DANMARKS ANDEL I DEN TREDJE VERDENSKRIG

Et uddrag af bogen PILGRIM CONVOY offentliggjort december 1990

Mange folkeslag er med (Ez. 38:6)

Det ser ud til, at Danmark har sin plads i de kraftige forudsigelser, som gamle hebraiske profeter i malende billeder har skildret med hensyn til den krig, som af bibeleksperter kaldes ’Den tredje Verdenskrig’. Krigen har også fået en anden benævnelse, ’Gog-krigen’ hedder den – opkaldt efter den dystre fyrste, der med langsomme truende skridt træder ud af fortidsskyggerne på Bibelens blade.

Om denne midnatssorte og frygtindgydende krigerkonge, som i årtusinder har stået lænet til sit vældige skinnende slagsværd, står der skrevet hos profeten: ”Lang tid herefter skal der komme bud efter dig. Ved årenes ende skal du overfalde et land, som atter er unddraget sværdet … (Ez.38).”

Mon den tid er kommet, som profeten kalder for ’Lang tid herefter’. Mere end 2500 år er forløbet siden den hvidskæggede Ezekiel sad bøjet over sine pergamentruller og med sirlige hebraiske bogstaver nedskrev ordene: ”Lang tid herefter.”

Hvor lang tid er det? Er det tusinde år? To tusinde år? Er det efter Messias’ komme? Kunne det være den mærkelige tid, vi er i dyb undren over, hvad der sker? Kunne det være netop disse dage, hvor et ’Rige’ synes at blive samlet og hvor den sortblanke rustning af bibel-krigeren ’Gog’ begynder at kaste Gog-fyrsten ikke længere står tavst støttet til sit lange sværd – men hvor hans jernbeslåede handske langsomt fatter om sværdgrebet og de mørke onde øjne bag stålmasken er rettet mod det lille udvalgte folk i Mellemøsten. Det folk, der – som Bibelen udtrykker det – ’Atter er unddraget sværdet’. Er den krig, som Den hellige Skrift kalder ’Gog-krigen’ snart forestående?

Hvis dette er tilfældet, skal Danmark ikke tro, at det undgår sin skæbne. Sammen med Gog vil – sådan som jeg har nævnt – ’mange andre folkeslag’ med deres hære rykke mod det land, som til alle tider syntes at have været verdens fjende. Atter vil et storkorstog forberedes. Riddere og ryttere fra alverdens lande vil deltage. Særligt er den harniskklædte europæiske rytter med navnet ’Gomer’ trådt i forgrunden. Fra forskellige kilder har vi i det foregående set, at så snart hans navn nævnes, vender alverdens jøder sig mod Tyskland. Fra deres ældste skrifter er det klart understreget, at ’Gomer’ er Tyskland, og ’Gomer’ kommer ikke alene. Han er fulgt ’af sine horder’ – som Ezekiel udtrykker det. ’Horder’ er ikke noget pænt ord. Det smager af foragt. Med ordet ’horder’ ser man foran sig en flok rasende hedninger, der under en eller anden vildt udseende anfører angriber fredelige landsbyer, røver og plyndrer, mens flammerne fra fattige hytter slikker mod himlen!

Billedet er ikke helt galt! Profetens penselstrøg ejer disse farver. Der tales om ’horder’ – og med dette mener Ezekiel ’barbarer’ og ’vilde hedninger’!

Jamen findes sådanne røverhorder i vort civiliserede verden i dag?

Desværre ja! Når det drejer sig om Israel og hadet til Guds elskede folk, jøderne, så vil verden snart få at se, at al civilisation, som hidtil, vil gå fløjten. Der bliver ikke meget tilbage af den pæne overfladekultur, som nationerne smykker sig med. Raseriet og galskaben lurer i kælderen og atter engang vil Guds øjesten, Israel, og det jødiske folk være uskyldige ofre for hedenskabets halsende hundes angreb.

DANMARK ER MED I GOMERS HORDEN

Er Danmark med i disse horder? Er vi ikke for pæne til den slags. Vi har trods alt en fin tusindårig gammel kultur bag os. Vort landskab er smykket med tusinde små hvidkalkede kirker, og hver dag stryger morgenandagtens orgeltoner gennem æteren over det ganske land! Vil vort lille ’kristne’ land være med i de ’horder’, der skal følge det store Tyskland, vil overfalde Israel under Ruslands overherredømme?

Desværre ja!

Danmark er med i ’Gomers horder’. Deltagelsen i den kommende ’Gog-krig’ har intet med finhed, kultur eller nationalitet at gøre. Den tredje Verdenskrig har, som de to øvrige verdenskrige, med alliancer at gøre! Det har at gøre med indgåelse af aftaler. Det bærende element i denne verdensbrand er pagtslutninger. Altså mænd, der, med tv-kameraerne snurrende over deres hoveder, bøjer sig over blanke borde og med gyldne penne underskriver papirer, som vil være gældende i den usikre fremtid, som i denne time formes af Det fjerde Riges repræsentanter.

Ezekiel har pænere navne for ’Gomers horder’. Han siger et andet sted: ”Mange folkeslag er med (Ez. 38:6).” Der er kun liden sandsynlighed for, at Danmark – eller noget andet europæisk land – kan unddrage sig denne gruppebetegnelse. En mægtig ny koalition af stater er ved at opstå. Både i Øst – og Vesteuropa. Også islamiske stater som Tyrkiet har sin plads i den sammenslutning, som afsluttende finder sted.

Tyrkiet er tydeligt nævnt i Bibelen. Det er det såkaldte ’Togarmas hus’. Heller ikke det vil stå alene. Ezekiel udbryder: ”Togarmas hus vil komme med alle sine hobe.” Profeten har ingen respekt for araberstaterne og de muslimske regeringer. ’Alle deres hobe’ siger han. Som med både navnene ’Gog’ og ’Gomer’ er det interessant at bemærke, at Tyrkiet atter kommer til at indtage en førerstilling. Det er sket før i historien! Tyrkerne har før været ledere af en hær, der rider under halvmånens skær. Tyrkerne har før kæmpet mod både jøder og kristne. Bibelen siger, at de vil gøre det igen.

Når vi som danskere gennem tiden har sunget om, at vi har en hjemstavn i det ’yderste nord’, og at vort lille land har bestået gennem generationer heroppe i de kolde og midnatsmørke egne – ja, så er det med nogen forbavselse, at vi hører profeten fra middelhavslandenes centrum tale om den militære invasion, der en dag skal vælte ind over Israel fra denne kant. Ezekiel får besked på at profetere om en fjern fremtid, hvor horder og skarer fra ’det yderste nord’ skal oversvømme Jerusalem. ”Profeter derfor menneskesøn,” siger Herren til Ezekiel, ”og sig til Gog: ’Så siger den Herre Herren. På hin dag skal du bryde op og komme fra din hjemstavn i det yderste nord (Ez. 38:14-15).”

Lyder det ikke mærkeligt?

”Fra din hjemstavn i det yderste nord.” Vi skal med disse ord hele tiden have i tanke, at profeten betragter alt fra Jerusalem. Han taler ikke om øst og vest. Han taler om nord. Om det yderste nord! Og vi kan ikke længere (sådan som de bibel-lærde hidtil har gjort) trække en lige linje fra Jerusalem og sige: ”Her ligger Jerusalem – og heroppe i ’det yderste nord’ ligger Moskva! Altså er Rusland alene landet som er den grumme fjende – angriberen fra ’det yderste nord’.

DET TIDLIGERE LANDKORT ER FORÆLDET

Den seneste udvikling giver os et bredere målebånd. Den gammeldags smalle målestok må bruges. ’Nordens land’ kan ikke længere begrænses til Det gamle russiske Rige. ’Nordens land’ er blevet større. Mere omfattende. Geografisk mere udbredt. De tidligere rammer af det rige, som har bestået i 70 år og som i al den tid har været behersket af den kommunistiske ideologi, er sprængt. Et nyt fremtidsrige rulles ud på bordet foran os. Med overraskelse ser vi, at det består af flere lande, end vi egentlig har regnet med. Flere folkeslag er rykket ind i billedet. Det tidligere landkort er forældet. ’Nordens Rige’ er ekspansivt. Det indeholder ikke længere kun et folkeslag. Nu består det af mange folkeslag. Det drejer sig ikke længere bare om ’Gog’. Israels ærkefjende og det profetiske mareridt, der har ventet på sin opfyldelse i årtusinder har udvidet sine grænser. Nu er også Gomer og hans hobe kommet med på generalstabspapirerne. Folkeslag, som ikke engang er nævnt ved navn deltager nu i magtfulde forudsagte alliancer. Linealen fra Jerusalem trækker med sin bredde flere nationer med i Gogs følge, og på en eller andenmåde er også Danmark ramt af passernålen, der ubarmhjertigt kredser land efter land ind i sit heksefelt.

I denne skarpt aftegnede inderkreds hører også Danmark med. Altså ikke Danmark alene! Også andre europæiske lande. Men cirklen er tegnet. En ond cirkel! Passernålen er boret ned i Europakortet. En ond nål! – Og ligemeget, hvor meget det enkelte land vil sprælle i nettet, så er også det blevet indfanget af den hemmelige og grusomme sammenhæng. Når profeten råber: ”Du skal bryde op … og komme fra din hjemstavn i det yderste nord”, så får de gamle hjemstavnssange en anden lyd. Da er idyllen ikke længere det fremherskende. En iskold og ubuden gæst står for døren. Hans harnisk-handske hamrer hårdt på døren. Han indbyder til krig! Han samler sine allierede! Og Danmark vil ikke i længden kunne unddrage sig. Også det må bryde op… og komme! Med eller mod dets vilje. Det må som andre europæiske lande adlyde den profetiske befaling.

”Jeg fører dig op fra det yderste nord,” hedder det i den ældgamle bibelske forudsigelse (Ez. 39:2). – Dermed er sagen faktisk afgjort. Danmark er allerede undervejs sammen med andre landes hære. Retningen er uforandret. Den går nedad mod Israels bjerge! Der skal et stort slag finde sted. En underlig ulige kamp. En krig som er afgjort på forhånd. De vilde hedenske horder vil liden verdenshistoriens største nederlag.

GOG-INVASIONENS OMFANG

I begyndelsen vil den kæmpemæssige D-dag se ud til at blive en succes for den allierede invasionshær. Aldrig er så mange soldater blevet landsat fra luften. Ezekiel, som er denne krigs store seer, har således på forhånd skuet Gog-invasionens omfang. Det må have været underligt for denne profet, der levede for mange, mange århundreder siden at være tilskuer til en moderne krigs landsætning af tropper fra luften. Han leder lidt efter ordene for at kunne beskrive det for ham usandsynlige og fremmedartede. Han er vidne til en fremtidskrig af dimensioner, han i sin vildeste fantasi aldrig kunne forestille sig. Henvendt til invasionshærens øverstkommanderende – superpræsidenten ’Gog’ – udbryder han: ”Du skal trække op som et uvejr og komme som en sky og oversvømme landet.”

Hvor stor vil den ’sky’ (som profeten taler om) blive? Hvad ligger der i begrebet ’oversvømmelse’? Er der tale om blot en nation eller et enkelt folk? ”Du skal trække op som et uvejr,” forudsiger profeten, og så vidt det kan forstås, har han i sine fremtidssyner set mørke skyer samle sig fra mere end et verdenshjørne. Tordenformationerne kommer fra alle sider. Hele verden er i krig mod Israel. ”Du skal oversvømme landet,” erklærer Ezekiel og fortsætter: ”Du og alle dine hobe og de mange folkeslag, der følger dig (Ez. 38:1).”

Der er som sagt tale om en forenet indsats af mange lande. Det er ikke ’Gog’ alene, der invaderer landet på jordens midt. Gog-krigen er en forenet indsats af en mægtig militæralliance. Og Danmark vil ikke blive holdt udenfor! Når skyerne trækker sammen vil også Danmark og dets folk blive revet med af uvejret. Når ilden begynder at brænde, vil der også være kræfter i vor egen nation, der vil kaste ved på bålet. Ja, dette er tilfældet allerede nu! De mennesker indenfor kirke- og folketing, som tager en uforsonlig eller uforstående eller måske ligefrem fjendtlig holdning overfor Israel bærer allerede nu de første planker til verdensbranden.

Hvorledes vil Gog-krigen ende? Hvorledes vil den krig ende, som Danmark snart skal sende mandskab og materiel til? Hvorledes vil det gå med det slag, der skal udkæmpes på Israels bjerge? De slag, hvor også Dannebro skal vaje fra de allierede troppers hovedkvarter. Hvilken skæbne venter de tusinder af unge mænd, der skal kastes ind i denne nye Mellemøstkrig – og hvor også Danmark vil have sine afdelinger!

Som det er sket så ofte før i historien vil Israels fjender opleve, at de ikke kæmper mod mennesker – men mod Gud. Pludselig vil Gogs og Gomers tropper stå overfor den frygtelige kendsgerning, at det ikke er nogen naturlig modstander, de har med at gøre. Overnaturlige og overjordiske kræfter vil sætte ind imod dem, og ligegyldigt hvor veludrustede og talrige de tropper er, der marcherer mod Jerusalem, så vil de blive mødt af frygtelige våben som intet menneske, ingen menneskelig magt kan stå sig imod.

RÆDSLERNE ER DETALIEREDE

Om den fremmede fjende på Israels jord erklærer Gud gennem profetens mund: ”Jeg nedkalder alle rædsler over ham!” Hvis et menneske havde sagt dette, kunne man måske tage det med et forbehold. Truslerne er sikkert en del af krigens vilkår, kunne man sige. I dette tilfælde skal man imidlertid ikke regne med at det er tomme trusler. Unge danske mænd, som i dag aftjener deres værnepligt – og som måske frivilligt har meldt sig til det danske forsvar, fordi verdenssituationen ser forholdsvis fredelig ud, og der ikke i nærmest fremtid synes at være fare for, at de vil blive udsendt for at kæmpe et eller andet fremmed sted på jorden – disse unge har ifølge Bibelen gjort regning uden vært! Hvis det er rigtigt, at vi i øjeblikket lever i skyggen af den kommende bibelske krigerfyrste, der kaldes ’Gog’, så vil også danske soldater blive sendt til Mellemøsten, hvor de vil komme til at opleve den forfærdelige sandhed bag bibelordet: ”Jeg nedkalder alle rædsler over dem (Ez. 38:23).”

Rædslerne er detaljerede. De er nøje beskrevet. Den såkaldte ’Tredje Verdenskrig’ er i øvrigt nøjagtigt beskrevet på Bibelens blade. Der findes vel næppe nogen krig, der har haft en så dygtig og velinformeret reporter som Ezekiel. Hans krigsdagsbog fra år 2500 før Kristus efterlader intet til tilfældighederne. De, der vil deltage i denne krig, skal på forhånd vide, hvad de begiver sig ud i. Ingen menig soldat skal gå ind i denne kommende Mellemøstkonflikt med nogen illusioner om, at han vil slippe levende fra det. Ingen officer og ingen politiker, der i dag vil være med til at befordre denne udvikling, skal gøre sig nogen forestillinger om sejr. De tropper, der under Gogs og Gomers ledelse bliver landsat over Haifa, Tel Aviv og Hebron vil komme til at lide verdenshistoriens største nederlag… Antallet af faldne vil være uoverskueligt.

”Når Gog overfalder Israels land,” erklærer Gud, ”så vil jeg give min vrede luft.”

”Den enes sværd skal rettes mod den anden, og jeg går i rette med ham med pest og blod og med regnskyld, ild og svovl lader jeg regne over ham, hans hobe og de mange folkeslag, der følger ham.”

Jeg må indrømme, at jeg selv personligt i årevis kun har betragtet dette som en dom over en enkelt angriber. Jeg har her set, at verdensfyrsten Gog, som jeg stadig identificerer som Rusland, er med i denne krig.

Som den seneste udvikling i Europa tegner sig kan jeg ikke længere forsvare dette standpunkt. Når Gud giver sin vrede luft, og når pest og sygdom og feber bryder ud blandt den allierede invasionshærs tropper, så er også Danmark med i dette. Ilden og svovlen falder ikke kun ned over Den røde hær, men det står udtrykkeligt anført, at pest og blod og regnskyl vil vælte ned over ’de mange folkeslag der følger Gog’ (Ez. 38:22).

”Jeg viser mig stor og hellig og giver mig til kende for de mange folks øjne, og de skal kende, at jeg er Herren,” erklærer det bibelske profeti.

Ingen behøver imidlertid at vente til denne frygtelige dom-handling bliver en realitet. Gud ønsker allerede nu at give sig til kende. Han har langt fra i sinde at møde verden eller nationerne med dom. Langt hellere vil han møde dem med nåde. Som med nationerne er det med det enkelte menneske. Hvorfor vente til dommen, når jeg i dag kan møde nåden og barmhjertigheden. ”I dag er det en frelsens dag,” siger Bibelen, i dag er det en nåderig stund. Udnyt det gunstige øjeblik ved at tage den rette stilling overfor den Gud, der kender historiens gang så indgående, at han endog kan forudsige, hvad der vil ske.

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’HVEM ER DEN HEMMELIGE FYRSTE(www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.14.03.2025

Lignende Opslag

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *