ØVRIGHEDEN HAR SVÆRT VED AT SIGE TAK TIL GUD

Den altafgørende befaling, som Jesus gav sine efterfølgere, efter sin sejrrige opstandelse, indeholder et budskab til alverdens statsledere, som ingen af dem kan unddrage sig.

Han beordrede de tolv mænd til at gå ud i alverden for at ’gøre alle folkeslagene til mine disciple’ (Matt.28:19. ”I skal,” siger han, ”døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og I skal samtidig lære dem at holde alt det, som jeg har befalet jer – og når I gør det, vil I komme til at se, at jeg er med jer alle dage og indtil verdens ende (v.16).”

De forskellige statsledere, præsidenter, konger og guvernører bør altså være klar over, at de vil få besøg af udsendinge fra Himlens og jordens Gud, som har fået overdraget den befaling, at de skal undervise deres befolkninger om vejen til himlen, og hvorledes de skal leve deres liv her på jorden.

”Og nu I konger,” lyder det fra Herren i den anden Salme. ”Lad jer råde og vær kloge, og I jordens dommere, vær med til at tjene Herren (Salme 2:10).”

”I gør bedst i, at kysse Guds Søns fødder, så I ikke på stedet bliver knust af hans vrede, for hvis først den flammer op, så har I ikke en chance.”

”Tag jer i agt I verdslige ledere: Vær med til at arbejde for et urokkeligt rige. Vær taknemlige og derved tjene Gud, som det er ham velbehageligt med ængstelse og hellig frygt! For vor Gud er en fortærende ild (Hebr.12:28-29).”

”I behøver altså ikke at lede længe efter en måde, hvorpå I kan tjene Gud,” siger Herren. Her siges det sort på hvidt: ”Vær taknemlige og derved tjene Gud. Sig ham tak for alle hans velgerninger, for I ved fra skrifterne, at ’vor Gud er en altædende ild.”

Er det så svært at sige ned fra jeres høje taburetter og fremstamme en tak til Gud – I store embedsmænd, som ellers er så gode til at formulere jer, når det drejer sig om jeres politiske holdninger. I ligner i jeres optræden Herodes Agrippa d.1, der var konge i Jødernes Land fra 41-44 A.D. på en fastsat dag (hvor en fredsaftale skulle indgås) steg han op på tronen i fuld galla og holdt en brandtale for folket (Ap.G. 12:21, parafrase).

De mange mennesker, som lyttede til ham, brød på et tidspunkt ud i jubel og råbte: ”Han taler som en gud, ikke som et menneske. I samme øjeblik ramte en Herrens engel ham med Guds straf, fordi han solede sig i menneskers gunst uden at give Gud den mindste ære. Han blev på stedet ædt op af orme og døde (v.23, parafrase).”

En lignende straf vil blive vor tids statsledere til del, hvis ikke de omvender sig og ydmygt giver Gud den ære, som rettelig tilkommer ham.

ET ALVORSORD TIL DE VERDSLIGE LEDERE

Esters Bog taler mere end nogen anden bog i Bibelen, om de troendes kamp mod en politisk begavet embedsmand. Detaljeret følger den jødernes fjende nr. 1, agagitten Haman, der er blevet premierminister, og som står Guds folk efter livet.

Haman forelagde sit program for kongen, hvis hovedindhold var, at alle jøder skulle slås ihjel d. 28. februar i det efterfølgende år, og at al deres ejendom (beregnet til 345 tons sølv) skulle overtages af dem, som udførte ordren (Ester 3:13).

Denne ’forordning’ (der var ophøjet til lov) skulle offentliggøres for folkene i alle kongens provinser, så de kunne være parat til at udføre deres pligt på den fastsatte dag (v.14). Fordi der var nogle mennesker, som var rede til at blande sig i kongens og hans premierministers politiske beslutninger, blev denne rædselsdåd forpurret. Alt sammen på grund af et Gudsord, som i den afgørende time blev åbenbaret.

Esters Bog handler videre om den smukke, unge, forældreløse, jødiske pige, som boede hos sin onkel, jøden, Mordokaj, der senere viste sig at være mand med en usædvanlig politisk begavelse! Den gribende fortælling slutter nemlig med, at den ukendte Mordokaj forlader kongens palads iført en kongelig dragt i hvide og dyblilla farver. På hovedet bærer han en krans af guld og over skulderen en kappe af den fineste violette silke; hele byen Susa hylder ham! I provins efter provins, by efter by, hvor kongens nye lovbestemmelse (som annullerede den tidligere lov om jødernes dødsdom) blev offentliggjort, fejrede Guds folk den nye orden, og de råbte af glæde og voldsom lettelse – og mange andre folk i hele perserriget sluttede sig til Bibelens lære, fordi de frygtede Guds folk, som havde hindret den onde Hamans politiske masterplan.

*

Det afgørende punkt i historien om Mordokajs forældreløse kusine, Ester, er ikke den januardag i Kong Xerxes’ syvende regeringsår, hvor Mordokajs smukke ’datter’ (Est.2:7) blev ført frem for majestæten – og kongen tabte hoved og hjerte til den bedårende skønhed – ja, kronede straks Ester til dronning over sit vældige rige.

Nej, den afgørende dag i historien om dronning Ester er den dag, hvor Mordokaj sendte hende den frygtelige besked (om Hamans morderiske planer mod alle jøder) og tilføjede de alvorlige ord: ”Tro ikke, at du alene af alle jøder skal undslippe, fordi du er i kongens hus. Nej, dersom du virkelig tier ved denne lejlighed, så kommer der andetsteds fra hjælp og redning til jøderne, men du og din slægt skal omkomme. Hvem ved, om det ikke netop er for sligt tilfældes skyld, at du er kommet til kongelig værdighed (Ester 4:13-14).”

Disse ord er som bestemt for hver eneste kristen borger i Danmark. ”Du skal endelig ikke tro,” hedder det, ”at du er i sikkerhed, fordi du nu er gift med kongen. Du skal ikke bilde dig ind, at du vil gå fri, bare fordi du nu er i kongens palads! Nej, du kommer til at dele skæbne med dine landsmænd i denne nødens time, og Gud skal nok finde andre veje til at redde sit folk, men du og dine nærmeste vil komme til at lade livet sammen med dem, som står dette onde styre imod. Hvem ved, måske er det netop for at redde os alle fra at gå til grunde, at du er blevet ophøjet til at være en del af kongens hus.”

HAN GIVER RUM FOR EN NY TIDS POLITIKERE

Daniel, som i 70 år tjente ved perserkongens hof (som under seks åndelige og politiske rådgiver) definerer selv sin egen indsats med ordene: ”Lovet være Himlens Guds navn fra evighed og til evighed, thi ham tilhører visdom og styrke (Dan.2:20).” – ”Han lader tider og stunder skifte.” Det er Ham, der står bag årenes gang, og det er ham, som giver nye muligheder; dagene bliver anderledes og årene er aldrig de samme…

”Han afsætter og indsætter konger (v.21), giver nye styreformer, som leder folkene i den retning, som han har bestemt. Han sørger for, at folkeslagene ’får, hvad de har fortjent’, og han lytter til sine helliges forbøn, og lader dem forstå, at de under alle omstændigheder har magt med Gud. I nødens time giver han nemlig visdom til dem, der søger ham; men han afsætter ledende statsmænd fra deres poster for at give rum for en ny tids politikere og ’åndeligt ansvarlige’ – ja, han skaber nye brydningstider, som giver plads til hans ord, så at fordummelsen og forhærdelsen ophører, og folket vender sig og søger himlens Gud på ny.

*

Hvorfor er der uro i verden? Hvorfor lægger folk uduelige planer? Hvor tåbeligt af folkenes ledere at rejse sig mod Herren! Hvor dumt af de styrende at gå bag om hans ryg. ”Hvorfor fnyser hedningefolkenes statsmænd, og hvorfor tænker deres politikere kun på, hvad der er tomhed og forfængeligt (Salme 2:1, parafrase).”

Se, hvorledes de nu rotter sig sammen, og politikerne danner et komplot, som er mod Gud og fædrelandet! De råber: ”Lad os én gang for alle sprænge de rustne lænker og krænge de gamle, mørnede reb af os (v.2-3, parafrase).”

Det er tydeligt for enhver, at der kaldes til samling for at lægge yderligere planer både mod Herren og mod alt og alle, som er salvet med Hans Ånd. ”Kom,” råber de, ”det er demokratisk frihed, vi kæmper for! Lad os frigøre os fra tyranniet! (v.3, parafrase).

Da ler Gud, som troner i himlen! Det er en ildevarslende latter. Vreden, som lurer bag denne hånlatter ’forfærder dem’ (v.4) og ’de skælver af rædsel’. Så taler han til dem med dundren, og det er en tordentale, som gør dem bange (v.5, parafrase) Han siger: ”Jeg har dog indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg (v.6).”

*

Derefter følger et afsnit af den berømte 2. salme, hvor Gud må slå alle dem (med en knugende tavshed) som siger: ”Tro og politik har intet med hinanden at gøre! Bibelen blander sig aldrig i politiske spørgsmål. Der er en dyb kløft mellem et menneskes politiske overbevisning og så et menneskes personlige tro!

Salme 2 siger i den forbindelse: ”Hvad Gud har besluttet, vil jeg nu fortælle.”

Han, som her griber ordet, kan kun være Jesus, Guds Søn, for han fortsætter med at sige: ”Gud sagde til mig: ’du er min søn, I dag har jeg født dig’ (Salme 2:7, parafrase).”

(Nogle er lidt forundret over, at Skaberen ved Kristi fødsel bruger udtrykket: ’I dag’ – men de skal forstå, at Den Evige, som er hævet over tid og rum, ved Jesu undfangelse og fødsel ’bryder ind’ i menneskebørnenes verden og fastslår, at der herefter er ’en dag’, hvor Guds søn blev født).

Der eksisterer altså en dag i verdenshistorien, der ikke er som nogen anden dag – og der gives en time, som ikke kan sammenlignes med noget andet tidspunkt i jordens og menneskets historie! Dette historiske øjeblik skildres i Bibelen med disse ord: ”Jeg har dog indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg (v.6). ”

(Det lille ord ’dog’ er desværre faldet ud af adskillige oversættelser af Bibelen, men det hindrer ikke, at på grundsproget står der skrevet: ”På trods af alt dette har jeg indsat min konge! Alligevel har jeg gennemført min plan! Skønt der var hindringer, har jeg trods alt udført min vilje… v.6, parafrase).” Om dette fortsætter teksten i den anden Salme:

”Faderen sagde til mig,” (siger Jesus): ”Bed mig om det, og jeg vil til evig arv og eje på stedet give dig alle verdens riger og lande. Med dit jernscepter skal du knuse dem, som man knuser en skål af ler (v.8, parafrase)!” Når Herren siger: ”Jeg giver dig hedningefolk til arv og den vide jord i eje (Salme 2:8),” – så er vort fædreland, Danmark , inkluderet, og vore statsledere og de styrende ministre på Christiansborg bør som ingensinde før spidse ører, for Herren løfter i den forbindelse sit tusindårige jernscepter, hvormed han er i stand til (inden for kort tid) at ’knuse sine modstandere og sønderslå dem som var de blot en pottemagers skål af ler (v.9, parafrase).”

De demokratisk valgte ledere og landene opfører sig undertiden som ’enevældige konger’. De mænd og kvinder, som folket har givet fuldmagt til at føre nationen gennem krisetider, benytter sig af anledningen til, at optræde som ’enerådende herskere’, og det er med denne situation for øje, at vi skal lytte til Herrens ord i den omtalte tekst (Salme 2):

”- og nu I konger, vær kloge, lad jer råde I jordens dommere (v.10)!”

*

Sætningen er så direkte og så provokerende rettet mod nogle bestemte statsledere, at den ikke kan overses, ignoreres eller tolkes i nogen anden retning end den alvorlige tilrettevisning, som den er.

”Vær nu for en gangs skyld som ledere, der villigt følger visdommens vej og tager mod råd,” siger Herren – ”og I dommere på jorden: Vær ikke egenrådige og hovmodige, som folk man ikke kan tale med, men tag imod den lærdom, som trods alt ligger i dybet af folkelegemet, og som absolut må komme til orde i tider som disse!”

”Tjen Herren i frygt og fryd jer med bæven (v.11).” Dette er en direkte opfordring til at ’tilbede Gud’ – en henvendelse som gælder alle statsledere, som lever og regerer i disse sidste tider!

”Kys Sønnen, så han ikke bliver vred, og I forgår (v.12).” – ”I befinder jer nemlig i jeres høje hverv,” siger Herren, ”i en indflydelsesrig stilling, hvor Herren på ny griber ind i historien, og I gør absolut bedst i, at samarbejde med ham.”

”Nogle,” fortsætter Herren, ”har mere end andre brug for denne formaning, fordi deres egenrådighed har på det seneste nået en grænse, hvor det er med rette, at denne salme nu retter sig imod ’de konger, der rejser sig, og de fyrster, der samles til råd mod Herren og mod Hans salvede (v.2).

*

Alverdens verdensledere må i dette øjeblik være forstandige nok til, at de lytter til denne ’Guds advarsel’, som Salme 2 giver klart udtryk for. De bør fra denne stund beslutte sig til at ville ’tjene Herren’, hvilket vil sige, at de ført og fremmest i gudsfrygt bøjer sig under hans magt’ (v.10-11, parafrase).

At ’kysse Sønnen’ er et lidt gammeldags udtryk for ’at kysse hans fødder’ – og selv dette udtryk vil i vor tid være en opfordring, som de moderne herskere vil tilbagevise (ofte med en hånlatter) – men situationen kan indenfor dage udarte sig i retning af, at det synes at være den eneste måde, hvorpå en supermoderne statsmand (eller ledende kvinde) kan tilkendegive sin villighed til fremover at ’tjene’ den levende Gud med den magt, som er lagt vedkommende i hænderne.

Altså: ”Bøj jer i ærefrygt for Herren og kys hans fødder før det er for sent, og hans sønderknusende vrede bliver åbenbaret. Snart blusser nemlig hans vrede op og I vil da uvægerligt gå til grunde.” Skriftens opmuntring, som i den forbindelse siger: ”Lykkelig er den, der sætter sin lid til ham (v.12)!”

HJERTERANSAGELSEN

Det er en tid med større hjerteransagelse for de af Herrens tjenere, som er udvalgt til at spille en større rolle i den åndelige vækkelse, som Herren i sin nåde vil skænke sit folk i de sidste dage.

Dette lader Gud langsomt komme til syne i 2. Mosebogs beretninger om, hvorledes Moses var undervejs med sin kone, Zippora, og sin søn, Gersom (2.Mose 4:20), for at overlevere budskabet til Egyptens mægtige Farao, at han nu skulle lade de israelitiske slaver drage af sted for (som det blev sagt) ’at dyrke Gud i ørkenen’ (2.Mose 3:7-22).

”Undervejs i natteherberget kom Herren imod ham (Moses) og ville dræbe ham (2.Mose 4:24).” Dette er den mest besynderlige oplysning, som vi her bliver indviet i: ”Da Guds udvalgte mand, Moses, var på rejsen for at udføre Herrens befrielsesplan for sit folk i Egypten, ville Herren pludselig gøre en ende på Moses’ liv – ja, han var faktisk i færd med at fuldføre denne gerning en nat, hvor Moses havde søgt ly i et herberg for natten.

Vi kan forstå, at der var ’et eller andet’, som Herren var utilfreds med i Moses’ liv, og som han havde talt til ham om ’ved forskellige lejligheder – men uden resultat. Zippora greb i det afgørende og dramatiske øjeblik en skarp flintesten og omskar sønnen, Gersom, hvis navn antyder, at Moses ’var blevet en gæst i et fremmed land’ (2.Mose 2:22).

Som gæst var han undergivet den ældgamle lov, som på dansk udtrykkes med ordene: ’Skik følge eller land fly’. (Det vil sige, at enten må du underordne dig dette lands ’skik og brug’ – eller du må rejse bort til et andet sted, hvor du ikke længere er underordnet disse forhold.

Da Moses forlod sin svigerfars, Jetros, jurisdiktion, gjaldt denne ’beskyttelsesregel’ overfor Herren ikke længere; ikke så snart var Moses på vej til Egypten, før Herren lod sin fordring blive gældende, og Moses befandt sig pludselig over for en vred Gud, der krævede dødsdommen fuldbyrdet. Pagten, som i sin tid blev oprettet med Abraham, lød i sin korthed således:

”Det er en pagt mellem mig og dig,” siger Herren, ”der vil vare evigt. Jeg vil altid være din Gud og dine efterkommeres Gud, og jeg vil give dig hele landet, Kanaan – det land, hvor du nu lever som fremmed – til dig (1.Mose 17:7-8).” Gud tilføjede: ”Jeres del af aftalen er, at alle drenge og mænd skal omskæres! Det skal være tegnet på pagten mellem dig og mig (v.11-12).”

”Men de uomskårne, altså dem af mandkøn, der ikke på ottendedagen er omskåret på forhuden, skal udryddes af deres folk; de har brudt min pagt (v.14).”

*

Det natlige opgør i det ukendte herberg på vej til Egypten var altså et spørgsmål om ’overholdelse af den pagt, som Gud havde sluttet med Abraham generationer forinden. Moses var den skyldige – men da hans hustru, Zippora, så, at Moses var ved at omkomme, forstod hun øjeblikkelig den større sammenhæng, og greb i desperation en skarp sten og omskar på stedet sin førstefødte dreng, Gersom. ”Du er mig en blodbrudgom,” råbte hun, og beviste derved, at det ikke var af noget godt hjerte, hun udførte denne handling. Så lod Herren Moses være – men ’det ord brugte hun virkelig’, siger Skriften. ”Hun sagde ’blod brud gom’ med hensyn til omskærelsen (v.25-26).”

Læs under Profetisk Journal artiklen: ’EN GUDLØS REGERING TAKKER IKKE GUD(www.johnynoer.dk)

i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526

NOTA BENE:

Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 500 kr. (for pensionister og studerende 250 kr.)

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.12.05.2023.

Lignende Opslag

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *