HVORDAN DEN GUDDOMMELIGE SANDHED UDFORSKES
”Engle kender Gud ud fra en mere nobel baggrund end mennesket,” fortæller det 13. århundredes store læremester, Thomas d’Aquin, den tilhørerskare, som lyttede til ham på den tid.
”… og det gør de ud fra det mål og den substans, som engle har, og som (på flere måder) overgår det intellekt, som mennesket er i besiddelse af.”
Med en fornyet interesse læser vi, hvorledes mennesker og engle omgås hverandre for 800 år siden, og vi bemærker (med en større indsigt) hvad vor forfatter (Thomas d’Aquin) kan fortælle os om englenes virke iblandt ’halvblinde’ jordbeboere for de mange år siden.
”Alt dette manifesterer sig også i vor tid indenfor grænserne af ’den store verden’, der omgiver os,” fortæller Thomas d’Aquin, i sine begyndende kommentarer til det tredje kapitel (af hans undersøgelser vedrørende ’Hvordan den guddommelige sandhed kan udforskes’).
”Vi har det svært nok med at fatte og forstå de ting, der udfolder sig for øjnene af os,” fortsætter Thomas, ”hvor meget mere er det ikke skjult for vor menneskelige forståelse, og hvor lidt er det dog, vi begriber, med hensyn til de ting, som tilhører en højere tilværelse.”
”Dermed sandhed får dette vidnesbyrd med sig på vejen med ’et ord’ fra Den Hellige Skrift,” slutter Thomas d’Aquin, hvis store arbejde (fire bind med godt 300 sider hver) han har efterladt til sin samtid for de godt 800 år siden.
Han henviser til Jobs Bog 11:7, hvor der står skrevet: ”Har du loddet bunden i Gud og nået den Almægtiges grænse?” Job fortsætter: ”Forstår du virkelig, hvordan den levende Gud er? Kan du nå frem til grænserne for Hans storhed? Guds tanker når højere end himlen, og de er dybere end dødsriget (Job 11:8).”
ENGLE HAR KENDSKAB TIL GUD
”Man kommer let til den samme konklusion, når det drejer sig om det hierarki, der hersker mellem de forskellige intellekter!” erklærer Thomas d’Aquin, som fortsætter: ”Når det f.eks. drejer sig om forholdet mellem to (af disse konklusioner), så mærker man hurtigt, at den ene er hurtigere til at ’trænge igennem’ end den anden – den nemlig, hvor intellektet er højere (Latin: intelliget) end den anden, – ja, hvor tingene bliver hurtigere forstået, end det er tilfældet med den anden – og man ser, hvorledes den ’grovere modtagelse’ ikke fatter et ord af det hele!
*
”På samme måde kan man opleve, at ’engles høje anbringelse’ hurtigt passerer den menneskelige ’måde at tænke på’ – på selvsamme vis som de store filosoffer hastigt indhenter de uvidende masser (thi det skel, som adskiller mennesket fra angles intellekt er stort) således overhales mennesket af andre kræfter i denne tid!”
Videre hedder det: ”Englen har sit kendskab til Gud af en dybere og mere ædel årsag end mennesket – og dette er kendt ved det nøjagtige mål og den substans, som englen består af (ved hvilken en engel naturligt anerkendes af Gud – ja, englen er mere værdig end det faldne menneskes intellekt, som stræber efter at gøre sig bekendt med Gud.
TO SLAGS SANDHEDER, DER KAN BEGRIBE GUD
”Det er velbehageligt for Gud, at de sandheder, som lægges for dagen om Ham (og som almindeligvis kan udtænkes med vor almindelige forstand) også fremføres for mennesker som tros-objekter!”
Dette er et emne, som Thomas d’Aquin beskæftiger sig med, fordi – som han siger – ”det er sandheden om Gud, som enhver kan forstå. Der eksisterer altså to slags sandheder,” fortsætter han, ”der kan begribe Gud!”
Den ene er ’ligefrem’ og kan forstås af alle mennesker; den anden er langt over, hvad en dødelig kan fatte – ja, den overgår i alt den kapacitet (Latin: ingenium), som er blevet mennesker til del! Det er derfor ’passende for Gud’, at lægge begge disse sandheder frem for mennesker som tros-objekter.
Først bør man bevise den sandhed, der kan opnås ved at bruge ’den sunde fornuft’. Den vej, som vi kan kalde ’Fornuftens vej’, bør anvendes, for at ingen skal gå glip af den forståelse, at de vil få brug for denne rute (som er den overnaturlige inspirationsvej) for at nå til målet.
Der er imidlertid tre vanskeligheder, der vil dukke op, så længe man vil overlade denne ’søgen efter sandheden’ til ’den sunde fornuft’.
- For adskillige passer det kun dårligt til deres temperament, og de ser ikke, at det hører til de fornemste studier at ’lære at kende Gud’!
- For andre er det ’de hjemlige sysler’, der er hindringen! Der skal jo være nogen, der tager sig af ’de huslige gøremål’, så de kan ikke finde tid til ’at søge Gud’!
- Alles andre bliver hindret af den rene dovenskab! Det kræver nemlig megen tid at ’opdage Gud’ – ja, næsten hele det filosofiske studium er hengivet til ’studiet af Gud’ (meta fysikken), der indskriver alle til denne naturlige gave: ’lære Gud at kende’.
FORNUFTENS VEJ – ER MØRK OG SVÆR
Den anden besværlighed, der ligger i at ville benytte denne vej (til at udfinde ’sandheden om Gud’) er, at den tager megen tid!
En af grundene til, at det er ’en lang vej’ at gå, ligger i sandhedens dybder, (som ikke er lette at begribe, og som kræver mange studier.
Til slut bør også nævnes, at det er ’de unge’, som begiver sig ud på denne ’vandring’ – ja, det er en tid med mange lidenskaber (som ikke er indstillet på at studere de høje sandheder) og som let falder for fristelser af forskellig art.
Til slut er blot at sige, at hvis ’fornuftens vej’ er den eneste måde at opnå større kendskab til Gud, så befinder menneskeheden sig i det dybeste mørke og den største uvidenhed, fordi ’at kende Gud’ (som er det, der gør mennesker fuldkomne gode) vil da kun kunne erhverves af ’en lille flok’ – og det efter en lang tid.
Vi skal derfor i denne sidste tid, hvor vi er nået til ’enden af en lang vej’, være fuld beredte til at gøre den tjenestegerning at opbygge Kristi Legeme. Vi ved ikke ret, hvor vi skal begynde, og vi aner ikke, hvad et ender med, men vi har et håb om, at det skal blive os til del, hvori vor tjeneste egentlig ligger.
Det er nu en anden tid, og snart vil Herren bryde den tavshed, som de kristne har udholdt i generationer, og vi kommer til at stå overfor en fremtid, som bliver badet i åbenbarelseslys. Hvordan kan vi ellers blive beredte (Skriften siger: ’fuldt beredte’… (Ef. 4.12).
”Det er derfor,” erklærer Thomas d’Aquin, ’at det siges således i Pauli brev til Efeserne (4:7): ”Dette siger jeg da, at I ikke mere må vandre som hedningerne i deres sinds tomhed (formørkede som de er i deres tankegang og fremmede for livet i Gud på grund af den uvidenhed, der er i dem som følge af deres hjertes forhærdelse (v.18).”
Det, som vi skal være opmærksomme på her, er, at den mand, som Gud brugte for de 800 år siden, ’fortsætter’ en åbenbarelseslinje, som blev igangsat i 1920 af de brødre, som samledes til bøn i byen Penigroes i Wales.
DER ER INGEN PASSIV MAGT HOS GUDDOMMELIGE
Hvis Gud er evig, er det af største nødvendighed, at han ikke ’hviler i sin Almagt’.
Det er faktisk, som det her forholder sig: Alle de ting, hvis beståen er afhængig af ’en indre kraft’, kan i længden ikke vedblivende ’holdes oppe’ (af den simple grund, at på et tidspunkt falder det hele til jorden).
Eller sagt på en anden måde: ”Gud selv kan (i sig selv) ikke være ’ikke-eksisterende’. Det vil sige: ”Gud er og bliver evig!”
Men, deri ligger, at Gud ikke er ’en kraft’, der bare holder Ham i live (Latin: potentia ad esse). – (Han holdes ikke bare i live, men Han er selve livet!)
Videre kan følgende forklares: ”Det, som befinder sig i ’en stillestående stilling’, kan kort efter være på fuld fart (i en handling). Imidlertid er situationen den, at kraften er i den stillestående ting’ før denne pludselig ’sætter af’ og kommer i fart.”
GUD ER EVIG
Om den evige Gud er Thomas d’Aquin ikke tavs. Han eksisterer ikke ’i en udmålt tidsperiode. Som Salmernes Bog beskriver Gud: ”Men du, Herre, troner for evigt; du ihukommes fra slægt til slægt (Salme 102:13). Og videre: ”Himlene er dine hænders værk; de falder, men du består, alle slider de op som en klædning… men du er den samme, og dine år får aldrig ende (v. 26-28).”
”I øvrigt!” Hvis Gud på et givet tidspunkt ikke eksisterer men derefter (på et andet tidspunkt) er i fuld aktivitet – så er Han blevet ’trukket frem i lyset’, af en kraft, der ’ikke er til! Det kan ikke være sket (at ’Gud er kommet på banen’) for vi er netop blevet enige om, at Gud ikke eksisterer – og hvis han ikke eksisterer, så er Han heller ikke i stand til at bringe sig selv frem i lyset.
Vi har imidlertid (tidligere) bevist, at Gud er den første årsag til alt, hvad der er til, og Han kan derfor ikke (på noget tidspunkt) ’begynde sin eksistens, ej heller (på et andet tidspunkt) ’ophøre at være’.
… thi det, som har været altid, ejer magten til at forblive altid. Gud er derfor evig, og han forbliver i al evighed!”
AFVISNINGEN AF EN TIDLIGERE MENING – OG ARGUMENTET FOR DETTE
Thomas d’Aquin skriver: ”Den her omtalte ’tidligere mening’ stammer (tildels) fra den almindeligt brugte sædvane (consuetudo), at et barn bør lytte til Gud og af og til) vil kalde på ham. Eller – adskillige allerede har oplevet i deres første barndomsår – at ’sådanne billeder (fra ens første tid) bliver hængende med det forunderlige resultat, at de bliver en ganske naturlig del af dagen og vejen fremover.”
Men sådanne barndomsbilleder kan udvikle sig yderligere, så at der ikke længere kan skelnes mellem det, der nu må erkendes som ’noget absolut’ (simpliciteter) – og så det, der bare er kendt som noget ’almindeligt’ (quadmos) noget, ’som hører hverdagen til’.
Det er og forbliver imidlertid på en ’absolutte måde, at det kan erkendes, at ’Gud er til’. Det er nemlig selve Guds væsen, som her kommer til syne. Det kan vor ånd fatte; det forbliver ikke ukendt for os! – Ja, det er her, at vort intellekt opfører sig som en natugle, der pludselig møder solens lys.”
På samme måde, som en sags ’hele’ forbliver større end en sag, som er delt – (dette hører til de ting, som vi forstår ved ’det absolutte’ (men det forbliver ukendt for den, som ikke mentalt vedligeholder, at det drejer sig om det hele).
Herefter følger i vort studie de 5 punkter, hvor Thomas d’Aquin for 1200 år siden systematisk gennemgår beviserne for Guds eksistens. Thomas skriver:
- Det er ikke nødvendigt at understrege, at så snart vi nævner Gud ved navn, så bør det allerede være en kendt sag, at ’Gud er’ (som vi har lagt det frem i vort første argument. Først og fremmest må det altså siges, at Gud ikke er kendt af alle (selv blandt dem som indrømmer, at ’Gud er’) for Gud kan ikke ’fattes af tanken’.
Videre fordi – selv hvis man bliver enige om, at alle kan fatte, at (ved at nævne Guds navn), så har man med det samme at gøre med noget, der er ’for stort’ til at kunne fattes – og da er det herefter unødvendigt, at vi forstår, at der findes noget i naturen, som er ’for stort’ til, at vi kan fatte det. *
Man når ’med største lethed’ frem til at bedømme situationen (forklarer Thomas d’Aquin), når man går ud fra intellektets hierarki; der er nemlig to måder at gennembore (ved hjælp af intellektet) den foreliggende situation (med større gennemslagskraft end den anden).
”Intellektet er her af en højere karat (Latin: intelliget) – end ’den anden’, og er i stand til at begribe ting, som ’den anden’ (måde) slet ikke kan måle sig med. Ja, man kan f.eks. mærke på den grovhed, ’den anden måde’ angriber tingene på, at den slet ikke er i stand til at anvende de skarpsindige overvejelser, som hører den højere filosofi til.
(… og herefter anvender Thomas et argument, som (i sin enfoldighed) ikke hører vor tid til. Han skriver (med en fjerpen fra det 13. århundrede): ”Englenes intellekt overgår i høj grad menneskets måde at tænke på. Det er som at sammenligne de største filosoffer med de mest uvidende mennesker…
– thi afstanden mellem disse to grupper er den samme, som den, der adskiller mennesker fra engle.”
SANDHEDER SOM OVERGÅR ALT, HVAD FOLK KAN FATTE
”Al sandhed kan ikke blive fuldt udforsket på samme måde – men det er ’det kulturelle menneskes’ opgave at forsøge at opnå (i hvert sit domæne) så megen vished, som naturen tillader ham,” skriver Boelce (i ’La Trinité, II, 2-4, side 130).
”Hvad vi bekender om Gud,” fortsætter Thomas d’Aquin (i det 3. kapitel af ’Sommes contre les Gentiles’) befinder sig udenfor grænserne af to former for erkendelse.” Der er visse ’sandheder om Gud’, som overgår alt, hvad vi kan fatte med vor menneskelige intelligens,” skriver Thomas videre og forsætter: … for eksempel, at ’Gud er tre samtidig med, at Han er én!”
”Andre (derimod) kan fattes og forstås ’umiddelbart’ ved vor naturlige fornuft,”slutter Thomas, – ”for eksempel, at ’Gud er én’ (ja, det har filosofferne demonstrativt bevist, idet de har ladet sig lede af det lys, som er i den almindelige, sunde overvejelse af tingene.”
*
Det er her åbenbart, at Thomas forsøger at afdramatisere disse gamle stridspunkter ved (for eksempel) at forklare følgende: ”En del af de guddommelige sandheder overgår absolut, hvad almindelige mennesker forstår (Latin: ingenium) – (med den jævne fatteevne…)
– og dette er grunden til, at hvis det menneskelige intellekt fatter, hvad sagen drejer sig om, når der tales om ’en sten’ eller ’en triangel’ (så er der i det tilfælde intet, der passerer den menneskelige intelligens) men dette er langt fra tilfældet, når talen ’falder på Gud’.
Det menneskelige intellekt er simpelthen ikke i stand til at fatte (med sine naturlige evner), hvad Gud betyder i menneskets jordiske liv. Her gælder det nemlig om at få åbenbarelse!”
Om dette (understreger vi) taler Skriften tydeligt som f.eks. i afsnittet: Jakobs Brev 1:5, hvor der står skrevet: ”Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, da skal han bede om at få den fra Gud, der giver alle gavmildt og uden bebrejdelser – og så vil den blive ham givet.”
Her aner vi, at sagen drejer sig ’om os’, for der er mange ting, som vi i dag mangler evner til at fatte! Sagen er da ganske enkel! Vi skal bede Gud om, at vejlede os. ”Vi skal bede om at få visdom fra Gud” – og da gælder det om ikke at komme til Herren med den tanke, at ’det hjælper nok ikke! Den slags detaljer beskæftiger Gud sig ikke med!
”Tværtimod,” siger Skriften, ”Gud giver alle gavmildt, og han bebrejder ikke din uvidenhed og mangel på kundskab. Men Han vil give dig, hvad du beder om!” – Men betingelsen er givet på forhånd: Du skal bede i tro uden at tvivle!” siger Skriften.
DEN LIGE OG DIREKTE VEJ
”Vor intellektuelle viden begynder med sanserne,” fortæller Thomas d’Aquin. ”Følelserne er ikke i stand til at føre vort intellekt til det højdepunkt, hvor de finder (i sig selv) det, som er af guddommelig art: Der findes kun ’virkninger’, der ikke er lig med den kraft, som ligger i det ’gådefulde: ’At kende Gud’.
(Denne ’mystiske sætning’ bør tilskrives, hvad der skal til, for at vi kan ’lære Gud at kende’.
”Det nytter altså ikke at gå følelsernes vej,” hævder Thomas. ”Men vort menneskelige intellekt føres dog til at erkende ’det rent følelsesmæssige’ der ligger i at opdage ’kundskaben om Gud’.
Der findes altså hos Gud ’sådanne forståelige sandheder’, som kan fattes – ja, er tilgængelige – for den menneskelige fornuft,” erklærer Thomas d’Aquin, ”men der er andre sandheder, som ligger (absolut) over, hvad mennesker umiddelbart kan begribe.”
*
”Og det er her,” (påstår den kristne læser), ”at den ’lige og direkte vej til Gud åbenbares for den enfoldige, søgende sjæl.” Apostlen Paulus erklærer i Athen, at ’Gud lod alle folk nedstamme fra ét menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade – ja, Han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem, for at de skulle søge Gud (om de dog kunne famle sig frem til Ham og finde Ham, så sandt han ikke er langt fra en eneste af os).
Apostlen slutter med at prædike følgende: ”Vel har Gud båret over med uvidenhedens tider, men nu sender han mennesket det budskab, at de alle og alle vegne skal omvende sig! (Ap.G. 17:26-31)
DET FORBLIVER EVIGT AKTUELT
”Derfor påminder jeg dig om at ’opflamme’ den nådegave, som du fik ved min håndspålæggelse’, siger Skriften (2. Tim.1:6). Det vil med andre ord sige, at Gud har givet sine tjenere (hvor de kommer frem, og netop i det århundrede, de lever) at ’opflamme’ nådegaver, som Herren allerede har givet til den enkelte (på et bestemt tidspunkt og med hensyn til en bestemt anledning.
Dette er stadigt(ja, evigt) aktuelt, at Herren vil bruge sine tjenere (hvor de kommer frem, og hvilke fjendtlige angreb de end står overfor) til at ’opflamme den nådegave fra Gud’, som den enkelte allerede har modtaget tidligere ved den håndspålæggelse, som Paulus har foretaget (2. Tim. 1:6).
”Thi Gud har ikke givet os fejheds ånd, men krafts og kærlighed og besindigheds ånd’ (v.7), hvilket vil sige, at den enkelte skal ’bruge den nådegave’ (v.6), og ikke på noget tidspunkt tillade, at den kostbare gave, som Gud har betroet den enkelte, blot ligger ufrugtbart og passivt hen!
Vi skal altså til stadighed ’ikke skamme os (v.8) ved at vidne om Herren – og ’heller ikke skamme sig ved mig, der er Hans fange,” udbryder Paulus.
Læs artiklen under Profetisk Journal: ’BEMÆRKELSESVÆRDIG BEGYNDELSE BEVISES’ (www.johnynoer.dk)
Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com