GUD ER ENESTÅENDE

1. Når man først er nået til den erkendelse, at Gud er enestående, er det samtidig givet, at du kun kan være én ’enestående’ Gud.
   
   
2. Det er ikke muligt, at der (ved siden af hinanden) eksisterer to væsener, (der er ’supergode’) – det lader sig kun gøre for én eneste, thi (som vi allerede har bevist): ”Gud er den højeste og mægtigste form for godhed. Han er (også i dette tilfælde) ’enestående’!
   
   
3. ”Desuden har vi bevist,” (erklærer Thomas d’Aquin), ”at Gud er ’absolut fuldkommen’. Han mangler intet i fuldkommenhed! Hvis der nu eksisterede flere guder, så bør de alle være fuldkomne på denne måde!
   
   Men det er umuligt, thi… dersom ’det fuldkomne’ ikke mangler hos en eneste af de andre guder (og hvis intet ’ufuldkomment’ kan spores i deres midte), så er det, som forlanges (for at de kan fremstå ’absolut fuldkomne’) ikke at finde (som ’noget der adskiller dem’ for hinanden). Det er derfor umuligt at forestille sig, at der er mange guder; der er kun én Gud!
   
   
   
4. Yderligere kan her fremføres (fortsætter Thomas d’Aquin): ”Det, som kun lader sig gøre (ved kun at støtte sig til ’en enkelt magthaver’) bør føres ud i livet af denne ene, (der holder alle tråde i sin hånd) frem for af flere guder (der ikke kan blive enige). ”Eller sagt på en anden måde: Tingenes orden bør fastholdes som det bedste der i øjeblikket gives!” (fortsætter Thomas og understreger følgende): Altså: Magten, som ligger i selve ’initiativtagerens hånd’, går ikke fejl af vejen, der må og skal føre til alle tings fuldendelse!”

EN GRÆSK GLOSERS BETYDNING

For at kunne nå frem til: ’alle tings forendelse’, som apostlen præciserer i de bibelvers, der af den jævne kristne mand kaldes for: ’Den Apostolske Åbenbarelse’. Denne åbenbarelse fastholdes især med det afsnit i Bibelen, som drejer sig om kirkens ledelse i endetiden, hvori det hedder, at: ”Han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere, for at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi Legeme (Ef. 4:11-12).

Det ord: ’fuldt beredte’ fremgår af to græske gloser, som taler om, at disciplene skal ’bindes sammen’ (eller ’forenes’) til enhed, der er komplet (eller perfekt) og som har kapacitet til at udføre den guddommelige gerning.

Dette enestående åndelige arbejde, som har til mål at skabe en endetidsmenighed (der lyser af en sådan fuldkommenhed) er en værdig opgave for de sidste dages kristne! For at det skal kunne lykkes, er ’de hellige’ afhængige af, at der fremstår de tjenestegerninger, som apostlen Paulus taler om!

Det drejer sig altså om mænd, der ikke blot ’taler’ om en sådan tjeneste (og ikke kun beskriver den ud fra Guds ord) – men, som er kaldet af Gud til (i en frafaldstid som denne) at stå frem med en sådan begyndende gerning (der langt overgår en almindelig, folkekirkelig (eller frikirkelig præstetjeneste).

”Indtil vi alle når frem (fortsætter apostlen) og han taler her til ’de mennesker’, som tilhører Guds menighed – altså ’de kaldede’ og ’forudbestemte’, som har en gerning liggende foran sig (hvilken apostlen definerer i det følgende.

*

Indtil vi alle når frem til at være ’ét i troen’. Dette er det første mål, som gives, og med dette store formål for øje samler de hellige sig i denne time for at imødekomme deres Herres befaling (der ikke tillader dem ’at lægge sig fast på én sandhed’, idet vejen til stadighed er banet foran dem) til en yderligere vækst! – thi: det er ikke nok ’at være ét i troen på og erkendelsen af Guds Søn, men der fordres i denne tid ikke blot tro (og fuld erkendelse), men målet er, at nå udover det barnlige, så at de kaldede kan fremstille sig for Herrens Åsyn med ’mands modenhed’. (v.13)

Hvad der yderligere kan siges om denne sag, er følgende (kap. 42, stk. 5: ’Gud er enestående’) hvor Thomas d’Aquin skriver: ”Det er umuligt at en bevægelse (som er konstant og regelmæssig) kommer fra flere ’drivende kræfter’. Thi: ”Hvis de ’bevæges som en samlet flok’, er ingen af de drivende kræfter, den fuldkomne drivkraft’ (der holder det hele gående).

Derfor: De mange ’drivende kræfter’ holder sig sammen om én ’fuldkommen drivkraft’, hvorved det perfekte (ligger som indbygget i det ufuldkomne).Men hvis dette ’samarbejde’ ikke finder sted, så betyder det, at snart er det ’den ene’ murgennembryder (og snart er det ’den anden’) der går i stå, og hele maskineriet står til sidst stille!

Hvis derimod samarbejdet fortsætter og ’det første drivende kraft’ vedblivende holder maskineriet i gang, så beviser drivkraften sit enestående forhold til Gud. Det vil sige, at det ’mål og vækst’, der vi kan rumme Kristi fylde, er opnået – og vi er nået til vejs ende!” slutter Thomas d’Aquin.

MOSES VILLE UNDERSØGE DET MÆRKELIGE SKUE

Moses var på flugt fra Farao, da Gud en dag mødte ham i ørkenen ved Horeb-Bjerget. Moses vogtede får for sin svigerfar Jetro, og en dag viste Guds engel sig for ham i en brændende tornebusk.

Moses lagde først mærke til, at busken blev ved at brænde, uden at den blev ædt af ilden (2. Mose 3:1-3) – og han blev nysgerrig og ville undersøge ’det mærkelige skue’ nærmere. Men da Gud så at han nærmede sig, råbte han til ham inde fra busken: ”Moses! ”Ja, det er mig,” svarede Moses. ”Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for den jord, du står på, er hellig!”

”Jeg er dine fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud!”

Moses tog hænderne op foran ansigtet, for han var bange for at se Gud. ”Jeg har set mit folks lidelser i Egypten,” sagde Gud. ”Jeg har hørt deres klage over dem, der undertrykker dem.”

Derfor vil jeg befri mit folk fra Egypterne og tage dem til et dejligt land, hvor der er plads til dem! Et land, der flyder med mælk og honning. Derfor vil jeg sende dig til Farao. Du skal føre israelitterne ud af Egypten!”

Moses svarede Gud: ” Hvordan skulle jeg kunne gå op til Farao og få israelitterne ud af Egypten?” – ”Fordi jeg er med dig,” svarede Gud. Hav tillid til mig! Du vil komme til at føre mit folk ud af Egypten – og en dag vil I tilbede mig her på dette bjerg!”

*

Hertil siger 1300-tallets store forkynder af Guds hemmeligheder, at ’Den legemlige substans er og forbliver på et tidspunkt overgivet til ’det åndelige’ (som det sker, når man overgives til Gud). – Thi: ’der findes et gode’ i den åndelige verden, som ikke eksisterer i den jordiske sfære, men som ’tiltrækker’ denne verdens beboere.

Denne ’åndelige substans’ er ’den kraft, som vi anerkender som ’Guds Ånd’… og vi kalder den ’Gud’, thi der er kun én og samme Herre over alle ting!” (kap.12: stk. 6).

Følgelig er denne verden underlagt en eneste guvernør! (.. der findes ingen anden ’beboelig verden’ udenfor den, hvori vi bor). – Derfor styres alle ting af én eneste guvernør, som vi kalder Gud!” (stk. 7, afslutning)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.09.01.2026