DEN STORE SAMMENSÆTTER

”Man kan konkludere af alt det, som jeg forud har skrevet, at der ikke findes nogen eller noget, som er sammensat i Gud,” skriver Thomas d’Aquin i kap. 18 af det værk, som vi er beskæftiget med. Han forbliver at være en hellig Gud. Han er og forbliver ’et ubrudt hele’! Hans treenighed er ét og det samme i går og i dag og i al evighed! Gud er tre, og Gud er én. I ham er der ikke vekslende skygge.”

Hans evige formål forbliver gennem alle slægter (og vekslende generationer) uændret og forfølger altid og (under alle omstændigheder) det samme mål! Han er og forbliver én, og han er og forbliver tre, og den, der modsætter sig dette, er i virkeligheden (alene af den grund) en modstander af ’Guds hellige mål’, – og vil derfor lide de største og mest ulidelige smerter.

”Thi,” skriver Thomas d’Aquin, ”i alt, hvad der sammensættes og forener sig, bør forefindes både handlingskraft og styrke (18:2).”

”Ja,” fortsætter han, ”flere ting kan i virkeligheden ikke blive ’absolut ét, hvis de ikke indeholder 1) en handling og dermed også 2) kraften til at udføre denne handling.”

(Det er ’et forkrøblet syn’, hvis det blot forbliver ’et syn, der aldrig føres ud i livet).

”I øvrigt,” fortsætter Thomas sin redegørelse, ”alt, hvad der ’sættes sammen’, fordrer, at nogle ’sammensættere’ gør dette arbejde, og det ’færdige resultat’ foreligger først efter, at denne gerning er udført. Den første ’sammensætning’ kan kun være foretaget af Gud, der således er alle tings ’sammensætter’, – men, han, som er før noget blev til, Himlens og jordens Skaber, Gud, som er alle tings ophav, er udelukket fra al form for sammensætning.”

*

Hertil kommer, at alt, hvad der er sammensat, eksisterer efter, at der er foretaget denne skabende proces. Den første, som tager del i processen (og alt, hvad der er ’sat sammen’ for at kunne fungere på jorden) er Gud, der imidlertid ikke ’er sammensat af noget eller nogen (kap. 18:4).”

(Således forsøger Thomas d’Aquin for 800 år siden at udarbejde (og gennemtrumfe) den lære, at forud for jordens og universets eksistens, har der fundet ’en skabende proces’ sted – og denne formede og ’sammensættende’ aktivitet – har forinden været gennemtænkt af Skaberen, som er den levende Gud).

”I øvrigt,” fortsætter Thomas d’Aquin sin lære om skabelsens realitet, ”alt, hvad den sammensætter har magt over, hvad der opløses og tilintetgøres. Dette angår i høj grad ’Guds skabende eksistens’ og tildeler alene han den ære ikke ’at være skabt af nogen’ (18:4).”

*

”I virkeligheden,” fortsætter Thomas d’Aquin sin læremæssige proces, ”er der intet i Gud, som er ’anstrengt’ (eller unaturligt) han har fået dette tillagt ’efter skabelsen’ – (thi det, som er selve skabelsens fundament, kan ikke være ’imod naturen’) – og formedelst Gud er ’enkel og ligefrem’ (ikke-kompliceret) er intet (som er skabt af Ham) unaturligt (punkt 2).

Heraf følger: ”Hvis der er noget ved en sag, som fordrer en ’indviklet forståelse’, er det en pålagt, ydre nødvendighed, der ikke er af Gud! Intet i ham er i sig selv besværligt eller vanskeligt at forstå!”

”Hertil kan tilføjes,” slutter Thomas d’Aquin: ”Overalt, hvor der findes noget, (som er anstrengende at begribe) kan der findes ting, som er imod ’det naturlige’. Intet, som kommer fra Gud, kan være imod det, som han selv har skabt!”

GUD HAR IKKE ET LEGEME

Det 20. kapitel (i det foreliggende værk af Thomas d’Aquin) beskæftiger sig med det væsentlige spørgsmål, som mange har arbejdet med gennem historien. Kapitlet har fået overskriften: ”Gud har ikke et legeme!”

(… og hermed begynder en bevisførelse, som omfatter mere end 10 sider af værket: ’Somme contre les Gentils fra side 185 til 195) – og jeg vil i det følgende blot gengive nogle hovedtanker!)

Thomas skriver: ”I det følgende vil jeg bevise, at Gud ikke har et legeme, thi ’et legeme består af flere parter. Gud derimod er ikke ’sammensat’ af flere dele – altså har Gud ikke et legeme!”

”Desuden,” fortsætter Thomas d’Aquin, ”er alt, hvad der ’består’ (ifølge en kvantitet) på en særlig måde ’en kraft, der yder en vis indflydelse,” (thi indholdet kan deles i det uendelige (eller mangfoldiggøres i en endeløshed. Alle legemer er ’en slags kvantitet’ en slags kraftudfoldelse) men Gud er ikke en slags kraftudfoldelse’, men er ’selve kraften’ (i ordets egentlige forstand). Altså er Gud ikke begrænset til ’et legeme’.

”Hertil kan tilføjes,” fortsætter Thomas, ”at hvis Gud består af et legeme som vort intellekt eller vor forestillingsevne kan udtænke, (latin: cogitare) så er der noget, som ’er større end Gud’, og følgen vil blive ’noget utænkeligt’.”

Gud er altså ikke ’et legeme’!

GUD ER ALLE TINGS SKABER

”Man ser ligeledes ved dette, at der ikke er noget ’byggemateriale’ i Gud,” hævder Thomas d’Aquin i det 17. kapitel. ”Faktisk! Det, som er byggematerialet, er selve den kraft som ’lægges i byggeriet’.

”Sagt på en anden måde: ”Byggematerialet er ikke det bærende princip i aktionen (byggeriet). Dette er (ifølge filosoffen) grunden til, at effektivitet og byggematerialet ikke kan gå hånd i hånd i det samme projekt,” (forklarer Thomas d’Aquin).

Eller sagt på en anden måde: Det er ’passende for Gud’, at være alle tings fuldkomne skaber, thi han er ikke ’det materiale’, der skal anvendes i byggeriet, og han følger nøje med i, at alt skal ’ være et tilfælde’.

For at prøve denne fremstilling med Bibelens ’letforståelige skabelsesberetning’, har Gud ’skabt alle ting ud af ingenting’.

For at sige det på en anden måde: ”Verden er ’blevet til’- ikke ud af noget selvstændigt bestående materiale, men ud af den hemmelige og altid bestående kraft, som er i Gud! (Som det er fremlagt i Guds ord: ”I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden (1. Mose 1:1).”

Den jord, som Gud (i sin forunderlige nåde og guddommelige fremsyn) satte blandt himlens hærskare og himmellegemer, var øde og tom (tohu og bohu), og der var totalt bælgmørke over verdens dybet –

… men (siger Guds ord) og det er den virkelige og egentlige begyndelse til skabelsesunderet: ”Guds Ånd svævede over vandene!”

”Og Gud sagde” (v.3) – og dette er den første fortælling om, at der er håb og fremtid for menneskeslægten (og dens tilholdssted i det store mageløse univers): ”Der blive lys!” – og på denne underfulde måde skete det under for vor jord (og for alle dem, som bebor denne klode.”

(Sandelig læser vi ud af den beretning (som Thomas d’Aquin har forfattet for 800 år siden), at ’det behagede Gud at være den første virkelige og egentlige årsag til alle ting!” Man kan altså ikke bare reducere hans indsats til en bisætning; – og man kan slet ikke gøre ham til ’en del af materiale’, som vedblivende forbliver at være det materiale , som Gud arbejder med).

Hvad der videre gør sig gældende i denne vigtige sag er, at de mennesker, som reducerer ’materiens forskellige bestanddele’ til at være ’den første årsag’ til skabelsesunderet – de lægger op til, at alt eksisterer ved et tilfælde! (”Og det er imod dem, jeg har argumenteret i en tidligere bog,” siger Thomas d’Aquin).

*

Hertil kommer følgende hemmelighedsfulde sætning af Thomas d’Aquins betragtninger vedrørende menneskets opdukken i dette faldfærdige univers. ”På samme måde,” hævder han, ”så bliver det skabte (materiens) kun årsag til et indgreb fra hans side i det tilfælde, hvor den er underlagt en guddommelig ændring eller en forvandling.”

Hvis altså Gud er ubevægelig (som vi allerede har bevist) så kan han på ingen måde være årsag til ’disse ting’ (på samme vis, som han er det med ’materien’). Det er således, at Skaberen og det ’først-skabte’ adskiller sig fra hinanden.! Den ene part er et udtryk for ’den rene, skabende handling’ – og den anden part står for ’den renhed, der ligger i kraften bag handlingen.”

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.17.10.2025