’GUDSFORNÆGTELSEN’ MÅ VI KOMME TIL LIVS!

Alle mennesker har en anelse om, at der er en Gud i himlen, og Han har bestemt, hvilke forhold, mennesker skal leve under, her på jorden.

Mennesket er (fortæller Bibelen) fra fødslen ondt, sådan at forstå, at det lever sit liv uden Gud – og kommer til at betale for sin fornægtelse, ved at ende sin tilværelse her på jorden med en ’evig fortabelse’.

Thi ’Således elskede Gud mennesket, at han gav sin Søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv (Johs. 3:16).”

Dette har Thomas d’Aquin skrevet udførligt om for 800 år siden, og Gud har nu lagt mig på hjerte (tror jeg) at gennemgå hans fire 400-siders-bøger, så at vi (en gang for alle) kan komme denne udbredte gudsfornægtelse til livs.

Denne opgave er så omfattende, at jeg undrer mig over, at Herren vil bruge en mand af min alder (jeg fylder 90 i begyndelsen af næste år) til dette formål – men der er intet jeg kan stille op for at undgå denne sag. Derfor fortsætter jeg gennemgangen af Thomas d’Aquins 4 binds værk (med kommentarer til de forskellige afsnit, som jeg oversætter fra fransk).

God læselyst!

AT SIGE TINGENE LIGEUD!

”For at sige det ligeud: Ved at nævne Guds Navn, så fatter vi, at vi bevæger os ind i et domæne (og har med noget at gøre) som er så stort, at vi ikke kan forestille os noget, der er større!”

(Sådan skriver Thomas d’Aquin i kap. 10 af værket ’Somme contre les Gentiles’).

”Det er dette ord,” fortsætter han, ”som er formet i vort intellekt, og ved hvilket vi (i dag) forstår og fatter (Latin: intellekt), hvad der ligger i navnet: ”Gud”. Det er således betegnende, at ’Gud må være til’ (i det mindste i vort intellekt)…

– og (ved at mærke): ikke blot i vort intellekt, for det, som eksisterer ’ikke blot’ i vort intellekt, men tillige er lyslevende i realiteternes verden, er større end det, som man ellers kun kan ’tænke sig til’ i tankernes verden.

– At der er intet, som er større end Gud, ligger skjult i selve ’navnet’ (significtion= ’ratio’), som bevidner, at ’Gud ’er’.

*

”På samme måde bør vi tænke tanker ’om Gud’!” fortsætter Thomas d’Aquin. Her skal det siges, at det er muligt at tænke, at en ting eksisterer, men det modsatte er ikke tilfældet! Vi kan ikke fatte, at en ting ikke eksisterer! Denne ting er åbenbar større end den ting, om hvilken man kun kan fatte, at den ikke er! Således kunne vi forestille os et væsen, som er større end Gud – men kun hvis vi kunne fatte, at Gud ikke er til, hvilket er imod selve navnet (Latin: ’ratio’).

Det er dermed ’erkendt af sig selv’). Her tilføjer Thomas i punkt 4: ”Yderligere kan siges: ”Det, som er kendt (som noget naturligt eksisterende) er erkendt ’af sig selv’! Man behøver altså ikke at anstrenge sig i et forsøg på at kende det! På samme måde er det erkendt, at Gud er! Sådan er vort forhold til Gud, at ’han er’…

”På samme måde,” slutter Thomas d’Aquin, ”som alle andre ting er kendt og erkendt ’ved sig selv’, – således er det også med Gud; som solens lys er selve princippet for alt, hvad der kan beskues med øjet, således er og forbliver det guddommelige lys selve princippet for al intellektuel viden, … thi, det er i selve guddommen, at vi finder ’det højeste punkt’ af intellektuel viden. Det er kun således, at mennesket kan fatte, at Gud er!

Af disse (og andre synlige årsager) er adskillige mennesker kommet til det resultat – ja, at der ikke findes nogen anden forklaring, som kan accepteres af åndelige mennesker!

DET ER OG FORBLIVER EN GÅDE FOR OS

Den forudgående ’mening’ stammer (for en dels vedkommende) fra en ’vanetænkning’ (Latin: consuetudo),” fortsætter Thomas d’Aquin sin omhyggelige gennemgang af emnet ’Gud er’. Denne ’vanetænkning’ har man fra livets begyndelse,” forklarer han, hvor man ’påkalder Gud’, ja, det er en ’vanetænkning, som stammer helt fra den første barndom.

Denne mening kommer tillige af, at man ikke skelne mellem det, som man har lært at kende som noget ’absolut’ (latin: simpliciter) – og det, som er kendt for os sådan ’helt af sig selv’ (latin: ’quad nos). Thi det er ’den absolutte viden’, at det forbliver en (i sig selv) kendt sag, at Gud ’er’.

Det er og forbliver selve ’Guds væren’. Men dette, at ’Gud er’, er vor ånd ikke i stand til at udtænke. Det er og forbliver til dags dato en gåde for os!

”Før i tiden talte Gud til vore forfædre gennem profeterne. Det gjorde han mange gange og på forskellige måder – men nu, (hvor verden nærmer sig sin afslutning) har Gud i stedet talt til os gennem Sin Søn (Hebr. 1:1-2). Gud skabte verden gennem Ham, og har bestemt, at alting skal tilhøre ham (v.2).”

Thomas d’Aquin fortsætter ved at ’slå over’ i et tilsyneladende ’andet emne’ (men i virkeligheden fastholder han os i den samme tanke: ’Gud er’! ”På samme måde,” forklarer han, ”som ’en helhed’ er større end blot ’en del’ af denne (helhed) – (det er noget, der anerkendes ’som sådan ved et kendskab, som er ’absolut’) må denne ’forskel i størrelsen’ forblive ukendt for den, som ikke vedligeholder opmærksomheden på alt dette.

Det er således med henblik på dette helt afklarede billede, at vort intellekt opfører sig som øjet på en ugle (latin: noctuar) der pludselig befinder sig i fuldt solskin!” slutter Thomas d’Aquin.

GUD ER SÅ STOR, AT INGEN FATTER DET

I det følgende (punkt 1) skal vi fastholde vort emne i dette fulde dagslys (side 161), idet Thomas begynder at gå os ’tæt på livet’ med sine filosofiske spekulationer. Han skriver: ”Det er ikke nødvendigt, at så snart vi kender og forstår ’betydningen’ af navnet ’Gud’, at vi da (med det samme) fatter og forstår hvad der egentligt ligger i ordene: ’Gud er’ (som vi har fremlagt det i vort første argument).

For det første er det ikke (almindeligt) anerkendt af alle (selv blandt dem, som indrømmer, at ’Gud er’) at dermed har de forstået (og fattet), at han er af en størrelsesorden, som ingen fatter)!

Det er i virkeligheden den samme model (som bør følges) for at nå frem til selve betydningen af navnet (Dieu). Det, som Ånden giver udtryk for (altså det, som der bliver gengivet ved navnet: ’Gud’ (undtaget den ’Gud’, som intellektet henvender sig til). Det følger altså ikke heraf, at der er en realitet (bag ordene) – noget ’så stort’, at man ikke kan forestille sig noget større.

Der vil derfor heller ikke være noget, som ’modsætter sig’ dem, der siger, at ’der er ingen Gud’! Ja, der er intet, der står den tanke imod, at realiteten (der tales om et større intellekt og en større kraft) indrømmer vi, at der findes i naturen en så mægtig skaberkraft, at ingen i verden kan forestille sig en sådan storhed!”

*

Det er i virkeligheden (ifølge dette mønster) ikke upassende, at nogen udtaler ’Guds navn’! Derved følger nemlig ikke, at Gud virkelig eksisterer – med undtagelse i deres bevidsthed, som tror på ham!

Det følger nemlig ikke (af en sådan indstilling), at der ’i realiteten’ findes noget (eller nogen), der kan fatte det. Dermed er der ikke noget (eller nogen) som kan være ’upassende’ for dem, der hævder, at Gud ikke eksisterer! Der er nemlig intet, som kan fornærme dem, der påstår, at Gud ’ikke er til’… med undtagelse (måske), dem, som hævder, at der i naturen findes én, som er så stor, at man ikke kan forestille sig noget større!

I den anden note, som Thomas d’Aquin fremlægger som et argument mod vantroen og den indstilling, som de fleste mennesker har når de fornægter Gud), siger han: ”Det er ikke nødvendigt, at noget ’større end Gud’ skal og må kunne udtænkes, hvis man vil følge den idé, at Gud ikke eksisterer!”

Det er nemlig ikke på grund af en mangel (eller en uvished med hensyn til Guds eksistens), at vi kan komme til den konklusion, at ’Gud jo slet ikke eksisterer! ’Guds væren er nemlig i sig selv overordentlig indlysende – men på grund af svagheden af vort intellekt (som ikke umiddelbart selv kan gribe (Latin: ’intueré) ’Guds eksistens’, så er vi henvist til hans virkekraft (og vi finder os således overgivet til en viden, som bygger på fornuften!)

”Herefter følger det tredje, vigtige – ja uundværlige – argument, som skal bevise Guds eksistens!” forklarer Thomas d’Aquin og fortsætter: ”På samme måde, at vi har bevist, (i tidligere breve), at ’helheden blot er en del af det fulde billede…” på nøjagtig samme vis er vi nået frem til at beskue den guddommelige mangfoldighed, der nu er blevet fuldkomment kendt for os, at ’Gud er’… fordi hans ophøjede væsen er og forbliver det samme som hans fuldkomne væsen!”

*

Gendrivelsen af det fjerde (og sidste) argument hviler på et lignende ’iøjnefaldende’ grundlag. Mennesket kender Gud på en ’naturlig måde’ (på samme vis, som han ’længes helt naturligt’ efter sin Skaber!)

Længslen er altså den samme som hans higen efter ’lykken’, der forekommer ham at være ’Guds godhed’! Det er derfor mennesket føler, at det må kende Gud… og at menneskets evighed afhænger af dette formål.

Med hensyn til Profetisk Journal meddeler vi, at den lægges ned i et stykke tid.

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.12.09.2025