DEN TOTALE VILDFØRELSE

På verdensbasis regner man med, at der hvert år dræbes 56 millioner små babyer i mors liv. Man kan konstatere et øget antal af børn, som prostitueres og interesserede pædofile kunder.

(Det, som man ’fra naturens side’ er sat til at beskytte – det negligerer man, det driver man handel med, det dræber man…)

Skilsmisser, der for få år siden blev betragtet som en katastrofe, hører nu med til dagens orden. (Eller man lever nu sammen som ’et par’ – og når det ikke går længere, går man simpelthen fra hinanden).

I statskirken indbyder man nu storbyens børn til regnbuefestivals, hvor de undervises i ’livets mangfoldighed’, og de mange køn, som de kan vælge imellem.

… og kirken befinder sig nu i den epoke af kirkehistorien, som Jesus omtaler med ordene: ’Det store frafald’.

”Det er ensbetydende med ’den totale vildførelse’,” siger han.

*

Når en person stilfærdigt lægger Ny Testamente fra sig efter at have læst Mattæus det 24. kapitel, så vil han med sikkerhed udbryde: ”Det er et alvorsord!” Det bør ikke blot læses, men det bør i dag efterfølges i tro og handling…

Jesus svarer her på spørgsmålet, som mange af hans efterfølgere stiller i dag. ”Hvad er tegnet på dit komme og verdens ende? (v.3).”

Hans svar viser, at han finder spørgsmålet yderst relevant! Der gives virkeligt et tegn på, at Jesus står for døren, og hans genkomst er umiddelbart forestående. Og dette er samtidig et umiskendeligt bevis på, at denne verden er nær ved at forsvinde, for aldrig mere at genopstå! En mægtig dispensation i Guds enestående husholdning er ved at være slut. Jordens undergang indvarsles. Denne verden går sit afsluttende endeligt i møde.

*

Tegnet, som Jesus giver, på sin snarlige genkomst, er samtidig et alvorligt, guddommeligt råd. ”Agt vel på,” siger Han, ”at ikke nogen fører jer vild (Matt.24:4).”

’Vildførelsen’ nævnes ikke mindre end fire gange i Mattæus 24. Det er det gennemgående træk, som beviser bedrageren, Antikrists, åndelige tilstedeværelse. Det er ’et hovedtegn’, som provokerer alle troende alle steder til at være yderst agtpågivende. Ingen går fri af denne ’alle steds nærværende’, vildførende magt. Gud tillader, at den hærger land og by og hver en stakkels menneskesjæl, ja, at den gennemføres for fuld udblæsning i samtlige samfundets styrende organer.

Det ellevte vers i den her omtalte tekst siger: ”Mange falske profeter vil føre mange vild.” Løgnekampagnen trækker dybe spor efter sig, og talløse skarer vil – på trods af Herren Jesu indtrængende advarsel – blive revet med i dragens styrt mod afgrunden; de er blevet ofre for den vildførende magt!

Herren Jesus vender tilbage til forførelsens benhårde kendsgerninger, og han giver sig i versene 23-26 til at detaljere, hvor nærgående løgnens fader, Satan, vil optræde i de sidste dage.

”Hvis nogen da vil sige til jer: ’Se, her er Kristus’ eller ’der’, så skal I ikke tro det.!

Forførere vil nemlig påstå, at ’Messias allerede er kommet. I deres iver efter at få folk til at tro, at ’Herrens komme er nær’, vil de bryde alle fornuftens grænser og tale om Jesu genkomst, som om den allerede havde fundet sted. I kan finde ham ’her’ eller ’der’, men ’I skal ikke fatte tillid til et eneste ord af, hvad disse løgnere fortæller jer, for falske profeter vil dukke op i stor tal – og de vil gøre store mirakler, mægtige tegn og undere for om muligt at vildlede endog Guds udvalgte’.

”Se,” tilføjer Jesus, ”nu har jeg sagt jer det på forhånd (v.23-25).”

Og så gentager han den sidste kæmpeløgn endnu en gang for at sikre sig, at alle har forstået sagens alvor.

”Hvis nogen altså siger til jer: Se, nu er han allerede i ørkenen, så skal I ikke tage derud! Eller hvis de siger: Han skjuler sig nu i nogle hemmelige kamre, så skal I ikke tro det!”

”For når Menneskesønnen kommer igen, bliver det åbenlyst og klart som lynet, der oplyser hele himlen fra øst til vest.

– Men hvor de døde ben er i dalen, der vil ådselgribbene samles! (v.26-28, parafrase).”

ALT SAMMEN LØGN

”Jeg kommer nu til budskabet om Herrens genkomst,” skriver apostlen Paulus- og der er en undertone af strenghed og alvor i hans ord – ”ja, til hele spørgsmålet om den forventede bortrykkelse (altså den ganske prædiken om, hvordan alle, som tilhører Kristus – levende og døde – skal samles med ham i luften – og i den forbindelse beder jeg jer indtrængende, brødre, om at holde hovedet koldt (2.Thess.2:1-6, parafrase).”

Lad jer ikke straks bringe fra besindelsen og lad jer ikke med det samme skræmme mod al sund fornuft ved rygter om, at nu er Herrens dag lige forestående!

I skal ikke tage imod nogen ånd, noget ord eller noget brev, som påstås at være sendt til jer fra os. Det er alt sammen løgn og bedrag, og I skal ikke lade jer vildlede på nogen måde, men holde fast ved det, som vi har lært jer, og som vil blive åbenbaret i følgende præcise orden.

1. ”Først må det store frafald komme.” (Det ser I allerede nu udfolde sig i ord og handling og samfundets depraverede frafald. Øvrighed og medier er sammen med en frafalden kirke hovedagenter i dette djævelske projekt…

2. Dernæst må ’lovløshedens menneske’ åbenbares (2.Thess.2:3). Det er en helt ny slægt af mennesker (slangeyngel), som nu dukker op midt iblandt os. De lever og eksisterer uden lov, og deres gerninger spreder skræk og rædsel).

3. Til sidst vil ’fortabelsens søn, træde frem. Han kan genkendes ved følgende tegn:

a) han sætter sig imod alt, hvad der hedder Gud og helligdom. Han er en svoren fjende af jødernes tempel og de kristnes kirke…

b) … men han afslører sig ved aktivt at medvirke ved det 3. tempels opførelse i Jerusalem

c) … fordi han har den bagtanke, at han selv vil ’tage sæde deri og udgive sig selv for at være Gud (2.Thess.21:4-5)’.

d) Dette bliver hans sidste ugudelige handling. ”Herren Jesu skal ved sit synlige komme dræbe denne verdens hersker med et åndepust af sin mund (v.8).”

DET GUDDOMMELIGE PROGRAM

Det var ikke første gang, at apostlen Paulus gik i detaljer, når han skulle forklare menigheden i Thessaloniki om det lovløse menneskes fremkomst og om antikrists sidste gudløse gerninger. ”Mindes I ikke, at jeg sagde dette til jer, allerede dengang jeg var hos jer (2.Thess.2:5),” skriver han.

”Husker I ikke, at jeg fortalte jer alt dette, da jeg var iblandt jer.” Det er ikke nogen hemmelighed, hvad Satan har gang i, og menigheden bør være forberedt på det værste – ja, det er Herren meget om at gøre, at hans blodkøbte folk får besked om disse ting, hvor omtrent de befinder sig i det guddommelige program for endetidens begivenheder.

”Derfor ved I også nu, hvad der holder igen, så at antikrist først kan åbenbares, når hans tid er inde.” I ved, hvad det er, som hindrer ham i at træde frem på verdensscenen.”

”Han vil gerne – men kan ikke komme, før hans tid er inde (v.7).” Den, der blokerer vejen for ham, må først ryddes af vejen. De, der står ham imod, må først fjernes. Martyrernes blod må først flyde, før den lovløse kan begynde sit hærværk (v.6-7).”

*

Men så skal han (dette oprørets menneske, som Herren Jesus blot behøver at puste til, så er han færdig) ’komme i Satans kraft (v.9).

Og det går ikke stille af! Når antikrist kommer, er det med al Satans samlede magt. Det vil ikke mangle på mirakler, tegn og undere! Skriften siger, at han vil stille op med ’al uretfærdighedens forførelse’ (2.Thess.2:10).

Hans målgruppe vil i første omgang være dem, ’der fortabes, fordi de ikke tog imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst (v.11)’.

Det vil sige de mennesker, som har oplevet at blive berørt af sandhedens vej. De har både set og hørt om de troende, som havde en dyb og rodfæstet kærlighed til Gudsordets sandhed – men de har vendt ryggen til dette tilbud om frelse, og har i stedet valgt at følge den brede vej, som fører til fortabelse.

Derfor sender Gud over dem en vildførende magt. Han overgiver dem nu til forførelsen – og det i en sådan grad, at de tror på løgnerne; det gør han, for at de skal rammes af den dom, som hænger over hovedet på dem. Alle dem, som ikke tror på sandheden men finder behag i uretfærdigheden, vil blive blændet af den sataniske forførelse – ja, de vil på stedet blive dømt, fordi de ikke fattede tillid til sandhedens forkyndere men fandt behag i uretfærdighedens talsmænd.

*

”Derfor,” betoner Paulus i denne skrivelse til menigheden i Korinth, ”er vi skyldige til altid at takke Gud for jer, brødre!” (v.13)

Gud elsker nemlig jer og har i tidernes morgen udvalgt jer til at blive frelst, idet han fortsat gør et renselsesværk i jer ved Helligånden og jeres faste tro på sandheden (v.13).

Vi bragte jer vort evangelium, som i sandhed er ’gode nyheder’, med det ene formål for øje, at I skulle få jeres andel af vor Herre Jesu Kristi herlighed.

Derfor: Stå nu fast, brødre! Giv ikke et øjeblik slip på de sandheder, som vi har overleveret til jer! Hold jer udelukkende til det, som I modtog fra os – hvad enten I har fået det mundtligt ved vor tale til jer, eller skriftligt ved et af vore breve.

Må vor Herre Jesus Kristus selv og Gud vor far styrke jer i al god gerning og tale… (15-17).”

HERREN VIL, AT DET SKAL BLIVE KLART FOR ENHVER

”Nu er det de sidste tider,” fortsætter Ny Testamente, ”og I har hørt, at på et tidspunkt dukker antikrist op (1.Johs.2:18).”

”Således er nu mange antikrister trådt frem,” (v.18) – det vil sige, at der har været mange verdensherskere, som har vist sig at være direkte fjender af evangeliet og modstandere af Jesus Kristus

– og deraf kan vi tydeligt se, at vi lever i endetider, – ja, det er åbenlyst for enhver, at denne verdens endeligt står for døren (v.19).”

Disse fjender af evangeliet kommer fra vore egne rækker; ’de er udgået fra os’ (v.19) men har aldrig været en virkelig del af os.

(Nogle af de værste modstandere kommer fra vore egne familier, og andre er sådanne, som har sneget sig ind iblandt os; og virker der under fremmed flag).

Hvis disse forrædere havde tilhørt os, så var de også forblevet hos os. Men Herren vil absolut, at det skal komme for en dag og blive helt åbenlyst, at ingen af disse folk hører til iblandt os – ja, det skal blive klart for enhver, at disse folk går fjendens ærinde.

*

”Men med jer står det anderledes til,” erklærer Johannes i sit første brev.

I har ’en salvelse fra Herren’ (v.20), det vil sige, at I har oplevet, at Helligånden er blevet udgydt over jer. Dermed har I alle fået en særlig indsigt og kender sandheden.

”Jeg skriver altså ikke dette brev til jer,” fortsætter Johannes, ”fordi I er uvidende om sandheden, men jeg skriver netop, fordi I kender den og ved, at løgn og sandhed ikke har det mindste med hinanden at gøre (1.Johs.2:22).”

Derefter har disciplen Johannes (han, som siger, at han var ’særligt elsket af Herren, og den af de tolv, som altid var blandt de specielt udvalgte – ja, den af Jesu efterfølgere, som fik overdraget det hverv på Patmos, at nedskrive den sidste bog i Bibelen, Åbenbaringsbogen)…

– ja, derefter har Johannes i sit 1. brev en særlig passage, som må betragtes som en erklæring med hensyn til den massive forfølgelse, der vil finde sted i de sidste dage. Denne erklæring har tre hovedpunkter, som jeg her fremstiller i den rette orden:

a) Forførelsens hovedsigte

b) Værnet mod forførelsen og

c) Guds sande børn

FORFØRELSENS HOVEDSIGTE

1. ”Hvem er løgneren, om ikke han, som nægter, at Jesus er Messias? (1.Johs.2:22)”

a) Det menneske, som siger, at Jesus ikke er Messias, skal betragtes som den største løgner.

2. Denne er antikristen, som fornægter Faderen og Sønnen (v.22).

a) at fornægte Jesus, som jødernes Messias og hele verdens frelser, er det samme, som at fornægte, at han er Guds Søn, som er udsendt af Faderen.

3. ”Enhver, som fornægter Sønnen, har heller ikke Faderen (v.23).”

4.”Men den, som bekender, at Jesus er Guds Søn, har også fællesskab med Faderen (v.24).”

a) Dette er kendetegnet på enhver sand kristen, at han tror på Jesus, Guds Søn. Et sådant menneske har adgang til Faderen.

VÆRNET MOD FORFØRELSEN

1. ”Hvis det, I har hørt fra begyndelsen, bliver i Jer, bliver I også i Sønnen og Faderen (v.24).”

a) De første dages forkyndelse om den opstandne Kristus og apostlenes vidnesbyrd om hans lidelse og død, var sand og uden forførelse!

b) Hvis I forbliver i denne rene belæring, bliver i samtidig i fællesskabet med Faderen og Sønnen.

c) Bliv derfor ved med at tro på det, som er blevet undervist i fra begyndelsen (v.24).

2. ”Dette er det løfte, som Jesus selv med egne ord har tilsagt jer : Så skal I få det evige liv (v.25).”

a) Hvis I bliver i fællesskab med Faderen og Sønnen, så skal I med sikkerhed arve det evige liv. I vil dermed unddrage jer den djævelske forførelse, som fra nu af vil ramme hele verden.

b) ”Hvad jeg her har undervist jer om,” siger Johannes, ”er især den antikristelige forførelse med hensyn til dem, der vil føre jer vild. Nu vil jeg forsætte med at beskrive det sikre værn, som I har mod forførelsen.

3. ”Den salvelse, som I selv fik af ham, bliver i jer (v.27).”

a) Han har selv udgydt Helligånden over jer, og han vil selv stå som garant for, at Hans Ånd bliver i jer. Det er et urokkeligt tilsagn!

b) Guds Ånd forlader jer altså ikke, når denne prøvelse går over jorden.

4. Det betyder, at ’I ikke har nødig at nogen lærer jer (v.27)’.

a) I er altså ikke afhængig af, at nogen skal komme for at belære jer om noget nyt.

b) Det, som I fra begyndelsen har lært af os, er tilstrækkeligt til, at I kan opnå evig frelse.

5. ”Hvad ’hans salvelse’ lærer jer om alt, er sandt og ikke løgn (v.27).”

a) Hvad Helligånden har undervist jer om, er den rene sandhed og ikke iblandet nogen form for løgn. I kan altså roligt forblive i den lære, som Helligånden har givet jer.

GUDS SANDE BØRN

1. ”Til slut blot dette: Bliv i ham, som er jeres eneste frelser, så skal vi sammen – når han kommer igen – møde ham med den største frimodighed (1.Johs.2:28).”

a) Vi kan nemlig møde Jesus ved hans tilsynekomst åbent og tillidsfuldt. Ikke en eneste vil da skuffes eller blive til skamme ved hans herlige genkomst.

2. ”Når I nu ved, at Gud er retfærdig, så forstår I også, at alle de, som er retfærdige ved tro (og skiller sig ud ved at handle ret) er født af Gud – og de, som er født på ny, er Guds sande børn (v.29).”

*

DEN BIOLOGISKE SANDHED FORSVUNDET

Hovedformålet med antikrists aktivitet i de sidste dage er at få folk til at tro på en løgn.

Løgnens fader, djævelen, har travlt som ingensinde før. Han har sit ’fuglefangernet’ ude overalt især på de udvalgte, om det skulle lykkes ham at fange blot én af disse ’hans værste modstandere’…

De kristne i vore dage lever altså i en epoke, som kan kaldes ’post-sandhed’-perioden. Det vil sige, at ’den absolutte sandhed’ eksisterer ikke mere. Det er ikke mere ’de hårde kendsgerninger’, som er gældende. Det er ’følelsesregisteret’, som er taget i brug. Den biologiske sandhed (f.eks.) er forsvundet, for at give plads til, hvad den enkelte føler.

”Men det skal du vide,” siger Paulus, ”at i de sidste dage skal der komme strenge tider. Dagene bliver onde og farlige.

Folk vil blive mere og mere optaget af sig selv og det, som kan købes for penge. De vil være hovmodige og store i munden og fyldt med ’pride’ – ja, frem for alt, vil de være i den grad ’ulydige over for deres forældre’ (2.Tim.3:2), at de åbenlyst vil vise deres utaknemlighed og helt igennem følge en ond vej.

Du vil blive overrasket over at møde en sådan hensynsløshed og hårdhjertethed, for de er ’lystens venner’ snarere end Guds venner (v.4).

(Det vil sige, at de foretrækker denne verdens fornøjelser frem for et liv, hvor de tjener Gud).

”De har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft (v.5), og har ord for at være meget religiøse, men de vil ikke have noget at gøre med Guds magt til at frelse.”

”Den slags folk skal du holde dig fra (2.Tim.3:6).”

DETTE FOLKS HJERTE ER BLEVET SLØVT

”Så hør nu, hvad der menes med lignelsen om sædemanden (Matt.13:18-23).”

Med disse ord giver Herren Jesus en uddybende forklaring på situationen, som den vil udfolde sig i den store og omfattende frafaldstid, som kaldes ’apostesien’. Det er den epoke, som apostlen Paulus omtaler i sit andet brev til Thessalonikerne med ordene:

”Først må frafaldet komme,” – og det er den periode, hvor et bibelord, som er givet af Esajas (og citeret af Jesus) går i opfyldelse, som siger:

”I skal høre og høre og dog intet fatte, I skal se og se, og dog intet øjne, for dette folks hjerte er blevet sløvt – og de fatter intet, så de kan omvende sig, og jeg kan læge dem (Es.6:9 og Matt.13:14-15).”

Skønt dette profetiske udsagn i første omgang gælder Israel (’dette folks hjerte’) så er det i al sin forfærdelige gru, som er det aktuelt rettet mod hele den vestlige hedningeverden.

*

Jesu lignelse om sædemanden er følgende:

”En bonde gik ud for at tilså sin mark, og som han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og spiste det op.

Noget faldt på stengrund, hvor det ikke havde meget jord. Det spirede tidligt, fordi jordskorpen var så tynd, og da solen steg på himlen, blev det afsvedet og visnede og kvalte de små planter.

Men noget faldt i god jord og bar frugt og gav 30, 60 – ja 100 gange så meget, som der blev sået (Matt.13:3-9).”

Jesus sluttede denne lignelse med ordene: ”Den, som har ører, bør høre.”

Dette betyder, at man særligt skal mærke sig denne lignelse! Den er nemlig ikke kun en billedtale om ’forskellige hjerter’ (og hvordan folk i øvrigt modtager evangeliet) men ved en nærmere granskning vil man forstå, at Jesus her giver en værdifuld undervisning om den bestemte dispensation i verdenshistorien, som hedder: ’Det store frafald’.

”Så hør nu,” siger Jesus, ”hvad der menes med lignelsen om sædemanden. Når nogen hører ordet om Riget og ikke forstår det, så kommer den onde og river det bort, der er sået i hans hjerte. Han er sæden, som blev sået på vejen (Matt.13:18-19).”

”Dette ord,” siger Jesus til disciplene, ”er særligt givet til jer. I er nemlig skænket Himmerigets hemmeligheder. Men de øvrige er det ikke givet (v.11).”

INSPIRERET AF LØGNE DÆMONER

Det korte af det lange er, at Jesus og apostlene advarer mod en tidsperiode i kirkens historie, som kaldes apostesien. ”Ånden siger med klare ord: I de sidste tider skal nogle falde fra troen, idet de lytter til forførende ånder og dæmoners lærdomme, forledte dertil af løgnelærere, som er brændemærkede i deres samvittighed (1.Tim.4:1-2).”

Helligåndens tale er altså i denne tid meget klar. Frafaldet fra den sunde lære er åbenbar. Det er det rene oprør mod kirkens tro og tydelige undervisning gennem århundreder.

Det drejer sig helt konkret om folk, som har vendt sig bort fra Kristus og er blevet lidenskabelige tilhængere af vranglærere, som er direkte inspireret af løgnedæmoner.

Paulus er skånselsløs i sin omtale af disse ’den sidste tids åndelige bedragere’. Han kalder dem for løgnelærere, som er brændemærkede i deres samvittighed (v.2).” Det vil sige folk, som (uden at fortrække en mine) lyver tilhørerne op i deres åbne ansigt om ting, som de inderst inde er klar over, er den rene løgn…

Det er dem, som Herren omtaler i sit ord med formaningen: ”Sørg for, at der aldrig i nogen af jer findes et ondt, vantro hjerte, så han falder fra den levende Gud (Hebr.3:12).”

Og dette er netop den tid, hvor ’folk ikke vil finde sig i den sunde lære’ (3.Tim.4:3). I stedet indbyder man – og betaler rigeligt forkyndere, der fortæller menigheden, hvad den gerne vil høre. Når det gælder prædikenen over Guds ord, vælger man at vende det døve øre til sandheden og i stedet lytte nogle opdigtede historier (v.4). Bemærk i denne bibelske henvisning: I den sidste tid vil der fremstå bedragere, som er dybt inspireret af løgnedæmoner!

Læs under www.godcast.dk fra Johny Noer og under Profetisk Journal artiklen: ’MONARK OG UNDERSÅT – DER ER INGEN FORSKEL’ (www.johnynoer.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens § 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

tlf.: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

Med Grundlov skal Land bygges: konto nr. 9790 – 0003445526, Frøs Herreds Sparekasse

NOTA BENE:

Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk Kontingent: årligt 500 kr. (for pensionister og studerende 250 kr.)

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.30.09.2022

Lignende Opslag

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *