TEGNET

Et uddrag af bogen PILGRIM CONVOY offentliggjort december 1990

”Derfor vil Herren selv give jer et tegn: se, jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn, og hun kalder ham Immanuel (Es. 7:14 og Matt. 1:23)

Måske var det de finansielle problemer, vi havde på det tidspunkt, som fik mig til at tænke tilbage på noget, der skete tolv år tidligere. Der er forskellige kvota for en pilgrims-familiernes dagsrationer, og vi får kun for én dag ad gangen. Ikke nødvendigvis fordi vi ønsker at følge det bibelske mønster: ”Hver dag har nok i sin plage (Matt. 6:34).” – Men ganske enkelt fordi der ikke er penge til mere end én dag. Hvert år bliver vor danske revisor på ny overrasket over, at pilgrimskonvojen har klaret sig igennem endnu tolv måneder… Det beløb, som deles ud til familierne, afhænger af, hvor meget der er i kassen. Nogle gange kan familierne få ’en fuld dag’, andre gange ’en halv dag’, ind imellem ’en kantine-dag’ og af og til ’ingenting’.

VI BESLUTTEDE AT BLIVE VEJFARENDE

I sådanne trange tider oplever man kærligheden og villigheden i lejren til at dele. Nogle har madreserver, som bliver fundet frem; hver en lomme bliver endevendt for eventuelle penge, og særligt for børnene er der megen omsorg. På den ene eller anden måde har ingen af os måttet gå sulten i seng, eller været ængstelig for den næste dag. ”Herren er trofast!” siger vi til hinanden rundt om i vognene. ”Han vil sørge for os.”

Medens vi stred os gennem disse uger med indskrænket økonomi, blev jeg atter mindet om det, jeg oplevede tolv år tidligere. Det var i slutningen af 1976, og vi boede i en stor 7-værelseslejlighed midt i København med al den sikkerhed, systemet kan yde, og ingen finansielle bekymringer. Og jeg husker, hvad der skete, den dag Gisèle og jeg endelig besluttede at forlade alt og blive ’vejfarende’.

Igennem nogen tid havde vi talt om vort kald med de andre ansvarlige brødre i en lille menighed, som efter 5 års arbejde blandt narkomaner i hovedstaden, nu var blevet vores åndelige hjem. Disse kære mænds indvendinger var ganske forståelige: ”Hvad så med jeres tjeneste i byen?” sagde de. ”Hvad med skole for jeres børn? Og passende husrum for så stor en familie – og penge? I har trods alt en stor børneflok at sørge for, og vi anser derfor ikke et sådant ’trosskridt’ for klogt for en mand i din nuværende stilling.”

”Har Herren givet dig et ord fra Skriften?” spurgte en af brødrene mig. Han var en mand, som troede meget på guddommelig ledelse gennem daglig bibellæsning, og han ville åbenbart give mig noget at holde mig til, dersom jeg senere skulle komme i vanskeligheder.

”Ja, han har,” svarede jeg.

”Så læs det højt for os!”

Jeg slog op i min bibel på hebræerne 11:7, hvor der står således: ”I tro byggede Noa gudfrygtigt, varslet af Gud om det, som endnu ikke var at se, en ark til frelse for sit hus; og ved den tro blev han en dom over verden og arving til trosretfærdigheden.”

Pastoren lænede sig tilbage i sin stol og lo. Så blev han atter alvorlig. ”Det kan du ikke mene, Johny!” sagde han. ”Som ansvarlig far for en stor familie kan du umuligt føre din kone og børn ind i så usikre forhold. Og da slet ikke med dét skriftgrundlag.”

Og han havde ret. Det var i sandhed ’usikre forhold’. Men det ord om Noa gik alligevel på en måde i opfyldelse. Det skridt, vi tog for godt 12 år siden, førte os ind i en åndelig sikkerhed, som omsluttede hele familien. I dag har vi stadig alle børnene med os, og jeg er overbevist om, at de er blevet sparet for meget af denne verdens råddenskab og dårlige indflydelse. De, som er vokset op i lejren, er nu langsomt ved at komme ind i tjenesten, og de, som er blevet født undervejs, har kunnet se Guds mirakuløse indgriben igen og igen.

Nej, denne finansielt vanskelige periode kunne ikke rokke den overbevisning, vi alle havde i vore hjerter. Guds velsignelser kan aldrig måles efter, hvor mange penge der er i kassen. Hvad er en ’fuld dag’? Og hvad er en ’halv dag’? Vi har lært, at disse betegnelser i grunden ikke har noget at gøre med det beløb, som bliver delt ud til familierne. En ’fuld dag’ er en dag med Herren! Uanset hvor meget, der sættes på bordet.

Efter et halvt år med megen bøn og samtale med brødrene i menigheden, hvis råd vi skattede meget, kom det øjeblik, da vi måtte tage en endelig beslutning. Og Gud lod os ikke i stikken. På det tidspunkt var vi meget tvivlrådige, og netop da gav Han os et tegn, som indtil i dag har været en stor trøst og styrke for vor tro hver gang vi stod overfor nye vanskeligheder på rejsen. Det var dette tegn, som jeg blev mindet om, mens vores konvoj bevægede sig fra Grækenland ind over den bulgarske grænse. Der blev hverken uddelt ’fulde’ eller ’halve’ dage til familierne. Jeg huskede det, som var det i går.

GUD VIL GIVE OS ET TEGN

Gisèle og jeg sad i Charlottes værelse i vores store lejlighed i København. Dette var den afgørende dag i november 1976, da vi skulle tage den endelige beslutning. ”Vil I forblive i sammenarbejde med os,” havde brødrene spurgt, ”eller bryder I op og rejser afsted?” vi kunne høre trafikstøjen fra den travle gade under os, som førte til lufthavnen, og derfra videre ud til resten af verden og ikke langt borte lå de to store broer, som førte tilbage til byen. Hvilken retning skulle vi vælge? Den, der førte ud i verden eller den, der førte tilbage?

”Jeg vil gå ind på mit kontor for at bede,” sagde jeg. ”Måske vil Gud give os et tegn? Jeg ved det ikke! Måske må vi bare gøre, hvad vi allerede føler i vore hjerter.” Gisèle blev i Charlottes værelse. Kort forinden havde børnene leget lidt vildt derinde. Legen var imidlertid brat blevet standset ved at et vægmaleri faldt ned. Glasset gik itu, og rammen var ødelagt, kun billedet var stadig helt. Hvad vi imidlertid ikke havde lagt mærke til, var et lille stykke pap, som var faldet ned bag ved sofaen. Som Gisèle nu sad i stille bøn, blev hun med ét opmærksom på dette lille stykke pap. Hun samlede det op – og så til sin overraskelse et mindre billede på bagsiden.

Bag det maleri, som var faldet på gulvet, var et andet billede. Det var åbenbart indsat for at holde maleriet på plads i rammen, og da rammen gik i stykker, faldt dette bagside-billede om bag sofaen.

Gisèle så på det lille farvebillede i hånden. Som hun studerede det nærmere, lagde hun mærke til, at det var et gammelt fotografi, som en eller anden ukendt kunstner havde farvet med hånden. Desuden så hun, at billedet kunne føres tilbage til omkring 1924. Hun betragtede med bankende hjerte dette billede, som forestillede en beboelsesvogn og i forgrunden nogle personer. Alle var klædt i den tids stil, og bag dem stod beboelsesvognen, et tremasters evangelisationstelt, en mark, nogle grønne træer – og vejen!

Gisèle skyndte sig ind på mit kontor. ”Johny,” hviskede hun, ”hvad forestiller dette?” Hun rakte mig det gamle fotografi fra 1024.

Jeg stirrede på det.

”Hvor fik du fat i det?” spurgte jeg forundret.

”Jeg fandt det på Charlottes værelse. Det var faldet ned bag sofaen. Jeg fandt det lige nu. Kender du noget til det?”

Jeg så på billedet. ”Jeg tror, jeg ved, hvad det er,” sagde jeg. ”Men jeg er ikke sikker, selvom… 1924… det må da være… og hvis dét er tilfældet, så…”

”Så hvad?”

”Så rejser vi afsted!”

”Sæt dig ned, min ven,” fortsatte jeg, da jeg så det urolige udtryk i Gisèles øjne. ”Lad mig forklare.” Jeg lagde det gamle fotografi imellem os og fortalte:

”I begyndelsen af dette århundrede taltes der over hele Danmark om en usædvanlig smuk og talentfuld skuespillerinde, som optrådte på Dagmarteatret i København. Hun var alle skuespilsforfatteres og hele folkets yngling. Men pludselig brød hun med scenens rampelys. ”Jeg har mødt Jesus,” sagde hun, og fra den dag af levede og arbejdede hun for Guds rige.”

Gisèle tog det lille billede i sine skælvende hænder. ”Hvad har alt dette at gøre med et fotografi gemt bag et maleri på væggen?” spurgte hun.

”Det har at gøre med os!” fortsatte jeg. ”Hør nu videre.”

*

BEBOELSESVOGNEN

”Anna Larssen, som den unge skuespillerinde hed, giftede sig med en dansk prædikant ved navn Sigurd Bjørner – og disse to fik et kald fra Gud. Herren sagde til dem, at de skulle blive rejsende! Derfor flyttede de ind i en beboelsesvogn, som blev trukket af heste, anskaffede sig et evangelisationstelt, og så rejste de igennem Danmark og sang og vidnede om JESUS.”

”Og det er deres beboelsesvogn, som er på billedet?” spurgte Gisèle.

”Ja det er. Og den kvinde, som står i midten med den store hat, er Anna Larssen-Bjørner. Og dersom Herren ville bruge noget ud fra kirkehistorien for at overbevise os om vores kald, tror jeg ikke, Han kunne have fundet en anden illustration end dette billede – med den historie, som er knyttet dertil. Jeg ved ikke om andre her i Danmark, som har gjort noget lignende, og det er grunden til, at jeg, da jeg så dette billede, tænkte: ’Dette er Guds tegn, at også vi skal bryde op’!”

”Men hvordan kan det går til, at dette fotografi har hængt på vores væg i flere år – uden at vi anede det?” udbrød Gisèle.

”Det ved jeg ikke. Det er en af Guds hemmeligheder. Men det er ufatteligt, at netop i dag sidder vi med dette klare vidnesbyrd i vore hænder. Og i øvrigt er det noget mere i forbindelse med historien om Anna-Larssen-Bjørner…”

”Hvad er det?”

”Da hun og hendes mand ankom med deres vogn og heste til København, gjorde de holdt en nat ved Østport Station. Midt om natten kom nogle uromagere og løsnede hjulene på vognen, så da ægteparret næste morgen brød op, vidste de ikke, at deres rejse ville blive meget kortvarig. Mens de kørte hen ad Østerbrogade, kunne hjulene være faldet af hvert øjeblik, og da de nåede Trianglen, standsede hestene. Hjulene var faldet af. Anna Larssen-Bjørner sprang ned fra førersædet. Hun så på det, som var sket. Og i stedet for at fortvivle, løftede hun sine hænder og priste Gud. ”Her vil vi rejse teltet,” erklærede hun. ”Det var Herren, som ønskede at vi skulle standse her, og sjæle vil blive frelst ved Guds nåde!”

Og det er nøjagtigt, hvad der skete. Teltet blev rejst, og mange mennesker kom for at høre den tidligere skuespillerinde fra teatret i København. Nogen tid senere blev en trækirke, som kaldtes ’Evangeliehuset’ bygget på samme plads – og det var der, jeg tjente i min første tid som evangelist…”

Jeg så på Gisèle. ”Hvad mener du,” spurgte jeg. ”Skal vi bryde op?”

”Ja, sagde hun med et stort smil. ”Lad os bryde op…”

Og nu, tolv år senere, var det vores hjul, som ’faldt af’. I form af finansielle problemer. Men det var ikke nok til at standse os. Igennem årene var det syn, som Herren havde lagt i vore hjerter, blot blevet stærkere og dybere.

Nu forstod vi, hvorfor Herren havde kaldet os til at blive rejsende. Der er ved at ske noget i Israel og resten af verden, som Jeremias forudsagde for 2500 år siden. Som vi nu begyndte at dreje ind mod det mægtige Nordens land, var det godt at have både tegnet og ordet at støtte sig til. Men hvad siger Ordet?

JEREMIAS LIVSTJENESTE

Dengang den jødiske profet Jeremias, som en ung mand, blev kaldet af Herren, fik han klart at vide, at Gud havde forudbestemt ham til en særlig opgave. Gud havde med andre ord tanker om Jeremias, før han blev født. Først i dag begynder vi langsomt at forstå, hvad Gud havde i sinde. Mens Guds hænder dannede denne profet til en bestemt tjeneste, lagde Gud planer for vor generation! Jeremias’ profetiske tjeneste var ikke kun bestemt for hans tid! Han var – som han selv udtrykker det – sat til at være hyrde over mange nationer, hvilket faktisk aldrig helt blev opfyldt i hans levetid. Det betyder, at selv i vor tid vil mange mennesker (gennem profetiens konstant voksende dimensioner) blive dømt efter, hvorledes de modtager hans budskab. Jeremias’ livstjeneste var centreret omkring en kommende ’udgang af jøder fra Nordens Land;’ han understreger, at det budskab, Gud gav ham i den henseende, ville få en afgørende indflydelse på nationers og folkeslags fremgang og fald.

”Se, jeg giver dig i dag myndighed over folk og riger,” sagde Gud til Jeremias, ”til at oprykke og nedbryde, til at ødelægge og nedrive, til at opbygge og plante (1:10). Alt imens verdenshistorien går mod sin afslutning, gennemfører Israels Gud den plan, han har med Sit udvalgte folk i Nordens Land, og den kommende verdens kræfter og autoritet kan allerede ses blandt denne og andre nationers ledere.

Jeremias’ åbenbaring angående Israels børns udgang fra Nordens Land finder vi i det 31. vers i det 31. kapitel: ”Se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og Judas hus.”

I det samme kapitel bliver denne store begivenhed helt klart knyttet til jødernes tilbagevenden fra fangenskabet i Nordens land. I den sammenhæng hedder det: ”Se, jeg bringer dem hid fra Nordens land (31:8)”. Og dersom disse to begivenheder er knyttet til hinanden, står verden overfor noget helt fantastisk, som menneskeheden har ventet på siden Abrahams tid. Israels mest afgørende time er kommet, hvor Gud vil gennemføre det, der ligger ham allermest på hjerte: at fuldende pagten mellem Jesus og jøderne.

De to verdenskrige førte til staten Israels eksistens.

Vi står nu overfor et kapitel i den nye pagt, hvor dele af verden atter vil blive trukket ind i ’krigens sydende kedel’. Hvor vil det starte?

’Norden’ har for Israel altid været et udtryk for noget mystisk og uforklarligt. ’Norden’ er kilden til vanskeligheder. Det er ikke uden grund, at jøderne frygter ’Norden’: derfra blev de hære udsendt, som bortførte Israels nordlige stammer samt Sankeribs judæiske fanger. Israels nuværende politiske og nordlige grænser. ’Nord’ viser mod midnat. Nordstjernen skinner med en kold og fjendtlig glans. Fra nord blæser en ødelæggende vind – og Israels ’vægtere’ spejder i dag uafbrudt mod den politiske horisont i nord. Deroppe bor en frygtelig fjende. Vil han en dag – ligesom de gamle skythiaere – feje ind over Det hellige Land som en barbarisk horde?

Bibelen siger, at netop det vil ske! Det er profeten Jeremias, som advarer mod den truende fare fra nord. Men det er også Jeremias, som erklærer, at ’fra mørke skal lys skinne frem’.

… og det lille farvebillede af beboelsesvognen fra 2024 er sat i en ny ramme. Det hænger nu på væggen i vores karavane – som en stille påmindelse til os om aldrig at give op, men at ’gøre Hans vilje, som sendte os, og fuldbyrde Hans gerning’.

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’EN DØENDE VERDENS SIDSTE SENDEBUD’ (www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.28.02.2025