GUD ER DEN, HAN ER!

”Af det, som vi indtil nu har læst (og lært), bør vi kunne forstå, at Gud ’er sig selv’ og ’har helt sin egen natur!” (erklærer Thomas d’Aquin og fortsætter): ”Guds ’væren’ befinder sig under alle omstændigheder i alt, hvad han har skabt! Der er intet ’tilfældigt’ ved Gud (som vi allerede har bevist).

”Hertil kommer (fra kap. 22:5), at alt det, der har sin egen ’væren’. Alt, hvad der kan defineres som ’havende sin egen eksistens) er en del af Guds skaberværk, thi Gud har helt og holdent sine gen ’Væren’.

Denne sublime sandhed lærer Moses at kende, da Gud taler til ham i 2. Mose 2:13, hvor der står skrevet: ”Men Moses sagde til Gud: ”Når jeg kommer til israelitterne, og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, hvad skal jeg så svare dem, hvis de spørger mig om hans navn?

Gud svarede Moses: ”Jeg er den, jeg er” og han sagde: ”Således skal du sige til israelitterne: ’Jeg er’ har sendt mig til jer!”

Heraf kan vi forstå og begribe, at Guds navn til alle tider og under alle omstændigheder er dette: ”Jeg er den, Jeg er!” (2. Mose 3:13-14) – Herren tilføjer i det følgende vers: ”Dette er mit navn til evig tid, og således skal jeg kaldes fra slægt til slægt!” (v. 15)

*

Vi hører i dette afsnit af Guds ord, at Herren fastholder sit navn (også i vor tid, hvor man vil ændre ’Guds ord’, – ja, hvor man drister sig til at kalde Gud ved et andet navn’ end: ’det ubevægelige, evigt gældende, altid tilstrækkelige og til alle tider uforanderlige: ’Jeg er, den jeg er’.

Gud gav Moses denne åbenbarelse (om den guddommelige beslutning, der lå bag hans kaldelse, at Moses skulle føre hans folk ud af Egyptens trældom).

Historien begynder med indledningen af det 3. kapitel, 2. Mosebog, hvor Moses er i færd med at vogte får for sin svigerfar Jetro. Det er tydeligt, at Moses havde slået sig til ro med dette liv, som han var endt i, efter at han var flygtet fra Farao i Egypten.

Han havde bogstavelig talt ’brændt alle broer’, der kunne føre ham tilbage til Egyptens kongehus – og han førte nu sine får så langt ud i ørkenen, som han kunne – ja, helt ud til ’Horebbjerget’, hvor han mente, at han kunne leve i fred for sine forfølgere.

TORNEBUSKEN STÅR I LYS LUE

Denne beretning har sin begyndelse i indledningen til kapitel 3 i 2. Mosebog, der fortæller os om Moses kaldelse ved den brændende tornebusk. Beretningen i Bibelen lyder således: ”Moses vogtede får for sin svigerfar Jetro (2. Mose 3:1). Han mente selv, at han var kommet til afslutningen af sit liv, og ’slog sig tilfreds’ med den tilværelse, som han nu førte – ja, han tænkte ikke længere på den oplevelse, han havde haft, hvor Gud havde kaldet ham til at føre hans folk ud af Egyptens trældom og til et land, som Han ville vise ham sidenhen.

”Guds engel viste sig for ham i en tornebusk, der stod i lys lue’, og det har afgjort sin egen betydning; den brændende tornebusk er billedet på Guds uventede besøg, hvor han pludselig møder sin tjener (på et tidspunkt og i en alder), hvor han mindst af alt ventede det!

*

Moses lagde først mørke til, at tornebusken blev ved med at brænde, uden at blive ’ædt af ilden’… og det ligger lige for at klargøre, at Gud sagde til sin gamle tjener, at han ikke mer skulle regne med sin egen alder (hvor han var dømt til at træde ud af sin tjeneste) og trække sig tilbage til en ensom tilværelse, hvor han ikke mere ville få nogen betydning for Gud.

Den ild, som brændte, blev simpelthen ved med at brænde, og busken som var dømt til (efter naturen) at ’falde sammen’ i en askehob, blev ved at eksistere (og fortsatte med at leve på trods af den fortærende ild, som omsluttede busken) – (2. Mose3:1-2).

*

Moses blev nysgerrig og ville undersøge sagen nærmere (v. 3). Det var endnu ikke gået op for ham, at han havde med Evighedens Gud at gøre – og at alting nu var muligt i den tjeneste, som han i øjeblikket blev kaldt til!

”Men da Gud så, at han nærmede sig, råbte han tilham inde fra busken (v.4).”

– ”Moses!”

– ”Ja, det er mig,” svarede Moses.

– ”Du må ikke komme nærmere!”

(Sådan lød det til Moses for de mange år siden), men efter den tid er der sket så meget. Jesus har blandt andet besøgt sit betrængte folk) – ja, Herren har åbnet en åndelig vej (ved sin tjener Jesus) – for at enhver, som tror, kan komme i den tjeneste, som Gud har beredt for dem i disse sidste dage.

Om dette har vi følgende at tilføje:

HVAD DER LIGGER I ’GUDS VÆREN’ – GUD HAR SIN EGEN VÆREN

”Af det, som vi har tilegnet os indtil nu, kan vi fastslå, at ’Gud har sin egen væren!” (Han har sin egen ’identitet’) beretter Thomas d’Aquin, og fortsætter: ”Af alt det hvorom vi kan sige, at det ejer ingen ’egen værdi’, gælder følgende regel: Den har (trods alt) den værdi, at den er (den eksisterer) – og den værdi kan man aldrig fratage den.

Hvis altså ’en ting’ ikke har nogen ’værdi’ (set med menneskelige øjne), så vil det sige, at den (trods alt) ejer noget, der udgør en ’højere værdi’. Den må (på en eller anden måde) ’eje i sig’ et formål, som er sammensat af et højere væsen.

Det er derfor, at de skabte tings væren/væsen (??) har fået en titel (som f.eks. ’mennesket’). Om ’Gud’ kan ingen fortælle om hans oprindelse (eller hvorledes han er sammensat). Gud har altså helt og holdent sin egen væren!” (konstaterer Thomas d’Aquin).

”Dertil kommer”, erklærer Thomas, der forfatter: ”Det eneste, der synes at være udenfor eksistens (af disse ting) er det, som er ’udenfor en eller anden form for definition!”

Faktisk er det sådan, at ’definitionen af en ting’ bestemmer, hvad den ting er! Heraf følger, at det kun er tilfældet, der afgør, om en ting ’er eksisterende’. Men hos Gud forekommer sådanne uregelmæssigheder aldrig!” (hævder Thomas). ”Gud er og forbliver (i det alt sammen) den evigt, uforanderlige Gud!”

*

HVAD DER LIGGER I ’GUDS VÆREN’

På baggrund af det, som vi allerede har fremlagt, er det muligt nu at træde et skridt videre frem og bevise, at Guds væsen ikke er noget som helst andet end hans væren’. ”Vi har (det viser sig nu) gjort gældende, at der eksisterer ’noget’ i dette univers, som nødvendigvis bevidner, at der er en Gud! (erklærer Thomas videre).

Følgeligt er dette væsen, som absolut må være til en ’personlighed’, der påstår, at han er den, han er! På samme måde eksisterer alle ting ved sin ’væren’. Det, som ikke eksisterer (ved sin blotte væren’) er ikke (i sig selv) en nødvendighed! Gud (derimod) er i sig selv såre nødvendig – og er dette ved sin blotte ’væren’ (hævder Thomas og slutter:

”Denne sandhed har de kristne prædikanter proklameret ved at forkynde, at dette (’at være’) er ikke ’et påfund, men at netop dette er ’en sandhed’, (som stemmer overéns med alt i naturen) men den kristne forkyndelse, som hævder, at Gud er og altid vil være!”

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.28.11.2025