GOG

… udskrift af min lange rejse mod Jerusalem fra mine optegnelser i 1990

”Er det dig, Gog, jeg talte om i gamle dage ved mine tjenere, Israels profeter?” (Es. 38:17)

I de sidste par dage ved den tjekkoslovakiske grænse fjernede vi alle gas- og olieovne fra samtlige karavaner. I stedet installerede vi ovne til kul og træ – og flere af vognene blev bedre isoleret.

Vi forberedte os på en lang og hård vinter.

Den forrige vinter havde givet os visse erfaringer. Ofte var det ned til 20 grader under frysepunket, der var masser af sne og en bidende blæst fra øst. Nu var vi indstillet på at trække netop i den retning, og vi forberedte os på kuldegrader strengere, end hvad vi hidtil havde oplevet.

På grund af nogle uheldige skriverier i en tysk avis, var det blevet vanskeligt for os i Bayern at finde egnede pladser for pilgrimskonvojen. Den pågældende avis havde i en artikel påstået, at vi forberedte at oversvømme landsdelen med to millioner af vore ’tilhængere’. Da vi aldrig i den del af landet har haft mere end et par hundrede mennesker ved vore møder, var vi ikke berørte over disse aggressive overdrivelser.

Vor vanskelige situation blev imidlertid afhjulpet på en usædvanlig måde. Ejeren af et vældigt øltelt dukkede op. ”Jeg vil hjælpe jer!” sagde han. ”Jeg skal nok skaffe jer et sted, hvor I kan sige jeres bønner i fred.”

Dermed anbragte han mig i sin store vogn og kørte mig til borgmesteren i en nærliggende by.

”Jeg vil gerne leje den forladte kyllingefarm udenfor byen til mine venner her,” sagde han, idet han anbragte sit visitkort på bormesterens skrivebord. Den kommunale embedsmand stirrede på visitkortet, der introducerede hans gæst som ’organisator for bayeriske ølfestivaler’. ”Jamen, er Deres venner ikke en kristen gruppe?” spurgte borgmesteren forvirret.

”Jo, det er en kristen gruppe,” svarede øl-organisatoren, ”og denne mand er deres præst.” Han slog mig på skulderen. ”Jeg har brug for den gamle kyllingefarm, så at mine venner kan få fred til at ’sige deres bønner…’

Borgmesteren rystede på hovedet. Det var tydeligt, at han opgav at finde ud af sammenhængen mellem ølfestivaler og kyllingefarme, hvor der skulle fremsiges bønner. Han gav sin tilladelse.

I JORDEN LÅ EN BIBEL

Et par dage før vi overtog kyllingefarmen, tog vore unge mænd til stedet for at slå det meterhøje græs. Ikke kun for at forberede konvojens ankomst, men også for at rive græsset sammen til ejerens heste. Pludselig bøjede Phillip sig og gravede en sort genstand op af jorden. Da han fik leret og græsset børstet fra det jordslåede sorte læderomslag, stod han overrasket i aftensolen. De tynde blade var gulnede og falmede af vejr og vind, men Gudsordet var stadig læserligt. Phillip løb hen til mig. ”Se far!” råbte han, ”se, hvad jeg fandt i jorden: En Bibel!”

Med en sær følelse af højtid tog jeg den gamle bog i mine hænder. Det var som fik jeg overrakt et budskab. Var det Gud, der på denne mærkelige måde ville tale til mig? Havde en eller anden kundgørelse fra dette hellige Skrift ligget gemt i jorden i mange år – og ventet på mig?”

Stilfærdigt forlod jeg den øvrige gruppe. Bag en af farmens tomme bygninger åbnede jeg den sorte, jordslåede bibel. ”Det første vers, som jeg kan læse fa disse famlede sider, tager jeg som en hilsen fra Dig, Herre!” bad jeg.

Da jeg åbnede bogen faldt mine øjne på Bibelens korteste salme: ”Pris Herren, alle I folk, pris Ham!” (117). Jeg så mig undrende omkring. Farmen var øde og tom. ”Alle I folk,” mumlede jeg – ”der er ikke mange folk her…”

Et par dage senere spadserede to mørke mænd fra Afrika ind i lejren. ”Vi er fra Ghana!” sagde de. ”Er dette her en kirke, hvor det gode, gamle evangelium bliver forkyndt?” De pegede op på det danske flag, der med sit hvide kors på den røde dug vajede over lejren. ”Det er en kirke her, ikke sandt?” spurgte de og nikkede op mod korset. Deres hvide tænder lyste i solen.

”Jo, det er en kirke,” svarede jeg, ”hvor det gode, gamle evangelium bliver forkyndt!”

”Og hvor man synger og klapper i hænderne?” De klappede i hænderne og gik to skridt frem og to tilbage.

”… og danser?”

Jeg stirrede på vor firehjulede kirkebygning.

”Forstår De, pastor, vi leder efter en kirke med det gode, gamle evangelium. Ligesom hjemme i Ghana! Oh yes! En kirke, hvor man prædiker om Jesus og synger og klapper i hænderne og danser og råber Halleluja! Oh yes, hvor man råber Halleluja!”

”I er velkommen!” sagde jeg. ”Kom bare alle sammen. Vi skal høre det gode, gamle evangelium om Jesus, og synge og klappe i hænderne og danse og prise Herren!”

Fra det øjeblik var den øde kyllingefarm ikke længere øde. Beboerne fra en nærliggende flygtningelejr med folk fra alle hudfarver fyldte vor tabernakel. Nogle gange troede jeg, at vor lille kirke var ved at rulle væk under os. De gamle sange om Jesus blev sunget med ilden fra vækkelsesbølgerne på det store afrikanske kontinent – og medens sangene og dansen fyldte den øde kyllingefarm, gik jeg undertiden udenfor lejren og stirrede mod øst. Derovre i den retning var vagttårnene og pigtrådsafspærringerne. Bag dem var det atter millioner af søgende sjæle. Langt derude fra de mørke skove skjult mellem bjergene lød også lovsang. ”Alle I folk, pris Herren!” Men dér mod øst var alle overvåget af Gog. Bibelen siger, at ’Gog er imod Gud, og at Gud er imod Gog!” (Ez.39:1)

GOG ER ISRAELS ÆRKEFJENDE

Hvem er Gog?

Mange har gennem århundrede forsøgt at give et svar på dette spørgsmål. For nogen tid siden blev Jerusalem opskræmt, fordi en gammel, hellig rabbi havde haft en drøm om Gog. Jøderne ved, at Bibelen kalder Gog for Israels ærkefjende, og at en dag vil han overfalde Jerusalem.

Journalister mange steder fra forsøgte at få noget mere at vide om denne drøm og om, hvad ’Gog’ egentlig stod for.

De lærde og skriftkloge svarede imidlertid undvigende. ”Den, der ikke ved noget, siger noget,” sagde de til den forsamlede presse. ”Og den, der ved noget, siger ikke noget.” Med den besked gik journalisterne hjem, og adskillige sendte den dunkle forklaring med telex til deres hjemlandsredaktioner. ”Den, der ikke ved noget,” skrev de om Gog, ”siger noget, og den, der ved noget, siger ikke noget…”

Encyclopedia Brittanica giver følgende beskrivelse om Gog: ”Gog er navnet på en vældig anti-teokratisk magt, som er bestemt til at skulle manifestere sig umiddelbart før verdensafslutningen.”

’Anti-teokratisk magt’. Det er et stort og fint og fremmed ord, som næsten kun bruges i et sådant fornemt leksikon. ’Anti-teokratisk’ betyder, hvad Bibelen siger mere enkelt: ’Imod Gud’.

’The Universal Jewish Encyclopedia’, som er et hebraisk orienteret opslagsværk, giver følgende redegørelse: ”Gog skal fremstå som en mægtig erobrer. Han vil invadere mange lande, men vil afsluttende møde sin skæbne på Israels bjerge. Her vil Gog blive tilintetgjort ved jordskælv og plager, ild og indbyrdes kamp. Dette vil føre til en endelig befrielse af Israel.”

Jeg stirrede op mod det danske flag, der med sit hvide kors blafrede i retning af landene med pigtrådsafspærringerne. Var det Gog, som boede derinde? Han, som skal ’invadere mange lande, men til sidst vil møde sin skæbne på Israels bjerge?”

Hvor havde det jødiske leksikon hentet den historie fra? Hvordan kan et nøgternt opslagsværk forudsige, at en kommende verdensmagt skal ’ødelægges i Israel ved jordskælv, plager, ild og indbyrdes kamp?”

Det bindstærke leksikon henviser til profeten Ezekiel. Han fortæller, at han i et syn har set disse ting. ”Først blev jeg ført ud i en ørkendal, som var fuld af tørre knogler og solblegede ben,” fortæller han, ”og Gud sagde til mig, at dette var Israels hus. – Men jeg vil åbne deres grave og vil føre mit folk tilbage til Israels land,” siger Herren (Ez. 37:11-12).”

Og så pludselig taler Herren imod Gog: ”Menneskesøn, vend dit ansigt mod Gog,” siger Han, ”og profetér imod ham!” – ”Sig til ham: Jeg kommer over dig, Gog… er det ikke dig, jeg talte om i gamle dage ved mine tjenere, Israels profeter. Når du overfalder Israel, vil jeg give min vrede luft. Der skal komme et vældigt jordskælv, og jeg vil nedkalde alle rædsler over dig; den enes sværd skal rettes mod den anden. Jeg vil gå i rette med pest og blod, med regnskyld og haglsten, ild og svovl vil jeg lade regne over dig… (Ez.38:2-3 og 17-22).”

DET SKETE VED MIDNAT

Nogle uger senere var jeg træt og udkørt på vej tilbage fra den tjekkoslovakiske grænse. Vi havde forsøgt at komme ind. Men Gogs soldater havde slået alle bomme ned. En barsk udseende officer studerede kort vore pas og gyldige visa. Med et stort, rødt stempel sværtede han det hele til med et: ’Ugyldigt’! Og så rumlede pilgrimskonvojen tilbage til vesten…

Dette skete omkring midnat.

Bag mig fulgte en snes lastbiler, traktorer og beboelsesvogne. Atter var konvojen indhyllet i snestorm, – som i de gode, gamle dage, da vi forlod Danmark – og jeg selv trak forrest med en volvo-lastbil med en 5-tons elleve-meters beboelsesvogn bag mig. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle køre hen, fordi bonden, som sidst havde givet os plads på hans mark i Schirnding, havde gjort mig klart, at dette ikke kunne gentages. ”Jeg skal arbejde på den mark,” sagde han. ”I kan ikke køre ind på den, når I kommer tilbage…”

”Tilbage,” spurgte jeg forundret.

”Ja, tilbage,” vrissede han. ”De lader jer aldrig komme ind derovre!”

Han nikkede mod den tjekkiske grænse, ”I er kristenfolk, og de kan ikke lide kristenfolk. De lader jer aldrig komme ind!”

”Jamen, vi har visa!” protesterede jeg. ”Den tjekkiske ambassade i Bonn har kontaktet Prag, og vi har alle de nødvendige papirer for at komme ind.”

”Papirer!” spyttede den tyske bonde. ”I har måske også papirer på, at I er kristenfolk. Når de opdager det, kommer I lige så hurtigt ud, som I kommer ind. Men I kører ikke ind på min mar, når I kommer tilbage. Jeg skal arbejde på den.”

Jeg tvivlede på bondens ord, fordi jeg to dage forinden sammen med grænsens tyske politichef og i en vesttysk tjenestebil var blevet bragt over til den tjekkiske grænsepost, for at de kunne undersøge vore papirer. Der havde jeg gjort det helt klart, at vi var en kristen konvoj. ”Vi er pilgrimme på vej til Jerusalem,” havde jeg forklaret, ”og på vor rejse ønsker vi at passere Jan Hus’ fødeby i Tjekkoslovakiet.

Medens papirerne blev omhyggeligt studeret, forklarede jeg videre: ”Jan Hus er måske Deres lands fornemmeste søn. Han blev brændt i 1445 – som en af Europas første reformatorer.”

Officeren tog sine briller af og stirrede på mig. Så tog han brillerne på igen og læste videre uden at sige et ord.

”Den gang var der ikke mindre end tre paver,” fortsatte jeg min kirkehistorie. ”De sloges med hverandre – og en af dem dømte Deres lands Johan Hus til bålet.”

”Hvorfor?” spurgte officeren uden at se op.

”Fordi han hævdede, at kirken ikke er en organisation men en levende organisme af troende.” Så rakte han mig papirerne tilbage. ”Det er ok,” sagde han. ”Vi venter konvojen her i morgen. Deres papirer er i orden!”

Den tyske politichef stirrede vantro på mig. ”Hørte De det,” sagde han, ”Det er i orden! I kan køre ind i morgen!”

ALT BLEV RANSAGET

Den følgende dag kørte halvdelen af pilgrimskonvojen i hvinende snestorm ind i det område mellem grænserne, som populært kaldes ’ingenmandsland’. Der efterlod vi vognene med familier og forråd, så kørte vi tilbage og hentede den anden halvdel, passerede vore ventende venner i ’ingenmandsland’ og styrede ind mod den tjekkiske grænse. Et kultog passerede os på vej mod vest, og jeg stod chokeret og iagttog, hvorledes sort uniformerede skikkelser på toppen af kulbjergene stak lange, tynde spyd ned i kuldyngerne. De skulle undersøge, om mennesker havde skjult sig blandt kullene – og i så fald gennembore dem med de lange spyd.

De første af vore vogne passerede grænsen. I de følgende timer, medens alt blev endevendt, lød ustandseligt det samme spørgsmål: ”Hvor mange bibler har De bragt med Dem?”

Alt blev ransaget. ’Tabernakel’, vor kørende kirke, blev åbnet, og alt, hvad der blev anvendt til gudstjenestebrug, blev stillet ud på den cementerede perron. I skolevognen prøvede et par unge tjekkiske soldater desperat at nedskrive titlerne fra skolebibliotekets bøger. Det må formodes, at H.C. Andersens eventyr ’Den lille, grimme ælling’ aldrig er blevet så pudsigt udtalt og nedskrevet med tjekkisk bogstavering som i disse øjeblikke.

Men ved midnatstid blev konvojen vist tilbage til vesten. En tjekkisk officer åbnede mit pas på den side, hvor min tidligere tyske opholdstilladelse var udstemplet. Under den blåsværtede tilladelse var tilføjet med fin tysk håndskrift: ”Kun gyldig for missionsarbejde!”

”Den slags har vi ikke brug for hos os,” sagde den tjekkiske officer. Hans stemme var som frosten på ruderne.

Da vi på tilbagevejen passerede de ventende pilgrimsfamilier i det snehvide ingenmandsland kunne jeg ikke standse for at fortælle, hvorfor vi nu igen kørte vestpå. Mægtige lastvognstog fra begge sider pressede os til at fortsætte. Der var ingen tid til forklaringer…

DA STORMEN ENDELIGT STILNEDE

Hvordan vi i sne og mørke fik konvojen op ad de stejle bjergveje, som det vesttyske grænsepoliti ledte os ad, kan jeg ikke forklare. Uniformerede mænd dirigerede os ind på en sidevej – for at vi dér kunne gøre holdt natten over. Den følgende morgen blev vi vækket af landsbyens mælkevogn. Den kunne ikke passere den parkerede pilgrimskonvoj. Bønderne i Fischern kunne nu ikke komme af med deres mælk. Vrede tyske landsmænd truede med at hælde mælken ud på gaden foran borgmesterkontoret, hvis ’de folk’ ikke blev ført et andet sted hen. Det lykkedes de unge mænd at få bugseret de tunge vogne ind på en nærliggende markvej, hvor stormen fra ’Bohemia’ snart begravede køretøjer og mennesker i tonsvis af sne.

Da stormen endeligt stilnede, og vi fik os gravet fri af snedyngerne, var luften stille. En skinnende hvid sol gjorde snehavet omkring os blændende hvidt. En ensom lastbil banede sig vej over den glitrende flade. Et par mænd læssede nogle tunge kulsække af for enden af den tilsneede markvej. ”Det er fra præsten i Schirnding,” sagde de. ”Han ønsker jer Guds velsignelse og håber, at I ikke fryser!”

Mens præstens kul langsomt varmede vognene op, læste jeg igen Bibelens beretning om Moses. Med en ny opmærksomhed fulgte jeg historien om den gang Moses sagde til Edoms konge: ”Lad os få lov til at rejse gennem dit land.” Men Edoms konge sagde: ”I får ikke lov at komme igennem her.” Så gjorde Moses ikke mere ved den sag. Bibelen siger: ”Så drejede Israel uden om Edom.” – Men Gud glemte aldrig, hvad der var sket. Det land, som så koldt havde nægtet Hans folks gennemrejse, blev siden straffet.

*

Jeg skovlede mere af præstens kul på ilden. De seneste døgn havde taget på kræfterne. Pludselig stod den lille, skaldede mand med de runde briller for mit indre blik. Ham havde jeg helt glemt! Og det på trods af, at han havde kørt 800 km. På de tyske motorveje for at give os en besked, inden vi kørte mod den tjekkiske grænse. ”Jeg har et budskab til jer fra Herren,” havde han sagt. ”For to uger siden så jeg i et syn en pil pege mod en blok af lande på et kort. Men pilen var ikke lige. Den gik i zik-zag linje. Og jeg hørte Herrens røst sige: ”Jeg er Herren, som leder jer af en vej, som ikke altid er lige. Men sådan er min vej med jer. Den bevæger sig i en zig-zag linje – og I vil ikke altid kunne forstå den måde, jeg leder jer på. Men vær ved godt mod! Jeg går foran jer! Og I når frem til målet – for det er Mit mål!”

Jeg stirrede ind i kulilden. Varme fyldte vognen. ”Vær ved godt mod!” hviskede jeg for mig selv. ”Jeg går foran jer, og I vil nå frem til målet!”

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’GOG’ (www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.03.01.2025