EN MANDS OFFER KOM ALLE TIL GODE

For at jeg ’bliver i stand til ’at vurdere ’de evige ting’, må den vise Gud i sin nåde give mig af ’evighedens manna’, da jeg ellers undergår den kødelige, begrænsede magts sørgelige skæbne! Det, ’som er af kødet’, kan nemlig ikke begribe det åndelige men standses af ’alderens begrænsninger’, og står til sidst magtesløs i Guds tjeneste (hvilket er umuligt, thi med tjenesten må følge magt og indsigt og herredømme, som er lovet os fra Romerbrevet det 5. kapitel, hvor der står skrevet:

”Thi voldte den enes fald, at døden fik herredømme ved den ene, så skal da meget mere de (der tager mod nådens og retfærdighedens rige fylde) få herredømme og liv ved den ene, Jesus Kristus (Rom. 5:17).”

Lad os (på grund af vor svaghed og alderens affældighed) ’i en stor stilhed’ nærmere studere dette vers. Thi vi får intet uden ved Guds forunderlige nåde.

”Altså,” tilføjer apostlen Paulus i sin lære om dette afgørende emne: Ligesom der af den enes fald fulgte fordømmelse for alle mennesker (v. 18).”

Hvilket skal forstås således: ”Ligesom de mange kom til at stå som syndere (ved det ene menneskes ulydighed) således skal også de mange komme til at stå som retfærdige (ved det ene menneskes lydighed, Rom. 5:19).”

*

Da mange er blevet sløve (på grund af tidsånden) og adskillige vil ’stille sig helt uforstående overfor apostlens (ellers så tydelige) forklaring på dette vigtige emne i Romerbrevet, vil jeg her gennemgå denne tekst (i det følgende) med en udlægning af disse vigtige vers i hans brev til Rom. Det lyder sådan:

Døden fik altså magten (over alle mennesker) på grund af Adams og hans skæbnesvangre fejltrin! Men det er ’ingenting’ (hvad der her skete), i forhold til det (som hændte med Jesus Kristus! Nu der det nemlig alle dem, der har ’modtaget’ Guds overvældende gave’, der får magten! De lever nemlig udelukkende, fordi Gud har frikendt dem udelukkende helt og ganske uden at de har fortjent det!

Hvad der nu er sket er følgende: Én mands overtrædelse (Adams synd) af et forbud (som Gud havde givet menneskene i Edens have) førte altså til en frygtelig straf, som faldt på hele menneskeheden. På samme måde har én mands overholdelse af Guds påbud (Jesu Kristi offer på Golgata) givet alle mennesker tilgivelse af liv!

”Altså: En mands ulydighed betød, at alle blev skyldige – men én mands lydighed har ført til, at alle blev frikendt (Rom. 5:17-20).”

VIL KUN FØRE ÆDEL TALE

Det forbliver altså med den største nødvendighed, at visdommen bliver fremlagt som ’en dobbelt opgave, nemlig denne: ”at den guddommelige sandhed indeholder det ord fra Bibelen, der siger: ”Sandhed taler min gane, gudløse læber er mig en gru (Ordspr. 8:7),” erklærer Thomas d’Aquin. – Dette vil altså udlagt sige, at ’den sandhed som visdommen våger over’, bor hos mennesket – ja, har ’taget bolig’ i det menneskelige legeme, hvorfra den ’fra ganen baner sig vej til læberne’, og dermed ’med retvise ord (v.61) afviser enhver form for gudløshed og kun vil føre ’ædel tale’.

Det, som kendetegner falsk lære og åbenbarer den guddommelige sandhed, kaldes også (i daglig tale) for ’fromhed’ (kap. 1, stk. 5) – om dette vil jeg fremover tale yderligere, slutter Thomas d’Aquin.

*

”Af alle de ’studier’, som mennesker overalt på jorden har beskæftiget sig med gennem årene, er VISDOMMEN 1) den skønneste, 2) den mest brugbare og 3) den behageligste af dem alle! (Således begynder Thomas d’Aquin sit storslåede og ’yderst forståelige (skriftlige) arbejde, som han har efterladt sig med ordene: ”Lykkelig er det menneske, der forbliver i visdommen’ – hvilket blot er en omskrivning af det bibelord: ’Lykkelig er den, som forbliver i Kristus’ (kap.2, stk. 1 under overskriften: ’Forfatterens hensigt med dette arbejde’, side 141.

Det er også det mest ’sublime’, og hans litterære (efterladte) arbejde, idet han erklærer, at man her beskæftiger sig med det, som ’mest ligner Gud’. ”Hvor mange er dine gerninger, Herre, du gjorde dem alle med visdom – ja, jorden er fuld af de ting, som du har skabt (Salme 104:24).

”Hertil refererer salmisten, når han udbryder,” (slutter Thomas d’Aquin denne tankerække), hvad han har iagttaget af Guds underværker. ”Hvor har du skabt meget, Gud, – og alt sammen med visdom! Ja, jorden er fuld af det, du har skabt.”

… Her er det store og vide hav (et utælleligt mylder af liv og små og store dyre). Der sejler skibene rundt, og havudyret Livjatan, som du skabte til at lege med! Alle stoler på dig, at du giver dem føde til rette tid. Du giver dem mad – de spiser, du åbner din hånd, de bliver mætte af det, du giver dem!

Du vender der dit ansigt bort – de bliver opskræmt, du tager dens ånde, de dør og bliver til jord igen! Du sender din ånde, der skaber liv, du gør jorden ny igen!” (Salme 104:21-31).

LAD DEM BLOT KOMME MED DERES ANKLAGER

’Den store angst’, som har pint og plaget mennesker (og har holdt filosofferne fast med at redegøre for dens indhold), må i dag løsne sit greb ved budskabet om, at mennesket kan finde fred og hvile efter dette liv.

Således betynder Thomas d’Aquin sit firebindsværk, som bl.a. handler om ’Guds treenighed’ (der er budskabet om selve ’menneskets forløsning’) idet det fører den frelste synder (ved Jesus Kristus) helt ind i Guds ufattelige storhed, hvor Gud (som er tre) og Gud (som er én) eksisterer.

Thomas selv har ’råbt til Gud’ om hjælp (til at undervise folket på den rette måde). Han holdt til det sidste fast ved bibelordet: 2. Kor. 3:5, hvor der står skrevet: ”Jeg mener ikke, at vi af os selv er duelige til at udtænke noget, som kom det fra os selv, men vor duelighed er fra Gud.”

Hele dette afsnit af Bibelen kan med rette citeres som en indledning til Thomas læregerning i Guds kirke – (og vi bør ikke glemme, at han begynder sin undervisning i det 13. århundrede, hvor han frimodigt skriver følgende om sit store kald: ”Begynder jeg nu igen at anbefale mig selv? Eller har jeg måske brug for anbefalingsbrev til – eller fra jer, sådan som andre åbenbart har det?”

Han fortsætter: ”Nej! I er jo selv den bedste anbefaling, vi kan får – og den er skrevet i vore hjerter, hvor alle mennesker kan se og læse den. På grund af mit arbejde er I nemlig blevet som et anbefalingsbrev fra Kristus selv! (Det er naturligvis ikke skrevet med blæk men med den levende Guds Ånd, og det er slet ikke skrevet på stentavler men på hjerter af kød og blod.”

(Sådan lyder denne mands ord, der er som skrevet ind i vore egne hjerter, eftersom vi skal stå til regnskab for vor livsgerning over for dem, der vil formindske vor tjeneste for Herren Jesus Kristus).

GUDSTANKEN

Vi bliver på en eller anden måde fastholdt af Thomas d’Aquin (som: den inkarnerede fornuft)… den fornuft, som Kristus bar med sig og som giver sig udtryk i ’ordet’ (Logos) – eller ’Gudstanken (der ’tillader sig’ at sprænge vore grænser og former en kristen teologi, der fuldender den menneskelige filosofi’.

”Man må altså forlade den sunde fornuft, for at give plads til den rene tro,” siger Kant.

Hertil siger Thomas: ”Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, der skal han bede om at få den fra Gud, der giver alle gavmildt og uden bebrejdelse, og så vil den blive givet (Jakob 1:5). Når Thomas skriver om ’den vise’ – så mener han altid ’den kristne, som fatter Bibelen ord, thi:

… Visse sandheder om Gud overgår den menneskelige kapacitet (f.eks., at ’Gud er tre, og Gud er én) – andre sandheder kan vi begribe med vor sunde fornuft,” siger han.

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.24.10.2025