MANDEN DER KRISTENDE GRØNLAND
Hans Egede rejste i 1721 med støtte af den danske konge og Det Bergenske Handelskompani til Grønland. Han medbragte sin hustru, Gertrud Rask, og to sønner, der hurtigt lærte det grønlandske sprog og fik afgørende betydning som tolke. Han virkede på Vestkysten og grundlagde Godthåb i 1728 og fik afgørende betydning for Grønlands kristning. Hans grønlandskort findes i det kgl. Bibliotek i København.
Efter en frygtelig koppe-epedemi 1733/1735 der kostede hans hustru og største dele af menigheden livet, forlod han Grønland i 1736. Fra 1740 ledede han det grønlandske seminarium i København med titlen af biskop.
Han bliver i dag kaldt Grønlands apostel!
JEG FORTALTE JER OM GUDS HEMMELIGE PLAN
”I skal lægge mærke til,” (forklarer Paulus) ”at jeg brugte hverken ’fine eller kloge ord’, da jeg fortalte jer om den hemmelige plan, som Gud har med jer! Jeg forkyndte ikke ’vidnesbyrdet fra Gud’ med ’fremragende veltalenhed eller enestående visdom!” (1.Kor. 2:1)
(Det var ikke det, der skete, og det er ikke det som jeg kan huske.)
”Jeg havde nemlig besluttet, at mens jeg var hos jer, skulle det, som jeg talte om, udelukkende handle om Jesus Kristus og hans død på korset! Jeg ville ikke tale om noget andet! Det var jo det, som jeg havde på hjerte. Det var mit faste forsæt, og det var det, som Gud havde pålagt mig (v.2).”
”Da jeg kom til jer, lagde jeg ikke skjul på min svaghed, frygt og usikkerhed – ja ’megen bæven’) – og jeg pakkede ikke det jeg forkynder, ind i en masse kloge ord for at overbevise jer!
Min tale og mit budskab virkede altså ikke ved ’visdoms overtalende ord’. Jeg lod simpelthen Ånden og kraften i budskabet tale for sig selv. Det var min faste beslutning, at I ikke skulle begynde at tro på Jesus på grund af menneskelig klogskab men på grund af Guds magt!” (v.5)
PRÆDIKENS HEMMELIGHED
”Thi os har Gud ÅBENBARET det ved Ånden; Ånden ransager JO ALT, endog Guds dybder. Thi hvilket menneske ved, hvad der bor i mennesket, UDEN MENNESKETS ÅND, SOM ER I HAM? Således kender heller ingen, hvad der bor i Gud UDEN GUDS ÅND. Men vi har ikke fået verdens ånd MEN ÅNDEN fra GUD, for at vi kan lære at kende, hvad Gud i sin nåde har skænket os; og DEROM TALER VI ikke med ord, lærte af menneskelig visdom – men med ord lærte af Ånden, idet vi tolker åndelige ting for åndelige mennesker (1.Kor. 10:13).
Apostlen Paulus understreger her, hvad der er baggrunden for, at vi kan prædike! Han fortæller os, hvad der er hemmeligheden ved prædikenen. Hvorfor nogle mennesker vil rejse langt for at lytte til en bestemt prædikant – ja, hvorfor en prædiken kan åbne vejen for en synder, så at han (ved denne prædiken) erhverver det evige liv.
*
Hvori ligger forskellen mellem en velstuderet præst og en fattig forkynder, (som ikke har fået nogen ’uddannelse’) men blot er optaget ’Guds ord’, som er blevet levende for ham)? Paulus fortæller, hvori forskellen ligger – og det er klart, at han har begrebet ’den afgørende forskel’, som bevæger sig gennem hele historien og frem til vore dage. Han siger: ”Thi os har Gud åbenbaret det ved Ånden!” (1.Kor.2:10)
I denne ’korte sætning’ fra Ny Testamente adskiller han (én gang for alle) de forskellige forkyndere af Bibelen fra hverandre. Der er dem, som bygger deres forkyndelse på de studier og belæringer, som de har modtaget (gennem velstuderede professorer og lærde akademikere) – og så er der dem, som i al enfoldig afleverer det, som ’Gud har åbenbaret ved Ånden (1.Kor.2:10).”
*
De første har (for det meste) en ypperlig talekunst og kan forklare Bibelens ord med rige og stærke ’farvestrålende’ fortællinger, mens de enfoldige, ulærde prædikanter ’kun’ har at give deres tilhørere det ord fra Bibelen, som ’Gud har åbenbaret for dem’. Det er de sidste, som apostlen taler om med ordene: ”Thi os har Gud åbenbaret det ved Ånden.”
Det vil sige, at kirkens forkyndere i vor tid kan skilles i to vidt forskellige grupper:
- Dem, som prædiker uden åbenbarelse (… og derfor må hente deres prædiken fra, hvad de kan observere i samfundet omkring dem)
- Og så de prædikanter, der er helt afhængig af, ’hvad Gud har åbenbaret ved Ånden’, og derfor ofte kan bringe ’et ord fra Bibelen’, som ’trænger igennem’ og skaber det nye, som deres tilhørere længes efter!
HVAD VI HERAF KAN LÆRE
I det følgende vil vi lade apostlen Paulus få frit løb med at forklare, hvad Gud i sin nåde vil gøre (i denne tid) for at ’indfange de fortvivlede mennesker’, som af hele deres hjerte søger Gud! Apostlen fortsætter sin belæring fra 1. Korintherbrev det andet kapitel og erklærer (i dette andet kapitel vers 10): ’Ånden ransager jo alt, endog Guds dybder’.
Det vil kort og godt sige, at der er intet, som undgår Helligåndens opmærksomhed – ja, Guds Ånd er på et ’stadigt arbejde’ (for at finde frem til det, som kan være brugbart i jagten på menneskesjæle) – ja, Guds Ånd trænger endog ned i ’Guds dybder’ for at hente det materiale, der kan være mennesket til hjælp i deres søgen efter Gud!
Det er altså ikke nogen tilfældighed, når mennesker på et tidspunkt har fået nok af alt det intetsigende og tomme, og der er nogle, som pludselig giver sig til at ’ransage de dybe ting!” (1.Kor. 2:10)
”Thi hvilket menneske ved, hvad der bor i mennesket, uden menneskets ånd, som bor i ham (11. vers).” Her drager Skriften et evigt skel mellem ’mennesket’, – og så den ånd, som er i ham’ (1.Kor. 2:11). Det er altså (ifølge Skriften) to forskellige ting, der kan (og skal) adskilles fra hinanden.
(Det er en overraskelse for os at høre, at Skriften (og dens apostel) gør her en klar og tydelig adskillelse: Bibelen beskæftiger sig nemlig med to emner: Den ene emne er ’mennesket (som lever og færdes iblandt os) og så: ’det samme menneske’, der er ’den ånd’, der bor i den pågældende person’.
Den første del er den menneskelige person, som alle genkender og kalder ved navn – og den anden del er ’det ukendte væsen’, der bor i den pågældende person, og som kun kan identificeres som ’menneskets ånd’, der er i ham’ (1.Kor.2:11).
*
Vi kan altså hver dag møde vor nabo, som er det menneske, vi kender, og som vi hilser på, så ofte vi møder ham, men samtidig møder vi en person, som er aldeles ukendt for os, fordi vor nabo har ’i sig en ånd’, som kun han selv kender!
Det er uhyre væsentligt, at Skriften gør os opmærksom på dette forhold, fordi: ’det virkelige menneske’, som er vor kendte nabo) er den ’ukendte person’ (som kun er delvis bekendt af ham selv).
(Som tiden går vil ’den virkelige nabo’ lidt efter lidt give sig til kende. Vi opdager, at der bag ’det behagelige ydre’ ’lever og ånder en frygtelig person – eller vi lærer denne ’ukendte nabo’ at kende som en behagelig og hjælpsom og kærlig person (som vi gerne vil gøre et nærmere bekendtskab med).
Således er vort bekendtskab med Gud. Ja, Skriften siger: ”Således kender heller ingen, hvad der bor i Gud, uden Guds Ånd!
”Men vi har ikke fået verdens ånd, men ånden fra Gud, for at vi kan lære at kende, hvad Gud i sin nåde har skænket os.”
GUDS ÅND ER VOR VEN
Paulus fortsætter nu sin yderst vigtige belæring ved at komme nærmere ind på, at vi (som kristne) faktisk er blevet godt udrustet til at kunne stå verdens fristelse imod og til sidst at nå igennem alle jordens trængsler og vanskeligheder! Apostlens fremgangsmåde er denne:
For det første siger han, at ’vi har ikke modtaget ’verdensånden’ fra Gud. Det ville have været ’en dårlig hjælp’ for os, hvis Gud havde skænket os mere af verdens ånd!
Verdens ånd er menneskets fjende! (Men Guds Ånd er menneskets ven). Jesus siger: ”Når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden (Johs. 16:13).” Apostlen understreger altså her, at ’vi har ikke fået verdens ånd, da vi mødte Gud’, men vi har fået Ånden fra Gud!” (v.12)
*
Dette er sket (altså at vi har fået Ånden fra Gud) ’for at vi kan lære at kende, hvad Gud i sin nåde har skænket os (v.12).
Hvis dette mirakel ikke var sket, så ville vi (indtil dags dato) stadig have levet i tom uvidenhed om det svære fald, som mennesket (i begyndelsen af verdenshistorien) var ude for – og vi ville aldrig i livet have oplevet den nåde og befrielse, (som er blevet skænket os ved Kristi forsonende død) – ja, vi ville aldrig have kunnet faldet på vore knæ og inderligt have takket Himlens Gud for frelsen i Jesus Kristus.
Nu (derimod) er vi i stand til at tale – ikke med ord lærte af menneskelig visdom – men med ord, som vi har lært af Guds Ånd, idet (som det hedder) ’at vi tolker åndelige ting for åndelige mennesker’ (v.13).
GUDS ÅND VIRKER MED DET SAMME
”Jeg kom altså ikke mere fremragende visdom,” siger Paulus. ”Det var ikke det, som gjorde indtryk på jer! Jeg talte kun om Jesus – og så virkede Guds Ånd med det samme, og I overgav jer til Kristus (1.Kor. 2:1-2).”
Jeg talte ikke med menneskelig visdom – men jeg holdt mig kun til dette ene: ’Jesus, som korsfæstet’ – og ved at holde mig til dette budskab, virkede øjeblikkeligt Guds kraft, og I måtte overgive jer til Herren (v.4-5).
Den forkyndelse indebærer nemlig ’en visdom’, der ikke hører til denne verden! Det er en ’hemmelig visdom’, som Gud har forudbestemt til at anvendes alle vegne og til alle tider (6-7). Ingen af denne verdens herskere har nogensinde gjort bekendtskab med denne guddommelige visdom, for hvis de havde gjort det, så havde de aldrig begået den forbrydelse at korsfæste ’herlighedens Herren’ (8-9).
”Vi, som er troende’ har imidlertid fået Ånden fra Gud,” siger Paulus, – ”og det er sket, for at vi (som de eneste) kan lære, hvad der (indtil da) aldrig er kommet op i noget menneskehjerte.”
(Det er nemlig kun beredt af Gud for at det kan gives til dem, der elsker Ham (v.9)… så at I kan ’tolke de åndelige ting for åndelige mennesker’. Heri ligger ’prædikernes’ hemmeligheder!
”Men det sjælelige menneske tager ikke imod vort budskab,” slutter Paulus. ”Det er og forbliver ham en stor dårskab … thi det må bedømmes åndeligt (v.14).”
Den åndelige tager derimod med glæde imod evangeliets budskab. Han forstår det med det samme, for han har lært Herrens sind at kende (v. 15-16).
ALT HVAD DER ER I BEVÆGELSE ER IGANGSAT AT NOGEN
”Efter eftertrykkeligt at have bevist, at det ikke er unødvendigt at ’anstrenge sig’ for at bevise, at Gud er (og Han lever og er bevægelig – ja, griber ind i vor tilværelse når det er nødvendigt), så lad os nu gå videre og fremlægge ét af de argumenter, ved hvilke både de ikke-troende filosoffer og de lærde kristne beviser, at Gud er en levende og (allesteds nærværende) virkelighed!
Med disse ord indleder Thomas d’Aquin et monumentalt afsnit af sin belæring om ’Guds eksistens’, som han fastholder ved denne enkle tese, at: ’alt, hvad der er i en ’selvstændig bevægelse’, er bragt i denne bevægelse af nogen eller noget, der bevæger sig!
(Eller sagt på en mere direkte måde: ”Gud er optaget af at sætte en død verden i en ’levende funktion’. Han er ’livsbevægelsens Gud’, og han kan få alt det skabte til at sprække af igangsættende liv). Om dette begynder Thomas d’Aquin sin belæring. Han skriver:
”Alt, hvad der er i bevægelse, af en anden! (Solen f.eks. er i bevægelse, fordi den er bragt i bevægelse af en anden kraft; den er altså sat i gang af ’en kraft’ (som er selve ’motoren’ i dette forløb (Latin: movens). Uden denne igangsættende motor’ ville solen være blevet stående stille på himmelhvælvingen (og der ville være tomt og stille omkring den). Denne ’igangsættende’ motor er altså i bevægelse – (eller den står stille uden at bevæge sig).
Hvis den er ubevægelig, må vi fastholde den foreslåede konklusion: Det er absolut nødvendigt at anbringe (i dette forløb) en ’ubevægelig motor’. Denne motor, som er ’ubevægelig’, kalder vi Gud! (Han er nemlig ’den stående begyndelse’ til alt, hvad der er levende og bevæger sig!)
Hvis denne ’ubevægelige motor’ skal sættes i gang af en anden motor, så må vi ’fortsætte rækkefølgen’ i uendelighed – eller vi må blive stående med ’den evigt stillestående motor’. Da det nu er udelukket at ’træde ind i det uendelige’, så må vi blive stående ved den første ’stillestående motor’ – og herfra søge efter problemets løsning!
*
PÅVIRKNING OG REAKTION
Hvis noget af det eksisterende (en ting, der allerede består), så har ’denne ting’ (i sig) princippet for al bevægelse!
Hvis ikke, så er bevægelsen nødvendigvis ’sat i gang’ af en udenforstående kraft!
Ja, heraf følger, at en tredje bevægelig genstand nu sætter denne første bevægelse i gang – det vil sige, at ’denne tredje part’ foretager en selvstændig bevægelse, og at denne bevægelse ikke sker på grund af en bevægelig del af den selv (som et dyr, der pludselig kommer i bevægelse på grund af sine fødder),
… thi, i det tilfælde bliver hele legemet ikke sat i gang af sig selv, – men det bliver sat i gang ved en del af legemet, og dermed bliver ’andre dele’ sat i gang. For at denne ’påvirkning af reaktion’ kan forekomme, må ’det igangsatte’ være deleligt, og der må nødvendigvis være partier, fordi alt, hvad der kan bevæges, er deleligt.
*
Dette fører os til forståelsen af, at der eksisterer en evig Gud, og Thomas d’Aquin henviser til det skriftord, som siger: ”Da talte de, som frygter Herren med hverandre. Og Herren lyttede og hørte efter, og en bog blev skrevet for Hans åsyn, for at de kunne ihukommes, som frygter Herren og står lid til Hans navn (Malakias 3:16).”
Ja, Herren tilføjer: ”For jeg, Herren, er ikke blevet en anden (v.6).” Dette fortæller os, hvorledes Herren vedbliver at være den samme Gud i de generationer, hvor mennesker (af alle slags) huserer på jorden. Ja, Herren ’lyttede opmærksomt’ til menneskers samtaler på denne dømte klode. Han lytter og hører efter. Og det sidste (at han ’hører efter’ fortæller os, at vor situation bliver observeret ’i det højeste’. Herfra lyder det klart og tydeligt, så at hele jorden kan høre det: ’Gud er evig’.
DET SEJRENDE GUDS LYS
’I begyndelsen var Ordet’ – og det lys, som udgår fra ordet, kan intet mørke (hvor tæt det end er, og hvor dybt det end sænker sig) besejre! Det ord er i stand til ’at sejre over alt det mørke’, som indhyller jorden, og som vil prøve at udslukke alt lys, som hersker alle steder, hvor Gud søges af hungrende sjæle.
’Ordet var hos Gud’ – som hersker over alle ting, og som er omgivet af et lys, der er ’så velsignet’ og er ’så gennemtrængende’, at ’alt mørke må vige’ – og dermed efterlade jorden og dens beboere i et forklaret lys, som ikke kan besejres af noget dystert mørke, hvor stærkt det end kan synes at være!
Hvorfor?
Fordi: ’Ordet var Gud’, som i dag er kommet blandt mennesker, for at oplyse deres dunkle veje og bibringe dem frelsens sejrende lys, som er i stand til at fordrive alle mørket gespenster og fortabelses håbløse nat!
Dette ’ordets strålende lys’ var i begyndelsen ’hos Gud’ – men på et tidspunkt trængte det igennem det sorte bælgmørke, som omgav vor jord, og det begyndte straks at rense mørkets kræfter ud med det klareste himmellys som eksisterer! Efter at mørket var fordrevet fra vor klode, så ’tog lyset magten’, og alt, hvad der eksisterer og lever fra skabelsens første syv dage,’blev til’ ved dette sejrende Guds lys – og der er i dag intet, som ’er til’, der ikke bærer denne usynlige kåbe af lys fra Skabelsens begyndelse.
I dette lys er Guds liv, og de første mennesker, der levede på jorden, Adam og Eva, strålede af dette ’Herrens lys’, der var så kraftigt, at ’det tidligere mørke’ (som nu var fordrevet) ikke kunne vende tilbage! Mørket kunne simpelthen ikke ’få bugt med det’ (Johs. 1:5). ”Mørket begreb det ikke,” – men Guds lys havde invaderet den dømte klode!
SE DOG, HVOR STOR GUD ER!
Det fremgår af alt dette, at Gud er evig. Vi har bevist, at Gud er absolut ’ubevægelig’. Derfor er Han fra evighed af. Han er uden begyndelse og uden afslutning. Ja, ’Han (Melkisedek) er uden fader, uden moder, uden stamtavle, uden begyndelse på sine dage og uden afslutning på sit liv – ligestillet med Guds Søn! Han bliver ved med at være præst for bestandig. Se dog, hvor stor han er, at Abraham, vor stamfader, gav ham tiende af det bedste bytte (Hebr. 7:4)!”
Her må alle standse og læse Skriftens ord én gang til! Det må ’prentes ind’ i vore sind, at der er én iblandt os, der ’ikke har far eller mor’ (eller sagt med andre ord): ”Han nedstammer ikke fra nogen.”
”Hans liv har,” (og her holder vi vejret): ”hverken begyndelse eller ende! Han er og forbliver præst i al evighed! Vi fatter og forstår, at der her er tale om et billede på Guds Søn!” (Hebr. 7:4)
… og her kan vi kun være på vagt (som vi aldrig før har overvåget den politiske og åndelige situation). Ja, her fatter ’den urolige verden’ (og de forbløffede verdensledere) med ét, at de i deres midte har et folk (eller nogle enkelte personer), der ejer en ’sjette sans’, som giver dem den indsigt i de jordiske forhold, som selv de bedste statsmænd og rådgivere ikke kan ’leve op’ til!
Herom taler Thomas d’Aquin i et sprog som kun de udvalgte forstår (for Gud åbenbarer i denne tid de hemmelige ting, ’som hører endetiden til’, og som kun kan forstås og erhverves af nogle få!) Han skriver: (I det 15. kapitel af værket: ’Sommes contre les gentils’ under overskriften: ’Gud er evig’): ”Det kan ligeledes påstås, at kun de ting, som er i bevægelse, kan måles med tid, fordi ’tiderne er selve målet (Latin: numerus) for alle bevægelser’.
Eller: ”Gud er absolut og uden bevægelse. Han forbliver derfor til alle tider den samme – og Han kan aldrig udmåles med tid.”
*
Dette forslår Thomas d’Aquin med eftertryk (for 800 år siden!) Han påstår (uden at blinke), at kun, hvis en ting ’er i bevægelse’, – (den flytter sig fra det ene sted til det andet) kan man fastsætte et mål på, ’hvor lang tid, denne bevægelse bruger?
Thomas d’Aquin fortsætter ubarmhjertigt med fremsættelsen af denne ’ubegribelige tanke’ og siger: ”Gud kan altså (i sin evighed) ikke udmåles med tid og tider.”
”Man kan derfor ikke tillade (med henblik på Ham) at forholde sig til et ’før’ eller et ’efter’. Han har nemlig ikke nu en eksistens, efter ikke at have ’været til’, ej heller har Han en ’ikke eksistens efter at have ’været til’ – ja, man kan ikke finde i ’Guds væsen’ den mindste form for efterfølgelse – thi alt dette kan ikke rummes i tid og tider! Der er nemlig hverken begyndelse eller afslutning på Guds ’Væren’, idet Han totalt er Herre over alt. Det er herved, at man definerer ’Guds evighed’.
Ud fra dette kan det blandt andet bevises, at Gud er en evig Gud! (Han er i virkeligheden lyslevende, medens alverden ’begynder’ eller ’ophører’ omkring ham!)
Eller (som vi allerede har bevist), eksisterer der ’en absolut ubevægelig Gud’, som er evig… uden begyndelse og uden ende!
Det vil sige (udtaler Hebræerbrevets det syvende kapitel), at ’Gud er (som Melkisedek, den højeste præst): ’uden fader, uden moder, uden stamtavle, uden begyndelse på sine dage og uden afslutning på sit liv – ja, han er som Guds Søn (og vedbliver som sådan) at være præst for bestandig! (v.3)
Det siges jo (i en billedtale om Guds Søn, Jesus), at ’han ikke nedstammer fra nogen på denne jord, og at hans liv har hverken begyndelse eller ende: Han er præst i al evighed! (v.3)
*
Eller som Thomas d’Aquin forklarer dette utrolige fænomen (for 800 år siden), hvor han skriver: ”Gud kan altså ikke udmåles i tid! Man kan ikke ’indrømme’, at der i Ham forefindes ’et før og et efter…
I Ham eksisterer der ikke en ’væren’ (efter at der har været en ’ikke-væren’) ej heller eksisterer der en ’ikke-væren’ (efter at der har været ’en væren).
– ja, man kan ikke finde (i Hans ’guddommelige væren’) en efterfølgende mangel på eksistens, for hele denne tankerække findes overhovedet ikke (som et tidsrum, der har fundet sted (hverken her i tiden eller evigheden!)
Der findes altså i Ham (Gud) hverken ’begyndelse eller ende’, det er nemlig herved, at vi fatter evigheden…
Læs artiklen under Profetisk Journal: ’ET NATLIGT BESØG’ (www.johnynoer.dk)
Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.25.04.2025