REFORMEN

… vil en åndelig vækkelse i det store Rusland atter finde sted?

”Lad os gå klogt til værks imod dem, for at de ikke skal blive for mange (2. Mose 1:8-10)

Et uddrag af bogen PILGRIM CONVOY offentliggjort december 1990

Druerne på de italienske vinmarker hang tunge og gyldne, da pilgrimskonvojen blev indskibet til Grækenland. Kun få uger efter skete den ulykke, som førte til, at Gisèle og jeg besluttede at rejse til Bruxelles. I de dage oplevede vi Guds mirakler.

Først var det unge Anna, der mistede kontrol over bilen, som havnede på jernbaneskinnerne, hvor toget til Korinth skulle passere mindre end ét minut senere. To unge grækere så pigen i den havarerede bil på skinnerne. De talte sekunderne, medens de væltede vognen væk fra banelegemet. I samme øjeblik dundrede ekspressen forbi. Bilen var godt molesteret, men Anna var reddet.

Den følgende morgen modtog jeg et brev fra en tidligere ’hippie’. 15 år forinden havde Allan overgivet sit liv til Jesus i vor Københavner-center for narkomaner. Nu var han formand for Kristne Forretningsfolk i Bruxelles. – ”Jeg vil give jer en bil,” skrev han.

Eftersom vi modtog dette brev morgenen efter Korinth-ulykken, og vor ven fra Bruxelles på ingen måde kunne vide om den dramatiske hændelse aftenen forinden, tog vi det vor givet, at Herren måtte være bag denne sag. Det blev derfor hurtigt besluttet, at Gisèle og jeg skulle til Bruxelles for at hente bilen. ”Måske har Herren også andre formål med denne rejse,” sagde brødrene i lejren. ”Når Han står bag en sag, sker der altid noget. Rejs og I vil komme til at opleve det!”

Og ganske rigtigt! Da vi blev hentet i lufthavnen af Allan, vor tidligere ’hippie’-ven, sad der en anden unge mand i den flotte Citroën CX 2500, som nu var vores. Det var Pierre-Yves. Han gav sit liv til Jesus ved et møde vi havde holdt i Bruxelles nogle år tidligere. ”Jeg må tale med jer,” sagde han. ”Jeg har noget vigtigt at fortælle.

Da vi var blevet vist ind på vores værelser i Allans lille romantiske hus på en stille villavej i Bruxelles, fortalte Pierre-Yves: ”Jeg har haft en drøm. Jeg har fortalt den til andre, men ingen synes at tage den alvorligt. Nu vil jeg fortælle den til jer; jeg tror I vil reagere anderledes!”

”Det skal du ikke være sikker på,” udbrød jeg, ”der er så mange, der har sære drømme i disse dage. Men fortæl!”

Pierre-Yves begyndte. Gisèle og jeg lyttede med voksende interesse. Da han var færdig, sad vi i lang tid stille. ”Jeg tror, din drøm er fra Gud!” sagde jeg omsider. ”Om ingen andre forstår, så gør vi. Jeg vil forklare dig hvorfor…”

DRØMME

Pierre-Yves havde sin drøm i natten mellem den 21 og 22. oktober 1987. Den handlede om Rusland, men han var åbenbart ikke opmærksom på, at netop den nat var det nøjagtig 70 år efter det store vendepunkt i Ruslands oktober-revolution. Selvsamme nat mellem den 21. og 22. oktober 1917 uddelte bolsjevikkerne våben og indsatte kommissærer i de militærafdelinger, som stod udenfor Moskva. Denne nat blev det berygtede slogan ’al magt til sovjetterne’ en realitet. Den nat var Lenin selvskrevet som leder for den første sovjetregering.

Før drømmen havde Pierre-Yves en oplevelse, der lignede noget, som står beskrevet i 1. Mosebog. Da Gud gav Abraham en drøm om jødernes første slavepiskere, læser vi, at ’en rædsel faldt over ham’ (1. Mose 15:12). Pierre-Yves forklarede: ”Jeg faldt i søvn hen ad firetiden om morgenen. Natten igennem havde jeg krampe i hjertet. Jeg kæmpede en eller anden kamp mod nogle usynlige magter. Da jeg endelig faldt i søvn, befandt jeg mig pludselig i Moskva! Jeg stod på en stor plads. Foran mig lå Kreml. Med ét blev jeg opmærksom på en person ved siden af mig. Han stod klædt i en prægtig præstekåbe. Han begyndte at synge. Det var en slags liturgisk sang. Det lød smukt og højtideligt- men fremmedartet. Langt, langt anderledes end min religiøse tradition. Pladsen fyldtes med mennesker og bag præsten, som sang, så jeg hundrede, ja, måske tusinder, der stod klædt som han. Sangen var nu ikke længere en mærkelig liturgi fra en anden tradition og tidsalder – den bruste som en sang i Ånden, mægtig og fuld af kraft! Og nu var det ikke kun præsterne, der sang. Alle på pladsen stemte i. Aldrig har jeg hørt noget lignende. Sangen steg og faldt som mægtige bølger, der skyllede op mod himmelen.

Ængsteligt stirrede jeg i drømmen mod Kreml. De vil gribe ind overfor den syngende skare, tænkte jeg; dette er for meget for dem. De kan aldrig tolerere denne sang!

Til min overraskelse åbnedes porten ind til det borglignende palads. En mand trådte ud. Hæslig at se på med næsten dyriske træk. Han gjorde tegn at vi skulle komme. På fransk råbte han: ”L’heure est venue que votre indépendance devienne dépendance.” (Timen er kommet, hvor jeres uafhængighed skal blive til afhængighed!”

”Fra det øjeblik var adgangen fri til kommunismens gamle højborg. Overalt så jeg mænd med bibler under armen. Guds tjenere kunne for en tid arbejde i frihed. På porten stod skrevet med store bogstaver: ’MÅ PAROLE EST UNE’ (Mit Ord er ét). Jeg forstod, at vækkelsen i disse lande ville føre til en enhed i læren, som ikke tidligere er oplevet.”

Pierre-Yves sluttede sin fortælling. Han sad stille med bøjet hoved et øjeblik. Derefter så han op og hviskede: ”Kan du sige mig, hvad de ord betyder: ’Timen er kommet, da jeres uafhængighed skal blive til afhængighed?”

”Måske,” svarede jeg. ”Det var faktisk de sidste ord, Jesus efter opstandelsen henvendte til Simon Peter: ’Da du var yngre’, sagde Han, ’bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville, men når du bliver gammel, skal du række dine hænder ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil’ (Johs.2:18).”

”Og det ser ud til at være det samme budskab, som afslutter din drøm Mange kristne har levet et uafhængigt liv. De har gjort, hvad de har lyst til. Men nu er timen kommet, da de vil blive kaldt ind i en ny troslydighed. ’En anden’ vil tage deres hænder og lede dem – og netop den retning, du så i din drøm, kan meget vel være den retning, som mange nu skal gå! Rusland står overfor en stor vækkelse, og gennem de porte, som indtil nu har været lukket og stængt, vil en ny sang stige op til himmelen. En lovsang, som aldrig er hørt i vesten…”

HVORLEDES VILLE SOVJET-LEDELSEN REAGERE?

Sovjet Unionen forberedte sig i god tid på at markere en af nationens mægtige åndelige milesten: tusind års jubilæet for kristendommen! I et fantastisk udbud af propaganda og politisk stolthed, gav Kreml gavmildt de kristne tilladelse til at restaurere løgformede kirketårne, imponerende klosterbygninger samt arrangere en mængde kulturelle begivenheder. Kun få anede, at dette kunne blive optakten til et opbrud som østlandene aldrig havde set magen…

Over det ganske land holdtes taksigelses-gudstjenester. Røgelsesfyldte kirker var fyldte til bristepunktet og høje hvælvinger genlød af majestætiske salmer på gammel-slavonisk. Da 13.000 mennesker på en lys juli-aften under jubilæumsfestlighederne spontant samledes i Kiev, var der for første gang intet KGB politi, der prøvede at standse sangen og talerne. Mange spurgte sig selv om noget nyt var på vej? En åndelig vækkelse i Sovjet Unionen syntes ikke længere at tilhøre drømmenes verden. Tværtimod! I de seneste år var der sket mange forandringer, som kunne være de første tegn på et åndeligt og politisk forår. Var timen kommet, hvor ’en ny sang skulle stige til himmelen fra Ruslands ukendte dybder? Hvorledes vil Sovjetledelsen reagere, når de første toner af denne sang bliver hørt?

”Vi hører stadig i det fjerne kirkeklokkernes rungen og bimlen,” forklarer ældre borgere i Moskva. ”De efterlod en fornem sølvklang i luften. Mon vi snart skal høre dem igen?” I adskillige årtier har de mægtige malmklokker været tavse. ”De forstyrrer søndagsfreden,” var myndighedernes forklaring.

Jubilæumsfesten markerede altså ikke blot en ufattelig stor tusindårig arv, men også det russiske kristenfolks overlevelse og udholdenhed siden begivenhederne i 1917. Den vægtigste indsats indenfor Sovjet kristendom er den russiske gren af Den ortodokse Kirke; den alene har et medlemstal på omkring 50 millioner. Den romerske katolske kirke tæller godt 10 millioner, hvoraf halvdelen kommer fra tidligere underjordiske kirkesogne i Ukraine. Der er godt 4 millioner protestanter, hvoraf størstedelen er baptister og pinsevenner. De tidligere såkaldte ’undergrundsmenigheder’ indbefattet. ”Dersom man medregner Den Georgiansk-Ortodokse Kirke, Den Armenisk-Apostolske Kirke samt diverse sekter, udgør landets totale kristne befolkning omtrent 70 millioner eller 25 % af indbyggertallet.” Iberegnet muslimer, jøder og andre trosretninger, har således mere end 40 % af Sovjets borgere en religiøs identitet. – Det er klart, at en fortsat undertrykkelse af så stor en befolkningsgruppe ikke kunne fortsætte. Noget måtte ske!

VIL EN PINSEVIND BLÆSE GENNEM LANDET

Religion er således langtfra uddød i Rusland; på trods af den strenge ateistiske ideologi, som har styret de femten Sovjet Socialist republikker, lever troen på Gud i bedste velgående. Med et uhyre stort areal på 22,7 millioner kvadratkilometer, som strækker sig ca. 10.000 km fra øst til vest og 7.500 km fra ord til syd, ligner USSR et gigantisk kar, der ligger åbent at modtage besøg af en ny strøm af bibelforkyndere. Hvad der vil ske, er svært at forudsige, men en eller anden pinsevind vil blæse gennem landet.

Kristendommen i Rusland kan føres tilbage til den historiske begivenhed, som fandt sted i 988, da en slavisk fyrste, kendt som Kiev-russeren, prins Vladimir, omvendte sig til kristendommen for at kunne gifte sig med den byzantinske kejsers søster. På grund af sine politiske giftemålsplaner bød han sine undersåtter følge hans eksempel. De var hedninger med en vis hang til menneske-ofringer, men de adlød prins Vladimir og vadede ud i Dnjepr-floden ved Kiev for at lade sig døbe.

Denne begivenhed markerede ikke blot begyndelsen for en ny tro, men også en ny kultur, et nyt sprog og en ny litteratur (det kyrilliske alfabet blev opfundet af munken Kyril i Moravia i det 9. århundrede). Ifølge historien antog Vladimir den byzantinske kristendom fordi hans udsendinge blev overvældet af den majestætiske lovsang i Konstantinopel. ”Vi vidste ikke, om vi var i himlen eller på jorden,” forklarede de, ”for på jorden findes ikke mage til herlighed og skønhed. Vi kan ikke finde ord til at beskrive det, vi så hørte. På det sted bor Gud blandt mennesker!”

Vil den samme majestætiske lovsang atter hæve sig fra Ruslands dybder? Meget i den vestlige form for gudstjeneste er falmet. Meget er blevet ’lav-kirkeligt og ordinært’. Er dette måske én af grundene til, at den østerlandske ortodokse kirke kunne blive midtpunktet i en kommende åndelig vækkelse?

KIRKEN BLEV UNDERLAGT STATEN

Mangt og meget er sket i Rusland siden patriarkatet i Moskva blev oprettet efter Konstantinopel faldt i tyrkernes hænder i 1453. Tidens mørke tidevand har skyllet Rusland siden den dag i kysterne af de 12 have, der omringer Rusland siden den dag i 1721, da Tsar Peter den Store afskaffede patriarkatet. Det var på det tidspunkt blevet for mægtigt, og Tsaren overgav kontrollen over kirken til en politisk udnævnt ’Chef-fuldmægtig’; dermed blev kirken gjort til statens underordnede. Da Bolschevik-revolutionen flammede op i 1917, var der megen korruption i kirken, men som det var tilfældet blandt Ruslands øvrige 276 millioner indbyggere, således blev også meget ændret hos de troende – sådan, som det altid er tilfældet under religiøs forfølgelse. I den mørke tid efter den røde revolution, var det som det russiske folk gennem lidelse blev mere inderlig i sin tro. Den anti-religiøse kampagne anført af Lenin og Stalin var det stærkeste og mest ondskabsfulde angreb på kirken siden forfølgelsen af de kristne under Roms kejsere. Flere end 50.000 ortodokse præster, munke og nonner blev dræbt eller sendt i fængsel. Mange omkom i fjerne, afsidesliggende koncentrationslejre. Antallet af martyrer ved disse udryddelser kender ingen. Stalin bogstavelig talt udslettede samtlige religiøse samfund, selvom han søgte kirkens støtte under 2. verdenskrig. Han tillod på det tidspunkt at en ny patriark blev indsat, samt at hundreder af kirker blev genåbnet.

Ej heller bør det under bølger af ny velvillighed glemmes, at Nikita Krushtjev genoptog rædselsforfølgelserne fra 1959-1954. Han øgede statskontrollen over kirken og lukkede atter halvdelen af de kirker, som var blevet åbnet. Af 48.000 ortodokse kirker blev alle, undtaget 6.800, ødelagt eller overdraget til andet brug. Leningrads Kazan katedral blev forvandlet til et museum for ateisme, og en tidligere katolsk kirke i Vilnius, Litauens hovedstad, blev omdannet til en koncertsal.

INGEN KAN BESEJRE UNDERGRUNDS-KIRKEN

Kristenforfølgelse er ikke noget nyt i Rusland. Den såkaldte ’Katakomb-kirke’ (den gren af Den ortodokse Kirke, som valgte at forblive ’under jorden’) anses stadig af mange for at være den sande ortodokse kirke i Rusland. Dens åndelige fædre var de gamle russiske troende, der kaldtes ’vandrerne’. Under bolschevik-herredømmet og helt tilbage til Peter den Stores tid blev de også kaldt ’løberne’ (’Beguni’). De havde overalt hemmelige munke og præster, underjordiske klostre og skoler, og deres prædikanter vandrede fra sted til sted for at opmuntre deres trosfæller. ’Katakomb Kirken’ hævder den dag i dag, at ’jo dybere katakomberne befinder sig under overfladen, jo herligere skinner dens lys. Men det betyder, at også det modsatte er tilfælde. Hvad der til stadighed holder sig på overfladen, for om muligt at ’redde’ kirken ved ustandseligt at gå på kompromis med denne verdens fyrste, vil aldrig opleve dette lys…’

I disse ortodokse troendes øjne kan den sande kirke aldrig udslettet med sværdet. Ingen forfølgelse vil nogensinde være i stand til at besejre undergrundskirken! I deres forkyndelse går de så vidt som at betragte revolutionen i 1917 som ’en nødvendig Gudgivet begivenhed’.

”Igennem ni århundreder,” siger de, ”nød kirken i Rusland en behagelig tilværelse. Kirkerne, som tidligere blev hugget ind i skjulte klipper, blev i denne periode udskiftet med luksuriøse, paladsagtige bygninger; enkle udsmykninger blev erstattet med dekorationer udført i de kostbareste metaller og sten. Forfølgelse gav plads for ære og herlighed. Fra den tid begyndte kirken at miste sin åndelige skønhed…”

”Det er ingen tilfældighed,” hævder disse vandrende ortodokse præster, ”at den ateistiske revolution fandt sted på netop dette tidspunkt. Så underligt det kan lyde, gjorde den kirken en tjeneste.”

”Det regime, som revolutionen har udvirket,” fortsætter præsterne, ”fremdrog atter det sværd, som Konstantin den Store havde sønderbrudt efter tre århundreders forfølgelse af de kristne. Revolutionen greb atter det våben, rensede og skærpede det for derefter med al sin kraft at jage det i menighedens bryst. Martyrernes blod flød igen. Der var tusinder af dem: Biskopper, præster, lægfolk, russere, ukrainere, mennesker fra andre folkeslag. I perioden under revolutionen og indtil 2. verdenskrig (ca. 20 år) mistede omring 300 russiske ærkebiskopper og biskopper livet. 200 af dem forsvandt sporløst. Det samme skete med tusinder og atter tusinder af præster.

BEHOV FOR 30 MILLIONER BIBLER

En ny bølge af velvilje tillader et nuværende presset sovjetsystem, at et antal ortodokse kirker atter åbnes. Kirkeledere, som aldrig før blev hørt eller set i medierne, træder nu pludseligt frem i presse og fjernsyn, hvor de kommenterer Sovjet Unionens moralske og kulturelle tilstand. Den ortodokse kirke fik på et tidspunkt tildelt 100.000 bibler, mens baptisterne importerede andre 100.000 (selvom behovet er langt større. Bibler kan koste op til 160 dollar på det sorte marked.) Missionen ’Åbne Døre’, Broder Andreas’ evangeliske bevægelse i Holland og Californien, har sendt ikke mindre end en million Nye Testamente ind i Sovjet.

Aldrig før i den russiske kirkes historie har så mange Nye Testamenter været til rådighed på en gang. Broder Andreas’ sending fyldte 10 store lastbiler, hver læsset med 30 paller med bibler.

Kristne i vesten har regnet ud, at der i Sovjet Unionen er behov for 30 millioner bibler, men russiske præster er overbeviste om at 100.000 Nye Testamenter uden vanskelighed kan fordeles blandt ivrige Sovjet-læsere. ”I må forstå, at russerne er begærlige efter bøger,” siger de. ”Endog ikke troende vil læse Bibelen fra ende til anden, hvis bare de kan få fat i en. Den Hellige Skrift er det bedste evangelisationsmiddel i dette land.”

Som følge af de mildnede grænserestriktioner, har det i en periode været muligt for turister at indføre kristen litteratur. For første gang i 70 år kan besøgende kristne åbenlyst forære en bibel til en sovjetborger. Moderen til en 5årig pige var således til et bedemøde i Moskva; en vestlig besøgende lagde her en børnebibel i hendes hænder. Hun troede næppe sine egne øjne. Da det endelig gik op for hende, at hun var blevet foræret en børnebibel, faldt hun på knæ og takkede Gud.

HVAD SIGER BIBELEN?

Som nyvalgt statsleder var Michael Gorbachov den første russiske regent, som tog skridt til at indføre en parlamentarisk styreform. Efter to år var han den første, der lovede at give jorden tilbage til bønderne. (Dette løfte blev også givet af Vladimir Lenin i 1917). For millioner af russere var hans største løfte og tilbuddet om trosfrihed for alle både kristne, muslimer og jøder…

I en af sine berømte perestrojka-taler udtalte han: Vi lægger ikke skjul på vor holdning til religionen. Den er både umaterialistisk og uvidenskabelig. Men dette giver os ingen ret til at vise mangel på agtelse for de troendes åndelige liv. Langt mindre til administrativt at anvende pres på dem for at fremtvinge vort eget materialistisk syn.”

At tillade en anden ’tro’, at leve siden om side med den kommunistiske ideologi, vil imidlertid blive mere skæbnesvangert for marxismens videnskabelige og materialistiske verdensopfattelse end et I andet politisk parti! At vise respekt overfor ’den troendes åndelige liv’, vil medføre Ruslands anden revolution.

Hvad siger Bibelen om dette?

I indledningen til 2. Mosebog beretter Skriften, hvorledes Guds folk levede i en tid med frihed under den Farao, der levede på Josefs tid. Men så begyndte forholdene at ændre sig. Den enorme børnerigdom blandt israelitterne blev et problem for statens ledelse.

Hvad vil der ske i det nye Rusland, når de troendes såkaldte ¨’åndelige liv’ begynder at vokse? Eller når deres antal vokser? Når de (som Bibelen sige) ’bliver frugtbare og mange og overmåde talrige? Eller når ’landet bliver fuldt af dem’? (2. Mose 1:7)

”Da kom der en ny konge over Egypten,” fortsætter Skriften. Han sagde: ”Lad os gå klogt til værks imod dem, for at de ikke skal blive for mange; ellers kan det hænde, når vi kommer i krig, at de går over til vore modstandere og kæmper mod os og til sidst forlader landet!” (v.10)

Dette korte skriftafsnit på kun fire vers synes at være fyldt med profetisk indsigt. Det forudsiger, at hvis i en eller anden gudløs stat en periode med religionsfrihed medfører, at Guds folk forøges, vil der straks blive grebet ind og lagt nye retningslinjer.

Med andre ord: Hvis en statsleder i Sovjet åbner for visse religiøse reformer, og som følge deraf en åndelig vækkelse bryder frem, vil denne mand blive nødt til at ændre sit program, eller en anden vil overtage magten!

I det gamle Egypten ’kom der en ny konge’… Og med denne nye magthaver blev nye ordninger indført. Dette skete, da ministerpræsident Jeltsin blev fyret i 1999 og udnævnte Vladimir Putin som sin efterfølger. Med et signal om at ville føre det store Rusland til bedre tider, har han bevaret sin position i de efterfølgende 25 år. Hans popularitet har gennem årene lidt nogen skrammer – bl.a. hans tøvende håndtering af ubådsforliset i august 2000, der kostede 118 russiske søfolk livet. Der vogtes i øjeblikket på hans popularitet, og hans stilling til den amerikanske præsident Trump.

Ingen tør sige, hvad der vil ske i fremtiden med Sovjet Unionen. Men én ting er sikkert: Bibelens udsagn om mægtige nationer, som igennem historien har mishandlet både kristne og jøder, vil også blive opfyldt i dette tilfælde. Sådanne verdensriger står for dom. Om Rusland antydes det, at denne nation vil angribe Israel. Og dette – tror jeg – kunne blive indledningen til Den tredje Verdenskrig. Rusland kaldes i Bibelen for ’Gog’; derfor er denne kommende krig af de jødiske profeter beskrevet som ’Gog-krigen’…

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’DEN VÆLDIGE ANGST’ (www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d. 14.02.2025