I BEGYNDELSEN SKABTE ’GUDERNE’

”Gud har sin egen personlighed, og alt, hvad han gør, bærer hans eget personlige præg,” erklærer Thomas d’Aquin og fortsætter: ”I alt, hvad der ikke ’bærer hans personlige navn,” finder man trods alt et ’strøg af hans karakter’ Ja, i alle ting, som er skabt af ham, findes hans væsen, og der er intet, som ikke (på én eller anden måde) er mærket af hans guddommelighed (kap. 21:1).

”Den guddommelige værdi er overalt forkyndt af Gud selv, så at man må udbryde: ”Gud har gjort” eller: ”Gud har selv forordnet dette! (21:4).”

(”Derfor,” må vi udbryde, ”Gud har skabt alle ting, og alt er mærket af hans store skaberhånd! Intet er opstået eller fremkommet af sig selv! Gud er og bliver den ’almægtige Skaber’, som hele jorden og alt hvad der bor på den, skylder sit liv og sin tilværelse! Hans Navn være evigt lovet! Amen og Amen!”

*

Derfor er de første ord, som findes in Bibelen, disse: ”I begyndelsen skabte Gud” (1. Mose 1:1) ’Himmel og jord’, – ja, det ganske univers er ’blevet til’ ved Den Almægtiges ord’. Det er et udtryk for den jødisk-kristne tro! Den hebraiske begyndelse på Bibelen lyder sådan: ”Berchith bara ELOHIM ’(I begyndelsen skabt Gud’).

”Aldrig er skabelsestanker fremstillet med en sådan klarhed,” skriver Pierre Chaunu i bogen: ’ce que je crois’ (’det, som jeg tror’… side 167-68, år 1982). ”Her møder vi Gud som ’Skaberen’, en personlig, enestående Herre, som lader sig ’komme til syne’ (udenfor ’tid og rum’, der er ’part af skabelsen).

*

I alle de originale bibeltekster er navnet på Gud (her en anvendelse af flertalsordet: Elohim (guderne) Enhver (der forstår bare en smule hebraisk) er enige om, at ordet (Elohim) er et flertalsord.

Således har Voltaire i sin ’Filosofiske Dictionaire’ (i artiklen: ’Genèse) skrevet: ” I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.” Det er sådan man har oversat denne sætning – men oversættelsen er ikke korrekt! Der findes ikke det menneske (der bare er en smule uddannet), som ikke ved, at den ’oprindelige tekst lyder sådan: ’Guderne skabte’.

”Dette,” skriver Voltaire, ”er en lære, som er enig med gamle føniske tekster, der forestiller sig, at Gud brugte flere guder til at gennembryde skabelsens kaos!

Tværtimod(mener jeg), bør man fastholde ’flertalsbetegnelsen’ på Gud (som ifølge Ny Testamente består af tre personer): Fader, Søn og Helligånd. At omtale Gud i flertal (’Guderne’) er ikke usædvanligt i skabelsesberetning, hvor der står skrevet: ’Guderne’ skabte himlen og jorden’. Hermed menes: Faderen, Sønnen og Helligånden skabte himlen og jorden. Lad mig forklare:

EN MÆGTIG GUD SATTE ALLE TING PÅ PLADS

’Skabelse’ er et ord, som fremkommer på Bibelens første side, og som taler om ’den aktion’, som Gud foretog i tidernes morgen, (da jord og himmel ’blev skabt’). Der ligger i ordet ’en mystisk opfattelse af Gud, som bringer det ind’ i en eksistens, der ikke tidligere eksisterede!

Det vil sige, at Skaberen (Gud) bragte ’det’ ind i verden, som ikke tidligere ’var til’ (og at en ’mægtig Gud’ fra begyndelsen satte alle ting på plads (og i en orden, som kun ’et overmenneskeligt væsen’ kunne fuldføre det).

Sådan ser den verden ud, som den jødisk-kristne tro (hvis højdepunkt er Jesu Kristi fødsel, og hele det forløsningsværk, han repræsenterer) oplever det…

I Bibelen falder ’tre ord’ (helt naturligt) som begyndelsen til denne åbenbaring! Disse tre ord lyder sådan på hebraisk: ”Bereshit bara Elohim’, hvilket betyder: ”I begyndelsen skabte Gud.” … og dermed begynder vanskelighederne.

Første Mosebog første linje ’lægger ud’ med ’alle tiders fejltagelse’, da den i skabelsesberetningen skrivers ordet: ’Gud’ (Elohim) i en grammatisk flertalsform, og derefter anvender ordet: ’skabte’ (bara) i en grammatisk entalsform. Med andre ord antyder man at i Bibelen er der flere ’guder’ i aktion, da himmel og jord bliver skabt – men samtidig understreger man med verbet (’skabte’), at der kun er en Gud, da universet blev til!

Velvidende, at dette godt kan lade sig gøre, idet Gud er tre og Gud er én – men det kræver en større forklaring, som jeg ikke finder plads til her!

DEN VISES OPGAVE

’Struben hvormed jeg taler, og læberne, hvormed jeg skelner ordet, forbander den ugudelige! Med disse få ord åbner Thomas d’Aquin for værket ’så meget kan siges om hedningerne’ (Sommes contre les Gentils’). Derefter tager han fat på storværket og taler meget beskedent om dette forehavende, idet han siger: ”Det er den vises opgave at bringe orden i tingene!”

”Som en dygtig arkitekt har jeg her lagt grundlaget til bygningen. (1. Kor. 3:10) fortsætter han og skriver: ”Som den gode medicin jager sygdommen på flugt, således opfordrer jeg den kloge i at meditere over det, som er sandt og samtidig at kæmpe mod den onde tanke, som kun fører til tomhed og fortvivlelse.”

Thomas fortsætter sin argumentation med at forklare, hvorfor han finder det ’nødvendigt at bevise’, at ’Gud er til’ (og at troen på det modsatte fører til alle tiders tragedier) og han skriver i den forbindelse (kap. 10 i værket: ’Somme contre les Gentils’): ”… at forsøge at bevise, at ’Gud er til’ (latin: consideratio) er ikke en ’talt sag’. – Ja, den finder folk, som hævder, at dette er en sandhed, der er så overbevisende stor’ at mennesket er født med denne viden!

Erkendelsen af ’’Guds være’ er en sag, som hører med til menneskelivet – og det er ’ved Guds navn’, at vi ikke er i stand til ’at begribe en større erkendelse.”

(Ja, det ligger allerede ’formet og dannet’ i vort intellekt (latin: ’intelergit) og kan ’begribes umiddelbart af vor forstand!)

*

Dette er en sag, som ikke kan begrænses af menneskets intellekt – thi det, som foreligger (som en intellektuel tanke) har sin rod i virkeligheden. Lad os da forblive med denne ’sikre sag’, at Gud eksisterer (og at han lader sig komme til syne alene ved på beråbelsen af hans navn (kap. 10, note 1).

Thomas d’Aquin fortsætter sin argumentation med følgende (-, her skal man opmærksom følge med i hans argumentation, for den er ikke ’ligetil’ at begribe. Det er muligt for mennesket at begribe, at dette væsen ’ikke eksisterer!”

(Det væsen, der ’eksisterer’, er åbenbart større, end det væsen, hvis ’eksistens ikke kan begribes! Man vil altså være i stand til ’at forestille sig et væsen’ (der er større end Gud) hvis man kunne ’gribe den tanke’, at Gud ’ikke eksisterer’.

Dette strider altså ikke mod al ’sund fornuft’ (latin: ratio’) og det er klart og begribeligt, at ’Gud er!’

*

DET ER KLART SOM SOLENS LYS

”Hertil kommer,” fortsætter Thomas sin argumentation (uden at skænke de arme mennesker, som ikke har forstået (blot en smule af hans bevisførelse) – den mindste tanke), idet han redegør for sine følgeslutninger:

”Der fordres ikke den mindste anstrengelse, for at komme videre! Det er nemlig lysende klart for enhver, at Gud er til (bl.a. fordi mennesket har i sig selv og helt naturligt – ja, som givet i selve fødslen): at ’Gud er til’. Dette er nemlig som selve solens lys (og det forbliver princippet for det guddommelige lys) at ’Gud er til’!

Af disse (og andre grunde er adskillige kommet til den overbevisning, at ’Gud eksisterer’ – og det på en måde, at det modsatte ikke kan tænkes (thi det er givet ved Ånden og hører med til åbenbarelsernes verden)!

*

”Vi formulerer det jo sådan,” slutter Thomas sin ’store enetale’ om Guds eksistens (som han derefter følger i sine fire bind, hvor han i bog efter bog søger at bevise Guds eksistens): Gud kendes ’naturligt’, og mennesket søger ’helt naturligt’ den Gud, som er afslutningen på ethvert livsløb (& 4).

”Det er dog en velbegrundet sag, at Gud er kendt ved sin egen eksistens (og ved sin daglige åbenbarelse), som ligger åbent for alle mennesker!”

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.10.10.2025