JØDERNE I RUSLAND

Beretning fra min lange rejse til Jerusalem

Et sted i Rusland, i Ukraine, der er en rabbi med hår som sne. Hans hænder løftes mod tempelbjerget; hans sang omhandler, hvad han kan se: ”To tusinde år er mange dage. Hvor findes den, der kan tælle dem? Men snart, mit folk, er vi tilbage: til næste år, – Jerusalem!”

Med en let hånd strøg jeg over det blafrende papir med digtet, som lå ved mercedes-bussens forrude. Jeg havde aldrig haft i sinde at bringe disse små vers om den jødiske rabbi ind i Rusland. Men nu var de både læst og oversat til russisk og på vej til det store Rusland.

Foran os var en rejse på 400 miles, før vi kunne nå frem til Kiev. Jeg begyndte at se nærmere på vejene, som vi kørte ad. Ville vor pilgrimskonvoj med de store beboelsesvogne og gammeldags traktorer være i stand til at tilbagelægge denne strækning? Ville vi i det hele taget få tilladelse af de sovjetiske myndigheder til at køre til Kiev?

Gennem århundreder er Kiev af tusindvis af pilgrimme blevet betragtet som ’Den hellige Stad’ i Rusland. Fra hele verden har rejsende gennem alle generationer haft de gyldne kupler i Kiev – Pechersk Laura som pilgrimsmål.

Pilgrimme har ingen politiske hensigter. Den lærde russiske historiker V.A. Shideko understreger denne kendsgerning i et lille hæfte, som han skrev om Kievs Laura. ”Pilgrimme fra hele det russiske imperium har gennem tiderne flokkedes til Laura i Kiev for at søge Guds nåde,” skriver han. ”For dem var Laura altid et stort og forunderligt tempel.”

Et af de kulturelle resultater af den socialistiske oktoberrevolution er blandt andet, at dette ’forunderlige tempel’ er blevet genopbygget og bevaret for eftertiden. Stedet er i dag ’ved sovjetisk lov’ blevet erklæret for en ’ubrydelig del af hele verdens kulturelle arv’ – hvilket faktisk betyder, at dette ’hellige sted’ tilhører alle. Som pilgrimsmål må stedet betragtes som en gave fra Sovjet til alle verdens folk.

… og nu var jeg altså på vej som ’pilgrim til Jerusalem’ gennem Ukraine mod Ruslands ’hellige stad’, byen, hvor prins Vladimir favnede kristendommen for nøjagtig 1000 år siden. Karl Marx kalder denne periode (980-1015) for ’kulminationsårene i Ruslands historie’.

MED DISSE ORD BLEV VI SENDT AF STED

”Drag til Rusland og se, om vi som pilgrimme må have lov at komme til det sted,” havde de ældste i pilgrimskonvojen sagt før de sendte os afsted. ”Find ud af, om der er tilladelse for os at knæle under det store kors på Vladimir-højen ved floden Dnjepr, hvor vore kristne brødre blev døbt for 1000 år siden. Undersøg om de internationale love, der alle steder giver pilgrimme adgang til de hellige steder, respekteres i Sovjet Unionen!”

Med disse ord blev vi sendt afsted på vor lange rejse til Kiev.

Hvad vi imidlertid ikke vidste noget om, var den ulykke, som langsomt var ved at udløses fra Chernobyl, kun 130 km. Fra den gamle ukrainske hovedstad, Kiev. Den 26. april 1986 blev Kiev hjemsøgt af den næsten apokalyptiske katastrofe, som siden er gået under betegnelsen ’Tjernobyl’. Mørke skyer med radioaktiv regn bevægede sig fra Kiev ind over hele det europæiske kontinent og rejste i de efterfølgende uger en storm af protest mod uansvarlig brug af kernekraft. Tjernobyl beviste i løbet af sekunder, hvor sårbart hele vort globale fællesskab er, dersom der bare fra en nations side udvises ansvarsløshed med hensyn til brugen af atomkraft.

Hvad vi heller ikke kendte noget til, var de dybere lag af lidelse, som lå skjult under vort rejsemål, og som først dukkede frem, da verdensoffentlighedens interesse to år senere samlede sig om Kiev.

’DEN SORTE MARK’

Tjernobyl var en tidlige jødisk shtetl (by). Under 2. verdenskrig blev hovedparten af den jødiske befolkning dræbt af nazisterne og deres ukrainske hjælpere. Efterkrigstidens Tjernobyl, som åbenbart på ukrainsk betyder ’den sorte mark’, er ifølge ’Samizdat’ bygget ovenpå jødemassakrens grave. Efter at det første kernekraftanlæg blev bygget her i 1977, er området blevet lukket for almindelig beboelse. Ukraine er imidlertid stadig den af Sovjet-republikkerne, som har landets største befolkningsantal. Af Kievs 2.500.000 indbyggere var 180.000 jøder.

Foruden at ramme et sovjetisk atomanlæg, bygget på en jødisk massegrav, bragte Tjernobyl katastrofen atter opmærksomhed omkring den begivenhed, som fandt sted i Kiev den 28. september 1941.

Allerede tidligt på formiddagen var Kiev og omegn fyldt med plakater, som opfordrede alle jøder til den efterfølgende morgen at melde sig på et nærmere angivet sted i nærheden af den jødiske kirkegård. Den efterfølgende dag meddelte det ansvarlige SS-kompagni, at nøjagtig 33.771 jøder var blevet dræbt. Under nazi-besættelsen blev ’Babi Yar’, som er det angivne sted, henrettelsesområdet for 90.000 jøder. Først omkring 20 år efter rejste russerne på stedet et mindesmærke for ’nazisternes ofre’ – men jøderne er ikke nævnt med et ord! Tjernobyl-katastrofen bragte atter disse mørke begivenheder på alles læber – og nogle så ulykken, som ramte en af Sovjets ’brødkasser’, som et forvarsel på en række plager, der i de kommende år vil få Sovjet Unionen til at ændre holdning med hensyn til de mange jøder, som fra dette område stadig ønsker at emigrere til Israel.

DEN ’FARLIGE SANG’

Vi havde nu passeret den første grænsepost. Det eneste man havde spurgt os om, var en stump papir med et digt. Vinden susede ind under papiret ved bilens forrude. Det var, som blev der atter blæst liv i sangens ord – en melodi ude fra de store stepper.

Medens vi kørte videre frem, begyndte jeg at nynne første vers i den ’farlige sang’:

Et sted i Rusland,

i Ukraine,

der er en rabbi

med hår som sne.

Hans hænder løftes

mod tempelbjerget,

hans sang omhandler,

hvad han kan se:

”- to tusind år

er mange dage.

Hvor findes den,

der kan tælle dem?

Men snart, mit folk,

er vi tilbage:

– Til næste år i Jerusalem!”

”Hvilken forbindelse har De egentlig med jøderne?” blev jeg spurgt ved den russiske grænsepost. Jeg fik ikke en gang tid til at tænke, før svaret var på mine læber: ”Bibelen!”

Officeren nikkede med et eftertænksomt smil. ”Selvfølgelig!” sagde han.

Jeg rettede på det blafrende papir bag bilruden og fortsatte min stilfærdige solosang medens bussen rumlede hen over den russiske ’motorvej’…

Et sted i Rusland,

i Ukraine,

der er en rabbi

med hår som sne.

Hver gang han synger

og læser bogen,

fortæller han,

hvad snart må ske:

”Jeg ser dem kommende

fra mange lande!

Jeg ser dem komme;

de vender hjem!

Hans øjne stråler

hver gang han synger:

til næste år i Jerusalem!”

’VI ER ALLE LIGE’

”Vor Sovjetstat har ingen eksil-jøder,” havde den russiske officer sagt. ”I vort land er der ingen, der lever i udlændighed. Ingen er ’fremmede’ hos os. Vi er alle lige!” Han kunne ikke anerkende, at 2,7 millioner jødiske mænd, kvinder og børn, som lever og ånder på sovjetisk jord, er som fremmede og befinder sig i udlændighed – i forhold til Jerusalem!

Jeg vendte papiret med digtet på bilens forrude. Det var blankt. Der var ikke flere vers. Kun halvdelen af sangen om den russiske rabbi var blevet fundet i min bibel. Resten af rabbiens historie må været gået tabt et eller andet sted i vesten. Mens jeg med den fløjtende lyd fra forruden søgte at fastholde melodien, prøvede jeg at huske resten af sangen:

Et sted i Rusland,

de tog en rabbi

til fjerne skove,

fyldt med sne

– hvor hjertet fryser

og ingen synger

om det de fordum

kunne se:

Og da en morgen

en rabbi lagdes

ved stenen til

hans sidste hjem,

da stod en stum

hebraisk indskrift:

”Til næste år i Jerusalem!”

Hvis jøder i dette land ikke blot er ’fremmede og udlændinge’, tænkte jeg – men de bliver ført til ’fjerne skove fyldt med sne’, så er det begyndelsen til enden for det sovjetiske imperium. Jeg kender ingen nation og folk i historien, som har lagt hånd på jøderne – og er sluppet godt fra det. Men hvorledes var sidste vers af rabbi-sangen:

Et sted i Rusland,

i Ukraine,

der spirer ordet

som blomst i sne

om alt det store,

den rabbi sagde

– om alt det store,

han kunne se:

”Jeg ser dem komme

fra mange lande.

Jeg ser dem komme,

de vender hjem!

Og stenen taler

på bibelsproget:

’Til næste år i Jerusalem’!”

I ER IKKE I AMERIKA

Næppe var vi kommet ind på det hotelværelse, som vi af myndighederne var tvunget til at lade os registrere på, før vor to-årige Jonathan faldt og slog hovedet mod en skarp bordkant. Mens jeg prøvede at standse blodet, som strømmede fra en dyb flænge i drengens pande, blev jeg overrasket over at se, hvor hurtigt en læge og en sygeplejerske ankom. En ambulance kørte os hurtigt til hospitalet, hvor en smilende læge i hvidt tog den grædende dreng ud af vore arme. Jeg fik ikke lov at følge med ind på operationsstuen, men det gjorde intet, jeg kunne ikke andet end have tillid. Der var noget effektivt over den rytme, som alle bevægede sig i. Jeg vidste, at det, der blev gjort, ikke kunne gøres bedre.

Få minutter efter vendte den hvidklædte læge tilbage med Jonathan. Han var rolig og havde fået et fint lille sting over det ene øje. ”Vi vil gerne se Dem igen om et par dage,” sagde lægen på flydende engelsk. ”Sørg nu endelig for, at Deres ferie ikke bliver ødelagt af dette lille uheld!”

”Tak,” svarede jeg, ”hvor meget skal vi betale for dette?”

”De skal intet betale!” Han så på mig med overraskelse og stolthed. ”De er ikke i Amerika,” tilføjede han leende. ”De er i Sovjet Unionen!”

Fra den dag var lille Jonathan med bandagen omkring hovedet hotellets helt. Alle syntes at kende historien. Hvor han end stavrede afsted på sine små tykke ben, rakte ivrige hænder ud efter ham. Unge og ældre ’mødre’ fik overalt fat på ham og hviskede dejlige russiske ord i hans øre. Han fik en masse våde kys og søde sager i de dage. For Jonathan var denne del af verden som paradis.

*

Det var også her, at det sovjetiske Intourist-service hjalp mig i forbindelse med en russisk-jødisk familie. Jeg var bevæget ved at møde disse menneskers gæstfrihed. Vi prøvede at gøre os forståelige overfor hinanden på Yiddish. Det blev et uforglemmeligt møde – også fordi noget usædvanligt hændte, som jeg tror har en særlig betydning.

Under måltidet kom en ældre jødisk kvinde, som tydeligt havde gangbesvær, hen til mig. Hun holdt i sin magre, krogede hænder en stor gul kuvert. I lang tid stod hun og stirrede på mig. Så sagde hun noget på russisk, som jeg ikke forstod. En ung mand fra familien oversatte.

”Hun vil gerne vise Dem noget,” sagde han. Jeg nikkede og smilede opmuntrende til hende.

Hun smilede ikke tilbage. Hendes dyb, mørke blik sank dybt ind i mit.

”Hun vil gerne vise Dem et billede,” fortsatte den unge mand.

Med rystende hænder åbnede den gamle kvinde den gule kuvert. Mens hun fremtog et billede på størrelse med en bog, holdt hun ikke inde med at stirre ransagende på mig.

”Hvad er det?” spurgte jeg tøvende. Den gamle kvinde svarede mig ikke. Den unge mand forklarede: ”Det er et billede af hendes far.”

Hun rakte mig fotografiet. Det viste en ældre, hvidskægget, jødisk rabbi. Hans hår var som sne. Hans øjne var dybe og mørke, og han så ud, som om han betragtede noget stort og smukt langt borte. Hans ansigt var præget af lidelser. Han lignede en mand, som har været fængslet for sin tro.

Den gamle kvinde kneb øjnene sammen som i stor smerte. Tårerne begyndte at pible ned ad hendes furede kinder. Den unge mand sad tavst og stirrede spændt på os.

”Er det…?” begyndte jeg.

Den gamle nikkede. Hendes øjne var stadig lukkede. Tårerne strømmede ned over hendes skælvende læber. Ingen af os talte.

”Jeg, Herren din Gud har bragt dig til dette sted i denne time.” talte en røst i mit hjerte. ”Jeg har spundet tråde mellem dig og denne hyrde for Mit Folk. Hans bønner hørte Jeg og råbet fra Israels børn. Jeg har set de plager, som undertrykkere har bragt over Mit Folk – og Jeg er kommet Min pagt i hu! Derfor siger Jeg til Israels børn: ’Jeg er Herren, og Jeg vil udfri jer fra det trællearbejde, som jeres undertrykkere har pålagt jer. Jeg vil frelse jer fra jeres trældom og udløse jer med udstrakt arm og med vældige straffedomme’ (2.Mose. 6:5-6).”

Den gamle kvinde åbnede sine øjne. Hun smilede. En stribe af solskin gled over hendes ansigt. Et øjeblik sad jeg tavst med billedet af den gamle, jødiske rabbi mellem mine hænder. Så rakte jeg det tilbage til kvinden. Hun tog forsigtigt imod det og pakkede det omhyggeligt ind i den gule kuvert. Så vendte hun sig besværligt og haltede tilbage ind i et andet rum.

*

På vej tilbage til hotellet standsede jeg for at bede. Langt deroppe bag nogle hastigt glidende oktoberskyer glimtede et par stjerner. Ordene fra sangen kom tilbage til mit sind. Mellem de øde husblokke nynnede jeg dem igen.. versene om den gamle, jødiske rabbi:

Et sted i Rusland

I Ukraine

der spirer ordet

som blomst i sne,

om alt det store

den rabbi sagde,

om alt det store

han kunne se:

”Jeg ser dem komme

fra mange lande.

Jeg ser dem komme

– de vender hjem!

Og stenen taler

på bibelsproget:

”Til næste år i Jerusalem!”

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’KOLDBLODIGE MASSEMORDERE’ (www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.06.12.2024