NATIONERNES FÆLLESGRAV

Udover den ganske verden strækker sig et mægtigt gravsted, hvorover der ikke er rejst nogen gravsten – men hvor talløse jøder ligger begravet. De er ofrene for jødehadernes dræbermaskine, som med korte mellemrum arbejder for højtryk på at få de mange tusinde jødiske lig af vejen.

I virkeligheden graver disse mordere deres egen grav, og historien beviser, at de, som gravede disse grave for jøder – faldt selv ned i gravhulerne og blev lige så hurtigt revet bort fa de levendes land, som deres jødiske ofre.

Danmark har gennem mange generationer været en ven af deres jødiske landsmænd – og det er karakteristisk for de danske værtsfolk, at den nat, hvor forfølgelsen under den tyske nazi-besættelse bankede på døren, da stod der mange danske parat for at hjælpe deres jødiske naboer på flugten til Sverige.

De ville ikke være med til at grave en ny massegrav for jøder – og de nægtede at stille sig til rådighed for Hitlers jødehadere. I dag stilles danskerne atter på valg! Vil de vælge forbandelsen eller velsignelsen?

En ny bølge af ’jødehad’ er på det seneste væltet ind over den danske grænse. Den manifesterer sig i et nyt fænomen, som hedder ’Anti-zionisme’. Det vil sige ’modstand mod Israel, og har den samme djævlerod som jødehadet.

I det følgende vil jeg søge at kortlægge dette had, og vi skel se, at det bevæger sig mellem nationerne med en forfærdende hastighed – og det forsøger i øjeblikket at finde fodfæste i Danmark. Lad mig forklare:

I begyndelsen af 2. Verdenskrig offentliggjorde en stor Melbourne-avis en tegning, hvor kunstneren havde skitseret en mægtig kirkegård fyldt med store og små gravstene. På hver sten stod navnet på en række af de verdensimperier, som i deres had til jøderne gik deres egen undergang i møde. Mellem gravstenene stod en bøddelagtig nazitype, som tvang endnu en jøde til at grave sin egen grav.

Ved siden af gravhullet stod en sten uden navn. Teksten til tegningen var lakonisk: ”Hvem skal være den næste?”

Fem år senere faldt svaret: Nazi-Tyskland styrtede i den grav, som var gravet for andre, og endnu en sten blev rejst på de antisemitiske rigers kirkegård.

”Skete dette,” spørger den kendte Israels-ekspert, Joseph H. Hunting, ”på grund af en tilfældighed – eller var det Guds forbandelse?”

HVEM VIL VÆRE DEN NÆSTE

For 3500 år siden blev Israel befriet fra Egyptens slavefogeder. Det Røde Hav skilte sig – ifølge Bibelens beretning – og gav plads for de udvandrede jødiske hære, mens vandmasserne lukkede sig over de forfølgende egyptiske bataljoner. Man regner med, at ca. 2.7 millioner jøder ved den lejlighed undslap fra Faraos slavelejre, mens Egypten, som blev historiens første folk til at indføre et statsligt udslettelsesprogram for en anden race, også blev den første nation, som fik sin gravsten placeret på jødehadernes kirkegård.

Der er ingen logisk forklaring på Israels overleven gennem verdenshistorien. Mægtige imperier og store folkeslag, som gav sig til at forfølge jøderne, synes alle at være ramt af den samme forbandelse, som blev inkluderet i et besynderligt syvfold løfte, der blev givet til Abraham for 4000 år siden. Gud sagde til den mand, som skulle blive det jødiske folks samfader: ”Jeg vil gøre dig til et stort folk… Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig og forbande dem, der forbander sig!” (1. Mosebog 12:2-3)

Historien giver os god grund til at tro, at Gud forblev trofast overfor sit eget løfte.

Amalekitterne førte en uhyggelig guerillakrig mod israelitterne under deres vandring gennem Sinaj-ørkenen. Men Amaleks ørkensoldater blev siden udslettet af kong Saul. Det samme skete med kanaanæerne og andre folkeslag, som ligeledes kæmpede mod Israel, mens de stred sig frem gennem hede og sandstorme. Alle disse folk er i dag forsvundet. Deres navne står kun nævnt på gravstenene på nationernes store kirkegård. Men Israel lever. Samme skæbne overgik amoritterne, midjanitterne og filistrene. Det eneste vidnesbyrd, verden har af deres eksistens, er nogle rester fra deres byer og nogle få sønderslåede potteskår, der er blevet gravet frem – af israelske arkæologer. Og hele tiden stod store tilhuggede gravsten parate. Alle navnløse! Hvem skulle være de næste, som vovede at lægge hånd på Guds udvalgte folk, og som derefter skulle slettes af historiens blade?

Braget fra Babylons fald kan høres helt frem til vor tid. For 2500 år siden stod Jerusalems forsvarere og så, hvorledes murene langsomt blev banket ind af de belejrende babyloniske bataljoner – men kun 100 år senere blev Babylon styrtet i støvet og forsvandt i historiens glemmebog.

400 år senere faldt Syriens diktator, Antiokus IV, for friheden til at bringe den græske gud Zeus ofre i jødernes tempel i Jerusalem. Han blandede præsternes blod med blodet fra det svin, der blev lagt på alteret. Kort tid efter måtte Syriens hær med hele sit opbud af stridsvogne og elefanter panikslagen tagen flugten for en lille jødisk hærafdeling på 3000 mand.

Ingen kan rigtig forklare, hvad der skete, men Antiokus’ mænd flygtede over hals og hoved, da de hørte jødernes kampsang fra Salme 136: ”Halleluja! Tak Herren, thi Han er god, thi Hans miskundhed varer evindelig!” – og dermed sluttede den stolte syriske hær sig til egypterne, amalekitterne, filistrene og babylonierne på nationernes tavse kirkegård.

Hvem skulle blive de næste, som vovede at lægge hånd på Herrens folk?

Rom stod parat med svaret.

I året 70 efter Kristus kastede general Titus sine stormtropper mod Jerusalems mure, og kort efter stod templet i flammer. Hvilket besynderligt tilfælde vederfaredes den dag Den hellige By? Efter den jødiske kalender på den 9. dag i Av (juli) i året 70 efter Kristus hamrede Roms legioner portene ind til Jerusalem – hvorefter Roms herlighed forsvandt fra historiens blade. Fra Roms ruiner kan vi derefter følge verdenshistoriens søgelys efter jøderne, som de i de næste tusinde år vandrer hjemløse om på jorden, indtil de omkring 1600-tallet etablerer sig i Spanien. Her levede de i fred og fremgang i flere generationer, og så længe det var tilfældet, øgede Spanien sin magt og indflydelse. Til sidst lå en mægtig flåde af flotte krigsskibe forankret i Cadiz, Forberedelserne til invasionen i England var ved at være til ende.

På samme tid faldt historiens tungeste mørke over det spanske folk. Inkvisitionen tog sin begyndelse. Jøder fik alle vegne ordre til at omvende sig til kristendommen – og til sidst blev de forvist fra Spanien.

Den spanske Armada – det mest imponerende opbrud af havets galeoner – blev slået til pindebrænde af den engelske Kanals frådende bølger. Den spanske imperium sank i grus – og forsvandt i nationernes mørke kirkegård.

Her synes det som tusinder stemmer råber fra de øde gravsteder: ”Lærer I aldrig af historien? Hvem vil være de næste til at følge os her i skyggernes rige? Hold hænderne fra jøderne – ellers ender I som vi!”

NAZI-TYSKLANDS BARBARISKE BLODBAD

1933 viser, at det er svært at drage lære af historien. I det år blev det tyske nazi-parti ført til magten af en forvirret tysk befolkning – og seks år efter blev verden vidne til alle tiders bøddelagtige barbariske blodbad. I maj 1945 faldt Nazityskland i den grav, som det havde gravet for Europas jøder.

Var det en tilfældighed eller en given forbandelse, at De allieredes bombemaskiner systematisk reducerede nazihelvedet til en ruinhob og splittede riget i to? Var det en tilfældighed eller en forbandelse, at det gale menneske, som drømt om at opbygge en superrace over gravene af millioner jøder, – at han til sidst faldt for egen hånd i flammerne af sit eget vanvid? Var det en tilfældighed eller en forbandelse, at Hitlers mesterarkitekt for jødernes udslettelse, Adolph Eichmann, måtte vandre de samme ensomme skridt op til den galge, han selv havde rejst – ligesom Bibelens store jødehader, Haman – og at han til sidst i Israel blev hængt af jøder i den galge, som han havde udtænkt skulle bruges til udryddelsen af det jødiske folk?

Men linjen fortsætter. Det er et stort spørgsmål om England – en af de få nationer, som kunne rose sig af sit venskab med jøderne – ikke gjorde historiens mest skæbnesvangre fejltagelse, da det fuldstændigt svigtede de løfter, som dets regering gav i den såkaldte Balfour-erklæring, november 1917. Gennem denne erklæring gav den britiske regering sit positive samtykke til, at det såkaldte Palæstina skulle være jødernes hjemland. Erklæringens ordlyd siger, at den engelske regering ’vil gøre sit bedste for opnåelsen af dette mål’. På trods af dette klare løfte vendte englænderne sig i 1947-48 mod jøderne og blev den nyfødte hebraiske stats fjende nummer 1. I den time, hvor hele verden efter krigen stod rystet overfor nazisternes brutale folkemord, standsede England i en afgørende time al jødisk emigration til Israel. Siden det øjeblik har England været i alvorlige vanskeligheder og tælles nu ikke længere blandt verdens supermagter.

NATIONERNES STORE KIRKEGÅRD

En række mellemøstkrige har i de sidste årtier talt det samme sprog. De stater, som angreb Israel, led alle nederlag og kom til at betale dyrt for deres aggression. Ikke sådan at forstå, at Israel ikke led tab, – men fra nationernes store kirkegård blev i den tid stadigt nye herskere mødt af koret af stemmer: ”Også du blev kraftløs som vi, du blev vor lige! En dag skal en sidste af disse Jerusalems angribere nedstyrtes i dødsriget.”

Spørgsmålene svæver stadigt over utilhuggede, men allerede rejste gravsten på folkeslagenes tyste tomt: ”Hvem vil være den næste? Hvilken nation på jorden vil i dag være dristig nok til at ’undlade at give fangerne fri’, så at de kan drage hjem til Zion? Hvem tør endnu engang angribe Det hellige Bjerg? Bibelen giver svar på dette spørgsmål. Som i alle andre fortilfælde er vedkommende nation næppe selv klar over faren. De, der har forståelse, må advares…

I begyndelsen af 80’erne er nye sange med et sådant profetisk adresserende indhold begyndt at dukke op i den kristne menighed. En sådan lille sang på kun tre vers, øjensynligt inspireret af kong Davids 2. salme og nogle kapitler fra profeten Ezekiels bog lyder således:

”I herskere på jord kom frem

hør dommen fra Jerusalem,

hvor Zions konge taler klart:

hør hans love og advarsler

kom og hør!

En Konges ord,

en Konges ord,

giv agt og hør

den vide jord!

En Konges ord,

en Konges ord!

Fra Zion, der hvor Kongen bor.

En verden skal igen stå stum

en undren gennem tid og rum

når Gog og Gomer falder om

på de høje

i de dale

– Israel.

Den stærke glød fra Islams dag

den røde ild fra Magogs flag

skal snart i mørket slukkes ud

ved de høje, som blev valgt ud

af vor Gud!”

Besynderlige ord og navne dukker op i disse nye, kristne sange. ’Gog og Gomer’ og ’Den røde ild fra Magogs flag’. Hvilke realiteter lever bag disse navne, som alle er hentet fra Bibelens blade? Hvad er navnet på den nation, hvis ’røde ild’ skal udslukkes ’ved de høje, som blev udvalgt af Gud’?

Den Hellige Skrift giver svaret. Allerede for 2500 år siden blev de første advarsler omhyggeligt nedskrevet af de gamle jødiske profeter. ”Pas på, hvad I gør,” sagde de. ”Hvis I angriber Jerusalem, bliver det jeres sidste handling. – Du menneskesøn, profetér mod Gog og sig: ”Så siger den herre, Herren: Se, jeg kommer over dig Gog, fyrste over Rosj… (Ez. 39:1).”

Dette er især et varsel, som gives til de danske lovgivere. Giv agt på, hvorledes I behandler Israel, Guds jordiske ejendomsfolk! Vær årvågne over for den stigende antisemitisme, som anføres især af de muslimske fortalere. Var jeres mund og pen fra det, som blot ligner et begyndende jødehad! Husk, at ’de, som graver en grav for andre, falder selv i den!”

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’’ (www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d. 22.11.2024