ARRESTORDRE MOD ISRAELS PREMIERMINISTER

Den internationale Straffedomstol (ICC) har udstedt en arrestordre på Israels premierminister Benjamin Netanyahu.

I Israel er reaktionen øjeblikkelig: ”Man nægter os retten til selvforsvar,” lyder det fra den tidligere forsvarsminister, Yoav Gallant, der tilføjer: ”Og tilskynder til morderisk terrorisme.”

De dage er imidlertid forbi, hvor vi kunne blive nægtet retten til at forsvare os selv!”

Den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) blev kaldt til en ’haste forespørgsel’ om den foreliggende arrestordre på Israels premierminister, Benjamin Netanyahu. En talsmand for Det Hvide Hus’ Nationale Sikkerhedsråd siger (ifølge Reuters), at ’man ikke vil arrestere Netanyahu. USA afviser dermed grundlæggende domstols beslutning om at ’udstede arrestordre til højtstående israelske embedsmænd’.

”Vi er fortsat dybt bekymrede over anklagerens hastværk med at udstede en sådan arrestordre,” lyder det. Frankrig afviser arrestation, som er ’juridisk kompleks’. Amnesty International er kommet med en direkte opfordring til den danske regering. ”Når FN’s højeste domstol vurderer, at der er grundlag for at retsforfølge en højtstående embedsmand i Israel, tvinger man regeringen i Danmark til at forholde sig til sin egen position og eget bidrag til konflikten,” skriver Vibe Klarup, der er generalsekretær for organisationen i Danmark.

EU’s udenrigschef, Josef Borrell udtaler, at EU’s medlemslande skal respektere Den Internationale Straffedomstols (ICC) ’bindende beslutning om at udstede denne arrestordre’. Netanyahu kan herefter ikke sætte sin fod i de 123 lande, der har ratificeret ICC-statutten. Hvis han gør det, så har det pågældende land pligt til at anholde ham. Onsdagens beslutning fra den internationale straffedomstol er første gang, at ICC nogensinde har udstedt arrestordre mod lederen i et demokratisk land.

BIBELENS SVAR

”Når Menneskesønnen kommer med al sin himmelske magt sammen med en hærskare af engle, så vil han sætte sig på sin trone og dømme alverdens nationer med hensyn til dens forhold til Israel.

Englen vil samle repræsentanter fra alle lande og fremstille dem for Herren. Han vil adskille dem fra hverandre på samme måde som en hyrde skiller fårene fra bukkene.

Fårene vil han stille på sin højre side og bukkene på sin venstre side, og han vil sige til dem, der står til højre: ”Kom, min fars velsignede! I får nu adgang til det kongerige, der har stået klar til jer, siden alting blev skabt!”

Til dem på den venstre side vil han sige: ”Må Gud forbande jer! Forsvind til den evige ild, der allerede er gjort klar til djævelen og hans engle!” Disse vil da blive sendt af sted til den evige straf, mens de andre vil gå ind til den evige hvile (Matt. 25, fra vers 31 – 45).”

ISRAEL REJSER SIG SOM EN LØVE

Er dette øjeblikket, som de jødiske profeter har talt om i århundreder, og som Abrahams efterkommere har set frem til gennem utallige slægter, hvor Israel endeligt skal ryste hedningelænkerne af sig og erklære (med Herrens ord at: ’Judas og Jerusalems fangenskab er til ende’ (Joel 3:6)?

Er samtidig det verdenshistoriske øjeblik kommet, hvor ’alle hedningefolkene skal samles’ og repræsentanter fra hver eneste nation på jorden skal ’føres ned i Josafats dal’, og Herren selv ’vil gå i rette med’ hvert eneste land for Israels skyld’? (v.7)

Er dette timen, hvor regnskabet skal gøres op med hedningefolkene, som ’delte Israel’ og ’kaster lod’ om Guds eget land’? ”I gav en jødisk dreng for en skøge, og en hebraisk pige solgte I for en dunk vin, som I drak på stedet,” siger Herren (v.8).

”Thi, kom og se,” fortsætter Herre Herren i forbindelse med den forunderlige skæbne, som venter Israel!” (Joel 3:6) ”Det skue, som her udfolder sig for alle hedningenationers øjne, vil få jer til at skælve af forundring.” Herren taler altså om et tidspunkt i verdenshistorien, som godt kunne være ’vor tid’ – altså de dage, som vi oplever og hvor hele verdens øjne hviler på den lille hebraiske stat, som i øjeblikket kæmper mod sine fjender på syv fronter og hvis statsminister, man nu vil anholde og dømme for krigsforbrydelser.

Guds ord beskriver selv tidspunktet, (hvor alverdens medier koncentrerer sig om, hvorledes den jødiske stat klarer sig) med disse ord: ”Det er en tid, hvor jeg gør en ende på Judas og Jerusalems fangenskab (v.6).”

Dette må vække alle hedningenationernes opmærksomhed (inklusivt det danske folketing) for her er der tale om begivenheder, som er fastlagte på forhånd, og som vil få langtrækkende følger i fremtiden.

*

Gud vil altså vise (det forstår vi af det læste), at han her vil ’gøre en ende på Judas og Jerusalems fangenskab (Joel 3:6) – hvilket er ensbetydende med, at den tid, som beskrives i Pauli brev til romerne, nu uigenkaldeligt er forbi!

”Hvad er det for en tid?” spørger nogle.

Apostlen svarer: ”Det er den tid, som beskrives med ordene: Lad deres øjne blive formørkede, og bøj altid deres ryg!” (Rom.11:9) Denne lange og smertefulde periode i jødernes tilværelse er i vore dage ved at nå sin afslutning.

Det store spørgsmål er nu ved at blive besvaret, og det lyder sådan: ”Det er altså ikke for at de skal falde, at de snubler (Rom.11:11)?” – ”Nej, langtfra!” forklarer apostlen Paulus. ”Men ved deres fald kommer frelsen til hedningerne.”

DU TAGER KVÆLERTAG PÅ DINE FJENDER

Hvis dette er øjeblikket, som Skriften taler om, hvor Israel rejser sig, og én gang for alle sætter sine mange fjender på plads, så har vi at gøre med en enestående opfyldelse af den situation, hvor den gamle Jakob en dag sammenkaldte alle sine 12 sønner og sagde:

”Kom herhen til mig, så vil jeg fortælle jer, hvad der skal ske med jer i fremtiden. Kom og lyt til mig, Jakobs sønner, hør på jeres far, Israel!” (1. Mose 49:1-2, parafrase)

Til Juda (hvis landområde nationerne nu vil fordele til fordel for palæstinenserne) siger Jakob på sit dødsleje: ”Juda, dine brødre vil hylde dig, din fars sønner vil bøje sig for dig, for dine hænder tager kvælertag på halsen af dine fjender (v.8, parafrase).”

(- og militærstrategisk er det netop, hvad Israels tropper er i færd med at gøre).

*

Videre lyder det profetiske ord til Juda: ”Min søn, Juda, du er som en ungløve, der i ét øjeblik kigger op fra sit bytte” (for at scanne horisonten, om der er andre fjender, der tør nærme sig).

– eller: ”som en gammel løve, der lægger sig til ro” (efter at have besejret alt).

– eller: ”du er som en hunløve, ingen tør nærme sig!”

”Du skal nemlig beholde kongescepteret – det er dig, der skal bevare herskerstaven i din hånd, indtil han kommer, menneskesønnen, som alle adlyder (1. Mose 49:9-10, parafrase).”

Den enestående profeti, som daterer helt tilbage til ’Abraham, Isak og Jakobs epoke’, synes at være på tærsklen til sin opfyldelse netop i denne tid, hvor Israels fjender ryster af rædsel over Israels militærmagt, som fejer modstanderne til side, og som et rasende vilddyr hævner udåden, som fandt sted d. 7. oktober 2023.

*

Der gives altså folkeslagene ’et tegn på’, at ’de dage og den tid’ er inde, hvor Herren ’vender Jerusalems og Judas skæbne’ (Joel 3:6). Tegnet er, at ’alle hedningefolk skal samles’ (v.5), og Herren skal føre dem ned i ’Josafats dal’, og dér vil han holde rettergang med dem (v.7).

Nationerne skal altså være parat, ja, holde sig rede, for der vil blive stillet en vældig domstol op, og hvert eneste land på jorden må sende sine repræsentanter til denne begivenhed. (Også Danmark må berede sig til denne helt specielle ’rettergang’, hvor de nationer vil blive udskilt, som har bevist sig som ’Israels sande venner’ i en tid, hvor hele verden rejser sig mod Guds eget land).

’Rettergangen’ vil dreje sig om, at de enkelte land enten ’accepterer’ eller ’benægter’, at Israel er Guds land. Jøderne er Hans folk, og landet er helt og holdent Guds ejendom.

STILLER DANMARK SIG PÅ ISRAELS FJENDERS SIDE?

Dette forhold vil nationerne for øjeblikket ikke godtage. Det internationale samfund søger for tiden at bestemme, at Israel skal afgive Samaria, Judæa og den østlige halvdel af Jerusalem til palæstinenserne, som gør krav på dette område – og det vil nu have Israels premierminister bag lås og slå! Danmark hælder aktuelt til en afgørelse, som man i det politiske sprog kalder for ’en to-stats-løsning’, hvilket vil sige, at man finder det for muligt, at de to folk (Israel og Palæstinenserne) ’kan leve fredeligt ved siden af hinanden’.

Efter massakren d. 7. oktober 2023 (hvor 1200 israeler blev dræbt af Hamas), finder jøderne denne løsning for umulig – og man erklærer i Israel, at en to-statsløsning aldrig vil kunne gennemføres! Det seneste, som er sket i denne fastlåste situation, er, at den danske statsminister, Mette Frederiksen, har erklæret, at man (i dette tilfælde) ’burde gennemføre tostatsløsningen med magt.

*

Dette medfører, at Danmark stiller sig (med et sådant forslag) på Israels fjenders side – og den danske regering anbringer dermed Danmark og det danske folk i en (set fra Biblens synspunkt) ’farlig situation’.

Hvad bliver afslutningen på denne konflikt?

Det vil jeg prøve på at forklare her, hvor jeg vil vende opmærksomheden mod en periode i Biblen, hvor Israels folk i 40 år stod Herrens tilbud (om at ’hvile i Gud’) imod – og det kostede dem til sidst livet, så at de lå døde på den lange rejse – uden at opnå at sætte fødderne i det forjættede land.

(Må Gud give, at vi – fra nationerne – ikke skal komme til at opleve den tragedie, blot fordi vi ikke giver agt på syndens bedrag!)

AT FALDE FRA DEN LEVENDE GUD

I denne urolige tid, hvor politikere og den samlede verdenspresse ikke ved sine levende råd, lyder Herren ord krystalklart til hans menighed: Lad Kristi fred råde i jeres hjerter! Svigt ikke Israel i nødens time! Gør ikke fælles sag med Israels fjender!

’Kristi fred’ er større og mere effektivt end noget andet fredstilbud, som verden kan stille op med! Det er ’en hvile’, der lægger sig (som et blødt, varmt tæppe) over hele den menneskelige eksistens, og som er levende forbundet med den sejrsbevidsthed, som de troende har erhvervet. Og det er en fred, som er forbundet med at stille sig på Israels side i denne time.

Den, som er kommet til den ’eksistentielle tilstand’, som kaldes ’Kristi Fred’, er og bliver urørlig i sin hvile – og denne ’hvile’ er ikke bare en legemlig, sjælelig hvile, (som kan forstyrres når som helst af djævelen og verdensånden) men det er en ophøjet fred, som hersker overalt, hvor Gud har kontrol og udøver sin herlighedsmagt, og det er frem for alt en hvile, som følger de folkeslag, der er knyttet til Israel med det løfte, som Herren giver i Matt. 25:40: Jeg siger jer, at hvad I har gjort for den mindste af mine brødre (Israel), det har I gjort mod mig!

*

Når det med myndighed lyder sådan: ”Se nu til, brødre, at der aldrig nogensinde i nogen af jer skal findes et ondt, vantro hjerte, så han falder fra den levende Gud, thi jeg siger jer: Et sådant menneske skal ikke gå ind til mim hvile!”

At ’falde fra den levende Gud’ regnes altså her for en både ’ond’ og ’vantro’ handling!

Der er nemlig ikke den mindste tale om, at ’falde fra Gud’ (i almindelig forstand) – nej, teksten præciserer at det er ’den levende Gud’, der her er tale om (altså en Gud, som er ’nær og giver udtryk for at han er en aktiv deltager’ i det jordiske forløb) – ja, at han står på Israels side, når folkeslagene samler sig imod det.

En sådan ’altid tilstedeværende Fader’ er det en ugerning at forlade; det regnes (som omtalt) for en ’ond handling’. En utilgivelig vantro lægges til grund for den – og Herren siger med det samme: ”Et sådant menneske får ingen adgang til min hvile. Ja, jeg sværger ved mig selv, at jeg ’væmmes’ ved en sådan slægt’ (Hebr.3:10).”

Sådanne mennesker ’farer altid vild med hjertet (3:10) Deres rastløshed fører dem uafbrudt på vildveje, for de ’vil ikke vide’ af den rolige vej, som jeg viser dem.

”Derfor pålægger jeg jer, at formane hverandre (v.13) hvilket påbud, jeg her tager yderst alvorligt) og I skal vedholdende blive ved med at formane og advare hinanden – ja, hver eneste dag (så længe der er noget, der hedder ’i dag’, så at I dermed forhindrer, at der er nogen iblandt jer, som falder for djævelens bedrag, så hans hjerte bliver hårdt som sten på grund af den megen synd.

For jeg siger jer, at ’I har del i Kristus (v.14… og hans overordentlig store fred) såfremt I holder fast ved den barnlige tillid, som I havde i begyndelsen – ja, forbliver urokkelige indtil det sidste i jeres forhold til Israel!

Hvis der altså er nogen iblandt jer, der hører Herrens stemme tale til ham i dag, så skal vedkommende ikke gøre sig hård på samme måde som jeres fædre gjorde, dengang de gjorde oprør mod mig i ørkenen!

*

Hvem var det nemlig, som gjorde sig hård, da Gud talte, og dermed undlod at adlyde? (Hebr.3:16, parafrase). Var det ikke ale dem, der forlod Egypten under Moses (og som havde oplevet den levende Guds vældige befrielses indsats ved at sætte Farao på plads?)

Hvem var det, at Gud væmmes ved i 40 år under den lange vandring i ørkenen? Var det ikke dem, der til sidst gjorde oprør imod Gud og bagefter lå spredt som lig i den store vildmark? (v.17)

Hvem var det, at Gud aflagde ed på, at de nogensinde skulle komme ind i det forjættede land (og opleve Guds hvile?) Var det ikke hele den oprørske slægt, som stod Herren imod under den lange vandring?

Godt! Så ved I altså, at det var på grund af deres vantro, at de ikke nåede frem! (v.18, parafrase) Denne tugt har Israel måttet udstå, men nu synes det, som om Herren vender Israels skæbne, og det har rejst sig som dyrenes konge og lader sig ikke længere underordne hedningenationernes dom.

*

Måtte Danmarks regering forstå dette og ikke indordne sig under Europas arrestordre af Benjamin Netanyahu. Den danske kristne menigheds øjne hviler i dette øjeblik på statsministeren Mette Frederiksen og på udenrigsministeren Lars Løkke Rasmussen. Hvilken stilling vil de tage med hensyn til, at landet skal sørge for at efterfølge EU’s stilling vedrørende politiets forpligtelse til at træde i aktion og sørge for, at håndjernene klapper og Israels premierminister bliver fængslet i samme øjeblik, han sætter foden på europæisk jord?

Det utrolige er sket! Danmark har (til manges forfærdelse) givet et sikkert svar: Det vil – i modsætning til USA – handle imod den israelske stat.

BRÆNDE ALLE AFGUDSBILLEDERNE

Det er på tide, at lovgiverne i Danmark (det danske folketing bliver fortalt, så de én gang for alle forstår) at når de har at gøre med Israel, så har de samtidig at gøre med Israels Gud!

Og når de har at gøre med Israels Gud, så har de tillige at gøre med Jesus Kristus; og når de (som ansvarlige lovgivere) har at gøre med Jesus Kristus, så står de på samme tid over for Guds Helligånd, som ’skal vejlede dem til hele sandheden’ (Johs.16:13).”

Lovgiverne i Danmark bør tillige fatte og forstå, at når de beskæftige sig med Israel, så har de med et land og et folk at gøre, til hvilke Gud har talt gennem Moses og sagt: ”Du er et folk, der er helliget Herren, din Gud; dig har Herren din Gud udvalgt til sit ejendomsfolk blandt alle folk på jorden (5. Mose 7:6).

Det vil sige, at lovgiverne i Danmark har med et udvalgt folk at gøre, et folk, der er helliget Herren, et folk, der er hans ejendoms folk – og de slipper ikke godt fra at røre dette folk.

”Hør her, hvad I skal gøre ved de andre folk, som I kommer til at bo iblandt: I skal rive deres altre ned, og de gudestatuer, de tilbeder, skal I knuse (5. Mose 7:5, parafrase).”

Som et folk, der nu tilhører Herren, skal I ikke have det mindste samkvem med de afguder, som den gudløse nation før os har tilbedt.

Det betyder, at de pæle, som folket i det land har rejst, for at dyrke f.eks. hedningeafguden ’Ashera’, dem skal I save op og brænde alle afgudsbillederne på et kæmpebål, som lyser op i hele det hedninge-mørke, som har hersket på det sted!

Gud ser jer som et helt særligt folk! Han har udvalgt jer blandt alle andre, og I skal fra nu af tilhøre ham alene (v.6). Det er ikke, fordi I er større eller stærkere end de andre hedningefolk, som bor omkring jer – tværtimod er jeres folk det mindste af dem alle sammen. Men Gud elsker jer, og han holder altid sine løfter! Husk, hvordan han brugte sin store magt til at føre jer ud af Egypten og redder jer fra Faraos slavetilværelse (v.7)!”

MENNESKER VED, AT GUD HAR HERREDØMMET

Det danske folk har lært Gud at kende i mere end tusinde år, og de har lært at forstå, at eftersom Gud er til, er det en Herre, som ligger helt udenfor menneskets fatteevne! De tror derfor på apostlen Paulus’ forklaring, at ’Gud er den, hvem intet menneske har set, og heller ikke kan se, eftersom han bor i et utilgængeligt lys (1.Tim.6:16).

Skaberen af ’alle ting’ har sørget for, at der ikke er noget menneske, der kan se ham (i hans fuldkomne enevældighed), men de kan ’ane noget’ af hans væsen, ved at han i sin nåde åbenbarer sig. Når det sker, så falder mennesket øjeblikkeligt på knæ og udbryder: ”Ham være ære og evig magt!” Og de tilføjer alle i ét: ”Amen!” for de ved, at det er til ’deres evige bedste’, at Herredømmet over alt det skabte (og menneskers gerning på jorden) ligger i den guddommelige skaberhånd.

Danske teologer har (som det er sædvane) beskæftiget sig med ’Guds ufattelighed’. Især den ubegribelighed, som er blevet betonet af den danske filosof, Søren Kirkegaard. Han hævder nemlig, at den ’absolutte forskel’, der eksisterer mellem Gud og et menneske, er så stor og udpræget, at et menneske ikke kan fatte det – med undtagelse af de mennesker, som får Guds væsen åbenbaret!

Den måde, vi kan opfatte Guds ufattelighed på, finder vi udtrykt i indledningen til Johannesevangeliet, hvor der står skrevet: ”Ingen har nogensinde set Gud, men den enbårne søn, som er i Faderens skød, har kundgjort ham (1:18).”

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’LØGNEN HOVERER OVER SANDHEDEN’ (www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.20.12.2024