GRØNLAND I LIVSFARE!

Grønland er én af de mest mineralrige lande på jorden, og det ser ud til, at den amerikanske præsident, Donald Trump, vil sætte hele sin viljekraft ind på, at amerikanerne skal eje dette land!

Danmark har fra begyndelsen erklæret, at Grønland er ikke til salg – men det forekommer ret klart af udviklingen, at dette svar accepterer USA’s præsident ikke!

Set ud fra dette synspunkt er Grønland i fare – og denne situation kan føre til et endnu alvorligere trin, som hedder: Grønland er i livsfare!

*

Trump vil gerne ’overtage’ verdens største ø, men Danmark (som blandt andet ’udgør’ det danske kongerige) vil ikke gerne ’slippe’ det politiske (og menneskelige) forhold, som det endnu står i (med hensyn til Grønland). Det vil sige, at Danmark ikke blot ’afleverer’ 2.175.000 km2 (hvoraf 342.000 km2 – ca. 16 % – er isfrit) til USA.

Og det har Trump manifesteret sin utilfredshed med! Han vil gerne, at de 15 småbyer (og 100 bygder) bliver ’amerikanske’, og at ’det grønlandske hjemmestyre’ bliver underlagt USA! Det forholdsvis ’lille’ befolkningstal (på ligeved 50.000 personer) ser han gerne blive underlagt Amerika!)

De gamle, danske navne bruges stadigt (f.eks. Grønland, Julianehåb, Frederikshåb, Godthåb, Sukkertoppen, Egedesminde, Godhavn og Thule) – og der er stadig ca. 8000 danskere, som opholder sig i Grønland.

Christian 4. sendte en ekspedition til Grønland i 1605, hvorved den danske overhøjhed ’genoprettedes’. I 1776 varetog den kgl. Grønlandske Handel, og hermed blev vestkysten koloniseret fra Kap Farvel til Upernavik. I 1851 blev de første hospitaler oprettet i Jakobshavn og Godthåb. I 1925 trådte en ny Grundlov i kraft, og der blev skolepligt fra det 7. til det 14. år med dansk undervisning! I 1921 fandt det første kongebesøg sted. 1936 blev Grønland lagt ind under statsministeriet.

Grønlands suverænitet blev i 1782 stadfæstet i en noteudveksling med Rusland, og i en konvention af 1819 gav Norge afkald på Grønland. I 1916 anerkendte USA dansk overhøjhed over Østgrønland! Danmark klagede til Den Internationale Domstol i Haag og fik medhold i dom af 5. april 1933 (vedrørende Norges stadige indblanding i den danske suverænitet og monopol), og den 9. april 1941 blev der indgået en traktat om amerikansk ret til at anlægge baser i Grønland).

*

De amerikanske medier lancerer i øjeblikket sætningen: ’Make Greenland Great Again’ – samtidig er der blevet forberedt en lovgivning i USA, der går under teksten: ’Den Amerikanske Golf’(et nyt navn for Den Mexicanske Golf). Grønlands landsstyreformand, Mute B. Egede slår fast, at ’Grønland ikke er til salg’, og statsminister Mette Frederiksen betoner, at Grønlands fremtid besluttes af grønlænderne!

Den kommende præsident i Amerika, Donald Trump, erklærer, at han ikke kan afvise, at han vil bruge ’militær tvang’, for at få grønlænderne til at makke ret! Fronterne skærpes i disse dage. Inden for kort tid, vil det blive afsløret, hvor langt Trump vil gå for at bringe Grønland under USA’s kontrol. Danmarks store ø i nord ligger i en position, som er livstruende for Amerikas fremtidige planer. Det er værd at slå efter i den sidste bog i Bibelen for at se, hvad der skal ske i fremtid.

AT FRAVRISTE BOGEN ET GLIMT AF ÅBENBARELSE

”Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham til at vise sine tjenere det, som snart skal ske (Åb.1:1). Dette er overskriften (eller forsidetitlen) på den bog, som bibeloversættere (gennem historien) har skrevet tusindvis af sider med dybtgående kommentarer for (om muligt) at fravriste den et glimt af åbenbarelse vedrørende fremtiden.

Titlen på dette værk, som i de sidste dage vil blive endevendt for om muligt at få blot (en lille smule) viden om ’det, der snart skal ske (v.1) er som sagt: ’Jesu Kristi Åbenbaring’.

Det vil sige, at hvis der skal komme ’et himmelsk lys’ over indholdet af denne bog, så vil dette lys kun (udelukkende) have sin oprindelse hos Ham, som er den eneste i hele universet, der med rette kan sige noget som helst om fremtiden.

Den eneste, som med ’fuld ret’ kan sige noget, som ’snart skal ske’ (v.1), er Skaberen, (der altid og alle vegne kun lader sin enestående viden blive kendt gennem sin Søn, Jesus Kristus, der bevidner den guddommelige indsigt ved Helligånden).

Det er således den tre-enige Gud, som står lyslevende bag dette enestående værk, som kaldes: ’Jesu Kristi Åbenbaring’… og det vil (af samme grund) udelukkende være Den tre-enige Gud, som står bag enhver sand forklaring af dette enestående Skrift.

*

Indledningen til dette ’endetidens største og mest betydningsfulde ’hovedværk’, der fra begyndelsen (af mennesker) har fået titlen ’Johannes Åbenbaring’, er altså en guddommelig ’rettelse’ (korrektion) af denne fremstilling. Det er ikke en åbenbaring, som gives af Johannes (Jesu discipel), men det er en åbenbaring, som gives af Jesu discipel, Johannes. Åbenbaringen er (strengt taget) ikke først givet til Jesus, Guds Søn, men den har sin oprindelse i Faderens hjerte, hvorfra den derfor omtales som en ’åbenbaring’, som Gud (Faderen) gav ham (Sønnen), for at han (Jesus) kunne vise sine tjenere (deriblandt apostlen Johannes) det, ’som snart skal ske’ (v.1).

EN BOG, DER HAR MED FREMTIDEN AT GØRE

Bogen er først nedfældet på det græske sprog, og dens oprindelige navn er derfor ’Apokalypses’. Det betyder ’åbenbaring’ (men i den dybere forståelse er det en åbenbaring, som kommer til syne alt efter som den afdækkes).

Det vil sige, at Åbenbaringsbogen først fremkommer (og sidestilles) med alle de andre ’bøger’, som Bibelen indeholder. Som bogens indhold langsomt (gennem generationerne) åbenbares for søgende sjæle, bliver den (i ordets reneste forstand) klarlagt som ’Åbenbaringsbogen’. Det vil sige en bog i Bibelen, som menneskerne kan hente en viden fra, der har med fremtiden at gøre!

Bogen benævnes efter sit righoldige og dynamiske indhold, der kan holde selv statsmændene og lovgiverne vågne i de sidste dage. Dens indhold er den himmelfarne frelsers åbenbaring (som han gennem sin elskede discipel, Johannes, har efterladt til den sidste generation af kristne).

*

Bogen handler altså om, at mennesker kan ’fravriste den’ nogle hemmeligheder, som har med den nærmeste fremtid at gøre. Gud har givet ’disse hemmeligheder’ for at ’vise sine tjenere’ hvad der ’snart skal ske’!’

”Og han sendte bud ved sin engel, og kundgjorde det i tegn for sin tjener, Johannes (v.1).” Kilden til denne åbenbarelse er og forbliver udelukkende Gud, himlens og jordens Skaber. Vi bør da alle stå i tilbedelse, thi her er de mægtigste kræfter i spil, og her er mennesket udelukkende en tavs, (måbende) tilhører.

Engle spiller en stor rolle allerede i Åbenbaringsbogens indledning – og siden gennem hele dens budskab, hvor disse ’mægtige skabninger’ fører Johannes gennem alle de mægtige syner og åbenbarelser! De hjælper Johannes til at bevare fokus på det, som er vigtigt – hvilken opgave de stadig har med hensyn til Åbenbaringsbogens budskab.

*

I slutningen af Åbenbaringsbogen siges det, at Gud, gennem ’sin engel’ gav åbenbarelse til sit folk (’hans slaver) med hensyn til de ting, som ’snart’ skal finde sted (kap. 22:6) og i kap. 22:16 står det anført, at Jesus overgav dette vidnesbyrd til ’sin engel’.

Engle spiller altså en vigtig rolle med hensyn til forklaringen på, at de skal hjælpe med hensyn til forståelsen af Åbenbaringsbogen! Det gælder stadig – og engleskaren er i øjeblikket samlet for at forklare, hvad de enkelte syner betyder – ja, for at svare på spørgsmål, som mennesker (lig Johannes) kan have med hensyn til redegørelsen af mange syner, der gives i Åbenbaringsbogen.

Heri ligger forklaringen til ordene i bogens første sætning (i Johannes Åbenbaring) at Jesus: ’sendte bud ved sin engel, og gav det til kende i billeder for sin tjener, Johannes’ (v.2).

Dette er en vigtig oplysning med hensyn til forståelsen af Åbenbaringsbogens indhold. Det vrimler med billeder – og billederne har en forklaring!

Nogle af disse billeder dukker pludselig op, og fortæller om det eventyrlige liv, jeg har levet. For eksempel dette, hvorom jeg har skrevet i min krønike:

”Brylluppet for Benjamin og Lee-Ann den 26. august ’99 i mellemøstens ældste protestantiske kirke, The Christ Church, lige indenfor Jaffaporten i Jerusalem, blev uforglemmeligt. Da den anglikanske præst, Ray, forrettede tilspørgelsen til det unge par, kunne alle se, at de elsker hinanden.

De store drenge ville ikke, at romantikken skulle ophøre. Derfor havde de efter brylluppet i Jerusalem arrangeret en hemmelig middag for de nygifte bag den røde klippe i Givat Olga. De klædte sig i deres flotteste tøj, tændte bål og arrangerede musik. Så serverede de for de nygifte på et smukt dækket bord med brændende kærter den fineste middag – og overlod derefter de to turtelduer til sig selv.

”Da solen gik ned, far,” fortæller Benjamin, ”og musikken spillede vor yndlingsmelodi, så dansede vi – alene to – på den øde strand.”

Jeg forstår ham. Det ville jeg også ha’ gjort med min Gisèle.

INSPIRERET AF SATAN SELV

Jeg har tidligt indset, at den ’vidt udspredte accept’ af den moderne bølge af homoseksualitet er inspireret af Satan selv, og at denne djævelske indflydelse bliver mødt af Guds vrede fra den første syndflods dage og indtil åbenbaringsbogens domme.

Den kristne kirke har gennem hele dens historie været en modstander af ’den homoseksuelle bølge’, og fra det andet nytestamentlige brev af apostlen Peter (2. Pet. 2:4-22) og til indledningen af apostlen Paulus brev til romerne (1 : 24-32) er fordømmelsen af ’den praktiserede homoseksualitet’ klar og ligefrem! Der kan således ikke være nogen tvivl om Biblens fordømmelse af denne golde og syndige form for seksualitet.

I Peters 2. brev skriver apostlen, at ’byerne Sodoma og Gomorra dømte Gud til ødelæggelse og lagde dem i aske, idet han satte dem til advarende eksempel for ugudelige mennesker i kommende tider…’

Disse byers ruiner står i dag som en evig dom over den synd, som fik frit løb i deres midte, og det samme gælder samfundstilstanden på apostlen Pauli tid, hvorom der står skrevet, at ’Gud gav dem hen til vanærende lidenskaber’. – ”Deres kvinder ombyttede den naturlige omgang med den unaturlige, ligeledes vendte også mændene sig fra den naturlige omgang med kvinder og optændtes i deres begær efter hverandre, så at mænd øvede skamløshed med mænd og pådrog sig den velfortjente løn for deres forvildelse (Rom. 1:26-28).”

EN NYTÅRSOPLEVELSE

Det er nu mange år siden, at vor pilgrimkonvoj kørte fra borde i Haifa navn ved foden af Karmelbjerget. I de sidste minutter af det gamle jødiske år 5755 raslede vore vej- og vejrbidte sigøjnervogne gennem havneport nummer 10 for at parkere under nogle høje eukalyptustræer i Bat Galim ikke langt fra kabelbanen, der fører op forbi profeten Elias’ hule. Ham, der gjorde op med Israels afguder og indførte en nyordning.

Mens den nedgående sol på det jødiske års sidste dag dinglede og dansede i horisontens purpursnor, var den store Rosh Hashanah-stilhed ved at falde over land og by. Så hurtigt jeg kunne, kørte jeg ind i den lille Bat Galim-forstad og købte en stor buket septemberblomster. Jeg nåede tilbage under eukalyptustræerne, inden den Jaffa-orange kugle forsvandt i havet.

Gisèle mødte mig med et dejligt smil på beboelsesvognens balkon. ”Godt nytår,” råbte jeg og gav hende blomsterne, der lignede liljekonvaller og levkøjer samt de hvide grene fra jødekirsebærtræer fyldt med den slags røde skud, der om foråret lyser på de danske humlehegn.

”Tak,” lo hun leende og tog imod den smukke buket. Dermed forsvandt langs Haifabugten dens sidste stribe af det gamle år. Og jeg vidste ikke, hvor vanskeligt det nye år ville blive. Billedet af Gisèle med blomsterne ved beboelsesvognen i Bat Galim har jeg gemt i mit hjerte. Den ’nytårsaften’ i september ’95 var hun meget smuk. Et af min bedste hjertebilleder. Andre billeder er sat ind i min hjertemappe. Ikke alle med blomster. Skærende skarpe erindringsbilleder af traktorer med beboelsesvogne styrtet i dybe slugter. Røde arrestationer, alt for tidlige grave, børnene om det lange bord med gryder fyldt med dampende kartofler…. og billedet af en sort handske.

Jeg gennemlæste det forbudte stykke papir. ”Hvad med dette digt?” spurgte en officer fra Sovjetunionen, idet han med en sort handske pegede på nogle vers om en jødisk rabbi, der venter på Messias.

”Det står her,” fortsatte sovjetofficeren, idet hans sorthandskede finger tappede på det tæt beskrevne ark, ”at jøden hævder, at han lever i eksil i vort land.” Andre høje, blonde officerer slog kreds om os. Deres klare, blå øjne stirrede opmærksomt på mig. Der var noget ærligt over dem. Ingen ønskede at skabe os problemer. De udførte deres censurjob og gjorde det samvittighedsfuldt. Beskyttede deres land mod statsfjendtlig virksomhed.

”Jøder lever i eksil over hele jorden,” udbrød jeg. ”Siden templet stod i flammer i år 70, og den romerske general Titus lagde Jerusalem i ruiner, har Israels børn levet i eksil. De lever i udlændighed i mit land, i Europa, i Amerika. Gud har ført dem i adspredelse over hele verden. Derfor lever de også i eksil i jeres land.” Jeg havde talt mig varm og fortsatte: ”Jøderne må leve i diaspora, indtil de vener tilbage til Jerusalem, og Templet atter bliver bygget. Det er Det tredje Tempel. Messiastemplet, som…”

”Beklager,” afbrød den røde officer mildt. ”Dette digt er statsfjendtligt og kan skade vor sovjetrepublik. Jeg gentager: ”Vi har ingen eksiljøder i dette land. Hos os er alle mennesker frie!” Jeg stirrede på kredsen af uniformerede mænd og tænkte igen på Abraham Lincolns indledningsord til den amerikanske uafhængighedserklæring: ”Vi er frie mænd!”

”Må jeg bede Dem om at underskrive dette papir,” sagde officeren. Han lagde en trykt formular foran mig. Med store bogstaver stod på forsiden: ’Act no. 105’. En tætskrevet russisk tekst fyldte formularen. Jeg forstod ikke et ord af, hvad jeg skulle skrive under på, men havde en klar fornemmelse af, at jeg aldrig burde sætte mit navn på det stykke papir.

Godt 5000 km fra sovjetgrænsebommen samlede Anton Jäger sine tyske kristne venner til bøn. ”Johny, Gisèle og børnene er i vanskeligheder,” forklarede han. ”Det drejer sig om et stykke papir. Jeg har i et syn set, at der er to hænder, som holder fast i dette dokument. Den ene hånd er lys og er i lyset. Den anden er mørk og er i mørket. Lad os bede om, at dette dokument bliver overladt til den hånd, som er i lyset.

”Må jeg tale et øjeblik med Dem?” Det var den russiske officer, som henvendte sig til mig.

”Naturligvis.”

Den unge mand med de gyldne distinktioner ved uniformskraven betragtede mig. ”Vil De være venlig at fortælle mig om Deres tro?” udbrød han.

Jeg tøvede. Var det den politiske agent, som talte, eller stod jeg overfor den virkelige Ivan?

”I mit hjem talte man aldrig om Gud,” fortsatte han. ”Den måde, De taler om Deres tro… interesserer mig.”

En tanke jog gennem mig. ”Glem ikke, at denne mand er trænet til at spille dette spil!”

”Jeg tror på Jesus, Guds levende Søn. Han er jødernes Messias og verdens frelser!” svarede jeg. Nu var det mine øjne, som søgte hans. Havde han noget at skjule? Han besvarede mit blik. Ærligt. ”Han lever,” fortsatte jeg. ”Jesus lever. Du behøver ikke at søge ind i en eller anden kirkebygning for at finde Ham. Han er her!”

Den unge mand stod et øjeblik tavst og betragtede mig. Så vendte han sig og gik. Jeg hørte hans støvlers klakken mod den cementerede vejbane. Han stirrede op mod den grå himmel…

Ti minutter senere vendte han tilbage med digtet om jøden. ”Vi beder om Deres undskyldning,” sagde han stilfærdigt. Så vendte han sig mod grænsebommen og gjorde tegn til et par uniformerede mænd med røde stjerner i pelshuen. De hilste tilbage på militær vis. Bommen gik op, og vor Mercedesbus drejede ind i det store, ukendte Ukraine…

ET BREV FRA DET GAMLE ÅR

Professor Jeffrey Jones rejste sig nogle år senere fra en feltstol, som han havde plantet i nærheden af byens katedral. Han havde netop indledt sit nyhedsbrev med nogle linjer om ’verdensdybet’. – ’det svælg’, havde han skrevet, er uhyre dybt. Det er uudgrundeligt, uransageligt og utroligt i sit evige fald.

Jeg fattede dets dybde, da jeg læste om globens første dage, hvor Gud – med den klarhed, som altid er i hans ord – skitserede det mørke, som var over verdensdybet (1.Mose 1:2). ”Guds Ånd rugede over de mørke vande,” hedder det i Bibelens indledende sætninger, ”og jeg turde ikke nærme mig for at kaste et blik ned i det dystre dyb.”

Gud gjorde den dag det usigtbare synligt – og jeg blev forfærdet. Skyggerne og tågen er og forbliver på det sted ufatteligt. Selv englene stirrer målløse ned i den sorte skakt – og ordet, Guds ord, får en sær advarende tone, når dette dyb omtales.

Derefter tog min ven, Philipp Clark, fat på hans egentlige emne, som var at afdække det djævelske forførelsesprojekt. Han skrev følgende:

BREV TIL TRAFIKSELSKABETS MOVIAS DIREKTOR, 2500 VALBY

”Jeg klager hermed over Movias offentlige støtte til ondskab ved at montere djævlehorn på busser og at oprette en særrute 666 til den årlige CopenHell festival i København.

Uanset om man tror på, at fanden eksisterer eller ej, har han i over et tusind år i Dansk kultur og forståelse symboliseret roden til alt ondt; derfor virker det helt forkert, at en af nationens største offentligt ejede transportselskaber hylder ondskabens herre så tydeligt på jeres busser der kører igennem Københavns gader. Det kan nemt fortolkes at i støtter ondskab og dermed onde handlinger – dvs. mord, voldtægt, tyveri, snyd, løgn, mobning osv.

Ligeledes er det tilsigtede valg af nummeret 666 for en busrute upassende, da tallet normalt undgås pga. dets ansete tilknytning til historiens værste diktatorer såsom Nero, Napoleon og Hitler, samt en fremtidig verdensleder, der vil få total og ondsindet kontrol over alle mennesker. Nummeret kommer fra Biblens sidste bog, hvor der står, at 666 er mærket for ’dyret’, som er ’Antikrist’, dvs. det stik modsatte af Jesus, som udlevede en uselvisk næstekærlighed for alle mennesker. Dyret derimod står for ekstrem egoisme og magtgerrighed, så det er underligt, at Movia bevidst markerer jeres busser med hans tegn.

Selvom nogle mennesker i Danmark nu mener, at det er ’cool’ at tilknytte sig de symboler, der er forbundet med djævelen, dæmoner osv. i dødsmetal universet, giver det ikke anledning for et transportselskab at følge trop. I stedet burde Movia i det mindste forholde sig neutralt overfor CopenHell festivalens indhold og budskab, frem for at markere sin fryd over det, som i denne profilerings video: https:/www.facebook.com/share/r/jdF5WqMEwBGrzdv/. Firmaets opgave er at bidrage til den kollektive trafik, og ikke at promovere holdninger eller meninger – især når disse er kontroversielle og stødende ved brug af symboler, der i manges bevidsthed er tæt forbundet med direkte ondskab, hvilket det aldrig kan være Movias opgave at promovere.

Dertil frygter jeg, at Movias handling kan fremprovokere Vorherres vrede over København, som kan føre til at Danmark mister Guds nåde og Hans medfølgende beskyttelse mod et ondskab, som Movia netop promoverer. Det er min opfattelse, at det er takket Vorherre, at vores kristne nation har overlevet et turbulente årtusind uden at have lidt de omfattende krigsskader – såsom massakrer og menneskefordrivelse – der i samme periode har ramt mange af vore omkringliggende lande. Men Movias offentlig opbakning for Guds ærkefjende er jo lig med at håne Gud for åbent tæppe, og endda i en omfang, der ikke er set i Danmark i et tusind år. Af den årsag gruer jeg for, at jeres ugennemtænkte gerninger kan medføre barske konsekvenser for nationen, og især for hovedstaden, dvs. alvorligt ødelæggelser for alle, som bor i København, inkl. mig selv. Derfor mit appel til dig for at standse denne foretagelse inden det er for sent.

På grund af de ovennævnte grunde ser jeg gerne, at Movia indstiller monteringen af djævlehorn på jeres busser, og at Movia ikke genanvender dyrets nummer 666 til en busrute.

Må Gud fortsat bevare Danmark

Phillip Clarke

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’GUDS SIDSTE ORD TIL ET SLÆGTLED’ (www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.31.01.2025