 67. paragraf i Danmarks grundlov siger stort set det samme).

Den 7. dec. 2018 fremlagde justitsministeren imidlertid et ’forslag til lov om ændring til straffeloven, hvori han præciserede, at en borgers tro ikke kunne tillægges formildende betydning ved en dommers fastsættelse af en eventuel straf.

Spørgsmålet er for det første, om en ministers pennestrøg kan sætte både grundlov og internationale konventioner ud af kraft – og dernæst om ministerens ihærdige forsøg på at komme den danske forfatnings og de mellemfolkelige forpligtelser over for borgernes trosbekendelse til livs, har at gøre med en personlig motivation?

BORGERENS TROSBEKENDELSE SAT UD AF SPILLET

Når Danmarks justitsminister personligt i januar 2019 har fremlagt et lovforslag om, at en dansk borgers (af staten godkendte) trosbekendelse ikke er ’en formildende omstændighed’ ved straffens udmåling – så er det et spørgsmål om lovens vedtagelse og ikrafttræden tre måneder senere er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser og landets grundlov? Når det i dag ved arrestation og dom kan gøres gældende, at hvis en dansk borger henviser til sin evangeliske tro (som er knyttet til kirkens af statsmagten godkendte trosbekendelse) så skal den handling, som borgeren er kendt skyldig i, straffes, uden at der (ifølge den nye lov) tages det mindste hensyn til en borgers (eventuelle) klare og vedholdende henvisning til den evangeliske trosbekendelse, som den danske stat i grundloven har tilsagt sin fulde støtte.

Justitsministerens nye trosparagraf er derfor (efter mange borgeres mening) i åbenlys modstrid med Grundlovens 67. paragraf, som vedblivende fastholder enhver danskers umistelige ret til ’at dyrke Gud i overensstemmelse med sin egen overbevisning’ (§ 67).

Selve begrebet ’at dyrke Gud’ lyder i manges øren som en lidt fremmed formulering. Man forestiller sig med denne noget gammeldags ordlyd, at denne ’dyrkelse’ har noget at gøre med nogle hedenske ceremonier. Imidlertid må grundlovens århundredgamle tekst respekteres, og dens lidt aldrende formulering fortsat – også i forbindelse med justitsministerens nyindførte trosbestemmelse – antages som absolut suveræn og i hver eneste forfatningsbestanddel erklæres for urokkelig.

At den troende danske borger besidder den rettighed, at ’dyrkelsen af Gud’ er og forbliver hans egen sag (og dermed er fri i den forstand, at ingen folkevalgt minister skal fortælle ham, hvordan eller hvornår eller med hvem han tør udøve sin gudstjeneste) – så berører denne grundlovsfrihed i høj grad justitsministerens nye paragraf! Dette vil jeg ved det efterfølgende eksempel forsøge at forklare.

EN SYNDIG HANDLING

Lad os sige, at der på Nørrebro i København findes et hjem, hvor familien oplever den – i forældrenes øjne sørgelige begivenhed – at den unge søn pludselig stiller med en homoseksuel ven og erklærer, at de to ’skal giftes på lørdag’…

Faderen søger ud fra sin evangeliske tro på Bibelen at forklare sønnen, at dette (ifølge de familieandagter, som der altid har været afhold i hjemmet) anses for at være ’en syndig handling’.

Sønnens kommende ’ægtefælle’ tager en sådan udtalelse som en ’åbenlys krænkelse’; der opstår en ordstrid, der ender med en politianmeldelse af faderen (i overensstemmelse med straffelovens § 266b – og faderen står nu for (indenfor de næste 14 dage) at skulle stille i retten.

Her vil han efter den gældende lovgivning (efter al sandsynlighed) blive kendt skyldig – og justitsministerens nye paragraf skal da tages i anvendelse! Hvis faderen skulle finde på til sit forsvar at henvise til den trosbekendelse, som indtil da har været familiens livsgrundlag, skal dommeren vende det døve øre til! Familiens tro og opdragelsesprincipper er udelukket som et argument for, at strafudmålingen mildnes. Borgerens tro har i dette tilfælde ingen betydning.

Den borgerret, at familiens far tillader sig at formane sin søn med henvisning til Bibelen, er i dette tilfælde sløjfet. Den er i denne sag sat ud af kraft!

HER GÆLDER INGEN ’KÆRE MOR’

Den grundlovsholdning, at en mand (som borger i Danmark) må have lov til at ’dyrke Gud’ i sit eget hjem i overensstemmelse med sin egen overbevisning, styrkes naturligvis ved, at hans Gudsdyrkelse er i overensstemmelse med den nationale kirkes bekendelsesskrifter. Da har den på forhånd (iflg. grl. 4. bestemmelse) statens blå stempel.

Hvis den pågældende far (på Nørrebro i København) i sin fortvivlelse har fremtaget Luthers lille katekismus og højtlæst for sønnen den tredje bøn i Fadervor: ’Ske din vilje som i himlene således også her på jorden’ – så vil han næppe kunne spærres inde af den grund – men hvis han kan tilføjer Luthers 500årige kommentar til denne bøn, så gælder (med den nye lov) ingen ’kære mor’. Da må der (ifølge den nye lov) ikke herske nogen formildende omstændigheder. Den evangelisk-troende far kan henvise tusinde gange til grundlovens omtale af Luther – hvis den gamle reformator ikke i dette 21. århundrede udtaler sig politisk korrekt, så er den omtalte familiefar en dømt mand. Hans tro på kirkens officielle trosbekendelse er i denne sag for intet at regne.

Men hvad er det, som kan være krænkende i Luthers kommentar til Fadervors 3. bøn: ’Ske din vilje som i himlen således også på jorden’?

Luther tillader sig her at sige, at (citat): ’Gud er parat til at bryde og forhindre enhver ond plan og vilje, som ikke vil lade Guds Navn blive helligt ej heller lade Hans rige komme’. Hertil kommer den (’fornærmende’) tilføjelse at (citat): ’onde planer af den art er djævelens værk, som er styret af verdens og vort køds vilje’. Og det hele slutter med denne reformatoriske erklæring (citat): ’ Det er Guds vilje at bestyrke og befæste os i Hans Ord og i troen – indtil vor sidste stund’!

Dermed er det sagt, og hermed falder dommerens hammer. En dansk borgers trosbekendelse er herefter ifølge justitsministerens nye lov uden betydning! Nørrebro-familiefaderen skal straffes – uden den mindste overbærenhed!

TROSBEKENDELSEN KAN IKKE FJERNES

Det ligger imidlertid i sagens juridiske natur, at hvis en dommer får besked på, at han i strafudmålingen ikke må se med milde øjne på den dømtes personlige motivering (hvis den har med hans tro at gøre) – så farver denne justitsminister-klausul hele sagsbehandlingen…

Den holdning, som på denne dag fordres af vort lands justitsminister, står – dette til trods – detaljeret nedfældet som en altid gældende og øverste orden i Danmarks 70. grundlovsparagraf.

Netop denne bestemmelse står som urokkelig, væbnet portvagt, der værner selve adgangen til borgernes religiøse og politiske rettigheder, og som ikke et øjeblik tillader en justitsminister at følge eventuelle egne motiver og dermed overskrider sine beføjelser.

Grundlovsbestemmelsen lyder nemlig sådan: ”Ingen kan på grund af sin trosbekendelse… berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder” (§ 70).

Det vil sige, at borgerens trosbekendelse under alle omstændigheder skal tages i betragtning, og hvis den harmonerer med den særlige trosbekendelse, som det er pålagt dronningen at følge (grl. § 6), så kan den ikke uden videre fjernes fra dommerens bord.

Spørgsmålet melder sig derfor: Hvorfor er justitsministeren så interesseret i at få gennemført en lov, der slæber den (her omtalte) troende familiefar fra Nørrebro for retten, og som udtrykkeligt giver dommeren besked på, at ’den mands tro ikke må tjene som en formildende omstændighed ved udmålingen af hans straf? Hvis justitsministeren skulle finde det berettiget at svare ved at henvise til, at netop ’den mands evangeliske tro ’ikke er lovens sigte, så må borgeren svare: ”Det fremgår ikke af loven!” Og med den ene sætning til den danske borger næppe turde sige mere. Han vil forholde sig forholdsvis tavs med hensyn til det, som adskillige tænker, at justitsministeren måske kunne have en personlig interesse i, at en medborger med ’den slags evangelisk tro’ (som Nørrebro-faderen lægger for dagen) ikke på nogen måde bør finde nåde for dommerens øjne…