DET SORTE DECEMBERMØDES BEDRAG
… fortsættelse af det forrige rundbrev
Moralske holdninger har med hele menneskelivet at gøre! Vor samvittighed er en væsentlig del af vort forhold til det, som bevæger sig omkring os. ”Jeg har en uplettet samvittighed over for Gud og mennesker,” (Ap.G.24:16) fortæller Paulus, og han ’bevidner’ en stor del af sin forkyndelse som værende ’båret af samvittigheden’ (Rom.9:7).
Samvittigheden er altså lige så gammel som mennesket selv! Det er ikke et nymodens moralspørgsmål som er dukket op i litteraturen. De ældste kulturer har beskæftiget sig med de dybeste samvittighedsspørgsmål. Etisk tænkning og refleksion hører med til alle folks kulturvirksomhed. Det er derfor ikke noget mærkeligt eller fremmed, at et grundlæggende træk i den debat og livsvirkelighed, som præger vor tid, har med moral at gøre! Vi er alle underordnet et vist regelværk – og det er derfor, at vi med frimodighed henvender os til de styrende og lovgiverne, og taler til dem om ét af de største samvittighedsspørgsmål over for Gud – nemlig spørgsmålet om homoseksuelle vielser.
*
Moralspørgsmålene har allerede fra de ældste tider været knyttet til religion. Ikke mindst har kristendommen haft sit ord at skulle have sagt i moralske anliggender. Man havde og har et moralsk præget forhold til guddommen (det kalder man for ’et kultisk-rituelt anliggende) eller i forholdet til medmennesket (det kalder man for ’et etisk-socialt anliggende). Begge disse relationer, hvor moralen spiller en afgørende rolle, er i dag højaktuelle, idet homovielser i kirken er blevet legal, og praktiserende homoseksuelle og lesbiske personer giver sig ud for ’at være kristne’, og vil ikke høre tale om (ja, kan slæbe deres naboer for retten), hvis de vover at tale til dem om, at de har omvendelse nødig.
Tilsyneladende tænker altså alle mennesker ’moralsk’, og de fælder på stedet domme af moralsk karakter – ja, har en mening om godt og ondt, ret og galt og giver udtryk for denne mening. Debatten er således allerede i fuld gang – og vi blander os i den, for ikke at blive ’brændemærket’ i vor egen samvittighed (1.Tim.4:2).
Den 8. december i 2011 blev der holdt et vigtigt møde i Kirkeministeriet ved Holmens Kanal i København. At dette møde ikke forefindes som et ’usynligt, ikke-eksisterende, ubekendt møde’ fremgår af den bogstavelige kendsgerning, at et halvsides farvebillede af begivenheden er bragt i den tidligere kirkeministeren, Manu Sareens selvbiografi (s.165). Det viser kirkeministeren i jeans, strikketrøje og åbenstående skjorteflip på den ene side af ’det lange, sorte bord’ (s.164) – og biskopperne på den anden side. Bisperne var ikke (sådan som biografi-forfatteren med et besk stænk af spot på et tidligere tidspunkt ’så dem for sit indre øje’… (citat): ’… iklædt store farvestrålende kåber ’ej heller ’fulgt af stærke kutteklædte mænd’. De sad ikke dér på kirkeministerkontoret ’med et sværd i den ene hånd, og et kors i den anden’. Disse pæne, uskyldige hverdagsbisper var ikke (citat): ’ude på at fjerne kirkeministeren fra posten, smide ham på korset, sparke ham ud af landet for’ (som han hånligt tilføjer): ’at oprette Guds orden’ (s.162).
Nej, biskopperne stillede til dette møde for at gøre det klart for ministeren, at de ikke var enige om formuleringen af hans vielsesritual for kirkelige homovielser. Tilspørgselen i vielsesritualet skal handle om livsfæller,” erklærede én af dem (Biskop Karsten Nissen) idet han tilføjede: ”Jeg går ikke ind for at stifte et homoseksuelt ægteskab i kirken” (dok. Nr. 121647/11, Kirkeministeriet).
8-decembermødet i 2011 var ifølge ministeren af ikke ringe betydning. Ved det møde ville han give de danske biskopper en stor gave. Han ville indbyde dem til at indtage en position, som de sikkert (mente han) ville blive både stolte og lykkelige over at få overdraget. Ministeren skriver (citat): ”Jeg ville give de danske biskopper medejerskab i projekt homovielser” (s.164).
Dette ’medejerskab’ kunne imidlertid kun lykkes (fortæller biografi-forfatteren) ved ’en særlig genistreg’, der på et givet tidspunkt skulle ’få en fælde til at klappe’ – og når først det var sket, så havde biskopperne ikke en levende chance for at slippe ud af fangegarnet. Deres flugtvej var spærret, og de havde ingen vej tilbage!
I kirkeministeriets svar d. 8. jan. 2016 på min anmodning om aktindsigt i dette ’sorte decembermøde’, har man sendt mig et dokument 121647/11 af 20. dec. 2011 med titlen: ’Referat af bisperåd 8. dec. 2011’. Navnene på de syv biskopper, der (som omtalt i Manu Sareens levnedsbeskrivelse ’ved en genistreg’ skulle fanges i ministerens ’bispefælde’), står nævnt: Peter Skov-Jakobsen, Lise-Lotte Rebel, Peter Fischer-Møller, Henning Toft Bro, Karsten Nissen, Kjeld Holm og Elisabeth Dons Christensen.
I dette historiske referat fra Kirkeministeriet kan man faktisk linje for linje følge dramaet i ministeriets forhandlingslokale: Ministerens pæne velkomsthilsen, hvor han ’konstaterede’, at (citat): ’regeringen har besluttet, at homoseksuelle fremover skal kunne indgå ægteskab’ osv. osv…
(Det bør her bemærkes, at ministeren ifølge dette referat omhyggeligt undlader at omtale regeringsgrundlagets kontante ordlyd, der siger, at ’regeringen har besluttet at give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken – uanset deres seksuelle orientering).
’HVAD SAMVITTIGHEDEN KAN BÆRE’
Ifølge ministeriets referat af 8-decembermødets fortsættelse er biskopperne kommet med deres forskellige indvendinger, som kirkeministeren med et roligt smil har lyttet til. Han ventede nu kun på det øjeblik, hvor, som han beretter i sin levnedsbeskrivelse (citat): ’… der skulle laves en pressemeddelelse. Han fortsætter i bogen med følgende (citat): ’… med denne pressemeddelelse kunne alle se, hvad man havde fundet frem til!” (s.164)
I det mig tilsendte officielle referat kan jeg iagttage, hvorledes kirkeministeren med sindsro lader Biskop Karsten Nissen komme til orde og erklære (citat): ”Dette her er ikke et spørgsmål om en sproglig term (’ægtefæller’ eller ’livsfæller’). Nej, det er alene et spørgsmål om, at (kun) ægteskabet mellem en mand og en kvinde er bibelsk begrundet.” I sin bog forklarer ministeren, hvad der i det øjeblik optog hans sind (citat): ”Tanken om pressemeddelelsen,” skriver han, ”det er den, der skal binde de kritiske biskopper sammen” (s.164).
Ministeren synes heller ikke at være berørt af biskop Lise-Lotte Rebels erklæring (citat): ”Jeg og biskop Steen Skovsgaard ønsker af teologiske grunde ikke noget ritual!” I sin bog skriver kirkeministeren: ”Pressemeddelelsen! Den vil spærre dem vejen for et hvilket som helst tilbagetog!” (s.165)
Ministeren må have nikket bifaldende, da Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen tog ordet og sagde (citat): ”Vi biskopper må tage denne debat om de teologiske holdninger internt! Biskopperne må arbejde med ritualet, til de er enige…” (Dok.nr. 121647/11). Ministeren forklarer i sin bog, hvad han i det øjeblik ventede på (citat): ” Ved oplæsningen af pressemeddelelsen vil de ’blive bundet sammen.”
Biskop Elisabeth Dons Christensen udtalte (ifølge ministeriets referat): ”Jeg var chokeret, da jeg hørte om regeringens beslutning. Men lad os nu arbejde videre med sagen – så langt som samvittigheden kan bære!”
De sidste ord: ’Så langt samvittigheden kan bære’ må ministeren have overhørt. Hans tanker var nu udelukkende optaget af bagholdsangrebet. Han fortæller (citat): ”Jeg sad på den ene side af det lange, sorte bord, og på den anden side sad biskopperne side om side.” I det ministerielle referat hedder det fortsat (citat): ”Efter en videre meningsudveksling om dette præsenterede ministeren nu biskopperne for et udkast til de meldinger, som ministeren ville give til medierne” (Dok. 121647/11, s.2): Pressemeddelelsen!
Dette øjeblik var (efter ministerens egen forklaring i selvbiografien) det springende punkt i denne forhandling. Den pressemeddelelse, som han nu skulle oplæse, var i virkeligheden ikke (som det hedder i ministeriets officielle referat): ”En melding, som ministeren ville give medierne” – nej, det var en ’håndfæstning’, som nu blot skulle indhente biskoppernes samtykke. Selvbiografi-forfatteren fortæller om oplæsningen af pressemeddelelsen (citat): ”Jeg gjorde mig umage. Alle skulle jo vide, hvad de sagde ja til!” (s.165) Hvad herefter skete ved dette sorte december-møde betegner den tidligere kirkeminister som sin store ’genistreg’ (s.165).
SET I BAKSPEJLET
’Set i bakspejlet må det i dag erkendes, at biskopperne næppe har vidst, hvad de sagde ja til. De lyttede alle til det oplæste i den opfattelse, at det nu var en uskyldig pressemeddelelse, de gav deres accept. De måtte (dette fremgår af ministerens biografi) for alt i verden ikke komme til den forståelse, at det var et ’sammenbindings-dokument’, som ville blive brugt imod dem, hvis de sprang i tøjret.
”Meget uskyldigt,” triumferer den tidligere minister i sin selvbiografi, idet han tilføjer (citat): ”Men fælden klappede! Nu var der for biskopperne intet tilbagetog!” Han slutter: ”Dette skulle vise sig at være en genistreg!” (s.165)
Hele dette handlingsforløb bør i dag sammen med ordlyden af den omtalte pressemeddelelse bringes for offentligheden. Det sorte december-møde var – som det kan ses af ministeriets eget referat og ministerens personlige gengivelser – ikke med det opgivne formål for øje, som hedder (citat): ’at få afstemt forventningerne til det videre arbejde’. Nej, mødet var i ministeriet planlagt omkring kirkeministerens ’genistreg’. I stedet for at søge at ’afstemme parternes håb for et åbent og ærligt samarbejde for fremtiden (sådan som det indledningsvist blev forklaret de forsamlede biskopper) så bestod dette møde i at gennemføre en skjult strategi. Statens embedsmænd fik ved dette møde ikke forelagt åbne kort. Ministeren løj. Han fremlagde ’en uskyldig pressemeddelelse’, der siden skulle bruges som et ’højtideligt af kirkens øverste ledelse underskrevet dokument’. ”Mit skjold var pressemeddelelsen,” erklærer han i sin bog (s.168).
I dag er det muligt for en domstol at vurdere den objektive sandhedsværdi af det dokument, som på den 8. december 2011 blev fremlagt for Den evangelisk-lutherske kirkes biskopper. Manu Sareen skriver i sin bog (citat): ”Jeg kiggede rundt efter at jeg havde læst pressemeddelelsen højt, og fik dem til at nikke” (s.165). Ingen retsinstans i den hele verden vil kunne godtage denne form for accept” – Ikke engang ministerens sidste argument vil kunne give ham ret (citat): ”Jeg læste i et roligt tempo, så alle vidste, hvad de sagde ja til” (s.165).
I den tidligere kirkeministers selvbiografi omtales imidlertid kun den del af pressemeddelelsen, som passer ind i ministerens kram. Ministeriet har sendt mig den fulde ordlyd, der dog stadig bærer mærket af manipulation. Derfor tillader jeg mig at gengive den fulde pressemeddelelse her med de dertil nødvendige kommentarer. Disse bør få én til at huske på Wolfgang Goethes berømte udsagn: ”Man merkt die Absicht und wird verstimmt” (’Man fornemmer den skjulte hensigt og får det dårligt…’) fortsættes i næste rundbrev.
BEMÆRK:
Læs artiklen under Profetisk Journal: ’STATSMINISTEREN SÆTTER GUD PÅ PLADS’
… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.
Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 01.09.2023.