BORGERRET

I 2014 blev der i Frankrig taget et kollektivt (meget åbent og meget bredt) skridt for at reformere forståelsen af ’Lov og Ret’. Man ønskede at vide mere om ’motivationen bag de sager, som kunne indordnes under dette begreb’.

I marts 2017 blev en kommission nedsat, som blev pålagt at fremføre nogle ’veludarbejdede argumenter’, som kunne anvendes i et projekt af den påtænkte art.

I februar 2019 forelå et arbejde, som var formaliseret til at kunne tjene det formål, som man havde i sigte – og man har i Frankrig siden kunne nyde godt af en juridisk sikkerhed, som ligger i en dybere forståelse af begrebet ’Lov og Ret’.

Denne retssikkerhed må befæstes i Danmark. Vilde storme lurer forude. Et voldsomt sug fra afgrunden åbner sig – og alt, hvad der kan fastspændes, må i dette øjeblik sikres, så at vort fædreland ikke rives med af stormen og driver til havs. Dette drejer disse linjer sig om.

AT UNDERSTØTTE ER ET POSITIVT ORD

Lov og Ret i Danmark omfatter – set med grundlovens øjne – også borgernes religiøse liv. Det fremgår af konstitutionens 4 paragraf, som understreger, at den danske stat har forpligtet sig selv til at ’understøtte den evangelisk-lutherske kirke’. Den paragraf udgør et afgørende element i debatten om stat og kirke. I Danmark kan ingen politiker hævde, at ’politik og religion’ skal adskilles. Han (eller hun) er ved grundloven bundet til at skulle understøtte den evangelisk-lutherske lære. Det er ikke et spørgsmål om tro. Det er lov!

At ’understøtte’ er et positivt ord. Det er ladet med en dynamisk energi. Det er milevidt adskilt fra enhver nedgørende eller destruktiv udtalelse eller handling. Det kan aldrig forenes med den tale, at kirken skal underordnes staten – men det kan kun forstås på den måde, at den protestantiske kirke lever i Danmark i et klima, som er velvillig overfor den evangelisk-lutherske lære. Det protestantiske livssyn er stærkt og udholdende.

*

Statsministeren, Mette Frederiksens, udtalelse for halvandet år siden, at ’Gud skal sættes ind på et vigespor’, er derfor grundlovsstridigt! (Det kan være en statsministers personlige mening. Som privatperson kan hun sige, hvad hun vil, men fra folketingets talerstol kan der – som et regeringsanliggende – kun lyde en tale, som ’understøtter’ den evangelisk-lutherske lære.)

Det kan lyde helt forkert – ja, som et fænomen, der kun kan forekomme i et land, hvor der ikke er ytringsfrihed – men det må her fastholdes, at statens grundlovsmæssige forpligtelse over for kirken er af en art, at den indebærer stor disciplin og tilbageholdenhed fra politikernes side, så at ingen vover at udtale noget nedsættende ord om Guds Ånd. Jesus siger:

”Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives menneskene, men bespottelse mod Ånden skal ikke tilgives. Den, der taler et ord imod menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den, der taler imod Helligånden, han vil det ikke blive tilgivet, hverken i denne verden eller i den kommende (Matt.12:31-32).”

*

Dette er altså vedtaget som en obligatorisk, juridisk norm, som ingen politiker – end ikke en statsminister – kan undsige sig. Lad mig forklare:

Det er blevet en fast tradition siden 2014, at Dansk Folkeparti én gang om året indkalder Folketinget til en principiel forespørgselsdebat om værdipolitik. Den blev i høj grad præget ved denne anledning for halvandet år siden af tidligere udlændingeminister, Matthias Tesfayes (S) flere gange gentagne udtalelse om, at ’Gud har vigepligt, når religion og demokrati støder sammen’.

Statsminister, Mette Frederiksen (S), greb disse ord i sin indledende tale. Hun sagde helt konkret følgende:

GUD HAR VIGEPLIGT

”Demokrati, folkestyre og vores grundlov står over religion. Vores tidligere udlændingeordfører (Mattias Tesfaye, red.) har formuleret det utroligt klogt og præcist, nemlig, at ’Gud har vigepligt’. Der er ikke noget, der står over Folketinget eller Grundloven. Man kan ikke påkalde sig (ligegyldigt hvilken religiøs baggrund man måtte have) særlige privilegier eller ret til at undertrykke andre, fordi man har en religion. Det er her i huset, lovgivningen vedtages, ingen andre steder.”

Der er et univers til forskel på, at statsministeren siger, at ’demokrati og folkestyre står over religion’ og så at definere denne udtalelse med ordene: ’Gud har vigepligt’.

”Det er en utrolig klog og præcis definition,” siger hun, og gør sig dermed skyldig i den fejltagelse, at sætte lighedstegn mellem ’religion’ og ’Gud’. Der er mange religioner, men kun én Gud. Der er mange meninger om Gud – men Gud forbliver hævet over dem alle.

*

”Der er ikke noget, der står over folketinget eller grundloven,” proklamerer statsministeren – og har dermed ret, hvis hun mener, at ingen religion kan påkalde sig denne ophøjede stilling, men hun har uret, hvis hun siger: ”Gud står ikke over folketinget eller grundloven.”

Hans navn er Den Almægtige, og Han er Herre over alt og alle (Dan.2:21).

*

”Man kan ikke påkalde sig særlige privilegier,” (fortsætter statsministeren og tilføjer): ”uanset hvilken religiøs baggrund men måtte have.”

Denne sætning slår benene væk under den påstand, at man med dette udtryk (’Gud har vigepligt’) kun har haft Islam i tanke. Her retter statsministeren sværdet mod folkekirken, som netop nyder ’særlige privilegier’. Hun undsiger sig den sætning i grundloven, som erklærer, at staten har forpligtet sig til at ’understøtte’ den evangelisk-lutherske lære.

*

”Man kan ikke påkalde sig ret til at undertrykke andre, fordi man har en religion,” er statsministerens konklusion. Og deri har hun ret! Men man kan påkalde sig en ret, hvis den er grundlovsbefæstet – og det er ’at understøtte’, som er motivet.

Grundlovsfædrene har aldrig haft nogen form for ’undertrykkelse’ for øje, når de allerede i den fjerde paragraf har holdt danskerne fast ved ideen om at styre vort land ved at ’understøtte’ den protestantiske lære.

Det er nemlig ikke blot ’her i huset’ (Christiansborg) ’at lovgivningen vedtages’ (som statsministeren hævder). I folket er salt og lys til at friheden bliver bevaret.

NÅR LOV OG RET FORSTYRRES

’Lov og ret’ er et begreb, som danskerne må have en større indsigt i, hvis de skal undgå at blive bedraget af staten (og en statsminister, som er parat til at bortforklare, hvad der egentlig gemmer sig bag dette udtryk!) ’Lov og ret’ ønsker man gerne at gøre til noget kompliceret, som almindelige borgere (der ikke er kendt med juristernes ’tusindkunstner’) ikke har forstand. på. Det er derfor, at en fransk professor (Flaubert) i sin ’dictionnaire’ erklærer, at ’lov og ret’ ved man ikke, hvad er!

I det homoseksuelle samfund (som statsministeren står parat til at forsvare) går forsøget på at ændre ordenes mening ofte i retning af at forvirre begreberne ’lov og ret’ sådan at, hvad der IKKE er ret bliver lov, og hvad der IKKE er lov bliver håndhævet som ret.

En absolut lov er for eksempel det bud, at ’du ikke har ret til at slå ihjel’. Dette påbud er urørligt, men kan alligevel bortforklares, så at drab bliver lovligt. (Eksempel: ’De udfødtes ret til livet’.)

Heroverfor kommer den individuelle aspiration: ”Jeg har ret til at elske, hvem jeg vil.” (Eksempel: ’Påberåbelsen af homoseksualitet’).

Forbuddet mod at slå ihjel er en almindelig lovregel, som ligger til grund for ethvert samfund, og som er anerkendt af de fleste mennesker. ’Lov og ret’ bliver i det ideelle samfund det samme, idet ’retten’ (som kommer fra det latinske ord ’directum’, der indikerer en ’ret linje’, som uden at bøje af løber mod målet) bliver ét med loven.

Det personlige ønske: ”Jeg har ret til at elske, hvem jeg vil,” ejer ikke ’den absolutte fordring’, som ligger i den lov, der står til alle tider. Det er en menneskeregel, som er bevæget af drifter, og undergivet personlige krav og fordringer (som skal opfyldes, uanset om de har ret eller ej).

Den homoseksuelle ’lov og ret’ er naturstridig og er en utugtsret, som ikke løber nogen ’lige linje’, men bøjer sig efter et kødeligt krav,der må opfyldes.

Den er for tiden præsenteret på tinge, hvor den gør sig positivt gældende i de almindelige forhandlinger, – men til stadighed har en anderledes, skjult agenda, som vil bryde ud i lys lue, når tiden er inde dertil.

KONTRAKTEN ER ALLEREDE SKREVET

Det juridiske sprog er ofte teknisk. Det mestres altid af de store jurister, som forstår at tolke en ærværdig, gammel og højtidelig vending i et sprog, som en ny generation fatter.

Sådan er det f.eks. med udtrykket ’LGBT’, som tildels dækker ordet ’homoseksuel’ – og (med flere bogstaver føjet til) favner hele ’trans-familien’ og de utallige kønsidentiteter, som er dukket op i kølvandet på en ny sex-ideologi.

Det juridiske sprog har ikke brug for vendinger, som blot ’farver sproget’. Tingene skal siges, så at man forstår, at der allerede er blevet skrevet en kontrakt. Der er allerede truffet beslutninger, som ikke kan omstødes. Den homoseksuelle livsstil og den farlige ideologi, som ligger bag, er allerede omgivet af ’lov og ret’. De, som vil modsætte sig dette, vil blive straffet.

*

Den juridiske historie, som omfatter hele retssagen mod kirken (der vil fastholde omvendelsens berettigelse, når den stilles for en dommer) kan findes afklaret i Ny Testamente. Den findes skildret i detaljer i 1. Kor.6:9-11, hvor der står skrevet:

”Eller ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds Rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller de, der lader sig bruge til unaturlig utugt eller de, der øver den…”

Paulus følger listen for at gøre det klart, at homoseksualitet regnes for synd: Han tilføjer, at ’heller ikke tyve eller havesyge, ingen drankere, ingen æreskændere, ingen røvere skal arve Guds Rige’.

Han slutter denne opremsning ved triumferende at erklære: ”og sådan har nogle af jer været, men I lod jer aftvætte, ja, I blev helligede, ja, I blev retfærdiggjorte ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd.”

*

Historien mellem de homoseksuelle og ’’Skriftens klare udsagn’ nærmer sig for tiden en konflikt af dimensioner, som ingen af parterne har taget højde for. Det bliver en sag, som ikke kan klares ved nogle ’venlige overenskomster’. Knivene skærpes, og der kan forventes en proces, hvor der ikke bliver givet ved døren.

Ved udgangen af dette retsopgør (hvor kirken til det sidste vil forsvare sin ret med hensyn til Jesu og apostlenes krav om ’omvendelse fra synd’) vil der blive skrevet en lov, som bestemmer fremtidens forkyndelse.

Sagen vil blive ført til højesteret, dog har den på det tidspunkt allerede to instanser, som har givet til kende, hvad den finder at være lov og ret. Højesterets dom er afgørende. Der bliver en taber og en vinder af sagen. Kirkens fremtidige ret til at forkynde Skriftens budskab, ligger på vægtskålen.

Kan homoseksualitet i det moderne samfund karakteriseres som ’en synd’, og er det muligt for en homoseksuel ’at omvende sig’? Vil påstanden om, at han (eller hun) ’er født med denne tilbøjelighed’ en gang for alle blive bevist – og vil dette afgøre al videre diskussion om dette spørgsmål.

Hvad siger Lov og ret i denne sag. Hvad der højesteretskendelsen om disse spørgsmål.

BORGERRETTEN I ISRAEL

’Kom i hu’… det vil sige, at ’vi ikke må glemme’ (under ingen omstændigheder må lade dette gå i glemmebogen) at da vi levede ’uden forbindelse med Kristus’, da var vi samtidig ’udelukkede fra borgerret i Israel’ (Ef.2:12).

Denne i høj grad overraskende kommentar (der føjer ’forbindelsen med Kristus’ sammen med ’borgerret i Israel’ (Ef.2:12) understreges yderligere i det efterfølgende, hvor apostelen skriver: ”Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge, men I er de helliges medborgere og Guds husfæller (v.19).”

Medborgerretten forklares ved udtrykket, at vi er blevet ’de helliges medborgere’ (altså ikke en medborgerret, som er en helt almindelig civil ordning) og ’Guds husfæller’ (hvilket med det samme bringer medborgerretten ind i ’en overjordisk situation’). Vi er altså medborgere ’i Guds Riges forstand’, og Israel nævnes her som det land, der med Jerusalem udgør hele verdens hovedstad.

’Borgerretten i Israel’ (v.12) skal altså forstås som en overnaturlig myndighed, der gør sig gældende i denne verden. Det er ikke en tandløs, harmløs ordning, som er ubetydelig for de jordiske forhold, men det er en stærk beføjelse, som er herre over selv folk i høje stillinger, konger, fyrster og statsmænd. ’Borgerretten i Israel’ er en stilling som de troende kan påkalde sig på samme vis som apostelen Paulus påberåbte sig den romerske borgerret.

’Borgerretten i Israel’ er af naturlige grunde mere forståelig for en jøde, som er født til at have denne ret. En jøde, der kommer til tro på Kristus, har lettere ved at fatte at han ’som borger i Guds Rige’ har en indflydelse, der rækker ud over hans stilling ’som borger i det jordiske Israel’.

Den nytestamentlige hedningeapostel sætter imidlertid ’den troende hedning’ på samme plan som hans jødiske broder. De har nu begge i Kristus den samme ’borgerret i Israel’, og hedningen skal ikke mere lytte til den ortodokse jøde, som kalder ham for ’en uomskåren hedning’, fordi han mangler ’den omskærelse, man udfører på legemet’ (Ef.2:11). Han er fuldt berettiget sammen med sin jødiske trosfælle til at udøve den ’borgerret i Israel’, som Skriften tildeler ham.

DEN FRIE KVINDES BØRN

Hvorfor lægger Skriften en særlig betoning på udtrykket ’borgerret i Israel’?

”Det er fordi,” vil apostelen sige, ”at det drejer sig om en global rettighed.”

”Dette har en billedlig betydning (Gal.4:24).

1. Det nuværende Jerusalem, som er trældom med sine børn
2. og ’det Jerusalem, som er oventil og er frit; det er vor moder!” (v.25-26)

’Borgerretten i Israel’ er udstedt til indbyggerne i ’det Jerusalem, som er oventil’. Det vil sige: ’Det frie Jerusalem’. Det er vor moder, og ’mange er den enliges børn’…

”Så er vi da, brødre! Ikke trælkvindens, men den frie kvindes børn,” udbryder apostlen. Vi er ikke børn af en trældomsreligion, som er underlagt en borgerret, der kun er virksom i denne verden, men vi er frie mennesker, som tilhører et rige, der i et og alt er ’oventil’, -ja, som er indehavere af en borgerret, der har større myndighed end nogen jordisk autoritet.

”Jamen, hvis vi ejer en myndighed, som er større end den jordiske – hvorfor forfølges vi da over den hele verden,” kunne vi spørge.

Det er fordi ’I (ligesom Israel) er forjættelsens børn,” svarer apostelen. Ja, ligesom dengang han, der var avlet efter kødet, forfulgte ham, der var avlet efter Ånden, således er det også i dag!” (Gal.4:29)

Hvad skal vi så gøre?

”Hvad siger Skriften? Jag trælkvinden og hendes søn bort! Hav intet med den døde religion at gøre. I er avlet efter Ånden og skal fremdeles følge dette spor! Glem ikke, at I ikke er trælkvindens men den frie kvindes børn, og som sådanne har I ’borgerret i Israel’…”

Læs under www.godcast.dk nyt fra Johny Noer og under Profetisk Journal artiklen: ’DEN, SOM HAR ØREN HØRE’- DEN KOMMENDE VERDENS KRÆFTER (www.johnynoer.dk)

… iøvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens § 19, stk. 1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

tlf.: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com
Med Grundlov skal Land bygges: konto nr. 9790 – 0003445526, Frøs Herreds Sparekasse

NOTA BENE:
Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk Kontingent: årligt 500 kr. (for pensionister og studerende 250 kr.)

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d. 23.07.2021