SOM ANFØRT AF EN GENERAL

”Hvad der yderligere kan siges om dette forhold, er følgende,” forklarer Thomas d’Aquin. Den orden,” som fordres ved alle tings indbyrdes forskellighed, fremkommer ved den funktion, som er tildelt den person, der er ’mest fremtrædende’ – nøjagtig, som det er tilfældet, indenfor en hær, der føres frem af en general!

Når de ’forskellige afdelinger’ forenes (ifølge den givne ordre) så kan man ikke ta’ hensyn til den medfødte natur (som fra begyndelsen har adskilt dem fra hverandre). Nej, nu bliver flokken yderligere opdelt.

… og dette sker heller ikke ifølge de årsager, som ligger til grund for deres forskellighed (thi det kan ikke lade sig gøre, at de pludselig – af sig selv – sammensættes ’i en special slagsorden’, der nu pludselig trodser alt, hvad der hidtil har ført dem ad andre veje! ) – fortætter Thomas d’Aquin, idet han tilføjer: ”Her drejer det sig nemlig om hvorvidt ’den stående ordre’ (der indeholder flere muligheder) enten fremkommer ved et tilfælde eller ved at følge alle tidligere årsager’ (der beordrer hele forløbet til at ændre i det spor, der ender med alle tings opløsning!

”Altså,” slutter Thomas d’Aquin, ”alle parter (i denne urolige verden) står under befaling af en højere magt’ – således, at de alle løber på den samme bane, (hvor nogle hjælper andre med at holde retningen).

… siden at fastslå, at ’de højere-stående legemer hjælper ’de svagere’ på vej – og selv er de bevæget af usynlige kræfter! … ja, alt holdes ved lige af ham, som dirigerer hele skabningen mod et endemal, der er Gud selv.

HJÆLPEINDSATSENS UTROLIGE STØRRELSE

”Hertil lægger Efeserbrevet følgende bevisførelse,” (siger vi og vedlægger følgende skriftord): ”Guds nåde så rig som en er, gav han hos i overstrømmende fylde, tillige med al visdom og forstand (Ef. 1:8).

For at kunne stå sig i denne endetidskamp, hvor fjenden vil samle alle helvedes kræfter (og mobilisere alle onde magter) – ja, hvor han i den sidste desperate kamp vil gå til yderligheder i striden mod Guds menighed. – dér taler Gud opmuntrende til ’son flok’ på jorden, og lover dem (på forhånd), at den vil få Guds fulde støtte!

*

”Guds nåde, så rig som den er,” siger Paulus, og der ligger i dette løfte (som er et apostolsk løfte) at der er intet, som Herren vil ’holde tilbage’ (af sin umålelige skat) for at komme sit folk til hjælp i endetidens kamp mod bæstet, der rejser sig mod hans hellige menighed.

Der ligger i dette forbavsende løfte (som står nedfældet i Guds ord… – at der er intet, som Gud vil holde tilbage i hans kamp mod djævelen (der ej heller vil spare på de kræfter, der står til hans rådighed).

*

”Sammen med al visdom og indsigt har Gud skænket sin nåde til sin menighed, så han dermed har sikret, at hans gave ikke ’bliver ødslet bort’ (eller havner i en kasse, hvor den ikke bliver anvendt til det formål, hvortil den er skænket)!

”Ved åbenbarelse’ har han (sammen med sine gaver) ladet sin menighed modtage både visdom og indsigt’ (så at de får tilstrækkelig kundskab om at administrere denne nye rigdom på rette vis).

Skriften siger, at han lader dem ’kende sin viljes hemmelighed’, så at menighedens ledere får den rette kundskab (og modenhed)til at kunne administrere denne overvældende ’rigdom’. Gud har nemlig udviklet ’en frelsesplan’. Det vil sige, at denne ’åndelige udrustning skal anvendes efter ’en bestemmelse’, som Gud vil åbenbare for sine tjenere.

(Det vil i længden gøre det klart for de ansvarlige, at Gud ikke blot møder vort behov, mens at han klargøre en bestemt plan, som hans menighed skal følge, så at den ikke bliver ’et offer, der som et uforstandigt barn slynges hid og did af enhver lærdoms vind, der bygger på menneskes snedighed, når de fører enfoldige sjæle på lumske afveje (Ef.4:14)’.

LIVSNØDVENDIG SITUATION

Hvad der yderligere fordres i denne sammenhæng er den kendsgerning … at intet af det (der passer i dette ene ’specielle tilfælde’) vil (som et særligt udpeget eksempel) kunne passe i ’et andet tilfælde’ understreger Thomas d’Aquin. (Det enestående ved denne sag gør sig altså ikke gældende ved en sag af en anden art!) Men af alt det, som her kaldes en ’livsnødvendighed’, passer ’nødvendigheden’ kun i det tilfælde, hvor det drejer sig om ’en specielt udpeget situation!”

Det er altså absolut umuligt at få en situation til at passe til alle ’andre forhold’ – og således er det ikke muligt, at anvende dette middel (hvor man står overfor en nødvendig sag, der skal løses).

Konsekvensen er kort sagt, at man ikke kan betjene sig af ’flere guder’! (anfører Thomas d’Aquin. En mindre prøve på denne sag er ’enhedsbekendelsen’, som lyder sådan:

1. ”Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én!” (5. Mose 6:4)
   
   
2. … og i 2. Mosebog 20:3: ”Du må ikke have andre guder end mig!”
   
   
3. samt i Efeserbrevet 4:3-6: ”at I stræber efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd: ét legeme og én ånd, ligesom I jo også blev kaldet til ét håb; én Herre, én tro, ’en dåb, ’en Gud og alles Fader, som er over alle, gennem alle og i alle.”

*

For det første erklærer Skriften overfor Israel (med ordene ’Hør Israel’) ”at der kun er ’en Gud, og det er Israels Gud!” Kristendommen ’erkender’ dette (faktum) og bekender derfor, at det er Israels Gud, (som (ene) og alt hvad der kan nævnes!)

DENNE SANDHED PRESSER SIG PÅ

Et mærkeligt bibelord dukker op i den forbindelse. Det er at finde i salme 86:8, hvor der står skrevet: ”Der er ingen som du blandt guderne, Herre, og uden lige er dine gerninger!” Dette folk, som du har skabt, skal komme, Herre, og tilbede dig og de skal ære dit navn (v.9).

I en moderne parafrase er denne tekst gengivet med følgende: ”Ingen andre guder er som dig, Herre. Og intet ligner det, som du har skabt!” (Salme 86;8) … og så følger ’råbet’ i det 10. vers: ”Du er den eneste Gud! (eller som i en tidligere oversættelse: ’Du alene er Gud!”

Denne sandhed ’presser sig på’ i alle situationer (og er den sidste bekendelse, som Israel har at fremlægge): ’En fremmed Gud må ikke findes hos dig. Tilbed ikke andres gud!” (Salme 86;10)

”Jeg, Herren, er din Gud, som førte dig ud fra Egypten! (og her skal alle hedningefolk løfte hovedet og høre godt efter. ”Men nu hører I ikke efter! Nu er I atter vendt tilbage til det sted, hvor I ikke vil adlyde mig.

– og jeg lader jer drage af sted (i jeres egen stædighed). I får lov til at følge jeres egne hoveder! Tænk, hvis Israel ville høre på mig. Tænk, hvis I ville gå på mine veje… så ville jeg ydmyge jeres fjender (før I fik set jer om). Jeg ville lægge min hånd tungt på jeres modstandere! ( – ja, dem, der hader mig, skulle endeløst krybe for mig)!

Men jer, mit folk ville jeg give den fede hvede, jer ville jeg mætte med honning fra bjergene (Salme 81: 11-17). Det er præcis denne sandhed, som forskellige sekter har stridt imod, (idet de har fastholdt den usande lære, at Faderen og Sønnen ikke er den samme – men at de repræsenterer flere guder!)

Dermed har de rejst sig mod Skriftens autoritet, der fastholder, at Guds Søn er og forbliver sand Gud!

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.16.01.2026