HERLIGHEDSVEJEN

Et kapitel af bogen PILGRIM CONVOY offentliggjort december 1990

HERLIGHEDSVEJEN

”Tal Jerusalem kærligt til… jævn i det øde land en højvej for vor Gud (Es. 40:2-3).”

Den første gang jeg sagde til Gisèle, at vi skulle til Jerusalem, var jeg ved at køre i grøften.

Vi var på vej til en messiansk konference i Kolding, arrangeret af Dansk-Jødisk Venskab. Undervejs ville jeg fortælle Gisèle om en sag, som jeg havde haft på hjertet i flere uger.

Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få begyndt. Gisèle og børnene havde i de forudgående måneder været gennem en hård tid, og jeg var ikke helt sikker på, hvorledes hun ville reagere på disse seneste tanker.

Det var sikkert grunden til, at jeg talte rent ud af posen. Men præcis i det øjeblik, hvor jeg i min forklaring nåede til ordet ’Jerusalem’, var jeg ved at køre vognen i grøften. Ikke på grund af Gisèles reaktion, for hun forblev rolig og lyttende – men på grund af noget, der pludselig skete udenfor bilen: En anden vogn jog op på siden af os, og da jeg hørte dens voldsomme tuden, stirrede jeg forskrækket ud af vinduet. Der var to personer i den anden bil; de lignede begge jødiske forretningsmænd: den ene åbnede, mens bilen langsomt overhalede os, vinduet ind mod vort vogntog og rullede et hvidt banner ned for mine undrende øjne. Da jeg så, hvad der stod skrevet på det udfoldede hvide flag, blev jeg så forbløffet, at jeg med rattet foretog en skarp drejning til højre, og hvis jeg ikke lige så hurtigt igen havde fået vognen rettet op, ville vi alle være endt i grøften.

På det hvide nedrullede banner stod med store røde bogstaver skrevet: ”KOM TIL ISRAEL!”

”Ja, det er jo ikke at misforstå,” udbrød Gisèle.

”Hvad er ikke til at misforstå?” råbte jeg medens jeg fortvivlet igen prøvede at få vognen ind på vejen og samtidig satte farten op for at indhente de to jødiske forretningsmænd med det flagrende banner.

”Det er ikke til at misforstå, at vi er på vej mod Jerusalem,” svarede Gisèle.

”Så behøver jeg altså ikke at give flere forklaringer?”

”Nej, ikke med det dér!” – Gisèle pegede efter vognen foran os, hvor den ene af mændene havde lænet sig ud af vinduet og smilende vinkede efter os. ”Men vær venlig at lade være med at køre som en gal. Du kan alligevel ikke indhente dem. Se, de er allerede langt borte…”

Gisèle havde ret. De to jødiske mænd med det hvide banner var allerede langt borte. Men deres budskab forsvandt ikke. Det blev hos os. Vi var fra nu af på vej til Jerusalem.

*

LIVSVEJEN ER VIGTIGERE END MÅLET

Siden den dag har jeg gjort mit bedste for at holde retningen. ”Lad alle dine veje sigte mod målet,” hedder det i Ordsprogenes Bog (4:26). I begyndelsen troede jeg, at Jerusalem-rejsen ville blive en hurtig ekspedition, men som årene er gået, er jeg kommet på andre tanker. Så ofte, som jeg på ny sætter retning mod Den hellige Stad, er det, som om en mægtig, usynlig hånd fører os ad en anden vej. Der har været øjeblikke, hvor jeg har været bevæget af den tanke, at også vi som fordum Israels børn ville komme til at rejse gennem hedningenationernes ’ørken’ i fyrretyve år, før vi nåede frem til det Forjættede Land. Ikke fordi rejsen ikke kunne gøres hurtigere (man kan med fly nå fra Danmark til Israel på otte timer), men fordi Gud åbenbart har noget for med mig og den lille flok, som følger med i rejsetoget. Faktisk synes det ord fra Salmerne, som vi læste højt for vore venner ved farvelmøderne på Vestkysten langsomt at gå i opfyldelse: ”Fra kraft til kraft går de frem, de stedes for Gud på Zion!” (Salme 84:8) Ofte er der på rejsen sket ting, som tilsyneladende kunne tappe de sidste kræfter fra flokken, som søgte at holde de nedslidte køretøjer på landevejene, men hver gang er vi alle gået styrket ud af trængslerne. Hele tiden er lyset fra Staden blevet større.

Dette mærkelige pilgrimstog, der aldrig syntes at ville nå frem til målet, er undervejs blevet badet i en stadig voksende åbenbarelse om alt det, som Bibelen erklærer vil ske i de sidste dage omkring Jerusalem, Israel og Det jødiske Folk. Ja, det forekommer mig undertiden, at selve livsrejsen er vigtigere end målet, og jeg er i dag af den overbevisning, at selv hvor det geografiske Jerusalem nås på en første rejse, må vi som apostlen Paulus være parate til at foretage både en anden og en tredje missionsrejse, inden vi efter det antal rejser, som Gud har bestemt – i virkelig forstand ’når frem til Jerusalem…’

Det gælder faktisk om at komme op på en særlig højvej. ”Den hellige Vej skal den kaldes,” siger Esajas, ”ingen uren færdes på den, den er valfartsvej for Hans folk… de genløste vandrer ad den, Herrens forløste vender hjem, de drager til Zion med jubel, med evig glæde om issen.. (35:8-10).”

Denne vej findes et eller andet sted. Ikke sådan, at man kan pege den ud på landkortet og sige: ”Her er den!” Det er en åndelig vej. Den har med hjerterne at gøre. Det er en af Guds Riges veje, og derfor slippes ingen ind på den, medmindre at de er rene og rensede i Lammets blod. ”Ingen uren færdes på den!” understreger profeten. Vejens navn angives: ”Den Hellige Vej’ skal den kaldes.

Det vil sige, at et helligt liv er nødvendigt for at vandre på den. ”Uden hellighed skal ingen se Gud.”

DE UMENNESKELIGE LOVE

På en eller anden måde nåede vi frem til én af indkørslerne til denne Guds Riges højvej. Det skete ved Nürnberg i Tyskland. Stedet, hvor en af verdenshistoriens største galninge og jødehadere søgte at opbygge sin egen storslåede triumfbue og portal ind til vanviddets tusindårsrige. Derfor tror jeg ikke, at Nürnberg var noget tilfældigt sted for opkørsel for vor pilgrim konvoj. Efter den by nåede vi op på et højere plan med vort liv og tjeneste. Nürnberg har som bekendt en særlig plads, ikke blot i den nyere tids historie, men også i den lange og smertelige vandring, som blev jødernes saga. Da de Allierede efter Anden Verdenskrig skulle afgøre, hvor krigsforbryderprocesserne mod lederne af Det tredje Rige skulle finde sted, kunne der ikke opnås enighed. Russerne ville have retsforfølgelsen mod krigsforbryderne anbragt i Berlin, men de vestlige allierede ønskede processen gennemført i Nürnberg. ”Her blev de umenneskelige love mod jøderne besluttet,” sagde de. ”Her begyndte Holocaust – og her skal forbryderne dømmes!”

Dette var historisk sandt. I dagene fra den 10. – 15. september 1935 var 1,6 millioner mennesker samlet foran en kæmpemæssig platform i Nürnberg. De var bragt til byen af 1000 særtog og 300.000 køretøjer. Denne vældige menneskemængde forblev i byen i dem dage for at lytte til de undertiden hysteriske taler af den mand, der senere skrev i sin selvbiografi: ”Jeg spekulerer på, om jøderne er et særligt udvalgt folk, og om jorden en dag vil tilhøre dem?”

På den sidste dag af disse massemøder i Nürnberg blev talernes ord gjort til lov – og verdenskrigen mod det jødiske folk tog sin begyndelse. Mørke og nat faldt over jorden, og jødernes mareridt var en vedtaget kendsgerning.

VANVIDDETS IMPERIUM

Da jeg en smuk septemberdag i 1984 spadserede gennem de nuværende parkanlæg i Nürnberg, som var de tidligere såkaldte ’Reichsparteitagsgelände’, hvor 50 år tidligere den enorme hagekorssmykkede, sorte naziplatform var opført, lød Bibelens ord om den usynlige, åndelige højvej igen i mit indre: ”Der bliver en banet vej. Den Hellige Vejs skal den kaldes. Ingen uren skal færdes på den, den er valfartsvej for Hans folk… (Es. 35:8).” Jeg trådte den dag ind i den pompøse kongresbygning fra 1935, hvor Adolf Hitler en generation tidligere skreg ordene: ”Die Juden sind unser Unglück!” (Jøderne er vor ulykke!). Stående der mellem de gråbrune, ruinagtige mure fra vanviddets imperium, så jeg pludselig som i Ånden stedet fyldt med jødiske mænd og kvinder, der sang lovsange til Messias. Var dette bare et drømmebillede, eller var det et syn fra Gud? Som jeg langsomt steg op af marmortrapperne, hvor et par blankpolerede sorte støvler af en antikrist havde spankuleret 35 år tidligere, stod spørgsmålet som erindring: ”Vil jøderne sejre til sidst?” (side 69, 96. udgave, München).

”Kun Israels Gud er værdig at besvare dette spørgsmål,” tænkte jeg. ”Mon Han vil give et værdigt svar netop på dette sted?”

Senere hørte jeg, at blot få år forinden var en lille flok på 300 kristne vandret ind på dette mørke område for at bede. De havde gjort det, fordi en af dem i et lignende syn havde set stedet fyldt med en utallig skare, der lovpriste Gud. Måske var det grunden til, at jeg selv et par uger senere med en anden håndfuld kristne fra Nürnberg gik ind i denne enorme Hitlerbygning for at bede. Da vi sammen løftede vore hænder mod den mørke efterårshimmel, blev jeg atter som overvældet af det, der her skete den 15. september 1935. Her blev ’Nürnberger-lovene’ gennemført – de mest rendyrkede, antisemitiske love, som verden nogensinde har set. ’Borgerrettigheder’ kaldtes de. ’Love’, som skulle ’beskytte tysk blod og tysk ære’. Paragraffer, som dømte det jødiske folk til døden. I de dage blev en anden vej cementeret gennem denne bygning. Ikke en ’højvej’; en slugt! En tåredal, som førte ned i koncentrationslejrenes afgrund. Her blev de første brosten lagt til ’Krystalnatten’, som to år senere satte Tysklands synagoger i brand, hvorefter seks millioner jødiske mænd, kvinder og børn blev kastet ind i flammerne.

Adolf Hitler var som besat af den idé, at han var udvalgt til at skulle bygge et ’Tredje Rige’, der ville bestå i ét tusinde år. Han udvalgte derfor dette sted i Nürnberg, som lokalt kaldes ’Dutzendteich’, (hvilket betyder ’de 12 kunstige søer’). Han beordrede sine arkitekter til at opbygge området efter et bibelsk mønster over tallene 12 og 144, og han forsøgte i Nürnberg ustandseligt at få fodfæste på en eller anden messiansk højvej, som han anede gik gennem denne by. Når Winston Churchill imidlertid omtalte ham i sine berømte taler i det engelske Underhus, refererede han ofte til ham med et andet bibelsk udtryk. Han kaldte Hitler for ’the beast’ (dyret). Og naziføreren var et dyr! Et rovdyr! Derfor var den vej, han ledte efter, for altid lukket for ham, idet profeten Esajas siger: ”Den hellige vej skal den kaldes, den er valfartsvej for Hans folk… rovdyr træder den ej (Es. 35:8-9).”

De ledende brødre i pilgrimstoget (’ældste’ kalder vi dem) besluttede, at konvojen skulle gøre noget lignende ved Nürnberg, som Josva og israelitterne gjorde, før de gik ind i Jeriko. Det blev således planlagt, at vi i ét år skulle rejse fra landsby til landsby omkring hele Nürnberg for derefter nøjagtig på 50årsdagen for Hitlers Nürnberglove at drage ind i den bygning, hvor dødsdommen over det jødiske folk i skrift og tale blev kundgjort. Det var vor agt at dele dette syn med nogle få indviede kristne brødre fra forskellige lande, så at de i syv dage kunne være med os i lovsangen og forkyndelsen af Guds profetiske ord på det sted, hvor mørket havde hersket en menneskealder forinden. Vort mål med disse samlinger i Hitlerbygningen skulle være at forkynde Jesu Kristi menigheds ansvar overfor Israel og Det jødiske Folk og ud fra Bibelen i nogen grad at give et svar på det spørgsmål, som Adolf Hitler havde stillet i sin selvbiografi: ”Vil jøderne alligevel sejre til sidst?”

DEN KAMP VI SKAL KÆMPE

Ved Guds nåde blev denne vovelige og langsigtede plan gennemført til den sidste detalje. Dog var ingen af dem, der deltog i dens udførelse på forhånd klar over, i hvilke åndelige kampe konvojen i de næste 12 måneder ville blive involveret

Hver en meter i rejsen rundt om den tyske by ville for os blive omdannet til en slagmark mod den usynlige hær af dæmoniske kræfter, der stadig lurede bag verdenshistoriens mest systematiske drab af mennesker. I de følgende 365 dage måtte vi være indstillet på at arbejde, bede, prædike og stride i en mærkelig overjordisk krig. I den store rejse omkring Nürnberg lærte vi igen, hvad det vil sige, når Paulus redegør i Efeserbrevet om forståelsen af åndelig krigsførelse. ”Thi den kamp, vi skal kæmpe,” siger han, ”er ikke mod kød og blod, men mod magerne og myndighederne, mod verdensherskere i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet (6:12).”

Hvis vi nogensinde havde huset den tanke, at vi bare sådan kunne spadsere ind og holde møder mellem murene af den nazibygning, hvor antisemitiske og antikristelige kræfter få år forinden havde antændt en brand fra helvede – hvis vi troede, at vi kunne angribe denne bastion, uden at der blev løsnet et skud mod os fra de magter, der stod bag alt det, som skete dengang – så måtte vi tænke om igen!

Det skulle efter et års arbejde lykkes os at nå frem til det mål, vi havde sat os for, – men ikke uden alvorlige tab..!

KIRKEFOLKET FULGTE MED

Rundrejsen omkring Nürnberg begyndte den 29. september 1984. I de forudgående måneder var vi blevet varmt modtaget udenfor byen af en kreds af egnens lutherske præster. De havde indbudt os til at prædike i deres kirker, og på Kristi Himmelfartsdag holdt vi i byen Lauf tre på hinanden følgende gudstjenester i byens tre kirker. Kirkefolket fulgte med fra gudstjeneste til gudstjeneste, og vi kunne mærke, at der på dette sted var en vågen interesse for forkyndelsen af Guds Ord. Derfor faldt det meget naturligt, at vi på denne septemberdag, hvor løbet skulle begynde, samlede en anseelig del af egnens lutherske præsteskab på den kristne hotelejer, Georg Mörtels hotel i den lille landsby Hubmersberg. Hotellet ligger kun få kilometer fra en skov, hvor ligene fra ofrene fra en nærliggende dødslejr under krigen blev henslængt på den bare jord og brændt. Et mindesmærke visende en åben flamme er rejst på stedet – og på denne septemberdag talte vi nu til områdets præster om en anden ild, som i det kommende år ved Guds kraft kunne antændes i hjerterne i denne store by. Efter dette møde samledes en endnu større skare af kristne i selve forgården til Hitlerbygningen, og he proklamerede vi offentligt, at vi havde i sinde at føre pilgrimkonvojen omkring Nürnberg i ét år, for derefter at vende tilbage til det samme sted og i syv dage at forkynde Jesu sejr i den tidligere nazibygning.

Mere fik vi ikke sagt! Næsten øjeblikkelig hørte vi – åndeligt talte – som en ’hvinen fra rummet’. Der skete ikke noget i det synlige, men krigen mod os havde fra denne time taget sin begyndelse. Vi prøvede forgæves at ’søge dækning’, men for sent; kort efter blev vi ramt, og ødelæggelsen var stor! Vi havde til dette øjeblik ikke gjort andet end at aflevere vort budskab, men det var åbenbart tilstrækkeligt. Vi var fra selvsamme stund ’indfanget’ af fjendens radar, og alle vore bevægelser blev nu nøje overvåget. Det fik mig til at tænke på den besynderlige hændelse, som få år forinden skete på Kgs. Nytorv i København.

BUDSKABET

”Se, jeg gør Jerusalem til et berusende bæger for alle folkeslag trindt om… Jeg gør Jerusalem til løftesten for alle folkeslag (Zak. 12:2-3).”

TIL SIDST FIK JEG NAVNET UDTALT

Jeg havde aldrig før set den kvinde, som nu pludselig angreb mig. Få minutter forinden havde jeg parkeret min bil under træerne lige overfor Det Kgl. Teater på Kongens Nytorv i København, og var netop i det øjeblik på vej hen over pladsen, hvor jeg i min grønne ungdom havde danset ’omkring hesten’ med kåde og lykkelige studenter fra Aurehøj Statsgymnasium. Pludselig fór den fremmede kvinde på mig. Hun dukkede op et eller andet sted under skyggen af torvets pompøse trækroner, og jeg lagde mærke til hende et par sekunder før det skete. Hun gik så mærkeligt. Som om hun var dirigeret af nogle usynlige signaler – og hun var tydeligt på vej hin mod mig! Hendes ansigt lyste af en sær overmenneskelig energi. Hendes påklædning var smagfuld og hendes sorte, nydeligt opsatte hår havde et par strøg af sølv. Jeg prøvede at undgå hende, for jeg havde en fornemmelse af, at det var noget ondt, der styrede hende, men det var ikke længere muligt at undslippe.

Så angreb hun!

”Du er det mest nedrige og onde menneske, som nogensinde har vandret på denne jord!” skreg hun samtidig med, at hun med et voldsomt greb tog fat i min jakke.

Jeg prøvede at slippe fri, men hun ar mig for stærk. Forfærdet anede jeg, at hun besad næsten overmenneskelige kræfter.

”Er du ude på at slå os alle sammen ihjel,” skreg hun videre. ”Du er en morder, nu vil du udrydde os og jage os bort! Lad os være i fred, siger jeg! Lad os være i fred!”

Så vendte hun sig bedende mod mængden, der hurtigt samlede sig omkring os. ”Kan I ikke se det,” råbte hun påkaldende. ”Han vil ødelægge mig…” Hendes stemme slog over i et jamrende hyl. ”Han vil ødelægge os alle sammen. Hvis bare han ville lade os være i fred. Vi har ikke noget med ham at gøre!”

Langt borte i min bevidsthed var jeg klar over, at dæmoner skreg gennem denne kvinde, og jeg var også klar over, at jeg på en eller anden måde få fremstammet Jesu Navn, men jeg var i det øjeblik alt for forvirret og forfærdet og havde totalt mistet alt, hvad der kunne kaldes trosmod.

Kvinden rev min jakke op, så alle knapperne spredtes ud over torvets stenbelægning.

”Min pæne jakke,” tænkte jeg. Et par mænd i menneskemængden begyndte at røre på sig. De ville åbenbart tage kvindens parti, for det syntes klart, at jeg måtte være en farlig ’morder’ og ’ødelægger’, hvilket den fremmede kvinde ustandseligt råbte med høj røst.

Til sidst fik jeg navnet udtalt. Det skete med en frygtsom, skælvende hvisken, og jeg var faktisk overrasket over at se, hvilken virkning det havde.

”I Jesu Navn,” fremstammede jeg.

”Nej, nej,” skreg kvinden. Hendes øjne blev store og runde og stirrende.

”Nej, nej! Ikke det navn! Ikke det navn!” Hendes stemme kom op fra et dyb af smerte og rædsel.

Opmuntret af det øjeblikkelige resultat, udtalte jeg navnet højere og mere bydende. ”I Jesu Navn!” råbte jeg triumferende og med autoritet. ”I Jesu Navn!”

Kvinden løsnede jerngrebet i min jakke. Hun tog som bedøvet et par skridt tilbage mod den forbløffede mængde. Så begyndte hun at løbe, og jeg hørte hendes skingre skrig i de tilstødende gader: ”Nej, nej, ikke det navn! Ikke det navn! Ikke det navn!”

Med rystende hænder samlede jeg mine knapper op fra stenbroen, og skaren opløstes. Da jeg chokeret tumlede tilbage til min bil, satte jeg mig ind bag rattet uden at starte vognen. Hvad var det, som her var sket? Jeg anede, at det skete ikke bare var en tilfældig hændelse. Måske var det oven i købet noget vigtigt. Jeg følte det, som havde jeg i et øjeblik stået ansigt til ansigt med ondskabens åndemagter. Det var som om djævelen var vred på mig. Tidspunktet for denne begivenhed var bemærkelsesværdig. Det skulle jeg snart begynde at forstå.

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’SUND FORNUFT’

(www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er søndag, d. 01.09.2024